For Romantik og Historie Bind 31

Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen
For Romantik og Historie
Maanedsskrift. Udgivet af H.P. Holst, 1868-90.

Om indholdet på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p104811.htm

Udarbejdet 2023 af Niels Jensen

Opdateret den 7. oktober 2023 af Niels Jensen

7
.

H. P. Holst:

For Bomantik og Historie.

Eetogtredivte Bind.

Kjobenhavn.
J. Cohens Bogtrykkeri.
1883.

7
ÆG
—
3
)

SÅ

2
va

4

* net
æn F
' BE

ove

e- Bwil

BEN

Indhold.

Side
Jacob Szela. Af M. von Ebner-Eſchen bach 1
Melbourne og Colonien Victoria. Af Herman Chriſteſen 41
Et Tronſkifte. Af E. M. de Vogu 61
Tonerne, Af H. P. Holst. 97
Erotiſkte Digte. Af Martin Koaoklkll EEERRER rer 99
Rigdommen og Folkemeengden. Af Charles Richet .. 102
Fresco⸗Billederne. Af Ouida aaa 113
Horats og Mæcenas, Efter Gaſton Boisfier...... 176
J. A. Jerichau. Af Chriſtopher Boed............ 193
Fresco⸗Billederne. Af Ouida. (Sluttet.)........... 196
Den Sidſte. Af Ernſt v. Wilden bruc gg 241

To Digte af Anakreon. Overſatte fra Græjt af Martin Kok 289
Digte af Chr. Lauggaard:
l!!! Een 291
2. Haabelrlrlrtrrrrt ae LE REE SENE 292
3. Novemberr!!n!r! RER RR 293

Arabis Proces. Af Gabriel Charm 295
Montenegrinerinden. En Fortælling af Thomas Jez 569
Sokrates. Digt af J. Johanſe nn 385
„Mod Vinter“. Digt af A. C. Langſted
Af Friherre v. Richthofens Memoiren 397
Urmagerens Datter. Fortælling af Marie von Ebner⸗
Scene ED DE AS SEERE 413

Literatur. (Johannes Helms: „SoldaterliviKrigſ og Fred.“) 561
„Grantreet“. Digt af A. C. Langſted

Incob Szela.

Af
M. von Ebner⸗Eſchenbach.

Nogle kaldte Jacob Szela en Folkeforer, Andre
en Folkef or forer; hine ſage i ham „et Monſter paa
den ſtjonneſte Loyalitet,“ disſe en Rover og Mord⸗
brænder. De Forſte holdt ham i re ſom en Lov⸗
kyndig og Viismand, medens de Andre betragtede ham
ſom en Vinkelſkriver og Rabuliſt. Aldrig er en hi⸗
ſtoriſk Perſonlighed bleven faa forſkjelligt bedømt, ſom
den galiziſke Bonde Jacob Szela, Feſter i Smarzowa,
i Jarnowkredſen. Man veed ikke engang, hvor gammel
han var i 1846 — dette for Galizien jaa betydnings⸗
fulde og ulykkelige Aar.

— Han var dengang treſindstyve Aar og i
fuld Beſiddelſe af fine Kræfter, ſige hans Anklagere.
— Han var en brudt Olding paa halvfjerdſindstyve
Aar, ſige hans Beundrere. Kun eet Punkt ere Alle
enige om, — Alle bekrefte, at der var lagt en ſtor

1

2 Jacob Szela.

Magt i Henderne paa denne Mand, hvem Tuſinder
af hans Standsfeller ſkjcenkede ubetinget Tillid og
adlod blindt.

Strax efterat han var bleven valgt til Sogne—
forſtander, anlagde han Sag mod Godseieren. Han
beviſte, at Godsbeſidderne i Løbet af fer og halvtred—
ſindstyve Aar havde ladet Sognet Smarzowa yde
ugentlig firſindstyve, ialt ethundrede toogtredive tuſinde
nihundrede og treſindstyve Hoveridage flere, end det
havde været forpligtet til at yde, og forlangte Skades⸗
erſtatning herfor. Kredsretten tog mod Klagen, men
ſogte at fane Szelas Fordring nedſat. Denne vilde
imidlertid ikke opgive en Toddel af ſin Ret eller af
deres, hvis Repreſentant han var; heller ikke vilde
han gaae ind paa ſelv det bedſt mente Forſlag til at
fane Sagen forligt, og han vifte fig faa ſtivſindet, at
Kredsdommeren, Ridder von Breinl, tilſidſt beſtemte
fig til at give efter for Godseierens Forlangende og
erklere Szela for afſat ſom Sognets Forſtander og Be⸗
fuldmegtigede.

Denne Dom appellerede Szela ſtrax til Gouverne⸗
mentet, men blev afviiſt og opfordret til at rette ſig
efter Kredsdomſtolens Afgjorelſe. Szela tenkte nogen
Tid over hvad der nu var at gjore og henvendte ſig
derpaa til Hofcancelliet i Wien med en klar Fremſtilling
af Sagens Omſtendigheder. Det varede ikke længe,
for der derfra kom en Casſation baade af Kredsrettens
og af Gouvernementets Kjendelſe. Begge fik Befaling

1
7

Jacob Szela. 3

til, ſom tidligere, at anerkjende Szela ſom Sognefor—
ſtander, da der i faa Henſeende ikke var Noget at
indvende imod ham, og der forovrigt ikke forelaa noget
Ufordelagtigt imod ham. Denne Afgjorelſe vakte hos
Landbefolkningen uendelig Taknemlighed og Begeiſtring
for den keiſerlige Regjering, og forogede i hoi Grad
Szelas Anſeelſe.

Procesſen gik nu ſin Gang og var lige ved at blive
afgjort til Fordel for Klagerne, da Revolutionen ud—
brød, den eneſte, hvori Folket gjorde Udſlaget, idet
det tog Parti mod dets foregivne Befriere. Det var
ikke ſaa underligt, at Szela ſpillede en ſtor Rolle ved
denne merkelige Begivenhed, ja, han maatte ſpille
den; Conſekventſerne af hans mangeaarige Virkſomhed
drev ham fremad, og den jevne Bonde har vel ſelv
været noget underlig tilmode, da han en Morgen
vaagnede og ſaage, at Leen i hans Haand var for⸗
vandlet til et Dommerſveerd.

Om han har fort det til det Gode eller til det
Onde, om han har ſogt at puſte til eller at dæmpe
den overalt opblusſende Flamme, derom tilkommer den
endelige Dom ikke forud indtagne Menneſker. Men
veiledende til en Charakteriſtik af Bondeforeren ere
dog Beretningerne fra en nylig i Zabno ved Doden
afgaaet Mand, der har kjendt Szela perſonligt, men
: ftaaet fjernt fra ham, og ſom pleiede at tale om ham
„sine ira et studio.“

Denne Mand var den gamle Sikorſki, Caſtellan

1*

4 ) Jacob Szela.

hos Grev O., Nabo til Herrerne af Bogusz, Eierne
af Smarzowa. Sikorſki havde i ſin Ungdom veret
Militair; han havde ikke glemt fin Faneed og brød
ſig aldeles ikke om Politik. J ſaa Henſeende fulgte
han ſin Herres Exempel, ſom ogſaa i mange Aar
havde været Soldat og betragtede denne Tid ſom den
gladeſte i fit Liv. Grevens lykkeligſte Tid — hans
Augteſkab — havde kun varet nogle fan Aar. Efter
hans Huſtrus Dod, der havde efterladt ham tre ſmukke
og kraftige Sonner, hengav han ſig i Begyndelſen til
en uendelig Sorgmodighed, meu ſogte derefter at ad—
ſprede ſig, aflagde Beſog hos ſine Naboer, opholdt
ſig hele Maaneder i Lemberg, brugte flere Penge, end
hans Indtegter tillod, pinte fine Forpagtere og blev
en ſtreng Herre mod fine Bønder. Men hvor daarligt
disſe end havde det, kunde deres Bedſteforeeldre dog
fortælle dem, at den nuværende Tid var ſom Guld i
Sammenligning med den tidligere, da Bonden bog—
ſtavelig blev fpœendt for Ploven, og det ikke koſtede en
Adelsmand en Stilling at flaae en af fine Livegne
ihjel — og kun femten polſke Gylden, naar han flog
Naboens ihjel.

Greven havde altid havt en vis Forkjerlighed for
Szela; han ſtandſede ham, naar han mødte ham, og
ſpogte med ham, men ydmygede ham ogſaa af og til
temmelig haardt. Han hadede inderligt Szelas Gods—
herrer pan Grund af deres mod Sſterrig fjendtlige
Sindelag og ſkulde gjerne have undt dem alle mulige

Jacob Szela. 5

Ulykker; men at Ulykken kom over dem fra en af
deres egne Bonder, det var ham dog ikke rigtig tilpas.
Kredsrettens Dom over Szela havde han dadlet ſom
en Uretferdighed, Hofcancelliets Afgjorelſe forekom
ham at være en Uklogſkab. „Det gaaer over alle
Grendſer,“ ſagde han, „det er altfor galt. Det er
jo at undergrave enhver umiddelbar Autoritet lige—
overfor Landbefolkningen.“

Fra den Dag af var Greven uvillig ſtemt mod
Szela, og i denne Misſtemning beſtyrkedes han af en
ung Mand, hvem han noget hurtigere, end det ellers
laa for ham, havde ffjænfet fin Tillid, Mandataren
Zaslo. ;

Mandataren var i det Hele en vigtig Perſon—
lighed blandt Grevens Omgivelſer, en ualmindelig
ſmuk ung Mand af et ſerdeles indtagende Veſen. Af
Middelhoide var han, mager ſom en Mynde, ſmidig ſom en
Kat og klog ſom en Slange. Greven fod ſig beherſke
af ham, de unge Grever vare fortryllede af ham.
Joſeph, den eldſte, tilbad ham formelig og veg ikke
fra hans Side.

J Hoſten 1845 kom en Dag Szela til Caſtellanen
Sikorſki og bad om at blive meldt hos Greven. En
ſaadan Frihed havde Szela aldrig taget fig, og St
korſti ſagde forbauſet til ham: „Melde Dig? Hvad
gaaer der af Dig? Det vilde jeg ikke engang gjøre,
hvis Hr. Greven var godt oplagt; men nu er han
ovenikjobet i fit vœrſte Humeur, fordi Forvalteren ikke

6 Jacob Szela.

har bragt ham faa mange Penge, ſom han vil have
med paa Reiſen imorgen.“

Szela ſparede, at naar Hr. Greven allerede vilde
reiſe igjen den næfte Dag, var det ham faa meget
mere af Vigtighed, ſtrax at komme til at tale med
ham. — Han vidſte at foreſtille Caſtellanen Sagen
ſom paatrengende og foreholdt ham faa ſteerkt, at det var
et ſtort Anſvar, han paatog ſig, hvis han ikke ſkaffede
ham Audients, at Sikorſki gik til Greven og forebragte
ham Szelas underdanige Bon. Greven ſprang op fra
Skrivebordet, hvorved han ſad mellem uordentlig hen—
kaſtede Reguſkabsboger og Papirer, og raabte: „Lad
ham faa komme ind!“

Caſtellanen ſtudſede og blev hed om Srene.
Denne ſkarpe Klang i hans Herres Stemme kjendte
han og vidſte forud, hvad Szela havde at vente. Han
gik tilbage til fit Vœrelſe og ſagde til den Ventende:
„Folg mit Raad og ſtik af. Jeg ffal ſige, at Du i
det ſidſte Oieblik ikke havde Mod til at træde frem
for Herren. Det ſynes han godt om, ſaa bliver han
nok mildere ſtemt.“ '

„Det kan ikke hjælpe,” mumlede Szela, „gaa Du
foran, Pan Caſtellan, jeg folger efter.“

De begav fig faa afſted.

„Hvad vil Du her?“ raabte Greven til Szela.
Men da denne bukkede dybt og ydmygt blev ſtagende
ved Doren, faa var det, ſom om Synet af ham om⸗
ſtemte Greven. Og ganſke viſt havde den gamle

Jacob Szela. 7

Feſter, ſtjondt han var uſedvanlig lille og ſpinkel,
et ganſke ærværdigt Udſeende. Han ſtod tilfeldigviis
under et Billede af Theuerdank, der hang paa Veggen,
og man kunde ikke undgaage at lægge Meerke til Lig⸗
heden imellem de to Hoveder, den ſtore Kriſer i den
Floiels med Peltsverk kantede Jagtdragt og den
fattige Bonde i den hvide Lerredsbluſe.

„Hvad vil Du?“ gjentog Greven.

„Jeg beder underdanigſt om at maatte tale med
Dig under fire Bine, hoibaarne Herre.“

„Under fire Sine? ... Du er driftig ... Jeg
har ingen Hemmeligheder ſammen med Dig. Tal i
Caſtellanens Nerverelſe eller ſkrub af.“

„Som Du befaler, naadige Herre,“ ſvarede Szela
uden at fortrekke en Mine — han havde vel ikke
ventet en bedre Modtagelſe. „Jeg er kommen for at
advare Dig; Du er i ſtor Fare.“

„Saa?“ ... Greven dreiede pan fit Overſkjeeg
og traadte nærmere hen til Szela: „Du kommer for
at advare mig ... mod hvem?”

„Mod en af dine Tjenere, der beftjæler Dig.“

„Beſtjceler mig?“

„Ja, hoibaarne Hr. Greve. Han fraftjæler Dig
det Kjcereſte, Du har — dine Born.“

„Hvad ſkal det ſige? Hvad er det for Snak?“

„Ver jaa nedladeude at høre mig,“ bad Szela.
„Du har en Mand her i Huſet, der holder til med
Polakkerne og er en Fjende af Keiſeren.“

8 j Jacob Szela.

„Og vel ogſaa af Dig?“ ſpurgte Greven haan—
ligt, og Szela, der ikke forſtod Ironien af disſe Ord,
ſvarede ganſke roligt: „Naturligviis, Herre. Keiſerens
Fiende er ogſaa min Fjende.”

„Aha! . .. Hvad hedder fan den Mand, Du
taler om?“

„Jaslo, Pan Jaslo, Mandataren.“

Nu brød Uveiret los: „Du nederdregtige, bag—
taleriſte Hund! Min bedſte Tjener vover det Aſen at
kaſte Snaus paa, fordi han veed, han ikke er ham
bevaagen? .. . fordi han ſom ethvert fornuftigt
Menneſte ſiger: Det var urigtigt af Hofcancelliet at
give andet Svar paa den frekke Karls Appel end en
Anviisning pan halvtredſindstyve Stokkeprygl?“

„Det er tidt kommet mig for Ore, naadige Herre,
at Pan Jaslo forer utilborlig Tale.“

„Og følgelig ſkal jeg ſtoppe Munden paa ham,
mener Du? Et Menneſke, der har fundet aabent Øre
hos Hofcancelliet, vil ogſaa finde aabent Ore hos
Herſkabet ... Men deri tager Du feil ... Herſkabet
ſkal indhente, hvad Hofcancelliet har forſomt ...“

Dinene ſtod ud af Hovedet paa Greven, og hans
Leber vare hvide; han knyttede Haanden om en Ride⸗
pidſt, ſom han havde revet ned fra Veggen, og Sla—
gene regnede ned over Bondens Hoved og Skuldre.
Denne ſtod ubevægelig og foer ikke engang ſammen;
kun en uendelig fortvivlet Sorgmodighed kom tilſyne
paa hans rynkede Anſigt.

Jacob Szela. 9

Pludſelig var det, ſom om Greven ſkammede fig
over fin Boddelgjerning. Men iſtedetfor at det ffulde
formilde ham, ophidſede denne Tanke ham kun til
endnu ſtorre Raſeri imod den, der havde foranlediget
en ſaadan Nedverdigelſe.

Szela gjorde ikke det Mindſte for at mildne hans
Raſeri. „Jeg behover i Grunden ikke at tage mod
Prygl af Dig, naadige Herre,“ ſagde han, da Greven
puſtede lidt. „Alligevel beder jeg Dig: ſlaa kun til,
men læg vel Merke til min Advarſel.“

Naturligviis raſede Greven endnu verre end for;
han kunde ikke finde paa Skjeeldsord nok. Tilſidſt
ſvor han en faa taabelig Ed, ſom kun den meſt ra—
ſende Vrede kunde lægge ham i Munden: Hellere
vilde han gage tilgrunde, hellere fee ſine Born doe for
ſine Dine, end at maatte takke en usſel Bonde for fin
og deres Frelſe. „Herud! Herud! med Dig, Du
lognagtige Skurk! og lader Du Dig oftere ſee her,
ſaa tag Dig iagt for Hunden!“

Det var den Velſignelſe, Szela fif med til Affked.
Caſtellanen tog den Gamle med op paa ſit Verelſe
og bragte ham Vand til at vaſke ſit blodige Anſigt
af med. Det gjorde ham inderligt ondt for den mis
handlede Mand; men han kunde dog ikke lade vere
at ſige: „Det er gaaet Dig efter Fortjeneſte. Hvad
vilde Du der?“

Szela gned ſine gjennempryglede Skuldre med
Bagen af Haanden: „Den ſtakkels Hr. Greve — ſaa

10 Jacob Szela.

forblindet troede jeg dog ikke, han var. Stakkels
Herre! den polſte Vindbeutel har da aldeles bedaaret
ham ... Bed til Gud, Hr. Caſtellan, at han af⸗
vender den ſtore Ulykke, ſom dette Menneſke kan
bringe over den ſtakkels Hr. Greve og hele hans Hus.“

Om Eftermiddagen ſendte Greven Bud efter
Mandataren, med hvem han havde en lang Samtale.
Forſtyrret og bleg var Jaslo traadt ind i ſin Herres
Verelſe, veltilfreds og rolig kom han ud derfra. Den
livagtige gode Samvittighed kunde ikke træde op i en
elſtveerdigere Skikkelſe. Caſtellanen mødte ham i
Gangen og ergrede fig ſenere over, at han havde be—
ſvaret den unge Mands Hilſen ſaa venligt. Men
Sagen var netop den, at han altid forſtod at vinde
Folk. Enhver, der fane ham, kunde ikke tiltroe ham
noget Ondt. Maaſkee fordi han ſelv gik i den Tro,
at han handlede rigtigt, naar han ſogte at bedaare og
forfore eller forraade Alle, der horte til et andet
Parti end hans.

Efter Grevens Afreiſe begyndte han forovrigt at
drive ſit Spil temmelig aabenlyſt. Han ſyntes at
tage til Forbillede Hr. Longchamps, Fyrſt Sangußkos
Godsforvalter, der, ſaaſnart Fyrſten havde forladt fin
Reſidents for at tage Vinterophold i Paris, gjorde
Slottet Gumniſk til et Samlingspunkt for Propagan⸗
daens Tilhængere, Agenter og Emisſairer over hele
Veſtgalizien. Med disſe Folk var Jaslo og Grev
Joſeph ſtadig ſammen; og ſelv de yngre Grever, hvis

Jacob Szela. 11

Hovmeſter længe havde bekcempet Jaslos Veltalenhed,
begyndte nu at blive vaklende og fang: „Jeszceze
Polſka,“ og de glædede fig paa deres barnlige Maade
til, at Revolutionen ſnart vilde bryde ud.

Forunderlig var Stemningen i Landsbyen. Son-
dagen Sexageſime laa der paa Benkene i Kirken
trykte loſe Blade, der af de fleſte Andegtige bleve
lagte i Bonnebogen — af gode Grunde rigtignok
uleſte. Men de Faa, der vare iſtand til at gjøre fig
bekjendte med Indholdet, erfarede deraf, at Biſkoppen
af Jeruſalem havde, medens han bragte det hellige
Mesſeoffer, hørt en Roſt fra Himlen, der havde ſagt
en Bon, ſom herved meddeltes den polſke Chriſtenhed
til Gavn og Opbyggelſe. Enhver, der nu bad denne
Bon, var forpligtet til at afſkrive den ſyv Gange og
uddele den til Andre; han vilde da flippe uffadt fra
den truende Fare. Blodet vilde ſnart flyde i Stromme;
men derefter vilde der komme en velſignet Tid, hvori
Jordens Frugter vilde trives i ukjendt Fylde og Mar⸗
kerne ligne Paradiſet.

Stromme af Blod! — Ofte nok havde Bonderne
hort, at der vilde flyde Stromme af Blod; men nu
hed det — ſkulde de flyde; det blev forkyndt gjennem
Frelſerens Mund. Men naar der ffal ſtromme Blod,
maa det udgydes, og hvem ſkal udgyde det, ved hvem
ſkal det ſkee? ... Mon ikke ved dem, hvis Lod det
er at fane og hoſte paa de Marker, ſom gjodes der⸗
med? . .. Den Slutning kom de Fleſte til; kun nogle

12 Jacob Szela.

engſtlige Sjæle vare af den Mening: „Paa ingen
Maade! De polſtſindede Herrer ville ombringe os, os
Oſterrigerne!“ Der hvilede et tungt Tryk over alle
Sind, og det afbrodes kun hiſt og her ved en Op—
blusſen af vilde Beſlutninger om at tage Hevn for
en mere end ſexhundredaarig Undertrykkelſe. Politiet
var i fuld Virkſomhed: daglig opdagedes der nye
Sammenſvergelſer og foretoges nye Feengslinger.
Enhver Ven af Fred begyndte allerede at haabe, at
det ſnart havde en Ende med Uroſtifterne, da plud—
ſelig forferdelige Rygter fra Nabolaget trængte ind i
Landsbyen. Adelsmendene, fortaltes der, vilde op—
hidſe deres Bonder til Kamp mod Regjeringen, men
bleve ſlaagede ihjel af Bønderne, og deres Huſe og
befeſtede Slotte bleve plyndrede og ſtukne i Brand.
Natten til den 18. Februar gik Sikorſki, pint af
bange Anelſer, fra Verelſe til Verelſe. Ved de ſmaa
Grevers lyttede han; der var Alt ſtille, de ſov. J
den ſtore Sal, med de fer høie Vinduer, traf han
Grev Joſeph, der opmeerkſomt fane ud imod Hori-
zonten. Maanen var endnu ilke ſtaaet op; men
Natten var lys af Snee og Stjerner. To Steder i
den bleggraa Horizont ſteg hvidlige Rogſtyer i Veiret
fulde af Ildgniſter. „Gud hjælpe os!“ ſukkede Si⸗
korſti — „det er to Landsbyer, der ere i Brand.“
„Den tredie endnu ikke, og det er ſlemt,“ ſagde
Joſeph, „meget verre, end Du troer, gamle Sikorſki.“
Caſtellanen blev aldeles forfærdet over disſe Ord

Jacob Szela. 13

og ſpurgte den unge Herre, hvorledes han, der dog
havde et faa godt Hjerte, kunde fore ſaadan Tale?
Joſeph ſmilede og ſvarede med en gammelklog og kold
Mine, der gav ham et ganſke forandret Udſeende:
„Naa, Du veed jo, man kan ikke lave en Pandekage
uden at flaae Wg itu!”

Det blev Midnat. Joſeph fane ufravendt ud
mod et morkt Punkt i Horizonten, der endelig oplyſtes
af Maanens blide Lys, men ikke af en ødelæggende
Brand.

Tidlig den neſte Morgen ſendte Pan Jaslo Si⸗
korſti med Breve til den lille By, ſom man i Slede
og med gode Heſte kunde nage i en Time. Der fit
Caſtellanen en hel Del forfærdeligt Nyt at høre. Han
erfarede, i hvilken Fare Adelmendene i det Hele be—
fandt fig, men da navnlig de, ſom havde fluttet fig
til Revolutionen. „Hvis Eders Greve er i Lemberg,“
ſagde Poſtholderen, „kommer han viſtnok tilbage idag
eller imorgen. Der er ſendt ridende Bud til Lem—
berg med Underretning om Oproret.“ Aldeles for⸗
ſtyrret af Angſt fatte Sikorſki fig igjen i Sleden og
gav Kudſken Ordre til hurtigſt muligt at kjore hjem
igjen.

Da han kom til Landsbyen, fane han allerede
Bønderne ſamle fig pan Veien til Slottet. Enhver
af dem havde en Lee eller en Pleil paa Skuldren.

„Hvorhen?“ ſpurgte Sikorſti.

„Som Du ſeer, til Slottet. Hr. Mandateren har

14 Jacob Szela.

befalet os at gjore Leerne lige og ſtille os op paa
Engen udenfor Gaarden.“

„Gud fordomme ham!“ udbrod Sikorſti, ſprang
ud af Sleden og lob ind til Mandataren. Men Fuglen
var allerede fløjet og det i prægtige Fjer. Den gamle

Toiener fane ham, kledt ſom til Bryllup, komme ud fra

Hallen, ligeſom han ſelv aandelos naaede til den.
Men endnu mere glimrende tog Joſeph ſig ud i den
rige polſke Dragt, med Sablen ved Siden og to Pi-
ſtoler i Bæltet. Han ſtod imellem fine yngre Brødre,
og ſelv disſe Born, der rigtignok betragtede fig ſom
unge Menneſker, vare kledte og bevæbnede ſom de
Voxne. Nogle Godsembedsmend og et halvt Duſin
Herrer, ſom Sikorſki aldrig tidligere havde feet, ud—
gjorde deres Folge. Stedets Preſt ſtod ved Siden
af dem.

En Mængde ringere Adelsmænd fra Omegnen
vare komne tidende og. fværmede nu omkring Jaslo.
Medens han var faa høitidelig ſom en Bryllupsgjeeſt,
vare d is ſe faa lyſtige, ſom om de ſkulde pan Bal.

„Her er jeg!“ raabte Caſtellanen allerede i Af⸗
ſtand, „hor mine Efterretninger!“ Men Herreren brød
ſig aldeles ikke om hans Efterretninger. De vinkede
til ham, at han ſkuͤlde tie ſtille, ffubbede ham af
veien og haanede den Feighed og Lettroenhed, ſom de
tilſtreve de Advarſler og Paamindelſer, han hviſkede
til den Ene og den Anden. At han ikke turde tale
høit i Bøndernes Nerverelſe, følger af fig ſelv.

1 11 1

Jacob Szela. 15

Og nu disſe Bonder! Der var ingen Ende paa
Tilſtromningen af dem. Den ene Sværm efter den
anden kom marcherende. Trengslen blev verre og
verre, Pladſen mere og mere indſkrenket ... Til
venſtre for Slottet var der et Gitter imellem Haven
og Veien, tilhoire et ſteilt ſfkraanende Buſkads. Som
efter Aftale havde Folkene ſamlet fig omkring tre
Mænd, der ragede høit op over alle de Andre. Midt
paa Pladſen omkring den permitterede Soldat Sabata,
der i Lemberg ſtod ſom Floimand i andet Compagni
af Grenadeerbataillonen. Nermeſt ved Bufkadſet om—
kring den Edſvorne Ivan, Stedets ſtorſte Brendevins⸗
drikker, en ſkikkelig Kcempekarl, naar han havde fin
lille Rus, en kivagtig Krakiler, naar han var ædru.
Ved Siden af Gitteret omkring Wisniak, den alvorlige
Commersmager, der ſelv aldrig lo og aldrig hylede,
naar han blev ſtraffet med Prygl; — det var en fer Fod
lang Karl med høie Skuldre og et Anſigt, der var
ſom ſkaaret ud af Egetre.

Adelsmendene, hvoraf der vel var en tredive,
fyrgetyve Stykker, ſtode rundt omkring i Hallen, lode
ſig ſervere Likorer af Tjenerne og drak paa det gjen⸗
opſtandne Polens Velgaagende. Men Jaslo og de
ſmaa Grever gik helt militairiſt langs Bøndernes
Front, og disſe ſage fan venligt efter dem, at Sikorſki
tenkte: „Gud være lovet, de lee! Hele Hiſtorien bliver
hos os ikke til andet end en gemytlig Spog og ender
med, at Hr. Mandataren bliver dygtig beffæmmet.”

16 Jacob Szela.

Nu ſtod denne ſtille og holdt en Tale til Folkene.
Han hilſte dem ſom Borgere i et nyt Rige, hvori der
ikke fandtes Hoveri, intet Salt- og Tobaksmonopol, og
opfordrede dem til, under Anforſel af den unge Greve
at drage til Tarnow for der at jage den aſterrigſke
Ovrighed bort og indfætte en polſkt. Hans Tale, der
begeiſtrede Tilhorerne til gjentagne „Vivat Polonia,“
var [bæltet med mange ſkjonne Ord om Frihed og
Fedrelandskjerlighed, og der var Ild i hans Fore—
drag. Men det opflammede dog kun dem, der alle
rede havde fenget; paa Bønderne var Indtrykket kun
Overraſtelſe. Og ſelv dette ringe Reſultat blev til
Intet og forvandledes til en haanlig Munterhed, da
Wisniak over Hovedet pan de Andre ſtrakte den flade
Haand ud mod Mandataren og i en meget alvorlig
Tone bad ham om et Laan af to Gylden paa de nye,
glimrende Udſigter.

Jaslo foer heftig op; men Preeſten lagde bero—
ligende Haanden paa hans allerede til Slag hævede
Arm og begyndte nu ſelv at tiltale ſin Menighed.

Den blide og godmodige Mand ryſtede af indre
Bevegelſe; hans ellers faa blege Kinder fif Farve,
et Gjenſkin af forleengſt udflukket Ungdomsild bragte
dem til at blusſe, og ſvermeriſk Begeiſtring lyſte ud
af de ellers fan matte Dine. Han kaldte ſit Folk til
Kampen for den hellige Sag; han lovede dens ſeirrige
Forkempere et jordiff og dens Martyrer et himmelſt
Paradis. Hans overvældende Folelſer kvalte tilfidft .

Jacob Szela. 17

hans Roſt; han kunde blot velſignende hæve Henderne,
medens Bønderne korſede fig, Adelsmendene ſpingede
deres Gabler og raabte til Grev Joſeph, at han ſkulde
give Befaling til Opbrud. Det gjorde den unge
Herre; han lod fig ræffe en Fane, ſom en af Slots—
betjentene Holdt beredt, og udfoldede den ... Ca⸗
ſtellanen var ner ved at fan et Slagtilfælde — det
var den hvid-⸗rode Fane, ſom Joſeph løftede høit, og
ſom hans Brodre tiljublede.

Det var ffrælfeligt og paa ſamme Tid rørende
at ſee disſe tre vildledede Born! Du gode Gud, hvem
vilde ikke havt Medlidenhed med deres ſmukke Skik—
kelſer, deres Ungdom og Uerfarenhed?

De der idetmindſte ikke! tænkte den gamle Tjener
i Dødelig Angſt ... endnu ſtaage de ſom en Flok
engſtelige Zaar, men hvert Sieblik kan forvandle dem
til glubende Ulve .. . Begynder det ikke allerede at
gjære iblandt dem? Hvorfor ſtikke de Hovederne ſammen
og geſtikulere og ſynes at ville ſtyrke hinanden i en
fattet Beſlutning? Caſtellanen kan tydelig i deres
halvheie Tale høre Navnet Szela.

„Fremad!“ raaber nu Jaslo, ſom er ude af ſig
ſelv af Harme, og hans Tilhængere ſige:

„Naar de unge Herrer fore an, have J at folge
eſter!“ i

„Medens J her nole og betenke Eder, drage de
andre Bønder med deres Herrer til Kredsſtederne og
gjore ſig tilgode der.“

2

18 Jacob Szela.

„Vor Herre er her ikke,“ ſvarede Ivan og faae
ſig om med en aabenbart fremhyklet dum Mine.

Preſten ſukkede og vilde atter tage Ordet; men
det blev ſnappet fra ham af en Skriver, der hele
Tiden paa egen Haand havde forſogt fin Veltalenhed
pan Bønderne. Han var iført en gammel Pels, Con-
federatkaen dinglede ufiffert pan hans ſpidſe Hoved, og
ved hans Side hang en gammel Hirſchfeenger i en
fedtet Rem. „Eders Herre er aldeles ikke Herre
mere!“ ſkreg han pan gebrokkent Polſk. „Eders Herre
er keiſerligſindet — der findes nu kun polſke Herrer!“

„See alle de nye Herrer ud ſom Du?“ ſparede
Wisniak høit og langſomt og tog Hatten paa, ſom
han hidtil havde holdt i Haanden.

Ak — det Bifald, ſom denne Attring fremkaldte,
lod ikke mere faa godmodigt! J Folkets træge Masſe
var der vaagnet et uhyggeligt Liv. Had, Haan, en
mørt Billie til at gjøre Modſtand viſte fig pludſelig
og overalt i de ſtakkels Livegnes Holdning.

Men at Bonderne kunde blive dem farlige, det
faldt ikkte Adelsmendene ind. De truede, de ſkreg, de
vilde med Magt tvinge det femdobbelte Antal Bonder
til Lydighed. De flog om fig med den flade Klinge,
og Nogle ſkjod deres Piſtoler af i Luften.

„Tag Eder iagt!“ raabte Ivan til dem, og i
ſamme Øieblit ſtrommede Blodet ned over hans Kinder.

En Herremand havde kaſtet ham det lige tømte Glas 1

i Anſigtet.

Jacob Szela. 19

Ivan maatte være ædru idag, thi denne Spas,
ſom i en livligere Stemning vilde have moret ham
koſteligt, gjorde ham nu aldeles raſende. Med et Hyl
brød han fom et Rovdyr ud af Krattet og fvingede
Pleilen ... Den geiſtlige Herre traadte ham imode
med hævet Crucifix, parerede Slaget og — ſank uden
at give en Lyd fra ſig til Jorden, det forſte Offer
for den vilde Kamp, der nu begyndte.

Caſtellanen trengte fig igjennem Tummelen frem
til Joſeph: „Du er bedraget! Overalt bukke Polakkerne
under, ikke de Keiſerlige ... Frels Dig og dine
Brødre. Overlad de Andre til deres fortjente Skjcebne ...“
Han havde grebet ham i Frakken: „Kom! Ind i
Slottet!“

Joſeph rev ſig los fra ham. „Polakkerne bukke
under?“ ſtammede han heeſt og ſkreg derpaa: „Polak—
kerne til Hjclp! Jaslo! Jaslo!“

Mandataren horte ham ikke, han var i Haand—
gemæng med Bøndernes hoire Floi; af hans Trofaſte⸗
der kom ham til Hielp, væltede allerede En — Skri⸗
veren — ſig i Sneen, ramt af en Lee. Joſeph vilde
ſtyrte hen til fin Ven — de to Drenge fulgte i He—
lene paa ham, ſom et Par Hundehvalpe ... Da de
kom forbi Sabata, ſtillede denne ſig igjen foran dem.
Med et raſk Tag rev han Fanen fra den unge Greve:
„Bort med den Pjalt! Jeg er keiſerlig Soldat og vil
ikke ſee den Pjalt!“

„Vi ere ogſaa keiſerlige!“ raabtes der fra alle

2*

20 Jacob Szela.

Sider til ham, og Alle brød ud i Jubel, da Sabata
traadte Fanen under Fødder, brekkede Stangen og
kaſtede Stumperne ind igjennem Slottets Vinduer ...

Raſende trak Joſeph Sablen og ſtormede los paa
Bønderne, og — Sikorſti maatte have leet, naar han
iffe havde været ved at kveles af Grand — de to
Brødre efter ham. Bønderne parerede deres Hug
med Leeſkafterne og trak fig lidt tilbage ... Der blev
ligeſom en Bugt i den tætte Menneſkemasſe. Plud⸗
ſelig lukkede den fig om de unge Herrer, og Sikorſki
kunde ikke mere faae Die paa dem. „Folk! Folk!“
raabte han, „for Guds Skyld, Folk, gaa fra hinanden,
gjør Plads!”

Han og nøgle af Slottets Tjenere, der hidtil
tauſe og nysgjerrige havde feet paa den ſkreekelige
Tildragelſe, ſtyrtede nu frem mod Bonderne; men det
var ſom en Mur, de ſtodte imod, De raabte: „Ud—
leveer os de unge Herrer!“ ... De raabte Alt, hvad
de kunde, men formagede ikke engang at høre deres
egne Stemmer i den forfærdelige Larm. Panovierne
(Herrerne) ſkjod, og Bønderne brugte deres Leer og
Pleile med frygtelig Virkning. Det ſaae Sikorſki
endnu .. paa engang ſortnede det for hans Sine,
og han havde en Fornemmelſe, ſom om en tung Sten
var falden paa hans Hoved ... Han vaklede, men
faldt ikkte om; en ſterk Arm holdt ham oppe, og da
han tog fig ſammen og fane op, mødte hans Blik
dens Anſigt, hvis Nerverelſe han ligeſaa meget

Jacob Szela. 21

havde længtes efter ſom frygtet — hans Herres. Et
ſandt Dodningeanſigt, og det var ligeſom et redſels—
fuldt Mirakel, at disſe Leber kunde ſige: „Bor-
nene?“

Han pegede med udſtrakt Haand paa de Hvirvler,
ſom hiſt og her opſtode i Trengſelen, ligeſom i Vandet
paa de Steder, hvor en tung Gjenſtand er gaaet under.
Aldrig har et Menneſke kempet en pinligere Kamp
end denne Fader i dette Oieblik.

Medens han kaſtede Alt til Side, var han bange
for at opirre dem, der havde hans Born i deres
Magt ... Han raabte nu med en ſtonnende og gi—
ſpende Stemme, der ſtod i ſterk Modſetning til de
af Raſeri lynende Oine, de krampagtigt knyttede Hen—
der og den ligeſom til Spring fremboiede Overkrop:
„Kjcre Sabata! Min gamle Blonſti! Og Du, Safka!
— jeg beder Eder, giv mig mine Born ... Jeg vil
være Eder evig taknemmelig.“

De Tiltalte fane tauſe paa hinanden og rørte fig
ikke. Forſt efter en pinlig lang Pauſe begyndte En
af dem: „Dine Born ere Polakler, vi ere ikke Po-
lakker. Dine Born have villet forlede os til Hoifor—
væderi, vi...”

Fortſeettelſen af hans Tale overdovedes af et
forferdeligt Skrig. Kampen mod Jaslo og dennes
Tilhængere var ligeved at ende til Fordeel for Lee-
mendene, og Synet af deres overvundne, blodende
Modſtandere virkede beruſende paa Seierherrerne:

22 Jacob Szela.

„Det er Spaadommen! Det Blod, der fkal flyde. i
Stromme, er Herrernes Blod! ... Hurra! Slaaer
Herrerne ihjel!” brolede de i kannibalſt Henrykkelſe
og brugte deres morderiſke Vaaben. Sikorſki ſaae
Greven løfte den ubevæbnede Haand mod Himlen og
derpaa ſtyrte den ſikkre Dod imode ..

Lad Nogen forſoge at ſkildre, hvorledes Caftel-
lanen var tilmode, da der nu hørtes det vildt jublende
Raab: „Szela kommer! Szela kommer!“ Paa Veien,
udenfor den aabne Gitterport, holdt et Tog af Bonde-
ſleder, beleesſede med en ffrælfelig Fragt. Bønder
fra Nabolaget forte de af dem myrdede Godseieres
Lig til Raadhuſet i Tarnow .. . og dette forfærde-
lige Syn indgjod Mengden en Folelſe af Triumf, der

ſteg til det Hoieſte, da Szela raſk traadte ind i Haven.

Morkt ſtirrede han frem for fig, vifte barſk Alle til—
bage, der hyldende vilde nærme fig til ham og ſpurgte:
„Hvad gjør J her?“

„Det Samme, ſom Du har gjort, Fa'rlil. Vi
fane Panowierne ihjel, ſom ere imod Keiſeren.“

Han rettede ſin boiede Skikkelſe og tog ſig til
Hovedet: „Er Eders Greve mod Keiſeren?“

„Nei, han ikke ...“

„Nuvel, J Taaber! ... Hvor ofte har jeg dog
ikke ſagt Eder: Kun af Keiſeren og hans Embeds⸗
mend og de Herrer, der ere ham troe, kunne vi vente
noget Godt ...“ :

„Det vide vi, Fa'rlil, det vide vi.“

Jacob Szela. 23

„Vee Eder, naar J vide det og ikke handle
derefter ...“

Forſtrekkede taug Bønderne, ſkrabede med Fod—
derne og bukkede ydmygt. Kun Sabata havde Mod
til, med Hatten ærbøbdigt i Haanden, at ſige: „Greven
er en ſtreng Herre.“

„Fanden heller — ſtreng! ... Om han faa var
nok faa ſtreng ...“ Han ſtandſede et Sieblik og ved⸗
blev derpaa i en mindre heftig Tone: „Naar han
ſlaaer Eder to Gange, faa huſk pan: en polſk Herre
vilde have flaaet Jer fire Gange.“

„Det er ogſaa vor Mening, Fa'brlil.“

„Saameget deſto bedre! derved bliver det, og
krum mig ikke et Haar paa Eders Herres Hoved!
Enhver Oſterrigſtſindet ffal være Eder hellig.”

„Det er han jo,“ mente Sabata noget forlegen.
„Men hans Embedsmeend, Fa'rlil, hans Born ...“

„Hvor er Bornene?“ afbrod Szela ham og
gjentog heftigt, da Svaret lod vente paa fig: „Hvor
er Eders Herres Born?“

„Ja, hvor er de? ... Hvem har ſidſt feet dem?
— Ivan? Nei, Wisniak, han ſloges med dem. Der,
tilhoire, hvor Landsbydommeren ſtaaer ...“ Men
Landsbydommeren havde ikke feet noget til dem. „De
maa være komne ind i den Sperm, der ſloges med
Panowierne,“ ſagde han. „Og hvis der er tilſtodt
dem Noget, Fa'rlil, fan er de jo Forreedere og for-
tjene Straf.“

24 Jacob Szela.

„Ikke af Eder! Deres Fader vil ſtraffe dem, ham
tilkommer det, ikke Eder!“ udbrod Szela. Alle taug,
og gjennem den lydloſe Stilhed trængte nu et ffjæl-
vende Raab om Hjælp, en Hulken og Graden hen til
hans Bren. Han lyttede, løftede bydende Haanden,
og Mængden gjorde Plads for ham.

J det Sieblik, da Szela var kommen tilſtede i
Spidſen for de fremmede Bonder, havde Greven gjort
Tit Regnſkab op med Gud og i Taushed bedt: „Ver
naadig, barmhjertige Gud! Bær naadig mod Børnene!
Hvad der nu ffal lides, lad mig lide det alene . ..
Forund Børnene en blid Dod ...“

En blid Dod mellem disſe vilde Dyr! Fortvivlet
havde den Ulykkelige kaſtet ſig mod den blodberuſede
og blodtorſtige Bande og revet Leen fra den Forſte,
han kom ner, ikke for at fælge fit Liv dyrt, men for
at bringe ſine Born et frygteligt Dodsoffer. Det var,
ſom om Jorden ſvandt bort under hans Fødder, og
han miſtede neſten Bevidſtheden, da Trengſelen, han
var kommen ind i, gav efter, Folkene ſtyrtede fra hin⸗
anden, og han ſtod alene, medens han for ſine Fodder
ſaae Ligene af Jaslo og Preſten og vridende fig af
Smerte de Saarede af begge Partier. Men paa den
brede Vei, der havde aabnet fig i Vrimmelen, kom
Szela langſomt gagende. Ved hver Haand forte han
en af Drengene. Den Wldre haltede ynkeligt, holdt
ſig tet op til ſin Redningsmand og trykkede Auſigtet
ind i Folderne paa hans Kleedning. Den Yngre fane

Jacob Szela. 25

trodſig frem for fig; han gjorde fig megen Umage
for at holde ſammen paa ſin ſonderrevne Kappe for
at ſkjule, at Bluſen hang i Pjalter om hans nøgne
Skuldre. Joſeph fulgte afvæbnet, efter med dybt boiet
Hoved.

Tvivlende, vantro og halv forrykt ſtirrede Greven
pan Børnene. Han vilde ile hen til dem; men hans
Been ſpigtede ham, og han kunde blot med ryſtende
Stemme udbryde: „Du bringer mig dem? ... Du,
Szela!“

Han rev Børnene til fig, bedeerkkede dem med
Kys og ſtrakte forſonende og tilgivende Haanden ud
imod Joſeph. Men hans Forſtefodte havde kaſtet fig
ned paa Jorden ved Siden af den døde Ven og var
i fin uendelige Smerte blind og døv for Alt, hvad
der foregik omkring ham.

Da Greven havde fattet fig og ſage Karavanen,
der havde gjort Holdt udenfor hans Hus, gyſte han
og ſagde, ude af Stand til at ſkjule fin Affky: „Szela!
Forferdelige Menneſke! ... Er det dit Vært?”

„Jeg har ikke giort det,“ lod Svaret.

Greven trykkede fine Borns Hoveder tættere til
fit Bryſt for at ſkaane dem for det redſelsfulde Syn,
han ikke ſelv kunde fane Oinene bort fra, og mumlede
ſagte: „Og heller ikke forhindret det!“

Szela traf paa Skuldrene; en haard og urokkelig
Ro laa over hans furede Anſigt: „Jeg har ogſaa
frelſt min Herres Born,“ ſagde han, vendte ſig bort

26 Jacob Szela.

og gik fra den ene Klynge Bønder til den anden.
Indtrengende og fort gav han fine Befalinger. Tæt
bag efter ham ſom en Skygge gik en hæslig Karl af
et ondſkabsfuldt Udfeende, den eneſte, der engang
imellem vovede knurrende at gjore Indvendinger mod
den Gamles Anordninger. Det var hans Son,
Stanislaus Szela, den udtjente Soldat.

Hans Fader truede ad ham med Stokken og be—
falede ham at holde fig ved Bagtroppen af Toget,
ſom nu igjen fatte. fig i Bevegelſe, og ſom man
endnu længe kunde fee bevæge fig frem mellem Lande—
veiens Poppler.

Den hele Dag igjennem var der i Slottet nok
at gjøre med at bære de Døde bort og pleie de
Saarede. Bønderne leirede fig. paa Engen og i
Gaarden. Om Aftenen lod Greven dem ſige, at de
ſtulde gane hjem. Men de ſvarede, at det turde de
ikke; der var Revolution, og Szela havde befalet dem
at blive der for at beſkytte Slottet og Herren mod
de omſtreifende Inſurgenter og Roverbander.

Hans Befaling blev punktlig udfort. Bonderne
gjorde i fulde tre Uger roligt og trofaſt Vagttjeneſte,
og forſt efterat der; igjen var kommet fuldſteendig
Orden i Landet, begav de ſig atter tilbage til deres
Hytter og deres Arbeide.

Greven var dybt rørt over fine Undergivnes
Holdning og gjorde i ſin Taknemmeligheds Ruus

Jacob Szela. 27

Bønderne de meſt glimrende Løfter. J bedre Dage
bleve ogſaa nogle af dem holdte.

Det andet Mode med Szela, ſom Siforffi livligt
mindedes til fin ſidſte Dag, fandt Sted fem Maaneder
ſenere.

Siden Begyndelſen af Marts havde Alt været
roligt i Tarnower-Kredſen. Nogle Streifcorpſer af
Cavalleri havde atter bragt Orden tilveie uden Au—
vendelſe af Magt. Bønderne, der havde ſtaget under
Szelas Befaling, vare de forſte, der nedlagde Vaab—
nene og atter paa Opfordring af Kredsſtyrelſen vifte
ſig villige til at gjore deres Tjeneſte. Paa Egnen
havde man altid ſagt om ham, at han havde holdt
god Mandstugt, angrebet en Inſurgentſkare i aaben
Kamp og flaaet den, forhindret Plyndringer eller,
hvor dette ikke var ham muligt, dog altid ſorget for,
at det røvede, ofte værdifulde Gods atter blev udle—
veret til Regjeringen. Mangen fangen Oprorer kunde
takke ham for at have beholdt Livet. Han beſkyttede
dem mod Bøndernes Raſeri ved at lade dem aflægge
Ed paa, at de for Fremtiden vilde vere Keiſeren troe,
og derpaa optog han dem i fit Corps.

Det vakte derfor ſtor Opſigt, da der, kort efter
at Oprorets ſidſte Flammer vare ſlukkede, dukkede
meget ſlemme Rygter op om Szela. De betegnede

28 Jacob Szela.

ham ſom en Rovercaptain, der ſkjendende og brændende,
rovende og plyndrende, var draget om fra Herre ſede
til Herreſcede. De fkildrede indtil de mindſte Enkelt⸗
heder, med hvilken dyriſt Gruſomhed han foer frem,
og paaſtod endelig, at han ſaa meget mere uhindret
havde kunnet tilfredsſtille fit længe nærede Had til
Adelen, ſom han favde handlet i hemmelig For—
ſtaaelſe med Regjeringen, ja endog — var bleven betalt af
denne.

Det oprorende og pinlige Indtryk, ſom denne
Bagvaſkelſe gjorde, var faa ſtort, det Had og den
fjendtlige Stemning, ſom den fremkaldte, kom faa util—
ſloret frem, at man tilſidſt maatte ſkride til at mod—
beviſe den og anordne den ſtrengeſte Underſogelſe.
Szela forblev pan fri Fod i Tarnow, forſvarede fig
pan fin jædvanlige jlagfærdige Maade og benyttede
Tiden imellem Forhørene til at affatte et Brev til
Keiſeren, hvori han androg om, at Underſaatternes
Byrder maatte blive formindſkede.

Imidlertid havde Kredsdommeren Ridder von
Breint opnaaet den af ham ſogte Forflyttelſe til Brünn,
og under hans Efterfolger i Embedet, Czuz von Ar-
zemysl, blev Sagen mod Szela fort til Ende. Dommen
lod paa, at der ikke var Grund til criminel Tiltale
mod Szela, men at hans Bortfjernelſe fra Landet dog
var ſerdeles at anbefale. Kort ſagt, Jacob Szela,
Feſter og forhenværende Sognedeputeret, fik Befaling
til at udvandre til Bukowina, hvor der paa Camal—

Jacob Szela. 29

Herſkabet Glitt blev anviiſt ham en Bondegaard ſom
Eiendom og Opholdsſted.

Den Dag, da Szela ſkulde tiltræde fin Reiſe,
tænkte Caſtellanen Sikorſki: „Jeg kunde dog have
Lyſt til at fee ham engang endnu! ... Om ogſaa
kun i Afſtand, thi at komme ind til ham, det kan der
ikke være Tale om. Herregud, hvad mon nu Folk
ville finde paa, naar de fkulle ſige Farvel til deres
Fa'r Szela? Det vil vere et ſtor tHeld, om der ikke
bliver Optoier.“ Caſtellanen udmalede fig i Tankerne
Sagen, og den forekom ham mere og mere farlig, jo
længere han tænfte derover og jo kortere et Stykke
Vei han endnu havde at tilbagelægge.

Til hans Overraſkelſe fandt han Alt ganfte ftille
i Landsbyen. Der faae ud ganffe ſom fædvanlig.
Meend og Fruentimmer vare i Marken. Kun i Kroens
Skjecenkeſtue, ſom Sikorſki i Forbigagende kiggede ind i,
ſad nogle Folk og drev. En Jode trak fin Heſt ud af
Stalden for at ſpeende den for Budkaen.

„Hvem ſkal Du kjore for?“ ſpurgte Sikorſti.

„Ikke for Nogen. Karlen kjorer Szela til
Sansk.“

„Jaſaa, og ſnart?“

„Meget ſnart“ Sikorſki ſkyndte fig afſted og
havde i fort Tid naget Szelas Hytte. Den var ren—
ligere og ſtorre end alle de andre; ved Siden af
Doren var der en Bænk, og Pladſen udenfor var
nylig bleven omhyggeligt feiet. Der ſtod Szela, med

30 Jacob Szela.

nedhængende Arme og foldede Hænder, og ſtirrede
paa fit Hus. „Ah, Pan Sikorſti!“ ſagde han, „det
er ſmukt af Dig, at Du endnu vil ſee til mig.“

„Jeg vilde ſige Dig Levvel, Szela.“

„Tak, Pan Caſtellan. Lev ogſaa Du vel.“

„Lad mig komme lidt ind i dit Hus,“ ſagde Si—
korſti, uden at bryde fig om denne Afſkedshilſen.

„Huſet er tomt, alle miue Sager ere allerede
ſendte til Glitt.“

„Saa vil jeg fætte mig her paa Benken, hvis
Du ikke har Noget imod det; det er en lang Vei, og
jeg har gamle Been.“ 0

„Slaa Dig til Ro. Det er. godt for Dig, at
Du kan finde Hvile.”

Han kunde ikke finde Hvile, hvor træt han end
ſaae ud. Det faldt ham aabenbart meget befværligt
at flæbe Benene frem i de tunge Vandſtovler; men
alligevel gik han raſtlos frem og tilbage,

„Det gjor mig ondt, at jeg ikke har noget at
byde Dig,“ ſagde Szela lidt efter. „Det ſkulde da
være” — han tog et Stykke Brod op af Lommen —,
„om Du vil dele min Reiſeproviant med mig.“

Sikorſti afſlog det; han vilde pan Hjemveien ind
i Vertshuſet. Appetiten, ſom han havde begyndt at
merke, var gaaet bort igjen. Han kom til at tenke
pan Alt, hvad han havde hort om den gamle Mand,
der nu for ſtedſe ſkulde ſige Farvel til Hjemmet. Han
vilde gjerne have givet ti Gylden for at fane at vide,

Jacob Szela. 31

hvorledes det egentlig hang ſammen. Havde Szela
gjort endog kun den mindſte Del af alt det Onde,
man tillagde ham, kunde han ſelvpfolgelig ikke have
Medlidenhed med ham. Og dog — hvad var den
Medlidenhed, ſom Sikorſki nogle Maaneder tidligere
havde følt for ham, da han var kommen ud haardt
tugtet af Grevens Heender, i Sammenligning med den,
ſom den haardt provede Olding nu indgjod ham!

„Szela,“ ſpurgte han, „hvad tenker Du paa?
Hvad Meerkverdigt er der ved din Dor, ſiden Du
ſaaledes bliver ved at fee paa den?“

Den Gamle havde taget Hatten af Hovedet og
ſtrog med Haanden fit lange Haar ned i Nakken.
„Naa, det gjor mig ondt for alt det Arbeide, jeg an—
vendte pan den ſidſte Foraar. Seer Du ikke, hvor
ſmuk bred den er? Det gjorde jeg, for at Kiſten
ikke ſkulde ſtode imod, naar jeg engang ffulde
bæres ud.“

Han ſaae atter opmerkſomt paa fit Hus: „En
Skorſteen har det ogſaa,“ vedblev. han. „Det har
ærgret dem ordeutlig her i Landsbyen, at jeg har
bygget mig en Skorſteen. Han bygger, lige til han
ligger under Jorden, ſkrev de med Kridt paa Doren.
Og den Edſvorne Budnik har ſagt: Byg Du kun en
Skorſteen, men bild Dig ikke ind, at vi ville gjore Dig
det efter. Vi vil beholde vore Huſe, ſom de ere.
Ja, det vil vi!“ Han fortrak Munden til et ſmer⸗
teligt Smil og pegede paa de usle Hytter langs

32 Jacob Szela.

Landsbyens Gade: „Det maa nu Altſammen blive,
ſom det er. Naa, mig kan det være det Samme, naar
jeg forſt er der nede i Bukowina ... Der ffal være
meget kjonnere end hos os.“ Hans Anſigt fik et
morkt ÜUdtryk, og han tilfoiede halvhoit og med et
dybt Suk: „Og dog var jeg hellere bleven her. Men
— hvad er der at gjøre ved den Sag? — Det er
Keiſerens Billie. — Lev vel, Pan Sikorſti, der kommer
allerede Vognen.“

; Budkaen nærmede, fig, kjort af en ung Knegt,
der gik ved Siden af den. Paa ſamme Tid horte
man en Heſtes Trav, og det lille Kjoretoi blev ind—
hentet af en Rytter. Det var Greven, der ſprang af
Heſten, gav Tommen til Sikorſki og gik hen imod
Szela: „Du har frelſt mine Borns Liv, Szela,“
ſagde han, „og jeg har endnu ikke engang takket
Dig.“

Han rakte ham Haanden, ſom den Gamle
kysſede.

Den Gamle og — ikke mere den Gamle. Han,
der aldrig havde tabt fin Sindsligevegt i Grevens
Nerverelſe, ikke under dennes Stok, ikke uuder hans
Jublen, da han bragte ham Bornene tilbage, — han
blev ved Grevens ligefremme Ord ude af ſig ſelv.
Hans Leber dirrede, hans Oine ſvommede i Taarer,
han bukkede fig, ſom om han vilde falde paa Knæ.

„Hvad gaaer der af Dig?“ udbrød Greven og
greb ham ved begge Skuldre.

Jacob Szela. 33

„Herre! Herre!“ ſtammede Szela og fane ham ind
i Anſigtet med lidenſkabelig Hengivenhed, „jeg havde
ikke troet, at jeg i min Livstid ſkulde høre noget
Menneſke ſige til mig: Tak, Szela! og nu kommer
Du og ſiger det.“

Greben af dette Udbrud af et blødt Hjerte, ſom
Ingen fkulde have tiltroet Bondeforeren, ſvarede
Greven: „Der er heller ikke Nogen, der har ſaa megen
Grund til at takke Dig ſom jeg.“

„Jo, naadige Herre! — Dig har jeg frelſt tre
Born; men der er en Herre, for hvem jeg har frelſt
mere end tretuſinde, og dog har han ladet mig ſtille
for Retten, og nu ſender han mig ud af Landet.“

„Fordi han ikke kan Andet. Mordet paa Gods—
eierne krever Straf.”

„Du veed, jeg har ikke myrdet dem.“

„Men det har de Bonder gjort, ſom ſtod under
din Befaling.“

„Huſk paa, jeg er ikke General, og Weed ere
ikke dresſerede Soldater.“

Greven faae ſkarpt paa ham: „Siig mig oprigtigt,
Szela, hvis Du kunde gjore disſe Godsherrer levende
igjen, vilde Du faa gjøre det?“

„Nei, Herre, for Keiſerens Skyld, nei.“

„Og endnu mindre for din egen Skyld?“

Szela betænkte fig temmelig længe, for han berig⸗
tigende ſvarede: „Lige faa lidt for min Skyld!“

„Seer Du!“

i 3

34 Jacob Szela.

„Hvad fkal jeg ſee, naadigſte Greve? Herrerne
have været onde imod os, faa langt vi kunne huſte
tilbage. Keiſeren har kun gjort os Godt. Da
Herrerne gik imod Keiſeren og vilde tvinge Vonderne
til at gane med fig, bleve Bonderne oprorſke, og der
ſkete mange Ulykker.“

„Der ſiges, at Du havde kunnet forhindre Meget
deraf og har ikke gjort det.“

Atter ſvarede Szela, men forſt efter modent
Overleeg: „Det kan være, det kan ogſaa ikke være.
Bagefter er det vanſteligt at afgjore. Bønderne vidſte
jo, at Alt kom an paa dem; de horte jo, hvad
Hr. Kredscapitainen lod mig ſige, da jeg ſendte
Mathias Drewniak til ham for at bede om militair
Hjælp: Umuligt, Szela, for de forſteerke Garniſonen i
Tarnow. Hjælp Dig ſelv, hold Orden og ſorg for, at
der ikke øves Vold. Det var temmelig meget for⸗
langt paa engang!”

„Det blev heller ikke gjort,”

„Hvorledes ſkulde det ogſaa kunne gjores af Folk,
der pan engang merke: Nu ere vi Herrer! Naadige
Greve, jeg maatte være glad, naar blot de ſkaanede
de Adelsmænd, ſom vare Keiſeren troe.“

„Heller ikke det er ſkeet overalt.”

„Overalt har jeg ikke kunnet have mine Dine.
Jeg har ofte maattet ſende min Son, og han huſerede
anderledes . ... Han holdt inde og ſluttede med
rolig Tillidsfuldhed: „Den retfærdige Gud vil fkrive

Jacob Sgela. 35

det paa hans Regning. Menneſkene ffrive det paa
min.“

„Naturligviis. Naar fan mange Hundreder adlød
dit mindſte Vink, hvem vil da troe, at Du ikke har
forſtaaget at fane din egen Son til at lyſtre?“

Szela indrommede det med et pinligt Nik. „Det
vil Ingen troe. Men fandt er det ... Ja, Herre,
min Son har ialfald gjort ſine Kammerater tilpas,
jeg — har ikke gjort Nogen tilpas. See Dig om
.. . Hyvor lob de ikke tidligere efter mig, naar de
fik Øie paa mig — og nu? ... Karle, ſom man
ellers knap kan flæbe til Arbeide med to Heſte, ere
frivilligt gagede ud for ikke at behøve at ſige til mig:
„Lykke paa Reiſen!“ Han hapde, medens han talte,
med en vis Utaalmodighed ſeet ſig om efter det ven—
tende Kjoretoi, fan at Greven ſpurgte ham, om han
længtes faa meget efter at komme bort.

Szela undſkyldte fig: „Tilgiv. Paa Hr. von
Breinls Forbon har Kredscapitainen tilladt, at jeg
ikke ſom Arreſtant bliver bragt over Grændjen. Han
har viiſt mig den Tillid, at jeg af mig ſelv gik i rette
Tid. Undſkyld, naadige Herre, nu er det den rette
Tid.“

Greven tog en velfyldt Brevtaſke frem og vilde
med det Gode eller Onde paatvinge Szela den. Men
denne ſagde: „Nei Du forſtaaer bedre at omgages med

Penge end jeg. Behold dem til dine Børn...
3*

36 Jacob Szela.

Men, naadige Herre,“ tilfoiede han pludſelig med
Liv, „jeg har hort, at Du har ladet Grev Joſeph
træde ind ſom menig Soldat.“

„Ja. Gan trænger til ſtreng Tugt.”

„Hvis det blot hjælper.”

„Streng Tugt hjælper altid.”

„Jeg veed ikke“. Han ſukkede dybt. „Min Søn
var Soldat i fjorten Aar.“

Han gik hen til Budkaen, om hvilken der lidt
efter lidt havde ſamlet fig nogle Born, ſom klappede
eller drillede den magre Heſt, og et Par gamle Kjeer⸗
linger, hvoraf netop en ffjulte et Brød i Vognens
Halm. Hun nikkede venligt til Szela og ſagde: „Naar
Du kommer langt bort, ffal Du dog vide, hvorledes
Brodet ſmager herhjemme.“

Tre gamle Vertshusgjeſter vare ogſaa komne til
og havde medbragt en Brendevinsbimpel faa ſtor ſom
en Melon. De gjentog uafbrudt: „Lev vel, gamle
Fa'r! Gud være med Dig! Glem os ikke!“ Og jaa
gik Bimplen fra den Ene til den Anden, og de drak
ſkifteviis af Spundshullet.

Szela var i Begreb med at ſtage op i Budkaen,
da fra en af de nermeſte Hytter et ſtort og bred-
ſtuldret Menneſke i pjaltede læder kom frem, ſtyrtede
hen imod den Gamle og tog ham i Armen. Nogle
Karle, der ſaae ligeſaa usle ud, fulgte efter ham, men
holdt ſig dog af Frygt for Greven og Caſtellanen i

rr

Jacob Szela. 37

en pasſende Afſtand. Kun den Forſte kjendte ikke til
Undſeelſe, men var ſom et vildt Dyr af Raſeri. Han
ryſtede Szelas Arm og raabte: „Jeg har ventet til

ſidſte Oieblik for at ſporge Dig. — Du vil altſaa
virkelig tage afſted uden at betale din Gjeld, din
Kjeltring?“

„Hvad ſkylder jeg Dig, Drewniak?“ ſpurgte
Szela og rev fig los.

„Sporg Du kun om, hvad Du ſkylder mig.“
raabte den Anden og holdt den knyttede Næve tæt op
for Anſigtet af den Gamle. „Efterat Du har jaget
mig om ſom en Hund i Snee og Uveir, ſom Bud og
Spion og paa Marſchen, og ikke givet mig Noget for
W

Og hans Kammerater iſtemmede: „Og hvor
vi fan kom hen, lod Du Brendevinstonderne for⸗
jegle .

„Saa at man ikke engang kunde faae fin Torſt
ordentlig ſlukket ...“

„Og Du tog vort ærlige Krigsbytte fra
os

Den ene Anklage fulgte nu efter den anden;
Szelas Modſtandere vovede fig nærmere, og Fruen⸗
timmerne begyndte at blive bange.

„De andre Bonder“, ſagde Drewniak arrigt,
„har tjent Penge og Gods ved Revolutionen. Vi
har ikke faaet Noget ... Jeg ſiger Dig, Herre,“

——

38 Jacob Szela.

henvendte han ſig til Greven, „ikke det Mindſte af

Rebellernes Eiendom. Han vaagede over de herffabe-
lige Skove, ſom om han ſelv var en Slyngel af
Skovfoged. Han har ikke undt en fattig Stakkel et
Lees Brænde, og han har holdt os Alleſammen for
Nar. Tag ham ikke i Beſkyttelſe, Herre! — han har
holdt os for Nar og hemmeligt holdt med Polak—
kerne . ..“ Han kunde ikke mere, han ſtonnede kun
— og vilde ſtyrte los paa Szela.

Greven ſtodte ham ſaa heftigt tilbage, at han
fumlede og paabod i en bydende Tone Ro, ſom da
ogſaa indtraadte. Szela ſmilede med tungſindig
Triumf, og hans Blik ſpurgte Greven: „Hvad ſiger
Du nu?“

„De Taaber! de fordomte Taaber!“ udbrod
denne. Drewniak iſtemte nu en anden Tone, han
ſage forknyt ned ad fine lange Ben, ſtralte en Fod
frem, hvis Teer ſtak ud af de revnede Stovler, og
ſagde: „Stovlerne vare nye for Revolutionen. Naar
han dog idetmindſte havde givet mig Erſtatning for
Stovlerne!“

Hans gode Venner og Fruentimmerne iſtemmede
en ſkadefro Latter, men Szela traadte hen til Greven
og ſagde: „Du har villet gjøre Noget for mig, Herre.
Ver da [aa naadig og betal ham de Støvler, han har
faaet odelagte i min Tjeneſte.“

Efterat denne Bon var opfyldt, anbefalede han

— . EEN EET ERE ER ER ENE UAE KØ

— Dr

E r

Jacob Szela. 39

fig hos Greven, trykkede Sikorſti i Haanden og nikkede
til Fruentimmerne og Bornene.

„Men hør nu, J der!“ raabte han til fine Mod—
ſtandere, og da han nu tog fig ſammen og rettede fig,
da var ethvert Spor af Skrobelighed forſvundet fra
ham: ærværdig, bydende ſtod han foran dem, og den
lille, gamle Bonde havde virkelig meget af en Felt
herre ved ſig. De rage Karle, ſom knurrende havde
villet lifte fig bort, bleve ſtagende og lyttede til deres
forhenværende Forers ſidſte Formaning. „J vil nok
engang komme efter, hvem der har ment Eder det
godt. Leg Meere til, hvorledes det gaaer de Andre
med deres uretfærdige Gods, og tak faa Gud og mig
for Eders tomme Lommer. Og hermed lev vel, J
dumme Menneſker!“

Szela kaſtede endnu et langt, ſorgmodigt Blik
pan fit Hus og ſteg faa op i Budkaen. Dens
Leœrredsruf var ufædvanlig lavt, dog kunde han ſidde
opreiſt under det. Da han forſt var i Bognen, faae
han ſig ikke mere om, og ikke et Ord kom over hans
Læber.

Greven fulgte ham tilheſt et godt Stykke paa
Vei; men Szela fad fordybet i ſine Tanker og lagde
ikke Merke til denne Velvillie.

J lang Tid horte man paa Slottet ikke Andet
om ham, end at han lykkeligt! var kommen til Glitt.
Forſt to Aar ſenere, da Hoveriet var ophævet, tilſkrev

40 Jacob Scela.

Szela Greven et mærkeligt Brev, ſom ogſaa Caſtellanen
Sikorſti leſte.

Der ſtod blandt Andet deri: „Paa min ſidſte
Skrivelſe har Keiſeren ikke ladet mig faae Svar; men
han har gjort Alt, ſaaledes ſom jeg har tilraadet
ham. Gud velſigne ham!“

— — —

Mlelbourne og Colonien Vidorin.

Tildeels efter egne Optegnelſer paa Stedet.
Af
Herman Chriſteſen.

J 1824 kom to Kvegopdrettere fra New South
Wales, langs med Floden Murray og over de auſtra—
fianffe Alper, til det Sted, hvor Byen Geelong nu
ligger, for at opſoge nye Gresgange, men vendte til⸗
bage, uden at have opnaaet hvad de ſogte. Det forſte
Forſog paa at coloniſere det Terrain, ſom nu be⸗
nævnes Victoria, gjordes i 1834, da Thomas Henty
med nogle faa frie Settlere nedſatte ſig ved Portland
Bay 234 Mile fra det Sted, hvor Melbourne nu
ftaaer; det folgende Aar kom John Batman med tal⸗
rigt Mandſkab til Port Philips Bay og afſluttede der
en mærkværdig Tractat med de Indfodte, ifølge hvilken
de overlod ham 600,000 Aeres Land for nogle Tæpper,
Oxer o. ſ. v., eller ſom det et andet Sted hedder for „3

42 Melbourne og Colonien Victoria.

Gætfe Glas Perler, 10 T Som og 4 J Meel.“ Den
engelſke Regjering annullerede vel efterhaanden denne
Tractat, men Batmans Efterfolgere erholdt dog en
Godtgjorelſe af 7000 K.

Tre Maaneder efter at Batman og hans Mandſkab
havde udført denne Bedrift, ſeilede John Fawkner paa
ſin Skonnert forbi deres Settlement op ad Parra—
Parra. Han fortoiede den ved et Encalyptus-Tree
ligeoverfor den Plet, hvor nu Melbournes Toldbod—
bygning er opfort.

Her, hvor han ploiede og hoſtede ſin forſte Hvede,
reiſte ſig ſnart Byen Melbourne, der med de For-
ſteder, ſom omgive den, nu teller 170,000 Indbyggere.
Den de Septbr. 1869 døde han: en lang Vognraekke
fulgte Pioneren til hans Grav, og Folk i Tuſindtal
opfyldte Gaderne, hvorigjennem Procesſionen bevee⸗
gede ſig. ;

Der var i Begyndelſen kun Lidt i „Settlementet“,
ſom Melbourne ſtadig kaldtes, der berettigede til at
troe paa dets fremtidige Rigdom og Storhed. J
Januar 1838, var der kun et Par ſmaa Trahuſe,

der tjente til Hotel for de Settlere, ſom kom herned

med deres Uld for at indſkibe det, og for de fan Ny⸗
ankomne („new chums“, ſom de dengang kaldtes) der
kom for at etablere fig. En lille firkantet Trebyg⸗
ning, med en gammel Skibsklokke ophængt i et Slags
Taarn, gjorde Tjeneſte ſom Kirke eller Kapel. Naar
man horte Bonner og Sang til Guds Wre i dette

*

Annen n n

— ... ES FIS "URE SS SST SEERE TELE FEE

Melbourne og Colonien Victoria. 43

vilde Land, gjorde det alligevel et interesſant, over-
veldende og alvorligt Indtryk. Der var to eller tre
Boutikker, ſom ſolgte alle Slags Ting, og en Filial

af Banken i Tasmenia. Sex Maaneder ſenere havde

der reiſt fig, et ſtort Antal Stenbygninger to a tre
Etager høie, ſmukke og comfortable Hoteller, Gaderne
anlagdes og macadamiſeredes, Indbyggerantallet tiltog
beftandig, og en Masſe Handlende aabnede efter—
haanden deres Boutiker.

John Fawkner opforte det forſte Hotel og udgav
den forſte Avis „The Melbourne Advertiser“ i 1838.
De forſte ni Numre exiſterede kun i Manuffript, og
der toges kun en enkelt Afſkrift deraf, ſom blev frem—
lagt i Fawkners Drikkeſalon. Nær ved Fawkners
Hotel aabnede hans Rival Batman den forſte Boutik.
Ved det forſte Landſalg i Melbourne i Juni 1837,
kunde man kjobe Grundſtykker paa ½½ Tønde Land
til en gjennemſnitlig Pris af 35 K. Ved en fornylig
afholdt Auction i Melbourne, var det hoieſte Bud paa
en Grund med en Fagade til Collinſtreet, der maalte
66 Fod, 46,500 L. Budet blev dog erkleret for at
være. for lavt, og det approberedes ikke.

Med Undtagelſe af en ſkrekkelig finantſiel Kriſis
i 1842, foranlediget ved Overſpeculation, havde Mel⸗
bournes Hiſtorie, indtil Opdagelſen af Guldet i 1851,
været ſtadig fremadſtridende og heldig. Neppe var
Port Philip „Settlementet“ fem Aar gammelt, for det
gjorde Fordring paa at blive fuldftændig adſkilt fra

—

44 Melbourne og Colonien Victoria.

New South Wales. J 1842 blev dets locale Admini⸗
ſtration forbedret, og det blev tilladt at ſende jer De⸗
legerede til Parlamentet i Sidney. Melbourne ved-
blev imidlertid at trænge paa, indtil det i 1850 fit
ſine Bønner opfyldte, og den engelſke Regjering ud-
ſtedte d. 1. Juli 1851 en Lov, ifølge hvilken Port
Philip blev en Colonie, der fif Benevnelſen Victoria,
hvilket Navn ſkal være valgt af Dronningen ſelv.

J dette i Melbournes Hiſtorie mindeværdige Aar
var det, at de rige Guldmarker, beliggende hundrede en-
gelffe Mile fra Byen ved Ballarat, bleve opdagede.
Guldets Opdagelſe forandrede, ſom ved et Trylleſlag
hele Livet i Auſtralien. Pulſen, ſom hidtil havde
flaaet roligt og faſt, blev paa engang febrilff. Der
var kun eet Ord paa Alles Læber, og det var „Guld“
— det gjorde hele Folket beruſet. J den ſtorſte For⸗
virring ſtyrtede de hen til de forſkjellige Steder, hvor
de formodede, at det glimrende Metal var at finde.
Landmanden forlod fin Jord, Haandverkeren fit Verk⸗
ſted. Kjobmanden ſit Contoir, og Procuratoren ſine Sager.
Melbourne ſtod ode og forladt. J Lobet af et Par
Maaneder havde over Halvdelen af den mandlige Be-
folkning i Colonien forladt fin ſedvanlige Beſkjef⸗
tigelſe, for at gane paa Eventyr. Samtidig kom der
Folk i Masſer fra de nærliggende Colonier, og den ene
Sperm fulgte paa den anden, faa hurtig ſom Skibene
tilſoes og Befordringsmidlerne tillands kunde bringe
dem. Intet Under at al Forretning horte op, at de

— — —

Melbourne og Colonien Victoria. 45

gamle Landemerker bleve oprevne og at al Samfunds⸗
orden blev nedbrudt. Immoralitet, Hungersnod, DruÉ
kenſkab hørte til Dagens Orden, ja ſelv Mord forefaldt
hyppigt.

J Løbet af en Uge i 1851 landede ikke mindre
end 10,000 Perſoner i Melbourne. Lykkelige Guld—
gravere kom ind til Byen, bortodslede deres Guld
der ſom gale Menneſker og tog derpaa atter bort for
at finde mere. Det var en let Sag dengang at ſamle
Formue; man betalte en Unze Guld for en Flaſke
Champagne; Logi var umaadeligt dyrt, og at faae
Lov til at ligge paa Gulvet i en Café var en ſtor⸗
artet Begunſtigelſe. For at bøde lidt paa denne
Mangel blev en heel Feltby opført paa St. Kildaveien,
under Navn af Canvas-Byen. Adſtillige tuſinde
Menneſker bleve anbragte i disſe midlertidige Settle⸗
ments, der exiſterede i flere Maaneder. Regjeringen
havde ondt ved at beholde Folk i ſin Tjeneſte. En
berømt Advocat fra Sidney, der var bleven udnævnt
til Preſident for the supreme Court of Victoria,
kunde ikke finde noget Sted, hvor han kunde hyile fit
Hoved, og efter at have tilbragt Natten i en Leneſtol
i Melbournes Club, indgav han ſin Demisſion, og
vendte ufortovet tilbage.

Ogſaa Politiſtyrken ſank i denne Periode langt
under det foreſkrevne Antal. Et vidende Politi blev
oprettet; det beſtod af unge Mænd, ſom foretrak at
tjene en god Lon for at deeltage i det nerveodeleeggende

46 Melbourne og Colonien Victoria.

Guldgraverliv. Disſe Fredsvenner havde i lang Tid
et umaadeligt anſtrengende Arbeide, og Straffefangerne,
der i hele Sperme flygtede herhen fra Tasmenia—
gav dem nok at beſtille; ikke deſtomindre blev Ordenen
dog forholdsviis opretholdt, og kun i Aarene 1852 —
53 og 54 forefaldt der hyppige Roverier.

Da Guldgravnings-Raſeriet ophørte, havde der
imidlertid ſamlet ſig en dygtig Befolkning, ſom forſtod
at benytte Landets rige Hjelpekilder og gjøre dem
frugtbringende gjennem Jernbaner og Dampfkibe.

Veien til Melbourne gaaer naturligviis gjennem
den brede Port Philip Bay. Indlobet, Port Philip
Head, er imellem en hoi Klippe med Fyrtaarn til⸗
venſtre og en lang Fladſtrand tilhoire. Her er Bandet
ſtedſe i en forfærdelig Bevægelje; men naar Indlobet er
pasſeret, bliver det ſmukt og roligt. Mod Nord ligger

Williamstown og Sandrigde, der nu ere Melbournes

Havneſteder og ſtaae i Forbindelſe med Byen ved
Jernbaner. Melbourne har imidlertid ogſaa fin egen
Havn, og Dampfkibene kunne gane op ad Floden
Yarra⸗Yarra til Flinderſtreet, der ligger omtrent midt⸗
veis i Byen.

Melbourne og de ſexten Forſteder, der omgive det,
danne en ſtor Hovedſtad, ſom indtager et betydeligt
Terrain, gjennemſkaaret af Floden Yarra-Yarra. Byen
ſelv — der er ligeſaa raſtlos travl om Dagen, ſom
den ſeer ode og forladt ud Kl. ſex om Aftenen — er
udlagt i en aflang Firkant, med atten brede Hovedgader,

Melbourne og Colonien Victoria. 47

ſom overſkœere hinanden i Retangler. Fra Flinder⸗
ſtreet, med dets enorme Pakhuſe overſeer man Verf—
terne, Dampſkibene og den bredeſte Deel af Parra—
Parra Floden. De fire Gader, ſom lobe parallelt med
Flinderſtreet fra Oſt til Veſt, ere i Rekkefolge Collin-,
Bourke⸗, Lonsdale- og Latrobeſtreet; de ere Byens
Hovedaarer og hver iſcer 99 Fod brede og en Mil
lange. Imellem disſe brede Gader lober der fire
ſmalle Stræder, der ere ligeſaa lange men kun 33
Fod brede. De benævnes Lille Bourke-, Collin⸗, La⸗
trobeſtreet ſamt Flinders-Lane. Her ere Veerkſteder
og Beboelſer for mindre bemidlede Haandveerkere, og
nogle enkelte Partier ere beboede af det allerlaveſte
Udſkud, ſom findes i enhver ſtorre By. Alle disſe
Gader ere gjennemſkaarne af ni andre Gader, ſom
lobe fra Nord til Syd, en halv Mil lange og 99 Fod
brede; de ere macadamiſerede og forſynede med tolv
Fod brede Fortoge. Af disſe fra Nord til Syd gaa⸗
ende Gader er Eliſabethſtreet Hovedgaden; den ligger
ligeſom i en Dal, ſaaledes at alle fra Sſt til Veſt
gaaende Gader falde ned mod Eliſabethſtreet i Cen
trum. J regnfuldt Veir modtager den alt Vandet
fra hele Byen, og bliver i Virkeligheden en impas⸗
fabel Flod, ſom falder ud i Yarra⸗Parra.
Bourkeſtreet, ſom er den midterſte Gade af dem,
der gjennemlobe Byens Længde, vrimler ſtadig af
Folk; den har ſmukke Hoteller, elegante Reſtaurationer,
Theatre, Concertlocaler o. ſ. v. Den veſtlige Deel af

48 Melbourne og Colonien Victoria,

Gaden har mange ſmukke og gode Boutikker. Collin⸗
ſtreet er Modegaden, og i den findes alle de ſtore
Bank⸗Inſtitutioner og ſtorre Handelshuſe; her har og—
faa i den veſtlige Deel af Gaden Melbournes Leger
dannet en lille Coloni. Disſe brede Gader, med
deres ſolide og ſmukke Steenbygninger, give Byen et
færegent ſmukt og fint Udfeende. Mange af de offent—
lige Bygninger ere ligefrem ftorartede, dog fan det
ikke negtes, at nogle af Gaderne have et beſynderligt
ujevnt ÜUdſeende — aabne Pladſer, lave Trehuſe fra
Coloniens tidligſte Periode ſtaae Side om Side med
de elegant udſeende Bygninger. Fortogene ere mange
Steder overbyggede med en Slags Veranda og af—
give et meget behageligt Opholdsſted i den ſteerke
Sommerhede. Omendſkjondt Gaderne holdes godt
vandede, foraarſage dog de ofte forekommende „dust
storms“ (Støv Storme) mange Übehageligheder. Gade—
livet i Melbourne er meget interesſant at lægge Merke
til. J Collins, Bourke⸗, Swanſton⸗ og Eliſabethſtreet
ſeer man paa en ſmuk Eftermiddag, om [aa Heden er
aldrig ſaa ſterk, Masſer af kokette unge Damer i
deres luftige og ſmukke Coſtumer, flagre omkring ſom
ligeſaamange Sommerfugle i Solſkinnet. Nogle af
dem ere meget ſmukke, men alle ere de pikante at ſee paa,
omendſkjondt de gjennemgagende have en bleg Hud—
farve. Deres Paakledning er det mig umuligt at be⸗
ſtrive, fan ſtor er Forſkjellen i Farve og Snit: Alt
dette harmonerer imidlertid meget godt og frembringer

Melbourne og Colonien Victoria. 49

et maleriſk Gadeliv, ſom det er en Fornøielfe at
betragte.

Paa Hjornet af Rusſell- og Collinſtreet findes et
Monument for Bourke og Wills, der hentyder til deres
ulykkelige Endeligt. De omkom nemlig under et Forſog
paa at gjennemreiſe det auſtralianſke Faſtland. Paa
en Granitblok, ſom forneden er ſmykket med Bronze—
Basreliefs, ſtaager en Bronzegruppe i Legemsſtorrelſe,
der foreſtiller de ulykkelige Opdagere. Bourke ſtager
i en Stilling, ſom om han ſpeidede ud i Horizonten,
Wills ſidder paa en Træftamme med Notitsbog i
Haanden, ſom om han lige er i Begreb med at ned—
ffrive ſin Chefs Obſervationer. Det forſte Basrelief
paa Sokkelen foreſtiller Expeditionens feſtlige Afreiſe
fra Melbourne; det andet foreſtiller Bourkes Tilbage—
komſt til Bugten ved Carpentaria; han gjenfinder
ingen af ſine Venner, der ere dragne bort nogle faa
Timer iforveien, og han begraver derfor ſine Papirer.
Paa den tredie ſeer man King blive pleiet af de Ind⸗
fødte, og paa det fjerde ſees Bourkes Lig der er
blevet fundet af Howitt og bæres af indfødte Vei⸗
viſere.

Den Expedition, hvortil dette Monument hentyder,
var en af de mange, ſom foretoges for at fane Under—
retning om det umaadelig ſtore Faſtlands Beffaffenhed.
J 1859 bleve 24 Kameler anſkaffede fra Indien til
Brug ved denne Expedition. Commandoen blev givet

til O'Hara Bourke, Formand for Victorig-Politiet.
4

50 Melbourne og Colonien Victoria.

En af hans Ledſagere var William John Wills, anſat
ved Melbourne⸗Obſervatoriet, en ung Helt, der brændte
af Lyſt til at gjøre nye Opdagelſer. J Auguſt 1860

forlod Expeditionen, der beſtod af femten Deltagere
med deres Kameler og Proviſion for tolv Maaneder,
Melbourne under Indbyggernes Jubel. En Station
blev oprettet ved Barcoo-Floden, og den ſextende
December gik Bourke og Wills, ledſagede af to Mend,
Gray og King, ſamt en Heſt og ſex Kameler, nord—
paa, og manede langt om længe Flinder-Floden og
Bugten ved Carpentaria. Den treogtyvende Februar
1861 begyndte de deres Tilbagetog, efter at have
gjennemkrydſet hele det auſtralianſke Faſtland. Den
enogtyvende April naaede Bourke, Wills og King
Stationen ved Barcoo-Floden, men fandt den forladt
af Expeditionen, der havde troet, at deres Ledſagere
vare omkomne. De tre Eventyrere vandrede nu om
i det vildſomme Indre, indtil Slutningen af Juni.
De havde lidt meget ondt for at friſte Livet ved det
Lidet, de modtog af de Indfodte, og ved Froet af
Nardoo-Planten. Tilſidſt døde imidlertid bande Bourke
og Wills af Sult.

Bygningerne i Melbourne ſtaage i Pragt ikke
tilbage for Bygningerne i nogenſomhelſt anden By.
Materialet (Blueſtone), hvoraf de fleſte ſtore Handels—
huſe og offentlige Bygninger tildeels ere opforte, er,
om jeg faa tor udtrykke mig, af uforgengelig Natur.
Parlamentshuſet, ſom er beliggende for Enden af

Melbourne og Colonien Victoria. 51

Bourkeſtreet er, med dets ſtore Facade og tohundrede
og halvfjerdsſindstyve Fod høie Taarn, en glimrende
architektoniſt Bygning. Den rigt decorerede Sal, i
hvilken de to Kamre give Mode, er fer og halpfjerds—
ſindstyve Fod lang, fyrretyve Fod bred og fer og
tredive Fod hoi. Der findes ogſaa her ſmukke Leſe—
verelſer og et udmerket Bibliothek.

Colonien Victorias Regjering beſtager af en Gou—
verneur, der repreſenterer Kronen, et lovgivende Raad
og et lovgivende Kammer. Et Miniſterraad har
Executivmagten. Det lovgivende Raad beſtaager af
tredive Medlemmer, fem fra hver af Coloniens fer
Provindſer. De vælges for ti Aar og have i den Tid
Titel af „Honorable“. Det lovgivende Kammer beſtaager
af otte og halvfjerdſindstyve Medlemmer fra ni og
fyrretyve Valgdiſtrikter, der vælges paa tre Aar. For
at ſtemme pan Medlemmer til Lovgivningsraadet ſkal
man vere i Beſiddelſe af visſe Kvalificationer, hvor—
imod Alle og Enhver kan ſtemme paa Medlemmer til
det lovgivende Kammer. Den conſtitutionelle Regjerings—
form er fuldſtendig faſtſlaaet, og Masſer af intelligente
Velgere blandt de arbeidende Klasſer forſtaae at ſette
Pris paa deres politiſke Rettigheder. Der herſker ofte
megen Ophidſelſe ved Valgene og opſtager ofte energiſte
Kampe imellem de rivaliſerende Partier.

Gouvernementshuſet, med dets firkantede ethundrede
og fem og fyrretyve Fod hoie Taarn, er en meget

høit beliggende Bygning og kan ſees fra de fleſte
4*

52 Melbourne og Colonien Victoria.

Steder i Byen, og oppe fra Taarnet har man en
glimrende Udfigt over So og Land. Skatkamret er
en ſmuk Bygning, og Raadhuſet er et fuldſtendigt
Juſtitspalads opført i italienſk Stil. Af offentlige
Bygninger i Melbourne betragtes Poſthuſet ſom den
ſmukkeſte; det er beliggende pan Hjørnet af Bourke—
og Eliſabethſtreet og udmerker fig ſaavel ved fin
architektoniſke Skjonhed ſom ved ſin charakteriſtiſke Ind—
retning. J Hjornet hæver et elegant Klokketaarn fig
med doriſke, joniſke og korinthiſke Soiler. Regjerings—
Trykkeriet og Mønten nævner jeg kun i Forbigagende
ſom ſtorre Bygninger, der ere praktiſt og tidſvarende
udſtyrede.

De ovenfor nævnte Bygninger tilhøre Colonien,
men Byen Melbourne ſtaaer paa ingen Maade tilbage
i communale Inſtitutioner. The Town Hall, en ſmuk
og imponerende Bygning, ere Borgerne med Rette
ſtolte af. Den er opført i Renaisſanceſtil med Pavil—
loner og Gøiler og med et elegant Taarn, der er
ethundrede og fyrretyve Fod høit. Den indeholder
utallige Bæreljfer og Contoirer og har en ſtor Sal,
ethundrede og fem og halvpfjerdſindstyve Jod lang,
fem og halvfjerdſindstyve Fod bred og fem og treſinds⸗
tyve Fod hoi. Denne odſelt udſtyrede Sal rummer
fire tuſind Perſoner, foruden Orcheſtret, ſom rummer
fem hundrede. Orgelet ſiges at være et af de ſmukkeſte
og ſtorſte i Verden. Grundſtenen blev lagt i November
1867 af Hertugen af Edinburgh, og Bygningen blev

ern

Freren

Melbourne og Colonien Victoria. 53

indviet i Auguſt 1872 med ſtore Ceremonier og Feſt—
ligheder. Den har neſſten koſtet et hundrede tuſind £.
Melbourne har ogſaa et Univerſitet, men for jeg om—
taler det, vilde det maaſkee være henſigtsmesſigt at
meddele et Par Ord om Opdragelſen i Victoria. En
Lov, ſom indførte et mere tidſvarende Opdragelſes—
Syſtem, traadte i Kraft den forſte Januar 1873. Alle
Born i en Alder fra fer til fjorten Aar ere tvungne
til at gage i Skole. De eneſte Undſkyldninger, der
tages Henſyn til, ere: tilſtrekkelig Uddannelſe i Hjemmet,
Frygt for Smitte og to Miles Afſtand fra Statsſkolen.
Der er ſpecielle Embedsmænd, ſom have at vaage
over Udforelſen af denne Lov. J 1879 deltoge
231,169 Born i Coloniens 1,456 Statsſkolers Under⸗
visning, og envidere beſogte 37,582 Elever Privat—
fkolerne.

Melbournes Univerſitet blev oprettet i 1853 og
aabnet 1855. Regjeringen underſtotter det med ni
tuſind £ om Aaret — Profesſorerne have gode Gager
og fri Boliger. Det ſtager under Regjeringens Tilſyn
og controlleres af en Canzler, Vicecanzler og et Senat.
Bygningen er beliggende i en ſmuk Park paa et hun⸗
drede Acres Land, og fra den har man en ſmuk Udfigt
over Byen og Bugten. i

J Forbindelſe med Univerfitetet er der et natur⸗
hiſtoriſt Muſeum. Paa Veggene er der ophængt
Benene af Diprotodon, en forfærdelig Kenguru fra
Tertiair⸗Perioden, hvis Pung har en Storrelſe af en

54 Melbourne og Colonien Victoria.

almindelig Omnibus. I dette Muſeum finder man
ogſaa Coloniens vigtigſte Induſtrigrene techniſk illu—
ſtrerede. Enhver Ting, ſom ſtager i Forbindelſe med
Guldgraveriet, lige fra Tinfadene og de rage Red—
ſkaber, ſom de forſte Guldgravere benyttede fig af,
til de meſt complicerede Dampmaſkiner, ſom nu be—
nyttes til at knuſe Kvartſet, findes her — ligeſom
Alt, hvad der vedrorer Architektur, Agerdyrkning,
Haandveerk o. ſ. v. Imellem Muſeets Curioſiteter
findes en Model af den beromte „Welcome Nugget“,
ſom fandtes i Ballarat i Juni 1858; den veiede
ethundrede og fireogfirſindstyve Bund og ni Unzer, og
blev anſeet for den ſtorſte i hele Verden, indtil der
i Februar 1869 blev fundet en Guldklump „Welcome
Stranger“, ſom veiede ethundrede og niogfirſindstyve
Pund og ti Unzer, efter at der endda var afhugget et
Pund i Smaaſtykker, ſom af de heldige Findere blev
givet til deres Venner. For denne Klump modtoge
de to lykkelige Findere tohundrede tuſinde Kroner.
En anden Inſtitution, ſom Melbourne er ſtolt af,
er dets fortræffelige offentlige Bibliothek. Bygningen
ſelv har et masſivt og imponerende Udfeende. I den
nederſte Etage findes en Maleri- og Skulptur⸗Samling.
En Sal indeholder en interesſant Samling af Por-
traiter, hvorimellem ſamtlige Gouverneurer af Auſtralien
og New Zeeland; i en anden Sal er en Samling af
chineſiſte Curioſiteter. Melbourne har nemlig et
chineſiſt Kvarteer, ſom jeg ſtrax ſkal komme tilbage

err

117

Melbourne og Colonien Victoria.

*
*

til. En bred Trappe fører op til Bibliotheket. Leſe—
vœrelſet er tohundrede og tredive Fod langt, halv—
treſindstyve Fod bredt og fireogtredive Fod høit.
Bibliotheket indeholder 109,000 Bind. Leſernes Antal
er omtrent trehundrede tuſinde aarlig. Enhver, ſom
er ordentlig paakledt og forſtaaer at opføre fig pas—
ſende, kan her have Lesning, Husly, Varme og Lys
hver Dag til Kl. ti om Aftenen. Et Par Varelſer
ere ſpecielt reſerverede for Damer.

Den forſte offentlige Gudstjeneſte fandt Sted i
April 1836, da Mr. Orton, en Wesleyan Præjt, holdt
Gudstjeneſte under Træerne paa Batmans Hill, en
Hoi, der nu er jevnet med Jorden, og paa Stedet er
Jernbaneſtationen opfort. Nogen Tid efter holdt
Capitain Lonsdale Gudstjeneſte hver Sondag i det
yderſt primitive Raadhus. J Oktober 1838 landede
den forſte Preſt af den engelſke Kirke. Et gammelt
Trœhus var i nogen Tid bande Kirke og Skole. Ved
Siden af dette Trehus blev Grundſtenen til St. James
Kirken, den forſte Kirke i Melbourne, lagt den niende
November 1833.

Antallet af Kirker og Kapeller i Melbourne er
nu meget ſtort, og der er anvendt betydelige Capitaler
paa dem. Paa Hjørnet af Swanston og Eliſabeth—
ſtreet er den engelſte Kirkes Kathedral; dens Længde
er 273 Fod, Brede 126 Fod, Midtertaarn med Spir
156 Fod, og den rummer 1,700 Perſoner. Foruden disſe
nævner jeg endnu den romerſt katholſte Kathedral,

56 Melbourne og Colonien Victoria.

ſom har været mange Aar under Bygning; den
ſkotſkfe Kirke med fit elegante og fmæfre Taarn;
Wesleyan Kapellet i Lonsdaleſtreet, der ſiges at være
det ſmukkeſte af ſamtlige Wesleyan Kapeller i Verden,
og the independent Church, der er en ſmuk Bygning
med et masſivt firkantet Taarn.

Side om Side med Religionen arbeider Vel—
giorenheden. Der er i Colonien ikke færre end 73
Hoſpitaler, Sindsſygeanſtalter og lignende Stiftelſer.
J det ſtore Melbourne Hoſpital med dets firehundrede
Senge behandles tyve tuſinde Syge om Aaret. J
Benevolent Aſylet ere de Ulykkelige, ſom af Alder og
Sygdom ere ude af Stand til at tage vare paa ſig
ſelv, behageligt indkvarterede. Til de Dovſtumme, de
Blinde, de Forceldreloſe, Emigranterne, Tjeneſtefolk og
Andre tages der ſpecielt Henſyn.

Kaſerner, Straffeanſtalter, Kirkegaarde, Leſe—
Jelffaber, Klubber, Hoteller, Banker, Gas- og Vand⸗
værter oſv. er der i Overflod; i alle disſe og i mange
andre Henſeender er der taget alle de Henſyn, ſom
en ſtor By nogenſinde kan onſke.

Langs med Parra⸗Yarra findes der mange ſmukke
Partier, og udenfor Byen, i Studley Park, ſeer man
bedſt Flodens ſmukke, maleriſke Krumninger. Studley
Park er et bakket Terrain paa tohundrede Acres, hvor⸗
igjennem Parra-⸗Parra flyder imellem ſmukke Banker,
der ere rigt bevoxede med Vin og Frugttreer. Spad⸗
ſeregangene langs med Floden her ere meget ſmukke.

Melbourne og Colonien Victoria. 57

Strømmen, ſom ſedvanlig er rolig, ſvulmer dog under—
tiden op og bliver til en ſtor, rivende Flod. J 1863
ſteg den fyrretyve Fod og overſvommede den lavere
Deel af Melbourne og hele Lavlandet mellem Byen
og Sandrigde.

Der er adſkillige Markeder i Melbourne. Et af
de vigtigſte og interesſanteſte er „Paddy“ Markedet.
Tidlig Onsdag og Lordag Morgen afgiver Markedet
det livligſte Skue. Store Forraad af Kartofler,
Kaal, Wrter, Aprikoſer, Blommer tiltrekke fig ſtrax
Kjobernes Opmerkſomhed; dog er det i Seedeleshed
Lordag Aften, at Markedet er i ſin fulde Glands,
naar alle Staderne ere oplyſte med Gas. Igjennem
Pasſagerne bevæger fig en umaadelig Sværm af
Mænd, Kvinder, Drenge og Piger; de ſee, kjobſlage,
tale og lee, medens de Handlende med høie Raab
lovpriſe deres Varer. Alt, Hvad der kan ſpiſes,
drikkes, arbeides og leges med, er tilſalg her. Oſters,
Stromper, Porcellain, Bibler, Sangboger, gamle Kleder,
Skind og Tinvarer findes ophobede her foruden Fiſt,
Kjod, Fjerkre og Grontſager af alle Slags og til
alle Priſer.

Bedekjod er en almindelig Arlikel. Jeg blev
engang tiltrukkten af en Stemme, ſom raabte „denne
Vei til billigt Bedekjod“. En rodhaaret Mand i
Slagtercoſtume ſtod midt i Sværmen paa en Tønde;
rundt omkring ham var der opſtablet Masſer af halve
Faar, færdige til at koges; Kjodet var ſaftigt og af

58 Melbourne og Colonien Victoria.

god Kvalitet; med den ene Haand peger Handelsmanden
paa fine Barer, med den anden tilvinker han For—
ſamlingen: „Her er billigt Bedekjod — nu er det den
rette Tid — herhen, mine Damer og Herrer! —
hvem vil jaa kjobe billigt Kjod?“ Der opſtaager en
Pauſe; en Kjober indfinder ſig, og et halvt Faar
ſelges for en Shilling = halvfemſindstyve Ore!
Kjoberen var en lille Pige; en ung Mand kjobte et
andet, men der var kun Faa, der fulgte Exemplet.
Forraadet var bienſynligt meget ſtorre end Forbruget,
og ſikkerlig maatte Handelsmanden tage mere end
Halvdelen med fig tilbage. Uvilkaarlig kom jeg til
at tænke paa de ſtakkels Fattige i Hjemmet — et halvt
Faar for en Shilling, og faa neſten ingen Kjobere!

J lille Bourkeſtreet er det chineſiſke Kvarteer.
J triſte, ſmaa og ikke meget renlige Boutiker udſeelges
Chineſernes Nodvendighedsgjenſtande, ſaaſom Thee,
Riis, Opium o. ſ. v. Huſene ere gjennemgaagende
beboede af hele Sværme Chineſere. Af disſe chineſiſte
Emigranter er en ſtor Deel Gadeſcelgere i Melbourne;
de bære deres forſtjellige Varer i Kurve, ſom hænge
paa et langt Bambusror, der bæres over Skuldren.
Paa Emerald Hill findes et chineſiſk Joſshus eller
Gudshus, hvor alle de forfſkjellige Gjenſtande, ſom
bruges ved deres Gudstjeneſte, forefindes.

Selve Melbourne har ikke mange aabne Pladſer;
men i de nærliggende Forſtceder, ſom omgive Byen,
er der mange Parker, Gaver og Squares. Den bo—

Melbourne og Colonien Victoria. 59

taniſte Have, ſom ligger Syd for Parra-Yarra, er
den ſtorſte; der findes her en værdifuld Samling af
ſjeldne Planter og Træer, og i en ſmuk So, med en
Miniatur-O, ſvomme utallige Vandfugle omkring;
paa Flodbredden groer den ſtore indiſte Bambus, og
omkring i Haven findes Bede med Oliven, Thee, Tobak
og Uldplanter, Aloer, Cypresſer, fort jagt Træer,
Planter og Blomſter fra de forſkjelligſte Climater.
De ſamlede Spadſeregange have en Længde af to—
ogtyve og en halv Mil. Drivhuſene, Aquariet, de
ſtore Plainer, Buſkadſerne og Muſeet med dets
350,000 Exemplarer, — alt dette og mange andre
Tiltrekninger gjør, at Haven frembyder Interesſe
for Naturaliſten og Touriſten og er et meget behage—
ligt Tilflugtſted for Melbournes Indbyggere.

Den egentlige By er, ſom tidligere berørt, om-
givet af adſkillige Forjtæder, der hver for fig vilde
danne en ret anſeelig By. Af disſe har Collingwood
atten tuſinde, Emerald Hill ſytten tuſinde, Richmond
ſexten tuſinde, Fitzroy femten tuſinde Indbyggere o. ſ. v.
Collingwood med fine ſmaa Boliger og talrige For—
noielſesanſtalter danner en forunderlig Contraſt til
Fitzroy med ſine elegante Bygninger og ſit ariſtokra—
tiſke ÜUdſeende.

Naar man er i Richmond, er man allerede paa
Landet: her ligge Gaderne op og ned ad Hoiderne,
danne ſmukke Boulevarder og omgives af henrivende

60 Melbourne og Colonien Victoria.

Haver. Elegante Villaer ere ſpredte overalt i maleriſt
Uorden.

St. Kilda kan man med Rette kalde Melbournes
Have, thi her have de rige Kjobmend, Advokater
og Embedsmend deres elegante Villaer; — det er
tillige et Sobadeſted ligeſom Brighton og Queenscliff.

Melbourne bliver forſynet med Vand fra det
berømte Jan Jean Reſervoir, en kunſtig So, ni Miil
i Omkreds, og i tyve Miils Afſtand fra Byen. Det
er beliggende ved Foden af „The Plenty Ranges“,
og feer ud, ſom om det af Naturen havde faaet denne
Beſtemmelſe, efterſom det mod Nord, Oſt og Veſt er ind-
demmet ved naturlige Skraaninger, ſaaledes at man
kun behøvede at ffabe en hoi Skreent mod Syd, forat
beſidde et af de ſkjonneſte Reſervoirer i Verden. Mil⸗
lioner ere blevne anvendte paa dette keempemesſige
Foretagende, ſom Melbournes Indbyggere med Rette
ere ſtolte af.

Snart — i 1885 — kan Melbourne feire ſit
halvtreſindstyvegarige Jubilæum og ſamtidig med
Selpfolelſe fee tilbage paa Alt, hvad der er udrettet
i denne Tid; det vil vedblive at være en af Verdens
ſmukkeſte Byer med en dygtig, fremadffridende, energiſt
Befolfning og med et Clima, fom er endnu mere
henrivende end ſelve Italiens.

——

61

Et Cronskitte.

Catherina den Andens Død og Paul den Førftes
Tronbeſtigelſe.

J 1796 var Catherina ſyvogtreſindstyve Aar.
Det er Skade, at hendes Læge, Englænderen Roggerſon,
ikke har efterladt fig Optegnelſer, der kunde ſette os
iſtand til bedre at forſtaage denne energiſke og liden⸗
ſkabelige Natur. Hun ſynes til dette Tidspunkt at
have været forſkaanet for Sygdomme af Betydning;
men dette Aars Sommer bibragte hende en ftærk
aandelig Ryſtelſe, ſom efter den almindelige Mening

havde fit Udſpring fra en fort Tid forinden indtruffen

Kataſtrofe. En Sag, der laa Keiſerinden meget paa
Hjertet, glippede aldeles for hende, og dette krenkede
i hoi Grad hendes Egenkjerlighed. Catherina havde
længe arbeidet paa en Forbindelſe imellem hendes
Barnebarn, Storfyrſtinde Alexandra Poulowna, og
den unge Konge af Sverrig, Guſtav Adolf den Fjerde.
Med megen Befvær havde man endelig i Auguſt 1796

62 Et Tronftifte.

bevæget denne Fyrſte til at tage til Petersborg. Han
var en ung, mork og indeſluttet Mand, hvem uden
Tvivl Ankarſtroms tauſe Kugle, der paa Maſkeraden
dræbte hans Fader, havde indgydt en uovervindelig
Angeſt for Snigmord. Medens han i ſin Mindre—
aarighed maatte boie ſig under ſin Onkel og For—
mynder, Hertugen af Södermanlands Aag, ventede
han ſtille pan det Oieblik, da han ſelv ſkulde handle
og herſke. Man ſendte ham til Rusland, tre Maaneder
for han blev myndig; han kom dertil med det beſtemte
Forſet, at han vilde ſkuffe, lyve og træffe i Langdrag.
Catherina ſogte paa alle mulige Maader at bedaare
ham; hver Dag bragte hendes Gjeeſt nye Adſpredelſer;
Feſterne fra Potemkins Tid bragte atter Liv i det
tauriſke Palads; men Guſtav Adolf var og blev lige
indeſluttet og ſorgmodig. Et Sieblik troede den gamle
Keiſerinde, at hendes Barnebarns Ynde gjorde Indtryk
pan Svenſkerkongen: de unge Forlovede hviſkede ofte
til hinanden og „den lille Storfyrſtinde blev mange
Gange omfavnet.“ Man fik ſenere at vide, at hvad
man havde betragtet ſom forelſkede Samtaler var kun
theologiſke Diſputer; Lutheraneren, der var opdragen
af Swedenbergs Diſciple, ſom ſtyrede hans Land,
ſogte at omvende den tilkommende Dronning. Religions⸗
ſporgsmaalet var den egentlige Hindring for dette
Giftermaal; Hoffet i Stockholm vilde have, at Stor—
fyrſtinden ſkulde affværge den orthodoxe Lære; men
Catherina vilde aldeles ikke give efter i dette Punkt.

Et Tronſtifte. 63

Endelig ſyntes det, at Guſtav, om end i ubeſtemte
Udtryk, opgav ſin Fordring, og glad over ſit Held faſt—
ſatte Keiſerinden Trolovelſen til den ellevte September.
Denne Dag, ved Middagstid, modtes hos Subof de
Befuldmegtigede for at underſkrive Wgteſkabscontrakten;
de fyrſtelige Perſoner og Hoffet ventede i Paladſet;
Metropoliten, der ſkulde lyſe Velſignelſe over Pagten,
var i fuld Ornat i Kirken; men — Svenſkerne med—
bragte en Contrakt, der ikke indeholdt den vedtagne
Artikel vedrørende Religionsſporgsmaalet; Rusſerne
proteſterede da, og man kjevledes hele Dagen igjennem.
Catherina, der blev ærgerlig, ſendte gjentagne Gange
en Miniſter til Kongen, der holdt ſig indelukket i ſin
Bolig; Miniſteren kom ſtadig tilbage med daarlige
Efterretninger; Klokken ti om Aftenen var man endnu
ikke kommet til noget Reſultat. „Vi blev nodte til,“
ſkrev Keiſerinden til ſin Geſandt i Stockholm, „at
lade Kongen ſige, at jeg var bleven ſyg, og vi lod
alle dem gage, ſom i Forgemakket ventede pan ÜUd—
faldet af denne Farce. Der ſkulde om Aftenen være
Bal og Souper hos Storhertugen. De kan ſelv tenke
Dem, hvor ſtygt og uſommeligt alt dette endte.“
Nogle Dage efter denne Skandale ſeilede Svenſkerne
hjem, Den ſtolte Keiſerinde var i den Grad ryſtet
af Pdmygelſe og Harme, at hun ved Efterretningen
om Kongens Afſlag i flere Minuter blev ſtagende
med aaben Mund, uden at kunne ſige et Ord, og

64 Et Tronſkifte.

forſt kom til fig ſelv igjen, da hendes Kammertjener
havde bragt hende et Glas Vand.

Keiſerindens Omgivelſer vare overbeviſte om, at
denne ærgerlige Begivenhed tildels var Grund til det
Anfald, hun halvanden Maaned ſenere bukkede under
for, om der ogſaa ſtodte andre Omſtendigheder til,
ſaaſom hendes Forbittrelſe paa Subof, der paa en
upasſende Maade ſogte at nærme fig Prindſesſe
Eliſabeth. De eneſte Oplysninger, der findes om
disſe ſidſte Uger, have vi fra Roſtopſchin; han ffrev
til ſin Ven Voronzof, ſamme Dag ſom Kataſtrofen
indtraf: „Med Helbredet er det daarligt; man kan
ikke gaa mere; man er aandeligt lammet af et Uveir.
der har raſet i de ſidſte Dage af September, en
merkelig Begivenhed i dette Land, og ſom ikke har
fundet Sted ſiden det Aar, da Keiſerinde Eliſabeth
dode. Man holder ſig inde.“ Naar undtages dette
Brev, finder man ikke Spor af Aengſtelſe ved Hoffet
for den femte (ſyttende) November. Aftenen for denne
Dag gik endnu Alt fin vante Gang. Det Selſkab, der
var ſamlet hos Catherina, havde talt om Kongen af
Sardiniens Dod, og Keiſerinden havde i en ſpogende
Tone truet Stormarſkallen Narychkin med, at ogſaa
hun ſnart vilde gage ſamme Vei.

Om Morgenen den ſyttende, da Keiſerindens
Kammerjomfru Klokken ſyv traadte ind til hende, ſagde
Catherina opromt, at hun havde ſovet uſedvanligt godt.
Hun gjorde den Bemerkning, at hendes Uhr for forſte

Et Tronftifte. 65

Gang var gaaet iſtaa og talte ligeſom Dagen forud
ſpogende om fin Død; hun ſpiſte Frokoſt og gik faa
omtrent Klokken otte ind i fit Arbeidsverelſe. J
Secretariatet ventede de Embedsmend, der ſkulde ar—
beide ſammen med Keiſerinden, undrende ſig over, at
det varede faa længe, for de kom ind. Der gaaer
endnu en halv Time, og Catherina hverken viſer ſig
eller kalder. De to tjenſtgjorende Kammertjenere ere
forbauſede og blive urolige; de gage ind i Cabinettet;
men Keiſerinden er ikke der. De antage, at hun mulig
er gaaet ind i fit Paakledningsverelſe, og de vente
igjen: Keiſerinden kommer ikke. Endelig tager den
Ene af dem Mod til fig og aabner Doren: der ligger
„den ſtore Fyrſtinde“ paa Gulvet ſom ramt af Lynet
og uden Bevidſthed. De to Kammertjenere ſoge for—
gjeves at faae hende op; Legemet ligger ſtift og
klemt inde i en Krog bag Doren; de mage falde Folk
til Hjælp for at faae Keiſerinden trukket ud af dette
ſnevre Hul. Man bærer hende ind i hendes Verelſe,
og da man ikke kan løfte hende op i Sengen, lægger
man hende paa en Ledermadrats paa Gulvet. Subof,
den hoitelſkede Yudling, er den forſte, der kommer
tilſtede; han gaaer aldeles fra Concepterne og vil ikke
tillade Livlægen at aarelade Keiſerinden, hvormeget
end Tjenerne bede derom, Man ſender Bud efter
den beromte Roggerſon, men fager forſt fat i ham
efter en Times Forlob; han forſoger en Aareladuing,
der lykkes godt, og lægger ſpanſke Fluer under Fødderne;
5

66 Et Tronſkifte.

i Samftemning med ſine Colleger erklærer han, at
det er en Hjerneryſtelſe, ſom vil ende med Døden;
alligevel forſoger man alle Midler. Hoffets hoieſte
Embedsmænd, der komme ilende til, minde Subof om, at
han maa ſende Sonnen, Tronarvingen, Bud til Gatſchina;
Yndlingen lader fin Broder, Nikolaus Subof, beſorge
dette Wrinde. J ſamme Oieblik treffer den unge
Storfyrſt Alexander paa Roſtopchin, der driver om i
Slottets Corridorer for at høre Nyt, og paalægger
ham ſtrax at begive ſig til hans Fader for at under—
rette denne Fyrſte om Keiſerindens haabloſe Tilſtand.
— Lad os for nogle Timer forlade Vinterpaladſet,
hvor Mengden ſtrommer til, og det rallende Legeme
endnu ligger paa Gulvet, og lad os henflytte Scenen
til Gatſchina.

J dette triſte Slot, der ligger en halv Dags
Reiſe fra Petersborg, levede den ſtorſte Deel af Aaret
en baade af fin Moder og af Hoffet foragtet og til
ſideſat Prinds, i Taushed rugende over fin Ydmygelfe,
fin Augſt, fin Higen efter Magt og Hevn. Catherina,
der i denne Son ſaage ligeſom Skyggen af en frygtet
og forhadt Wgtefeelle, holdt ham med engſtelig Xar-
vaagenhed borte fra Statsſagerne; hun vidſte, at han
var fjendtligt ſtemt imod hendes Reformer og beredt
til ligeoverfor Indlandet og Udlandet at ſlaae ind
paa en Politik, der i alle Retninger var hendes
modſat. Med hver Dag var Spendingen bleven
ſtorre imellem Moder og Son; denne tauſe Kamp

Et Tronftifte. 67

mindede de Wldre ved Hoffet om det huslige Drama,
der havde forfærdet dem i deres Barndom: Stridig—
hederne imellem Peter den Forſte og hans Son
Alexis, der endte med, at Sonnen offredes for Faderens
Politik. Da Menneſkene ere tilboielige til at ſlutte
fra Fortid til Fremtid, antog Mange, at et i alle
Henſeender lignende Forhold vilde fane en lignende
Afgjorelſe; man var ialfald ſikker paa, at Catherina
vilde ſoge, med Forbigagelſe af Sonnen Paul, at
lade Kronen gage i Arv til Sonneſonnen Alexander.
Keiſerinden havde bemegtiget fig ſine Sonneſonner og
lod dem opdrage under fine egne Dine uden Faderens
Indblanding. Denne Tronarving, der holdtes fjernet fra
Statsſagerne, denne Fader, der var ffilt fra fine
Born, var dengang enogfyrretyve Aar; hele hans
Troſt i det enſomme Liv paa Gatſchina beſtod i det
holſteenſke Regiment, ſom han indexercerede aldeles
efter preusſiſk Monſter, og de Timer, han tilbragte
hos ſin Elſkerinde, Froken Nelidof; men ogſaa hun
var nogle Maaneder for de Begivenheder, vi her
ſkulle omtale, bleven indeſperret i Kloſtret Smolna.
Roſtopſchin, hvis Hengivenhed for Storfyrſten og
ſenere for Keiſer Paul ikke et Sieblik fornegter fig,
giver oftere i ſine Breve Skildringer af dette i For-
viisning levende Hof. „Storfyrſten ſtaaer paa en
meget [pændt Fod med Hr. Subof; de ville gjenſidig
lade hinanden merke, at den Ene kun er Underſaat
og den Anden Storfyrſte; men hin er lige faa mægtig
5*

68 Et Tronftifte.

ſom denne er et Nul ... Tronarvingen er i Paulopfky,
han er ſtadig gnaven, har Hovedet fuldt af Syner
og er omgiven af Perſoner, blandt hvilke den for—
nuftigſte kan blive hængt eller radbrekket, hvad Sieblik
det ſkal være, uden at der behøves nogen Dom. Han
kommer nu meget bedre ud af det med ſin Gemalinde,
fordi hun er gaaet ind pan at vige Pladſen for
Froken Nelidof og ſtille fig paa en god Fod med
hende. Dette lille Fruentimmer fører uindſkreenket
Commandoen, underſtottet af en Lege ved Navn
Freygang, der ſkal ſorge for Hs. Hoiheds legemlige

Helbred; han tager fig ogſaa af hans aandelige Tilſtand,

ſom han ved fin Gift ødelægger i Bund og Grund.
Storfyrſten troer overalt at ſee revolutionaire For—
greninger. Allevegne opdager han Jacobinere, og
forleden Dag blev fire ſtakkels Officerer af hans Ba⸗
taillon arreſterede, fordi deres Haarpidſke vare lidt for
forte, Grund nok til at tillægge dem republikanſke
Sympathier ... Storfyrſten er reiſt til Gatſchina,
hvor han bliver til den fireogtyvende November.
Man behandler ham haardere end ellers, og ſidſte
Sommer har man i Anledning af en Reiſe, han vilde
gjøre til Paulopſky, ladet ham vide, at den vilde koſte
altformeget, og at han havde at forblive, hvor han
var. Naar man er Storfyrſte af Rusland, naar man
er enogfyrretyve Aar og bliver behandlet ſom en
Dreng af ſine tilkommende Underſaatter, kan man have
Grund til at være gnaven, og det er han da ogſaa.“ —

Et Tronftifte. 69

For at bekempe hans Tungſindighed anbefalede
Lægerne ham Legemsovelſer og længere Udflugter.
Den ſyttende om Formiddagen var Paul taget til
Møllen ved Gatſchina for at ſpiſe til Middag der
med Storfyrſtinden og nogle af deres nermeſte Kreds.
Juſt [om de vilde gage tilbords, fortalte Storfyrſten
en Drøm, han havde havt ſamme Nat, og ſom havde
gjort et dybt Indtryk pan ham. Han havde drømt,
at en uſynlig og overnaturlig Kraft løftede ham op
mod Himlen. Han vaagnede flere Gange, faldt atter
i Søvn og vaagnede ſtrax efter igjen under Ind—
trykket af det ſamme Drommeſyn. Da han bemeekede,
at Storfyrſtinden ikke ſov, havde han fortalt hende
fin Drøm, og til deres gjenſidige Overraſkelſe havde
hun ſvaret, at det ſamme Syn forfulgte hende og
forſtyrrede hendes Søvn. — Efter Middagen, omtrent
Klokken tre, ſad man og drak Kaffe i et Lyſthus i
Haven. I dette Lieblik fil Storfyrſten Øie paa
Nicolaus Subof, der ſprang af Heſten og bandt den
ved Indgangen. Da Storfyrſten godt vidſte, at alle
Medlemmer af Familien Subof vare hans dodelige

Fjender, blegnede han, tabte Koppen ud af Haanden

og ſagde til ſin Gemalinde med kvalt Roſt: „Kjere,
vi ere fortabte!“ Han tvivlede ikke om, at Greven
kom for at arreſtere ham og ledſage ham til et eller
andet Forviisningsſted. Greven ilede med blottet
Hoved henimod Pavillonen; han træder ind, falder
paa Knee for Prindſen og meddeler ham, at Keiſer⸗

8 —ͤͤͤ Tr ——— — 11

70 Et Tronſtifte.

inden ligger paa fit Merſte, og at der ikke mere er
Haab. Pauls Anſigt ffifter Farve; fra blegt bliver
det ganſke rodt; med den ene Haand løfter han Subof
op, og med den anden flaaer han fig for Panden og
udbryder: „Hvilken Ulykke!“ Taarerne ſtromme ned
ad hans Kinder. Han forlanger ſin Vogn og bliver
heftig, da man er for længe om at fpænde for. Han
gaaer med haſtige Skridt frem og tilbage i Verelſet,
guider fig nerveuſt i Heenderne, omfavner fkifteviis
ſin Huſtru, Subof og Kutuſof og ſporger dem: „Kan
jeg endnu treffe hende ilive?“ — Enten det nu var
Glæde eller Sorg, havde Sindsbevegelſen bragt ham
aldeles ud af ſig ſelv. Det er let at forſtaae, at
denne pludſelige Overgang fra Forfeerdelſe til uventet
Glæde maatte gjøre et ſteerkt Indtryk paa hans Nerver
og Hjerne. — Omſider ſteg Tronfolgeren og hans
Gemalinde tilvogns og tog afſted ved Nattens Frem⸗
brud. Lad os ile forud for dem til Sofia, en
Landsby, hvor der ſtiftedes Forſpand. Vi treffe der
igjen Roſtopſchin, ſom, da han ikke kunde haabe at
nage Gatſchina i rette Tid, ventede pan det nye
Herſkerpar der.

„Jeg ankom dertil Klokken fer,” ffriver han. „Den
forſte, jeg fik Øie paa, var Nicolaus Subof, der var
kjort iforveien for at beſtille Heſte. Kort efter ſaae
jeg Logterne paa en Ekvipage med otte Heſte, hvori
Tronarvingen ſad. Da Vognen holdt, gik jeg hen til
Vogndoren og tog Ordet; Storfyrſten gjenkjendte min

Et Tronftifte. 71

Stemme og udbrod: „Aa, det er Dem, min kjere
Roſtopſchin!“ Han ſteg ud, gav fig i Pasſiar med
mig og ſpurgte mig ud om de nermere Omſtendig—
heder. Samtalen forlengedes til det Oieblik, da der
blev meldt, at Alt var i Orden; da han igjen tog
Plads i Vognen, ſagde Storfyrſten til mig: „Gjor
mig den Fornoielſe at folge efter mig; vi komme ſaa
paa ſamme Tid. Jeg vil gjerne have Dem hos mig.“
Jeg tog Plads i en Sleede ſammen med Buitchkof,
og vi fulgte efter Ekvipagen. Imellem Gatſchina og
Sofia havde Tronfolgeren allerede mødt fem til fer
Courerer, ſom alle bragte Bud fra de unge Storfyrſter
og andre Perſoner. Da jeg forudſaae, at vi vilde
mode flere endnu, gav jeg Ordre til at medtage en
Logte og Lys, for at vi kunde leſe Depecherne. Vi
traf endnu en Snes Courerer paa Veien; de fif Alle
Ordre til at vende om, og vi fik ſaaledes et langt
Folge af Slaeder. Enhver, ſom ſtod eller troede
at ſtage i nogen Forbindelſe med Storfyrſtens Om—
givelſer, havde ſkyndt ſig at ſende Expres til Gatſchina
med Efterretningen; endog en af Hoffets Kokke og
Fiſkeleverandeuren havde leiet og afſendt Courerer.

„Vi kom til Tſchesmepaladſet. Storfyrſten ſteg
ud af Vognen. Jeg gjorde ham opmerkſom paa,
hvor ſmuk Natten var. Det var aldeles tyſt og ſtille;
det fros kun tre Grader; Maanen kom frem imellem
Skyerne, der af og til etilſlorede den. Elementerne
var i Ro ligeſom i Forventning om, hvad der nu

72 Et Tronſtifte.

ſkulde foregage. Medens jeg talte om Veiret, ſage jeg
Fyrſtens Blik rettet mod Himlen; ved Maanens Lys
kunde jeg fee, at han havde Øinene fulde af Taarer.
Jeg, der med Liv og Sjæl var den Mand hengiven,
ſom nu ffulde beſtige Ruslands Trone, der elſkede
mit Fedreland og havde en levende Folelſe af dette
Oiebliks Betydning, jeg kunde ikke tilbageholde en
uvilkaarlig Bevegelſe, og idet jeg glemte Afſtanden
imellem ost greb jeg hans Haand og ſagde: „Ak!
naadige Herre, hvilket Dieblik for Dem!“ Hans
Haand trykkede kraftigt min, og han ſvarede: „Vent,
Kjere, vent. Jeg har levet toogfyrretyve Aar. Gud
har holdt mig opreiſt, maaſkee vil han give mig Kraft
og Forſtand til at beklede den Stilling, hvortil han
har beſtemt mig. Lad os haabe Alt af hans Godhed.“
Klokken halv ni kjorte vi ind i Petersborg, hvor
endnu kun Faa vidſte, hvad der var ſkeet.“

Er det ikke en ſmuk Scene, ſom her fkildres faa
ſimpelt og rørende? Man undrer fig maaſkee over at
ſee ſaadanne Mend i et ſaadant Sieblik lade ſig paa—
virke af Naturens hemmelighedsfulde Magt. Man
maa i Vinternetterne have reiſt hen over de ſorge—
lige, ſneedeekte Stepper, der omgive den rusſiſke Hoved—
ſtad, man maa have feet disſe uddøde Horizonters
uſigelige Triſthed for at forſtage, hvilken troſteslos
Harmoni der var imellem Timerne, Sjelene og Stederne.
Det er de ſtore og edle Linier i Billedet; de ſkulde

B

Et Tronflifte. 73

nu pludfelig ſkifte med latterlige Forge maksſcener og
ynkelige Maſkekomedier.

Keiſerindens Tilſtand er fremdeles uforandret,
hun er endnu uden Bevidſthed. „Vi fandt Paladſet
fuldt af alleſlags Menneſker, Nogle hidkaldte af deres
Stillings Pligter, Andre af Nysgjerrighed eller Skrak.
Alle ventede med Angſt paa, at en lang Regjering
ſkulde gage tilende, og en ganſke ny ſkulde begynde.
Ved Tronarvingens Ankomſt ſtyrtede Alle, evne af Del—
tagelſe eller Nysgjerrighed, ind i det Verelſe, hvor
Keiſerindens neſten livloſe Legeme lag. De ſedvanlige
Sporgsmaal krydſede hinanden, men den almindelige
Folelſe var et levende Onſke om, at der kunde være
Daab endnu. Et Oieblik, fortaltes der, havde Keiſer—
inden, efterat man havde taget de ſpanſke Fluer af
hende, ſlaaet Oinene op og forlangt at fane Noget at
drikke ... men fnart vendte man tilbage til den forſte
Mening, at man. hvert Sieblik kunde vente hendes
Dod. Tronarvingen gik forſt ind paa fit eget Verelſe
i Vinterpaladſet og derpaa over til Keiſerindens Lei—
lighed. Da han gik igjennem Salene, ſom vare op—
fyldte af en Mængde, der ventede paa hans Tron—
beſtigelſe, viſte han ſig hoflig og venlig mod Alle.
Han talte et Oieblik med Lægerne og trak fig derpaa
tilligemed ſin Huſtru tilbage til et Sideverelſe; derhen
hidkaldtes de, han vilde tale med, eller de, han havde
noget at befale.

Natten og den folgende Morgen gik, uden at

1

74 Et Tronſkifte.

nogen Forandring indtraadte. Tidlig den ſjette (attende)
traadte Paul ind i ſin Moders Verelſe, og da han der
af Lægerne horte, at der ikke var mindſte Haab, gav
han Ordre til at ſende Bud efter Metropoliten Gabriel
og Geiſtligheden for at leſe Dodsbonnerne og give
Keiſerinden Sacramentet. Man overlod den Doende
til Prœeſterne og vendte tilbage til Cabinettet for at
give fig af med mere verdslige Sager. J fan Hen—
ſeende ſatte de forſtjellige Interesſer ved Hoffet ſig
ſtrax i Bevegelſe. Enhver, der ſkjelver eller haaber,
kommer tilſyne. Den, der forſt bliver kaldt ind, er
Roſtopſchin, han, der endnu igaar var i Unaade. —
„Hvad vil Du være?” ſagde den nye Herſter til
ham. — „Da det altid har veret mit Onſke at kunne
raade Bod paa Uretferdigheder,“ ſvarede han, uden
et Sieblik at betcenke fig: „Cabinetsſecretair“. Tron⸗
arvingen betæntte fig lidt: „Det er jeg ikke tjent med;
jeg udnævner Dig til Generaladjutant, ikke af den
Slags, der drive om her i Slottet med en Stok i
Haanden; men Du fkal have Overbeſtyrelſen af hele
Herveſenet.“ Paul lader derpaa kalde Pagen Nelidof,
en Neveu af hans Elſkerinde, der for otte Maaneder
ſiden var bleven indeſperret i Smolnakloſtret, og
taler jagte med ham, man gjetter nok om hvem.
Imidlertid er det allerede kommet ud, at Roſtopſchin
er bleven vremenchik; Gaarsdagens mægtige Mænd
ſtimle ſammen om ham, ydmyge og krybende. Den
gamle Kantsler, Grev Bezborodko, havde i tredive Timer

Et Tronftifte. 75

ikke forladt Paladſet: „Fortvivlelſe ſtod præget paa

hans Anſigt,“ ſkriver Roſtopſchin, „det var baade den
uvisſe Fremtid, Angſten for at blive Offer for Keiſerens
Vrede og den levende Erindring om Keiſerindens Vel—
gjerninger; hans Dine var taarefyldte, hans Hjerte
fuldt af Sorg og Skrek; han ſagde mig i afbrudte
Ord, at han nu kun ſtolede paa mit Venſkab, at han
var gammel, ſyg, og at han, da han havde en Indtegt
af 250,000 Rubler, kun havde det ene Onſke, at man
vilde lade ham leve i Fred, og at man vilde lade
ham trætte fig tilbage uden Banære. Og midt under
alt dette bad han mig om et Embede til et af hans
Creaturer, Troſchinſty, og forklarede mig, at Ukaſen,
der indeholdt hans Udnævnelfe til virkelig Statsraad,
var underſkreven for over otte Dage ſiden, men at
man havde forſomt at overſende Ukaſen til Senatet.”
Oſtermann, Vicekantsleren, fager Ordre til at forſegle
alle Grev Markofs Papirer i Udenrigsminiſteriet; i
fin Forvirring misforſtaaer han Ordren og kommer
tilbage til Paladſet, flæbende paa to ſtore Patter
gamle Papirer i Servietter „ligeſom et Barn, der i
[in Leg vil træffe af med en altfor tung Vogn.” —
Samoilof, en af Catherinas Yndlinge og Roſtopſchins
perſonlige Uven, forſiktrer Greven, at Keiſerinden i
den ſidſte Tid oftere har været meget ubehagelig imod
ham, fordi han havde foreflaaet at give en af Stor⸗
fyrſtens Læger en Orden; han glemmer fig i den

76 Et Tronſtifte.

Grad, at han, ved at tale om den Doende, kalder
hende „den afdode Keiſerinde.“

Paul befaler fin Ven at berolige alle disſe ulykke⸗
lige Menneffer; kun Hofmarſkallen bliver jaget bort,
og en ny valgt i hans Sted. Bezborodko anmodes
om at afgive Rapport om de meſt paatrængende Sager;
Tronfolgeren er ſerdeles tilfreds med hans klare
Fremſtilling og hans Kjendſkab til Forretningerne.
Medens ſaaledes Lykken knuſer eller hæver Folk i dens
Cabinet, der kommer, hvad foregaaer der jaa i dens
Verelſe, der drager bort? — „Legemet lan endnu i
ſamme Stilling, pan ſamme Madrats, ubevageligt,
med lukkede Dine. Den dumpe Rallen kunde høres i
Verelſet ved Siden af. Alt Blodet ſteg til Hovedet,
der af og til blev ftærkt rødt. Livlægerne, der laae
pan Knee omkring dette Legeme, aftorrede uafladeligt
den forſt gule og ſenere forte Vedſke, der flød ud af
Munden ... — Marie, Catherinas gamle Kammer-
frue, ydede i ſin Sorg Keiſerinden ſin Tjeneſte, ſom
om denne ſnart ſkulde vaagne op; det var ſom om
hendes trofaſte Sjæl beredte fig til at folge Herſker⸗
indens.“ Kort for Alt var forbi, modte Roſtopſchin
Fyrſt Subof. — „Denne Favorits Sorg kan ikke
ſammenlignes med Noget. Jeg veed ikke, hyvilken
Folelſe der var den fremherſkende hos ham; men
Visheden om hans Fald og Tilintetgjorelſe kunde
tydelig leſes ikke blot paa hans Anſigt, men i enhver
af hans Beveegelſer. Da han gik igjennem Keiſerindens

Et Tronffifte. 77

Verelſe, blev han flere Gange ſtagende ved hende og
braſt i Graad. Jeg fkal her fortælle, hvad jeg ſelv
ſaae. Da jeg traadte ind i den ſaakaldte Serviceſal,
ſaae jeg Fyrſt Subof ſidde i en Krog; Hoffolkene
holdt fig borte fra ham ſom fra en Peſtbefengt;
dodtret og torſtig fandt han ikke En, han kunde bede
om et Glas Vand. Jeg lod en Lakai komme og
ffjænfede ham ſelv den Drik, ſom nu de negtede ham,
der fireogtyve Timer tidligere havde opfort deres
Lykkes Slot paa et Smil af hans Mund; denne Sal,
hvor man tidligere trængtes for at kunne nærme fig
ham, var nu for ham bleven en Ørken.”

Klokken ni om Aftenen traadte Roggerſon ind i
Tronarvingens Cabinet og meldte, at Keiſerinden nu
laa paa fit Yderfte. Familien og de hoieſte Embeds—
mænd ſamledes i Verelſet. — „Dette Sieblik ſtager
endnu klart for mit Blik og vil aldrig forſvinde. Vi
ſtod rundtomkring Madratſen. Endnu aandede hun,
men fort og ſvagt. Snart ſteg Blodet til Hovedet,
ſaa at Anſigtstrekkene blev fortrukne, ſnart trak det
ſig tilbage til Lemmerne, ſaa at Anſigtet fik ſit natur⸗
lige Udtryk Alle Tilſtedevcrendes Taushed, Alles
Blik, der var rettet paa ſamme Punkt, denne et
Minuts Forglemmelſe af alle jordiſke Ting, det ſvage
Lys i Verelſet, Alt fyldte os med Redſel og tydede
paa, at Døden hurtigt nærmede ſig. Klokken ſlog et
Kvarteer til Elleve. Den ſtore Catherina udſtodte et

i

78 Et Tronſtifte.

ſidſte Suk og modte, ſom enhver anden Dodelig, for
den Almegtiges Domſtol.“

Det Minut, der offres Tanken om Evigheden,
gaaer hurtigt. — Medens Værelfet gjenlod af Kvin—
dernes Skrig og Hulken, fyldtes de tilſtodende Sale
af hoitſtagende Perſoner og Embedsmænd, ſom kun
tænkte paa fig ſelb. Grev Samoilof traadte ind i
Serviceſalen med et dumt og høitideligt Anſigt, ſom
han forgjæves ſogte at give et bedrøvet Udtryk, og
ſagde: „Mine Herrer! Keiſerinde Catherina er hen—
ſovet, og det har behaget Hs. Maieftæt Paul Petrovitch
at beſtige Tronen ſom Selvherſker over alle Rusſer!“
Da ſtyrtede Nogle, ſom jeg ikke vil navngive likke
fordi jeg har glemt dem, men paa Grund af den
dybe Foragt, jeg nærer for dem), frem for at omfavne
Samoilof og hele Selſkabet, idet de priſte fig lykkelige
over, at Keiſeren havde beſteget Tronen. Over—
ceremonimeſteren, Valujef, der ved alle Begivenheder
kun havde Sands for Ceremoniellet, meldte, at Alt
var i Orden i Capellet til Edsaflaeggelſen. Man
fulgte Keiſeren ind i Kirken.“ — Paul modtog efter
Skik og Brug Trofkabseden af fin Familie og fine
Underſaatter. Han reiſte med ridderlig Artighed

Keiſerinde Marie op, ſom var falden paa &næ for

ham; hans Sonner og efter dem alle Kronens Tjenere
traadte frem og kysſede den nye Selvpherſker paa
Haanden. Hos hende, der for lidt ſiden havde maattet
opgive denne Titel, var der nu kun en Diacon, ſom

Et Tronſkifte. 79

med hoi Roſt leſte Evangeliet. Efterat have forladt
Kirken, vendte Paul endnu engang tilbage til ſin
Moders Varelſe, boiede fig for Liget, traadte ind i
ſit Cabinet og ſatte ſig til at arbeide.

J dette Oieblik faldt det ham ind, at der etſteds
ude i Forſtaden Vasſili-Oſtrof boede en farlig Mand,
en Levning fra Fortiden, der havde ſpillet den forſte
Rolle ved hans Faders Peter den Tredies tragiſke
Dod og ſenere faaet denne mørke Side i fit Livs
Bog udſlettet ved Berommelſe og Magt, Man maatte
ufortovet forvisſe ſig om denne Mands Sindelag, da
den farlige Situation mulig kunde indgive ham en
fortvivlet Beſlutning. Roſtopſchin blev det overdraget,
i Forening med en lille Secretair, der gjerne vilde
gjøre fig bemeerket, at fane den gamle Grev Alexis
Orlof, den Afdødes forſte Favorit, Seirherren ved
Tchesme, til at aflegge Eden. Paa Veien derhen
undlod den lille Secretair ikke at forbande Orlof,
ſom han troede vilde blive et af de forſte Offre for
Keiſerens Hevn, og Roſtopſchin maatte befale ham
at tie ſtille. De traf Oldingen i Sengen, ſovende.
Secretairen vekkede ham paa en ran Maade og be—
falede ham at folge med. Roſtopſchin maatte lægge
fig imellem: „Hvad! er det virkelig fandt, at Keiſer⸗
inden er død?” udbrød Greven, der i lang Tid havde
holdt fig borte fra Hoffet. Og uden at viſe Skygge
af Svaghed eller Frygt for Fremtiden, braſt han i
Graad, medens han i Tankerne gjennemgik et halvt

80 Et Tronſkifte.

Aarhundredes Storhed, Wre og Kjærlighed. Hans
eneſte Ord var: „Herre! tœnk paa hende i Dit Rige!
Mindet om hende ffal være evigt!” Han tilbød Kei—
ſerens Afſendinge at folge med dem til Slotskirken,
men ffjulte ikke fin Harme over, at Catherinas Son
et eneſte Oieblik havde kunnet tvivle om hans Troſkab
og Hengivenhed. Da Roſtopſchin eerbodigt havde
forſikkret ham, at han ikke behovede at tage bort,
underſkrev Orlof med et Voxlys i Haanden Eds—
formularen under de hellige Billeder. Keiſerens Af—
ſendinge hilſte og fjernede ſig, idet de overlod ham
til hans Betragtninger over Fortiden.

Paa ſamme Tid fremſtillede Grev Subof ſig i
Paladſet for Keiſeren; han havde netop Tjeneſte den
Dag ſom Generaladjudant og kom for at ſporge ſin
nye Herre om, til hvem han fkulde aflevere Staven,
Tegnet paa hans Verdighed: — „Den er i gode
Hænder, behold den!“ ſvarede Paul. Subofs forſte
Embedspligt var at bringe ſin Herre de forſeglede
Convoluter, der fandtes i den Afdødes Verelſe.
Keiſeren tog paa Lykke og Fromme en af dem og
brod Seglet: det var et Udkaſt til en Ukas om hans
Fraſigelſe af Retten til Tronen! En anden Ukas
indeholdt Beſtemmelſer angagende hans Indeſpeerring
i en Feſtning. Paul ſmilede og rev de to Papirer
i ſmaa Stykker. Uden at bryde Seglet ſtak han til
ſig en tredie Convolut, udenpaa hvilken der med

Et Tronſtifte. 81

Cather inas Haand ſtod ſkrevet: „Dette er mit Teſta—
mente.“

„Saaledes endte,” ſlutter Roſtopſchin fin Beretning,
„den ſidſte Dag af Keiſerinde Catherinas Liv. Hvor
ſtor end hendes Virkſomhed havde været, gjorde hendes
Dod dog kun ringe Indtryk. Alle Menneffer ſyntes
at vere i ſamme Stilling ſom en Reiſende, der er
faret vild; Enhver haabede hurtigſt muligt at finde
den rette Vei igjen. Alle længtes efter Forandring
og haabede at drage Fordeel deraf; de holdt fig for
Oine og Oren og kaſtede fig over den blinde Lykkes
vanvittige Lotteri.“

Lad os et Oieblik gjøre, hvad dengang hele
Hoffet og hele Riget gjorde; lad os forſoge at komme
tilbunds i den Mands Charakteer, ſom nu ſkal raade
over Godt og Ondt. Det er en vanfſkelig Sag; aldrig
have de Videbegjerlige mødt et faa dunkelt Problem
i den hiſtoriſke Pſychologi. De fleſte af Biograferne
have villet loſe dette Problem ved at paaſtaage, at
Paul den Forſte var gal. Dette lille Enſtavelſesord
er ſnart ſagt; men det pasſer egentlig kun for Born
og burde ikke bruges for ofte i fornuftig Tale. To
Ting ſynes i vor Tid Sindsſygelcgerne at være
enige om ſom Grundlaget for deres Videnſkab: forſt,
at der imellem den ſunde og den ſyge Tilſtand findes
ligeſom en neutral Zone, et vidtſtrakt Land, der er
beboet af en Mængde Aander; derneſt, at der findes
et vanvittigt Temperament, ſom, uden ſelv at

6

82 Et Tronſtifte.

være en Sygdom, let og pludſelig kan udvikle fig til
en virkelig Sygdom under Paavirkning af indre eller
ydre Aarſager. Paul Petrowitch's Sjæl boede i dette
ſorgelige og uſikkre Land, hans Legeme var belemret
med dette Temperament. Naar man med Opmeerk—
ſomhed ſtuderer hans Liv, kommer man til folgende
Slutninger: Paul havde arvet Spiren til en nerveus
Senſibiliteet; de Livsforhold, hvorunder han levede,
udviklede den; han gjennemgik de ſedvanlige Over—
gange i denne Tilſtand, Melancholi, mistroiſk Mani,
Heftighed; det er umuligt at afgjore, om han, hvis
han havde levet længere, var naget til Vanvidsraſeri;
da Kataſtrofen den fireogtyvende Marts 1804 gjorde
Ende pan hans Liv, yttrede Sindsforvirringen fig
'! endnu kun i hans Heftighed.

Man har opkaſtet Tvivl om hans legitime Fodſel,
og et Sted i Catherinas Memoirer ſynes at ſtyrke
denne ondſkabsfulde Tvivl. Jeg kan dog ilke rigtig
gage ind paa denne Anklage. Storfyrſten havde fuld—
ftændigt Faderens Natur, der var af holſtenſk Blod.
Hos Begge de ſamme forunderlige Ideer, de ſamme
Tilboieligheder, de ſamme Overdrivelſer; fælles for
Begge er et eiendommeligt Træk, ſom man kunde falde
den militaire Monomani; ved Arvelighedens Lune—
fuldhed kommer dette Trek igjen frem hos Pauls
anden Son, Storfyrſt Conſtantin. Man veed, hvor—
ledes Peter den Tredie tilbragte ſin Tid med at lege
med Tin⸗, Træ- eller Voxſoldater; Catherina har

Et Tronftifte. 83

efterladt os en Beretning om, hvorledes denne ſtakkels
Wgtemand lod en Rotte blive dømt og hængt, fordi
den havde gnavet i to Træffildvagter og krobet over
Voldene paa en Papfeeſtning. J de fan Maaneder,
han var Keiſer, havde Peter kun Sands for ſin
Gardes Uniformer og Exercits. Paa ſamme Maade
gik det hans Son. J Gatſchina var det hans eneſte
Fornoielſe at lade fine holſtenſte Batailloner paradere,
at gjøre deres Parykker kortere eller (ave om paa
deres Uniformer. Da han var bleven Rigets Herſker,
gjorde han med hele Armeen de ſamme drengeagtige
Experimenter; hans Tropper maatte paa Exerceer—
pladſen doie mere end Suvarofs i Alperne; det var
ikke en General, der indover ſine Folk, men et Barn,
der leger med Soldater.

Vi have feet, hvorledes Pauls Ungdom havde
været, undertrykt, ydmyget og truet. Han led i fin
Stolthed, baade ſom Tronarving, ſom Fader, ſom
Son, og var Vidne til de altfor mange Friheder,
hans Moder tog fig. En gruſom Erindring beherſkede
hele hans Ungdom, Peter den Tredies tragiſke Dod,
for hvis Minde Storfyrſten bevarede en ſmertefuld
Wrefrygt. Han faae fin Faders Mordere blive
uſtraffede, og han maatte taale deres Foragt. Ligeſom
Hamlet kunde Paul høre Aanden, der krevede Hevn.
Hamlet nævnes ikke her tilfældigt; thi for ret at
forſtage de forfærdelige Erindringer, der tumlede fig

i en ſyg Hjerne, maa man tye hen til Shakſpeare,
6*

1

84 Et Tronftifte.

denne uforlignelige Pſycholog; to Aarhundreder tid—
ligere ſynes han at have havt en Anelſe om, hvilke
Ulykker der bilde ramme denne anden danſke Familie,
de holſtenſte Hertuger. Vi kjende allerede, for vi
mode ham i Hiſtorien, denne Prinds, der er berovet
fin Trone, der er tungſindig, pirrelig, forfærdet over
Fortiden, oprørt over Nutiden, der keemper mod en
ffjæbnejvanger Pligt, ſom ødelægger hans Liv og
forvirrer hans Forſtand. Ogſaa Paul har kunnet
ſige, at han „lider under Tidens Uretfeedighed,
Undertrykkerens Uret, den Stoltes Nag, Magthavernes
Hovmod . ...“ ogſaa han finder, at „Naturen er
kommen ud af fin Genge,“ han gjentager ganſke
ſagte: „Forbandede Uorden, er jeg fodt for at rette
Dig!“ — Han har ingen Ophelia til at mildne hans

Sind. Storfyrſtens Folelſer maatte offres for Stats—
henſyn. Da han i 1773 ſkulde giftes, havde Keiſer—

inden ladet Landgrevinden af Hesſen-Darmſtadt med
hendes tre Dottre komme til Petersborg. Man havde
valgt en af dem, der faa blev Storfyrſtinde Nathalie
Alexeiewna. Denne Prindſesſe døde i Barſelſeng
den ſexogtyvende April 1776. Allerede Dagen efter,
den ſyvogtyvende, havde Catherina valgt en ny Huſtru
for ſin Son; paa Keiſerindens Befaling ſkrev Prinds
Henrik af Preusſen ſtrax til ſin Niece, Storfyrſtinden
af Würtemberg, at hun fulde bringe begge ſine
Dottre til Berlin, for at der kunde treffes et Valg.
Den ſjette Juli reiſte Paul, der havde været Enkemand

Et Tronſkifte. 85

i to Maaneder, ſammen med Prinds Henrik til Berlin,
og medbragte derfra den eldſte af de würtembergſke
Prindſesſer; den ſexogtyvende September holdtes
Bryllupet i Petersborg. Alligevel var det i disſe
forſte Ungdomsgar en let Sag at klare fig Stor—
fyrſtens Charakteer; han har gode Egenſkaber, og en
duelig og blid Haand havde maaſkee kunnet fane Bugt
med den ffjæbnefvangre Arv. Vi har fra denne
Periode (1772—1784) et verdifuldt Document, der
gjor Paul al Wre, nemlig de fortrolige Breve, han
ſkrev til Baron Sacken, hans tidligere Hovmeſter og
dengang Geſandt i Danmark. J disſe Breve viſer
han ſig ſom en gudfrygtig, ſamvittighedsfuld Mand,
der er opdraget i gode Grundſetninger; han taler
ſom en hæderlig og beſkeden Prinds af almindelige
Aandsevner, der ſoger at udvide fine Kundſkaber og
forbereder fig til at overtage Regjeringen; han trænger
i fin iſolerede Stilling til Venſkab, han er ſteerkt inde
i militaire Sager, ſkammer ſig over ſin pecuniaire
Stilling, fin Lediggang og fin Afhængighed. Gjennem-
trængt af de Pligter, der ville komme til at paahvile
ham, tilſkriver han Geſandten Folgende, der forklarer
hele hans Regjering: „Jeg vil hellere være hadet
ved at gjore Godt end elſket ved at gjore Ondt.“ J
det folgende Tidsrum, de ſidſte ti Aar af hans Moders
Regjering, bliver hans Charakteer mere bitter, dens
heftige Sider fane Overmagten. Han knytter fig til
en Elſkerinde, der fuldſtendigt fager Magten over

86 Et Tronſktifte.

ham; man fratager ham hende, ,,ffjøndt der nu er
Scener nok imellem dem, hvor Heftighed og Raſeri
har afloſt den tidligere Kjærlighed og Omhed,“ ſiger
Roſtopſchin. Denne paalidelige Jagttager viſer os
Storfyrſten „altid i daarligt Humeur og med Hovedet
fuldt af Syner.“ Den uventede Forandring den
ſyttende November overraſker ham og forandrer paa
engang hans Stilling; vi har feet hans Radſel
og den aandelige Revolution, der i nogle Oieblikke
foregik i ham; Ryſtelſen i hans Hjerne efter dette
Stød var ſaa ſynlig, at hans Tjenere vilde bringe
den Tids ſedvanlige Lœgemiddel, Aareladning, i An—
vendelſe. Den folgende Dag er Paul nindſkreenket
Herſker over Riget, men paa denne Tinde, hvor de
ſterkeſte Hoveder blive ſvimle. Intet modererer nu
hans vanvittige Indfald, ſom Smigrerne opmuntre,
og de Anfald af Raſeri, der gage ud over de baade
ſmilende og forfærdede Hofmend. Vanvidsſpiren ud—
vikler ſig hurtigt under de uſunde Vilkaar, ſom folge
med Deſpotismen. Fra denne Tid ffriver fig det
ſmukke Portrait i Eremitagen, malet af Fru Vigée-
Lebrun. Man forſtaager den Wngſtelſe og Frygt,
ſom denne Mand kunde indgyde med det trodſige
Udtryk i det lille Anſigt, de urolige Oine, den ſandſe⸗
lige Mund, den ſtridige Pande — et Anſigt, der vil
være majeſtetiſk, men kun er truende og forſtyrret.
Er Meningen heraf, at Paul den Forſte var den
forrykte Tyran, ſaaledes ſom visſe Hiſtorikere have

Et Tronſtifte. 87

fremſtillet ham? Paa ingen Maade. Han mente
endnu, hvad han ſkrev til Sacken: „Jeg vil hellere
være hadet ved at gjøre Godt end elſket ved at gjøre
Ondt.“ Han er en Tyran med gode Henſigter, og
de, der har dem, ere maaſkee de verſte af alle Tyranner.
Han har fit Ideal af Retfærdighed, han troer at
virkeliggjͤre det ved uden Medlidenhed at flaae til
Alle, ligeſom han troer at ſkabe en Monſterheer ved
at pine fine Soldater. En Baggrund af forældet
Ridderlighed gjor, at han ligner en kronet Don
Quixote. Bonaparte erobrer hans Hjerte ved nogle
godt beregnede edelmodige Handlinger, men navnlig
ved at gjore ham til Stormeſter af Maltheſerordenen.
At være Maltheſerordenens Stormeſter er for ham
en ligeſaa alvorlig Sag ſom at være Keiſer over alle
Rusſer. Hans Hovedopgave er nu at holde Ordens—
kapitler, at uddele Riddergodſer og at flæde ſine Gene—
raler ud ſom Korsriddere; Kuchelef er Storadmiral,
Sievers Storalmisſeuddeeler; Keiſerdommets hoieſte
Veerrdigheder og meſt efterſpurgte Ordener tabe al
Betydning ligeoverfor dette; det ægte Tegn pan Kei—
ſerens Naade er et Maltheſerkors og et Riddergods,
hvormed der i Reglen følger et godt Antal Bønder.
J Forholdet til Udlandet er det en vis ridderlig
point d'honneur, ſom beſtemmer de uberegnelige Sving—
ninger i hans Politik og Alliancer; Hiſtorien bliver
for ham en Ridderroman fra det runde Bord, og han
bliver raſende, naar Kjendsgjerningerne ſette fig op

88 Et Tronſtifte.

imod hans Ideal. Da hans Tjenere ſtaae dybt under
dette Ideal, ſkifter han dem uophorligt og lader dem
paa en brutal Maade fole hans Unaade. Tilſidſt
opgiver han aldeles Troen pan Menneſkene, der be—
drage og forraade ham, og da han veed, i hvor hoi
Grad han er forhadt, hengiver han ſig til en vild
Tungſindighed, til almindelig Mistillid til alle ſine
Underſaatter og hele ſin Familie; han bygger ſig
midt inde i Staden det triſte St. Michaelspalads, og
ſom en af Arioſt's Paladiner omgiver han det med
Grave og forſvarer det med Vindebroer og Faldgittre;
indenfor dets Mure ſkjuler han ſig og ſoger hver
Aften Sikkerhed i et nyt Verelſe; han udſteder her
den ene Ukas efter den anden, der bringer Adelen
til Fortvivlelſe; han afſkediger fine ſidſte troe Tjenere;
hans Regjering er tilſidſt kun et vedvarende Vredes—
udbrud. Hvormeget er der endnu, tilbage af hans
Forſtand? Hiſtorien veed kun daarligt Beſked med
disſe ſidſte Paroxysmer; Folket kjender nu kun ſin
Czar gjennem de meſt modſigende Befalinger; af
hans Liv ſeer man ikke andet end den vandrende
Lampe, ſom hver Nat bevæger fig hen til et andet
Verelſe, uſikkert og vaklende ſom det ſvage Lys i
hans Hjerne; maaſkee var dette Lys ved at udſlukkes,
maaſtee var det allerede flukket den Aften, da de
Sammenſvorne væltede Lampen og derefter kom ud
igjen og ſagde til Folket, at det fulde bede for Paul
Petrowitch's Sjæl.

Et Tronſtifte. 89

Men lad os gage tilbage. Det er ikke min Hen—
ſigt at ffrive denne Regjerings Hiſtorie, jeg vil kun
løft ſkizzere de Forandringer, der foregik med Keiſer—
dommets Udſeende i de ſidſte Dage af November
1796. — Ved Hoffet og blandt de hoieſte Embeds—
mend foregik Lykkesomveltningerne ikke faa hurtigt,
ſom man havde ventet. Paul ſpillede den Hoimodige
og overvældede fin Moders Miniſtre med Gunſt—
beviisninger, forinden han offrede dem. Tre Dage
efter Tronbeſtigelſen ſkrev Roſtopſchin, der var blever
Keiſerens Factotum, i en Billet til Vorontzof: „Naades—
beviisninger og Velgjerninger paa alle Kanter! Subof
beholder alle ſine Embeder. Hans Broder Nicolaus
har faaet Andreasordenen; Grev Soltikof og Fyrſt
Repnin Marſkaller; Vicekantsleren Kantsler; Grev
Bezborodko optagen i forſte Klasſe. Ingen Udſtrivning
iaar. Man vil ophæve Kornſkatten. Farvel. Skriv
til mig ſnart og meddeel mig Deres Tanker; ſiig mig
Deres Henſigter og hvad De attrager!“ Det er
underligt nok, at ſee Stilen i denne Catos Billet.
Det er ikke mere den ſtrenge Tone fra for, ikke meer
de haanlige og bidende Ord; nu ſeer man kun den
indflydelſesrige Mand, der er overleesſet med Forret⸗
ninger, tilfreds og protegerende henkaſte i Haſt korte
og fornoiede Phraſer. Hvor Philoſophen dog hurtigt
har beruſet ſig i Naadens Viin! Og dette Hof, ſom
han nylig foragtede faa dybt, hvor feer han det ikke

90 Et Tronftifte.

nu pludſelig i den opgaaende Sols Roſenſtjer!
Uheldigviis er han ene om fin Mening. Der gaaer
nogle Dage, og den nye Aand reiſer ſig i Rusland
og vælter kun Uro og Skrak.

Hele Catherinas gamle Verk blev omſtyrtet, Alle,
der havde været med til at opføre det, blev ramte.
Til enhver By kom der keiſerlige Courerer og med—
bragte Myndighedernes Afſettelſe; disſe Sendebuds
Sleder foer vidt omkring, ſnart for at fore de i
Unaade faldne Embedsmænd til fjerne Egne, ſnart
for at bringe til Petersborg Peter den Tredies tidligere
Officerer, ſom pludſelig bleve kaldte til Wre og Bær-
dighed. Paa Veien til Siberien, i Novgorod, i Kaſan,
ſage det forfærdede Folk Kibitkerne pasſere, der
bragte berømte eller ubekjendte Offre til Tobolſk. J
Petersborg voxede Misfornoielſen Dag for Dag,
Keiſeren omſtyrtede Alt, hvad der hidtil havde bejtaaet,
han krenkede Enhvers og da navnlig de fornemſte
Herrers Egenkjerlighed. Men forſt og fremmeſt havde
Paul forandret Soldaternes Üdſeende og ombyttet
Katherinas berommelige Uniformer med preusſiſk⸗
holſtenſke ditto. Menneſket er nu engang ſkabt ſaaledes,
at det ſnarere taaler, at man rører ved dets Rettig—
heder end ved dets Klædedragt. Gardens Officerer
følte fig vanærede. „Det er, ſom om vi ffal paa
Maſkerade,“ ſkriver en af dem. De tog Afſked i Masſe.
Man afloſte dem ſtrax med „Gatchinere“, rage og

Et Tronſtifte. 91

uvidende Underofficerer, men ſom fra gammel Tid
var dresſerede efter deres Herres Luner. Civile Folk
gik det ikke bedre: Keiſeren forbod de runde Hatte
ſom en jakobinſk Mode. Naar han kjorte forbi, maatte
de civile Embedsmend kaſte deres Kappe paa Jorden
og blive ſtagende ubevegelige med blottet Hoved; de,
der ikke adlod, fik hundrede Slag Stokkeprygl. Paul
tog ſelv fat; hans Stok var lige ſaa villig ſom efter
Sagnet Ivan den Grasſeliges Spyd; en Dag over—
raſkede man ham i hans Cabinet, da han pryglede
los paa Admiral Tchitchagof. Ikke engang Kvinderne
var ſikkrede mod korporlig Repſelſe: da Pahlen havde
faaet Ordre til at „vaſte Hovedet" pan en Prindſesſe
Galitzin, tog han Sæbe og et Vandfad og udførte
bogſtavelig Ordren. Feengslerne fyldtes med Officerer
af alle Grader, ſom arreſteredes for ubetydelige
Forſeelſer, for ſmaa Uregelmesſigheder i Paakled—
ningen ofv.

Til Gjengjæld blev Fæftningåtommandanterne bes
myndigede til at fætte alle de Fanger i Frihed, ſom
var betroede dem under den forrige Regjering. J
Reval tog man ud af et Fengſelsrum en hemmelig⸗
hedsfuld Ubekjendt, ſom havde ſiddet der i tredive Aar;
han kjendte ikke eller vilde ialfald ikke kjende fit Navn
og Jin Hiſtorie; han afflog at tage mod en Frihed,
der kom for ſilde, lagde ſig igjen paa ſin Brix og
døde tre Dage efter. Keiſeren fatte perſonlig Kosziuſko,

92 Et Tronſtifte.

Helten fra de polſke Krige, i Frihed og ffjænfede ham
tuſinde Bonder. Potocky blev behandlet paa ſamme
Maade, og Paul holdt folgende Tale til ham: „Jeg
har altid været imod Polens Deling; denne Deling
var uretfærdig og ſtridende mod en fund Politik; men
det er nu engang ſkeet. Ville maaſkee de andre Magter
frivilligt tilbagegive, hvad de med Magt have taget
fra Eder? Ville de gjenopreiſe Eders Fædreland?
Bil Keiſeren af Oſterrig, og da navnlig Kongen af
Preusſen, tilbagegive de Landsdele, ſom de have vundet
pan Polens Bekoſtning? At erklære dem Krig, vilde
være en Taabelighed af mig, da Udfaldet er tvivlſomt;
derfor beder jeg Dem om ikke mere at tenke paa,
hvad der nu engang ikke kan gjores om igjen; ved at
handle anderledes vilde De kun udſette Deres elſkede
Polen og Dem ſelv for endnu ſtorre Ulykker.“ —
Alle Keiſerens Handlinger viſte en forunderlig Blanding
af medfodt Wdelmodighed og ubehjelpſom Vilkaarlig—
hed. J hans Moders Tid havde hans kritiſerende
Blik kun feet Feilene ved Regjeringsmaſkineriet; dem
vilde han afſkaffe, men han lagde ikke Merke til, at han
derved odelagde Hovedfjedren i denne Maſkine, ſom
Catherina klogelig havde Holdt paa: Folelſen af den
perſonlige Værdighed i Armeen og hos alle Statens
Tjenere.

Den fælles Beveggrund til alle disſe uſammen⸗
hængende Forholdsregler var, efter det almindelige

Et Tronjtifte. 93

Omdømme, Onſket om at bringe Moderens Minde i
Vanry og give Faderens Opreisning. Det Forſte er
maaſkee for ſtaerkt ſagt. Paul fulgte ligefrem den
Trang til Reaktion, ſom en Fyrſte, der beſtiger Tronen,
vanſtelig kan verge fig imod; en let forſtagelig Folelſe
gjør næjten altid Tronarvingen til en taus Opponent,
der kun leenges efter at bringe andre Grundſetninger
og andre Mænd til Magten. Men i det andet Punkt
havde den offentlige Mening Ret: Peter den Tredies
Son adlød virkelig et længe næret Onſke ved at drage
ſin Faders Navn frem fra Forglemmelſen. Alle de,
der havde ſtaget i nærmere eller fjernere Forhold til
denne ynkelige Fyrſte, kunde være forvisſede om en
glimrende Modtagelſe ved det nye Hof. Og det var
endnu ikke nok for Pauls ſonlige Wrefrygt; han maatte
have en ſtorartet Opreisning, en offentlig Udſoning
af Fortidens Uret.

Da fik han en forunderlig Idee, der kunde ligne
Hamlet imellem Graverkarlene. Hans Moders Lig,
der var hoitideligt udſtillet, ſtulde der viſes de ſidſte
Wresbeviisninger; hvorfor ikke ogſaa yde Faderens dem?
hvorfor ikke beſegle Forældrenes Forſoning efter Døden?
Hans ſygelige Phantaſi begeiſtredes for denne ſkjonne
Plan. Ledſaget af Storkantsleren, Grev Bezborodko,
og en Adjutant begav Keiſeren fig til Alexander—
Newſky⸗Kloſtret. J en ÜUdkant af St. Petersborg ligger
der et ſtort Kloſter med de meſt fremragende Familiers

94 Et Tronftifte.

Grapſteder, og Munkene vaage over dem. Der havde
man ved Nattetid, i Stilhed, henſat Liget af Peter
den Tredie, hvem man ikke vilde modtage i den keiſer—
lige Begravelſe i St. Peter- og Pauls-Kathedralen.
Czaren lod hente en gammel Munk og forlangte, at
man ſkulde viſe ham hans Faders Grav; Munken
forte ham til den. Paul gav Ordre til at aabne
Hvelvingen, at tage Seglet af Kiſten og boiede fig
frem for at ſee ſin Fader: af Keiſer Peter var der
kun en Haandfuld Stov tilbage, nogle Stumper af
Uniformen, Knapperne og Stovleſaalerne. Sonnen
faldt paa Knee foran disſe tarvelige Relikvier og udgod
rigelige Taarer. Derpaa lod han Kiſten fætte ind i
Kirken paa en prægtig Eſtrade; der blev ſtillet Wres—
vagt ved den og afholdt den af Etiketten foreſkrevne
Sorgegudstjeneſte. To Gange om Dagen modte Kei—
ſeren ved Munkenes Mesſe. Efter den foreſkrevne
Tid lod Panl Liget bringe til Vinterpaladſet; den
keiſerlige Familie og hele Hoffet fulgte Baaren, med
blottet Hoved i atten Graders Kulde, igjennem Folke—
masſen, der forbauſet ſtirrede paa denne Gjenganger
fra em ſvunden Tid. J Paladſet blev Kiſten ſtillet
paa den ſamme Paradeſeng, hvor Keiſerinden allerede
hvilede. Forſoningen var fuldbragt og Straffen for-
ferdelig. Aldrig havde viſtnok Catherina i fine af
Samvittighedsnag plagede Netter dromt om, at hendes

Et Tronſtifte. g 95

opoffrede WSgtefælle engang ſkulde komme tilbage og
fordre fin Plads paa det eEgteſkabelige Leie.

Man tenke fig Hoffets Folelſer, der var nødt
til at overvære denne uventede Opløsning paa et Drama,
ſom neſten alle havde havt Deel i. De Gamle, der
ſtod i forſte Rekke, havde forraadt denne deres Herre,
for hvem man nu tvang dem til at falde paa Knæ
for ſidſte Gang. Blandt Stormendene var Flere kun
blevne Stormend ſom Betaling for deres blodige
Gjerning. Den beromteſte og bedſt kjendte af disſe,
den gamle Alexis Orlof, ſtod forreſt; for ham havde
Pauls ſonlige Kjærlighed og Brede udfundet en Straf,
der kunde ſynes laant fra Abſkylos eller Shakſpeare:
Orlof fik Befaling til at holde Vagt om Natten hos
disſe to Døde, der kunde tale med ham om faa mange
ſkrekkelige Hemmeligheder. Paa Begravelſesdagen fane
man ham bære Kronen efter den Keiſer, han havde
berovet den. Dermed endte endelig denne ſorgelige
Foreſtilling til uendelig Lettelſe for Alle og Enhver.
Catherina den Andens og Peter den Tredies Kiſter
blev ſtillede Side om Side i Kathedralkirken, for at
de der ſamlede, ſom kjerlige Wgtefeller, kunde ſove
den evige Sovn. Et halvthundrede Aar iforveien
beſkrev Enkehertuginden af Anhalt-Zerbſt i et Brev,
hvori hun omtalte Datteren Catherinas Wgteſkab,
Bryllupets Pragt og de Nyformeledes rørende Hold—
ning; efterat have fulgt dem til Brudekamrets Dor,

96 Et Tronſtkifte.

ſtrev hun fornoiet: „Lad dem nu hvile i Fred.“ Vi
har nu bivaanet denne Ligbegengelſe, der var en faa
frygtelig Parodi pan deres Bryllupsdag: lad os nu
forlade disſe ſtakkels Skygger og ſige med den gamle
Prindſesſe: „Lad dem nu hvile i Fred.“

(Revue des deux mondes, iſte Juli 1883).

Tonerne.

Bed det kgl. Theaters Afſtedsfeſt for
Capelmeſter H. S. Paulli.

Af H. P. Holst.

Mel.: O lad dem flagre, ſom de vil. H. S. Paulli.

O lad dem flagre frit og let

J lyſtig Dands de ſkjonne Toner!
De fanges ei ſom Fugl i Doner
Og ei ſom Fiſk i Garn og Net.
Dog mage de ofte vildſomt flakke
Landflygtigt om og uden Hjem,
Thi ſtolte tage de tiltakke

Ikkun hos Den, der elſker dem.

Og hvem har elſket dem ſom han,
Vor Ven, med hvem idag vi ſamles!
Hvad vil alt nu han i de Gamles
Forladte Kreds, den unge Mand?

97

98

Digte.

Bil han fra Muſerne fig fjerne?
Endnu de elſte ham jo ømt,

Og trofaſt vil om Alt de værne,
Hvad han har elſtet, tænkt og drømt.

Nei, lad dem flagre, ſom de vil,

De Toner, ſom ſaa ſmukt ſig boie

Og til en Haderskrands fig foie

For ham, de varmt fig flutted til!

Fra Stovets Land til Lyſets Rige

De bygge vil — ja det ſtaaer faſt —
Engang for ham en Jacobs-Stige;
Men de veed nok, det har ei Haſt.

Thi for det ſkeer, de mangen Feſt
Endnu vil deres Ven berede;

Saaledes bedſt de om ham frede —
Snart er han Vert, ſnart livsglad Gjeſt.
Men naar faa Vennerne ham favne,
Og tuſind Minder vaagne — da

Han hviſter blødt: „de vil mig favne;
Det er ei let at gane herfra.”

Erotiske Digte.
Af

Martin Kok.

1.

Naar Jorden aabner ſit Moderſkjod
For Kimer og ſaftrige Blade,
Naar Luften er ſaa bolgende blod
Som et Kys af en uſeet Dryade,
Naar Viben har Unger og Humlen Haſt
Med at fodre fin YNngel i Cellen,
Naar Svalen krydſer med viltre Kaſt +
Efter Fluer og Myg i Kvelden,
Naar Havet vinker til Bad under Sang
Paa nogne Fodder langs Stranden,
Naar der bruſer i Sjælen en underlig Trang
Til at være alene — ſelvanden:
Da vaagner Eros, den vingede Gud,

Og ſpinder ſit Net i Naturen ud
7 *

99

100 Digte.

Saa fint ſom „den flyvende Sommer“,
Saa Alt, der fik Aande og Varme,
Drommer om Roſer og favnende Arme,
Drommer om ham, der kommer

Med ſeirende Kraft, med Befrielſens Kys
Fra det, der knuger og binder,

Med myndigt Scepter, med bange „Tys“,
Med tuſind vaagnende Minder! — —

Da bliver jeg ung og karſk igjen,
Som et boltrende Fol paa Vange,

Da maa jeg ſamles med Den og Den,

Da maa jeg tage og give hen
Favntag og Kys og Sange!

2.

Fordi Du er faa friſk og fund
Som Havets Kys ved Stranden,
Fordi Du har faa fiin en Mund,
En ſenket Skat i Oiets Grund
Og Straaleglands om Panden,
Fordi din Stemme klinger, ſom
Hvert Ord i Lengsler fødes —
See, derfor felded Du min Dom,
Og derfor har jeg tryglet om,
At dog vi maatte modes.

Digte. 101

Fordi min Drøm omkring dit Navn
Uſtandſeligt fig vugger,

Fordi min Dag kun er et Savn
Og Du fun rummes i min Favn,
Naar jeg mit Sie luffer,

Fordi min Elſkov, fulgt af din,

J Sang vil herligt fodes

Til Aandens tankeſtcerke Viſn —
See, derfor ſkal du blive min

Og derfor maa vi modes!

r —— — —

102

Higdommen og folkemængden.

Af
Charles Richet.

Maurice Block har i Journal des Débats og
andre Steder villet godtgjore, at Befolkningens hurtige
Tiltagen er en Aarſag til Svaghed, thi med den følger

i Fattigdom; han paaftaaer endvidere, at Frankrig er i
en blomſtrende Forfatning, thi Folkemeengden, ſiger

han, tiltager kun meget langſomt, og det har kun faa
Born, men mange Borne, hvad der efter hans Mening
er en for et Lands Velfærd ſerdeles gunſtig Om⸗
ſtendighed! Alle disſe Paaſtande forekomme mig at
være vildledende. Jeg ſkal forſoge at viſe — og jeg
troer, det er en let Sag — at et Folks Lykke og
Magt ſtaager i lige Forhold til Befolkningens Tal⸗
righed.

Lad os teenke os, at Frankrig kun var befolket
af en Million Individer; kunde der ſaa drages til—

Rigdommen og Folkemengden. 103

ſtrekkelig Nytte af dets Jordbund? Ikke alene vilde
alle Franſkmend, tagne ſom Helhed, være mindre
rige; men de vilde ogſaa, individuelt taget, vere
fattigere. Lad os tenke os Frankrig mere befolket;
vilde fan ikke ſtore Landſtrekninger, ſom nu henligge
flet dyrkede eller endog aldeles uopdyrkede, blive
gjorte produktive? Er det Overfloden paa Land—
arbeidere, der ødelægger Agerdyrkningen? Jeg har
altid hort det Modſatte. Man har ſaa ofte gjentaget,
at naar den franſke Agerdyrkning er i Fare, er det,
fordi Antallet af Landarbeidere er blevet utilſtrekkeligt.
Handelen afhænger af Antallet af Handelsmeend, Indu—
ſtrien afhænger af Antallet af Arbeidere, Videnſkaben
afhænger af Antallet af Lærde. Naar man tager de
ſtore Menneſkemasſer, ſtaae de intellektuelle eller phyſiſte
Kræfter faa omtrent i lige Forhold til Antallet. Ti
Bjergværksarbeidere gjøre ti Gange mindre Arbeide
end hundrede Bjergverksarbeidere; hundrede Franſk—
mænd gjøre ti Gange mindre Arbeide end tuſinde
Franſkmend.

Vi kunne tage hvilkeſomhelſt Tal. Lad os antage,
at hver Arbeider tjener fem Francs om Dagen; lad
os endvidere antage, at han til Bolig, Føde og Kleder
udgiver fire Fr. femoghalvfjerdſindstyve Cent. om
Dagen; han opſparer da daglig femogtyve Cent. Ti
Perſoner opſpare to Fr. halvtredſindstyve Cent., hun⸗
drede Perſoner femogtyve Fr.

Lad os betragte hele Frankrig ſom en Gruppe

104 Rigdommen og Folfemængden.

af Arbeidere. Hvis der var en Befolkning af firfinds-
tyve Millioner Franſkmend iſtedetfor fyrretyve Mil
lioner, vilde hver Franſkmand individuelt taget ikke
lægge mere op; men Frankrigs aarlige Overſkud, det
vil ſige dets Rigdom, vilde være det dobbelte af⸗
hvad det nu er.

Man vil ganſke viſt kunne ſige, at et Barns
Opdragelſe koſter Noget, og at den Arbeider, der,
naar han ikke har Born, kan opſpare femogtyve Cent.
om Dagen, ikke, naar han har eet eller flere Born,
kan opſpare Nogetſomhelſt.

Det er ſandt nok: i de forſte femten Aar af
Livet ere Børnene kun forterende, ikke producerende;
de koſte, men indbringe ikte Noget. Men naar de
femten Aar ere gagede, blive nu de producerende, og
ved deres Arbeide ſom Voxne mere end opveie de
Pengene, de ſom Born have koſtet deres Familie og
Fedrelandet. Hermed ville kortſynede Menneſker
være meget tilfredſe; de ville noies med dette Reſultat
og gjentage den uimodſigelige Sandhed, at et Folk,
hvor der er fan Born, har færre Udgifter end et
Folk, hvor der er mange Born. Men vent tyve Aar og
fee, hvorledes det ſaa ſtiller ſig. Det lidet forud—
ſeende Folk, der ikke har villet paalegge fig det Offer
at opdrage Borgere for Fremtiden, vil blive ſtraffet
i ſelve dets Velfærd; det vil blive knuſt af de paa
Menneſker rigere Landes Handel, Induſtri, Armeer
og Flaader.

Rigdommen og Folkemengden. 105

Udvidelſen af vor Handel, Udviklingen af vor
Udførjel, Forogelſen af vor Flaade, den udbytte—
bringende Dyrkning af vor Jord, hvem Andre have
vi at takke for alle disſe Elementer til Rigdom end
vore Landsmænd? Hverken Englænderne eller Tyd—
ſkerne eller Italienerne paatage ſig den Sag. Jo
flere Franſkmeend der findes, deſto vigtigere bliver
Franksrigs Arbeide; jo ſtorre dets Rigdom er, deſto
ſtorre er dets Overſkud.

Lad os et Oieblik antage, at der i Frankrig
findes hundrede Millioner Menneſker. Hvilken Magt
vilde vi da ikke vere! Vor Induſtri vilde fylde hele
Jorden. Bort Sprog vilde blive talt overalt. Strømmen
af Udvandrere vilde finde Vei til fjerne, endnu ikke
cultiverede Lande, ſaaſom Congo, Madagaskar, Sene—
gal og Sudan, og bringe vort Navn, vor Indflydelſe,
vor Civiliſation til hine ubetraadte Egne. De vilde
der grundlægge de Colonier, der ere de eneſte varige,
Colonier, hvori der er Coloniſter.

Og nu Uafhengigheden, denne Skat over alle
Skatte, dette koſteligſte af alle Goder, hvorpaa beroer
den mere end paa militair Styrke og finantſiel Kraft,
der begge ere fan noie fnyttede til Antallet af Be—
folkningen? Er et lille Land virkelig uafhængigt? .
Er Græfenland faa frit ſom Rusland? Er Danmark
jaa uafhængigt ſom Tydſkland? Har man glemt, at
det for ganſke nylig er blevet knuſt af denne mægtige
Nabo, og at det hver Dag er udſat for Mmygelſer

106 Rigdommen og Folfemængden.

af det? Naar vi ſee bort fra Fiktionen om Neutrali—
teten, har da Belgien og Schweitz deres Autonomi
ſikkret ligeſaa vel ſom de ſtore Lande, der omgive
dem? Hvis der var hundrede Millioner Tydſkere
ved Siden af tredive Millioner Franſkmeend, jaa var
det forbi med Frankrigs Uafhængighed.

Det er Grundene til, at jeg betragter den til—
tagende Ufrugtbarhed, den vere nu frivillig eller
paatvungen, ſom en ſtor make og en frygtelig Fare
for vort Land.

Men disſe Grunde ville vel forekomme Adſkillige
noget ſentimentale. De ville komme med det Viisdoms—
ord, ſom vi har fra — jeg hufter ikke mere hvilken
Realiſt: Primo vivere, deinde philosophari“). Man
er urolig for Ernceringsſporgsmaalet; man frygter
for, at Jorden ſkal ſvigte Menneſket, og at der ffal
blive Mangel paa Fodemidler. Ja, om fem, ſex
hundrede Aar, naar Befolkningerne vedblive at tage
til med ſamme Haſtighed, ſom de har gjort ſiden
1815, faa vil ganſke viſt vor lille Planets Jordbund
ikke kunne producere tilſtrekkeligt Korn, Ris og Kar-
tofler eller ernære faa meget Kveg, ſom der udfordres
til at tilfredsſtille den uendelige Menneſkeſloegts Trang.
Men den Tid er ikke kommen endnu. Wiener fortalte
for nylig i det geographiſke Selſkab, at han, fra Amazon⸗

*) Det Forſte, det kommer an paa, er at leve, og faa at
philoſophere.

Rigdommen og Folfemængden. 107

flodens Munding til Cordillerne, havde reiſt otte
tuſinde Kilometre i et Land, der var ligeſaa frugtbart
ſom ubefolket. Det repreſenterer aabenbart en Cultur
af nogen Betydning. Og nu Nordamerika, og Mexiko,
og Auſtralien, og hele Afrika? Disſe Lande ere kun
paa en ringe Del af deres Overflade opdyrkede og
üudbyttede af Menneſket. Lad os endog antage, at
Jordens Befolkning om tre hundrede Aar har naaget en
Grendſe, der er forenelig med vor Klodes Ernerings—
evne, vilde det, feet fra et franſk Synspunkt — der
efter min Mening dog er af nogen Interesſe —,
være ligegyldigt, om der faa findes halvptredſindstyve
Millioner eller fem hundrede Millioner Franſkmeend?

J Hovedſagen kan dette Tilverelſesſporgsmaal
fremſtilles ſaaledes: „Kunde der i Frankrig leve flere
Franſkmend, end der nu findes?“

Et eneſte Exempel vil kunne beſvare Sporgs—
maalet. Ved Siden af os ligger der et lille Land,
Belgien, om hvis lykkelige Tilſtand der ikke kan reiſes
Tvivl. Det er overordentlig tet befolket, hundrede
og halvfemſindstyve Indbyggere paa Kvadratkilometren.
Frankrig har derimod kun halpfjerdſindstyve Indbyg—
gere pan Kvadratkilometren. Følgelig vilde Frankrig,
hvis det havde hundrede Millioner Indbyggere, endnu
være mindre befolket end Belgien. Dog troer jeg
ikke, at alle Belgierne doe af Sult. Ganſke viſt kan
Jordbunden ikke ene fode dem; men Induſtrien og
Handelen erſtatte Landbrugets Deficit. Hvorfor ſkulde

108 Rigdommen og Folfemængden.

Frankrig ikke kunne gjøre det Samme? Hvorfor ffulde
det være os forbudt at drage Udbytte af vore Bjerg—
værker, at fabrikere induſtrielle Produkter, at produ—
cere al Slags Arbeide og udvexle disſe Frembringelſer
mod Neringsmidler? At doe af Mangel paa Fode,
hvilken barnagtig Frygt!

Men, lad gage! lad os endog tenke os det. Der
maa følgelig ikke være flere Franſkmaend i Frankrig,
end der nu findes, thi de vilde være udfatte for at
doe af Gult. Altſaa, Antallet af Franſkmaend i
Frankrig maa ikke være ſtorre; nu er der et pasſende
Forhold, og Klogſkab forbyder at gage videre. Men
har vi ikke Colonier? Algier, Tunis, Congo, Mada—
gaskar og Oceanderne, — Lande, der kun ere lidet
befolkede, og ſom vilde tage til i Frugtbarhed og Liv,
naar Udvandrere tilførte dem deres Driftighed og
Induſtri. Hvad Andet har vel ſkabt Englands Magt
end denne Üdvidelſesevne og denne ſtadige og frugtbar—
gjorende Udvandring hinſides Havene? Derfor, ſelv
om man vilde gage ind paa den forunderlige Idee, at
Antallet af Franſkmend ikke bor forøges i Frankrig,
vilde dog altid vore umaadelige Colonier i frugtbare
Lande være mere end tilſtrekkelige for den uſand—
ſynligſte Frugtbarhed hos vore Medborgere.

Tilværten i den franſke Befolkning og Udvidelſen
af vort Colonialherredomme ere kun to Sider af det
ſamme Sporgsmaal. Det er en Cirkel, vi ſtadig lobe
rundt i. Naar Befolkningen ikke tiltager, er ethvert

mn

Rigdommen og Folkemeengden. 109

Colonialherredomme ſkrobeligt, indbildt, unyttigt; paa
den anden Side kan vor Befolkning ikke voxe, med—
mindre vi har Colonier, der kan optage Over—
ſkudet. Det er det forfærdelige Sporgsmaal, der maa
loſes. Er det virkelig nok at ſige: „Lad os blive
hjemme; lad os ikke bryde os om, at vore Naboer
voxe til; lad os noies med den nuverende Stilling,
der ikke er jaa gal, med vort prægtige Klima, vor
frugtbare Jord, vor ſorgloſe Munterhed.“

Der ſtaaer nu det ſidſte Argument tilbage, nemlig
at Frankrig er heldigt ſtillet, thi det har i ſin Be—
folkning, i Sammenligning med Tydſkland og England,
flere Voxne end Born. „Der kommer paa 10,000
Indbyggere, ſiger Block med en neſten begeiſtret Til—
fredshed, 4,752 voxne Franſkmaend mod 3,611 Preus⸗
ſere. Er denne Sammenligning ikke veltalende?”

Ak jo! ſorgeligt veltalende. Viſtnok er i Sie—
blikket det Land, ſom har mange Borne og faa Born,
ſterkere og rigere end det Land, hvor der er faa
Voxne og mange Born. Men man maa tænke paa
Fremtiden. J 1883 er der ligeſaa mange voxne
Franſkmend ſom voxne Tydſkere; men om tyve Aar
ere alle disſe [maa Tydſkere blevne til Mænd, og faa
er der langt flere voxne Tydſkere end voxne Franſk—
mend. Det Land, hvor der er faa Born, er et Land,
ſom Fremtiden er lukket for. Om tyve Aar ville de,
der nu ere Voxne, være Oldinge eller Dode. Om
tyve Aar ville de, der nu ere Born, være Mænd.

110 Rigdommen og Folfemængden.

„Paa 10,000 Indbyggere,” ſiger Block trium—
ferende, „kommer der i Frankrig 929 Born, i Preusſen
1,510.“ Meget vel, det beviſer, at om tredive Aar
kommer der 929 Franſkmeend mod 1,510 Preusſere.
Er det ikke glimrende Udſigter!

Paa vore Born beroer Landets Fremtid. Jo
ſtorre Antal Born, deſto flere Forſvarere og Arbeidere
kan Landet engang gjore Regning paa. Lad os ikke
prale af, at vi har mange Voxne og faa Born.
Desværre! om nogle Aar vil vi kun have faa Voxne
og ſaagodtſom ingen Born.

Der kan ikke vere Tvivl om, at den fattige Be—
folkning har flere Born end den mere velſtagende og
navnlig flere Born end den rige. Jo ſtorre Rigdom,
deſto færre Born; den Kjendsgjerning er uomtviſtelig.
Den Samfundsclasſe, ſom man kalder Bourgeoiſiet, er
fordærvet „til Marv og Been“. Hvis der i Frankrig
kun fandtes Folk af denne Clasſe, vilde ved Udgangen
af det tyvende Aarhundrede vor Race vere forſvunden,
idet den frivillige Ufrugtbarhed vilde fuldſtendiggjore
Ulykken, ſom den tvungne Ufrugtbarhed anretter.

Naar Bourgeoiſiet ikke forſvinder, fan er det, fordi
det uophorligt fornyes; Arbeiderne, og navnlig Bon—
derne, tilfore det ſtadig Tilgang. Det er en ved—
varende Gjenfodelſe; Arbeideren idag er Bourgeois
imorgen, og iovermorgen exiſterer hans Slægt ikke.

Det er ſandſynligt, at der heri ikke vil foregaae
ſynderlig Forandring, hvad man fan ſiger; Ingen kan

Rigdommen og Folfemængden. 111

forhindre Bourgeois'en fra at folge den ſamme Sti.
J fin Klogſkab vil han ikke have, at Arven efter ham
maa blive udſtykket; men han gjør det fan grundigt,
at der efter nogle Slægtled aldeles ikke findes direkte
Arvinger til denne Arv.

De, der ved deres Velhavenhed, eller ſnarere ved
deres heldige Stilling ere iſtand til at opdrage talrige
Familier, ere netop de, ſom ſorge for at have lidet
talrige Familier. Og ved en forunderlig Anomali er
det netop ogſaa de mindſt Velhavende, der have den
tunge Byrde af en talrig Familie.

Den Riges Forudſeenhed har ingen Undſkyldning
og fortjener at blive alvorligt revſet. Hvad de Fattige
angager, faa tilſtager jeg, at jeg ikke er bedrøvet over
deres Mangel paa Forudſeenhed, thi uden dem vilde
der om fort Tid ikke være noget Frankrig. Hvert
Aar vilde der være færre Fodſler end Dødsfald, og i
det enogtyvende Aarhundrede vilde Frankrig kun være
et hiſtorifk Minde, det franſke Sprog vilde være et
dodt Sprog.

Hvis det Ideal, man forfolger, er nogle Enkeltes
Lykke og Rigdom, ſaa vilde det maaſkee vere onſkeligt,
at de Fattige aldeles ikke fik flere Born, thi deres
Born ville maaſkee hverken finde Lykke eller Rigdom.
Hvis man derimod onſker fit Feedrelands Storhed og
Udvidelſe, onſker at dets Civiliſation og Ideer ſkulle
udbredes over hele Jorden, da bor man ikke beklage
ſig over denne de Fattiges Frugtbarhed. Det er

112 Rigdommen og Folfemængden.

hverken Eiendomsbeſidderne eller de Rige, der paa
en kraftig Maade fremme Frankrigs Indflydelſe, thi
deres Race forſvinder med et Par Generationer.

Iſtedetfor at være bekymret for Individet, er jeg
ſnarere bekymret for Helheden; det forekommer mig,
at Menneſket er et Slags levende Materiale, hvoraf
Nationens Skjebne er afhængig. Hvis der findes
rigeligt af dette Materiale, vil Fremtiden blive lykkelig.
Alle disſe pjaltede Unger ville engang blive til Mend.
De ville blive Soldater, Matroſer, Arbeidere, Bonder;
ja hvem veed, maaſkee findes der endog iblandt dem
en frugtbar Kunſtner, en dyb Tenker, en mægtig
Taler, en genial Opfinder? thi jeg gjentager det: det
er ikke blandt de Riges Born, at Kunſtnerne, Tæn-
kerne, Talerne fodes, thi de Rige ville ikke have Born.
De tenke kun paa fig ſelv og ikke paa Frankrig.

113

Fresco⸗Villederne.
Af
Ouida.

Grevinde Charterys (Milton Erneſt, Berks, Eng⸗
land,) til Henry Hollys, (det engelſke Geſandtſkab
i Rom.)

16. Juni 1881.
Send mig en Mand til at male Balſalen.

Mr. Hollys til Lady Charterys.
Forklar Dem tydeligere: Fresco, Olie, Vandfarve,
Træ, Atlaſk, Gips?

Lady Charterys til Samme.

Fresco. Haſter meget. Deres kgl. Hoiheder
har meldt deres Ankomſt.

Mr. Hollys til Samme.
Det er ingen Nytte til, kjcere Esmée, at ved—
blive at telegrafere; Sagen kan ikke tages pan den
8

114 Fres co-Billederne.

Maade; De kjender ſelv for meget til Kunſt til ikke
at vide, at der behoves mere Tid til at male en Sal
i Fresco end til at tapetſere den. Deres Sal er af
ſamme Storrelſe ſom Palazzo Colonnas. Hvis De
henvender Dem til en virkelig Kunſtner — og De
tenker naturligviis ikke paa en Mand, der kun kan
copiere —, vil det blive et langvarigt og meget
koſtbart Arbeide. Jeg forudſetter ſelvfolgelig, at De
vil have, det ffal være originalt. Naar venter De
de kgl. Hoiheder? Jeg har ganſte viſt den rette
Mand her; men jeg tvivler om, at han indlader ſig
paa Sagen, og i ethvert Tilfælde vil han nok have
meget lengere Tid til Arbeidet.

Lady Charterys til Samme.

Send Manden. Deres kgl. Hoiheder har ikke
meddelt, hvilken Dag de kommer.

Mr. Hollys til Samme.

Tillad, kjcere Esmée, at jeg gjør Dem opmeerkſom
paa, at et Menneſke ikke er en Kasſe Cigarer, man
kan ſende ſom Prove med Poſten. Jeg ſagde Dem
jo, at jeg ikke var ſikker paa, at den Kunſtner, jeg
tenkte paa, vilde indlade fig paa at decorere Deres
Balſal; nu har jeg ſenere følt mig for hos ham, og
det lader til, at han ikke har noget imod at paatage
ſig Arbeidet. Det er en talentfuld, endog genial
Mand, ſtjondt han indtil nu er aldeles ubekjendt. J

Fresco-Billederne. 115

Italien kan en Mand, ſom forlader den ſlagne Lande—
vei, ofte blive tilſideſat hele ſit Liv igjennem. J
vor usle og elendige Tid fætter man meſt Priis paa
det Trivielle. De forſtaaer vel nok, at hvis han
tager imod Tilbudet, maa De være forberedt paa et
ſtort pecuniairt Offer. Staager det klart for Dem?
Jeg nærer nogen Tvivl derom. J ethvert Tilfælde
gjør De retteſt i at teenke nærmere derover. Men
der er en anden Ting, der falder mig ind.
Strider det ikke mod Convenientſen? Han er hverken
ung eller gammel; han har imidlertid et meget behage—
ligt Ydre: jeg er meget bange for, at det ikle ſtemmer
ganſke med det Vedtagne, og det er Dem ikke ubekjendt,
at naar De engang er fan uheldig at komme til at
gjøre et Brud pan Vedtægt, fan holder man fig altid
til mig.

Deres hengivne H.

Lady Charterys til Samme.
Send ham. Betal, hvad han forlanger. Hvad

Convenientsſporgsmaalet angaager, faa er Tabby her
ſtadig.

Mr. Hollys til Samme.

Kjcre Esmée. Da et Telegram i vor endnu ikke
aldeles civiliſerede Tid ikke tager det ſaa noie med
at gjengive Punktum'er og Sporgsmaalstegn, treffer
det ſig undertiden, at de blive lidt meningsloſe; de

8*

— ——ů—ů "2

116 Fresco-Billederne.

ere tilmed meget dyre, og om end dette Henſyn er uden
Betydning for Dem, kan jeg ikke ſige det Samme for
mit Vedkommende. De er meget rig, og jeg er fattig.
Jeg finder det meget forargeligt, at De kalder Deres
hæderlige og meget ærværdige Bedſtemoder Tabby;
men det er formodentlig en ſlem Vane. Hvor det
dog er et forfærdeligt ſocialt Anſvar at være Deres
Formynder! Jeg ſporger mig ſelv ſtadig om, hvad
jeg egentlig ſkylder denne ſtore, men farlige re.
Gud vere lovet, at De nu er myndig! — Men lad
os komme tilbage til vor Balſal. Hvad der har hen—
ledet min Opmerkſomhed paa bemeldte Kunſtner (han
hedder Renzo), det er nogle Frescomalerier i en lille
Landsbykirke i Abruzzerne, ſom han har udfort ene
af Kjærlighed til Kunſten. Han er født i denne
Landsby. Disſe Malerier ere et udmerket Arbeide;
hvis De var lidt mere kunſtneriſk anlagt, kunde jeg
tilſtrive Dem tyve Sider om denne Sag; nu ffal jeg
indſkrenke mig til at ſige, at de fremſtille Scener af
St. Julians Liv, og at de i Coloriten minde om
Botticelli og i Kraft og anatomiſk Indſigt om Michel—
Angelo. „Lutter Lovtaler,“ vil De ſige! Ja, det er
ganſke fandt, dem ſparer jeg ikke paa, naar Noget
virkelig begeiſtrer mig ... men De vil viſt indrømme,
at, det er Noget, der kun ſjelden indtræffer ..

Derpaa aflagde jeg et Beſog i Renzos Atelier paa
Via Magutta; hans Compoſitioner, der ere faa phantaſi—
rige og faa fine i Tegningen, have i Forbindelſe med

Fregco-Billederne. 117

hans afgjorte Forfjærlighed for Frescoen indgivet mig
den faſte Overbeviisning, at ÜUdſmykningen af Deres
Balſal ikke kan overgives i bedre Hender; han vil
forſtaae at bringe den i Samklang med det Øvrige
paa Milton Erneſt. Men De, er De ikke i den Grad
Slave af Deres Pariſer-Tapetſerere, at De for Alvor
tænfer paa at omſkabe Deres gamle Caſtle til en
Copi af det nyeſte Hotel pan Avennue de Villiers
med dets maleriſke Ophoben af tyrkiſke og chineſiſke
Sager? Dog er det alligevel ikke et Misgreb ...
Jeg kan godt jværme for Japan og Tyrkiet paa rette
Tid og Sted; men den Slags Sager hore ikke hjemme
i et Hus i Tudorſtilen med gamle Egetresmeubler.
Alle Herlighederne i en Bazar i Teheran ville ikke
tage fig ud i en Sal med Billedhuggerarbeide af
Grinling Gibbons. Men lad os komme tilbage til
Renzo. Det vilde ſelvfolgelig være en vanſkelig Sag,
for ikke at bruge et ſterkere Ord, at bede Kunſtneren
om at decorere en Balſal, ſelv om det er Deres, ſaafremt
han var paa Moden; men han er aldeles ubekjendt
og fattig, i dette ſtygge Ords mindſt romantiſke Be—
tydning. J forſte Oieblik vilde han aldeles ikke høre
tale derom, og det fod neſten til, at han følte fig
fornærmet over mit Forſlag; men lidt efter lidt blev
han mere medgjorlig, og det lykkedes mig tilſidſt at
gjøre ham begribeligt, at Udſmykningen af en hundrede
Alen lang Balſal med Billeder, hvortil Sujetterne
vare tagne fra Boccaccio og Arioſt, aldeles ikke var

118 Fresco⸗Billederne.

at foragte. Jeg har ligeledes garanteret ham, at han
ſkulde fane fin egen Leilighed, hvor ingen ſkal komme
og forſtyrre ham. Imorgen gaaer han i Civita—
Vecchia ombord i Paketbaaden, og han vil kunne være
i Milton Erneſt i Løbet af næfte Uge. Jeg behøver
ikke at anmode Dem om at behandle ham med udſogt
Hoflighed, thi han er en Gentleman. Han overlader
til Dem at faftjætte hans Honorar, naar Arbeidet er
færdigt, Dette er maaſkee et Trek af italienſk Sne—
dighed, thi Enhver veed jo, at naar man ſiger: „Hvad
De ſelv vil,“ faa haaber man altid at faae tre Gange
mere, end man driſter ſig til at forlange; hos ham
er der maaſkee nogen Stolthed med i Spillet. Jeg
blev meget overraſket over dette Svar, der kunde tyde
paa ædlere Blod; men her veed Enhver, at han er
en nægte Son af en fattig Pige, ſom døende betroede
han: til Landsbypræftens Varetcegt. Dog det kan
ikke interesſere Dem. Med Deres eiendommelige Op—
fattelſe af Kunſten vil De neppe gjore mere Stads
af et ſaadant Individ end af Deres Groom, og De
vil ikke viſe ham ſtorre Opmerkſomhed, end De viſer
Deres Syjomfru — thi, om jeg ikke tager feil, drikker
De nok Thee ſammen med Deres Syjomfru? — Et
Ord endnu: vogt Dem ſaavidt muligt for at paavirke
Maleren ved Deres Smag eller Dom. Han veed
ſelv, hvad han vil. Huſk paa, at naar der er Tale
om Frescomalerier, kan man ikke ſige Noget om dem,
for man har ſeet den ſamlede Virkning. Om jeg ikke

—— —

Fresco-Billederne. 119

feiler var det Sir Jofhua Reynolds, der ſagde, at
man aldrig burde viſe Born og Narre ufuldendte
Arbeider. De er hverken det Ene eller det Andet;
men til Gjengjeeld er De lunefuld og ſtivſindet. Gid
disſe djevelſke Egenſkaber mage have den Virkning
paa Dem, ſom jeg onſter! Sorg for Gips til Malerierne.

Lady Charterys til Samme.
Mageloſt! Hvilken Veltalenhed! Street har ſkaffet
Gips ad hoc. Tuſind Tak.

Leone Renzo til Don Ezzelino Ferraris.
Florinella.
Milton Erneſt.

Kjere faderlige Ven! Det er et oſende Regnveir idag,
faa at jeg har maattet opgive at male. Jeg vil derfor
benytte min Fritid til at ſtrive til Dem. England
har meſt overraſket mig ved dets grønne og fugtige
Udſeende og ved dets ſtore Antal Huſe; ved hvert
Skridt ſtoder man paa et nyt, hvad der gjør, at Land—
ſkabet feer ud ſom et med Meubler overlesſet Verelſe.
Skorſtenene ere høie ſom ellers kun Fabrikſkorſtene.
Huſene ere lave. J Sammenligning med Rom har
London et meget provindsagtigt, meget proſaiſk Ud—
ſeende. Man er bogſtavelig talt bange for at lobe
Hovedet mod Tagene. Luften i den ſtore By er tyk
ſom en Polenta; man kan ffære i den med en Kniv.
Jeg brod mig ikke om at opholde mig i London; jeg

120 Fresco-Billederne.

floi ſom en Piil til Berkſhire, efterat jeg fun havde
været en Timestid i National-Galeriet. Jeg ſaage der
nogle gode Arbeider, der aldrig burde være komne
bort fra Italien. Berkſhire er, ſaavidt jeg forſtager,
Navnet paa et Grevſtab. Det ſmukke og ſkovrige
Landſkab minder mig om adſkillige Partier i Umbrien,
dog med den Forſtjel, at Bjergene, der gjøre Naturens
Ro faa maieſtetiſk, her mangle.

Den morke og lave Himmel, der er ſaa tung
ſom et Uldteppe, taaler ikte Sammenligning med vor
blændende og ſtraalende Himmelhveelving. Ved en
Station i en lille Landsby ventede der en Vogn paa
mig; den havde meget høie Hjul og var forſpendt
med en pregtig Heſt. Denne Jernbaneſtation ſynes
udelukkende at være beſtemt for Slottet. Jeg kom til
dettes Indkjorſel ad en Allee, der vel var en Fjerdingvei
lang. Det bar om Aftenen; man forte mig ſtrax til
den for mig beſtemte Leilighed, hvor jeg fandt et
Bad beredt. Jeg har kun havt at gjøre med en
Tjener, der heldigvis kan en Smule Franſk, og ſom,
troer jeg, udelukkende er ſtillet til min Raadighed.
Den folgende Morgen viſte en alvorlig og imponerende
Hushovmeſter mig ned til Balſalen og meddelte mig,
at Lady Charterys om nogle Timer vilde tage imod
mig i Bibliotheket; og det gjorde hun ogſaa. Jeg
havde teenkt mig hende ſom en noget ældre Dame;
men hun er ſikkert nok ganſke ung; efterat have givet
mig et hovmodigt og koldt Nik, ſpurgte hun mig, om

"mm

Fresco-Billederne. 121

jeg ikke manglede Noget. Uden at give mig Tid til
at ſvare, ſpurgte hun til Mr. Hollys, der baade er
hendes Fetter og hendes Formynder; heller ikke dette
Sporgsmaal afventede hun Svar paa, men bad mig
om ſtrax at tage fat paa Arbeidet og hurtigſt muligt
gjore det ferdigt. Hun ſtolede paa, tilfoiede hun, at
jeg vilde gjøre noget Smukt i Corots Maneer, men
med paakleedte Figurer, — faa dumme Menneſker
gives der virkelig! Derpaa igjen et lille Nik, og
Audientſen var forbi. Undſkyld denne uſammen—
hængende Snak; jeg forſtaager mig bedre paa at bruge
Penslen end Pennen; men De barer jo altid over
med Deres Gudſons Dumheder!

Alt, hvad der her omgiver mig, er unegtelig
ſtorſlaaet og prægtigt; jeg beundrer ganſke viſt Skjon—
heden, men jeg foler mig knuget af den. Terrasſerne
ſee triſte ud med deres imponerende Cedre og Elme—
træernes bladrige Grene. Det ſtore Galeri er altfor
morkt med dets Jernruſtninger og Egetrceespaneler;
dog vilde jeg ikke gjore nogen Forandring derved.
Det Hele ſtager i Harmoni med Landſkabets Tone og
Luftens graalige Farve. Det Samme kan jeg ikke
ſige om Slottets Frue, der er en meget ſmuk, ung
Dame, men tillige meget lunefuld, meget forfængelig,
meget hovmodig, og altid klædt efter nyeſte Mode.
Lady Charterys er ikke gift, ſom jeg efter hendes
Titel antog; Titelen har hun efter ſin Moder, der
arvede den efter Broderen, den ſidſte Greve af

122 Fregco-Billederne.

Charterys, der ikke efterlod fig Born. Hun er uhyre
rig og har megen Indflydelſe i Grevfkabet, hyvilket
hun forovrigt ſynes at endſe ligeſaa lidt, ſom et Barn
vilde endſe et med koſtbare Stene ſmykket Relikvie—
ſkriin. Nu ſkal De ikke heraf troe, at jeg har feet
meget til hende; men hun horer til de Menneſker,
man kan bedømme ved forſte Oiekaſt.

Her er en heel Sperm af meget fornoiede og
meget livlige Gjeſter; den ſaakaldte Londonerſaiſon
lakker mod Enden. Disſe mange tankeloſe Menneſker
har fat mine Nerver paa en haard Prove. I de
forſte Dage af mit Ophold her var det mig ikke
muligt at arbeide, i den Grad irriterede deres Be—
merkninger mig. Jeg beſtemte mig tilſidſt til at ſige
til Lady Charterys, at hvis jeg ikke fik Lov til at
lukke mig inde i Balſalen, pakkede jeg min Maler—
kasſe ſammen og reiſte hjem igjen til Italien. Hun gav
efter, faa at jeg nu har fuldſtendig Fred. Forøvrigt
har jeg ikke Noget at klage over; jeg har min egen
Leilighed, hvor jeg indtager mine Maaltider; der
ſerveres udſogte Retter og de bedſte franſte Vine;
kort ſagt, jeg bliver behandlet ſom en Statsfange.
Forreſten kan jeg godt fee, at hele Tjenerſkabet ikke
har ſtor Reſpekt for mig; i de Folks Oine ſtaaer jeg
i Clasſe med Glarmeſteren, der fætter Ruder ind i
Balſalen. Men det er mig nu temmelig ligegyldigt.

J Forbigaaende ſagt er det en meget ſmuk Sal
med en hvælvet Kuppel.

Fresco-Billederne. 123

Jeg blev meget ſtuffet, da jeg ved min Ankomſt
ikke fandt Gipſen vaad endnu, ſom man kunde vente i
en faa ny Bygning; Gipſen pan Veggen var allerede
tor og ſmuldrede let; jeg udtalte min Beklagelſe der—
over til Lady Charterys og ſagde til hende, at hun
ikke maatte vente Frescoer med ſtor Farvevirkning
paa ſaadanne Vægge, og at det maaſkee endog var
klogeſt at bruge Oliemaling til de ſtore Fyldinger.
Denne Idee lod ikke til at tiltale hende; hun har for—
modentlig ſat fig i Hovedet, at det ſkal være Fresco—
malerier, fordi det er chic.

J architektoniſk Henſeende er denne ſtore Sal en
ſkrekkelig Misforſtagelſe; Lady Charterys har ladet
den opføre forrige Aar i en Stil, der ikke har mere
Lighed med Huſet Tudor end vor Tids ſtore Cryſtal—
vaſer med Benvenuto Cellinis Arbeider. Hvor un—
derlig den end er, har denne Balſal dog ſmukke
Proportioner; og da den dekkkes af ſtore Træer,
virker den ikke forſtyrrende paa Slottets Udſeende.
Den vil ſikkert nok blive til megen Nytte for den
unge Husfrue, naar der ſom nu er mange Menneſker
her, da man hidtil har maattet hjælpe fig med et
langt og ſmalt Galleri. Milton Erneſt er bygget i
en ſmuk Stil; men det forekommer mig, at det fattes
Storhed i Sammenligning med vore Paladſer. Her
er en forſkroekkelig Mængde Tjeneſtefolk.

Maleriſamlingen er ikke rig paa gamle Arbeider;
man ſynes at vere meget ſtolt af nogle Billeder af

124 Fresco-Billederne.

venetianffe Meſtere, der dog tydeligt nok kun ere
Copier; jeg var for nylig nær kommen galt afſted
med en imponerende Enkegrevinde ved at ſige min
Mening rent ud om den Sag; hun er min Vert—
indes Bedſtemoder, hendes afdode Faders Moder.
Hun hedder Lady Cairnwrath of Oswestry. Jeg
afſkriver dette diobolſke Navn efter et af hendes Viſit—
fort; ſtaaer jeg i Tjenerſkabets Bine i Rang med
Glarmeſteren, gjelder jeg hoiſt for en Tapetſerer hos
denne forfærdelig fornemme Dame, hvis Blik virkelig
kan forſtene En.

Himlens graa Lys generer te ved mit Ar⸗
beide; det lader til, at det altid er ſaaledes her. Ak,
kjcere Fader, hvor var jeg dog anderledes lykkelig, da
jeg decorerede Deres herlige lille Kirke! Jeg var
ſandſynligviis aldrig kommen til England, hvis jeg
havde tjent nogle flere Penge i Vinter; men jeg var
bogſtavelig talt a secco og ner ved at doe af Sult.
En flink Capitain af mine Venner tilbod mig at tage
mig gratis med fra Civita-Vecchia til London; med
de Penge, jeg fik for en lille Bronzefigur, kunde jeg
netop komme fra London hertil og kjobe mig de nod—
vendige Farver. Heldigviis har jeg ingen Udgifter
her, thi jeg eier ikke en Skilling. Jeg har en Anelſe
om, at Tjenerne har gjettet, Hvorledes det ftaaer
til; for den Slags Ting har de en ligeſaa fiin Neſe
ſom Rotterne for Oſten.

Farvel nu, min fjære Fader! jeg forlader Dem

Fresco-Billederne. 125

og vil gage en Tour i Parken, der er mørt og ſolet;
men Luften har dog en behagelig Friſkhed, og Raa—
Dyrene ere altid lige kjonne. Jeg kan ikke blive træt
af at ſtudere deres ſmukke Stillinger og yndefulde
Grupper. Hun, der eier dem, nedlader ſig naturligviis
aldrig til at ſee paa dem!

Lady Charterys til Mr. Hollys.

Deres Renzo er her. Jeg er vis paa, at han
endnu ikke har beſtilt Andet end lave ſtore Kridtſtreger
paa nogle Stykker graat Papir; han har muret fig
inde i Balſalen og tillader ikke, at Nogen kommer og
forſtyrrer ham. Han har endog forlangt, at Doren

ſkal være lukket ilaas. Jeg er overbeviiſt om, at han

fordriver Tiden med at ryge og ſove. Han vilde
være utaalelig, hvis han ikke var faa ſmuk, — thi
han er ganſke overordentlig ſmuk. Jeg mindes et
Portrait af Cæfar Borgia, ſom han har en forbauſende
Lighed med.

Mr. Hollys til Samme.

Der findes, ſaavidt mig bekjendt, tre Portraiter
af denne berygtede Cceſar Borgia, og de ligne ikke hinan—
den. Hvilket af disſe Portraiter mener De? Jeg er ikke
iſtand til at ſee Spor af Lighed. Jeg har ſpecielt
anmodet Dem om at reſpektere Deres Gjeeſts Enſomhed;
det er phyſiſk umuligt at hengive ſig til et alvorligt
Arbeide, naar Folk lobe ind og ud; De maa give

r ˙ç%rß-w»‚̃7⅛ .nl ¾ ³—e . . ̃ Äͤ1̃ —— —¹˙⁰ die bl FEE NNE

126 Fresco⸗Billederue.

ham Tid til at gjennemteenke fine Compoſitioner. Veed
De maaffee ikke, at Frescomalerier ikke kunne gjores
om igjen? Gjor man en Feil, bliver Feilen der
altid. Men J ærede Damer, J har ikke Begreb om
Fresco og om, hvormegen Ro der udkraves dertil.

Lady Charterys til Samme.

Jeg mente ikke Cæfar Borgia, men Chriſtopher
Columbus; ham er der et Portrait af her i Galeriet.
Deres Ven er en interesſant Mand at tale med, og
han taler meget godt Franſk. Han har viſtnok ſtuderet
flere Aar i Paris; hans Maade at arbeide paa kan
være færdeles god, men hurtig er den ialfald ikke.
Hvis de kgl. Hoiheder virkelig komme, bliver jeg nodt til
pro tempore at lade Balſalen betrœkke med Atlafk.

Igaar fortalte han os ſit Livs Hiſtorie; han
ſagde, at han ſom lille Dreng havde løbet barbenet
om oppe i Bjergene, og at Caſtanier havde. været
hans eneſte Føde; han blev opdraget af en Præft.
Men hvad jeg aldeles ikke kan fage i Hovedet, det er,
at en fattig, gammel Preſt (lad ham nu ogſaa have
været af adelig Slægt) har kunnet bibringe ham en
ſaadan Belevenhed og Anſtand. Jeg har bedt ham
til Middag; han ſvarede mig, at han ingen Selſkabs—
dragt havde; jeg ſagde, han fkulde telegrafere til
Rom, hvorpaa han gav mig en hel Scene til Bedſte,
men koldblodigt og uden Spor af Heftighed, lidt i
Maneer med Chaſtelard, De veed nok ... Have

Fresco-Billederne. 127

alle Italienere ſaadanne Manerer? Kommer det af,
at De engang har været Romere? De forſtager jo
nok, hvad jeg mener .. . eivis romanus? Det, ſom
Lord Palmeſton og den kjere Lord Beaconsfield i vore
Dage har gjort Englænderne til.

Mr. Hollys til Sa mme.

Der er fun jaa Italienere af rent romerſk Blod;
en Masſe nedſtammer fra Latiere, Grakere, Jøder,
Lydiere eller Orientalere. De maa føle en uſedvanlig
levende Interesſe for Renzo, ſiden De ſaaledes ned—
lader Dem til at kaſte et Blik tilbage paa Hiſtorien.
Ogſaa Chaſtelard ſynes mig at være en Alluſion til
et Drama, jeg ikke kjender .. .. Det ffulde- gjøre
mig uendeligt ondt, om jeg med let Hjerte havde
udſat den Ulykkelige for en Fare, thi der boer en
ſand Kunſtnerſjel i ham. Jeg burde have hufket paa,
at Dianas Piil i Mangel af Lover ogſaa kunde for—
vilde ſig til hendes Hund.

Lady Charterys til Samme.

Var Diana virkelig jaa dum at ſkyde fin Hund?
Jeg troede, at Sligt blot kunde hende Sondagsjegere.
Hvis De troer, at her Ingen er for Tiden, fan tager
De feil; her feer De Liſten: Bertie Prendergaſt,
Lord Colcheſter, Oberſt Royallieu, Greven af Suresnes
Dickie Haward; og Vic kommer om en otte Dages
Tid.

128 Fresco-Billedernte.

Mr. Hollys til Sam me.

De veed meget godt, hvad jeg ønffer, nemlig at
ſee Dem gift med Vic og at det ſnart maa ffee. Han
pasſer udmærfet for Dem, og han vil ikke tillade
Dem at gjøre fattige Malere til Deres Offre. Bil
De maaffee flirtre med min Romer? ... Nei ..
Skaan ham!

Lady Charterys til Samme.

Flirtrer man med en Tigger i Trastevere, fordi
han tager fig maleriſk ud pan Trinene af et Tempel?
Ver dog lidt fornuftig og hav lidt mere Reſpekt for
Convenientſen!

Mr. Hollys til Samme.

Deres Spar rober en mindre god Smag, og,
hvad der er verre, det er aldeles ikke noget Svar.
Hvorfor vil De ikke reiſe om i Beſog hos Deres
Venner og lade Maleren og hans Frescoer ffjøtte fig
ſelvꝰ

Leone Renzo til Don Ezzelino Ferraris.

Det er mig en ſand Glæde at erfare, at mine
Smorerier oplive Dem i Deres Enſomhed, min kjere
og fortreffelige Ven, Dem, til hvem jeg for ſtedſe
ſtager i Gjæld for den uvurdeerlige Viden, der, om
den end ikke giver Magt, dog altid er en Erſtatning
og Troſt. De vil hoslagt finde to ſtizzerede Tegninger:

—

Fresco-Billederne. 129

den ene fremſtiller Slottet, den anden la mia padrona.
Padrona er egentlig ikke et kjont Ord; men da det er
det korrekte Udtryf i nærværende Tilfælde ....
lasciammolo.“) Denne Skizze giver unegtelig kun en
meget ufuldſtcendig Foreſtilling om hende; nogle Rod—
kridtſtreger kunne ikke gjengive hendes Skjonhed; hun
har Engleenderindernes beundringsveerdige Hudfarve;
det ſkulde endog ikke undre mig, om hos hende Kunſten
hjalp lidt paa Naturen. Hendes Anſigt vilde være
uden Lyde, hvis hendes Mund ikke var faa hovmodig;
hendes Blik udtrykker Kjedſomhed og Utaalmodighed;
det tilhører ſnarere et Veſen uden Folelſe end en
ung Venus ... Hun har aldrig vidſt, hvad det vil
ſige at mangle Noget, hvilket omtrent er lige ſaa
uheldigt ſom at mangle Alt ... J Italien, har jeg
ſagt til hende, folte jeg mig med et Par Skillinger i
Lommen til at kjobe Brod, Frugter og Farver for,
fuldkomment tilfreds ved at flikke Solſkin. Hun ſvarede
mig med en let Gaben, at hun havde tilbragt en
Vinter i Italien, og at dette Land ikke vigtig tiltalte
hende. Kun een Ting havde hun fundet Behag i,
nemlig Ridetourene i Roms Campagne. „Jeg bilder
mig ind,“ ſagde hun til mig, „at det maa være rigtig
morſomt at male, thi de Malere, jeg har kjendt,
Leighton og Millais, fane aldrig ud til at kjede ſig.
Jeg derimod kan ikke forſtage, hvilken Fornoielſe der

*) „Saa lad det ſtaae.“

130 Fresco-Billederne.

fan være ved det. Jeg ſeer imidlertid, at en Mængde
Damer i deres ledige Timer give fig af med Kunſten.
Det er en Genre, en Mode, ſom jeg aldrig vil fole
mig friſtet til at folge. Det er langt fornuftigere at
lade ſin Syjomfru raade, da hun har meget bedre
Forſtand derpaa; hvormange Celebriteter der end ere
dukkede op efter Worth, bærer han dog ſtedſe Palmen.
Naar man har en Kjole fra ham og en Hat fra Mrs.
Brown, har man ikke Noget at frygte.“ Her ſperrede
hun fine ſtore, haanlige Oine op; det lod til, at min
Taushed gjorde hende noget forvirret. Ak! det var
forſte Gang jeg horte tale om Mrs. Brown. Lady
Charterys har formodentlig betragtet mig ſom en
Vild. Oprigtig talt kan jeg ſige det Samme om
hende, thi hun har ligeſom en ung vild Pige kun
Sands for Perler og Fjer: Kunſt, Videnſkab, Philoſophi,
alt Sligt er kun dode Ord for hende; hendes Horizont
gaaer ikke ud over Egoismens og Daarſkabens utaalelige
Skranke.

De engelſke Damer forekomme mig at mangle
Ynde og Elegance; de ſtirre pan En paa en ubehagelig
og uopdragen Maade; de ville abſolut hendrage det
ſterkere Kjons Opmerkſomhed paa fig. Det har ofte
ſlaaet mig, naar de kigge ind i Balſalen; thi de genere
ſig ikke for mig; viſtnok ere de meget elegante — jeg
har levet længe nok i Paris til at forſtaae mig derpaa;
men hvorledes de end ere flædte, hvad de faa end
ſige og foretage fig, der er noget viſt Excentriſt ved

Fresco-Billederne. 131

dem Alle. De have hverken Pariſerindernes forføre-
riſke Væjen eller vore Landsmandinders Ynde, ja ikke
engang ſaa megen ſom vore unge Bonderpiger, naar
de hente Vand fra Aricciabronden eller bære Tang
til Amalfi. Medens jeg taler om unge Bonderpiger,
ffal jeg dog fortælle Dem, at jeg har taget Sujettet
til mine Frescoer fra Theokrits Idyller. Der er
Stof til prægtige Compoſitioner. Strax Dagen efter
min Ankomſt ſpurgte Lady Charterys mig om, hvor
lang Tid jeg vel behøvede til mit Arbeide: „Mindſt
et Aar,“ ſvarede jeg, „maaſkee to.“ Hun ſagde da
aldeles forbauſet: „Jeg troede, det Hele kunde være
færdigt til Efteraaret.“ — „J fan Fald," ſvarede jeg
hurtigt, „er der kun een Ting at gjore: De maa hen—
vende Dem til en Decorateur og ikke til en Kunſtner;
der er nok at vælge imellem baade i Paris og i
London.“ Ved disſe Ord lod det til, at hun blev
endnu mere forbauſet, og hun gik ſin Vei.

Efter denne Samtale ſendte jeg hende et Par
Ord for at bede om Tilladelſe til at reiſe; hun ſvarede
mig med en Billet, hvori hun bad mig om at fort
ſctte mit Arbeide. og bruge to Aar dertil, hvis det
behøvedes. Prindſen og Prindſesſen udſeette Tiden
for deres Beſog; jeg veed ikke, hvad det er for Prindſer
der er Tale om; jeg har imidlertid ſamtykket i at
blive, og jeg vil ikke negte, at jeg er meget glad der⸗
over. Selve Arbeidet interesſerer mig, og jeg ſynes
godt om det; og desuden, efter jaa mange Aars Savn,

9 *

132 Fresco-Billederne.

Enſomhed og Kamp for Tilverelſen er det en uendelig
vederkvegende Tanke at vide fig fri for at behøve at
tænfe paa den Dag imorgen. Her kan jeg fuldſteendigt
gage op i min Kunſt; jeg behøver ikke at ſpeculere
paa, om jeg har Penge til min Husleie eller til en
Kop Kaffe. Det Eneſte, jeg nogenſinde har misundt
Lykkens forkjcelede Born, er deres Uafhængighed. En
Aften lod Lady Charterys mig mundtligt indbyde til
at ſpiſe med hende, de Fremmede og den ffræffelige
Bedſtemoder; da denne Maade ikke forekom mig videre
hoflig, lod jeg hende ligeledes mundtligt ſige, at jeg
var beſkjeftiget. Den næfte Dag ſkrev hun mig et
Par Ord til om, at hun gjerne vilde tale med mig;
jeg kunde ikke undſlaage mig for at gage til hende.
Hun var i fin Salon, en ſand Dukkeſtue mied ſachſiſk
Porcellain og hvide lakerede Meubler i Ludvig den
Sextendes Stil; for forſte Gang rakte hun mig
Haanden. Det lod til at forundre hende, at jeg kun
berørte den med Fingerſpidſerne, idet jeg bukkede
erbodigt for hende. „Hvorfor kom De ikke igaar og
ſpiſte med os?“ ſpurgte hun i den ſnarere heftige end
elffværdige Tone, ſom Alle her bruge. — „Jeg ar—
beidede,“ ſvarede jeg; „desuden vidſte jeg ikke, at det
i England hører til god Tone at ſende en Indbydelſe
mundtligt med en Tjener.“ Ved disſe Ord fik hendes
Kinder et ſvagt rødt Skjcer: „Undſkyld,“ ſvarede hun
endnu fremdeles i ſamme korte Tone, „det har aldrig
været min Henſigt at vilje mig uhoflig imod Dem.

Fresco-Billederne. 133

Jeg troede, De maatte være faa træt af Deres ens—
formige Liv. Vi Andre ere nær ved at doe af Kjed—
ſomhed, ſkjondt jeg for Forandringens Skyld indbyder
mine Gjeſter i forſtjellige Hold for en Uge ad Gangen.
Siig mig blot, vil De ſpiſe med os, naar jeg beder
Dem derom?“ Hvad ffulde jeg ſige? Sandheden;
og Sandheden er den, at jeg ingen Kjole har! ikke
Spor af Selfkabstoilette! En ſaadan Tilſtaagelſe vilde
maaſkee for Mange være piinlig; for mig var den det ikke:
„Men,“ ſparede hun forundret, „hvorfor telegrapherer
De da ikke efter Deres Kjole? Deres Kammertjener
kan jo ſende Dem den fra Rom.“ Jeg kunde ikke
lade være at lee, og jeg ſvarede: „Sandt at ſige,
har jeg ingen Kammertjener i Rom og lige ſaa
lidt en Kjole hverken i Rom eller andenſteds. Jeg
troede, at Mr. Hollys havde underrettet Dem om min
uheldige finantſielle Stilling og ſagt Dem, at jeg uden
Deres Tilbud formodentlig var dod af Sult.“ Ved
at høre dette blev Lady Charterys faa hvid ſom et
Lagen. Der fik jeg at ſee, at hun ikke ſminkede ſig,
og at hendes roſenrode Teint var aldeles ægte: „Jeg
er meget ulykkelig! ja! ulykkelig!“ mumlede hun, ſom
om hun havde nogen Skyld deri. „Men kunde De
ikke? ... Hvorfor ikke kjobe? ... De kan jo fane
alle de Penge hos mig, De behøver...” — „Undſkyld,“
ſvarede jeg i en fold Tone, „jeg trænger ikke
til Noget her. Jeg har aabent maattet fætte Dem
ind i min Stilling, fordi det ellers vilde ſee ud, ſom

134 Fresco-Billederne.

om jeg var ufolſom for Deres Hoflighed; men jeg
kan ikke tilkjende Dem Ret til at kjobe Kleder til
mig ligeſom Livreer til de puddrede Lakaier, der ſtaae
i Deres Forgemak. Naar jeg er færdig med mit
Arbeide, ſtaaer det Dem frit for at give mig det
Honorar, ſom De og Deres Venner anſee for pasſende.
Er De derimod ikke tilfreds dermed, faa forlanger jeg
aldeles ingen Betaling; jeg vil altid være i Gjæld
til Dem for den Tid, jeg tilbringer her med et be-
hageligt Arbeide, fri for de daglige Bekymringer, der
folge med Fattigdommen.“ Iſtedetfor at ſpare hilſte
Lady Charterys mig og fjernede fig derpaa med et
yndefuldt Udtryk. Jeg havde Bevidſtheden om, det
indrommer jeg, at jeg ikke havde trukket det korteſte
Straa, hvilket var en ikke ringe Triumf for en Mand,
der ingen Kjole har. Aldrig for var det faldet Lady
Charterys ind, at der kunde exiſtere en Mand uden
Kammertjener og uden Kjole! Det er nu ſikkert nok,
at hun ikke nogenſinde forvexler mig med en Leverandeur
fra London, Paris eller Wien. Jeg har nok i min
Leœrredsblouſe om Sommeren og min morke Floils⸗

jakke om Vinteren. Skade, at de ikke kunne holde ud
til evig Tid!

Lady Hermione Latrobe til hendes Soſter, Lady
Dorothea Latrobe i Kloſteret ved Cheſterfield.

Kjcre Dolly. Der er her en Mand af en ſjelden
Skjonhed: en Romer; Esmée har ladet ham komme

Fresco-Billederne. 135

for at male Balſalen. Du har aldrig feet noget
Lignende; han ſeer ud ſom et Portrait, der er traadt
ud af Rammen. Kan vi virkelig have tilbragt en heel
Vinter i Rom uden at have feet ham? Han er for-
ferdeligt folkeſky; men det gjør ham kun mere interesſant.
Han luffer fig inde i Balſalen, ſom han maler i
Fresco. Moder man ham engang i Skoven eller
andre Steder, hilſer han og forſvinder ſtrag. Man
ſtulde nœeſten troe, han antager os for vilde Dyr.
Paa min indſtcendige Anmodning ſendte Esmeralda
forleden Aften Bud efter ham; men han vilde ikke
komme. Det er et temmelig ſterkt Stykke! Tabby
bebreider os, at vi ere for tilboielige til at behandle
ham ſom en Gentleman, hvad han da ogſaa ſeer ud
til at vere. Blive desuden ikke Skueſpillere og
Kunſtnere nuomſtunder modtagne overalt? Forrige
Uge jane man to hos Hertugen. Her er fortiden for—
ferdelig kjedeligt; det kommer for en ſtor Deel deraf,
at Tabby er her: hun er en rigtig generende gammel
Kat. Til Gjengjeeld er Esmée Elſtveerdigheden ſelv.
Aa, gid Du dog kunde komme! Man venter i den
nermeſte Tid Henry Hollys; han er en aandrig
Mand, men lidt gnaven. Da Romeren iaftes afflog
at gjøre os Selſkab, lod Esmée Theen ſervere i Bal
ſalen; paa den Maade kunde han ikke undgaae os.
Han var yderft elffværdig, fortalte morſomme Hiſtorier
og ſang henrivende italienſke Sange, der mindede mig
om dem, vi have hort i Neapel med Accompagnement

„ anne

136 Fresco⸗Billederne.

af Mandolinen. Huſker Du? Og ſaa tegnede han
os af og forærede os Billederne. Jeg vilde have
foretrukket, at han havde beholdt mit; men jeg haaber,
at han med Lethed kan tegne det efter Hukommelſen.
Og jeg, ſom altid har troet, at Italienerne var ſaa
galante! Han er det ialfald ikke. Han ſagde os ad—
ſtillige Sandheder, ſom Esmse ikke holdt af at høre.
Han bliver her et Aar. Om Vinteren vil han fane
det enſomt nok her. Men Vinteren er der længe til.
Esmse reiſer til Cannes; hun taler om at tage dertil
med ſin Pacht „Glaucus“; beder hun mig om at reiſe
med, tager jeg imod det ...

Leone Renzo til Don Ezzelino Ferraris.

Dagene gane deres jevne og ensformige Gang,
min kjere og fortræffelige Ven; Arbeidet ſkrider ogſaa
fremad, fan meget ſom det uſtadige Veir tillader.
Jeg er færdig med fer Cartoner; de reſterende tolv
ſtaae endnu uklart for mig. Naar jeg lukker Oinene,
feer jeg vor lille Landsby med dens Ege- og Caſtanie⸗
ſkove, dens Klipper af graat Marmor og rødt Porphyr,
dens Maisrabatter, dens Blomſter og Bonner, der
ſparſomt ffyde frem imellem Stenene, Jeg feer vore
ſmukke unge Piger, morkhaarede og velſkabte, med
Barmen bølgende under deres Lerreds-Livſtykker og
med Stenkrukkerne paa Hovedet. Mit Hjerte, der
folger med Tanken, flyver Eder Alle imode. Ak,
hvor gjerne vilde jeg ikke ſidde ved Eders Side, i

—— . enedes

Fresco-Billederne. 137

den lille Veranda under de ſtore Taxtrœer ved Nattens
Frembrud, en Nat faa violet, faa klar, faa lys og
ſtraalende, naar St. Hansormene glimre ſom ſmaa
Stjerner paa Kaalhovedernes og Vandmelonernes
Blade! Hvis jeg Havde Penge nok til at leve uden
at være Eder til Byrde, havde jeg aldrig indladt
mig paa den ſtorartede Daarſkab at drage bort fra
vore ſkjonne og tauſe Bjerge. Den Luxus, der her
omgiver mig, begynder at trætte mig; disſe Tepper,
der kvæle enhver Lyd, disſe utallige Tjenere, der fore⸗
komme alle Ens Onſter, disſe uendeligt langvarige
Maaltider, hvortil der hører en kempemesſig Appetit,
dette vedvarende Panorama af Folk, der Ingenting
tage ſig for, der folge den Ene efter den Anden og
Alleſammen ligne hinanden, thi Moden paalegger
ſine Slaver at gage i ſamme Uniform; det Hele piner
mine Nerver. Om man end nok faa meget lukker fig
inde, kan man dog ikke unddrage ſig Paavirkningen af
det Sted, hvor man opholder ſig; et Hus har ligeſom
en By fin egen aandelige Atmoſphere. Desuden er
der noget underligt tungt ved Luften her; det er, ſom
om jeg kun er halvt vaagen. Uden Sol er jeg ikke
mere mig ſelv! Denne evige Taage har Intet til—
fælles med vore Stormſtyer, der fures af Lyn og
jages af Vinden, der hobe ſig op ſom Bjergtoppe, og
om Aftenen, naar Uveiret har raſet ud, frembyde et
Farveſpil af uforlignelig Kraft og Intenſitet. Her
ligne Skyerne ſnarere Edderdun; de ere kun en graa

138 Fresco-Billederne.

og ensformig Taagemasſe uden mindſte Afvexling;
en Solnedgang har jeg ikke feet ſiden den Dag, da
jeg fane Civita⸗Vecchia forſvinde i Aftenens Ildglands.
De mener vel, jeg lider af Hjemvee. Ja, det er
ſandt, det gjor jeg. Men derfor kan jeg dog godt
ſtjonne paa den landlige Fred og Velmagt her i
Landet, Indvaanernes Kraft, Mod og gode Lune,
Reenligheden i deres Huſe og deres Overlegenhed i
at dyrke Jorden: hvis man kunde overfore nogle af
disſe Egenſkaber til Italien, forſt og fremmeſt Reen⸗
ligheden, vilde det blive et heelt Paradis. Men i
det Hele kan jeg dog ikke, uden at vere utaknemlig,
beklage mig over min Landflygtighed, thi jeg har det
Bedſte af Alt: et Arbeide, der tiltaler og interesſerer
mig.

Efter nogle Forſog paa at blande ſig i mine
Sager og give gode Raad, ſom jeg har afviiſt med
ſtorre Beſtemthed, end det maaſkee var høfligt og
klogt, har Lady Charterys endelig givet mig fuld
Handlefrihed; jeg har en Anelſe om, at hendes Fætter
har ffrevet til hende, at jeg er en Perſon, der ikke
er let at behandle. Nu har jeg været her i tre
Maaneder, og i den Tid er her kommet det ene Les
Fremmede efter det andet; men jeg har ikke mere med
dem at gjøre, end om de boede paa Maanen; de har,
eller rettere ſagt, hun har faaet den Vane at komme
Klokken jer og drikke Thee i Balſalen, naar man ikke
er pan Jagt eller ude at ſpadſere, eller naar det har

Fresco⸗Billederne. 139

regnet om Eftermiddagen. Jeg kan ikke nedlægge
noget Veto; hun er fuldſteendigt i fin gode Ret. Da
hun fif at vide, at jeg er en Smule muſikalſk, (od
hun et Piano bringe ind i Balſalen. Jeg kan natur—
ligvis ikke vægre mig ved at ſpille, naar Lady Charterys
beærer mig med fin Nerverelſe; jeg tilſtaaer endog,
at disſe ſmaa Theeſelſkaber ere en behagelig Afvexling
i mit ensformige Liv, og at jeg virkelig foler mig
ubehageligt ſkuffet, naar man enten er ude at ride og
kjore, eller man ſpiller lawn tennis, et ligeſaa ſtoiende
ſom ubegribeligt Spil, efter hvad jeg kunde fee ved
at gage igjennem Gaarden for at komme til Parken.
Hun flager nu ikke mere over, at mit Arbeide gaaer
for langſomt; jeg har en Mistanke om, at det nu be—
gynder at interesſere hende at ſee Gipſen faae Farve
ſom en Roſe. Jeg har faaet fat i nogle kjonne
Bonderborn, jeg vil bruge ſom Moͤdeller. Smukke
ere de ganſke viſt; men det er ogſaa det Hele. Der
er intet Liv i deres blaa og runde Sine; jeg kan
kun copiere deres ſmaa, velſkabte Legemer og runde
Lemmer — deres Anſigter ſiger ikke Noget. De
italienſte Born har et Paradis eller et Helvede i
deres meerkverdige Oine. Hvorfor? Fordi der er ingen
Sjæl i disſe Born, og hvis der var en, vilde de
jælge den for Roverkjob for at kunne kjobe ſalt Fiſt
og Tomater. Der er alligevel noget Übeſkriveligt i
deres Blik, ſom Smaabornene her mangle aldeles. Er
det maaſtee, fordi der gjærer ſaamange Ting i vort

m tu

140 Fresco⸗Billederne.

Blod og i vor Jordbund? Eller er det, fordi de
italienſte Mødre lulle deres Born i Søvn ved at
ſynge Tasſos og Metaſtaſios Stropher for dem?
De engelſke Kvinder recitere ſikkert ikke Shakeſpeares
Vers ved disſe ſmaa hvide og rode Veesners Vugger.

Jeg har pan ſtagende Fod overſat Tasſo paa
Franſk for Lady Charterys og hendes Venner; Form—
forandringen er ingenlunde heldig for den ſtore Digter;
visſe Steder ſynes dog at have gjort et meget levende
Indtryk paa dem. Jeg holdt min Oplæsning ſtagende
ved Vinduet i det, de falde mit Feengſel, et Vindue,
hvorfra man har Udſigt til de gronne Plainer og de
ſtore Cedre. Omgiven af en Kreds af ſkjonne Kvinder
maa jeg, forekommer det mig, have lignet Decamerons
Forteller. Bedſtemoderen ſeer, ſom jeg nok kan merke,
iklfe med meget velvillige Oine paa disſe Sammen—
komſter; men hendes Bifald eller Mishag har ikke
meget at ſige hos Lady Charterys, thi da hun nu er
myndig, er hun fin egen Herre og ſkylder Ingen
Lydighed. Hun maa hele ſit Liv igjennem have veret
et forfærdelig forkjelet Barn, ſom altid har drømt
om umulige og uopnagelige Ting, og, hvad mere er,
ſom ogſaa til Nod har kunnet være uforſkammet og
lunefuld. Desuagtet troer jeg, at hun i Grunden er
af en god Natur; men hun er bleven ſaa forkvaklet i
Selſkabslivet, at hendes Hjerte kun ſjelden flaaer, ſom
det ſkulde.

Fresco-Billederne. 141

Der opholder fig her en Hertug af Kingslynn,
en af hendes mange Fættere, ſom det er det alminde—
lige Onſke, at hun ffal gifte fig med. Det er en flink
Fyr. Hun falder ham Vic og piner og plager ham
i det Uendelige. Han er ikke uden en vis Verdighed,
naar hun ſender ham ſine ſpidſe Pile; men han er
ikke hendes Ligemand i Forſtand, og gifter hun ſig
med ham, er det kun for at blive Hertuginde. Det
er mere end rimeligt, at de begge to meget ſnart vilde
fortryde det, om det blev til Alvor. Jeg vilde faa
gjerne kunne give Dem et rigtig klart Billede af
hende. Jeg ſender Dem hermed en Skizze, jeg tog
af hende igaaraftes i det Sieblik, da hun ſteg af Heſten
ved Foden af Terrasſen nedenfor Balſalen; hun tog
ſin lille graa Hat af, lænede fig mod Rekverket og
henvendte nogle Ord til mig; den nedgaaende Sols
Purpurglands, der flimrede imellem Taxustrœernes
tætte Grene, kaſtede en varm Reflex over den ſtjonne
Amazones Haar og gav hendes Sine et mildt og
tankefuldt Udtryk. Jeg vil ſenere benytte denne Skizze
til et Portrait af hende i fuld Legemsſtorrelſe, naar
jeg er færdig med Frescoerne og er vendt tilbage til
Florinella, hvor dette Ophold i England maaſtee vil
ftaae for mig ſom en Drøm. Hun bliver uden Tvivl
gift med Vic, og hun har allerede begyndt at pine
hans Hjerte og gjore hans Sind pirreligt. Igaar
Eftermiddags havde Lady Charterys og hendes Verden,
for at bruge det her gengſe Udtryk, beleiret Bal—

142 ö Fresco-Billederne.

ſalen. Det tilkommer ikke mig at holde dem borte
derfra, Jeg var altſaa nødt til at luffe op, ſtjondt
meget mod min Billie, det tilſtaaer jeg. Der var
mange Menneſker, baade Herrer og Damer, der alle
talte Engelſk med hinanden, faa at jeg ikke kunde
folge Samtalen. Hvor det ſkulde have moret mig at
kunne betale dem med ſamme Mont, hvis der tilfel—
digvis havde været en Italiener tilſtede! Disſe engelſke
Patriciere ſynes at ville viſe, at Uopdragenhed hører
til god Tone. Medens jeg ſkyndte mig at lægge min
Cigar fra mig, da Lady Charterys traadte ind, vedblev
hendes Gjæfter af begge Kjon at ryge. Der blev
ſerveret Thee; Herrerne flubbrede en afffyelig Drik i
ſig beſtaaende af Cognac og Seltersvand, og Damerne
gottede ſig med varme Poſteier, Bonbons, ſyltede
Frugter, Chocolade og alle Slags Slikkerier. Jeg
tænkte med Redſel paa, at der forſte Gang vilde
blive ringet tilbords Klokken otte. Jeg fatter ikke, at
de ikke Alleſammen krepere af Indigeſtion.

Naar de vare fan naadige at huſke paa, at jeg
var tilſtede, talte de til mig paa Franſk. Jeg folte
mig i dette Sieblik beſat af Forfcengelighedens Dæmon;
overbeviiſt om, at de ikke brod ſig en Smule mere
om mig end om Perſonerne paa mine Billeder, tænfte
jeg ſom faa: Leone Renzo, i Café Greco og i Paris
har man altid troet, at Du kunde tale; tag derfor
Mod til Dig og prov at gjore Uro blandt alle disſe
Cognaes⸗ og Seltersvandsdrikkere. Jeg gik paa; Alle

Fresco-Billederne. 143

ſyntes at være lige fan hjemme i Franſk ſom i Engelſt
med Undtagelſe af en temmelig klodſet Cavalleer, en
Lord Colcheſter, der gik med en Lorgnet i Oiet. Jeg
tog altſaa fat, og jeg havde Held med mig. Jeg fif
ſnart den Tilfredsſtillelſe at ſee, at alle de bonbon—
knaſende Damer rent glemte Seltersvandsdrikkerne. Jeg
fortalte Hiſtorier. Jeg ſang og klimprede paa Mando—
linen. Jeg ſpillede en concerto af Schubert og
Brudſtykker af „Moſes i Wgypten.“ Jeg driſtede
mig derefter til at kritiſere de engelſke Seeder; kun
een Ting pinte mig lidt, de vare nemlig faa ſtupide,
at de ikke havde let ved at fole Braaden; kun Lady
Charterys blev noget pirrelig og forſvarede ſin Maade
at leve paa og de engelſke Samfundsforhold, der fore—
kom mig at tyde paa en oprorende Egoisme. Basta!
jeg havde havt en Chance, jeg havde grebet den i
Flugten, og man gik virkelig ikke fra mig, for Klokken
ringede. Nogle Minuter for de gik, var jeg kommen
i en latinſk Samtale med en af Lady Charterys'
Gjeſter ved Navn Bertie, der baade var en udmerket
Philolog og en dygtig Kunſtner; han lod til at blive
meget forbauſet, men ſvarede mig ikke deſto mindre
i ſamme Sprog. „De maa virkelig ikke tale Latin“,
ſagde Lady Charterys; „De veed jo nok, at det forftane
vi ikke.“ — „Men“, ſvarede jeg hurtigt, „De forſtaaer
det ialfald lige faa godt, ſom jeg forſtaaer Deres
Engelſk.“ Dette Svar eergrede og ydmygede hende
aabenbart. „Den Lektion var god,“ ſagde den Herre,

144 Fregco-Billederne.

jeg talte med. Jeg haaber, at de ville blive kjede af
at drikke Thee i Balſalen. Vrede er aldrig gavnlig;
men jeg gik glip af Dagens ſidſte Lys, og Lys er der
netop faa lidt af her i Landet! — Levvel, min kjeere
og ærede Ven; en hjertelig Hilſen!

Mr. Hollys til Lady Charterys.

Det vilde være mig uendelig kjcert at tage imod
Deres venlige Indbydelſe; men jeg har ikke mindſte
Udſigt til at fane Permisſion i September, og det
vilde ialfald blive hoiſt for en halv Snes Dage. Som
De veed, fungerer jeg her ad interim, og min Chef
kommer forſt tilbage fra Jagterne i November.

Her er ligeſaa varmt ſom kjedeligt. Jeg gjør
vaf og til en Sviptour ud til mine Venner, til Frascati,
Tivoli, Palo eller til Palazzo Odeschalchi; men det
er umuligt at unddrage ſig den blytunge Hedes knugende
Vægt, medmindre man kan indaande Bjergluften, og
jeg ſidder altfor faſt i mit Cancelli til at vove mig
jaa langt bort. Der er hjemme Tale om diplomatiſte For⸗
viklinger, og Parlamentet kan hvert Sieblik blive ind⸗
kaldt. J Forbigaagende ſagt, det er længe ſiden, at
De har fortalt mig Noget om, hvorledes det gaaer
med Deres Frescomalerier; denne Taushed forekommer

mig at vere mere veltalende end de meſt hoiroſtede

Lovtaler. Har De faaet ham gjort heelt forrykt? Har
han af Fortvivlelſe taget Chloral i faa ſtor en Doſis,
at han nu ſover den evige Søvn under Milton Erneſt's

Fresco-Billederne. 145

Taxustræœer? Giver De mig ikke et klart Svar, ffriver
jeg til Deres Bedſtemoder for at faae at vide, hvor—
ledes det hænger ſammen.

Lady Charterys til Samme.

Jeg ſtal, min kjcre Henry, ſelv gjøre mig den
Uleilighed, at ſige Dem Sandheden, ſtjondt det egentlig
er at viſe Deres Sottiſe for megen Wre. Deres Protegé
har det meget godt; Væggene begynde at blive fulde
af Skizzer, af Conturer, ſom han ſiger, og de ere
meget lovende. Han har iſinde at male Mufikſalen i
graffiti. Hvad det er for Noget, kan jeg ikke ſige
Dem; jeg folger bogſtaveligt Deres Inſtruktioner og
tager mig vel iagt for at blande mig i hans Sager.
Jeg lader ham have fuld Handlefrihed. Da han har
erklæret, at lawn-tennis er et dumt og ugratieuſt Spil,
tor jeg ikke anmode ham om at være med dertil;
undertiden, en Gang om Ugen maaffee, ſynger han
lidt for os eller oplæfer med megen Ynde et eller
andet italienff Digt. Han ſynger virkelig meget godt,
og det undrer mig, at han ikke, ligeſom Capoul, er
gaaet til Theatret. Vie holder rigtig meget af ham,
hvad der egentlig er ganſke merkeligt, thi de kunne
blot ſige hinanden en halv Snes Ord. De huſfer jo
nok Vics Franſk, hans Eton⸗Franſk, ſom han mente
var faa mageloſt, ffjøndt han kun til Nod dermed
kan forſtaae de gyſelige Operetter og beſtille fig en

Aftensmad hos Bignon!
10

146 Fresco⸗Billederne.

Ingen af os havde Anelſe om, at han kunde ride,
for forleden Dag, da Heſtene vare trukne frem og
Souchong (den huſker De vel nok?) paa engang foer
afſted i Retning af Skoven, hvor han netop ſpadſerede.
At ſtandſe den og ſpringe i Sadlen paa den, var for
ham kun et Oiebliks Sag. Efterat have ladet Heſten
lobe en tre Miles Vei, jætte over Hekker, ſpringe
over Grofter, lykkedes det ham at fane den temmet,
og han bragte den tilbage fan from ſom et Lam,
medens vi troede, den ſkulde have kneekket Halſen.

Mr. Hollys til Samme.

En herlig Damerideheſt, den Souchong! Men
hvem er egentlig Helten? Jeg veed jo dog, at Vie
er en god Rytter?

Lady Charterys til Samme.

Hvem kunde ane, at en Italiener forſtod ſig paa
at ride? Jeg troede, at de i den Henſeende vare
ligeſaa dygtige ſom Franſkmeendene.

Mr. Hollys til Samme.

AUndſtyld min Dumhed! Jeg forſtaaer Dem nok;
men opgiv endelig Deres borneerte engelſke Fordomme.
Om end Italienerne ikke ere Jockeyer, faa forſtaae de
dog at ride. Og hvad Franſkmendene angaager, har
De faa aldrig været med paa en Sjortejagt i Chantilly
eller pan Vildſvinejagt i Ardennerne? Jeg kan godt

G6—3V—E .. ˙»Ä!,.½—⁰ .....

Inn | ITT TTT IE rtr e

Fresco⸗Billederne. 147

lide, at Vic har Sympathi for Souchongs Be—
tvinger.

Lady Charterys til Samme.

Varmen virker nok paa Deres Hjerne. Souchong
er ingenlunde bleven betvungen; den vil ſom ſed—
vanlig gjerne bide fin Groom og ſprenge fin Baas!

Mr. Hollys til Samme.

Et Ord endnu. Tager De til Cowes ſom ſed—
vanlig, Ja eller Nei?

Lady Charterys til Samme.

Hvorfor underſtrege et ſaa ſimpelt Sporgsmaal?
Nei, jeg tager ikke dertil, fordi Glaucus er under
Reparation, og jeg fager Brug for den til Vinter.

Mr. Hollys til Samme.

Tak! det Svar burde jeg have ventet. Har De
ikke tenkt paa at lade Glaucus' Kahyt male en graf-
fiti? Hvis faa er, har jeg en Mand til Dem, ſom jeg
burde have ſendt Dem til Balſalen; han er otteogtreds,
har baade Ordener og Diplomer, er Profesſor, Med⸗
lem af tuſinde Akademier og forreſten et Aſen! Det

havde jo været kjedeligt nok for Frescomalerierne;
10%

— me

148 Fresco⸗Billederne.

men Maleren var ikke kommen til at undgjelde der—
for; han havde ganſke viſt ikke overſat Tasſo eller
ageret Mazeppa paa Souchong. Men man bliver
aldrig klog, for det er forſilde.

Lady Charterys til Samme.

Jeg har ſendt high-life-Bladene en Notits om,
at den almindelig” bekjendte og afholdte Mr. Hollys
er gaaet fra Forſtanden ſom Folge af et Solſtik,
hvoraf han er bleven ramt under Udovelſen af ſin
diplomatiſke Virkſomhed i Rom.

Mr. Hollys til Hertugen af Kingslynn, Milton
Erneſt.

Kjere Vic, De veed, jeg onſker Dem alt Godt;
men hvad kan jeg gjøre? Jeg har aldrig havt megen
Indflydelſe paa min Myndling, og i Afſtand har jeg
aldeles ingen. Hvis jeg ffriver til hende og taler
Deres Sag, vil det formodentlig for ſtedſe gjore
hende uvillig ſtemt imod Dem. Jeg er overbeviiſt
om, at hun nerer megen Agtelſe for Dem, og at hun
ikke kunde gjore et bedre Valg. Selv aldeles bort—
ſeet fra de ophoiede Egenſkaber, paa Grund af hvilke
Belgravia aldrig har ophørt at ſee op til Dem, ſiden
De gik ud af Etons Ottende, er Deres loyale Charak⸗
teer, Deres ærlige Henſigter, Deres blide og ſindige

Fresco-Billederne. 149

Tænfemaabe og det Heldige i, at De fjender hende
faa godt, i mine Oine en ganſke anderledes ſtor
Garanti for, at hun vil blive lykkelig med Dem;
men hvis De ſelv føler, at hun ikke har nogen Til—
boielighed for Dem, ſaa ſkal De ikke give hende Lei—
lighed til at gjøre Dem ulhykkelig.

Esmée er en Kvinde, ſom vil være iftand til
Alt, hvis hendes Hjerte nogenſinde taler. Men hvis
hun for Dem kun foler Sympathi eller almindeligt
Venſkab, faa. .. faa, min fjære Vic, faa ſtod Dem
hellere en Dolk i Hjertet end at ødelægge hele Deres
Fremtid ved at udfætte Dem for en evig Skuffelſe,
en forterende Skinſyge, en unyttig Opoffrelſe. Det
er i al Oprigtighed min Mening; De kan jo nu
gjøre, hvad De ſelv finder rigtigſt. Kun onſker jeg,
at De ſvarer mig paa folgende Sporgsmaal: Har
jeg handlet rigtigt eller ikke i at ſende Renzo til Mil:
ton Erneſt? Medens jeg nok tænkte mig, at det kunde
more hende at viſe ham fin Stivſindethed med Hen—
ſyn til hans Arbeider, kunde det aldrig falde mig
ind, at hun vilde give ſig mere af med ham end
med Godſets Læge og Preeſt. Jeg gyſer for, at jeg
ikke tilſtrekkeligt har tænkt paa, hvilke Ulykker en clas⸗
ſiſt Profil og to kulſorte Oine kunne anrette.

Hertugen af Kingslynntil Mr. Hollys. — Rom.
Milton Erneſt.
Nei, jeg troer ikke, det har Noget at ſige med

**

150 Fresco⸗Billederne.

Italieneren. Han ſynes at gage aldeles op i fit
Maleri; jeg har virkelig fattet Venſkab for ham.
Skjondt han er ſmuk, er han hverken indbildſk eller
paatrængende; han er en fattig Djævel, men mært
værdigt ſtolt og holder fig af fig ſelv i Afſtand.
Jeg troer ikke, han har den mindſte Udſigt; men De
kjender ham jo upaatvivlelig tilbunds. Trods Alt,
hvad De ſiger, og ſkjondt jeg troer, De kan have Ret,
bliver jeg alligevel ved min Mening. .. jeg vil
prove det. Hun har aabenbart ikke meget tilovers
for mig; men, hvis hun ikke har mere tilovers for
Andre, hvorfor ffal jeg faa tabe Modet? Jeg kan
ikke ligeoverfor hende udtrykke mig ſaaledes, ſom jeg
gjerne vilde, eller fee ſaaledes paa hende ſom Italie—
neren, naar han oplæfer Tasſo; ikke deſtomindre vilde
jeg gjore Alt for hende, og jeg troer ikke, der paa
hele Jorden findes en Kvinde ſom hun. Har hun
Feil, ſaa kjender jeg dem ikke; hun kan, om hun vil,
behandle mig ſom det Smuds, hun træder paa;
derfor ffal jeg alligevel elſte hende hele mit Liv
igjennem.

Mr. Hollys til Hertugen af Kingslynn.

De har fuldkommen Ret, min kjere Vie; men
det bryde Kvinderne ſig ikke mere om end om Smudſet
under deres Sko; jeg tilfsier yderligere, at maaſkee fore⸗
træffe de endog ſelv at blive behandlede paa den
Maade. Det er en loierlig Smag; men: ſaadan er

Fresco-Billederne. 151

de nu engang. Jeg har ofte hort tale om Kjerlig—
hedens Klarſynethed; men Kjerligheden har altid fore—
kommet mig at være faa blind ſom tituſinde Flager—
muus, og De gjor ingen Undtagelſe fra denne Lov.
Gud være med Dem, fjære Ven! Raft fremad og ſee
at vinde Spillet!

Hertugen af Kingslynn til Mr. Hollys.
Spillet er tabt! Det var knap nok, hun vilde

høre paa mig. Jeg gaaer nu paa Elefantjagt. Jeg
er reiſt, ſend mig Brev til London.

Mr. Hollys til Samme.

Det gjor mig inderligt ondt; men vil De folge
mit Raad, faa opgiv Reiſen til Afrika. Tag hellere
til Benderrick eller Glenlochrie, jeg ſkal da gjøre det
Umulige for at flippe herfra og tilbringe en Ugestid
ſammen med Dem.

Hertugen af Kingslynn til Mr. Hollys. Rom.
Gardens Klub, London.

Mageloſt! De unge Dyr ere meget gode pan

denne Aarstid. Jeg tenker nu ikke mere paa Italie⸗
neren end paa en Groom. Det var flinkt af Dem,

152 Fresco-Billederne.

at De ffaanede mig for den berømte Fraſe: Jeg
jagde Dem det jo nok. Kom til Glenlochrie.

Leone Renzo til Don Ezzelino Ferraris.

Jeg har med ligeſaa megen Glæde ſom Tak—
nemlighed modtaget Deres Brev. Det gjor mig meget
ondt at hore, at den ſtakkels Jesſas Son har trukket
et daarligt Numer. Udſkrivningen er ſtreng for Men-
dene, men endnu gruſommere for Modrene. Alt,
hvad der pasſerer hjemme, interesſerer mig; naar
jeg leſer Deres Brev, er det, ſom om jeg hører
Greshopperne ſynge, Natuglen hyle, og feer Maisſteng⸗
lerne bevæge fig; og tcenk! Deres Breve bringe mig en
Duftaf vild Kaprifolium, af Citronblomſter og Morgenens
vellugtende Dug; naar jeg her vandrer om i Driv-
huſene, troer jeg mig henflyttet til Italiens Marker
ved Juniſolens Opgang. Lady Charterys er nu
neſten ene paa Milton⸗Erneſt. Alle hendes Gjeſter
ere reiſte med Undtagelſe af en elffværdig ung Dame,
Lady Hermione, og fan den imponerende Bedſtemoder.
Den berommelige Hertug er bleven afviiſt, hvis jeg
ellers tor troe Overgartneren, der er den, ſom taler
bedſt Franſk her. Jeg ſtager i ſtor Gunſt hos ham,
efterat jeg har viiſt ham, paa hvilken Maade det er
lykkedes Dem at helbrede Deres Viinranker for den
Sygdom, vi falde oriptommia, og ſom hans her i

Fresco-Billederne. 153

Drivhufet ogſaa ere angrebne af. Den unge Hertug
er nu reiſt; han er optraadt ligeoverfor mig ſom en
ſand Gentleman; men Lady Charterys ſyntes ikke i
nogen Henſeende om ham. Hun drillede ham, gjorde
Nar af ham og betragtede ham aabenbart ſom et Fe,
hvad han efter min Mening ingenlunde er, ſtjondt
han har et noget keitet Veſen og taler det juſt ikke
elegante Sprog, ſom for Tiden er i Mode hos de
unge Mænd af den fornemme Verden, ialfald efter
hvad jeg har kunnet flutte mig til af dem, jeg har
ſeet her. Lady Charterys og Lady Hermione komme
ſtadig og drikke deres Thee i Balſalen; de begynde
virkelig at forſtaae Tasſo ganſke godt. Lady Charterys
har en prægtig Mezzo-Sopran; hendes Maade at ſynge
pan lader desværre i mange Henſeender Meget til—
bage at onſke. Hun tager paa den elſtverdigſte
Maade mod mine Bemeerkninger; jeg lerer hende
ogſaa at klimpre paa Mandolinen; disſe Timer ville
imidlertid ſnart høre op, da hun ſkal begynde paa
en Rekke Beſog rundt om paa Slottene. Efter hvad
hun ſiger, kan der ikke tenkes noget mere kjedeligt.
Jagttiden er nok allerede begyndt i Skotland, og der
fager hun forſt hen. Naar Herrerne have været paa
Jagt hele Dagen, ere de om Aftenen ſaa trette, at
de ere ſom Faar eller Stene. Det forekommer mig,
at den fornemme Verden gjor ſig ſelv til Slave af
forſtrœkkeligt kjedelige Pligter. Uagtet de ſelv finde,
at det er et utaaleligt Liv, de fore, faa vedblive de

154 Fresco-Billederne.

dog at følge den gamle Slendrian. Hørte jeg til
dem, ſkulde jeg overraſke dem ved min uafhængige
Optræden.

Jeg bil være Dem meget forbunden, hvis De
vil ſende mig et ſtort Album, fuldt af Tegninger,
hvilke jeg ſom ganſke ung leverede til Morgante Mag—
giore. Lady Charterys vil gjerne ſee dem; det Digt,
jeg har reciteret for hende med adſkillige Udeladelſer,
har moret hende meget. Jeg har ſagt hende, at vore
Bonder endnu fra disſe gamle Digte tage Stoffet
til de Skueſpil, de ſpille oppe i vore Bjerge uden
andre Decorationer end Naturens. Man væffer let
Lady Charterys Interesſe, iſceer naar man fætter
hendes Fantaſi i Bevegelſe. Hun har Aand; men
hun bortodſler den paa rene Übetydeligheder. Jeg
er meget modtagelig, det tilſtaaer jeg, for den For-
andring, der er foregaget med hende ſiden hin Dag,
da hun med god Grund generede mig i Anledning af
en Kjole; nu er hun lige fan høflig ſom elffværdig
imod mig. Ganſte viſt kan hun ikke aldeles frigjore
ſig for en vis Heftighed, der er hende medfodt; men
hun ſoger ialfald at beherſke fig. Hun hører uden at
blive fornærmet paa visſe Sandheder, ſom jeg tillader
mig at ſige hende, og ſynes at blive forlegen over
ſin Uvidenhed om Alt, hvad Kunſt og Videnſkab an—
gaaer; en Uvidenhed, ſom hun tidligere næften pralede
af! Hendes Opdragelſe maa være bleven meget for—

Fresco-Billederne. 155

ſomt. Hun far imidlertid fortalt mig, at hun fra fit
fjerde til ſyttende Aar har været aldeles overladt til
en udenlandſk Gouvernante, der bogſtavelig talt havde
proppet hende med alle Slags ueensartede Kundſkaber.
Da hun var ſytten Aar, var hun ferdig med Under—
viisningen og gjorde fin Entrée i Selſtabslivet. Det
er nu fem Aar ſiden. Med vedholdende Opmerk—
ſomhed hører hun paa Alt, hvad jeg fortæller hende
om Deres udſtrakte Viden, om Deres uendelige
Godhed og om det Hjem, De har gjort mig faa dyre—
bart, den yndige lille landlige Bolig, hvor den gamle
Martha ffjændte paa mig, naar jeg lod Honſene lobe
i Bedene og Kramsfuglene ftjæle Oliven. Naar
ſkal jeg atter fee Deres fjære lille Preſtegaard med
dens hvidtede Mure? Jeg maler for Oieblikket Hylas,
der drages ned i Vandet af Nymferne. Jeg har ikke
kunnet finde en Model til Hylas; jeg har altſaa
maattet holde mig til gamle Minder og gjenkalde mig
i Erindringen vore Drenge med den morke Teint,
med de ſmidige Lemmer, vadende om og fiſkende
i vore Bjergſtromme. Det er ogſaa Italien, jeg
fænfer paa, naar jeg maler et Natſtykke, disſe ſkjonne
Netter, ſom Somendene ſynes faa godt om. Naar
Maanen her ftaaer op, feer den altid ud, ſom om den
ſtrax igjen vil ſtjule fig; naar Stjernerne ere ſyn⸗
lige, hvad der kun indtræffer to af fem Netter, ere
de ſmaa og blege. Ak! naar ffal jeg atter fee Venus

156 Fresco⸗Billederne.

ſtraale i dens gjennemſigtige Glands over Soraktes
morke Tog eller Leanasſas Snee?

Don Ezzelino Ferraris til Leone Renzo.

Jeg ſender Dem den onſkede Bog og haaber,
den kommer i god Tid. Jeg er meget glad ved at
fee, hvilken Plads vort ringe Hus og vor lille Landsby
indtage i Deres Hjerte. De vil heller ikke nogen—
ſteds, min kjcre Son, fane en ſaadan Modtagelſe ſom
den, der venter Dem her. Naar Deres Fod atter
betræder de [malle Stier i vore Bjerge, kan De være
vis paa at bringe Lykke og Glæde med Dem. Martha
begynder at blive gammel, men dog ikke mere, har
hun. paalagt mig at ſige Dem, end at hun endnu
ſtadig elſter Dem. Tillad nu, at jeg ſiger Dem et Par
Ord. Deres Vertinde indgyder Dem en ganſke na⸗
turlig Interesſe; men ſorg blot for, at den ikke bliver
altfor levende. Jeg feer ikke uden Uro, det tilſtager
jeg, disſe Muſiktimer og disſe Oplesninger af vore
Digtere. Der er ingen Tvivl om, at denne fornemme
Dame finder dem lige faa behagelige ſom De; men

da hun er en fornem Dame, og De er ligeſaa ſtolt

ſom fattig, er dette intime Forhold ikke uden Fare.
Tilgiv mig, at jeg tillader mig denne Bemeerkning,
og huſk paa, at den kun hidrorer fra Frygten for en
altfor ſtcerk Lidenffab, Gud velſigne Dem!

Fregco-Billederne. 157

Leone Renzo til Don Ezzelino Ferraris.
Kjere og fortræffelige Fader, vær uden Frygt;
jeg ſkal vide at værge mig mod Faren. Stoltheden
er, hvor lidet berettiget den end kan vere hos en
Mand af min Herkomſt, en moralſk Kraft. Hun er
henrivende og indgyder mig, det indrommer jeg, en
levende Interesſe; men det er ved Modſetningen
imellem de ſynlige Feil i hendes Charakteer og hendes
Hjertes ſtore Egenſkaber, imellem fjendes udprægede,
ſkjondt ubevidſte Egenkjerlighed og hendes ſenſible
Naturs Adel. Alle disſe Modſigelſer gjore hende til
et ganſke eiendommeligt pſychologiſt Pheenomen. Dette
ſeer abſtrakt og didaktiſk ud; men det er i Virkelig—
heden denne ſammenſatte Natur, der interesſerer mig,
og det er det Hele. Jeg vil imidlertid ſnart komme
til at favne denne Gjenſtand for Studium; thi hun
vil, ſom jeg allerede har ſagt Dem, ſnart reiſe herfra;
det er endog tvivlſomt, om hun kommer tilbage, for—
inden hun tager til Cannes, det vil ſige for Vinteren.
Her i England bruger man at drage fra Slot til
Slot om Efteraaret. Man er der ſtadig paa Scenen
ſom paa et rigtigt Theater. Alt dreier fig om Toi⸗
letter, Dinerer, Adſpredelſer og alle Slags Narreſtreger.
Efter Lady Charterys' Skildring ſkulde man nu troe,
at det maa være en meget tom Tilværelfe; men hun
forſikkrer, at der er noget virkelig Stimulerende der⸗
ved, og at man, naar man forſt „er i Farten”, ikke
kan finde ſig i at leve paa anden Maade; heldigviis

— eneste

158 Fresco⸗Billederne.

er jeg da fri for nogenſinde at komme med paa den
Fart! Ver derfor ganſke rolig med Henſyn til den
Fare, jeg kan være udſat for; ſom jeg allerede har
ſagt Dem, har jeg et tredobbelt Pantſer imod den i
min Fattigdom, min Kunſt og min Stolthed. Under
mit Ophold i Paris elſkede jeg en Kvinde; det be—
troede jeg Dem en Aften, da vi ſad ude i Forhallen,
medens Maanens gyldne Skive ſteg hoiere og hoiere
op over Bjergene. Denne Kvinde er nu dod, og,
hvad der er det ſorgeligſte derved, det er, at hun ikke
fortjente at være Gjenſtand for den Lidenſkab, hun
indgjod mig. Jeg er for lange Tider helbredet for
Kjerlighed og dens Daarſkaber. Jeg forbliver ene
ſom en Eremit i dette Lands ſtormfulde Efteraar og
morke Vinter. Er det blot faa lyſt, at jeg kan male,
faa flager jeg ikke. Jeg tegner for Sieblikket paa et
Udkaſt til Daphnes Begravelſe. Jeg kan ikke finde
en Model mellem disſe klodſede Bonder og gigtſvage
Arbeidere. Men jeg mindes fyldige og ſmidige For—
mer, ſkjonne morke Skikkelſer, Keerrer trufne af Oxer,
der vende tilbage fra Hoſtarbeidet, rythmiſke Dandſe
i Lovſale af Oliventrœets Grene, unge Piger, boielige
ſom Siv, der hente Vand ved Bronden ligeſom i
Daphnes Tid. J hvor mange Henſeender ere vi dog
ikke jaa godt ſom uforandrede ſiden Theokrits Tid!
Ja, min fjære og fortræffelige Ven, vær overbeviiſt
om, at mit Hjerte er altfor fuldt af Italien til at
kunne begage Daarſkaber andre Steder; desuden tro

Fresco-Billederne. 159

De mig, om ogſaa Lady Charterys fætter mig lidt
højere end hendes Hushowpmeſter, driver jeg det dog
ikke videre end til at komme i Rang med en Sekretair
eller Lærer, allerhoiſt med en Rizzio, hvem denne
hovmodige Dronning til Nød vilde tilkaſte fin Gandffe
eller ſende et medlidende Blik. Men jeg bryder mig
nu hverken om Handſter eller Medlidenhed. Jeg ſtal
være tilfreds, naar hun, efterat Balſalen er gjort
færdig, ſmiler til mig og ſiger: A rivederei, min
gode og fjære Ven!

Mr. Hollys til Lady Charterys.

Hvorfor kommer De ikke til Drumdries? De
ere Alleſammen raſende. Jeg fager Dem aldeles ikke
at ſee, da jeg kun bliver her en fjorten Dages Tid.

Lady Charterys til Mr. Hollys.
Glenlochrie.

Jeg beklager oprigtigt, kjcere Henry, at jeg ikke
faaer Dem at fee; men jeg kan ikke beſlutte mig til
at tage til Drumdries. Dengang jeg lovede at komme
der, havde jeg ingen Anelſe om, at den ſtakkels
Kingslynn havde opſlaget fit Telt der i Nerheden.
Jeg troede tvertimod, at han vilde gage paa Elefant⸗
jagt i Afrika eller Oſtindien. Jeg turde aldrig vove
mig udenfor Parken af Frygt for at mode ham; jeg
kan ikke taale ham! Jeg veed ligeſaa godt ſom De,
at han er en ſkikkelig og flink lille Fyr, der opfører

160 Fresco-Billederne.

fig ulaſteligt, naar han er udenfor Paris. hvor Mo-
den jo byder, at man kaſter enhver engelff Dyd over—
bord. Alligevel vil jeg aldrig kunne gifte mig med
ham, ikke engang for at blive en af de tolv Hertug—
inder i de forenede Kongeriger Storbrittanien og Ir—
land, hvad dog mine Venner eenſtemmigt erflære for
at være det Eneſte, der er værd at leve for. Jeg
finder mig i min Skjcebne. Ja, jeg har iſinde med
det Forſte at gjøre en Rekke Beſog, dog ikke ſtrax.
Hermione er her; hun ſynes at være meget begeiſtret
for en af vore Naboer, John Herbert af Wardell,
ſom for kort Tid ſiden er kommen hjem fra lange,
meget lange Reiſer i Udlandet. Hvis de ſynes om
hinanden, kan Ingen have Noget at udjætte paa den
Forbindelſe; thi ffjøndt han kun er Baronet, er
Wardellernes Familie dog flere hundrede Aar gammel.
Mr. Hollys til Lady Charterys.

Hvad ſkal det ſige? Hermione og John Her⸗
bert? De og den Anden? Et net Firklover! Som
De meget rigtig bemerker, er der ikke Noget at ud—
ſœtte paa Herbert.

Mr. Hollys til Enkegrevinden af Cairnwrath.

Kjcre Tante, tillad, at jeg ſporger Dem, om De
ikke er iſtand til at fane Esmée til, ſkjondt hun ikke
vil høre tale om Drumdries, at opfylde fine For⸗
pligtelſer ligeoverfor andre Venner? Hendes Handle⸗

Fresco-Billederne. 161

maade bliver mere og mere forunderlig, Hvis hun
paa ingen Maade vil forlade Milton, faa ſend endelig
Indbydelſer ud. Tag Dem dog for Guds Skyld af
Sagerne, ligemeget pan hvilken Maade. Jeg ſkulde
gjerne ſelv komme, hvis jeg ikke abſolut ſkulde være
i Rom inden tre Dage.

Enkegrevinden af Cairnwrath til Mr. Hollys.

Ingen kan fole ſig mere pinligt berort end jeg
af mit Barnebarns, Lady Charterys, beklagelige Ufor—
ſigtigheder (jeg kunde gjerne bruge et meget ſterkere
Udtryk); men jeg kan aldeles ikke gjore Noget ved
den Sag. Hun er fuldftændigt uafhængig, og De
veed fra gammel Tid, hvor ſtivſindet hun er. Hun
tager hverken til Cowes eller til nogen af ſine Ven—
ner. Jeg har derimod Grund til at troe, at naar
hun bliver paa Milton, er det, fordi den italienſke
Kunſtners Selſkab — ham, ſom De har fundet for
godt at ſende hertil — har en beklagelig Tiltræfning
for hende. Selvfølgelig har jeg ikke nogen alvorlig
Uforſigtighed at bebreide hende. Esmse reſpekterer
ſelv formeget min Nerverelſe til nogenſinde at lade
mig blive Vidne til ſaadant Noget; dog finder der
beklagelige Uregelmeesſigheder Sted, og jeg betragter
deres intime Forhold ſom yderſt urigtigt. Nu beder
hun endog denne Perſon om at ſpiſe til Middag med
os! Han har ſaamegen Takt og ſund Fornuft, at
han afflaaer det; men De kan heraf fee, hvor vidt

11

162 Fresco-Billederne.

det gaaer! Han leſer Italienſk med hende og giver
hende Underviisning i Sang; De veed jo godt, hvad
Sligt altid er Forlober for. Jeg indrommer, det var
Dem umuligt at forudſee, at Esmse ffulde kunne
glemme ſig i den Grad, at hun viſer ſin Sympathi
for en ung Mand, ſom er afſendt af Dem for at
male hendes Balſal; men derfor er det lige beklage—
ligt, at De ikke har valgt en Mand i en modnere
Alder og af et mindre forforeriſk Ydre end denne
Perſon. Denne Sag ærgrer og oprorer mig mere,
end jeg kan ſige Dem. Jeg veed bogſtavelig talt ikke,
hvad jeg ſkal gjøre!

Jeg har fra forſt af havt en Fornemmelſe af,
at denne underlige Idee, at lade en Italiener male
Balſalen, vilde medføre Ubehageligheder. Havde man
ladet dygtige Dekorateurer udføre dette Arbeide, vilde
de have udført det, uden at Esmée var kommen ind
i Salen, før Alt var færdigt. De fan være over-
beviiſt om, at jeg er kommen med alle optænfelige
Argumenter for at viſe hende, i hvor hoi Grad hun
kan ſkade fig ſelv ved denne Familiaritet ligeoverfor
en Udlænding, om hvis tidligere Liv De ikke kan ſige
Andet, end at han har malet Alteret i en lille Lands—
bykirke. Jeg er nodt til at indromme, at hvad jeg
jan ſiger til hende, fan hjælper det ikke. Forſt lo
hun deraf og ſagde, hun kunde ikke ſee, at der var
det mindſte Ondt i at lære Italienſk. Og da hun
tilſidſt blev kjed af at hore mig gjentage den ſamme

A

Fresco-Billederne. 163

Ting, endte det med, at hun ſagde mig rentud, at
hun var Herre paa Milton-Erneſt og jeg paa Staines,
hvormed hun formodentlig vilde antyde, at jeg gjorde
bedſt i at reiſe derhen. Kan ikke De og Lord Llan—
dudno ſom hendes tidligere Formyndere tage Dem af
denne Sag?

Efterſtrift. — Umuligt at tenke paa at indbyde
Folk, ſom Esmöe ikke vil fee; thi jeg kan være vis
paa, hun taler ikke til dem, hvis de ere indbudne
uden hendes Samthkke.

Mr. Hollys til Enkegrevinden af Cairnwrath.

Kjcre Tante, jeg er virkelig i ſtor Forlegenhed
og kan ikke tilgive mig felv min Dumhed. Da Esmse
aldrig tidligere har tilbragt de tre Maaneder af Aaret
paa Milton, Hvor kunde jeg fan ane, at det ffulde
gaae ſaaledes? Jeg er bange for, at Llandudno og
jeg iffe have nogen Myndighed ligeoverfor hende
undtagen i Sager, der angage Beſtyrelſen af hendes
Godſer. Vi kan ikke forbyde hende at invitere en
Maler til Middag, naar vi ſelv indbyde ham til vort
Bord. De betragter Malere ſom en Slags Reengio—
ringsmenneſker; men ſaadanne Ideer tilhøre en ſvunden
Tid. Jeg har ikke det Mindſte imod, at hun beder
ham til Middag; men hvad jeg betragter ſom hoiſt
forkaſteligt, det er, at hun flirtrer med ham. Og det
er navnlig beklageligt ligeoverfor det ſtakkels Men⸗

neſke, der kun kommer til at lide derunder; naar hun
11*

UP

r

164 Fresco-Billederne.

"bliver kjed af at leſe Tasſo og ſpille paa Mandolin,

har hun inden fireogtyve Timer glemt ſin Lerers
Tilvoœrelſe, og hun vil være af den Mening, at han
kan være vigtig glad ved at have faaet 500 Pund
for ſine Malerier. Jeg troer forovrigt, De tager
hele Sagen altfor hoitideligt. Jeg beklager oprigtigt,
det kan jeg forſikkre Dem, at jeg nogenſinde har ſat
Foden i Renzos Atelier, et Atelier, der forreſten ikke
var faa let at finde, efterſom man kun naaede derop
ad en Trappe med hundredeogfemogfirſindstyve Trin,
jaa ſteil ſom en Stige og fan mork ſom en Brønd.

Enkegrevinden til Mr. Hollys.

Jeg veed meget godt, min kjere Henry, at Deres
frivole Verden betragter enhver ſocial Forffjel ſom
noget Overflodigt og behandler alvorlige Sager ſom
Pedanteri. Men viſt er det, at om ogſaa Lord
Llandudno byder Malere til Middag, faa vilde han
dog pan ingen Maade tillade fine Døttre at gifte fig
med dem, Jeg troer derfor ogſaa, det er nødvendigt
at meddele Dem, at jeg ikke betragter det ſom en
Umulighed, at Esmée i fin taabelige Egenſindighed
heelt kaſter fig i Armene paa dette Menneſke. Jeg
troer, det er paa Tiden, at Familieraadet ſammen⸗
kaldes.

Fresco Billederne. 165

Mr. Hollys til Enkegrevinden af Cairn-
wrath.
Vi har ingen Familieraad i England. Hvad er
der at gjore?

Enkegrevinden til Mr. Hollys.

Kunde De ikke fane den italienſke Regjering til
at forlange ham udleveret? Hvad har man ellers
disſe Udleveringstraktater til?

Mr. Hollys til Enkegrevinden.

Naar han ellers ikke har gjort Noget, under
hvilket Paaſkud ſkulde man faa kunne fordre ham ud—
leveret? Her ſtager min Forſtand ſtille. Jeg ſkriver
til Llandudno. Jeg er vis paa, at han tager ſtrax
til Milton.

Enkegrevinden til Mr. Hollys.

Det ſkal ret glæde mig at fee Lord Llandudno,
og jeg antager, at Lady Charterys ikke vover at
vende fin Formynder Ryggen. Men behag at huſke,
at det ikke er ham, der har ſkaffet os denne Herre
paa Halſen.

Lord Llandudno til Mr. Hollys.
Milton⸗Erneſt.

Min fjære Henry, jeg er her, efter Deres Onſke,

under et pasſende Paaſkud. Jeg feer paa Wre ikke.

166 Fresco-Billederne.

hvad jeg kan gjore. Efter min Mening er Tabby
gaaet fra Sands og Samling af Skrek. Hvis Esmée
er forelſket i Deres Ven, fan forſtager hun ialfald at
ſkjule det. Jeg ſynes godt om den unge Mand, han
er en Gentleman, og han har virkelig meget Talent.
Det lader til, at han giver hende Underviisning i
Sang og lerer hende at ſpille paa Mandolin, naar
der drikkes Thee i Balſalen; hun lader ham pasſe ſig
ſelv til Kloklken fem. Lady Cairnwrath er raſende;
jeg har ſagt hende, at efter min Mening er det Bedſte,
vi kunne gjøre, at lade Esmée være ene; hun er jo
ikke længer et Barn, og jeg holder i det Hele ikke af,
at man tillader ſig at ſige Ting til en Dame, ſom
man ikke kan ſige til en Mand, uden at udſette fig
for en Repſelſe. Hun er ikke en Kvinde, der com—
promitterer ſig; ſnarere kunde det ligne hende at more
fig over den unge Mand, ſaalcenge han har Nyhedens
Interesſe for hende, for derefter at ſende ham en
Anviisning og faa ikke ſpilde en Tanke mere paa ham.
Hun er ſaa ſtolt ſom Nogen; jeg troer hende ikke
iſtand til at gjøre et Feiltrin. Man havde gjort
bedre i ikke at give ham Ophold paa Slottet; han
kunde jo have boet nede i Landsbyen; men det har
ikke ſtort at lige. Hvis hun ikke reiſer for, fan tager

hun ialfald til Cannes. Jeg vilde ligeſom De gjerne

have, at hun ffulde tage den ſtakkels Vic; men han
har ingen Chance. Tabby paaſtager, at Deres Ven
er en Eventyrer, en Intrigant, der ſpekulerer paa, at

Rn

een

en ener

Fresco-Billederne. 167

hun ſkal gifte fig med ham; det er taabelig Snak.
Han ſeer mig ud til at være et meget haderligt
Menneſke. Han ffjuler fig, hver Gang Esmse ſoger
at fane ham ud af Atelieret. De tale Franſk med
hinanden, og jeg er ikke meget ſtiv i Franſk; men det
forekommer mig, at de ofte ere oppe at trættes. Her—
mione forſtager, hvad de ſige; men den lille Gapſtrik
giver den Discrete. J ethvert Tilfælde troer jeg, at
man ffal tage fig iagt for at blande fig i Sagen:
Esmsée finder fig ikke i at have Capſun paa, — hun
er ligeſom mine Dottre.

Efterſt. — Tabby holder paa Capfuent Hvor
ſalig Cairnwrath dog maa have veret lykkelig med
hende! Og hvor han oppe i fin Himmel kan glæde
lig over, at han ikke mere hører til denne Verden!
Men Gud naade ham, den Dag hun igjen forenes
med ham!

Mr. Hollys til Lord Llandudno.

Kjære Llandudno, tuſind Tak. De har friet
mig for en tung Byrde. Den hoiterede Enkegrevinde
fpaaer altid, at nu gaaer Verden op i Flammer, naar
En river en Svovlſtik af, ſelv om han river den af i
den forkeerte Ende. Renzo er en Gentleman, derom
er jeg overbeviiſt; der er faa meget gammelt ædelt
Blod i Storſtedelen af Italienerne, ſelv naar de ikke

ere ſikkre pan deres forſte Herkomſt! Jeg er aldeles
af Deres Mening med Henſyn til Esmses Giftermaal.

k

168 Fresco-Billederne.

— Undſkyld, jeg afbryder; jeg ſkal afſende en Ind—
beretning om, hvor meget af Gamp og lignende Planter
der avles her i Landet, Det er nok ellers Conſulatets
Sag. Ingen i Foreign Office behøver at vide det,
og Ingen leſer det; det fan blive liggende et halvt—
hundrede Aar i et Rum og fan komme i Papirmollen
uden nogenſinde at være læjt. Men Pligt er Pligt,
ſelv naar Thermometret ftaner paa 45 Grader i
Skyggen. Nu har Deres ulykkelige Ven veret fem—
ogtyve Auguſtdage i Rom. Den evige Stad exiſterer
ikke mere. Alt forſvinder. Den bliver til Støv under
Sporvognenes Hjul og for vor Tids Nybygninger.
J vort Aarhundrede er Intet mere helligt.

Leone Renzo til Don Ezzelino Ferraris.
Kjere og hoitelſkede Fader. Deres venlige Frygt
for min Ro er nu overflodig. Lady Charterys er
reiſt. Der ſiges, hun kommer ikke tilbage for til For—
aaret. For omtrent fjorten Dage ſiden kom her en
Lord, hvis Navn jeg nu ikke kan huſke — og ſelv om
jeg kunde huſke det, maatte jeg dog af gode Grunde
opgive at ſkrive det. Det er en af hendes Formyndere;
men nu, da hun er myndig, ftrælfev denne Formynders
Autoritet ſig kun til Godſerne. J England dreier
det ſig altid forſt og fremmeſt om Eiendommen. Den
er fan godt forſvaret, faa godt garderet, fort ſagt faa
omhyggeligt opbevaret for dem, der endnu ere ufødte,
at Ingen ſynes at have den fulde Nydelſe af den.

Err —ul m ̃ Q. ²˙ m . . „„%h„E⁵f ——

Fresco-Billederne. 169

Forreſten benegter jeg ikke, at denne Indſkrenkning af
Eiendomsretten mulig bidrager meget til den nationale
Storhed. Jeg er overbeviiſt om, at Lady Charterys
fortryder, at hun har forladt Milton. Det lod til,
at hun havde megen Interesſe for de Ovelſer, jeg
lod hende begynde paa: hun forftaaer nu, hvad en
god Sangmethode vil ſige. De Lærere, hun har havt,
jætte altfor megen Pris paa, antager jeg, at gjøre fig
behagelige for en ung hovedrig Lady, til at de fkulde
holde paa Nodvendigheden af Accuratesſe og Ligevegt
ved Benyttelſen af hendes Naturgaver. Det gjorde
hende agabenbart ondt, at hun maatte reiſe. Det ſagde
hun mig ogſaa ganſke ligefrem; hun kunde ikke længere
unddrage ſig denne Pligt. Disſe ulykkelige Menneſker
ere Slaver af deres Ord; Lorden med det loierlige
Navn har nok, antager jeg, feet ffjævt til det for⸗
trolige Forhold imellem Lady Charterys og mig. Han
er forøvrigt en behagelig Mand; han har et ffarpt
Blik og megen Fiinhed under et tilſyneladende hov—
modigt og ligegyldigt Ydre, hvilket er en af Englen⸗
dernes Eiendommeligheder. Det er for dem ligeſom
et Draperi, hvorunder de ſtjule, hvad de finde for
godt. i
Jeg veed ikke, om det er ved at overtale hende
eller ved at drille hende, at han har faaet fin Myndling
til at begynde paa de lovede Beſog en Maaned tid—
ligere end beftemt. Men vift ev det, at han paa den
ene eller anden Maade har ſat ſin Villie igjennem.

| r

170 Fresco⸗Billederne.

Hun er afreiſt for otte Dage ſiden ſammen med
Bedſtemoderen. Hvor her er blevet tauſt og ode i
dette ſtore Hus! Min padrona kunde umuligt have
været omhyggeligere for mit Velvære, end hun har
viiſt fig. Jeg kan baade ride og kjore med de Heſte,
jeg har Lyſt til. Hun har befalet ſine Folk, at de
ſkulle adlyde mig i Alt, hvilket, tænfer jeg, er dem
temmelig ubehageligt. Jeg er bange for, de betragte
mig ſom en Slags Spion. Kun min Ven, Gartneren,
er en Undtagelſe fra Reglen. Han har meget tilovers
for mig, fordi jeg holder af Blomſter og ſom Kunſtnere
i Almindelighed har lidt Forſtand paa dem. Jeg er
altſaa alene her, naar undtages denne Sværm af
Tjeneſtefolk, der, ſom det forekommer mig, ikke beſtiller
Andet end ſpiſe, gabe og flæde fig paa. Jeg begynder
alligevel at vænne mig til denne Tilverelſe, og naar
det kun ikke regnede faa ofte, vilde jeg ikke have
Noget at klage over. Granerne, Cedrene, Egene og
de lange Lindealleer gjore et viſt imponerende og
hoitideligt Indtryk. Naar det ikke er lyſt nok til, at
jeg kan male, gaaer jeg ned i Parken; nogle Raadyr
ſynes allerede at kjende mig. Navnlig kommer en

Raa altid hen til mig iſtedetfor at flygte. Der ſiges,

den er meget gammel; men den er alligevel et nydeligt
Dyr. Den gaaer endnu med et Solvhalsbaand, paa
hvilket Greven, hvis Yndling den var, havde ladet
indgravere Navnet Nerina, hvilket, huſker De maaffee,
ogſaa var min Moders Navn. Det er derfor ligeſom

Fresco-Billederne. 171

om jeg her har truffet en Ven i det fremmede Land.
Efter hvad jeg har hort ſige, hed denne Greve
Alured; han havde ofte været i Italien, formodentlig
tiltruklen af fine kosmopolitiſke Tilboieligheder. —
Han var nok alt Andet end en Hedersmand, hvis jeg
tor troe Rygtet og visſe Hiſtorier, ſom min Ven
Overgartneren har fortalt mig. Denne Sidſte eier
et meget ſmukt Hus i Landsbyen ſamt en Heſt. Med
hans Indteegt vilde en venetianſk eller florentinſtk'
Adelsmand betragte ſig ſom en rig Mand. Al denne
Pasſiar kan ikke have anden Interesſe for Dem end

den, at De derved lever mit Liv. Ja, jeg tilſtager

det, jeg favner Lady Charterys; men hvor kunde det
være Andet? Trods mit iſolerede Liv kan jeg dog
ikke ſige, at jeg kjeder mig; jeg kjeder mig aldrig,
naar jeg har Lov til at gage efter mit eget Hoved og
kan træffe friſt Luft, hver Gang jeg foler Trang
dertil. Ganſke viſt indbyder Veiret her itke ret ofte
dertil! Jeg er bange for, det bekjender jeg i al
Mdmyghed, at dette overdaadige Liv efterhaanden bliver
mig en behagelig Vane; hidtil har jeg aldrig havt
andet end et Gulv uden Tæppe, nøgne Vegge, hvis
jeg da ikke felv fmurte dem over med Tegninger, et
meget tarveligt Bohave, en mere end frugal Føde:
Suppe, Brod, Frugter og en lille Flaſke Landvin,
medens det nu — ſaa let er det at komme i daarlige
Vaner — forekommer mig ganſke i ſin Orden, at der
ftaaer et Bad parat, at mine Kleder ere borſtede, at

172 Fresco-Billederne.

der tre Gange om Dagen bliver ſtillet en Couvert
for mig alene paa et Bord, der er dekket med chineſiſt
Porcellain og Solvtoi fra Dronning Annas Tid og
beſat med alle Slags Delicatesſer og franſke Vine ...
ikke at tale om ſtore, puddrede Lakaier, der bevege ſig
omkring mig ſaa ſtille ſom Mus. Den Slags Liv

forekommer mig nu ganſke naturligt, og jeg ſkammer

mig over at maatte tilſtage, at jeg vil favne det, naar
jeg atter ffal begynde paa min fattige Leveviis. Det
er ikke fan længe ſiden, at jeg ſmigrede mig med at
være en Philoſoph, en Digter, der kunde noies med
aandelig Fode og foragte et godt Bord. Ak! jeg
ſeer nu, at jeg har det paa ſamme Maade ſom de
fleſte ſaakaldte Viismeend: min Foragt kom kun af min
Mangel paa Erfaring. Det er ſikkert nok, at i vort
Klima er det lettere at leve af en Haandfuld Blommer
og et Stykke Brod. Et Gulv uden Tappe ſeer ikke
jaa ſorgeligt ud, naar Solens Straaler falde paa det
og Vinrankens Blade ere ſtroede over det. Men
man har dog ikke godt af at hengive ſig til Capuas
Vellevnet, naar man veed, at man den neſte Dag
kun har Udſigt til Arbeide, Uſikkerhed og Sult. Nei,
tro mig, det ev ikke, ſom De ſagtens mener, Savnet
af en Kvinde, der indgyder mig Frygt for at forlade
bette Sted; det er en ikke næv fan nobel, en betydeligt
lavere Betragtning, der tynger faa haardt paa mig.
Jeg er ikke ſaa jtoiff og heller ikke jaa idealiſtiſk, ſom

Fresco-Billederne. 173

jeg troede; men jeg er ſom altid Deres taknemlige og
hengivne, oſv.

Lady Charterys til Leone Renzo, Milton Erneſt.
Acornby.
Hvorledes gaaer det med Maleriet? Skriv til
mig og lad mig hore, hvorledes De har det.
Leone Renzo til Don Ezzelino Ferraris.
Jeg maa betroe Dem, min kjcere Fader, en Sag,
der ligger mig pan Hjertet og piner mig mere, end
jeg er iſtand til at ſige Dem. Naar De hører, hvad
Talen er om, vil De maaſkee mene, at der ingen
Grund er til en ſaadan Sindsſtemning, Saa viid
da forſt, at Lady Charterys ved ſin Afreiſe betroede
mig Noglerne til Bibliotheket og tillod mig at benytte
alle de Verker om Kunſt og alle de gamle Kobberſtik,
ſom findes der. Efter hvad der ſiges, har Familien
i det Hele ikke havt megen Interesſe for aandeligt
Arbeide, naar undtages den ſidſte Grev Alured, han,
hvem Lady Charterys Moder arvede. Han var
Amateur, Dillettant, Virtuos (Udtryk, der ikke ere al⸗
deles ſynonyme), og ham ſkyldes alle de Samlinger
af gode Bøger og Kunſtverker, ſom Milton-Erneſt
indeſlutter. Jeg betcenkte mig længe paa at tage mod
Lady Charterys' Tilbud; men hun holdt ſaa ſteerkt
derpaa og lod til at ſette faa megen Priis paa at
kunne give mig dette Beviis pan Tillid, at jeg ikke

174 Fresco-Billederne.

uden at, være uhoflig vedblivende kunde vægre mig,
ſtjondt jeg helſt vilde have været fri for et ſaadant
Anſvar. Jeg har en Fornemmelſe af, at den impo—

nerende Majordomus, Mr. Landon, gjerne vilde ſee

mig hængt pan Grund af den Rolle, jeg ſpiller her.
Jeg gav altſaa tilſidſt efter og fandt Stof til et
meget interesſant og meget langvarigt Arbeide, der
nu beffjeftiger mig, naar det, ſom faa ofte her i
Landet, regner hele Dagen. Tegningerne, der for
ſtorſte Delen have de ſtore Meſteres Signatur, ligge
imellem hverandre uden at være ordnede efter Tid
eller Skole. Ogſaa Miniaturbilleder og Medailler
ligge hulter til bulter i Skufferne. En heel Samling
af for en ſtor Del italienſke Forſte-Aftryks Kobberſtik
ere ikke behandlede bedre end ſimple Treſnit, der ere
klippede ud af illuſtrerede Blade. Jeg bærer altid
Nøglen til Bibliotheket hos mig, og denne Omſteendighed
gjør, at den vigtige Mr. Landon formelig ſeer fig
gal paa mig. Han betragter mig ſom ſin perſonlige
Fjende. Pan Bunden af dette Chaos, hvis enkelte
Beſtanddele neſten alle have kunſtneriſk Værd, ligger
der meget merkelige Skizzer, ſom ere udforte af den
ſidſte Grev Alured, der er død for en tredive Aar
ſiden.

Havde han ikke været en Mand af fornem Fodſel,
var han ſikkert nok bleven en beromt Maler. Blandt
hans Skizzer, der i Almindelighed ere Studier efter
Naturen, findes der en, ſom foreſtiller en ung Romer—

Fresco-Billederne. 175

inde, hvis Trek har en meerrelig Lighed med min
Moders; der ſtager ikke ſkrevet et eneſte Ord under
Tegningen; endvidere har jeg i en anden Portefeuille
fundet tre Studier efter ſamme Model; den ene, i heel
Figur, foreſtiller en ung Pige, der bærer en Krukke
paa Hovedet; De vil vel ſige, at det er en reent til—
fældig Lighed, den nationale Typus og intet videre,
og De har formodentlig ogſaa Ret. Vil De, min
kjereſte og bedſte Ven, tilſkrive mig Alt, hvad De
veed, Alt, hvad De kan huſke om min Moder? Har
man nogenſinde kjendt min Faders Nationalitet? Tjen
mig i at ſvare hurtigt og udførligt herpaa.

(Sluttes i neſte Hefte.)

176

Horats og Mlatenas

Efter
Gaſton Boisſier.

Det var i Oldtiden ingenlunde noget Uſedvanligt,
at en fornem Mand med ſine Penge betalte, med ſin
Indflydelſe hjalp og i fit Hus gav Føden til en
Masſe Menneſter, der hver Morgen kom og gjorde
ham deres Opvartning, udgjorde hans Folge, naar
han gik ud, ſtottede hans Candidatur, tilklappede ham
Bifald paa Talerſtolen og brugte Ukvemsord mod
hans Modſtandere. At der mellem disſe Clienter
ogſaa fandtes Digtere, der beſang hans Bedrifter,
Hiſtorikere, der berømmede hans Forferdre, Videnſkabs⸗
mend, der dedicerede ham deres Verker, var der
heller Ingen, der fandt noget Stødende i. Dette
literaire Clientel nod netop godt af hans Popularitet.
Det maa ogſaa bemærkes, at disſe Skribenter, ſom
ſaaledes kom til at hore til en fornem Mands Husſtand,

＋

Horats og Mæcenas. 177

i Almindelighed vare meget ubetydelige Perſoner, der
ikke vare berettigede til at viſe fig overdrevent kreœsne.
Nogle, f. Ex. Martial, kom fra en fjerntliggende
Provinds, hvor de havde fort en ynkelig Tilverelſe,
for at forſoge deres Lytte; Andre havde for en ſtor
Deel været Slaver. J Rom har Slaveriet frembragt
Literaturens og Kunſtens Mænd. Slaveeierne lode
af Beregning enkelte Slaver fane en meget god Op—
dragelſe for at kunne faae faa meget Mere for dem.
Disſe bleve ofte dygtige Mend, der kunde bruges
ſom Lerere og Skrivere, ja undertiden blev der endog
af dem fortjenſtfulde Skribenter og Digtere. Naar
de havde opnaaet Friheden, der juſt ikke altid gjorde
dem velhavende, kunde de ikke gjøre bedre end at
flutte fig til deres tidligere Herre eller en eller anden
hoiſindet Mand, der tilbød at tage fig af dem. For
Folk af deres Stand var dette ikke et Skridt nedad;
Clientelet var tvertimod et Fremſkridt, naar man
havde været Slave. Det var Grunden til, at fan
mange literairt dannede Mend bleve Rigmendenes
Clienter, uden at det ſtodte eller endog kun forundrede
Nogen.

Det er let at forſtaae, at de Mange, der gik
pan Jagt efter en Mecen, ſom ikke altid var faa let
at finde, ikke kunde tenke ſig nogen lykkeligere Stilling
end Horats's. Ikke alene misundte de ham, at han
af fin Beſkytter havde faaet et Landgods i Sabiner—

dalen; men de kunde aldeles ikke fatte, at han kunde
i 12

178 Horats og Mæcenas.

ſtaae paa en faa fortrolig Fod med denne. De vare
ialfald ikke ſaa heldige. Naar de om Morgenen
gjorde Herren deres Opvartning, var det allerede
ſtore Sager, naar han nedlod ſig til at kjende dem
og ſende dem et naadigt Smil. Han lod dem blive
ene med ſin Forvalter, der lod ſig dygtigt bede, for
han udbetalte dem de fer eller ſyv Seſtertier (omtrent
en Kr.), ſom udgjorde deres Sportler. Hvis Patronen
behagede at indbyde dem til Middag, ſaa var det kun
for paa enhver optænfelig Maade at ydmyge dem.
De maatte ſidde ved et ſeerſkilt Bord, hvor Slaverne
tog ſig allehaande Friheder ligeoverfor dem. Medens
de jane, at de udvalgte Gjeſter tracteredes med Lan—
guſter, Murcener og Hons fan fede ſom Gjes, maatte
de tage tiltakke med nogle Krabber eller Grundlinger,
fangede ved Kloakudlob og fedede med Tiberens
Uhumſtheder. Da de vare ydmyge af Nodvendighed
og ſtolte af Charakteer, harmede denne haanlige Be—
handling dem, ſkjondt de ſtadig af fri Villie udſatte
ſig for den. Naar de led herunder, kunde de ikke
lade være at tænfe pan Horats, der ligeſom de var
Digter og Son af en Slave og dog havde Plads ved
en Miniſters Bord mellem Landets fornemſte Mend,
ja endog kunde indbyde ham til fig og omgages ham
næjten ſom Ligemand. Det var, ſom om der imellem
disſe to Venner var en uafbrudt Kappeſtrid imellem
Gavmildhed og Taknemlighed, idet den Ene altid gav
og den Anden ſtadig takkede, medens Samfundet i

Horats og Mæcenas. 179

Rom med Beundring var Vidne til dette rorende
Forhold.

Virkeligheden var nu ikke ganſke ſaa ſmuk, men
til Gjengjceld mere lærerig, og ifær gjør den Horats
megen Are. Naar hans Samtidige onſkede ham til
Lykke med, at han ved et heldigt Tilfælde havde op—
naget at blive Mecens Ven, faa ſvarede han ſtolt, at
Tilfældet ikke havde Noget dermed at gjøre. Denne
Stilling havde koſtet ham mere end een Kamp; han
havde erobret den, og han hævdede den ved fin Cha—
rakteerfaſthed; han hapde kun fig ſelv at takke for
den. Han kunde ſige ligeſom den gamle Appius
Claudius, at han ſelv var „ſin Lykkes Smed.“

Man tor ikke antage, at Forholdet imellem Horats
og Mecen har været aldeles frit for Storme. De
oprigtigſte, de inderligſte Venſkabsforbindelſer ere
ogſaa de meſt fiintfolende, faa at den mindſte Kulde
kan have paafaldende Virkninger. De Sjæle, der
nærme fig til hinanden, ſtode ſammen: ſaaledes er
Loven; kun de ligegyldige komme aldrig i Strid.
Hvor ſtor Sympathi Horats end havde for fin Ven,
fattedes det dem dog ikke paa Aarſager til Uenighed.
For det Forſte var Mecenas Digter og en daarlig
Digter. Hans uforſtagelige, tunge Vers, der vare
fulde af maniererede Udtryk, vare ſom ffabte til at
gjore en Mand af Smag raſende. Hvad maatte ikke
Horats tænfe, naar han nod den Wre at høre dem?

Hvor farligt var det ikke for ham, om han vovede at
; 12+

180 Horats og Mæcenas.

give fine Folelſer Udtryk! Hvilken Ydmygelje for
ham, hvilken Triumf for hans Fjender, hvis han
blev nødt til at beundre dem! Vi vide ikke, hvorledes
Horats i det intime Forhold undgik denne Klippe;
kun det er ſikkert, at han i ſine egne Arbeider aldrig
med et Ord har berørt Mecens Vers. Han falder
ham en lærd Mand, docte Mæcenas; men af alle
hans Arbeider omtaler han kun en Fortælling i Proſa,
ſom endnu ikke var paabegyndt og ſandſynligviis aldrig
blev fuldendt; den kunde han roſe uden at compro—
mittere ſig. Denne forſigtige Tilbageholdenhed ſynes
ikke at have krenket Mæcenas, hvilket beviſer, at han
var en Mand af Aand og fri for profesſionelle For—
fatteres ſedvanlige Smaalighed.

Hvad der kunde være mere farligt for Horats,
det var den Blanding af Verdensmend og af Lærde,
ſom man mødte i Esquilinerpaladſet. Disſe to for-
ſtjellige Samfund ſtemme ikke altid overeens, og det
kommer let til Sammenſtod imellem dem, naar de
ffulle leve med hinanden. Paa Mecens Tid tilhørte
Verdensmændene Roms hoieſte Ariſtokrati; det var
Mænd med en udſogt Smag, ſom kjendte og reſpek—
terede det elegante Livs Fordringer, ſom ſtrengt fulgte
Dagens Moder og undertiden ſkabte dem ſelv. De
kunde ikke holde deres Spot tilbage, naar de ſaae
deres Naboer, den lærde Verden, ſtode an mod den
hellige Mode, ſom i nogle Maaneder var ſtreng Lov
for ſtrax efter at blive ſtemplet ſom latterlig og forældet.

Horats og Mæcenas. 181

Denne utilgivelige Brode gjorde de ſtakkels Digtere
fig undertiden ſkyldige i, uden at have Anelſe derom.
De fulgte ikke altid de Regler, ſom deres Vert havde
faſtſlaaet i fin Bog om Toilettet (de Cultu suo); de
modte ufriſerede, med daarligt Fodtoi og i daarlige
Klæder; de gik med gammelt Linned under en ny
Tunica og gav ſig aldrig Tid til at bringe deres
Toga i de rette Folder. Ved at fee dem faa uheldigt
udſtafferede braſt tidt hele Selſkabet i Latter, og
Mæcenas lo med. Jeg troer ikke, at disſe Drillerier
gjorde ſtort Indtryk paa dem, de vare montede paa.

Virgil, der var noget diſtrait, lagde ſandſynligviis

aldeles ikke Merke til dem, Horats tog imod dem med
ſmilende Anſigt; men da han var lidt malicieux af
Naturen, hævnede han fig ved given Leilighed. Disſe
fornemme Herrer havde ogſaa deres ſvage Sider og
Latterligheder, der ikke kunde undgaage en faa ſkarp⸗
ſindig Aand. Den fornemme Verdens Liv var den—
gang blevet meget fordringsfuldt og raffineret. Mid—
dagsſelſkaberne vare af ſtor Betydning, og de behandledes
med en Alvor, ſom om det gjaldt Statens Vel og
Vee. Varus, der altid var pedantiſk og ſtiv, ſelv
naar det gjaldt de ubetydeligſte Sager, paatog fig
didaktiſk at udvikle, hvorledes et Maaltid ſkulde arran⸗
geres for at være fuldkomment. Det var en meget
indviklet Videnſkab: Mecens Omgivelſer ſogte at
realiſere den i Praxis. Horats har i to af fine
Satirer drevet Spot dermed; i den ene viſer han os

182 5 Horats og Mæcenas.

Epikurceren Catius ifærd med at ſamle Kjokkenopftrifter,
i den anden beretter han om en Diner hos Naſidienus,
en af de Lærde i den Kunſt at behandle fine Gjeaſter.
Begge Skildringer ere meget morſomme; Epikurceren
morer os ved den Alvor, hvormed han kommer med
fine Kogebogsopfkrifter, den Anden er fornoielig ved
den hoitidelige Jver, hvormed han ſoger at hævde fit
Ry, og de komiſtke Uheld, der forfølge hans Planer.
Denne Spot traf bekjendte Perſoner. Mecens Venner,
og man tor neſten antage, at den tildeels ogſaa traf
Mtæcen ſelv. Opmuntrede han ikke Naſidienus til
hans Dumheder ved ſelv at ſpiſe til Middag hos
ham? Havpde han ikke, ligeſom Catius, opfundet nye
Retter, om hvilke Plinius meddeler, at de paa Grund
af hans høie Stilling holdt fig i Mode, ſaalcenge han
levede, medens de ikke kunde overleve ham?

Jeg indrommer, at alt dette er kun Smaating
uden ſynderlig Betydning. De virkelige Vanſkelig—
heder opſtod forſt noget ſenere og ſkrev ſig netop fra
Maecens Liberalitet. Stormends Velgjerninger ere
Lenker: det var Horats ikke uvidende om; men han
ſogte idetmindſte at gjøre fine faa lette ſom muligt.
Forſt og fremmeſt vilde han ikke tage mod Alt, hvad
der blev tilbudt ham. J fit inderlige Venſkab onſtede
Mecenas hver Dag at give ham flere og flere Be—
viſer. Horats tog kun mod Sabinergodſet. „Det er
nok; det er endog altfor meget,“ ſagde han. Men
pan ſamme Tid, ſom han med jaa megen Glede nod

Horats og Mæcenas. 183

Lykken, lod han fig forſtage med, at han ogfan kunde
undvære den. „Hvis Lykken forbliver mig tro, faa
takker jeg den; men ſaaſnart den udfolder Vingerne
for at flye mig, træffer jeg mig tilbage og ſkal vide
at være tilfreds med en hæderlig Fattigdom.” Deraf
indſaage Mecen, at hans Ven ikke vilde offre fin Uafhen—
gighed for Rigdom; han vilde hellere blive fattig igjen
end ophøre at være fri. Der kom en Tid, da Horats
følte Trang til at ſige dette endnu tydeligere. Han
havde forladt Rom i Begyndelſen af Auguſt og lovet
kun at blive fire, fem Dage pan Landet; men da han
forſt var der, befandt han fig faa vel der, at han
glemte at holde ſit Lofte. Hele Maaneden gik, uden
at han var iſtand til at rive ſig los. Mecenas, der
iffe mere kunde undvære ham, beklagede fig derover
med nogen Bitterhed; maaſkee antydede han ogſaa i
fit Brev, at han havde ventet ſtorre Taknemlighed.
Vi har endnu Horats's Svar, der ganſke viſt er et
af hans bedſte Arbeider. Det er umuligt at viſe
ſtorre Beſtemthed i en mildere Form. Af hans be—
hagelige Talemaader og forekommende ÜUdtryk frem—
træder hans Beſlutning faa tydeligt og klart, ſom det
er muligt. Han kommer ikke om nogle Dage, ſom
man onſker; han vil ikke udfætte fig for Efteraars—

feberen. Ja, ffulde Vinteren blive ſtreng, og Sneen

lægge fig paa Albanerbjerget, vilde han tage bort fra
Sokyſten og opſoge ſig et eller andet varmt Sted,
hvor han kan arbeide i Ro. Forſt til Foraaret, „med

184 Horats og Mæcenas.

den forſte Svale“, vil han komme tilbage. Som man
ſeer, er det en temmelig lang Termin: det er ſom
om han paa en afgjorende Maade vilde lade Andre
vide og overbeviſe fig ſelvb om, at han var en fri
Mand. For at bevare denne ſin Frihed er han beredt
til at tilbagegive Alt, hvad han har modtaget: „euncta
resigno.“ Endog Sabinerlandſtedet forekommer ham
at være for dyrt betalt med Opoffrelſen af Frihed og
Uafhængighed. „Naar man ved en Byttehandel feer,
at det, man fager, er mindre værd end det, man
giver, ſkal man hurtigſt muligt tilbagelevere, hvad
man har faaet, og tage igjen, hvad man har givet.”
Af denne beſtemte Tone forſtod Mecen, at Horats
havde taget fin Beſlutning, og han trængte derfor ikke
videre ind paa ham. J det Hele var Digterens Op—
treden ved denne Leilighed ligeſaa forſtandig ſom
hæderlig. Han vidſte, at der bor være en vis Lighed
i Stilling mellem Mend, der forenes ved Venſkab.
Ved at unddrage ſig en overdreven Velvillie, ved at
vaage over fin Frihed og ved omhyggeligt at hævde
fin Charakteers Værdighed, hævede han fig til Hoide
med den, ſom havde overvældet ham med Velgjer—
ninger. Paa denne Maade forandredes Forholdets
Natur, og fra at være hans Protegé blev han hans
Ven. —

Det er meget kjedeligt, at Horats, der faa noi⸗
agtigt har ſkildret, hvorledes han anvendte fin Tid,
naar han var i Rom, ikke har troet at burde give

Horats og Mecenas. 185

ligeſaa detaillerede Meddelelſer om fit Liv paa
Landet. Det Eneſte, vi vide med Vished, er, at han
befandt ſig meget vel der. Han havde for forſte
Gang den Nydelſe at være Eier. „Jeg indtager
mine Maaltider,“ ſiger han, „hos mine egne Hus—
guder: Ante Larem proprium vescor!“ At have ſin
egen Arne, ſine Husguder, indrette fit Liv i en Bolig,
hvor man ſelv er Herre, det var den ſtorſte Lykke,
der kunde times en Romer; Horats havpde ventet i
tredive Aar paa denne Lykke. Da han overtog ſin
Eiendom, var den meget forſomt, men man holder
meſt af ſit Hus, naar man ſelv har opfort eller
iſtandſat det, man foler ſig da knyttet til Jorden ved det
Arbeide, den koſter En. Han kom altid med Glæde
derud og faa ofte, han var iſtand dertil. Alle Paaſkud
vare gode, naar han blot kunde flippe bort fra Rom:
ſnart var der for varmt og ſnart for koldt; nu ner⸗
mede Saturnalierne ſig, den utaaleligſte Tid af Aaret,
da hele Byen ſtod paa den anden Ende; det var nu
netop Sieblikket til at lægge ſidſte Haand pan et Ar⸗
beide ſom Mæcenas længtes ſteerkt efter; det var jo
heller ikke muligt at fane Noget beſtilt i Rom, hvor
Larmen paa Gaderne, de forvirrede Forhold, de kjede⸗
lige Beſog og de daarlige Vers, man maatte hore
paa, toge den bedſte Tid af Dagen! Han ſtak altſaa
Plato og Menander i fin Vadſceek, tog fit paabegyndte
Arbeide med fig, lovede at udrette ſtore Ting og reiſte
til Tibur. Men naar han forſt var derude, glemte

186 Horats og Mæcenas.

han de ſmukke Forſctter. Han havde ganſtke andre
Ting at varetage end at lukke ſig inde i ſit Studere—
kammer! Han maatte tale med ſin Forpagter og
holde Øie med Arbeiderne. Han faae flittigt ud til
dem og tog undertiden ſelv fat. Han gravede i
Marken og ryddede Stene til ſtor Fornoielſe for
Naboerne, der ligeſaa meget undrede fig over hans
Iver ſom over hans Keitethed. Om Aftenen faae
han ved fit Bord nogle af de omboende Landmænd,
og det var, ſiger Horats, guddommelige Maaltider.
Han blev imidlertid ikke altid ſiddende hjemme,
hvor godt han end befandt fig der. Denne Mand,
der var vant til et ordentligt og regelmesſigt Liv,
mente dog, at man havde godt af engang imellem at
faae fig lidt los. En af de græffe Viismceend —

Ariſtoteles, troer jeg — anbefaler jo netop, at man

for Helbredens Skyld ſkal ſkeie ud een Gang om Maa—
neden. Det var ogſaa Horats's Mening, og ffjøndt
han var alt Andet end letſindig, fandt han det dog
ganſke morſomt engang imellem. Med Alderen bleve
disſe Udſkeielſer mindre og ſjeldnere; men han op—
horte ikke. Saa tog han til Preneſte, Bajæ, Tarent,
ſom han havde elfket faa høit og faa ofte beſogt i fin
Ungdom. Een Gang ſvigtede han fin gamle Kjerlighed
og valgte til Maal for ſin Reiſe Steder, der vare
ham nye. Det gik ſaaledes til: En greſk Læge, An-
tonius Muſa, havde helbredt Auguſtus i en meget
alvorlig Sygdom, ſom man ikke troede, han vilde faae

n ——— — —

n err

Horats og Mæcenas. 187

Bugt med, og det alene med koldt Band. Strax kom
Vandcuren i Mode. Man flygtede bort fra de tidligere
ſaa efterſpurgte varme Kilder for at drage til Cluſium
eller Gabiæ, til Bjergegnene, hvor der fandtes iskolde
Kilder. Horats gjorde ſom alle Andre: i Vinteren
730 red han paa ſin lille Heſt til Salerno og
Velia iſtedetfor ſom ellers til Bajæ. Det folgende
Aar blev Keiſerens Svigerſon og Arving, Marcellus,
meget ſyg, og man ſendte da ſnareſt Bud efter An—
tonius Muſa, der brugte fin ſedvanlige Cuur; men
denne Gang hjalp den ikke. Hydrotherapien, der
havde frelſt Auguſt, dræbte Marcellus. San opgav
man den ſtrax, og de Syge drog atter til Bajæ.
Naar Horats begav fig paa disſe ſtorre Reiſer, forſtod
han at ſtifte Grundſcetninger. „Hjemme,“ ſagde han,
„finder jeg mig i Alt; min ſimple Sabinerviin ſmager
mig fortræffeligt; en Skive Fleſk og Grontſager fra
min Have ere en reen Delikatesſe for mig. Men har
jeg forſt forladt mit Hus, faa bliver jeg mere fræfen,
og jeg noies ikke med Bonner, om de end ſtage Pytha—
goras nok faa nær.” Da han vil reiſe til Salerno,
hvor han ikke er noiere kjendt, er han faa forſigtig
at ſporge en af fine Venner om, hvad man kan faae
paa den Egn, om der er Fiſk, Harer, Vildſpviin, faa
at han kan komme hjem igjen faa tyk ſom en Pheeaker;
navnlig vil han gjerne vide, hvad man drikker der
paa Stedet, thi han maa have „en edel Viin, ſom
kan give ham Kræfter og forynge ham i Lucanias

188 Horats og Mæcenas.

Dine.“ Det er, ſom man feer, at drive Forſigtigheden
meget vidt, men han kunde alligevel ikke blive længe
pan et faa larmende Sted. Han ffyndte fig ſnareſt
muligt hjem igjen til fit. fredelige Landſted, og jeg
antager, at disſe Ugers bevægede Liv gjorde, at han
fandt ſig endnu mere tilfreds der.

Man feer tydeligt, naar man omhyggeligt leſer
hans Bøger, at denne Kjærlighed til Landlivet er i
ſtadigt Tiltagende. J den forſte Tid kom han altid,
naar han havde opholdt fig nogle Uger paa Landet,

til at tænfe paa Rom. — De ſtore Byer, ſom man

hader, naar man er nodt til at leve i dem, ſavner
man dog, ſaaſnart man forlader dem!

Horats ærgrede fig ſelv over fin Übeſtandighed;
han paaſtod, „at han kun elſkede Rom, naar han var
i Tibur, og kun tenkte paa Tibur, naar han var i
Rom.“ Men tilſidſt blev han dog heelt helbredet for
denne Vegelſindethed. Han indrettede fig paa meer
og meer at kunne opholde fig paa Landet; det var
hans Haab, at den Tid ſkulde komme, da han aldrig
behovede at tage derfra; ſaa vilde han lettere kunne
bære Alderdommens Vægt.

Den er tung, hvorledes man end bærer fig ad,
og Alderen kommer aldrig uden at føre nogen Sorg—
modighed med fig. Lever man længe, følger det af
fig felv, at man paa Veien efterlader mange af fine
Venner. Horats miſtede nogle, ſom han var inderligt
nyttet til; han var fan ufeldig at overleve Tibul og

Horats og Mæcenas. 189

Virgil i ti Aar. Hvilken Sorg maa han ikke have
følt ved denne ſtore Digters Dod, om hvem han ſelv
ſagde, „at han ikke kjendte en renere Sjæl end hans,
og at han ikke havde en oprigtigere Ven!“ Det ſtore
Held, der fulgte Virgils efterladte Værk, kunde kun
tildels troſte ham over hans Tab, thi han ſavnede i
ham ligeſaa meget Menneſket ſom Digteren. Ogſaa
Mecen, ſom han elffede fan høit, gav ham megen
Anledning til Bekymring. Denne Keiſerens Yndling,
denne Modens Konge, hvis Held Alverden misundte,
blev tilſidſt meget ulykkelig. Man kan tage alle mulige
Forholdsregler for at ſikkre fig Lykken, undgage For—
retninger, opſoge Nydelſer, ſamle ſig Rigdomme,
omgive fig med aandrige Mænd, ſamle alle Livets
Behageligheder omkring fig, faa ville dog Sorg og
Lede, hvormeget man end ftænger Doren for dem,

finde Veien ind. Det Sorgeligſte er, at Mæcenas
U

tildels blev ulykkelig ved egen Skyld. Han havde be—
gaaet den Feil — han, en faa klog og forſigtig Mand!
— paa fine gamle Dage at gifte fig med en Kokette
og blive meget forelffet i hende. Han fif Rivaler og
blandt dem ſelve Keiſeren, paa hvem han ikke vovede
at være ſtinſyhg. Han, ſom havde leet faa meget af
de Andre, maatte nu ſelv more Romerne med den
gamle Komedie. Hans Tid gik hen med at forſktyde
Terentia og tage hende til Naade igjen: „Han har
giftet fig over hundrede Gange,“ ſagde Seneca, „ſkjondt
han kun har havt den ſamme Kone.“ Til disſe huslige

|
i
i
|
i
i

190 Horats og Mæcenas.

Plager kom nu Sygdom. Han favde aldrig været
ſteerk af Helbred; Alderen og Sorgerne gjorde ham
daarligere. Plinius fortæller, at han i tre Aar led
af Sovnloshed. Da han var uvant med at bære
Lidelſer, bragte han ſine Venner til Fortvivlelſe ved
ſine Klager. Horats, med hvem han altid talte om
fit foreſtaaende Endeligt, ſvarede ham i ſmukke Vers:
„Du, Mæcenas, doe forſt? Du, min Velfærds Støtte,
mit Livs Pryd! Det ville Guderne ikke tillade, og
jeg vil ikke taale det. Hvis Skjebnen fremſkyndede
ſit Slag og med Dig berovede mig mit halve Liv,
hvad ffulde der da blive af den anden Halvdeel? Hvad
ſkulde fan jeg gjøre, hadende mig ſelv og halvt over-
levende mig ſelv?“

Under al denne Sorg kunde Horats ſelv merke,
at han blev gammel. Det er et alvorsfuldt Sieblik i
Livet, naar man ftaaer ligeoverfor Alderdommen. Da
Cicero kom faa vidt, vilde han itide vænne fig til den,
og da han altid fandt Troſt i at ſkrive, forfattede han
ſin Bog de Senectute (om Alderdommen), et herligt
Arbeide, hvori han ſoger at ſmykke Livets ſidſte Aar
med nogle Blomſter. Han fif ikke Brug for de Trøfte-
grunde, han vilde ſtotte ſig til, og man veed ikke, om
de vilde have hjulpet ham, naar det kom til Sthykket.
Jeg tvivler meget om, at denne unge og livfulde
Aand med Ro kunde have fundet ſig i Alderdommens
uundgagelige Spekkelſe. Horats holdt heller ikke af
Alderdommen, og han giver en temmelig gnaven

Horats og Mecenas. 191

Skildring af den i ſin Ars poetica. Han havde jaa
meget mere Grund til at hade den, ſom den indfandt
lig hos ham temmelig tidlig. Paa et af de hyppigt fore—
kommende Steder, hvor han omtaler ſin egen Perſon,
fortæller han, at hans Haar tidlig ev blevet hvidt,
og af han ovenikjobet er bleven meget fed; og da han
var en lille Mand, flædte hans Embonpoint ham
meget uheldigt. Auguſtus ſammenligner ham i et af
ſine Breve med en Viinkrukke, der ikke er faa hoi,
ſom den er bred. Og hvis han trods disſe altfor
aabenbare Tegn paa Alderen vilde prove at gjore ſig
Illuſioner, faa ſkulde andre Folk nok bringe ham ud

af hans Vildfarelſe. Der var Neærag Dorvogter, ſom i

iffe mere lod hans Slave komme indenfor, en Haan,
ſom Horats var nodt til ſtiltiende at tage imod. „Mit
Haar, der begynder at blive hvidt,“ ſagde han, „minder
mig om, at jeg ikke ſtal ſoge Strid. Jeg vilde ikke
have været. faa taalmodig i min fyrige Ungdomstid,
dengang da Plancus var Conſul.“

Heldigviis var han ikke Melankoliker ſaaledes
ſom hans Venner Tibul og Virgil. Hans Anjfuelfer
vare i jan Henſeende endog meget forſtjellige fra vore.
Medens vi efter Lamartine have vænnet os til at be—
tragte Sorgmodigheden fom et af Poeſiens væfentlige
Elementer, troede han derimod, at Poeſien har den
Forret, at den befrier os fra Sorgmodighed: „Den
Mand, ſom Muſerne beſkytte, henkaſter ſine Bekym⸗
ringer og Sorger for Vindene, der fore dem med ſig.“

7 UFPn

192 Horats og Mæcenas.

Hans Philoſophi havde lært ham, ikke at gjøre Oprør
mod uundgagelige Onder. „Hvor piinlige de end
kunne være, blive de dog lettere ved at bæres.” Han
fandt ſig altſaa med Reſignaiion i Alderdommen, fordi
man nu engang ikke kan unddrage ſig den, og man
endnu ikke har udfundet, hvorledes man ffal kunne
leve længe uden at ældes. Døden indjog ham ikke
Angſt; han horte ikke til dem, der engang for alle
finde fig i den, naar de blot maa være frie for at
tænfe pan den. „Gjor ikke Regning pan Fremtiden.
Tro helſt, at den Dag, der nu ffinner for Dig, er
den ſidſte, Du har at leve. Den neſte Dag vil da viſe
fig i et ſkjonnere Lys for Dig, naar Du ikke har
haabet at ſee den.“ Det er ikke, ſom man kunde troe,
et tomt Praleri, ſom hos Folk, der ſkrige op over Doden
for ikke at høre den komme. Aldrig har Horats været
mere rolig, mere kraftfuld, mere Herre over ſin Aand
og Sjæl end i disſe hans modne Alders Arbeider.
De ſidſte Linier, vi have fra ham, ere de faſteſte og
klareſte, han har ſkrevet.

Men her vil jeg ſtandſe; thi da Horats ikke har
betroet os Noget om ſine ſidſte Aar, og Ingen efter hans
Dod har berettet os om dem, maatte vi, for at kunne
tale derom, indlade os paa Gisninger, og af dem maa
man helſt komme med faa faa ſom muligt, naar Talen
er om en Mand, der har elſket Sandheden over Alting.

J. J. Jerichau.

Den ſtore Kunſtner har fit Verkſted lukket,
Hvor Skjonhedslinien han i Stilhed drog;
Men Gniſten, han af Marmorklippen ſlog,
Den ſtraaler klart og bliver aldrig ſſukket,

Den lyſer over Verkerne, han ſtabte,

Og viſer, hvad i ham vi vandt og tabte.

Vi vandt af ſtjonne Skikkelſer en Skare,
Driſtigt udtænkte, prægtigt hugne ud,

Af Livskraft ſvulmende bag ſkjonne Skrud,
Med æble Former og med Omrids klare,
Hvor ſamme Skjonhedstone til os klinger
Som den, der hid fra Parthenon ſig ſpinger.

Den ſtore Kunſt ham alt ſom ung beſjeled;
Og i harmoniſk Enhed har han haft
Thorvaldſens Ynde og Antikens Kraft,

Da Hebe han med Herkules formeled.

Og fra Naturen hented han den Lære:

Gaa ſand ſom ffjøn i al fin Kunſt at være,
13

193

194 J. A. Jerichau.

En Tolk for Skjonhed har i ham vi miſtet,
Der værned godt om Kunſtens Alterild,
Der ei gik feil og lod ſig lede vild,

Om Tidens Lygtemeend ham end har friſtet.
Den Skjonhed, ſom han eied i ſit Indre,
Sees fra hans Marmorſkikkelſer at tindre.

Og i vor Tid, da Hesligheden ſpreder
Som en Harpy ſin Edder freidigt ud

Og hyldes trindt af Mængden ſom en Gud
Ved Kunſtens Arner og i Døgnets Reder,
Da gjør fan godt hans rene Idealer,

Der ſtille kvegende til Sindet taler.

Her ſees Misſionen, flig en Kunſtner eier:
Som en Athene promachos hans Kunſt
Igjennem Tidens Vanſmag og dens Dunſt
Hoit lofter Spydet frem til Kamp og Seier,
Klart pegende mod Aandens hoie Tinder,
Hvor Livets Mislyd ſom forklaret ſvinder.

Og han var En af dem, hvis Aand har evnet

At bringe Danmarks Navn i Verden om,
Saa, hvor hans Verker i Europa kom,

Hans lille Fodeland med Glands blev nævnet.

Han er et vaarfriſk Skud, der kan fortælle,
At Stammen lider ei af Broſt og Wlde.

— — —

J. A. Jerichau. 195

O Danmark, ffjøn paa ham; Du har ei Mange,
Der ligne denne Son, ſom Du har tabt;

Duft, hvilken Skjonhedsverden han har ffabt,
Lyt til hans plaſtiſtſtjonne Marmorſange!

J Aandens Verden har han lagt et Sthykke,

O Danmark, til Dig ſelv og til din Lykke!

Chriſtopher Boeck.

13*

196

Fresco⸗Billederne.

Af
Ouida.
(Sluttet).

Don Ezzelino Ferraris til Leone Renzo.

Jeg fætter mig ſtrax til at beſvare Deres. Brev,
kjere Ven, [om jeg modtog imorges; men jeg kan ikke
ſige Dem mere, end De allerede veed. Deres Moder
var godt kjendt her oppe i Bjergene; hun var en
Datter af Evariſto Renzo, Boffelhyrden. En Fremmed,
ſom man paa Egnen antog for en Kunſtner, opholdt
lig her i nogle Uger; Nerina Renzo reiſte bort
med ham; hun var omtrent et Aar borte. Under
hendes Fraverelſe var Renzo bleven dræbt af en
Tyr, han flyngede Lasſoen efter, Ved fin Hjemkomſt
ſagde Nerina ikke til Nogen, hvorfra hun kom.
Hendes Fader Renzo havde efterladt hende en lille
Eiendom. Nogle Maaneder efter nedkom hun med en

—— ke

Fresco⸗Billederne. 197

Son, Dem ſelv, ſom jeg dobte og indforte i Kirke—
bogen under Navnet Leone Renzo. Jeg gav Dem
Navnet Leone efter min lille Kirkes Skytshelgen og
Renzo efter Deres Bedſtefader. Da de var ſyv Aar,
miſtede De Deres Moder, der blev ſyvogtyve Aar
gammel. Aldrig har hun, hverken i Skrifteſtolen eller
andre Steder, gjort den mindſte Hentydning til, hvilket
Liv hun har fort under fin Fraverelſe, eller til, i
hvilket Land hun har opholdt ſig, eller til den Mands
Stilling, der var Deres Fader. Hun var en i enhver
Henſeende elſkelig Kvinde og havde ſikkert nok en god
Forſtand; men lige ſiden Deres Fodſel forekom det
mig altid, at hun ikke var ni fuld Beſiddelſe af fine
Aandsevner. En eller anden ſtor Sorg i Forbindelſe
med Efterretningen om Deres Bedſtefaders Dod, ſom
hun uforberedt fif at høre af en Hyrde med alle dens
ſkrœkkelige Enkeltheder, havde viſtnok forſtyrret hendes
Forſtand. Jalfald har jeg aldrig »kunnet fravriſte
hende et Ord om Deres Herkomſt. Jeg antog derfor,
at hun uventet var bleven forladt af ſin Elſker, ſom
maaſkee ikke engang vidſte, at hun var frugtſommelig.
Det er ikke umuligt, at han var Adelsmand: de Faa
her, der have ſeet ham, omtale ham ſom en vero
signore; men det kalde de nu rigtignok Enhver, der
har Penge i Lommen. Det er Alt, hvad jeg kan ſige
Dem, min elſkede Son, Dem, der aandeligt talt altid
i Sandhed har været mig en Son. Vidſte jeg mere,
vilde jeg ikke betænfe mig paa at ſkrive det til Dem;

.

198 | Fresco-Billederne.

uheldigviis har Deres Moder aldrig betroet fig til
mig; maaffee elſkede hun fin Forfører for hoit til at
ville tale om ham, og det var urigtigt af hende. Hun
tilbad Dem, og hvis hun havde levet til den Tid, da
De kunde have forſtaaet hende, og navnlig hvis hun
havde havt Anelſe om den Hjerteſygdom, der truede
hende med en tidlig Dod, vilde hun ſandſynligviis
have ſagt Dem Sandheden. Det er underligt nok, det
indrommer jeg, at De har truffet paa et Portrait,
der ligner Deres Moder, i et engelſk Hus, faa langt
borte herfra. Men lad mig alligevel ſige Dem, at
man bor ikke ſtole for meget vaa ſin Barndoms Erin—
dringer, ſelv naar der er Tale om en Moders Træt.
Og tilmed er hendes og Deres Anſigts klasſiſke Type
ikke ſjelden her i Landet, navnlig paa afſidesliggende
Steder, hvor Blodet har holdt ſig rent ſiden Wneas'
Tid.

Lady Charterys til Mr. Hollys, Rom.
Acornby.
Hertugen af K.. . Her kommen hertil; jeg tager

imorgen til Vanſittarts. Hvad tænfer han at opnaae

ved ſaaledes at gjore mig led og kjed af ſig? See
endelig at gjøre ham begribeligt, at dette Overheeng
er mig yderſt ubehageligt, Jeg har indbudt et talrigt
Selſkab til Milton til Faſanjagten.

Kom.

—

Fresco-Billederne. 199

Mr. Hollys til Sam me.

Iſtedetfor Faſaner maa jeg noies med Vagtler.
Er De aldeles beſtemt paa at ville tage hjem i neſte
Maaned? Det forekommer mig, De har lovet Dem
ſelv aldrig at opholde Dem der om Efteraaret paa
Grund af Fugtigheden.

Lady Charterys til Samme. Rom.
Milton er fugtigt, naar Efteraaret er fugtigt;
iaar er det tort. Om nogle Dage er jeg hjemme.

Mr. Hollys til Lady Charterys.
„Kvinde, dit Navn er Skrobelighed.“

Lady Charterys til Samme.
Lifford.

Det Citat mangler Originalitet; kan det betale
fig at kjobe et Brevkort for at fane det jagt? Hvor—
for ſkulde jeg ikke indbyde mine egne Venner til mit
eget Hus paa at ſkyde mine egne Faſaner? Det gaaer
over min Forſtand. Behag at forklare Dem nermere.

Mr. Hollys til Samme.

J mit Spil komme vi aldrig med Forklaring;
hemmelighedsfulde Antydninger, det er det Hoieſte,
der er tilladt. Jeg har i forblommede Ord ſagt Dem
min Mening og har Intet at tilfoie.

200 Fresco⸗Billederne.

Lady Charterys til Samme.

Meninger i forblommede Ord og Inſinuationer
ere kjodelige Fættere; ingen af dem er rigtig ærlig.
Jeg er aldrig oplagt til at have den Uleilighed at
tage Maſken af dem. Har De Lyſt til at komme til
Milton, faa er De velkommen; hvis ikke, faa bliv,
hvor De er, og ſpiis Vagtler indviklede i Viinblade;
men forſkaan mig for moralſke Predikener, forældede
Axiomer og ubetimelige Raad, ſom ikke vove at mode
med aabent Anſigt.

Mr. Hollys til Samme.

Men er De da lige ſaa ondſkabsfuld ſom utak—
nemlig? Havde jeg ikke været, var Balſalen ikke
bleven malet i Fresco af en Kunſtner, men dekoreret
af en almindelig Tapetſerer, og fan havde de aldrig
faaet Øie paa dette torre Efteraar! Efter den ſidſte
meteorologiſte Melding er der i England i September
Maaned faldet 2.52 Tommer Regn.

Leone Renzo til Don Ezzelino Ferraris.

Lady Charterys er kommen hjem med et heelt
Folge af glade og fornemme Perſoner. Hun er over—
ordentlig elffværdig imod mig; men det er mig, ſom
om vi ere ſkilte fra hinanden ved Millioner af Mile,
ſiden jeg pines af den Tanke, at jeg maaſkee er en
nægte Son af hendes Onkel. Jeg rodmer af Skam
derover, De kongelige Hoiheder ventes med det

Fresco⸗Billederne. 201

Forſte. J den Anledning ville Frescoerne blive til—
dekkede med blegrodt Atlaſk, og jeg er nødt til at
indſtille mit Arbeide. Hun har bedt mig om at male
et Portrait af hende og ſende det til deres foreſtagende
Udſtilling, hvilket jeg jo umuligt kan afſlaae. Hun
ſidder for mig hver Formiddag inde i Bibliotheket,
ſom hun midlertidigt har ſtillet til min Raadighed
ſom Atelier; hun har ikke villet tage mod Noglen
dertil. Jeg pines haardt ved Formodningen, ja næften
Visheden om, at Grev Alured, hvis Arving hun er,
har veret min Moders troloſe Elſker. En eneſte
Gang har jeg, da jeg var ene med Lady Charterys,
tilladt mig at tale om Greven; men det lader til, at
hun kun kjender meget lidt til hans Liv; hun var ikke
engang født, da han pludſelig kom afdage ved et Fald
med Heſten. Det er altid blevet fortalt, har hun ſagt
mig, at han var en excentriſk, ſelvraadig og lunefuld
Mand; hun tilfoiede med et underligt lille Smil, at
Lunefuldhed Havde hele Familien i Blodet. Lady
Cairnwrath er ogſaa vendt tilbage; hun betragter det
Desværre ſom ſin Pligt, altid at være tilſtede, naar
hendes Varnebarn ſidder for mig. Man anſeer mig
nok for at være et vildt Dyr, der kun tænker paa at
ſluge Lammet med det gyldne Skind. Portraitet bliver
i ſtor Stil; jeg føler mig inſpireret af de venetianſke
Meſtere. Hun er i et beundringsveerdigt Toilette af
Guldbrokade og Rodt, holder i Haanden en ſtor, ſort
og forgyldt Vifte og ſeer med et let Smil ud over

202 Fresco⸗Billederne.

Skulderen. Hendes ſtore Hund, Berwick, ligger
ved hendes Fødder; det ſmukke Dyrs graa Skind
mildner Glandſen af den prægtige Dragt; men An—
ſigtet! det er det, der forherliger Arbeidet. Hun er
meget ſmukkere, end jeg fra forſt af har troet. Og—
ſaa Udtrykket i hendes Anſigt er tydeligt forandret;
det er mere baade blidt og tankefuldt. J denne Uge
har vi maattet holde op paa Grund af de engelſke
Hoiheders Ankomſt. Huſet er fat paa den anden Ende
til Wre for dem, og man gjor Alt for at more dem.
Prindſen har ſammen med ſyv andre Skytter nedlagt
1,500 Faſaner paa een Dag! Et ſaa ſtort Antal be—
tragtes ſom en heel Bedrift. Jeg har Gud ſkee Lov
aldrig i Livet drebt Noget. Det forekommer mig, at
man kan viſe fin Dygtighed pan en bedre Maade,
naar den abſolut ffal viſes

Jaftes ſtor Soirée i Balſalen, hvorfra Tapetſe—

rerne for Tiden have fordrevet mig. Jeg fætter heller

iffe min Fod der. Jeg har endog bedt Lady Char—
terys om at maatte fjerne mig, ſaalcenge det her ſtod
paa; men det vilde hun aldeles ikke indlade ſig paa.
Igaar Eftermiddags vilde hun viſe ſine fornemme
Gjæfter fit Portrait og lod mig hente for at foreſtille
mig for dem. De overvældede mig med Complimenter,
ſom, det tor jeg ſige, ikke vare overdrevne, thi jeg
troer paa min Dygtighed ſom Maler. Det blev bag—
efter meddelt mig, at Prindſen vilde opfordre mig til
at male et Portrait af fig; jeg ſvarede, at jeg ikke

—

—

Fresco-Billederne. 203

var Portraitmaler. Lady Charterys bebreidede mig
med Venlighed, at jeg var for pirrelig og ſtolt, hvor
der ingen Grund var til det. „Naar man gjerne vil
have den Farnoielſe at ſee Dem, ſagde hun tilſidſt,
hvorfor jaa fornærme Folk, ſelv om de ere Prindſer?“
Denne Bemeerkning var grundet, og jeg har maaſkee
viiſt mig utaknemlig. J vor Tid er det netop de Folk,
der repreſentere den guddommelige Lykke. De kgl.
Hoiheder blev her kun tre Dage og forlod Milton .
med de behageligſte Minder, ſiges der, om deres Op—
hold her. De lod mig kalde endnu engang forinden
deres Afreiſe og overvældede mig med Complimenter
og Artigheder. Neſten alle de andre Fremmede tog
ogſaa bort paa ſamme Tid; idag og imorgen ffal hun
igjen ſidde for mig; jeg troer, at min Fjende Lady
Cairnwrath juſt ikke har feet mildt til den hoflige
Maade, hvorpaa Hoihederne behandlede mig; men
hvad gjor det til Sagen? Om kort Tid bliver jeg
ganſke ene her; den lange Vinter vil nok gage, og
naar Foraaret kommer, vil jeg rimeligviis være færdig
med Portraitet og Frescoerne; ſaa reiſer jeg ogſaa;
hun ſeer mig ikke mere og glemmer mig ſaa ſikkert
nok! Der er een Ting, jeg er faſt beſtemt paa: jeg
vil aldrig tage Betaling for mit Arbeide; jeg ſkylder
hende det, hvis jeg maaſkee engang bliver beromt,
og det ffal jeg altid være hende taknemmelig for.
Men jeg er forøvrigt aldeles ikke cergjerrig. Jeg vil
gjerne noies med en jævn Stilling, naar jeg blot er

204 Fresco-Billederne.

uafhængig og kan leve i mine egne Drommerier. De
ſynes viſt, jeg er jfrælfelig kjedelig; men det gjør
mig godt at kunne lette mit Hjerte for Dem, her har
jeg Ingen. Ligeoverfor Lady Charterys vover jeg
det ikke, ligeoverfor de Andre kan jeg ikke! Men har
De ikke ogſaa veret min Skriftefader, lige ſiden jeg

begik min forſte Synd?

Lord Llandudno til Mr. Hollys. Rom.

Milton Erneſt.

Min fjære Hollys, det hjalp ikke! Hun vilde
hjem, og hun reiſte hjem! Et talrigt Selſkab fulgte
med; og da, for at ſette Kronen paa Verket, de kgl.
Hoiheder ex abrupto havde anmeldt deres Ankomſt
i Slutningen af Maaneden, havde jeg ikke mere at
gjøre her, og alle mine Anſtrengelſer for at faae
Esmsée til at aflægge Beſog hos fine Venner vare
aldeles reſultatloſe. Nu lader hun fig male; hvad
der end forreſten er hendes Mening, ſkaffer hun fig
ialfald gode Kunſtveerker. Den Fyr har et mært
værdigt diſtingveret Væjen; der er En, han minder
mig om, men jeg kan ikke komme paa, hvem det er.
Esmée ſoger aabenbart at pousſere ham efter bedſte
Evne. Hun har talt om ham til Hoihederne paa en
ſaadan Maade, at det tilſidſt lykkedes hende at fane
ham preſenteret for dem. Naa, denne Snedighed
havde maaſkee ikke Andet til Henſigt end at drille
Bedſtemoderen.

S

Fresco⸗Billederne. 20'05

Man kan ikke vide, hvad et Fruentimmer ſom
Esmée kan finde paa, naar hun forſt kommer i Fart.
Hun kjender ſine Folk og gjor ikke Noget uden en
beſtemt Henſigt. Men alligevel lober det rundt ſom
en Veirhane. Det er klart ſom Dagen, at Italieneren
er forgabet i hende; ſidſt, jeg var her, var det hende,
der lob efter ham: nu er det omvendt. Fra Esmées
Side er det vel ikke Andet end et Lune; men han
vil komme til at lide derunder.

Alt det ſeer jeg ingen Mulighed for at blande
ſig i. Esmsée er ikke et Barn; havde De ſendt det
decorerede Aſen, var ikke Noget af det ſkeet. Hun
ſiger, at hun vil tage til Cannes neeſte Maaned, og
hun har givet Ordre til at gjore „Glaucus“ iſtand.
Hun kan dog ikke godt tage Maleren med ombord.
Lady Cairnwrath behager at gjøre os To anſparlige
for den Skandale, der allerede er ſkeet; for Deres
Vedkommende maa jeg desveerre give hende Ret!
Men mig — det forſtager jeg ikke! Men fee allige-
vel for det Tilfælde, at vi maaſkee engang ſtulde
faae Anledning til at beſkjeftige os med bette Men⸗
neſke, om muligt at faae noget nærmere at vide om
ham.

Mr. Hollys til Lord Llandudno.

Kjcre Ven. Jeg har ikke mere at berette Dem.
Han har aldrig ſtjult fin Herkomſt; han er en na⸗
turlig Son af en Pige i Florinella; hans Bedſte—

206 Fresco⸗Billederne.

fader var en buttero (undſkyld, De veed formodentlig
ikke, at det vil ſige en Hyrde, ſom pasſer paa de vildt—
levende Oxer). Preſten i Florinella har ogſaa fin
Hiſtorie: han er en Mand af adelig Slægt og traadte
forſt over i den geiſtlige Stand efter en tilbedt
Elſterindes tragiffe Dod; hans Gudſon er aldeles
ikke i Familie med ham. Derom ere Alle i Florinella
enige. Denne Preſt, der elſker ham med naſten fa—
derlig Kjerlighed, har givet Drengen den forſte Under—
viisning; han har derpaa ſendt ham til Univerſitetet i
Rom, hvor det unge Menneſke tog en meget glimrende
Examen. Han lagde fig derpaa efter Malerkunſten
og levede i Fattigdom i München og Paris. Der—
efter kom han tilbage til Italien og delte ſit Liv
mellem fit Atelier (oppe paa et Kviſtkammer) og den
lille Preſtegaard i Florinella. Det er i denne
Landbyes Kirke, at han har udfort de meget omtalte
Frescomalerier, der have ſkaffet mig Wren af hans
uheldige Bekjendtſfkab. Det er Alt, hvad jeg kan
ſige om ham. Han er nu toogtredive Aar; De ſeer,
at min Beretning er fuldkommen ſandſynlig; i ethvert
Tilfælde kan Esmée, ſaaledes ſom Samfundet nu en-
gang er indrettet, ikke tenke mere paa at gifte fig
med ham, end om han var en Tyv eller Skarpretter.
Vi ere Alle Taaber, troer jeg; men ſaaledes er
nu Livet. Naar De ikke veed, hvad De ſkal gjøre,
De, der er. pan ſelve Stedet, hvad ſtal jeg ſaa ſige,
der er nogle hundrede Mile derfra? Det, jeg meſt

*

Fresco-Billederne. 207

er bange for, er et Brud mellem Bedſtemoderen og
Esmée, der faa vil tage til Fortrolig et eller andet
mærkværdigt Veeſen, for Exempel hendes Veninde
Mrs. Alſager, for at have Lov til at compromittere
ſig. Jeg jætter nu kun min Lid til Renzo ſelv; han
feer mig ud til at være en Mand af re, der vil
træffe fig tilbage, hvis det forekommer ham nodven—
digt at tage en ſaadan Beſlutning.

Lord Llandudno til Mr. Hollys. Rom.
Milton Erneſt.

Jeg har aldrig troet paa Hiſtorien om Joſeph;
hans Opforſel vilde være en materiel Umulighed lige—
overfor en ung Kvinde, der i al Wrbarhed hengiver
ſig!! Ver nu ikke bange, jaa vidt er det ikke kommet
endnu og kommer formodentlig heller ikke. Hun noies
fortiden med at lade ham male ſit Portrait, og jeg
tor vedde paa, at det bliver bedre end Portraitet af
Tizians Elſkerinde. Lady Cairnwrath Wer tilſtede,
hver Gang hun ſidder for ham. Hun burde tages
af ſom Pligten, der ſtager paa en Klippe ligeoverfor
Faren, eller ſom en lignende Allegori i den Genre.
Mrs. Alſager er nu kommen hjem. Hun er for mig
det ſorte Punkt. Vic har beſogt mig; han ſeer ud
ſom en vingeſkudt Fugl, og han klager hoit og lyde—
ligt over, at han er det. Hvor kunde et faa ſmukt
ægteffabeligt Stud dog klikke? Vi, De og jeg, havde
faa kun behovet at jætte vort Navn under den bedſte

208 Fresco⸗Billederne.

af alle Wgteſkabscontrakter, ikke at tale om, at God—
ſerne vare blevne faa prægtigt afrundede! Det er at
drive Spot med Forſynet; men det har Esmée nu
gjort Sneſe Gange, efterat hun er bleven voxen!

Mr. Hollys til Lord Llandudno.
Mener De, at det er alvorligt med R. ..

Lord Llandudno til Mr. Hollys. Rom.

Det er meget muligt; hun har een Gang fort
mig paa Vildſpor; men nu begynder jeg at troe, at
Lady Cairnwrath ikke havde ſaa aldeles Uret. Dog,
naar Alt kommer til Alt, er det maaſkee kun et Lune
af Esmée, der ender med, at hun lader fig male.
Hvorfor ſkal vi blande os i den Sag? Jeg forſogte
imorges at føle mig lidt for; men hun faae mig lige
ind i Anſigtet og ſagde med et lidt haanligt Smil: „Et
Portrait er bedre end et Photographi, ſom Photo—
grapherne fælge, enten de have faget Tilladelſe dertil
eller ikke.“ Det ſaae ikke ud til at falde hende ind,
at hun ligeſaa godt kunde have anmodet Baudry eller
Carolus Duran om at male ſit Portrait, og at hun
allerede gjentagne Gange har ladet ſig male! Jeg
troer gauſke ſikkert, at Renzo har megen Indflydelſe
paa hende. Hun har hort op med at bruge Pomade
i Haaret og gane med Kroller; hun gaaer med Kjoler
af et meget tarveligt Snit, hvis eneſte Prydelſe er
et Guldſpende i gammel Stil. Er det en eſthetiſt

Fresco-Billederne. 209

Mode? ſpurgte jeg en Dag Hermione, der ſparede
mig: „Abſthetiſk? Hvor kan De være faa blind? Det
er Renzo. Hun har ſendt Worth nogle af hans Teg—
ninger ſom Modeller. Esmée bryder ſig nok ikke
meget om Wſthetik; hun gjør det kun for at behage
ſin Gjeſt. Vidſte De virkelig ikke det?“ Ak! om
jeg vidſte det! Men hvad jeg ogſaa veed, det er,
at det turde være paa Tiden, at den Mand kommer
bort. Men paa den anden Side ſeer jeg rigtignok
ikke, hvorfor han ſkulde rømme Pladſen, blot for at
gjøre os en Tjeneſte. Han elſker hende forøvrigt
oprigtigt. Han ſelv er den eneſte, der er uvidende
om hans Lidenſkab; men Kjendsgjerningen er ſikker
nok, og naar Esmse viſer fig jaa overordentlig elſt—
værdig og forekommende imod ham, hvorfor ſkulde
han fan med let Hjerte opgive, hvad han finder her?

Mr. Hollys til Lord Llandudno. Milton Erneſt.

De veed ligeſaa godt ſom jeg, at i et ſaadant
Tilfælde betænfer en fattig, men hæderlig Mand —
og det troer jeg, han er — fig ikke paa at træffe fig
tilbage. Jeg indrømmer gjerne, at Friſtelſen er
uhyre, naar han ſeer, hvilken Magt han har over
hende. Det forekommer mig Altſammen ſom en for—
virret Drom. Hvad har hun iſinde? Hun kan dog
ikke tenke paa at gifte fig med ham? Han eier jo
ikke en Skilling og har ikke engang et. Navn!

14

210 Fresco-Billederne.

Lord Llandudno til Mr. Hollys.

Jeg vover ſelpfolgelig ikke at tale til hende om
hendes Opforſel; men jeg troer meget godt, det kunde
falde hende ind at gjore det, De veed nok, om det
ſaa kun var for at ergre Lady Cairnwrath og byde
os Alle Trods. Hun er ſin egen Herre, veed De.
Det er en Sag, man ikke kan gage til Domſtolene
om. Jeg tilſtager, jeg begynder at tabe Taalmodig—
heden, og træt af Krigen reiſer jeg med Hohenlohe
til Steiermark paa Bjornejagt. Lader man hende
blot ſkjotte fig ſelv, er jeg ſikker paa, at hun ffal
ſnart fage Sinene op for fin Taabelighed. Hendes
medfodte Modſigelſeslyſt er ganſke viſt en af Grundene
til hendes Opforſel. Tro imidlertid ikke, at det alle—
rede er kommet til afgjorende Skridt. Her har man
travlt med dette evige Portrait, ſom upaatvivlelig vil
blive et meget ſmukt Arbeide. Stofferne, Guldet og
Purpuret ere behandlede med ſandt maestria. De
har ſikkert nok vidſt, hvad De gjorde, da De lod
denne Mand komme. Hermione og Jack ere forlovede;
Bryllupet er beſtemt til efter Julen. Alle ere glade
derover. „Det er nok til at give mig Afſmag derfor,”
ſagde Esmée forleden. — „Det troer jeg gjerne,”
ſvarede jeg. — Naar hun er gaaet ombord, vil hun
helſt have Storm og oprort Hav; bliver hun for
Alvor forelſket i Romeren, er det ene paa Grund af
Modſetningen.

Fresco-Billederne. 211

Leone Renzo til Ezzelino Ferraris.

Sjære Ven. De havde Ret; den Mistanke, der
har ſneget fig ind i min Sjæl med Henſyn til Grev
Alured forgifter mig den Glæde og Fred, jeg her
nyder. Det er maaffee blot Indbildning; men denne
Tanke kaſter dog altid en Skygge over min Vei, og
naar Lady Charterys er tilſtede, lider jeg endnu hun—
drede Gange mere. Hvis jeg kunde udtale mig for
hende derom, vilde jeg bede hende om at maatte
gjennemgaae de Papirer, ſom Greven muligt har
efterladt ſig. Men jeg fager aldrig Mod til at hen—
tyde til en ſaadan Sag. Naa, maaſtee er det ogſaa
bedſt, at jeg ikke fager mere at vide derom. En engelſk
Lords Lune ligeoverfor en fattig italienſt Pige har
ſikkert ikke efterladt Spor hos en ſaadan Mand, ſelv
om han har elſket hende, hvilket man neſten kunde
antage efter Navnet, der var indgraveret paa Raa—
Dyrets Solvhalsbaand. De Store knuſe jo paa en
Sommerdag ſau mange af disſe ſtakkels Sommerfugle
under deres Fodder.

Med Portraitet gaar det fremad; man ſammen—
ligner det med en Cabanel, hvilket ærgrer mig.
Cabanel er en ſtor Maler; men jeg ſmigrer mig med,
ikke at have laant Noget af ham, ligeſaa lidt ſom af
nogen Anden. Jeg maler, hvad jeg ſeer, ſaaledes
ſom jeg foler det; og vilde jeg lade mig inſpirere af
en Meſter, vilde jeg gage meget længere tilbage i

Tiden: jeg vilde gage lige til Venedig i det ſextende
14=

212 Fresco⸗Billederne.

Aarhundrede. Lady Charterys er fremdeles god og
elffværdig imod mig, maaſkee endog for god, thi hendes
Kreds tager tydeligt nok Forargelſe deraf. Saaſnart
Portraitet er ferdigt, reiſer hun til Syden med ſin
acht, og da er jeg ene tilbage i den lange, folde og
triſte engelſfre Vinter; Gud give, det blot maa være
ſaa lyſt, at jeg kan male! Jeg kan ikke udholde
Tanken om, at jeg af Lyſt til et comfortabelt Liv
ſkulde kunne blive her til evig Tid. Er jeg heldig
med Veiret, haaber jeg at være færdig til henimod
Paaſke. Til den Tid er hun viſtnok ikke kommen til
bage, thi efter Opholdet i Cannes agter hun at tage
til London, men ikke til Milton. Imorges ſpurgte
hun mig pludſelig, om jeg ikke hellere vilde reiſe til
Rom i Vinter. Hun tilfoiede, at jeg paa ingen
Maade maatte betragte mig ſom forpligtet til uden
Standsning at fortſcette mit Arbeide, hvis mit Helbred
og mit tilvante Liv krevede et mindre ſtrengt Klima.
Derpaa holdt hun pludſelig inde og ſaae paa mig;
jeg vidſte ikke ret, hvor hun vilde hen; men jeg folte,
at jeg blev rod i Anſigtet ved Tanken om, at jeg ikke
havde Penge til at reiſe til Rom. Alt, hvad jeg
eiede, er gaaet med til Reiſen hertil og til Indkjob
af Farver. Jeg vilde hellere doe end ſige hende det.
Naar jeg horer alle disſe Menneſker her tale om at
tage der og der hen, reiſe i den og den Retning,
ligeſom de lykkelige Fugle, faa forſtager jeg, at det
at være fattig. er det Samme ſom at være en Fugl

Fresco-Billederne. 213

uden Vinger. Lorden med det loierlige Navn, ſom
jeg allerede har omtalt, benyttede fornylig et Oieblik,
da vi vare ene, til at indlade fig i Pasſiar med
mig. Skjondt han juſt ikke taler jærdeles godt Franſt,
kan jeg dog nok forſtage ham. Han begyndte med at
tale i en lidet velvillig Tone om Lady Charterys og
endte med at holde en heel Tale om, at hun var en
Kokette og et hjerteloſt Fruentimmer. Jeg fvarede
ham, at det ikke vedkom mig, og at det ikke pasſede
ſig for mig, der modtager ſaa mange Velgjerninger
af hende, at høre paa ham, fordi det behagede ham
at tale ilde om hende. Saa ſtod han op og udbrod
pludſelig: „Godt! jeg toer mine Heender!“ Derpaa
fortalte han mig, at han ſtod i Begreb med at reiſe
til Steiermark. Jeg antager, han vilde have mig til
at give et eller andet Løfte; men det faae jeg aldeles
ingen Grund til. Der er nu To, der tillægge min
ringe Perſon langt ſtorre Betydning, end den for—
tjener. Er hun koket? Jeg troer det ikke, og er
hun det, hvad faa? Jeg er kun en Kunſtner, der
ſkal male hendes Portrait og hendes Balſal; men jeg
kan i hendes Oine gjerne betyde endnu mindre end
Karlen, der feier Bladene bort fra hendes Terrasſe.

Endnu imorges kom hun ind i Balſalen, ligeſom
jeg ffulde begynde at arbeide; hun har lært at ftaae
tidlig op i de ſidſte fjorten Dage; jeg har feet hende
og flere Gange endog modt hende i Gaven fort efter
Solopgang. — Hvorfor arbeider De faa flittigt?

214 Fresco⸗VBillederne.

ſagde hun og fane pan mit Arbeide. Haſter det faa
»ftærit? Har De allerede faaet nok af England og
Milton Erneſt? Jeg ſparede, at jeg vilde gjøre mig
en Samvittighed af ikke at fane mit Arbeide færdigt
i en rimelig Tid, „Og naar det er færdigt,” ſagde
hun i fin lidt heftige Tone, der dog ikke er uden
Ynde, „vil De fan forlade os uden at favne os?“ Jeg
folte, jeg blev bleg, og jeg ſvarede, at naar Alt var
færdigt, vilde jeg, naar hun var tilfreds med mit Ar—
beide, ikke føle noget Savn, tvertimod! jeg vilde kun
fole Taknemmelighed. „Taknemmelighed!“ gjentog
hun i en ſtodt Tone. Hvor hun var ſmuk i det Sieblik,
ſom hun ſtod der i en hvid Cachemirs Kjole kantet
med Peltsverk og med en ſtor Buket Roſer i Haanden!
„Det er os, der bor være Dem taknemmelige,“ ſva⸗
rede hun med Varme; „De har ſmykket mit Hus med
herlige Billeder, De har leert mig at fole og at
tenke, og De har aabenbaret mig mit Livs Intethed og
Egenkjœrlighed.“ Jeg ſagde ikke Noget: hvad fulde
jeg vel ſige? „Jeg finder Dem,“ vedblev hun lidt
efter, „baade for ſtolt og for beſkeden. Vil De virkelig
blive her ganſke ene hele den lange og folde Vinter?
De vil da vere meget at beklage; De har ikke Begreb
om, hvor folde og uhyggelige vore Vintre ere.“ Jeg
ſvarede, at efter min Mening kunde de ikke være
foldere og uhyggeligere end mit Tagkammer i Paris,
ja ſelv i Rom, naar Vinden kommer fra Bjergene;
derpaa bemeerkede jeg, at jeg ikke vilde være jaa meget

Fresco-Billederne. 215

ulykkelig, da jeg jo havde Mindet om hende og ...
hendes Portrait! Maaſkee burde jeg ikke have talt
ſaaledes; men hun lod ikke til at blive fornærmet
derover; hun ſmilede og gav mig en af fine Roſer,
idet hun bad mig om at ſpiſe Frokoſt ſammen med
hende. Jeg betenkte mig lidt; men hun treengte med
faa megen Ynde ind paa mig, at jeg ikke kunde vegre
mig. Den lille Lady Hermione var ogſaa med ved
dette tidlige Maaltid; De maa huſke paa, at vi vare
de eneſte i Huſet, der vare oppe. Vi talte, vi loe,
vi vare lykkelige! Duften fra det dugvaade Gres
trængte ind igjennem de halvtaabne Vinduer ..
Ja, det er allerede meget at kunne mindes ſaadanne
Timer, ſelv om kun Trang og Morke venter En i
Fremtiden!

Pludſelig faldt en Tanke mig ind og gjorde mig
neſten vanvittig. Muligt, at hun elſker mig ... ja,
hun elſker mig! . . . Hvad ſkal jeg gjøre? Giv mig
et Raad; ſiig mig Deres Mening ...

Don Ezzelino Ferraris til Leone Renzo.

Jeg kan ikke give Dem Raad i den Afſtand, vi
ere fra hinanden, da jeg for lang Tid ſiden har
brudt med denne Verden; men Deres Charakteer er
ædel og Deres Stolthed ſtor, maaſkee ſaa meget
ſtorre, ſom man har villet frakjende Dem Ret til at
have den. Handl efter disſes Indſkydelſer. At denne
unge Kvinde foler ſig hendraget til Dem, det troer

216 Fresco-Billederne.

jeg gjerne; at hun er Dem fjærere, end De ſelv veed
af, det har jeg længe anet; men efter min oprigtige
Mening vil denne Lidenſkab for Dem kun blive en
Kilde til Sorg. Hvis De bor drages bort fra denne
ſkjebneſvangre Indflydelſe, faa ſiig mig det; De veed,
at min Pung ſtager Dem altid aaben, om den end
kun er tarveligt forſynet, og her vil De idetmindſte
finde, hvad jeg ſelv har fundet, den gode Samvittig—
heds Fred, ſelv om ogſaa Savnet og Minderne ville
folge Dem hertil.

Leone Renzo til Don Ezzelino Ferraris.

De er uendelig god imod mig. Hvis hun reiſer
bort fra Milton, bliver jeg her og gjor mine Frescoer
færdige; bliver hun her, faa har De Ret i, at jeg
bor reiſe. Men hvorhen jeg end reiſer, er det for
ſtedſe forbi med min Ro.

Lady Charterys til Mr. Thomas.
Seil med „Glaucus“ til Marſeille og afvent der
nærmere Ordre.

Leone Renzo til Don Ezzelino Ferraris.
Hun er reiſt! Jeg antager, man har udovet et
Tryk pan hende, eller ogſaag har hun villet drage fig
ud af en Stilling, der begyndte at blive generende.
Jeg veed ikke ret, jeg troer, hun elffer mig; men jeg
kan endnu høre den gamle Lords Stemme ſige til

— nå SERENE KT. NE I

ES ———

Fresco-Billederne. 217

mig: Hun er en Kokette og et hjerteloſt Fruen—
timmer! Nei, jeg har Uret; det er flet af mig at
forlange mere af hende, end hvad hun giver mig:
Elſtverdighed, Ynde, ethvert muligt Henſyn! — meget
mere, end jeg havde Ret til at haabe. Aftenen før
fin Afreiſe kom hun og ſagde mig Farvel, medens
jeg arbeidede paa hendes Portrait, der nu neſten er
færdigt. Jeg har endnu kun at give Draperierne og
Hunden et Par Penſelſtrog: „Skulde det blive meget
koldt,“ ſagde hun, „mag De hellere tage til Rom,
medmindre De vil komme til Cannes og der male
endnu et Portrait af mig under Palmerne.“ Hun
talte i en meget blid og ſagte Tone. Jeg maatte
tage mig ſteerkt ſammen for at kunne fee roligt paa
hende og ganſke ligefrem ſvare: „Nei!“ Jeg troer
nok, hun forſtod, at det ikke var Mangel paa Hoflig—
hed, thi hun ſvarede ikke, men gav mig Haanden.
Hendes ſmukke Oine vare fulde af Taarer; heller ikke
mine vare torre. De havde Ret, min kjere og for—
træffelige Ven, i at ſige, at det kun vilde blive til
Lidelſe, megen Lidelſe for os! men hendes vil hurtigt
tabe fig, rig, lykkelig, tilbedt, adſpredt paa tuſinde
Maader, ſom hun er og altid vil være! Men jeg ...
Hvad hun foler for mig er vel ſnarere Interesſe og
Deeltagelſe end Desdemonas guddommelige Medliden—
hed. Maaſkee har jeg ogſaa indgydt hende nogen
Agtelſe, fordi jeg aldrig har ſmigret hendes Forfeenge—
lighed; dog nei; det er ikke muligt, at hun foler en

218 Fresco⸗Billederne.

alvorlig Kjærlighed til mig. Hvis jeg var ſvpag nok
til at tage mod den Lykke, hun tilbod mig, vilde hun
for ſtedſe foragte mig! — Idag prover jeg for forſte
Gang, hvad en engelſk Vinterdag vil ſige. Det er
ſkrekkelig koldt; det regner, det ſneer, det hagler; det
er mig umuligt at male; jeg fortſcetter mit Arbeide i
Bibliotheket. Jeg har endnu at bringe Orden i en
Mængde Skuffer med Tegninger, Manufkripter og

Kobberſtik. Det er et meget ſmukt Verelſe, og de

ſtore Baal, der flamme i de to Kaminer, belyſe det
med en gylden Glands; jeg vilde befinde mig ſaa vel
her, hvis .. hvis...

Jeg har anmodet min Ven Vico i Rom om
at ſelge alle de Stykker, der findes i mit Atelier, og
at ſende mig Pengene, ſelv om han ikke ſkulde faae
mere end et Tyvefranesſtykke for det Hele. Saa kan
jeg flygte herfra, hvis hun ſkulde fane det Indfald,
hvad der undertiden hænder, hende, at komme hertil
og kun melde ſin Ankomſt en eller to Dage forud.
Jeg fif imorges et herligt lille Brev fra hende. Ak,
hvor det piner mig kun at ſkulle ſvare med nogle
kolde og formelle Linier! Men hun vilde foragte
mig, hvis jeg handlede anderledes. Hun har nu været
fjorten Dage i Cannes. Hun beſkriver mig fin Villa
med dens Orangetreer, dens Haver, dens Mure af
farvet Marmor, endog den lille Havn, hvori der er
ſaa lidt Vand, at hendes Yacht har ondt ved at finde
en Ankerplads. Hun beder mig om at komme og

. . SIR ES

Fresco-Billederne. 219

male hende. Det lader til, at hun ikke er vred paa
mig for mit forſte Afſlag. Troer De da, at hun er
gruſom nok til ſaaledes at ville lege med mig? Nei,
jeg er utaknemmelig, vanvittig. Det er ſikkert nok den
rene Godhed fra hendes Side. Hun har aldrig tenkt
paa, at jeg ſkulde kunne ſee Andet deri.
Mr. Hollys til Lord Llandud no.
Villa Glorietta. Cannes.

.&jære Ven, jeg har gjort en Sviptour hertil for
at ſee Gjenſtanden for vor gjenſidige Angſt. Efter
mit Raad er Vic ogſaa med. Han har lagt ſig med
fin gamle Skude i Villafrancabugten. Esmse feer ikke
ud til at være i godt Humeur. Hun taler kun ſjelden
til mig. Jeg ſpurgte hende om, hvorledes det gik med
Renzo, og hun ſparede ganſke tørt, at han var i
England og arbeidede paa fine Frescoer. Jeg havde
ikkte Mod til at ſige mere. Hun feer paa En paa
ſaadan en egen Maade, at man holder ſin Mund.
Det lader til, jeg er kommen meget daarligt fra at
tale Vics Sag, thi hun ſpvarede mig i en mut Tone,
at det var Synd at lade Born komme faa nær til
det ſkrekkelige Monte-Carlo, idet hun forøvrigt til—
føjede, at hun ſelv havde været der, men uden at
kunne opdage det Friſtende, ſom Andre fandt der;
men da Friſtelſen ganſke viſt var der, havde det været
fornuftigere, ſagde hun, at lade Vic blive hjemme.
Jeg indvendte, at en engelſk Hertug paa fireogtyve

220 Fresco-Billederne.

Aar, der ovenikjobet er Gardeofficeer, ikke godt kunde be—
handles ſom et Svobelſebarn; derpaa ſage hun endnu
mere mut ud og ſpurgte mig om Navnet paa en
ffrælfelig Cactus, der ligner en Lawntennisraket heelt
beſat med Borſter. Jeg kjendte den ikke og ſeer heller
ikke, af hvilten Grund et ſaadant Monſtrum over—
hovedet ſkal have et Navn. Jeg er aldeles raſende;
thi da jeg har noget tilovers for Esmse, kan jeg ikke
taale, at hun behandler mig ſom et Menneſke, man
for forſte Gang træffer pan ved et Spillebord eller
pan en Jernbaneſtation; jeg ynder heller ikke Mrs.
Alſager, ſom er her med hende og ikke har nogen god
Indflydelſe paa hende; da jeg forſogte hos hende at
faae Noget at vide om Renzo, lo hun kun og ſagde,
at hun troede nok, han kom til Cannes. Lady Cairn—
wrath maa holde Sengen paa Grund af Forkjolelſe;
hun ſender mig et Par Gange om Dagen Smaa—
billetter med hendes Blyantskragetæer, ſmaa Ud—
gydelſer, der ere lige faa iskolde ſom ubehagelige.
Hun er aabenbart af den Mening, at hvis jeg havde
gjort min Pligt, havde jeg tvunget Esmse til at gifte
ſig med Vic. Solen paadrager hende Feber og Mi—
ſtralen Gigt; de blomſtrende Roſenbuſke under hendes
Vinduer lugte af Tyfus, og Reſedaerne udaande Cho—
lera. Hvis Renzo kommer hertil, har hun erkleret,
at hun i en Portechaiſe vil lade ſig beere et andet
Sted hen for at doe i Fred. J det Hele er der
Uveir i Luften, ſkjondt Barometret ſtager høit, Ther:

11 8108

*

Fresco-Billederne. 221

mometret ſtadig ſtiger, og Solen er i fin fulde Glands.
Jeg tænfer paa, hvad vi egentlig ffulde kunne gjøre.
Har Esmée fat fig i Hovedet at ville gifte fig med
ham, jaa afholder Intet hende derfra; mit eneſte Haab
er Maleren ſelv. Jeg troer ikke, at han kommer til
Cannes; jeg anſeer ham for at være altfor ſtor en
Kunſtner til at være dum. Jeg reiſer, Gud være
lovet, iaften tilbage til Rom. Jeg har en Fornem—
melſe af, at jeg ſeer flau ud, naar jeg ſtirrer paa
Esmsée uden at vove at rette et Sporgsmaal til hende;
men det vove de Andre da heller ikke.

E. S. Vic tabte igaar 100,000 Francs; han
reiſer med forſte Tog. Lelah Dé er i Hotel de Paris,
og jeg er meget bange for, at hun ffal faae fat i
ham.

Leone Renzo til Don Ezzelino Ferraris.

De var mere klartſkuende end jeg, min gamle
Ven; jeg har leſt i et engelſk Blad, at den unge
Hertug ogſaa er i Cannes. Vil hun dog ikke tilſidſt
gjøre, hvad alle hendes Venner onſke? En Kvinde
maa være i Beſiddelſe af meget Mod og megen Ud-
holdenhed for at modftaae fine Omgivelſers Over—
talelſer. Om hun er modig? ja, men udholdende?
det tvivler jeg om! Maaſkee gjør jeg hende Uret;
den forſte Gang, jeg ſage hende, bedomte jeg hende
meget forkeert.

De morke og folde Dage ſnige fig langſomt hen.

222 Fresco⸗-Billederne.

Jeg er glad, naar Natten kommer, naar Lamperne
blive tændte, og Berwick og jeg ere i Bibliotheket,
hvor jeg er ſom hjemme. Overforſteren ſpurgte mig
igaar, om jeg ikke gik paa Jagt; det er umuligt at
beſkrive den Foragt, jeg indgod ham, da jeg ſpvarede,
at jeg ikke for Alt i Verden var iſtand til at dræbe
en Fugl eller et andet Dyr. Man ſeer i mig aaben—
bart en ikke farlig ſindsforvirret Mand, ſom dog En—
hver efterhaanden fager lidt tilovers for.

Jeg arbeider flittigt paa Frescomalerierne, naar
Veiret tillader det; jeg rider undertiden ud, jeg læfer
meget; jeg har til min Raadighed en Masſe latinſte
og franſke Verker, ogſaa nogle enkelte italienſke Bøger.
Hendes Portrait er anbragt paa et ſtort Staffeli mod
Nord i Bibliotheket; Hunden og jeg ſee ſorgmodige
paa det ... hver paa ſin Maade.

Det var igaar Juleaften; der blev i hendes Navn
uddeelt rigelige Almisſer til de Fattige; men det fore—
kom mig, at Ingen faae rigtig tilfreds ud; de føle
maaſkee, at hun ikke har nogen ſand Interesſe for
dem og knap fjender den Ene fra den Anden. Hvor
det dog er Skade! hun, ſom ſaa let kunde gjore ſig
elftet! Ved Slutningen af mit enſomme Maaltid
bragte man mig den nationale Budding; en ſtor, grim
og ufordoielig Kage. Jeg fandt den ganſke afſtyelig;
derimod lod det til, at Berwick ſyntes ſerdeles godt
om den. Idag er det et ſlemt Uveir; Alt er bedæffet
med et hvidt Lag Snee; Taxustrœerne ſee endnu mere

Fresco-Billederne. 223

imponerende ud under Sneen. Jeg gik ud og ſaae
Dyrene blive fodrede. Nerina aad Roer af Haanden
paa mig. Det er meget koldt; jeg beklager Bønderne.
Tjenerne uddele Kul og Kledningsſtykker iblandt dem.

Jeg har netop gjort en Opdagelſe, ſom i den Grad
har bragt mig ud af Ligevegt, at jeg knap kan ſee
Papiret, hvorpaa jeg ſtriver. Det fremgaaer af nogle
Dokumenter, jeg har faaet fat i, at jeg er en ægte
Son af Grev Alured; det feer ialfald ud til, at der
ikke kan være Tvivl derom, Nu ffal De høre, hvor—
ledes det er gaaet til. Undſkyld, det er faa uſammen—
hængende.

For at jeg kunde bringe Orden i alle Papirerne
og Tegningerne, havde Lady Charterys bemyndiget
mig til at aabne alle Meubler, Skuffer og Kasſer;
hun havde ligeledes ſtillet til min Tjeneſte en meget
gammel og ufuldſteendig Katalog; i en Krog af Bi—
bliotheket ſtaaer der en Sekretair i Ludvig den Sex—
tendes Stil af udmærket Arbeide. J den ligger der
en Mængde gamle Breve, Kaart og Skizzer. Jeg
havde aldeles ikke i Sinde at røre ved den, ffjøndt
hun udtrykkelig havde bemyndiget mig til at gjennemſee
og underſoge Alt; da jeg vilde lukke Skuffen i denne
Sekretair, maa jeg være kommen til at trykke pan en
hemmelig Fjeder; thi den ene af Dorene gik op, og
jeg fane en Skuffe, hvori der laa en Pakke Breve, en
ſort Haarlok og et ſammenlagt Papir. Jeg tog Pa-

224 Fresco-Billederne.

piret op for atter at lukke Meublet i, og derved kom
jeg til at ſee, at det var en Atteſt for, at de vare
viede i St. Helenakirken i Rom. Jeg lader folge en
Copi af den med; De vil deraf ſee, at der ikke kan
være Tvivl om dens Wgthed. Imorgen ſkal jeg igjen
ſtrive til Dem; nu er jeg aldeles overvældet, og Alt
lober rundt for mig, ſom om jeg var ſvimmel. Er
det Hele ikke en Drøm? Vanvid? . . . Ak, hvis blot
min Moder endnu havde været ilive!

Mit Brev kom ikke afſted iaftes; derfor endnu
nogle nye Enkeltheder; jeg har ſendt Dem en Copi
af de Breve, der vare bundne ſammen med min
Moders Haar. Disſe Breve ... cara anima! de ere
ffrevne paa Italienſk med en daarlig Haandſkrift; de
ere lidenſkabelige, og om de end ere noget intetſigende,
ſige de dog Alt! Jeg har nu hendes Fortid i hendes
ſtakkels Vreve; han har ægtet hende, men hemmeligt,
og da han fkammede fig over hende, holdt han hende
ſtjult, medens han ſelv nod Livet og dets Glæder.
Folgen af dette Liv blev for hendes Vedkommende
Vrede og Skinſyge, for hans Ligegyldighed og Mis—
fornoielſe. En eller anden Jago har ſaa viſtnok ind—
fundet ſig for at fortelle min ſtakkels Moder, at hendes
Augteſktab ikke var gyldigt; vanvittig af Sorg herover
flygtede hun, og ſamme Dag ſom hun kom tilbage til
Fedrenehjemmet, omkom hendes Fader ved en ulykkelig
Hendelſe. Jeg har kun fundet Breve fra hende.
Intet antyder, hvad Lord Charterys har ſagt, gjort

Fresco-Billederne. 225

eller tenkt; han har rimeligvis været en haardhjertet
Mand, ſom, glad over at faae fin Frihed igjen, tog
ſig vel iagt for at tanke paa fin Huſtru og aldrig
horte tale om mig. Han tilgav fig aldrig, det er jeg
vis paa, at han havde begaget den Dumhed at gifte
ſig med en ſimpel Bondepige fra Sabinerbjergene;
forovrigt kan man i ſaa Henſeende kun have Gis—
ninger: det er et Myſterium; men Vielſesatteſten er
tydelig nok; den er ſtreven for fireogtredive Aar ſiden;
jeg er ægte Son .. . og hendes Fetter.

Der er nu gaaet to Dage, ſiden jeg ſidſt ſkrev;
jeg er lidt mere rolig; der er indtraadt en vis Slap—
pelſe efter det forſte Oiebliks Ophidſelſe. Der hviler
ikte mere en Skygge over mit Liv; jeg er for Frem—
tiden Alles Ligemand. Jeg veed ikke, om disſe Doku—
menter ere fyldeſtgjorende i Lovens Dine; i mine ere
de det! Min ſtakkels Moder! hvor tydeligt kan hendes
Hiſtorie dog ikke leſes ud af disſe Breve! Hendes
Lidenſkab, hendes Sorger, hendes Skinſyge, hendes
Tvivl, hendes Svaghed og hendes Uvidenhed, Alt er
mig helligt. Han derimod blev ikke rort, men kun
opirret. Visſe Mænd ere fan haarde, at Kvindernes
Hjerter knuſes imod dem, ligeſom Baade mod Klipperne!
Han har været Skyld i, at hun har lidt gruſomt, og
jeg kan ikke tilgive ham; men hvem jeg tenker mere
paa end ham, mere end paa min Moder, det er Esmée!
Saaledes tor jeg nu kalde hende. Hvis jeg indtager

15

226 Fresco-Billederne.

hendes Plads, vil hun hade mig; efterat have mod-
taget faa mange Beviſer paa Godhed og Tillid, kan
jeg jaa fordrive hende fra hendes Rige ved at ſige
Sandheden? Det er mig, der er Lord Charterys!
Hun vil afſkye mig . .. Jeg kommer tilbage fra en
Udflugt i Skoven; det er noget koldt og en bidende
Vind. Men derved har min Feber ſat ſig; jeg foler
mig ligeſom ffyldig i Brud paa. Gjeſtfrihedens Love;
det er maaſkee barnagtigt; men jeg kan ikke komme
bort derfra. Hvis hun ikke havde betroet mig Nog—
lerne til Bibliotheket, vilde jeg aldrig have faaet nogen
Anelſe om mine Rettigheder. Jeg har idag havt Brev
fra min Ven Vico; det ſeer ud til, at han ikke har
fundet en eneſte Liebhaver til mine Studier; men han
har for tredive Louisdorer ſolgt en lille Marmor-
figur, ſom jeg eiede, og ſom ſkal være af Mino da
Fiesole. Han har ſendt mig disſe Penge; jeg reiſer
til London; jeg vil hos vor Conſularagent forhøre
mig om en Advokat, jeg kan raadfore mig med. Jeg
fortier Navnene, faa at der ikke er Noget at riſikere.
Jeg har talt om Grev Alured med Godsforvalteren,
der har kjendt ham; han omtalte ham ſom en letſindig,
nydelſesſyg og lunefuld Mand. Han omkom ved at
ſtyrte med Heſten. Maaſkee vilde han have gjort fin
Uret mod min Moder god igjen, hvis Forſynet havde
ſparet hans Liv. Jeg vil ſaa gjerne troe det.

Jeg har i London raadfort mig med en Advokat

Fregco-Billederne. 227

jeg har viiſt ham Copien af Dofumenterne, medens jeg
ſelvfolgelig beholdt Navnene for mig ſelv; efter at
have underſogt Papirerne, erklœrede han, at efter hans
Mening var Wgteſkabet fuldſtendigt lovligt, efterſom
der paa den Tid i Italien ikke fandtes andet lovligt
Agteſkab end det kirkelige, og da desuden Greven ſom
alle hans Forfedre var Katholik. Disſe Dokumenter
give altſaa Sonnen af dette WÆgtejfab en ubeſtridelig
Arveret, forudſat dog, at dette Barns Fodſel ſtemmer
noiagtigt med den Datum, jeg har angivet, hvilket ikke
er vanſteligt at godtgjore. Han ſfjulte ikke for mig,
at denne Sag ſikkert nok vilde foranledige en lang—
varig Proces, da Wgteſkaberne i Italien for Uaf—
hængigheden ofte vare hemmelige og derved udſatte
for, at deres Legitimitet droges i Tvivl. Sagen vilde
komme for Overhuſet og træffe længe ud; han for fit
Vedkommende nærede ikke Tvivl om det endelige Re—
jultat, hvis Kjendsgjerninger og Aktſtykker ſtemmede
med, hvad jeg ſagde. Efterat have takket ham, tog
jeg Afſked fra ham og vendte tilbage hertil. Da
Hovedporten ved min Ankomſt aabnedes, havde jeg en
Folelſe af at komme tilbage til mit eget Hjem. Hvor
det er underligt at vide, at jeg er Eieren, Herren
her! Jeg, engelſt Greve! jeg! .. . Jeg tog Plads
ved Kaminen; Berwicks Hoved hvilede paa mit Kue.
Saa kom der andre Tanker frem. Den Lovkyndige
havde jagt mig, at Modparten kunde have Grund til

at fore Proces; dette isnende Ord ſtak mig i Hjertet
15%

228 Fresco⸗Billederne.

ſom en Dolk. Skulde Fremtiden have forbeholdt os
at blive Fjender? De Kjendsgjerninger, ſom vilde
blive bragte for Offentligheden, behøvede Ingen af
os at ſkamme fig over, men det vilde være en Skam
for os at blive Fjender, Advokaten havde ogſaa til—
foiet, at det jo var muligt, at den nuværende Be—
ſidder af Titlen og Godſerne vilde give efter uden
Proces, naar han blev overbeviiſt om Sagens Retfer—
dighed. Ja, min ſtolte og ſmukke Couſine vil ſtrax
vige Pladſen; hun vil forlade mit Hus og lade mig
blive ene tilbage ſom Herre her uden nogenſinde at
ville fee mig. Hvad vilde jeg vinde derved, for ikke
at tale om det Lave og Forrederiſke i min Opforſel,
thi uden hendes Velvillie imod mig, uden den Tillid,
hun har viiſt mig, var jeg jo for ſtedſe bleven uvi—
dende om Fortiden. Jeg kunde aldrig have anet, at
jeg var egtefodt, og at min ſtakkels Moder var flygtet
fra det eegteſkabelige Hiem paa Grund af Skinſyge.
Er det ikke Forrederi at benytte, hvad jeg har faaet
at vide, til at berove Lady Charterys hendes Formue?
Dette Sporgsmaal piner mig. Jeg fatter ikke, hvor—
ledes jeg ſkal komme i Beſiddelſe af, hvad der efter
Loven tilhorer mig, uden Skade og Sorg for hende.
Gaa er der ogſaa en anden Side af Sagen, der ikke
bor overſees; naar hun ſom ſagt fager at vide, at
jeg er en ægte Son af Grev Alured, vil hun ikke af—
vente Dommernes Afgjorelſe, hun vil ikke ſoge at
træffe Sagen ud med Chikanerier; hun overlader mig

Fresco-Billederne. 229

det Hele og hader mig til evig Tid. Ja, om hun
ogſaa er eedelmodig nok til ikke at hade mig ſom den,
der plyndrer hende, jaa vil hun dog aldrig tilgive
den, der, benyttende ſig af en Tilladelſe, ſom hun
liberalt havde givet, af den Gjeſtfrihed, hun havde viiſt
ham, misbruger den til lumſkelig at undergrave hendes
Stilling. Selv om hun troede paa disſe Aetſtykkers
Aegthed (hvilket jo ikke er ſikkert), vilde hun kun nere
Foragt for den, der brugte dem ſom Vaaben imod
hende. Alt dette er en virkelig Kval for mig; jeg
elffer hende faa lidenſkabeligt, at jeg regner det for
Intet at blive anerkjendt ſom Greve af Charterys
af hele England, hvis jeg derved fkal gage glip af et
af hendes Smil. Skjondt jeg nu har Ret til at bære
Hovedet høit, og jeg for Fremtiden har Lov til at
være ſtolt, er jeg dog mere ulykkelig, end forinden
jeg aabnede den hemmelighedsfulde Sekretair; jeg
ſeer ikke, hvorledes jeg paa engang ſkal kunne komme
i Beſiddelſe af min Ret og tillige bevare hendes
Velvillie. Hvis jeg viſer hende disſe Dokumenter,
vil hun ſtrax betragte mig ſom ſin Fjende; jeg vil
maaſkee endog forekomme hende at være en Forreder.
Jeg foretrœkker at vedblive at være den Leone Renzo,
ſom hun agter og maaſkee ... elſker ... Hvilket
Raad kan De give mig, min kjere og ærværdige Ven?

Don Ezzelino Ferraris til Leone Renzo.
Det er en meget vanſkelig Sag at give Dem et

230 Fresco-Billederne.

Raad under nærværende Omſtendigheder; hele Deres
Fremtid vil beroe pan, hvilken Beſlutning De tager.
Jeg feer, hvad det er, der piner Dem: De elfker
Deres Couſine langt mere end De bryder Dem om
hendes Navn, Rigdom og Magt. De betenker Dem
paa at fjerne hende fra Dem ved at forſoge at gjore
Deres Ret gjeldende, og det kan jeg godt forſtaae;
om hun end ikke bliver Deres Fjende af den Grund,
jan vil det dog være en uoverſtigelig Hindring for,
at en Kvinde med nogen Selvfolelſe tilſtaaer Dem
ſin Kjærlighed. Hun vilde ikke kunne bekvemme fig
til at gjøre en Tilſtagelſe, ſom i Deres og Verdens
Oine let kunde henfores til mindre rene Motiver.
Paa den anden Side fortjener Deres Couſine maaſkee
ikke ſaa megen Hengivenhed eller et ſaa ſtort Offer.
Huſt paa, at da De forſte Gang ſage hende, gjorde
hun det Indtryk paa Dem, at hun var en hovmodig,
lunefuld, frivol Natur, en Verdensdame i Ordets
ſande Betydning. Er De ganſke vis paa, at bette
Indtryk ikke var det rette?

Den Fortryllelſe, hun udover over Dem, kan
have forvirret Deres Dom. Skulde det være Til—
fældet, vilde De have opgivet en ſmuk Stilling, et
lykkeligt og hederligt Liv, Beſiddelſen af et beromme—
ligt Navn, for en letſindig Kvinde, der ikke var iſtand
til at vurdere et ſaadant Offer! Alt, hvad De har
lidt, Alt, hvad De har miſtet, vil ikke blive regnet
for Noget. Det er ikke min Henſigt at ſoge at paa—

Fresco-Billederne. 231

virke Dem. Jeg beder Dem kun om noie at over—
veie Sagen og ikke fatte en overilet Beſlutning. Det
haſter jo ikke; man veed jo, at De fkal blive der,
indtil Te er færdig med Deres Arbeide. Hvorfor
iffe vente med at tage en afgjorende Beſlutning til
hendes Hjemkomſt? Den Wdelmodighed, De tenker
paa at viſe, er neſten overmenneſkelig; men jeg troer
Dem iſtand dertil, og jeg vilde ikke beklage, om De
blev ſikker paa, at den, De vil bringe dette Offer, ogſaa
fortjener det. .. De maa nu have modtaget mit
Brev ſom Svar paa den overraſkende Efterretning,
De har meddelt mig. Hvorfor har Deres ſtakkels
Moder dog ikke havt Mod til at gjore mig denne
Tilſtagelſe, min kjcere Leone! Naar jeg tenker paa,
hvad De har lidt, og pan Deres miskjendte Geni, da
bloder mit Hjerte for Deres Skyld! Jeg beder
Himlen om, at denne Lykkens Tilbagevenden nu ikke
man komme forſilde!

Leone Renzo til Ezzelino Ferraris.

Dagene fremdeles morke og fremdeles lange! Jeg
gager i en forunderlig Angſt og ophidſet Stemning.
Hvor beroligende Deres kjcere Brev end var, har det
dog ikke kunnet ſprede Skyerne; De har gjort mig det
indlyſende, at hvad jeg end gjor, kommer jeg til at
fortryde det. Gjor jeg Fordring paa min Arv, er
hun ſikkert haabloſt tabt for mig. Hvis jeg beholder
Hemmeligheden hos mig ſelv, hvorledes ſkal jeg jan

232 Fresco Billederne.

fane den Afſtand, der endnu ftillev os fra hinanden,
til at forſvinde, jeg, der her betragtes ſom en Even—
tyrer, ſom en Slags Tigger, der fortjener almindelig
Foragt?

Jeg ſeer ingen Udvei til at fylde det Svelg,
der nu ligger imellem hende og mig! De ſiger, det
haſter ikke; jeg har lagt disſe Papirer i en lille Jern—
kasſe, og hvis jeg ikke vil det, vil aldrig Nogen
komme til at fjende dem. Er det da faa Donquixote—
agtigt at bevare denne Hemmelighed hele Livet igjennem
uden at fordre min Ret? Jeg griber mig felv i at
gane omkring her, ſom om jeg vilde forvisſe mig om,
at det Hele tilhører mig, virkelig tilhører mig, medens
jeg hidtil aldrig har eiet andet end min Malerkasſe,
et Kammer til at boe i og en lille Statue eller
Broncefigur!

Jeg ſidder hver Aften ved Kaminen med kors—
lagte Arme og Berwick ved Siden af mig. Jo mere
jeg tænfer derover, deſto mere forekommer det mig,
at jeg ikke kan tage Noget af hvad her er, da det at
tage, det er at berøve hende det. Kan jeg, til Gjengjeeld
for fjendes Opmeerkſomhed, hendes Elſkverdighed,
hendes Godhed imod mig, gjore hende fattig? Jeg
arbeider pan Fresco-Billederne ſaalcenge det er lyſt nok
dertil; jeg haaber jalfald, at dette Arbeide ſkal gjøre
mig Wre. Forleden kunde jeg ikke ſkjule et medlidende
Smil, da jeg horte Hushovmeſteren vrøvle om dem
paa en mindre pasſende Maade. Det forekom mig

Fresco-Billederne. 233

jaa groteſk! Havde han kunnet ane, at jeg er den,
jeg er, hvor vilde han da ikke have krummet Ryg for
mig og ſlikket Støvet af mine Støvler! Naar jeg
tenker paa, at jeg har Ret til at kaſte hele dette
Tjenerflæng pan Porten! Men det er hverken Magten
eller Gjenerhvervelſen af min Ret, der friſter mig;
det er Friheden, Hvilen, Muligheden for at kunne til—
bringe hele mit Liv med at jage efter Idealet, at
omgive mig med Alt, hvad der er Skjont, Ophoiet ...
Og dog, uden hende vilde alligevel mit Liv være ſom
et Hus uden Muſik, en Bikube uden Bier. Hvad
ſkal jeg gjore? Jeg bliver ſiddende fordybet i disſe
Betragtninger Time efter Time, Nat efter Nat uden
at kunne tage en Beſlutning. Jeg feer pan hendes
Portrait, og den blotte Tanke om at berove denne
ſkjonne Kvinde den Luxus, der omgiver hende, fore—
kommer mig at være en Forbrydelſe. Hun har ikke
ſenere ſkrevet til mig. Hvis hun nu giftede fig med
den unge Hertug! .. . Nei, det troer jeg ikke. Vin
teren er lang, lang, lang. Det er i Dag den ſexog—
tyvende Januar; i Rom, hvor ſmiler da ikke Jorden,
naar Marts nermer fig! hvor ſkyde ikke Blomſterne
frem! hvor bruſer ikke Blodet i Aarerne! Her er der
kun Sͤüee og Blæft, Taage og Isſlag. De ſtakkels
Dyr i Skoven fryſe ynkeligt under de bladloſe Træer,
mellem de forte og ſtivnede Bregner ..
Hushovmeſteren viſer mig netop nu et Telegram,
han har faaet fra Lady Charterys. Det er dateret

234 Fresco-Billederne.

Paris og indeholde fun Ordene: „Vi komme imorgen.”
Imorgen, uden videre Varſel. Han ſiger, at ſaaledes
bærer Mylady fig altid ad. Min Gud, hvad ſtal jeg
ſige til hende? Hvorledes modtage hende? Er det
Glæde eller Sorg, der er ner ved at fvæle mig?
Naar jeg endda kunde fee, hvilken Beſlutning jeg for—
nuftigviis bor tage! Naar jeg tenker paa, at Alt
her ikke tilhorer hende, men mig! at hun i Virkelig—
heden er min. Gjæft! Nu er det fire Maaneder ſiden
hun reiſte, og hun har ikke ſkrevet til mig i den
ſidſte Tid; maaſkee jeg nu ikke er andet for hende,
end en fattig Kunſtner uden Navn, der maler nogle
Fresco⸗Malerier for hende! Hvis fan er . . . nuvel,
jeg vil aldrig gjore min Ret gjeldende; det vilde for
meget ligne en Hevn. Hvis hun derimod ſynes at
betragte mig med andre Oine, . .. faa vil jeg reiſe;
jeg vil ſende hendes Portrait til Udſtillingen, og
maaſkee jeg derved vinder fan ſtort et Navn, at det
kan være mig tilladt at ſige: „Jeg elſker Dem.“ Nei,
nei, jeg vil ikke berove hende hendes lille Kongerige;
jeg har ſelv et ſtorre: Kunſten; hun har viiſt mig
Tillid; hun ſkal ikke komme til at fortryde det.

Dette imorgen, det er nu idag! Jeg har ilke
kunnet lukke et Øie hele Natten; nu er det ved Mid—
dagstid; hun kan hvert Sieblik ventes; jeg kradſer
disſe Linier ned med en Blyant oppe i Balſalen; det
ſneer, men Solen ſkinner dog; hendes rusſiſke Slæde

Fregco-Billederne. 235

med de rusſiſte Heſte er ſendt afſted for at hente
hende. Berwick fulgte af fig ſelb med Sleden, medens
den ellers aldrig gaaer fra mig; man ſkulde troe, den
havde Forſtand. Hvorledes fkal jeg tiltale hende?
Min Stilling ligeoverfor hende forekommer mig ſaa
falff! Det er dumt, men jeg kan ikke befæmpe denne
Folelſe. Jeg horer Lyden af Bjælder, Stemmer,
Dore, der lukkes op og i, gjoende Hunde; nu er Alt
ſtille. Hun er kommen!

Klokken er fire, det er næjten morkt, det er knap
nok, jeg ſelv kan fee, hvad jeg her ſkriver ved Lyſet
fra Kaminen; Fresco-Malerierne ere kun halvt færdige;
men Veiret har fan ofte ſtandſet mig i mit Arbeide,
Hendes Venner ville nok antyde, at jeg med Villie
ikke har forhaſtet mig; jeg antager, jeg fager hende
forſt at ſee imorgen. Tjeneren, ſom jeg har til min
ſpecielle Raadighed, har lige lagt i Kaminen. Han
fortalte mig, at ingen Andre end Lady Cairnwrath
var kommen med Mylady; men der ventedes talrigt
Selſtkab om otte Dage. Til den Tid er jeg reiſt;
fan kan en anden Haand ſenere gjøre Frescoerne
færdige.

Der bliver bragt mig en Billet: det er et Par
Ord fra hende, hun ſender mig fin Hilſen og beder
mig vente hende i Bibliotheket. Der vil hun drikke
Thee. Skal jeg ſtrax gage derned? Jeg kan ikke
ſige Nei dertil; hun har Intet glemt; jeg ffjælver
ved Tanken om at fee hende, ſkjondt jeg i faa lang

236 3 Fresco-Billederne.

Tid har leengtes derefter! Jeg ſynes, hun maa kunne
leſe alle mine Hemmeligheder i mine Øine. Jeg
elfter hende til Raſeri, og dog kan jeg ikke tale til
hende! Bed for mig, min kjere og fortræffelige Fader.
Mit neſte Brev bliver dateret fra Rom.

Dette Brev: er ikke blevet afſendt: jeg aabner
det igjen for at ſige Dem, at der paa hele Jorden
ikke findes et fan lykkeligt Menneſke ſom jeg. Selv
nu, da jeg ſidder paa mit Verelſe, der belyſes af
Morgenens ſvage Straaler, kan jeg ikke ret troe paa
mit Paradis; jeg tvivler endnu om, at min gode
Engel har fattet Medynk for mig, efterat jeg ſaa
længe har maattet fæmpe mig frem i Livet. Saa—
ſnart Tjeneren havde bragt mig Lady Charterys'
Budſkab, ſtod jeg op for at gage til hende; jeg vaklede
ſom en beruſet Mand. Jeg gik altſaa ind i Biblio—
theket! Det var mig, ſom om Væggene vilde tale!
ſom om det lille Meubel vilde fane Roſt! Jeg troede
at dromme, da jeg ſtod ligeoverfor hende i dette
Verelſe, der var blevet mig fan kjcert! Heldigviis
var det Tusmorke; en Lysſtraale trængte igjennem
Vinduerne mod Veſt; en blusſende Ild gav Gjenſkin
pan Solvbakken, paa Samovaren, paa ZBjorneſkindet
foran Kaminen, paa hende, der ſtod for mine Dine!
Hun var meget bleg; hun ſaae ud til at være træt;
hun gav mig Haanden, og jeg tog den med et dybt
Buk. Jeg ſagde ikke et Ord; jeg var ikke iſtand til

Fresco-Billederne. 237

at tale; hun blev ogſaa ſtaaende mere taus end ſed—
vanlig, derpaa fremhviſkede hun meget hurtigt nogle
Sætninger: der herſkede Feber i Cannes; hendes
Bedſtemoder var bleven ſyg; hun havde havt det
meget kjedeligt; det var kun London flyttet til Middel
havets Kyſter; hun afſkyede denne Blanding af bren—
dende Solſtin og iskold Bind og foretrak en Ridetour
paa Berkſhires opblødte Veie. Nu huſker jeg alle
disſe Yttringer, uden at jeg dog rigtig horte dem, da
de bleve ſagte.

Jeg ſtirrede paa hende beruſet af Kjærlighed,
piint af Tanken om at maatte forlade hende, ſtilles
fra hende uden at faae et Ord ſagt! Jeg kunde ikke
Andet; jeg var ikke iſtand til at fane Tænderne fra
hinanden. Derpaa traadte hun nærmere hen til mig
i Halvmorket fra Ilden og den nedgagende Sol; vi
ſtod nu begge ved Kaminen. Jeg kunde ikke tale.
Jeg kysſede den Haand, hun rakte mig, og ſagde ved
mig ſelv: „Ak, derſom hun vidſte, hvorledes det egentlig
ſtaaer!“ Derſom hun vidſte! ... Hun kunde uden
Tvivl læfe noget Forunderligt paa mit Anſigt, thi
hendes Oine fif et eget Udtryk; derpaa ſpurgte hun
mig med fin gamle Heftighed: „De har altſaa ikke
Noget at ſige mig? Cr De vred over, at jeg er
kommen tilbage? Har De havt det meget kjedeligt?“

Jeg var ikke iſtand til at fane et Ord frem, om
det jan gjaldt at frelſe hendes eller mit Liv. Jeg
kunde kun ſtirre pan hende, og ſnart vare hendes

238 ' Fregco-Billederne.

Kinder lige faa rode ſom den Camelia, hun bar paa
Bryſtet. „Hvorfor kom De ikke til Cannes?“ ſagde
hun uden at fee pan mig. „Jeg havde jaa gjerne
ſeet, at De var kommen! Forſtod De ikke det?“ Jeg
ſvarede ikke. Mit Hjerte bankede voldſomt; men jeg
kunde ikke faae et Ord frem. Da tog hun min Haand
i ſin; hun ſpurgte mig, hvorfor jeg var faa ſtolt, og
hviſkede derpaa ganſke ſagte: „Hvis De elſker mig en
Smule, hvorfor ſiger De det faa ikke? Hvad bryder
jeg mig om de Andre; De alene er alt for mig. Vi
kunde være faa lykkelige, hvis De var mindre ſtolt!“
Da faldt jeg ned for hendes Fodder, ſom jeg kysſede
ſom vanvittig. Senere paa Aftenen fortalte jeg hende
Alt, jeg viſte hende alle Papirerne, ſom hun ikke en—
gang vilde ſee paa. Hvad der er hendes er mit;
hvad der er mit er hendes. Lad Folk ſige, hvad de
ville; hvis de mene, at hun er den adleſte af alle
Kvinder, tage de idetmindſte dengang ikke feil.

Lady Charterys til Don Ezzelino Ferraris.

Jeg elſker Dem allerede! Kom og beſog os i
Paaſken; han har iſinde at kjobe et ledigtſtagende
Palads i Nerheden af Florinella og lade det reſtaurere.
Vi kan da ofte fees; han paaſtager, at dette Palads
er bygget af Bramante, og at han ofte har hort Dem
klage over, at det ſtod og faldt ſammen.

Fresco-Billederne. 239

Lady Cairnwrath til Lord Llandudno.

Vi ere ſom ved et Vidunder blevne forſkaanede
for en ſtor Skandale. Lord Charterys (thi denne
Gentleman er uimodſigeligt Lord Charterys; jeg finder,
der er en forbauſende Lighed imellem ham og den
ſtakkels Alured) opforer ſig aldeles ulaſteligt; han vil
ikke have, at Sagen ſkal gjores offentlig bekjendt, og
ſiger, at det er ham aldeles ligegyldigt, om Verden
antager ham for hans Kones Creditor eller ikke. Det
gjør jo heller ikke ſtort til Sagen, da paa den ene
eller anden Maade den eldſte Son vil komme til at
bære Titlen og arve Formuen. Jeg er meget glad
over, at der ikke er kommet Noget ud om hele denne
Sag. Det er mig ogſaa en ſerdeles behagelig Tanke,
at det ubekjendte Navn, hvorunder han forſt optraadte,
aldrig har forhindret mig fra at betragte ham ſom en
Mand med et meget nobelt Væfen. De mindes
maaſkee, jeg altid ſagde, han ſage faa fornem ud.
Det vil ganſte viſt falde noget vanſkeligt at gjøre det
forſtageligt, at De har kunnet give Deres Samtykke
til en ſaadan tilſyneladende Mesalliance; men naar
man erfarer, at vi har givet vort Bifald, vil Ingen
driſte fig til at udtale fig dadlende. Enhver veed, at
jeg aldrig indlader mig paa noget Excentriſk og Upas—
ſende. Men egentlig veed jeg ikke, hvorfor man ikke
indirecte ſkal lade fig forſtaae med, hvorledes det
hænger ſammen. Hvis De finder det rigtigt, kan De
meget godt i Klubben tage et Par Venner hen i en

„
1 T —————.—ñ———

240 Fresco-Billederne.

Vinduesfordybning og betroe dem Sagens Sammen-
hæng. Mere behoves der ikke, for at Hoffet og hele
Byen ſtrax veed Beſked.

Naar Alt kommer til Alt, er det maaffee bedre,
end at man ſkal troe om os, at vi ere iſtand til at
indlade os paa en Mesalliance. Jeg har i de ſidſte
Aar havt megen Bekymring for Esmées Skyld; jeg
er glad over, at jeg nu kan lade Lord Charterys
have Anſvaret. Hun er dødeligt forelſket i ham, og,
hvad der er mere, hun er uhyre foielig. Det havde
jeg aldrig troet, at der pan en Dag kunde foregage
en ſaadan Forandring med hende.

Leone Renzo til Don Ezzelino Ferraris.
Kom til os i Paaſken. Forlad idetmindſte een Gang
Deres Sanctuarium for at velſigne vort WEgteffab.

Mr. Hollys til Lady Charterys.

Jeg er bogſtavelig talt overveldet, kaſtet til
Jorden! Men jeg ſender alligevel Begge min Lyk—
onſkning? Naar blive Fresco-Billederne færdige? De
har vel nu tilgivet mig, haaber jeg?

Lady Charterys til Mr. Hollys.

Ja, jeg tilgiver Dem Alt, endogſaa de Dumheder,
De har tilſtrevet mig. Jeg vil altid kalde ham Renzo.
Vi har iſinde at blive her hele Sommeren, og ...
han gjør ſelv Billederne færdige!

241

Den Sidste.

Af
Eruſt v. Wildenbruch.
(Deutſche Rundſchau, Auguſt 1883).

Hoorofte har jeg ikke modt den gamle Bauer,
Rektoren for Forberedelſesſkolen i *, og hvor blev
jeg ikke glad, hver Gang jeg i Afſtand fane ham
komme.

Jeg var en ivrig Fodgenger og valgte neſten
altid den [amme Vei; derved lærer man hver Steen
og hvert Blad at fjende, og man føler dobbelt Foraarets
Livſalighed, naar man feer Bufken blive fuld af
Knopper. Man lægger Merke til, hvorledes det hver
Dag gaaer fremad med Knopperne, hvorledes Smaa⸗
bladene ffyde frem, hvorledes de ſtadig vore ſtorre,
ſtadig fane morkere Farve; og ved ſaaledes daglig at
kaſte et Blik ind i den ſkabende Naturs lydloſe Veerkſted

leſer man fra Dag til Dag ſom paa et ſtort Uhr

Tidens raſtloſe Gang. Om det var lignende Folelſer,
> 16

—

242 — Den Sidſte.

der ogſaa foranledigede ham til regelmasſigt, næften
daglig at gage ſamme Vei, ſom jeg havde valgt til
Spadſeregang, det veed jeg ikke; men i ethvert Til—
fælde maa Veien jo ogſaa have tiltalt ham, og det
var virkelig ogſaa en kjon Tour.

Langs den hoire Bred af den ſtore Flod, ſom
gjennem den oſtlige Deel af den nordthydſke Lavpſlette
vælter fine gran Bølger frem mod Oſterſoen, var der
opført en Jorddemning, der ſkulde beſkytte det flade
Land mod Flodens Overſvommelſer, naar denne om
Foraaret ſvulmede op. Dæmningen ſtrakte fig faa
langt man kunde fee, thi milevidt er den hoire Flod—
bred ganſke flad, medens den venſtre hæver fig i
Skraaninger, udenfor hvilke Byen faa, hvori vi begge
boede. Enkelte Steder var Dæmningen opført umid—
delbart ved Siden af Floden og fulgte dens Bugtninger
ligeſom en Politibetjent, der ffal pasſe paa et mis—⸗

tenkeligt Subjekt og ikke tor flippe ham afſyne; andre

Steder var der imellem Vand og Dæmning. ftørre
eller mindre Stykker Jord, ſom man prisgav til den
aarligt tilbagevendende Overſvommelſe. Det var ode
Strekninger, hvor Intet kunde trives, fordi Spirerne
ikke kunde trenge igjennem de Sandlag, Floden [od
tilbage; kun et Krat af lave Pile og Elletrœer voxede
derpaa. Floden havde nemlig, ſom man ſagde der
pan Egnen, „taget det til fig.” Medens den om
Sommeren ofte var ſaa lav, at Skipperne kun med
Beſveer kunde ſtage deres Baade frem, kom den om

reer

Err

„ eber

Den Sidfte. 243

Foraaret og ofte, naar det havde regnet oppe i Bjer-
gene, pludſelig ſtyrtende frem med en raſende Vildhed.
San blev dens kjedelige "graa Band brunt og gult,
Blærer fteg op og ftødte mod hinanden, og faa langt
de kunde rekke, ſtrakte den uhyggelige Karl Armene
ud over det flade Land ligeſom en Tigger, der plud—
ſelig er bleven rig og nu ſtrax vil have det Hele. Til
ſaadanne Tider var der rigtig ſmukt paa Dæmningen;
man jane de rovbegjerlige Vandmasſer klattre hoiere
og hoiere op ad Jordvoldene, og naar Nordenvinden
ſtrog hen over det flade Land og kladſkende kaſtede
Flodens gjenſtridige Bølger op imod Demningens
Sider, naar Stormens Suſen og Vandets Larmen
blev til en ensformig, mægtig Naturlyd, der fyldte
hele Rummet mellem Himmel og Jord, da havde man
en Fornemmelſe af Elementernes Urtilſtand og den
gjennemisnende Folelſe af, at der var Fare paafærde.

En ſaadan Dag var det, da vi for forſte Gang
talte ſammen, efterat vi uendelig ofte havde tauſe og
med et hemmeligt Smil gaaet hinanden forbi. Jeg
var paa Veien udad; han gik tilbage til Byen. Idet
jeg gif forbi ham, blev han ftaaende: „Hvis De vil
videre,” ſagde han med anſtrengt Stemme, thi den
pibende Vind tog Lyden af Ordene med ſig, „ſaa
maa jeg dog advare Dem; Dæmningen har lige faaet
en Lek henne ved Pilene, og den Satans Flod gjør
fit Bedſte for at faae det Hele væltet; jeg er paa

Veien for at ſlaage Allarm inde i Byen.”
16*

244 : Den Sidſte.

Han hapde endnu ikke talt ud, da jeg allerede
var vendt om med ham; vi havde nu Vinden paa
Roggen, og den drev os frem ſom to Skibe for fulde
Seil. Underveis fortalte han mig de nærmere Enkelt—
heder: Floden var endnu fuld af loſe Isſtykker; et
af disſe, der paa fin Reiſe var blevet ſlebet faa ſkarpt
ſom Glas, var drevet ind mod Deemningens frem⸗
ſpringende Beklædning og havde ſplintret den; Vandet
var trængt ind i Hullet, og pludſelig var et betydeligt
Stykke af Deemningen gaaet bort.

„De har ſelv ſeet det?“ ſpurgte jeg.

„Nei,“ ſvarede han, „men jeg kjender det af
Erfaring; jeg har i tredive Aar iagttaget Floden.“

„Og De er nok ikke kommen til at holde meget
af den?“ ſagde jeg, idet jeg kom til at tenke paa det
Udtryk, han havde brugt om den.

„Det er et lumſk, ondſkabsfuldt Band,” ſvarede
han; „det har allerede anrettet megen Skade og
Ulykke.“

Imidlertid vare vi komne ind i Byen og gik op
pan Raadhuſet, hvor der under ſaadaune Omſtendig—
heder var indrettet en ſceregen Flodvagt; der blev
ſtrax ſendt Arbeidere ud, og den gamle Rektors For—
modning vifte fig at være ganſke vigtig; det var paa
høje Tid, at der kom Hjælp, naar et fuldftændigt
Gjennembrud ffulde forhindres, Aabningen blev til⸗
ſtoppet med Faſkiner.

Saaledes vare vi blevne bekjendte. Hele den

Den Sidſte. 245

gamle Mands Maade at være paa, hans overordent—
lige Beſtemthed, hans jevne Tale fengſlede mig og
beſtandig mere, jo oftere jeg traf ſammen med ham.
Trods hans Jevnhed var han ikke nogen Übetydelighed;
hans morke, blaagronne Oine havde dette ſkarpe Blik,
ſom altid findes hos de Menneſker, der færdes meget
og opmeerkſomt i Naturen, og hans magre Anſigts—
træt med det indadvendte Smil tydede paa, at han
havde oplevet Meget og havde en god Hukommelſe.
Han ledede ſom ſagt Underviisningen i Gymnaſiets
Forberedelſesſkole; ham vare de Drenge betroede, der
ſkulde indvies i de forſte Begyndelſesgrunde, for der—
efter at komme ind i Gymnaſiets nederſte Clasſer, de
Smaafyre, ſom man om Morgenen knnde— ſee vandre
igjennem Gaderne med deres Torniſtre af gront
Floil eller Grevlingeſkind. Det er følgelig let at
forſtaae, hvilken Betydning den gamle Bauer havde
for disſe Smaafolks Forældre, og at hans Navn ofte
blev nævnt i Familierne, og hver Gang det ſkete, var
det med agtelſesfulde og hengivne ÜUdtryk. Men lige—
frem overraſkende var den inderlige Kjærlighed, hvormed
Bornene ſelv hang ved den gamle Mand. Jeg fik
Leilighed til at overbeviſe mig derom: Dæmningen
endte yderſt ude i Forſtaden, og ſaaſnart Bornene,
der i Eftermiddagstimerne legende tumlede fig i Ga-
derne og udenfor Dørene, jane Rektoren komme, fit
Alle travlt med at komme hen til ham. Lege afbrodes,
Stridigheder bleve forelobig udſatte, og i Galop kom

246 Den Sidſte.

de ſtyrtende fra alle Kanter, faa hurtigt de ſmaa Been
kunde bære dem.

Hans Afholdthed ſtrakte ſig langt ud over For—
beredelſesſkolens Grœndſer; hele Borneverdenen, med
og uden Buxer, beſtovlede og barfodede, Piger og
Drenge, kom ſtyrtende for at bevidne „Hr. Læreren”
deres Kjerlighed. Vi vare ſaaledes altid omringede
af en mylrende Sperm af Smaafolk, og aldrig ffal
jeg glemme, hvorledes de ſmaa Hender kom frem for
at fane et Tryk af hans Haand, og de klare Barne—
pine, undſeelige og dog ſtraalende af Lykke, ſage op
til ham med det tillidsfulde Udtryk, ſom Barnets
Blik fager, naar det føler, at den Borne forſtager det.

Midt imellem dem ſtod han nu, med den lange
Overkrop boiet lidt forover lig et gammelt Kirketaarn,
ſom Svalerne kviddre omkring; hans Mundvige traf
lig da ned til et ſtjelmſk Smil, og Sinene ſtraalede af
uendelig Godhed; nu og da omfattede han et krollet
Hoved med de ſpredte Fingre; nu og da tog han et
Barn under Hagen og loftede det lille Anſigt opad;
talt blev der kun lidt, men naar han tiltalte et af
Børnene, fan kjendte han dem alle og nævnte dem
ved Navn. En færegen Venlighed vifte han de ſmaa
Vesner, der vare for undſeelige til at trænge fig
frem til ham, og ſom ſtode udenfor Kredſen og i
Afſtand ſtirrede op til ham. Hau lokkede dem til fig
og klappede dem fjærligt paa de blusſende Kinder;

3 98 ſamme Venlighed vifte han, naar han faae et

Den Sidſte. 247

Barn græde. Han bukkede fig da dybt ned til det
for at fane Grunden at vide, og han hvilede ikke,
for Taarerne havde ophørt at flyde, og Glæden igjen
ſtraalede paa Anſigtet. Og denne Troſt ydede han
med en eiendommelig Hoitidelighed; hans Anſigt kunde
da neſten faae et alvorligt Udtryk

En Dag kunde jeg ikke lade vere ſpogende at
udtale min Forundring over, at han behandlede en
Sag, ſom de fleſte Menneſker kun gjøre lidt Stads
af, med ſaamegen Alvor. Han horte roligt paa mig,
blev ganſke alvorlig og nikkede forſt i Taushed ved
ſig ſelv, ſom han pleiede, naar en Tanke eller en
Erindring optog ham.

„Jeg veed godt,” ſagde han tilſidſt, „at de fleſte
Borne enten lee af Børnenes Graad eller blive ærger-
lige og utaalmodige. Born ere ſom Blomſterne, de
kunne ikke komme op til os, vi mage bukke os ned til
dem, naar vi ville lære dem at kjende. Men den,
der gjor ſig den Uleilighed, han vil i deres Blade
ikke altid kun finde Himlens Dug, han vil i mange
af dem treeffe en ſort, uhyggelig Orm, der med
ſkarpe Kjeber flænger i det fine Beger. Der gives
Smerter i Barneſjeelen, og den, der har feet dem,
glemmer dem aldrig!“ 5

Det var en ſolrig, varm Foraarsdag, da vi havde
denne Samtale; Vandet var efterhaanden faldet og
dannede nu kun ſmaa Pytter imellem Pilene ved
Foden af Dæmningen. Markarbeiderne vare komne

248 Den Sidſte.

ud paa deres Jorder, ſom de begyndte paany at be—
arbeide. Idet vi langſomt gik vor ſedvanlige Gang,
ſage jeg ved Manden af Dæmningen ud til Floden en
lille Dreng paa omtrent ſex Aar ligge med Anſigtet
mod Jorden. Det var en lyshaaret, fintbygget lille
Dreng, der kun havde en Skjorte og et Par korte
Buxer paa, aabenbart et Barn af fattige Forældre.
Formodentlig var Drengen, medens Moderen paa
Marken var beſfjeftiget med at lægge Kartofler, løbet
op pan Dæmningen, havde, tiltrukken af Behagelig—
heden ved den af Solen opvarmede Jord, lagt ſig
ned og var falden i Søvn.

Lyden af vore Skridt og den gamle Bauers
Stemme maatte have væltet ham og paa ſamme Tid
gjort ham forſkreekket; thi idet vi kom tet forbi ham,
Jane jeg en nerveus Zittren ryſte det magre, lille
Legeme; med en haſtig Bevegelſe løftede han Hovedet
op fra Armene, og i ſamme Oieblik tabte han Fod—
fæftet og rullede ned ad Deemningens Sfrænt. Netop
paa det Sted, hvor dette foregik, var der en af de
omtalte Pytter, hvor Vandet rigtignok nu ikke ſtod
ſerdeles høit.

Den gamle Rektor udſtodte af Skrek et halvt
undertrykt Skrig og foer i et Par Spring ned ad
Dæmningen efter Barnet; og lige ſom dette var ved
at nage Bandet, greb han det og loftede det med et
krampagtigt Tag op fra Jorden. Saaſnart Drengen,
der var ligeſom bedøvet af Skreek, var kommen til fig

Den Sidſte. 249

ſelv igjen, begyndte han ynfeligt at græde. Den
Gamle tog ham vp paa fin venſtre Arm, og medens
han langſomt klattrede op med ham af Demningens
Side, traf han fit Lommetorklaede frem og tørrede
Jorden af Barnets Haar og Anſigt. Drengen, der
faae ud til at være ſvagelig og nu forſt kom rigtig
til Bevidſthed om, at der var heendet ham noget
Overordentligt, begyndte naturligviis at ſkrige ſterkere
op, og ſaa lob den gamle Mand vel fem Minutter
frem og tilbage med ham pan Dæmningen, idet han
kjelede for ham, talte godt til ham og gjorde tuſinde
Loier med ham. Tilſidſt naaede han fin Henſigt, og
da han ſatte ham ned, lo den Lille nok ſaa fornoiet.

Det var baade morſomt og rorende at ſee paa.
For at lægge det ſidſte Plaſter paa Saaret tog den
gamle Rektor en Kobbermont op af Lommen. „Men
ikke tiere lægge fig paa Jorden jan tæt ved Vandet
og falde i Søvn! Forjtaaer Du?“ ſagde han, idet han
holdt Mønten op for Drengens Dine.

Jeg nærer ingen Tvivl om, at denne Advarſel
blev rigtig hort; thi ſaaſnart Drengen havde Penge—
ſtykket i Haanden, vendte han ſig pludſelig om og
foer ſom en Pil ned ad Dæmningen og hen til fin
Moder, medens han med den hoire Haand ſvingede
ſin Rigdom over Hovedet. Vi ſaae efter ham, og
jeg maatte uvilkaarlig lee over de hurtige ſmaa
Pusſelanker, der fane ud ſom to henrykte Udraabs—
tegn.

250 Den Sidſte.

„Pas lidt bedre pad Deres Barn,“ raabte den
gamle Bauer ned til Konen, der, uden at bryde fig
om, hvad der pasſerede paa Dæmningen, havde fortfat
fit Arbeide med Kartoflerne. „Deres Dreng var nær
falden i Vandet,” vedblev han, da hun nu løftede
Hovedet lidt ved den Lilles jublende Tilraab. Hvad
Drengen fortalte hende, kunde vi ikke forftaae; men
det gjorde aabenbart ikke ſtort Indtryk paa hende, thi
hun ſage kun endnu engang hurtigt og med et flygtigt
Nik op til os, betydede Drengen, at han ffulde blive
hos hende, og tog jaa igjen fat paa ſin Beſtjeftigelſe.

„Saaledes ere disſe Menneſker,“ ſagde Rektoren,
idet han tog Hatten af og tørrede Sveden af Banden;
„forſt naar de miſte Bornene, merke de, at de have
været i Beſiddelſe af et Klenodie, hvis Glands bragte
Lys over deres Fattigdom.“

„Men troer De virkelig,“ ſpurgte jeg, „at Barnet
kunde være kommet til Skade? Vandet er jo faa
lavt, at et koldt Bad efter min Mening vilde have
været det Verſte, der kunde have hændt det.“

„De har Ret,“ ſvarede han og fane ned paa
Pytten, „nu ſeer jeg forſt, at jeg har taget Sagen
for alvorligt — det maa komme af, at det netop ſkete
pan dette Sted.”

„Hvorfor netop paa dette Sted?" ſpurgte jeg
overraſket. Han fvarede ikke, og paa det ſtive Blik,
hvormed han ſtirrede ned i Dybet, kunde jeg ſee, at

Den Sidſte. 251

et eller andet Minde ſteg op derfra og flyngede fit
Drommenet om ham.

„Hvad er der med det Sted?“ ſpurgte jeg endnu
engang, „er der pasſeret noget Merkeligt her?“ Jeg
maatte have truffet det Rette; thi han hævede Hovedet
og fane med brændende Blik paa mig.

„De har forlangt en Forklaring af mig,“ ſagde
han i en hoitidelig Tone, „hvorfor jeg indlader mig
ſaa meget med Born, udforſker deres Sorger og af—
torrer deres Taarer — jeg har ſvaret Dem med et -
Par almindelige Talemaader og kun givet Dem en
halv Forklaring; imorgen ſkal De fane det Hele —
imorgen,” gjentog han ligeſom i Drømme. Han tryk—
fede mig i Haanden, og jeg fane ham tankefuld, med
boiet Hoved forſvinde imellem Byens Huſe.

Da vi neſte Dag mødtes, fortalte den gamle
Rektor mig Folgende:

„Det er nu adſtillige Aar ſiden, da en Capitain
fra det veſtlige Tydſtland blev forflyttet til det Artilleri—
regiment, der ligger i Garniſon her.

„Den forte Capitain,“ — under det Navn gik
han mellem Soldater og Folk, og naar man ſaage ham,
forſtod man ſtrax Betegnelſen. Alt ved ham var
mørkt og fort. Kulſort Haar og et langt bølgende
Stjæg af ſamme Farve omfattede det veirſlagne Anſigt,
hvorfra Oinene ſkuede ud under de ſvere Oienbryn;
dertil kom den morkeblaa Artilleriuniform med det

252 Den Sidſte.

forte Floil ban Kraven og Huen, der omſluttede hans
Keempeſkikkelſe.

Det var en Vintereftermiddag, da jeg forſte
Gang fane ham, og jeg glemmer aldrig, hvorledes
han ſkred forbi mig ſom en ſtor, mork Skygge igjennem
den hvidt ſkinnende Snee. Jeg maa have ſat et loier—
ligt Anſigt op, thi han kaſtede et flygtigt Blik paa
mig, og derved fik jeg ham forſt rigtig at ſee. Har
jeg nogenſinde ſeet et morkt Aaſyn, ſaa var det dette.
Det var ikke haardt, ilke fraſtodende, ikke engang
ſtrengt, men nedtrykkende alvorligt; det var en Mand,
der maatte være kommen paa det Rene med, at han
har Skjebnen til Fjende og har optaget den uforſon—
lige Kamp for at fore den til Ende. Oine, der aldrig
havde ſmilet, en Mund, der ikke ſyntes ſkabt til at
tale. Til hans Ydre fvarede efter Alt, hvad jeg
horte, hans indre Veeſen; han var taus, uſelſtabelig
og indeſluttet; han havde leiet en lille Bolig ude i
Forſtaden i Nerheden af ſit Batteris Stalde. Leilig—
heden var meget rummeligere, end det var nodvendigt
for en ugift Perſon, og Naboernes Nysgjerrighed,
der fværmede ligeſaa flittigt om den forte Capitains
Skikkelſe ſom Bier om en Blomſt, havde da ogſaa
ſnart udfundet, at han havde baade Kone og Born,
og at Familien ſkulde komme efter ham, ſaaſnart han
havde faaet fig indrettet.

Denne forſte Underretning blev fnart berigtiget:
Konen levede ikke mere. Naar hun var død, kunde

Den Sidſte. 253

man ikke faae opdaget; men at hun var dod, det ſtod
faſt. Gotlieb Benſch, Capitainens Oppasſer, der var
fin Herre behjælpelig ved Indretningen af Leiligheden,
havde ſeet ham henge et Billed op over Skrivebordet
i Dagligſtuen, et Photographi i ſort Ibenholtsramme
med et ſort Kors over, Portraitet af en Dame.
„Hun maa have veret en rigtig kjon en!“ havde

Gotlieb Benſch betroet Portnerkonen, igjennem hvem
alle Oplysninger om Capitainen udſpredtes. Af et
Futteral, „heelt af ſort Floil,“ havde Hr. Capitainen
„trukket Billedet frem," og hver Gang han kom hjem
fra Tjeneſten, ſaae han pan Billedet, og om Aftenen,
naar han lod Lampen ſette paa Bordet, ſtillede han
den ſaaledes, at Lyſet netop faldt paa det. En Aften,
da han ſom ſedvanlig deekkede Bordet, havde hans
Herre, der igjen fad ved Skrivebordet, vendt fig om
og ſpurgt ham, om han forſtod at omgages Born.
Og da han ikke rigtig vidſte, hvad han fulde ſige,
havde Hr. Capitainen ſpurgt videre, om han godt
kunde lide Born. Og da han derpaa havde ſparet:
„javel, dem kunde han rigtig godt lide,” faa havde
Hr. Capitainen nikket med Hovedet og feet pan Billedet
og ſagt, at Børnene ingen Moder havde mere, og at
antage en egen Oppasſerſke til dem, det var meget
dyrt, og det pasſede heller ikke vigtig for ham, og
derfor vilde han ſelv forſt prove det. Og faa havde
Capitainen reiſt fig og var gaaet fan flænge frem og
tilbage i Stuen, at Theen var bleven heelt kold, og

254 Den Sidſte.

da han nogen Tid efter havde ſpurgt ham, om Hr.
Capitainen da ikke vilde drikke Thee, var han bleven
ſtagende og havde ſagt: „ja ja — gaa kun i Seng“
og foræret ham en Cigar. Gotlieb Benſch var „tilfreds
med fin Herre“; man havde det ganſke godt hos ham,
mente han. —

Denne Mening — at han maatte være god —
fluttede Portnerkonen fig ogſaa til efter Alt, hvad hun
havde hort, og at han havde miſtet fin unge, ſmukke
Kone og ſorgede faa dybt over hende, det vakte hendes
Medfolelſe. Hendes raſtloſe Tunge ſorgede for at
fætte de indhentede Efterretninger i Omlob blandt
Naboerne, og den undrende Nysgjerrighed, der hidtil
havde fulgt den enſomme Mand, afloſtes nu af den
medlidende Skyhed, hvormed man optrader ligeover—
for Ulykken. Man imodeſaage nu i ſpendt Forventning
Bornenes Ankomſt.

Den forte Capitain havde yttret til Gotlieb
Benſch, at han ſelv vilde hente Børnene, men afvente
Foraaret, da Vinteren der paa Stedet var meget fold
og de i deres Hjem ikke vare vante til en ſaadan
Kulde. Denne Efterretning gjorde Interesſen endnu
ſtorre; mau udmalede fig i Tankerne et Billede af
de Smaa, der vare fødte i et Land, hvor der var
meget. varmere og følgelig meget ſmukkere, og man
roſte den alvorlige Mand, der viſte en ſaadan Omhu
for de ſvage Væjener. Foraaret kom, Capitainen af—
reiſte en Dag med Jernbanen, og nogle Dage efter

—

——————— —— ů—— —— mme "KE

Den Sidſte. 255

tog Gotlieb Benſch ſilde om Aftenen ud til Jern—
banen for at tage imod ſin Herre. Kort efter, da det
allerede var ganſke mørkt, kom en lukket Vogn raslende
og holdt udenfor det enſomme Hus, Gotlieb Banſch
ſprang ned fra Bukken og lukkede Vogndoren op; der—
efter blev der loftet en Pakke ud til ham, ſom ved
nermere Efterſyn vilde have viiſt fig at være et
ſovende Barn. Saa kom to ſmaa Been og efter dem
to endnu mindre klavrende ned ad Trinet, efter dem
Capitainens lange Skikkelſe, der holdt en lignende
Pakke ſom Gotlieb Benſch i Armene; Gadedoren gik
op og lukkedes igjen — den ſorte Capitain var flyttet
ind med ſine fire Born.

Og fee — den næfte Dag, da det var en klar,
barm og ſolrig Middag, da fkete der et Vidunder, et
rigtig rart og kjont Vidunder: Doren til Capitainens
Hus gik op, og ud kom fire Smaadrenge, den ene
ſtadig mindre end den anden, ligeſom Orgelpiber,
fire fortryllende, henrivende Smaaſkabninger. J
Gadedoren maatte de beſeire den forſte Hindring, thi
der ſtod Portnerkonen, ſom ved Synet af de fire
Smaakneegte ſlog Heenderne ſammen af Henrhykkelſe
og ikke lod dem flippe, for hun Havde kysſet Delt
alleſammen halvt fordærvet.

Saa kom Gotlieb Benſch, der nu tiltraadte ſit
Embede ſom Barnepige, og hvis fkikkelige, ærlige
Anſigt blusſede af Glæde og Ivrighed. „Moderen
op af Dage — ikke Spor af Faderen,” hviſkede han

256 Den Sidſte.

hen over Bornenes Hoveder til Portnerkonen, der
ſtadig laa paa Knee og ikke kunde komme fig af fin
Forbauſelſe. Han ordnede ſin lille Colonne ſaaledes,
at han tog det yngſte af Bornene paa ſin venſtre
Arm og det neſtyngſte ved fin hoire Haand; de to
eldſte Drenge, fer og ſyv Aar, tog hinanden ved
Haanden og gik foran. Med ſmaa trippende Skridt
pasſerede de Gaden og kom op pan Dæmningen,
ſtyrede af Gotlieb Benſch, der ved Tilraab ſom „nu
tilvenſtre“ og „ſaa — nu lige ud“ viſte dem, hvor
de ſkulde gane, — og ſaaledes mødte jeg dem den
forſte Dag.“

Rektoren taug og torrede ſig i Anſigtet — var
det Sveden, han tørrede af? Jeg troer det ikke.

„Hvor mange Aar,“ vedblev han efter et langt
Ophold, „ere ikke gagede ſiden den Dag, hvor ofte
har ikke Solen beſkrevet fin Buegang fra Sſt til Veſt
over Dæmningen, og altid, hvor længe det end er
ſiden, har jeg en Folelſe, ſom om der er forblevet en
Taushed, en mork Plet, der ikke lader ſig oplyſe, paa
det Sted, hvor jeg dengang ſage Børnene og nu ikke
mere ſeer dem. Denne Plet, det veed jeg nok, er
kun i mit eget Indre, thi jeg kan ikke glemme det
Lys, der gik op i mig, da jeg faae dem komme
langſomt gaagende, disſe fire Smaaveſener med deres
lange, blonde, i den lette Vind flagrende Lokker, med
de ſtore, ſtraalende blaa Dine, der forbauſede ſtirrede
paa den nye Verden og de fremmede Menneſker, der

mee I

1

Den Sidfte. 257

ilede forbi dem. Vare disſe Lysſkikkelſer den morke,
forte Capitains Born? Jeg kunde naſten ilke fatte
det, thi det var, ſom om man pluͤdſelig ſaage friſke og
duftende Blade ſtyde ud fra en gammel, tor Stamme,
ſom man troede var gaaet ud. Jeg blev ſtaagende
foran dem, og de to forreſte Drenge ſage engſtligt
og ſporgende pan den fremmede Mand, der ſaaledes
ſperrede dem Veien.

„Hvad hedder Du?“ ſpurgte jeg den Leldſte, og
efter lidt Betenkning ſvarede han, idet han ſage mig
lige i Anſigtet: „Edmund;“ han havde lidt af fin
Hjemſtavns brede Dialekt, faa at hans Navn i den
lille Mund lod ſom „Eedmund,“ og det lod rigtig
ſmukt. Jeg kom med det ſamme Spørgsmaal til den
Anden; men han trykkede fig, uden at ſvare, eengſtlig
op til Broderen. Den lille Edmund ſage forſt paa
den forlegne Broder og jaa paa mig, og med en
allerkjereſte Latter ſagde han derpaa: „Herman hedder
han,“ hvad der i hans Mund atter lod ſom „Heerman.“
Han ſage nu heelt fornoiet paa mig med ſine ſtore
Dine og ſyntes at have glemt fin Wugſtlighed. „Saa
giv mig engang Jeres Haand,“ ſagde jeg — og de
to [maa hoire Hender forenedes i min.

„Vi ſkulle blive gode Venner, ikke ſandt?“ ſagde
jeg og bukkede mig ned til Drengene. Edmund nikkede
raſt til mig med fit blonde, krollede Hoved, den lille
Herman ſmilede blidt.

Jeg vendte mig nu om til de to yngſte, der vel.
17

DDD * In

25 8 Den Sidſte.

kunde være tre og fire Aar. „Det er Georg,“ ſagde
den lille Edmund med Eftertryk paa den forſte Sta—
velſe af Navnet, og han pegede paa den Lille, ſom
Oppasſeren holdt ved Haanden. Barnets venſtre
Haand hang i Soldatens ſtore og klodſede Haand, og
Gotlieb Benſch tog faa forſigtigt paa den lille Haand,
ſom om han var bange for at klemme de fine Fingre
itu. „Og det er lille Morits,“ ſagde Edmunds klare
Stemme, da vi tilſidſt ſtod foran den lille Fyr, der
ſad paa Oppasſerens venſtre Arm. Jeg vilde tage
hans Haand; men Barnet blev bange og ſlyngede
Armene om Halſen paa Oppasſeren og trykkede fit
lille Anſigt tæt ind til hans Hoved.

Gotlieb Benſch ſtraalede af Glæde over hele
Anſigtet. „Giv nu Haanden,“ ſagde han, „giv nu
pænt Haanden;“ men det hjalv ikke rigtig.

„Han er endnn ſaa lille — han er bange,“ for—
klarede Edmund for at undſkylde den lille Broders
Übehjeelpſomhed. Han fod til at være fig fin Værdighed
og Forpligtelſe ſom „den Store“ fuldkommen bevidſt,
og jeg maatte lee hjerteligt.

„Naa Du,“ henvendte jeg mig atter til ham,
„Du er altſaa den ſtore Edmund?“ Drengen ſaae
jaa fornoiet op paa mig med fine ſtore, kloge Sine,

at jeg ikke kunde lade være at tage ham under Armene,

lofte ham hoit op og trykke et hjerteligt Kys paa det
friſte Anſigt. Saaſnaxt jeg atter havde fat ham ned
paa Jorden, og han hapde faaet fin Blouſe bragt

Den Sidfte. 259

iorden igjen, ffyndte han fig nogle Skridt forud, og
jeg faae, at han bukkede fig ned paa Randen af Dæm-
ningen og kradſede Noget op af Jorden. Strax efter
kom han tilbage og holdt en lige udfprungen Viol op
imod mig.

„Er den til mig?“ ſpurgte jeg, og det kjere
Barn nikkede taus til mig og blev ganſke rod, medens
jeg tog Blomſten af hans Fingre, der vare blevne
ganſke brune af den oprodede Jord.

Nu havde ogſaa lille Herman faaet Mod, og
han kom hen til mig.

„Aa, maa jeg ogſaa flyve,” raabte han, og 195
maatte han da ogſaa tilveirs, og da Georg og den
lille Morits fane Broderen jaa lyſtigt flagre omkring,
begyndte de at hvine af Henrykkelſe.

„Naa, ſiig nu Adjos og tak pent,“ ſagde Gotlieb
Benſch, der allerede havde gjort ſtore Fremſkridt ſom
Barnepige og Opdrager.

Edmund og Herman, eller rettere ſagt Mundi
og Herremand — thi et Barn, der ikke har noget
Kjclenavn, er ligeſom en Blomſt, man kun betegner
ved dens latinſke, botaniſke Navn — Mundi og Herre—
mand altſaa tog nu deres ſmaa Filthatte af Hovedet
og gjorde med det Samme et Buk for mig, ſom var
meget alvorligt ment og ſage rigtig fomiff ud. Saa
tog de igjen hinanden i Haanden, og medens den lille
Karavane fatte fig i Bevegelſe, blev jeg ſtagende og

fane efter dem. Et Oieblik efter, da de vare fomne |
17=

260 i Den Sidſte.

nogle Skridt bort, vendte Mundi fig om, Herremand
gjorde efter ham det Samme, og jeg kunde af de
ſtore Oine, hvormed de nu ſtirrede paa mig, ſee, at
de begyndte at undre ſig over den fremmede Mand,
ſom de faa hurtigt vare blevne gode Venner med.
De gjorde igjen Omkring og gik videre, og ſaaledes
ſom jeg dengang ſage dem med ſmaa Skridt trippe
hen ad Dæmningen, idet de ſnart ſpurgte Gotlieb
Benſch om Noget, ſnart lob et Par Skridt og ſnart
bleve ſtagende for at fee efter en Sommerfugl, ſaa—
ledes ere de blevne ſtaaende for min Erindring, ſaa—
ledes ſeer jeg dem endnu ſtedſe gage foran mig. indtil
de blive mindre og mindre ſom ſmaa lyſende Punkter,
en lang, lang Vei, der ender i ſ en anden Verden. —

Der gik ikke otte Dage, for hele Byen vidſte,
hvilke nydelige ſmaa Medborgere den havde vundet,
og endnu otte Dage til, og Firkloveret var hele Byens
Yndling. Fruentimmerne klappede og kysſede dem,
naar de mødte dem. Mendene vifte dem [maa Ven—
ligheder og hjalp dem med at ſoge efter en tabt Bold
eller med at ſette en Papirsdrage op. Og alt det
udviklede fig lige for Oinene af Gotlieb Benſch, der
gik mere og mere op i fit Barnepigeembede og ud—
viklede de mangfoldigſte Evner i den Retning.

Han viſte ſig yderſt ſindrig i at opfinde og
fabrikere alle Slags Legetoi, ſkar Piber til Børnene
af Træ og Kalmusblade, lavede Flitsbuer til dem og
Hjelme af Guldpapir, ja til Mundi lavede han endog

*

Den Sidſte. 261

af en gammel Lederrem et Sabelgeheeng og dertil en
Trœſabel. Det faae rigtig morſomt ud, naar han
nede paa Engen, der var Bornenes Legeplads, med
megen Alvor var optagen af disſe Beſfjeftigelſer,
medens de fire Smaafyre med ſpendte Miner ſtode
omkring ham og ventede paa, at den nye Herlighed
ſkulde blive færdig og overleveret dem.

Den forte Capitain ſage man aldrig ſammen
med Bornene paa disſe Spadſeretoure, og det hurtigt
arbeidende Rygte var da ogſaa ſnart færdigt med fin
Dom: at han ikke brod ſig om dem.

Allerede dengang kunde jeg ikke rigtig troe, at
denne Paaſtand var grundet; thi Born, der ikke blive
elſkede af deres Fader, ſee ikke ud ſom disſe, ikke faa
lykkelige og ikke faa godt pleiede; de ere ikke artige
og tillidsfulde ligeoverfor Folk, ſaaledes ſom disſe var;
de har ikke jan fine og ſmukt ſyede Bluſer, ikke Sko
og Støvler, der pasſe faa udmeerket. Den Mening
var ogſaa Gotlieb Benſch af; han paaſtod, at Hr.
Capitainen var „rigtig god mod Bornene, han kunde
kun ikke ret komme frem med det.“ Jeg fik ſnart
Leilighed til at fane et nærmere Indblik i Forholdet
mellem Fader og Born; thi da Ferien var kommen,
ved hvis Udløb det nye Skoleaar begyndte, blev der
en Dag ringet paa hos mig, og da jeg lukkede op,
ſage jeg for mig den forte Cavitain med Mundi og
Herremand ved hoire og venſtre Haand. Han hilſte
paa mig med afmaalt, men venlig Hoflighed, og medens

262 Den Sidfte.

vi tog Plads ved Bordet, meddelte han mig med fin
dybe Basſtemme, at han onſkede at faae fine to
Drenge optagne i Forberedelſesſkolen.

„De har ſaa tidlig miſtet deres Moder,“ ſagde
han, „og jeg har ikke Tid til at give mig faa meget
af med dem, ſom jeg kunde onſke.“

Imidlertid havde de to Drenge ſeet ſig om i
Stuen, og medens den lille Herman ſtod drommende
ved Vinduet og ſage ud, ſtuderede Edmund meget
ivrigt Titlerne paa Bøgerne, der ſtode i mit Bogſkab.

„Forſtaaer Du, hvad her ſtager?“ ſagde jeg og
tog en Bog ned. „Les det engang for mig,“ og jeg
holdt Bogens Titelblad frem.

„Daniels Lærebog i Geographi,“ læjte han uden
at ſtandſe.

„Veed Du da ogſaa, hvad Geographi er?" ſpurgte
jeg videre.

„Geographi eller Jordbeſtkrivelſe,“ ſnurrede det
ud af Drengen ſom et Uhrverk.

„See, ſee,“ ſagde jeg leende, „Du er jo en heelt
lerd lille Mand,” og mit Blik faldt paa Capitainen,
hvis Sine hvilede paa Drengen. Nu vidſte jeg paa
engang, hvorledes det hang ſammen; thi af disſe
Dines tauſe Gloden forſtod jeg, med hvilken Lidenſkab
han omfattede Drengen. Den lille Examen, jeg
havde holdt, havde aabenbart grebet Faderen meget
dybere end Drengen felv; det faae jeg af hans Neſe—
bors næjten umærfelige Dirren og af det ſtolte Smil,

Den Sidfte. 263

der ſpillede paa hans Anſigt, da han drog Drengen
hen til ſig og lagde Haanden paa hans blonde Hoved.

„Hvad vil Du engang vere?“ ſpurgte jeg den
Lille.

„Profesſor,“ ſvarede han, og Ordet kom ſom
ſkudt ud af en Piſtol.

„Det har han nu engang ſat ſig i Hovedet,“
ſagde Capitainen, og denne Gang ſmilede han virkelig
— det var et lykkeligt Smil. Hvilke ſtolte Forhaab—
ninger rorte fig ikke i hans Sjæl, medens han ſaa—
ledes ſage ned paa ſit kloge, opvakte Barn!

„Og nu Du! kom Du nu herhen,“ ſagde han
derpaa til Herman, der endnu ſtod ved Vinduet.
Barnet traadte frem og fane med fine blide Dine
troſkyldig op paa Faderen — jeg har aldrig feet et
mere blødt Udtryk i et Barns Sine.

„Naa, hvad ffal Du engang blive til?“ ſpurgte
Capitainen, og Tonen i hans Stemme lod noget
barſkere.

Herremand ſage paa Broderen.

„Ogſaa Profesſor,“ ſagde han med fin ſpede og
tynde Stemme.

Mundi lo, og Capitainen ſtrog med Haanden
ſom med en Borſte hen over Barnets Haar. „Du
vilde rigtignok blive en rar Profesſor,“ ſagde han.
> Jeg veed ikke, hvoraf det kom; men jeg folte
Trang til at lægge et godt Ord ind for Drengen; i
den Tone, hvori Capitainen talte til ham, laa der

264 Den Sidſte.

noget Ringeagtende, ſom eergrede mig og krenkede den
ſtakkels lille Fyr, der fane op til Faderen med et jaa
tillidsfuldt Blik, ſom om der fra ham aldrig kunde
komme andet end Retfærdighed, Kjærlighed og Godhed.

„Ganſke rigtig,” ſagde jeg formildende; „naar
Herremand er flittig, ſkal han ogſaa lere Alt, hvad
Mundi har lært, og faa kan han ogſaa engang blive
Profesſor.“

„Mundi kan allerede ſkrive,“ ſagde den Lille og
faae beundrende paa den ældre Broder, der rodmede
af Glæde og Stolthed og fane ud ſom en friſk Roſe.

Capitainens Oine vandrede atter over til den
Aeldſte og blev hængende ved ham — jeg ſage nok,
at den Anden ikke kunde hamle op med ham. —

Begge Drenge kom nu ind i Forberedelſesſkolen;
Mundi kom i overſte Klasſe og gik fremad ſom et
ungt, fyrigt Fol; Herremand kom i den neſte Klasſe
og var ligeſaa flittig, men ikke ſaa begavet ſom Bro—
deren, der virkelig vifte ſig at være et Barn med
ualmindelige Evner. Paa Klokkeſlaget mødte de om
Morgenen i Skolen, og naar Skoletiden vat forbi,
fane jeg i Porten Mundi, der ventede pan Herremand,
eller Herremand, der ventede pan Mundi, og Haand
i Haand gik de fan hjem, et ſmukt Billede af broder—
lig Endregtighed og Kjærlighed.

Tiden gik, og det blev Vinter; iſtedetfor de lette
Sommerblouſer kom tykke, varme Overſtykker; de ſmaa
Been traſtede i lange Støvler hen ad Veien til Skolen,

Den Sidſte. 265

og de blonde Hoveder vare bedeekede med Peltshuer,
under hvilke de ſmaa Anſigter kiggede frem faa rode
og friffe ſom Wbler. Den folde Vinter afloſtes af
et varmt Foraar, og paa dette fulgte en uſedvanlig
varm og tor Sommer. Paa denne Tid viſte Mundi
fig forſte Gang uopmeerkſom og ſlov under Underviis—
ningen. Jeg fane pan Drengen og lagde Meerke til,
at hans Oine havde et ÜUdtryk, jeg ellers aldrig havde
bemerket; de vare trætte og tilſlorede.

„Feiler Du Noget?“ ſpurgte jeg, idet jeg tog
ham under Hagen og faae ham ind i Anſigtet. Guden
var tor og hed. „Er der Noget, der gjor ondt?“
Han nikkede ſvagt. „Hvor gjor det ondt?“ ſpurgte
jeg. „J Hovedet,“ ſvarede han. — „Gaa ned til
Bronden,“ ſagde jeg, „drik et Glas koldt Vand og
kom faa op igjen.”

Drengen ſtod op, gik ud og kom ikke tilbage.
Jeg gik hen til, Vinduet og fane ham ſidde paa en
Benk i Gaarden med Hovedet op mod Huſets Mur.
Jeg blev pludſelig eengſtlig og kaldte Herman ind
fra hans Klasſe.

„Din Broder er ikke vigtig rafk,“ ſagde jeg til
ham, „lob hjem og ſiig til Gotlieb Benſch, at han
ſkal komme og hente ham.“

Da Herremand fane Broderen ſidde fan ynkeligt
paa Benken, ſtyrtede han hen til ham og ſlog Armene
om ham. Mundi beſparede ikke hans Kjertegn, og

266 Den Sidſte.

den Lille blev et Oieblik ſtaaende ganſke raadvild med
nedhængende Arme.

„Skynd Dig nu,“ ſagde jeg, og han foer afſted.

Et Kvarteer efter modte ikke Gotlieb Banſch,
men Capitainen ſelv, og jeg ſkal aldrig glemme det
Udtryk af angſtfuld Bekymring, hvormed han ſtyrtede
hen til Drengen. Han loftede Barnet op fra Benken,
trykkede det til ſit Bryſt og bar det ud til Vognen,
ſom holdt udenfor Porten. Drengen var aldeles ſlov.
Herremand var ogſaa gaaet udenfor og blev ſtagende
heelt ſorgmodig, medens Vognen kjorte bort; Faderen
havde kun havt Øie og Tanke for Mundi.

Den Dag gik lille Herman for forſte Gang ene
hjem fra Skolen. —

Den næfte Dag kom Mundi ikke i Skolen, og da
jeg ſpurgte den lille Broder, der ſad taus og for—
ſtyrret paa fin Plads, om hvorledes han havde det,
fik jeg at vide, at han faa i Sengen; og da jeg om
Eftermiddagen mødte Gotlieb Beenſch med de andre
Born, fortalte deune mig — og han ſaage rigtig be—
drovet og bekymret ud —, at Legen mente, det kunde
blive „farlig ſlemt,“ og Hr. Capitainen havde hele
Natten ſiddet hos ham, og han veg ikke fra Barnets
Seng. Legen havde formodet rigtigt og Gotlieb
Benſch hort rigtigt; det blev „meget ſlemt.“ —

Atter gjorde den gamle Rektor et langt Ophold;
faa kom der paa hans Anſigt et bittert, vredt Smil.
„De Gamle,“ ſagde han, „havde det nemmere end vi,

Den Sidſte. 267

naar Sfjæbneng tunge Slag berøvede dem deres
fjærejte Gode, jaa ſagde de fun: Guderne ere blevne
misundelige — vi Chriſtne ffulle derimod troe, at
Alt, hvad Gud gjør, er til det Bedſte, ſelv om vi
ofte ikke forſtage ham; nei, aldeles ikke, ikke i mindſte
Maade!“

Han havde revet Hatten af Hovedet og ſpingede
den frem og tilbage, og Smerten ſyntes at fane lige
ſaa ſtor Magt over ham endnu ſom hin Dag, da alt
det ſkete, ſom han nu efter Aars Forlob fortalte mig.
„Thi hvorledes ſkal man kunne fatte det,“ vedblev
han, „at i al denne blomſtrende Barneſkjonhed, der kun -
var til Glæde og Lytte for Menneſkene, Fordeervelſen
pludſelig kunde bryde ind, Fordeervelſen i dens red—
ſomſte Skikkelſe, i Skikkelſe af hint Uhyre med de
glasagtige Sine og de brandrode Kinder“ —

Han holdt op midt i Sætningen, da han fane mit
forbauſede Blik. „Jeg merker,“ ſagde han, „at jeg
begynder at phantaſere, iſtedetfor at fortælle; jeg
mente kun Skarlagensfeberen.“

Hvorfra den pludſelig var kommen, da der ellers
ikke i Byen var forekommet noget Tilfælde af denne
Sygdom? om Bornene ikke havde kunnet taale den
hurtige Temperaturforandring? — disſe Sporgsmaal
bleve ſtagende uloſte ligeoverfor den frygtelige Kjends—
gjerning: den var der. Som en Tyv om Natten var
den brudt ind i den ulykkelige Capitains Hus og
havde med djevelſk Styrke kaſtet ſig over den lille

*

268 Den Sidſte.

Edmund. Fireogtyve Timer havde det ſtakkels Barn
allerede ligget uden Bevidſthed i Feberphantaſier, da
ogſaa den lille Morits og Georg maatte lægge fig,
og efterat Herman, bleg ſom en Skygge, endnu i tre
Dage var mødt i Skolen, blev den fjerde Dag ogſaa
han borte. Sygdommen hapde ogſaa angrebet ham.
Og faa kom der en Dag — Folk ſtandſede hinanden
paa Gaden, hviſkede ſagte og hemmelighedsfuldt ſammen,
ſom om der i Luften over deres Hoveder ſvevede en
frygtelig, tyranniſt Magt, ſom man ikke turde vekke
ved hoiroſtet Tale, Fruentimmerne flog Henderne
ſammen, og Mendene ryſtede paa Hovedet, og man
faae op til de tildeekkede Vinduer i Capitainens Hus
med det ffy Blik, hvormed man feer paa en uendelig
Ulykke, pan et af Gud haardt rammet Menneſke.

„Alle Fire dode?“ horte jeg, da jeg gik hen ad
Dæmningen, en Kone ſporge.

„Tre,“ var Svaret, „men den Fjerde ligger paa
det Merſte.“

Da jeg horte det, maatte jeg ſtotte mig til et
Træ, thi jeg følte Blodet ſtandſe i mine Aarer, og
medens jeg ſaaledes ſtod der med ryſtende Knee, op—
levede jeg et ffrætfeligt Sandſebedrag: jeg fane
Træernes Lov og Gresſet pan Engene med eet fane en
ruſten, gulagtig Farve, ikke Efteraarets varme Gule,
men Orkenens dode og visne.“

Rektoren vendte fig om imod mig: „Jeg havde
i dette Oieblik kun en eneſte mork Tanke og ilede

Den Sidſte. 269

derfor ſtrax hen til dette Sorgens Hus. Da jeg
aabnede Gadedoren fane Portnerkonen i Kjelderboligen
op med et Par rode og ophovnede Sine, og da hun
fi Øie pan mig, fatte hun fig ned paa Trappetrinene,
holdt Forflædet for Anſigtet og braſt igjen heftig i
Graad. „Gaa ikke derop,“ ſagde hun, „det er altfor
ſkrœkkeligt; Gud har igjen villet have fine ſmaa Engle
hos ſig.“ Jeg horte paa hende, uden at give en Lyd
fra mig; kun den lille Herman var endnu ikke død;
men ogſaa for hans Liv var Legen meget bekymret.

Sonderknuſt vendte jeg om og forlod Huſet.
Men lad mig gage videre til den Dag, da vi bar
dem til Graven, og en uendelig Sfare frivilligt ſluttede
ſig til det ſorgelige Tog. En Masſe Blomſter be—
dekkede deres fælles Grav, en tet Hyldebuſfk ſtrakte
ſine Grene ud over den.

Det var forſte Gang, jeg igjen fane Capitainen
efter denne Begivenhed. Ikke en Mine bevægede fig
i hans Anſigt, ingen Taarer glimtede i hans Dine;
men ÜUdtrykket var ſaaledes, at Ingen vovede at ſige
et Ord til ham. Da jeg alligevel trængte mig frem
til ham og greb hans Haand, fane han et Sieblik
ſtift paa mig, faa begyndte haus Dine at rulle, ſaa
at jeg jane det Hvide i dem, og med en raff, neſten
vild Bevegelſe rev han fin Haand ud af min og
vendte ſig bort fra mig.

Anderledes var det med Gotlieb Benſch. Jeg
havde i Begyndelſen ikke bemeerket ham, fordi han var

270 Den Sidſte.

bleven ſtagende heelt i Baggrunden; da jeg nu op—
dagede ham, fane jeg ham med Hjelmen i Haanden,
med Ryggen mod Graven og de Forſamlede, ſtille
græde, faa at Taarerne lob ned over hans Anſigt.

Børnenes uventede Dod havde paa Alle gjort et
faa bedovende Indtryk, at Ingen. tænkte paa, at et
af dem endnu var ilive. Jeg tilſtager, jeg havde
ogſaa fuldſtendigt glemt det ſtakkels Barn, og da jeg
nu forhørte mig om ham, var det i den ſtiltiende
Forudſetning, at jeg vilde faae at vide, at han alle—
rede var dod eller dog ſnart maatte doe. Saaledes
gik det imidlertid ikke: den lille Herman havde over—
ſtaaet Sygdommen, han kom ſig.

Der var gaaet nogle Uger, da jeg igjen for
forſte Gang mødte ham og Gotlieb Beenſch. Med
hængende Hoved, vaklende Gang kom han gagende,
ſom om det endnu faldt ham befværligt; jeg fif Taarer
i Oinene. „Goddag, Herremand,“ ſagde jeg, idet jeg
blev ſtagende foran ham og gav ham Haanden.

Barnet ſaae op til mig; Oinene vare blevne
endnu ſtorre end tidligere, og Anſigtet var magert og
blegt. Det var et ſorgeligt Syn. „Kjender Du mig
da ikke mere?“ ſpurgte jeg, da han ikke lod til at
ville tage min Haand, og hans Dine havde fæftet fig
pan mig med et Üdtryk, ſom om det var forſte Gang
han ſage mig. Drengen klyngede fig ffy og engſtlig
til Soldaten, ſom om han vilde ſkjule fig bag dennes
Frakke. g

Den Sidſte. 271

Gotlieb Benſch lagde fin ſtore Haand paa
Drengens Hoved og klappede ham blidt. „Ver nu
ikke bange,“ ſagde han beroligende, „han er jo god
imod Dig.“

Hans Tiltale hjalp ikke, og med en bekymret
Hovedryſten fane Gotlieb Beenſch ned paa Drengen.

„Han er vel ikke rigtig raſt endnu?“ ſpurgte jeg.

„Raſt er han nok,“ fvarede Oppasſeren, „men —“
han talte ikke ud og ryſtede ſagte paa Hovedet. Jeg
kunde ſee, hvor forknyt han var, og jeg havde Ind—
trykket af, at der var Noget, han vilde ſige, men ikke
rigtig kunde faae frem.

„Kommer Du faa fnart over til os i Skolen?“
ſagde jeg til den Lille.

„Det var viſtnok det Bedſte,“ ſvarede Gotlieb
Benſch for ham, „thi ſeer De“ — og han talte
ſagtere, ſom om han ikke vilde have, at Barnet ſkulde
forſtaage ham — „min Tid er nu ſnart omme, faa
reiſer jeg hjem, og faa veed jeg flet ikke, hvad der
ſkal blive af Barnet.“

Jeg jaae forbauſet paa ham. „Hvad der ffal
blive af ham?“ mente jeg. „Han bliver vel hos Fa—
deren?“

Gotlieb Benſch nikkede igjen tankefuldt. „Kan
Du gage hen til Sandbunken der,“ ſagde han til
Herremand, idet han gav ham en lille Trillebor og
Skovl, ſom han havde taget med for Barnets Skyld,
„fyld nu Sand i, faa kommer jeg ſtrax efter.”

272 Den Sidſte.

Den Lille gik og kjorte med ſin Trillebor ned
fra Dæmningen til Sandbunken, ſaaledes ſom jeg faa
ofte havde feet ham i uſkyldig Leg med Brødrene.

Da han var borte, vendte Gotlieb Banſch ſig
om til mig. „Capitainen,“ ſagde han, „ja hvordan
han egentlig har det, det veed jeg ikke rigtigt! Hele
Dagen gaaer han om og ſiger ikke et Ord; og, feer
De, Barnet der, det er ſom om Barnet aldeles ikke
var til for ham.“

Jeg tænfte paa, hvad jeg havde feet hjemme i
min egen Stue. „Jeg troer,” ſagde jeg, „han holdt
meget af den ældfte Dreng?”

„Aa Gud ja,“ ſvarede Oppasſeren, „jeg troer,
de Andre gjerne kunde være døde alleſammen, naar
han blot havde maattet beholde den eeldſte.“ Han
ſaae hen pan Herman, der havde travlt med fin
Trillebor. „Det er jo ganſte viſt,“ ſagde han, „den
anden han var jo en Stadsdreng; men hvad kan det
ſtakkels lille Kr der gjøre for, at han er bleven ene
tilbage.“

Han gik hen til Drengen, og han havde ſikkert
ingen Anelſe om, hvilket forfærdeligt Indtryk hans
ſimple Ord havde gjort paa mig. —

Det var i Slutningen af Sommeren, faa kom
Hoſten, og med den blev Forſterkningsmandſkabet
hjemſendt. Dertil horte Gotlieb Benſch, der nu havde
aftjent ſine tre Aar.

Det var en ſkyfuld Septembereftermiddag, og jeg

7 ²˙ m ˙ r EET SE E EEDE

Den Sidſte. 273

var netop ude paa Banegaarden, for at ſige Farvel
til en Ven, der ffulde reiſe, da jeg fane Gotlieb
Benſch komme gaagende. Skarer af Hjempermitterede,
der ligeſom han ffulde til det fælles Hjem, drog ſyn—
gende og ſtoiende henad Veien; han gik for ſig felv,
ganſke ſtille og alvorlig. J den hoire Haand bar han
ſine fattige Eiendele, ſvobte ind i et rødt Bomulds—
torkleede; ved den venſtre holdt han lille Herman. —
Signalklokken ringede, og da Gotlieb Banſch vilde
ſtige ind i en Vogn, klyngede lille Herman fig til
ham med begge Heender. „Det gaaer jo ikke, Herre—
mand,“ ſagde han, „det gaaer jo ikke“; faa rev han
ſig los og var med et Sæt oppe i Coupéen, hvis
Dor blev flaaet i efter ham. Toget fatte fig i Be—
vegelſe og rullede under de Hjempermitteredes tord—
nende Hurra ud af Banegaardshallen.

Midt i Vrimmelen paa Perronen blev Drengen
ſtagende og jaae ſom bedøvet efter Toget, der fjernede
fig hurtigere og hurtigere; Synet af det enfomme
Barn pinte mit Hjerte. „Naa, lille Herman,“ ſagde
jeg, idet jeg gik hen til ham og tog hans nedhængende
Haand, „giv mig nu Haanden, faa gage vi hjem.”

Drengen hævede det blege Anſigt op imod mig.
„Kommer han ſnart igjen?" ſpurgte han. „Kom nu
bare!“ ſagde jeg, „og vær en artig Dreng, faa bliver
Alting nok godt.“ Min Opfordring var overflodig,
thi jeg har aldrig kjendt en mere foielig lille Skabning
end dette ſtakkels Barn. Underveis tenkte jeg paa,

18

274 Den Sidfte.

hvad jeg ſkulde gjøre med ham; jeg maatte jo bringe
ham tilbage til Faderen, det var tydeligt nok; men
uvilkaarlig paakom der mig en vis uhyggelig Folelſe
ved denne Tanke.

Vi kom forbi en Conditor og jeg gik ind for at
kjobe et Kremmerhus Bryſtſukker til ham; jeg folte
Trang til at troſte det lille ſorgfulde Hjerte. Jeg
lukkede Kreemmerhuſet op. „Seer Du de deilige
Bryſtſukkere,“ ſagde jeg, ,ffal vi ikke tage os et Par
Stykker?“ Drengen ſage taus pan Kremmerhuſet,
men loftede ikke en Finger; jeg maatte ſelv ſtikke ham
et Bryſtſukker i Munden. Jeg kunde ikke beſlutte mig
til ſtrax at bringe ham tilbage til Faderen, men tog
ham hjem med mig og fod ham fane et Glas Melk.
Indtil det var bragt, viſte jeg ham Billederne i min
Stue og forſogte pan alle mulige Maader at fane
ham i Humeur igjen. Han fane og horte paa mig,
uden at ſige et Ord. Saa fatte jeg ham op i Sophaen,
og ſom en lille Fugl nippede han til Glasſet, jeg
havde ſtillet foran ham, og drak det ud i ſmaa, lang—

ſomme Drag. Det blev imidlertid morkt, og jeg

maatte for Alvor tænfe paa at bringe ham hjem.
„Kom nu, lille Herremand,“ ſagde jeg, „og gjør Dig
færdig, jaa gage vi hjem til Papa.“ Lydig gled han
ned fra Sophaen; han tog efter ſin lille Hat, og jaa
blev han ftaaende midt i Stuen. „Nu?“ ſpurgte jeg,
idet jeg gik hen til Doren for at lukke op. Men da

jeg rørte ved Laaſen, begyndte han ynkeligt at græde.

Den Sidfte. 275

Han løftede ikke Hovedet op, han rørte ikke et Lem;
aldeles ſammenfalden ſtod han der og græd — græd. —
Jeg fatte mig pan en Stol og tog Drengen paa
Skjodet; jeg lagde hans ſmaa, iiskolde Hender i min
Haand og lod hans forgredte Anſigt hvile ved mit
Bryſt; og ſaaledes blev jeg ſiddende med ham i det
halvmorke Verelſe i lang, lang Tid, og Stilheden
omkring os afbrodes kun af Barnets Hulken, der lidt
efter lidt blev ſagtere og begyndte at hore op. Jeg
ſagde ikke et Ord, jeg trykkede den ſkrobelige lille
Skabning op til mig, og hvor let han end hvilede
paa mine &næ, faa havde jeg dog en Folelſe, ſom
om jeg paa mit Skjod holdt hele den menneſkelige
Elendigheds og Lidelſes uendelige Byrde, legemliggjort
i dette Barn.

Endelig, da det forſte, heftige Anfald af Fortviv⸗
lelſe havde fat fig, og Drengen havde- ophørt at græde,
tog jeg ham forſigtigt ned fra mit Skjod og fatte
ham paa Gulvet. Jeg ſtrog hans blonde Haar glat,
ſatte Hatten paa ham og tog ham uden at ſige mere
ved Haanden. Taalmodig ſom altid lod han mig
tage den, og uden at gjøre mere Modſtand gik han
med mig igjennem de halvmorke Gader til Faderens
Hus.

Capitainen ſad, da vi kom ind til ham, ved ſit
Skrivebord med Hovedet hvilende i Haanden; Lampen
ſtod ved Siden af ham og lod hans magre Profil

træde ſkarpt frem af den forte Ramme af Sfjæg og
18*

8 ennen mn in

276 Den Sidſte.

Haar. En Bog Ian opflaaet foran ham; men hans
Dine ſage udover den og ſtirrede paa et Billede, der
hang over Bordet pan Væggen; jeg kjendte det af
Beſkrivelſen, det var hans Huſtrus Portrait. Hans
Tanker ſyntes at være alvorlige og ſorgmodige, og
hans Blik var ſaa ſtift, at det, da han vendte Hovedet
om ved at Doren gik op, ſaae ud, ſom om han maatte
ſonderrive et Baand, der gik ud fra hint Billede og
fængflede hans Sine til det.

Da han kjendte mig, ſtod han op og hilſte mig,
og jeg lagde Merke til det forbauſede Blik, hvormed
han ſaae pan Drengen ved min Side. „Hvor kommer
Du fra — faa ſilde?“ ſpurgte han og fane ned paa
den Lille.

Drengen gav ikke en Lyd fra fig. Jeg forklarede
ham, hvor Drengen var gaaet hen, og at jeg havde
truffet ham paa Banegaarden og taget ham med mig.

Capitainen nikkede taus med Hovedet. „Jeg
takker Dem,“ ſagde han derpaa, „jeg beder, tag Plads.“
Medens jeg fik en Stol, ſatte han ſig igjen ved
Skrivebordet. ;

„Kom herhen,“ ſagde han til Herman, der var
bleven paa det Sted, hvor han havde ſtaaet ved
Siden af mig. Barnet kaſtede et ffy Blik paa Faderen,
gik et halvt Skridt frem og blev faa igjen ſtaaende.

„Kom ſaa, jeg gjor Dig jo ikke Noget,“ ſagde
Capitainen utaalmodig. Han ſtrakte Armene ud og

Den Sidſte. 277

traf Drengen til fig, faa at denne kom til at ſtaage
imellem hans Knce.

„Er Du ſulten? Vil Du have Aftensmad?“
ſpurgte Capitainen, idet han klappede Barnet paa
Haaret. Herremand ryſtede taus paa Hovedet og
fortrak Anſigtet, ſom om han var lige ved at grade.

„Du ſkal da ogſaa altid græde,” ſagde Faderen;
Barnet foer ſammen, aftorrede Taarerne og ſtod, uden
at ſee paa Faderen, ſtiv og ubevægelig; hans lille
Anſigt var ligblegt. Pludſelig boiede Capitainen ſig
ned, og med en neſten vild Bevegelſe rev han Barnet
op paa fit Skjod og til fit Bryſt. Med begge Arme
holdt han det omſlynget, hans Anſigt boiede fig jaa
Dybt ned over det, at hans forte Skjceg laa ſom en
Sky over Barnets Aaſyn, og han trykkede Drengen
jaa voldſomt til fig, at denne laa ſom kvalt ved hans
Bryſt. Alt det foregik i dyb, lydløs Taushed; Drengens
Hoved var faldet bagover, han havde lukket Dinene
og ſage et Oieblik ud, ſom om han var død; heller
ikke Capitainen ſagde et Ord, kun en dump Stonnen
trængte fig ud fra hans Bryſt. Endelig flod han
Hovedet ſynke dybt ned til Barnets Bryſt og blev
længe ſiddende ſaaledes i mork Apathi.

Det hele Optrin var hjerteſkcerende. Jeg kom
til at tenke paa Gotlieb Benſch's Ord: „han er rigtig
god mod Bornene; han kan kun ikke ret komme frem
med det“ — og jeg forbauſedes atter over Menig⸗
mands Evne til i jevne Udtryk at give Tingen det

Z ⁵˙:üm ͤᷣ—sũ A

278 Den Sidſte.

rette Navn, ſom vi med vort korrekte og dannede
Sprog forgjcves ſoge efter. Langt om længe løftede
han Hovedet, rettede fig, og med ſamme Heftighed,
hvormed han havde revet Drengen til fig, fatte han
ham igjen ned. ,,Gaa i Seng,“ ſagde han.

Drengen ſtod midt i Verelſet, ſom om han ikke
kunde komme til ſig ſelv, efter hvad han havde oplevet;
jeg reiſte mig, traadte hen til ham, og da jeg rorte
ved ham, folte jeg, at han ryſtede over hele Kroppen.
„Sov vel, Herremand,“ ſagde jeg, „nu kommer Du
igjen til os i Skolen, og jeg ffal viſe Dig ſmukke
Billeder og Bøger.” Drengen ſaage paa mig med
aabne, opſpilede Oine uden at ſige et Ord.

Capitainen ringede, og da Oppasſeren traadte
ind, foer den Lille ſammen og lob ham imode. —
Men det var ikke mere Gotlieb Benſch, og det Blik,
hvormed Barnet fane op til det fremmede Anſigt —
det glemmer jeg aldrig, thi det var fan uendelig ſor—
geligt i dets hjeelpeloſe Nod.

Da han var gaaet ud, vendte jeg mig om til
Capitainen. „Jeg troer,“ ſagde jeg, „at Barnet endnu
er noget medtaget efter den overſtaaede Sygdom, og
at det vilde være heldigt at ſkaane det for heftige
Sindsbevegelſer.“ N

Capitainen ſage ned mod Jorden, derpaa ſprang
han op, idet han med et Ryk ſtodte Stolen tilbage.
Med lange Skridt gik han igjennem Verelſet, frem
og tilbage og frem og tilbage, faa blev han ſtanende;

— — — —— Ä— as dn dne re

Den Sidſte. 279

jeg jane ham ind i de rullende Oine, og ligeſom hin
Dag, da man begravede Børnene, fane jeg kun det
Hvide i dem.

Han loftede de knyttede Heender mod Himlen.
„Vil han abſolut være Boddel,“ ſagde han med en
af Raſeri og Fortvivlelſe dirrende Stemme, „hvorfor
er han da ſaadan en Stymper i Haandteringen?
Hvorfor ſkaanede han den Ene? Hvorfor tog han dem
ikke Alle? alle paa engang? Det havde været mig
kjcrere! ja, i Sandhed, ja! faa havde det Hele været
forbi, og jeg havde kunnet ſkyde mig en Kugle igjennem
Hovedet og ladet mig begrave ſammen med mine
Drenge!“

Jeg var ikke iſtand til at ſvare et Ord; det lod
heller ikke til, at han ventede det. Han kaſtede ſig
igjen i Stylen ved Skrivebordet, tog et Billede, ſom
ſtod paa Bordet i en brun Ramme, og holdt det med
begge Herder frem for fig. Det var den lille
Edmunds Jortrait. Med ſtive Blikke ſtirrede han
pan det eſkede Anſigts Trek, derpaa lagde han
Billedet paa Bordet, hans Arme bredte ſig ud over
det, hans Anigt ſank ned paa Armene, faa at Munden
kom til at lige over Billedet; og en ſaa forferdelig
Hulken ryſtede hele hans Legeme, at han ſyntes mig
at ligne et Tre, ſom Oxen har truffet ind i Marven
og hvis Sfjæben forkynder, at det ſnart vil ſtyrte.

Der gik ang Tid; endelig gav han Tegn til

280 Den Sidſte.

Liv, foer op og faae fig omkring. „Undſkyld,“ ſagde
han, idet han reiſte ſig.

„Her er Intet at undſkylde,“ ſvarede jeg; „men
hvis jeg tor bede Dem om een Ting, faa glem ikke,
at det ulykkelige Barn ikke har Andre her paa Jorden
end Dem.“

„Det er jo netop Sagen —“ ſparede han morkt,
„her er det forbi” — og han ſlog fig for Hjertet —
„og den, der ikke har mere, kan heller ikke give mere.“

Sukkende ryſtede jeg paa Hovedet — ger var
ikke mere at ſige. Jeg forlod ham, og da jeg traadte
ud af Huſet, havde jeg en Folelſe, ſom on Døden
ſtod i den morke Forſtue og ſlog Huſets Dør til ſom
Laaget pan en Ligkiſte. —

Vinteren kom, og fort efter dennes Vegyndelſe
mødte Herremand for forſte Gang igjen i Skolen.
Jeg ſage ham atter træde ind i hans tidligere Klasſe;
jeg fatte ham paa Benken, hvor han havde fiddet
tidligere, — Pladſen var den ſamme; mer Drengen,
ſom ſad der, var det ikke mere.

Ogſaa tidligere havde det faldet han fvært at
lære; men han havde været fornoiet og flitig, maaſkee
havde ogſaa de ældre Brødre hjulpet han, og ſaa—
ledes var han bleven færdig med fine Opgaver —
nu var det anderledes; der var ikke mere Nogen, der
hjalp ham, og paa ham ſelv laa ligeſom et alminde—
ligt Tryk, der lammede hans Evner og Krefter.

Jeg havde paalagt Lærerne at være yderſt ſkaan⸗
ſomme ligeoverfor ham, og jeg veed beſtemt, at han
i hele den Tid ikke har hort et ondt Oord — hvem
kunde ogſaa have nennet det ligeovexor dette blege
Barn, ſom man ſtrax kunde ſee pa, at det ikke
manglede Villie, men Evne. Men mim kan beſkytte
en Blomſt mod Froſt og Hede, mod all: ydre Ulemper,
derimod ikke mod den Sygdom, de opſuges fra

Den Sidſte. 281

Roden og uſynlig breder ſig fra Celle til Celle, indtil
hele Organismen er ødelagt. Tet Onde, vi ſogte at
beſkytte ham imod, voxede ud fra ham ſelv, af den
ham medfødte indefluttede Natur, ſom han havde
arvet efter fin Fader, ligeſom han havde det blonde
Haar og de lyſe Oine efter Moderen.

Dette er forſt ſenere blevet mig klart, da Alt
var kommet til Afſtutning, og da jeg ved at ſee til—
bage med Skrek opdagede, hvilke Kvaler det ulykke—
lige Barn maatte have lidt. Hvad jeg dengang lagde
Meerke til, det var, at han Dag for Dag blev mere
ffy, mere drømmende og holdt fig for fig felv. Han
fluttede fig ikke til nogen af fine Kammerater, Lærerne
var han bange for; jeg var den eneſte, han endnu
viſte Tillid. Men lidt efter lidt tog ogſaa det af.
J de forſte Dage var han, naar han modte i Skolen,
kommen hen til mig og havde givet mig Haanden;
det horte op; han gik omkring mig i en Bue og
liſtede fig ind i Klasſeverelſet, for at jeg ikke ſkulde
ſee ham.

Naar jeg om Eftermiddagen gik min ſedvanlige
Tour, faae jeg ofte en lille Skikkelſe, ſom enſom lob
omkring paa de ſneebedeekte Marker og rullede Snee—
bolde — det var ham, der her drev om ſom en lille
Vild. Engang, da jeg gik henad Dæmningen, fane
jeg ham gjemme fig bag et Træ og derfra holde Sie
med mig. Jeg kaldte pan ham, og han kom frem fra
fit Skjul; det ſage ud til, at han vilde komme hen
til mig; men faa dreiede han pludſelig af, og ſom
jaget af uſigelig Angſt ſmuttede han ned ad Dæm-
ningen og ſkyndte fig fra mig.

Saaledes gik Vinteren, og Paaſken kom, den Tid,
ſom faa mangen Skoledreng med Bekymring feer
imode, da det nu gjelder, om de fkulle flyttes op
eller blive ſiddende. At flytte Drengen op i en hoiere

282 75 0 Den Sidſte.

Klasſe var ikke muligt; ög ' ſkjondt jeg havde en Folelſe,
ſom om der blev tilfoiet mig ſelv en dyb Lidelſe,
maatte jeg dog beſtemme mig til at lade ham blive
ſiddende. Jeg gik ſelv ind i Klasſen og meddelte
ham og hans Meddiſciple det fan ſkaanſomt ſom
muligt, idet jeg udelukkende gav hans Sygdom Skylden
og gav ham godt Haab om Fremtiden. Han fad uden
at røre fig paa fin Plads og fane ikke op paa mig.
Senere, da Eleverne gif ud af Porten, faae jeg
ham med boiet Hoved fnige fig bort imellem de Andre.
Jeg ſtandſede ham og forlangte, at han ffulde give
mig Haanden; han gjorde det uden at heve Hovedet.
„See dog op paa mig,“ ſagde jeg; han gjorde det,

og jeg fane et Anſigt med et Udtryk af haablos Sorg

modighed. Det var mere end Sorg, det var det
hjerteffærende ÜUdtryk, ſom man kan iagttage i ſyge
Borns Sine, der pludſelig ſee ud ſom Voxne, ſom
om de anede, at de nærmede fig Losningen af Til
verelſens Gaade og ſnart ſkulde vide langt mere end
alle de Borne, de hidtil havde lært af. „Er Du ſyg
Herremand?“ ſpurgte jeg — han ryftede taus paa
Hovedet. „Veed Du ikke nok, at jeg holder af Dig?“
ſpurgte jeg. Han nikkede langſomt med Hovedet; men
det fane ikke ud ſom et „Ja,“ ſnarere ſom om han
vilde ſige, „lad nu det være godt — jeg veed nok
Beſked.“ Men tale var det ikke muligt at fage ham til.

Netop ſamme Dags Morgen Havde Foraaret
faaet Magt over Vinteren. Iſen var brudt op paa
Floden, og Bolgerne rullede larmende afſted. En
hylende Bind, der havde reiſt fig ved Middagstid,
ledſagede Vandets Bruſen, ſaa at det var, ſom om
de to Naturmagter havde ſammenſvoret ſig om at
berede de cengſtede Menneſker en redſelsfuld Dag.
Jeg mindes virkelig ikke hverken for eller ſenere at
have oplevet en lignende. Det var neppe lyſt; Solen

Den Sidſte. 283

ſyntes at være kvalt af de fortegrane Skyer, der ſteg
op fra Himlen i Sydveſt ſom fra en uundtommelig
Brønd, og i raſende Fart jog hen over Floden. Det
graa Vand dernede, ſom ſtadig ſproitede op mod
Dæmningen og tordnende flyngede Isſtykkerne ind
mod Broen, ret ſom om der idag ffulde gjores
Regnſkab op med den forhadte, indtrengte Fjende, og
over alt dette den graa Himmel — det var et ſandt
Odeleeggelſens Billede.

Dertil kom endnu de forunderlige Toner, hvormed
Stormen, der overdovede enhver menneſkelig Lyd, brød
los fra alle Ender og Kanter og ſtuffede og drillede
Menneſkenes Oren. Endnu idag foler jeg den isnende
Skrek, der pludſelig kom over mig, da jeg over den
ryſtende og vaklende Bro gik tilbage til Byen og paa
engang blev ſtagende, fordi jeg troede at høre en
Barneſtemmes gjennemtrængende Skrig. Jeg indjaae
ſnart, at jeg havde taget feil, at det kun var Vinden,
der ruſkede i Tovverket paa Skibene, men endnu
engang gjentog det fig, endnu engang kunde jeg af
Skrek ikke flytte Foden, thi jeg troede igjen at have
hort et fjernt, klagende Skrig. Ogſaa dennegang var
det en Skuffelſe — høit over mig fif jeg Øie paa en
Krage, der forgjeves ſogte at kempe fig op mod
Vinden og tilſidſt hvirvledes rundt og ſlyngedes til—
bage ſom en Stump Papir — fra den kom det hebe,
klagende Skrig, jeg havde hort.

Alligevel vilde fra det Oieblik en mørt, uhyggelig
Folelſe ikke mere forlade mig, en trykkende Angſt, jeg
ikke kunde blive Herre over, ffjøndt det ikke vilde ſtaae
klart for mig, hvad det var, jeg var angſt for.

Med det tiltagende Mørke voxede denne Folelſe;
jeg kunde ikke lengere holde det ud indenfor mine
fire Vægge, thi jeg knugedes af Anelſen om en ſtor
Ulykke, der maatte komme i denne menneſkefjendſke

——

284 Den Sidſte.

Nat. Jeg gik endnu engang hen paa Broen, jeg
vilde endnu engang op pan Dæmningen — hvad jeg
ſogte der, det var det mig umuligt at ſige. Men
man lod mig ikke flippe derover, thi Broen truede
hvert Oieblik med at blive reven bort af Bølgerne.
Jeg blev en Tid ftanende hos Mændene, der holdt
Vagt ved Broen, og fane paa dem, medens de ved
det uhyggelige - rode Skin af Begfakler underſogte
Vandets Stigning paa Bropillerne.

„Hvad er det, der ſvommer?“ raabte pludſelig
en af Mendene, idet han med Faklen lyſte faa langt
ned ſom muligt, og da jeg horte det, ſtyrtede jeg hen
til Broens Rekverk, og jeg troer, jeg udſtodte et Skrig.

Atter en unodvendig Angſt, thi det, der kom
flydende, var ikke andet end et ungt Birketræ, ſom
Strømmen havde revet los og taget med fig. Men
underligt var det at ſee Grenene i den unge Krone
rage op over Bandet, jan at de i Afſtand lignede ud—
ſtrakte Arme, der bonfaldt om Hjælp. Jeg ſkammede
mig over min Svaghed ligeoverfor Folkene, ſkjondt de
vel alle vare for optagne til at lægge Meere dertil,
og jeg gik hjem. Natten gik, uden at der ſkete nogen

Ulykke. Lige faa raſk ſom Vandet var ſteget, lige fan"

raſt faldt det igjen, og da det blev Morgen, var
Faren forbi. Men opad Formiddagen — thi Skolen
havde jo Ferie — vilde jeg dog gage ud for at fee,
hvorledes min gamle Dæmning havde modſtaget Hoi—
vandet. Da jeg var kommen et Stykke ud, ſaae jeg
et Par hundrede Skridt længere borte en Klynge
Menneſker, der ſtod paa Kanten af Dæmningen og
ſtirrede ned paa Noget, der maatte ligge ved Foden.
Paa det Sted var der et Krat af Elle- og Piletræer.
»Dæmningen har vel faaet et Hul?“ ſpurgte jeg en
Arbeider, ſom kom derfra.
„Nei,“ ſvarede han, „det er et Barn.“

Den Sidſte. 285

„Et Barn?“ — men han var allerede forbi mig.
Alt Blodet ſtrommede pluͤdſelig til mit Hjerte,
og jeg havde en Fornemmelſe, ſom om Dæmningen

begyndte at gynge under mine Fodder. Jeg veed
ikke mere, om jeg gik raſk eller langſomt; kun det veed
jeg, at jeg kom ind imellem Folkene, at jeg fane ned,
og at jeg, uden at ſige et Ord, maatte fætte mig ned
paa Kanten af Dæmningen, fordi det pludſelig ſortnede
for mine Oine.

„Det er Capitainens den Lille,“ horte jeg Folkene
hviſke til hinanden — — ja, det var Capitainens
Barn — hans ſidſte.

Dernede imellem Bufkene, indeklemt imellem to
Pile, jaa at kun Hovedet ſtak frem, medens Vandet
endnn flød hen over det øvrige Legeme, laa lille
Herman — og var død.

Hvorledes han er kommen derned — Ingen havde
ſeet det — Ingen veed det, og det fager man aldrig
at vide. Men ofte, i ſovnloſe Netter, hører jeg ham
igjen græde, jeg feer hans Hoved nikke til mig med
det troſtesloſe Üdtryk: „jeg veed nok Beſked“ — og
fan hører jeg en anden ſtrekkelig, hviſkende Roſt, der
vil indbilde mig, at det ikke var et Tilfælde, ikke et
Fald, at det var noget heelt Andet, der havde bragt
ham til at ſoge Tilflugt dernede, borte fra den Jord,
hvor Ingen mere vilde vide af ham.

Da vi havde faget Drengens flamme og ſtivnede
Lemmer viklede ud af Grenene og vare komne op med
ham paa Dæmningen, ſage jeg en Mand komme lobende
igjennem Haverne, ſom laa i den af Demningen be—
ſkyttede Lavning. Det var Capitainen. Han var uden
Hovedbedeekning, faa at Vinden tog i hans forte Haar,
uden Sabel, kun i Overfrakke, og Frakken var kun
halvt tilknappet. Han kom lige imod os, tversigjennem
de Haver, der lage imellem hans egen Have og Deem—

286 Den Sidfte.

ningen; han ſvang fig op over Stakitterne, der ftilte
Haverne, ſprang over Bede og Planter, og da Gitter—
porten til den ſidſte Have, der var for hoi til, at han
kunde ſvinge fig over den, ikke ſtrax vilde gage op,
kaſtede han fig imod den, faa at den ſprengtes.

Idet han kom op ad Dæmningen horte jeg hans
Stemme: „Hvor? Hvor? Hvor?” raabte han.

J neſte Oieblik havde han revet Barnets Legeme,
ſom jeg holdt i mine Arme, til ſig; med en raſende
Magt trykkede han det mod ſit Bryſt, og tre, fire
Gange efter hinanden kysſede han det ligblege, tauſe
Anſigt. Barnets Hoved lan ved hans Hjerte, det af
Vandet dryppende blonde Haar hang langt ned —
for min Sjæl vifte fig Billedet af Barnet, da det
endnu levede og faa i hans Arme og ſaage ud, ſom
om det allerede var dodt.

Merndene ſtod uden at ſige et Ord i en ffy
Klynge og betragtede med ſtille Wrefrygt den uhyre
Lidelſe, der her viſte ſig for dem.

Capitainen ſage ikke paa os; han lod ikke til at
vide, at vi vare der; med et tomt Blik ſtirrede han
hen over fit Barn ud paa den graa Himmel, paa
hvilken de ſonderrevne Skyer jog afſted. Saa rev
han fin Uniformsfrakke op, ſkjod Drengens Legeme
faa langt ind ſom muligt, ſom om hans Legeme ſtulde
opvarme det dode Legeme, og ſaaledes ſtyrtede han
afſted. Ingen vovede at hjælpe ham; Ingen at tale
til ham. Vi lod ham gage; thi vi ſaae, at vi havde
en fortvivlet Mand for os.

Jeg ſaage efter ham, ſom han der ſkred frem med
ſin Byrde, blind for de Skarer af Nysgjerrige, der
imidlertid havde ſamlet fig, døv for den almindelige
- Mumlen og Hviffen, og medens jeg ſaaledes faae ham
drage afſted, paakom den Tanke mig, at nu var han
jo kommen faa vidt, ſom han havde onſket, dengang

il i

Den Sidſte. 287

da han harmedes over, at han ikke kunde ſkyde fig og
lade fig begrave ſammen med fine Drenge. —

Jeg var i den Grad bleven vant til det Skrekke—
lige og var i den Grad forberedt paa det, at det ikke
vilde have overraſket mig, om man havde meldt mig,
at han havde fulgt fine Born. Maaſkee nærede hans
Overordnede en lignende Frygt; thi umiddelbart efter
denne Begivenhed fik han en Commando, der lagde
Beſlag paa hans fulde Kraft og for flere Maaneder
fjernede ham fra vor By. Da han vendte tilbage
til denne, var der netop givet Ordre til at mobiliſere
Armeen: Krigen med Frankrig ſtod for Doren.

Nu var der nok af Chasſepotgeverer og Mitrail—
leuſer, der vare villige til at yde ham den Kjerligheds—
tjeneſte, han onſkede af dem. Reſerven blev indkaldt,
og med den et bekjendt Anſigt, Gotlieb Beenſch. Han
blev atter anſat ved den ſorte Capitains Batteri og
drog i Felten med ham. Faa Uger efter var han
allerede tilbage med en Kugle i Benet, ſom han havde
faaet paa Spicherer-Bjergene, og ſom gjorde en ſlem
Streg i hans militaire Lobebane. Paa min Bon
blev han optaget i mit Hus; jeg pleiede ham, og jeg
tor ſige, jeg pleiede ham godt.

Paa Tabsliſten, der efter den blodige Dag kom
til os ſom et ſorgeligt Ekko af den ſtolte Vaaben⸗
klang, ſtod ſom den forſte af de Faldne den ſorte
Capitain. Hans Batteri havde været et af dem, der
havde gjort det Umulige muligt, klattret op ad Spicherer—
Bjergene og hidfort det ſeirrige Udfald af Slaget.

„Aldrig havde vi troet, at det ſkulde lykkes,“ for⸗
talte Gotlieb Benſch mig; „men Capitainen var ſtadig
foran og raabte hele Tiden: hold ud, Born, nu gaaer det!“

J det Sieblik, da han gav Ordre til at protſe
Skytſet af, fik han paa engang tre Chasſepotkugler i
Bryſtet. Gotlieb Benſch havde villet bære ham ud

288 Den Sidſte.

af Ilden; men han havde jagt: „Lad det være, Gotlieb,
det er ingen Nytte til.“ Og ſaa tilfreds ſom i det
Oieblik, mente Gotlieb Benſch, havde han i mange
Tider ikke ſeet ud. „Saa blev det kleint med ham,“
fortalte Gotlieb Benſch, „og faa tog han mig i Haanden
og ſagde: „Gotlieb,“ ſagde han, „Du ſkal ogſaa have
Tak for, at Du har været fan god mod mine Drenge
— og naar Du kommer hjem, faa gan ud, hvor de
ligge, og fee til Graven — og fan” — Gotlieb Benſch
gjorde et Ophold — „og faa var det forbi.” —

Derhen, til Graven under Hyldebuſken, hvor der
. engang havde ligget tre og nu laa fire, var da ogſaa
hans forſte Gang, efterat han var kommen ſig ſaa vidt,
at han kunde humpe derud ved min Arm. Da vi kom
tilbage derfra, forefandt vi en Stepning til Gotlieb
Bænid om næfte Formiddag at mode for Retten. Den
ſorte Capitain havde der deponeret et Teſtamente, det
var blevet aabnet — Gotlieb Benſch maatte have Noget
at gjore med det; men hvad, det vidſte vi ikke.

Den neſte Dag ſkulde vi fane det at vide. Teſta—
mentet, hvorved den ſorte Capitain disponerede over
fin ubetydelige Formue, indeholdt folgende Ord: „Min
tidligere Oppasſer, Kanoneren Gotlieb Benſch, teſtamen—
terer jeg til Tak for Alt, hvad han har gjort mod mine
Born, den Sum eettuſinde Daler. Jeg onſker ham, at
han felv engang maa fage Born, og at Gud vil velſigne
ham og gjengjeelde ham, hvad han har været for mine.“

Da Soldaten horte det, holdt han ſin brede Haand
for Sinene, og jeg ſage Taarerne trille frem imellem
Fingrene. Det varede flænge, for han havde fattet fig,
og han ſtottede fig tungt til min Arm, da han reiſte
ſig. Saa tog han fit Bomuldslommetorkleede frem og
torrede Oinene. „Ja,“ ſagde han, „han kunde ikke ſaadan
ret komme frem med det; men jeg har altid vidſt det
— han var en god Mand.“

289

To Jigte af Anakreon,

Overſatte fra Græjt af Martin Kok.

1.

Paa de fine Myrthegrene
Og paa Lotosgresſets Tæppe
Vil jeg lægge mig og drikke.
Op om Skuldren med Papyros
Eros ſkal fin Kjortel binde
Og iſtjcenke Vinen for mig.
Thi faa hurtigt ſom et Vognhjul
Løber Livet raſk henrullet,
Og naar vore Been er ſmuldret,
Ligge vi ſom Stov og Aſke!
Hvorfor da min Gravpſteen ſalve,
Spilde Olien paa Jorden?

19

290

Digte.

Nei — ſaa ſalv mig, mens jeg lever,
Og omkring min Tinding ſkal Du
Roſer vinde... hent min Skjonne!
Thi for jeg ſkal didhen vandre

Til de Dødes Skyggeſkarer,

Vil jeg Sorgen her forjage!

2.

En Gang, da Eros ikke

J Roſenheekken agted

En Bi, blev Drengen ſtukket
J Fingren; høit han jamred

Og ryſted ſine Heender,

Mens baſkende med Vingen
Han ilte til ſin Moder:

„Jeg doer! — han raabte — Moder,
Jeg doer, min Tid er omme!
En lille vinget Slange,

Som Folk paa Landet kalde
For Bi, har dybt mig ſaaret!“
Men hun gjenſvared: „Eros,
Er Biens Braad ſaa bitter,
Hvor meget troer Du ikke,

De lide, ſom Du rammer?“

291

Digte
af
Chr. Langgaard.

To!

To, ſom er lige —

En Mand og en Kvinde, —
To! hvilket Rige

Det Ord ſlutter inde!

To! det er Kjernen
J hele vor Ferden.
To! det er Stjernen,
Som lyſer i Verden.

To maa det være,
Naar Livet er Lytfe,
To om at bære,

To om at bygge.
19=

292

Digte.

To om at træde

En Livsdands i Gammen, —

To om at grede
En Livsgraad ſammen.

To om at gjemme,

Hvad Hjertet vil eie,
To om at glemme
Paa tornede Veie.

To allevegne

J Sorgen og Lyſten, —
To om at blegne

Som Blade i Hoſten.

2.

Haabet.
Haabet er den gyldne Baad,
Som aldrig kan gage under;
Haabet er den rode Traad
J Livets morke Stunder.

Digte. 293

Haabet er den ædle Steen,
Som dybt i Mulmet ffinner;
Haabet er den ſteerke Teen,
Som Guld om Sorgen ſpinder.

Haabet er den Fjederham,
Som bærer Livets Lengſͤler;
Haabet er den Noglekam,
Som aabner Livets Fengſler.

Haabet er den ſkjulte Brønd,
Hvor Lykkens Kilder ſtabes, —
Lyſets klare Blink i Lon,

Den ſidſte Skat, ſom tabes.

3.

November.

Nu fik den Fred, den ſtore, ſtolte Skov.

Nu faldt den ſidſte Flig af Sommerkaaben, —
Udteret af Novemberſtormens Rov,

For Kulden og de barſke Vinde aaben.

Nys ſtred den djærvt, mens Stormens hvasſe Plov
Dens Bladmuur fured med ſit ſkarpe Vaaben,

Nu ſtaaer den taus og livstrœt ſom den ſov,
Indviet, forberedt til Vinterdaaben.

294 Digte.

Gid jeg, naar Livets milde Sommerſang
Henſmelter jagte i mit Livs September,

Naar Hoſtens Puſt har kjolnet Dognets Trang
Og lægger pan dens Bolgegang fin Dæmper, —
O, gid jeg da maa mode Stormens Klang

Med Djærvhed, være modig, naar jeg fæmper,
Og ſtyrket vente paa min Daab engang

Som Skoven, naar den venter i November.

27 LEEEEEEEEEEEETDE E E EEE E FEREEE FEET TENG

295

Irabis Proces.
Af

Gabriel Charmes.

Det lader fig ikke beſtride, at om end Bombarde—
mentet paa Alexandria meget let forklares og ret—
ferdiggjores ſom politiſk og diplomatiſk Handling,
ſom et Naadeſtod, der bibragtes Conferencen i Con—
ſtantinopel og Illuſionerne om den europeiſte Concert,
jan er der til Gjengjeld deſto mere at udfætte paa
det ſom militair Operation. Efter Masſakrerne den
ellevte Juni kunde Ingen være uvidende om, hvor
vidt Forerne for det ægyptiffe Oprør vare komne i
deres fanatijfe Ophidſelſe, endnu mindre om, at de
rugede over morke Planer til at hevne ſig paa
Europa og de Chriſtne. Under ſaadanne Forhold
var det at bombardere, uden at være forberedt paa
ſtrax at befætte en By, hvori der befandt fig tituſinde
Soldater, ſom vel ikke vare iftand til at kempe, men

296 Arabis Proces.

derimod ſerdeles villige til alle mulige Forbrydelſer,
det var viſtnok det Samme fom at udfætte den for
Odelceggelſe og give dens Indvaanere til Pris. Men
Englænderne have en tung Haand, og om end deres
Politik, naar det ligger i deres Interesſe, er philan—
thropiſk til Overmaal, fan holder paa den anden Side
intet humant Henſyn den tilbage, naar den finder
det fordeelagtigt at være brutal. De to Forere i det
egyptiſke Felttog, Admiral Seymour og General
Wolſeley, ere i England blevne belønnede paa ſamme
Maade; begge ere blevne Lorder, begge have faaet
en livsvarig Penſion. Denne Lighed i Wresbevis—
ninger lader ſig viſtnok ikke forklare af, at de have
ydet lige god Tjeneſte. General Wolſeley har frelſt
Cairo, Admiral Seymour har ſeet paa, at Alexandria
blev ødelagt, uden at gjøre et Skridt for at frelſe
den ulykkelige By fra Plyndring og Brand. Ganſke
viſt havde hans Eſkadre ikke Landgangstropper ombord,
og han er kun halvt anſvarlig for, at den ægyptifte
Her ikke blev fanget ſom i et Net, efterat Skibene
havde losnet de forſte Kanonſkud. Nogle tuſinde
Mand vilde dengang have været nok til i en Time
at gjøre Ende pan det egyptiſke Felttog. Arabis
demoraliſerede Her vilde ikke have gjort Modſtand
længere, end den gjorde ved Tel-el-Kebir. Strax
ved Bombardementets Begyndelſe blev den og hele
Wgypten greben af en Panik, man ikke gjør fig
nogen Foreſtilling om. Det gik ſaavidt, at mange

Arabis Proces. 297

Arabere en heel Uge efter i Cairo paaſtode, at de
horte Skytſets Torden og holdt Hænderne for Orene
med uforſtilt Redſel. Derſom den engelſke Regjering
havde beſluttet fig til at ſtotte Bombardementet af
Alexandria ved en Landgang, havde det været ude
med det militaire Opror. Men i Mangel af Land—
gangstropper burde ialfald ſtrax nogle Orlogsmatroſer
have været fatte iland. Alle vilde have flygtet for
dem, og Alexandria vilde fremdeles have veret urort.
Forgjceves bonfaldt de Chriſtne, der vare ſlupne bort
fra Byen, Admiral Seymour om at tage denne for—
nuftige Forholdsregel; for at formage ham dertil
maatte Amerikanerne og Tydſkerne give Exemplet,
idet de vare de forſte, der gik iland i Alexandria,
hvor de kun traf paa Flygtninge.

J dette Oieblik var der i hele Wgypten ikke
Spor af Modſtand. Men da de jane, at de ikke bleve
forfulgte og at de kunde ſamle ſig i Cafr-el-Davar,
fik Arabi og hans Soldater Mod paany. Stillingen
ved Cafr⸗el⸗Davar var allerede længe, og med Rette,
betragtet ſom en ypperlig Forſvarsſtilling. Ismael
Paſcha havde ladet den omhyggeligt underſoge, paa
den Tid da han tenkte paa at afryſte Portens Over—
herredomme og erklere fig for uafhængig. Europeiſke
Ingenieurer havde tegnet Planer til Feſtningsveerker,
ſom endnu fandtes i Krigsminiſteriet. Disſe Planer
bleve ſtrax bragte til Udforelſe af Oprorsherens
Stabschef og hans Souschef. Mamud⸗Fhemy og

298 Arabis Proces.

Muhamed⸗Chukry. Man har i Europa gjort ſtort
Veſen af Cafr-el⸗Davar⸗Linierne; den engelſte Armee
vovede ikke at angribe dem; der opſtod ligefrem en
heel Legende om dem. Alt det er ikke alvorlig Tale;
der var ikke noget Forfærdeligt ved Mamud-Fhemys
og Muhamed⸗Chukrys Verker. Fellaherne ere ud—
mærkede Skandſegravere, fordi Jordarbeidet ved det
egyptiſke Landbrug udelukkende beſtager i at opføre
Diger og atter nedrive dem. De behovede derfor
kun nogle faa Dage til ved Cafr-el-Davar at opkaſte
forſt en Vold af Mellemſtorrelſe, bag hvilken Arabis
Soldater ſikkert ikke havde holdt Stand i fem Minuter,
og derneſt fremſkudte Forter, der vare langt farligere,
fordi man derfra kunde overdeenge den beleirende
Armee med Kugler. Kun vare disſe Forter neſten
ganffe uden Kanoner. Der kan derfor heller ikke
være Tvivl om, at Englænderne ligeſaa godt kunde
have taget Stillingen ved Cafr-el-Davar, ſom de tog
den ved Tel⸗el⸗Kebir; kun vilde de derved have miſtet
nogle flere Folk paa Grund af, at det var umuligt at
omgaae den og at den maatte angribes i Fronten ved
at folge en ſmal Dæmning imellem Mamudiehkanalen
og Søerne; men Politiken ſnarere end ſtrategiſke
Henſyn beſtemte dem til at velge Suezkanalen til
Baſis for deres Operationer. Maaſkee havde de
heller ikke Noget imod at træffe Felttoget nogle Uger
ud, for at Vanſkelighederne i Europas Dine ffulde
ſee ſtorre ud. De ſpildte altſaa megen Tid med at

Arabis Proces. 299

foretage henſigtsloſe Bevegelſer omkring Alexandria,
med at lade, ſom om de vilde bombardere Abukir og
Damiette og endelig med at gage iland ved Suez—
kanalen. J al den Tid var Alexandria udſat for en
Overrumpling.

Hvis den egyptiſke Her havde havt det mindſte
Initiativ, hvis den havde. havt den mindſte Under—
retning om den ubetydelige Styrke, der ſtod ligeoverfor
den, vilde den have havt meget let ved at tage Byen
tilbage, ſom den ſelv havde ſtukket Ild paa, tage
Khediven tilfange og maaſkee tvinge Englænderne til
at forandre alle deres Plauer. Men den havde al—
vorligere Ting at tænke paa. Arabi arbeidede ude—
lukkende paa at bringe Landet i Oprør. Han havde
i Cairo ſkabt et Slags Regjeringsraad, ſom han med
Vold paatvang de vanvittigſte Beſlutninger. Snart
afſatte Raadet Khediven, ſnart gav det Befaling til
et Masſeopbud af Nationen. Man udſkrev virkelig
alle Mend, der vare iſtand til at bere Vaaben; der
blev dunnet Regimenter af Mehemed Alis Veteraner,
gamle Mænd, der endnu vare fulde af Liv og Fyrig-
hed, men faa ſveekkede af Alderen, at de havde ondt
ved at bære Geværet. Dog er det fortalt mig, og
jeg troer det gjerne, at de omtrent vare de eneſte,
der kempede, og at de fleſte af de Faldne paa Val—
pladſen ved Tel-el⸗Kebir havde hvidt Sfjæg og gamle
Træk Man ſamlede ogſaa Gaffirerne (Politiet i
Landsbyerne) og bevæbnede uden Forffjel alle Fellaher,

300 Arabis Proces.

man kunde faae fat paa, enten de faa vare vaaben—
dygtige eller ei. Nagede da Arabis Gær de fantajtifte
Talſtorrelſer, der telegraferedes til Europa? Nei
ingenlunde. Aldrig har den været over tredive eller
fyrgetyvetufinde Mand ſteerk, og hvad var det faa for
Mænd? Bønder, revne bort fra deres Plove, gamle
Soldater, der ſegnede af Alderdom og Anſtrengelſer,
ſvagelige Folk, der ikke vare vante til at bære Vaaben,
Skrellinger eller Cujoner.

Med en ſaadan Her ſkulde Arabi fæmpe mod
Englænderne. Foreløbig optraadte han mere brutalt
end nogenſinde ſom Dictator, afſatte alle de Mudirer,
ſom ikke hurtigt nok adlod hans Ordrer, tilſkyndede
til Masſakrer og udbredte Skrœk over hele Landet.
For at hæve fine Soldaters Mod indlod han fig paa
den taabeligſte Fanatismes Gjoglerier. Medens
General Wolſeley i Ro og Mag indſkibede fine
Tropper og traf fine Forberedelſer til Felttoget uden
at blive forſtyrret af Fjenden, var Leiren ved Cafr—
el⸗Davar fuld af Scheiker og Derviſcher, ſom til
Soldaterne uddeelte ſmaa Strimler Papir med Vers
af Koranen. Det var Talismaner. Hvert af disſe
ſmaa Stykker Papir gav den, der var i Beſiddelſe af
det, Magt til at drebe femogtyve Englændere. De
ſnildeſte Hoveder beſtjal Derviſcherne for at gjore
deres Magt til at ødelægge endnu ſtorre. J det
Hele var Uddelingen af disſe Anviisninger paa at
myrde Englendere ſaa ſtorartet, at Soldaterne ved

Arabis Proces. 301

en ſimpel Beregning fandt ud, at de vare iſtand til
at gjøre det af ikke alene med de Englendere, der
vare udſkibede i England, men ogſaa med alle dem,
der vare blevne hjemme i England og vare faa let—
ſindige at troe, at de der vare udenfor Skudvidde.
„Hvorfor,“ ſagde de til hinanden, ,ffulle vi ikke be—
nytte os af vor Magt? Lad os gjøre det af med
den engelſke Armee til ſidſte Mand, derpaa gage vi
ombord pan Skibene, der have fort dem hertil og
ſom nu blive tomme, for at erobre London.“ Det
ſlap nu London for! Arabis Seirsbulletiner vare
holdte i ſamme Aand ſom hans Soldaters Samtaler.
Hver Dag telegraferede man til Cairo, at de
Troendes Her atter havde vundet en dyrekjobt Seir,
thi Englænderne benyttede fig i Slaget af de meſt
barbariſke Midler. Havde de maaffee ikke ladet komme
flere Skibe ladede med Dogger, der ſkulde fare los
paa Wgypternes Reeker? Heldigvis havde Arabi,
der var endnu fiffigere end de, forſynet ſig med Mil—
lioner af forgiftede Kjodboller, ſom Hundene forſt
ſprang los paa. De faldt faa ſtrax døde til Jorden.
Det var paa den Maade, at Arabi, Tulba og deres
Venner, disſe ſtore Generaler, ſom Frankrig anſaae
for uovervindelige, opfattede den Sag at fore Krig.
Under en Samtale med Arabi ſagde en af mine
Venner til ham: „Men hvor kunne J tenke pan at
ſlages mod Englænderne, naar J ikke engang kunde
ſlaaes med Abysſinierne?“ — „Aa, Abysſinierne vare

302 Arabis Proces.

ganſke anderledes farlige. De havde tyve Fod lange
Landſer. Hvad kan man gjøre mod Folk, der have
tyve Jod lange Landſer?“

Medens man ſaaledes i Cafr-el⸗Davar hengav
ſig til barnagtige Illuſioner, beſatte General Wolſeley
Kanalen og beredte fig pan at gane mod Zagazig og
derfra mod Cairo. Man maatte hurtigſt træffe fig
tilbage og fætte en ny Skranke for Fjendens Frem—
trengen. Arabi begav fig til Tel-el-Kebir; men han
forſtod ikke at concentrere ſine Tropper der. Det er
ikke let at begribe, hvorfor Abdel-Al, da Englændernes
Plan jo var fan tydelig, blev efterladt i Damiette
med Negerregimentet, det bedſte i den egyptiſke Her.
Skal man troe, hvad der paaſtaaes i Wgypten, at
Abdel⸗Al anfaae det for klogere at blive, hvor han
var, end at udſette fig for Fjendens Kugler? Han
gik for at vere en modig Mand, ja for den eneſte
modige af de tre Oberſter. Atter en Alluſion.
Abdel⸗Al, der havde beſat Damiette, lod Krigens
Strom flyde forbi fig uden at kaſte fig i den, ſand⸗
ſynligviis af Angſt for at drukne deri. Hver Dag
kunde man fee ham i Mofkeen, hvor han med ſtor
Pomp forrettede ſin Bon, og naar han kom ud derfra,
ſtimlede Folk ſammen om ham. „Hvad vil Du gjore?“
ſpurgte man. — „Ver ganſke rolig, mine Venner;
Arabi har vundet ſtor Wre ved i Alexandria at
fange Admiral Seymour, ſom han nu forer i Lenker
igjennem hele Wgypten. Meu jeg forbereder et

Arabis Proces. 303

endnu ſnildere Coup. Jeg vil fange General
Wolſeley. Saaſnart han er gaaet iland, tager jeg
ham i Kraven; men iſtedetfor at viſe ham frem i
Agypten, vil jeg viſe ham frem i London og Paris,
hvor man vil blive aldeles blændet af Wgyptens
Magt.” Og Mængden traf ſig tilbage i dyb Be—
undring Imidlertid hævede Skandſerne fig ligefaa
hurtigt ved Tel-el⸗Kebir ſom ved Cafr-el-Davar.
„De egyptiſke Linier,“ ſiger et Oienvidne, en forhen—
værende franſk Officeer, der fulgte den engelſke Armees
Operationer ſom Correſpondent til Temps, „de egyp—
tiſte Linier vare meget ſteerke: en Lobegrav af ſtor
Profil, der med visſe Mellemrum ſtottedes af Re—
douter, ſom vare anlagte paa alle ophoiede Punkter,
Gravene vare dybe og Bryſtvernene meget høie.
Paa den Side af Plateauet. der vendte mod Kanalen,
dannede Linierne en Vinkel, der fulgte Hoiderne,
medens der fra dens Toppunkt udgik en Lobegrav,
der lodret ffar Jernbanen og endte ved ſelve Kanalen
med et lille Jordveerk, der ſkulde beſtryge det lave
Land langs Kanalen og beffytte den paa dette Punkt
opførte Dæmning. Hvis disſe Linier vare blevne
ligeſaa godt forſvarede ſom byggede, kunde man have
talt Englændernes Døde, ikke i Hundreder, men i
Tuſinder.“ Men kunde de blive alvorligt forſvarede?
Ikke at tale om Wgypternes Feighed, faa var ogſaa
deres Antal for ringe til faa udſtrakte Linier. Ühel⸗
digviis maatte de lade visſe Punkter vere ubeſatte,

304 Arabis Proces.

og ligeſaa uheldigt for dem bleve de netop angrebne
og beſeirede pan disſe Punkter.

Forud for Slaget ved Tel-el-Kebir gik der en
Raekke [maa Sammenſtod, i hvilke Arabis Armee havde
Fordelen af at kunne tage Offenſiven, og ſom ſelv
af de engelſke Depecher fremſtilledes ſom virkelige
Kampe. Navnlig har Stormen paa Ghasſaſin gjort
ſtor Effect i Europa. Det feer ud, ſom om de engelſke
Tropper vare lige ved at blive kaſtede ud i Kanalen.
Denne lille Legende i den ſtore egyptiſke Legende er
lige faa falff ſom den anden. Der ſtod i Salahie
et heelt Armeecorps under Mamud-Samy, der var
beſtemt til at falde Englænderne i Ryggen, medens
Arabis Regimenter angreb dem i Fronten. Dette
Corps blev beordret til at afſlagae Stormen paa Ghas—
ſaſin. Souschefen ved Staben, Muhamed-Chukry, var
med paa denne Expedition, og han har for Retten
givet en merkelig Beſkrivelſe af den. Man ſkal nu
høre, hvorledes de egyptiſke Soldater ſlaaes. Mamud—
Samy var Overſtcommanderende; han havde under
fig Soliman-Samy, Brandſtifteren i Alexandria.
Man drog afſted om Natten. „Medens vi marche—
rede, ſiger Muhamed-Chukry, lyttede jeg til Sol—
daternes Samtaler og overbeviſte mig om, at de vare
udffrevne med Magt, og at ingen af dem havde den
fjerneſte Lyſt til at gage i Krig. De ſagde ganſke
høit til Officererne: „Hvor fore J os hen? Ere vi
maaſkee Eders Slaver? J ere tilheſt, og J ødelægge

Arabis Proces. 305

os, der ffulle gane. Lad os nu hvile lidt, eller og—
jaa fætte vi os ned af os ſelv. Gud give, J maae
tabe Slaget, og at Ingen af Eder maa ſlippe levende
derfra!” Officererne og navnlig Soliman-Samy ſogte
at berolige dem, men forgjaves. Saaledes var den
ægyptiffe Her, der i flere Maaneder var bleven ode—
lagt af Udffeielfer og Mangel paa Diſciplin, der des—
uden blev fort af Officerer, hvis Uduelighed den kunde
ſee, og for hvilke den kun folte Foragt. Ved An—
komſten paa Valpladſen fjernede Soliman-Samy, der
var overbeviiſt om, at kun Himlen kunde give Seir
ſig nogle hundrede Alen fra ſine Soldater og ſatte
ſig ned paa Jorden for at bede ſammen med et aldeles
nøgent Menneſke, en Idiot ved Navn El-Scheik-Salem,
ban hvis Hellighed han troede, og ſom han neſten
tilbad. Mamud-Samy drog derimod ud for at re—
cognoſcere; man kunde langt borte ſee hans guld—
broderede Cuffich glimre i Solen. Da man ikke len—
gere kunde ſee ham, roſer Muhamed-Chukry — med
Ret eller med Uret — ſig af, at have forraadt ſine
Vaabenfeeller ved at benytte fig af Soliman-Samys

Dumhed til at faae ham til at foretage en feilagtig

Bevegelſe, ſom han paatog fig at lede, og ſom endte

med almindelig Forvirring. Derefter vendte han til—

bage til Soliman-Samy og indbildte ham, at han kun

havde været nogle Skridt borte fra ham, og at han

ikte havde nogen Deel i, hvad der var foregaget.

Han kalder denne Deel af ſin Beretning i ſit ſkrevne
20

å 306 Arabis Proces.

Forſvar: Den ſtore Tjeneſte, ſom jeg har
viiſt Hs. Hoihed Khediven, og han er over—
ordentlig ſtolt af et Forrederi ligeoverfor Fjenden,
ſom enhver anden end en Ægypter aldrig vilde vove
at tilſtaae.

Da han om Aftenen vendte tilbage til Salahie,
traf Muhamed⸗Chukry der Soliman-Samy, der alle—
vegne ſogte efter ſin Armee og ſtadig vandrede om
med fin nøgne og idiotiſke Scheik, ligeſom ogſaa
Mamud-Samy, der aldeles ikke forſtod, hvad der var
foregaget. Han var med nogle af fine Folk ſtodt paa
et Regiment, ſom man antog for egyptiſk, men ſom
var fan engelſk, at det modtog ham med Kanonſkud.
Han trak ſig derfor i en Fart tilbage henimod det
Sted, hvor han havde efterladt. fin Hovedſtyrke under
Commando af Soliman-Samy, og ſom han haabede
at ſamle og fore til Angreb paa Englænderne. Kug—
lerne peb omkring ham; men en værre Sorg end
Doden ventede ham der, hvor han troede at treffe
fine: Soldater, Jeg lader ham ſelv fane Ordet, og
jeg gjengiver ordret den Tale, han holdt til Muhamed—
Chukry for at fortælle ham fin Ulykke og fin For—
tvivlelſe:

„Da jeg kom til det Sted, hvvr jeg havde ſamlet
Herren, traf jeg der kun Soliman-Samy ſiddende ved
Siden af Scheiken Salem. J det Fjerne faae man
vort Cavalleri, der flygtede i ſtrakt Carriere. Ved
dette Syn var det, ſom om mit Hjerte ſtulde briſte

Arabis Proces. 307

paa Grund af mine Troppers umotiverede Flugt, ſaa
meget mere ſom jeg ogſaa ſage hele min Stab efter—
haanden forſvinde. Jeg gav mig imidlertid tillige—
med Soliman-Samy til at forfolge vort Cavalleri.
Jeg naaede to Kanoner, der vare blevne forſinkede
paa Grund af daarligt Forſpand — de fjendtlige
Kanonkugler faldt ſtadig rundt omkring os. — Jeg
bad og tiggede en Artilleriunderofficier om dog at
ffyde nogle Skud; han affyrede fem fer Skud, men
fan tog den ene af vore Kanoner Flugten; jeg ilede
da hen til den anden; de engelſke Projectiler knuſte
dens Hjul og dræbte Heſtene. Vore Artilleriſter flyg—
tede; jeg var tilbage ene og forladt, thi ved de forſte
Kanonſkud var ogſaa Soliman-Samy ſtukken af. Jeg
havde ſendt en Rytter, der var bleven hos mig, til
den commanderende Artilleriofficeer for at ſige ham,
at han ſtulde ſtandſe. Det negtede han; Rytteren
kom i en Fart tilbage for at melde mig det og flyg⸗
tede fan ſelv efter Artilleriſterne. Jeg indſage da,
at Heren ikke mere adlod mine Befalinger. Jeg blev
holdende uden at vide, hvad jeg ſkulde gjøre; Taa—
rerne ſtyrtede mig ud af Oinene; jeg beſluttede, hellere
at lade mig tage end vende ſaa forvirret tilbage.
Medens jeg talte med mig ſelv for at tage en Be—
ſlutning, kom en flygtende Cavalleriſt hen til mig og
ſagde: „Hvad venter De efter her? Seer De ikke, at
De om lidt falder i Henderne paa det engelſke Ca—

valleri? Det er lige herved.“ — Jeg ſvarede ham:
20*

308 Arabis Proces.

„Lad dem fun tage mig tilfange; jeg er ikke mere
bange for Doden.“ — Soldaten trak ſin Sabel og
ſtak med Spidſen til min Heſt, der ſteilede. Jeg
vidſte ikke, hvor det gik hen; jeg pasſede kun paa
ikkte at falde af. Paa mindre end halvanden Time
var jeg kommen til Nakhl-el⸗Sadun: der traf jeg
Soliman-Samy; men jeg kunde ikke fee ham lige i
Anſigtet. Vi drog videre til Stationen Facus og tog
med Toget til Salahie. Ved min Ankomſt dertil kom
Faddi⸗Hasſan og meldte mig en ny Ulykke: den Af—
deling var forſvunden, ſom jeg havde efterladt i
Salahie.“

Af den Beſkaffenhed var den Armee, ſom for—
ſogte at forſvare Wgypten mod Englænderne! Mamud—
Samys Tropper vare ikke værre end de andre, og
Mamud⸗Samy ſelv var ſom Militair en heel Deel
bedre end hans Kammerater. Skjondt falſt, er—
gjerrig, forbryderiſk, Forrceder mod fin Herre og fit
Land, havde han dog idetmindſte lidt Mod; han havde
fæmpet tappert paa Kreta og i Salahie. Ved at
ſee ſine Soldater flygte til alle Sider „var det, ſom
om hans Hjerte ſkulde briſte, og hans Sine fyldtes
med Taarer.” Hans uendelige Forfceengelighed lod
ham ret føle Pdmygelſen ved Nederlaget. Hverken
Arabi eller Tulba eller nogen af de Andre gjorde
det noget Indtryk pan. De vare nemlig Fellaher,
medens Mamud-Samy var en Tyrk. Jeg har havt
i mine Hender de Depecher, ſom de militaire Forere

Arabis Proces. 309

udvexlede under Felttoget. Det er en Samling af
Dumhed og Hovmod. Man odſler med Lovtaler over
hinanden, man onſker fig gjenſidig tillykke i Anledning
af indbildte Seire, man ſender hinanden de meſt
phantaſtiſte Meddelelſer om Fjendens Bevagelſer.
Saaledes ſkrev nogle Dage for Slaget ved Tel-el-Kebir
Tulba til Arabi, at der neſten ikke var flere Eng—
lendere i Alexandria, og at de, der havde vovet fig
ind i Suezkanalen, led de ſtorſte Nederlag: „Rene—
gaterne, Religionens Fjender, ſagde han, Sultan
Paſcha, Ali-Mubarek Paſcha, Omar-Paſcha⸗Lutfi ere
med et Exprestog reiſte til Port-Said for der at
hjælpe Englænderne med at hidfore en Forandring i
Folkets Stemning og vende den til Gunſt for Fjenden;
men de ere blevne forvirrede ved Efterretningen om
Englændernes ſtore Tab. De Europckere, der op—
holde fig i Alexandria, forbande Englænderne, og de
fleſte udvandre paa Grund af den vanfſkelige Stilling.
Der ſiges i Alexandria, at Englænderne om fjorten
Dage ville forlade Wgypten.“ Forledet af faa noi—
agtige Oplysninger tenkte Arabi paa at forlade fin
Stilling og gjøre et Frontangreb paa Englænderne.
Men forinden han vovede fig til dette Foretagende,
forberedte han fin Her dertil, ikke ved militaire Øvel
ſer, men ved de Derviſchdandſe, ſom Alle, der have
reiſt i Wgypten, fjende under Navnet Ziky. Navnlig
en Nat havde Soldaterne forſt ophørt med disſe
raſende Spring, da de kort for Daggry faldt ud—

310 Arabis Proces.

mattede om og i en dyb Sovn. Men fort efter
vælfedes de af frygtelige Hurraer og uafbrudt
Knalden. Hvad var der da ſkeet? Medens Wgyp-
terne holdt deres ſtoiende Andagtsovelſer, havde Eng:
fænderne i Stilhed og Morke foretaget en omgaagende
Bevegelſe, hvorved de kunde angribe Stillingen
Tel⸗el⸗Kebir i Ryggen. Ligeoverfor enhver anden
Modſtander end Arabi vilde en ſaadan Flankemarſch
have været meget ubeſindig, da den udførtes i mindre
end 10 Kilometres Afſtand fra Fjenden; thi denne
kunde meget. let, hvis han havde havt fremſkudte
Poſter og Feltvagter, have hort Lyden af Artilleri—
vognenes Hjul og den dumpe Mumlen fra en Masſe
Menneſker, der rykkede frem i Orkenens uendelige og
lydhore Rum. Men Englænderne, der vidſte, med
hvem de havde at gjøre, rykkede tillidsfulde frem.
Man bemeerkede dem ikke, og Geverilden begyndte
forſt, da de ſtod ved Foden af Voldene. Det be—
gyndte at grye ad Dag, og Morgenens ſteerke Skyg—
ger gjorde, at Wgypternes Verker fane meget far—
ligere ud, end de i Virkeligheden vare. De vare
rigtignok beſatte med Rekker af Geværer; men Kug—
lerne gik for høit, og Skuddene affyredes paa Lykke
og Fromme. Stormen ſtod kun paa et Oieblik.
Englænderne havde bedømt Stillingen rigtigt. Der
var kun ægyptiffe Soldater paa Redouterne og pan
deres Sider; de lange Lobegrave, der forbandt Ver—
kerne, vare tomme. Da den hoire Floi af den ſtor—

Arabis Proces. 311

mende Heer ikke mødte nogen Modſtand, trængte den
ſaagodtſom uhindret indenfor Sfandferne. Der fandt
den neſten ingen Fjender; Alle vare flygtede: Arabi
og hans Soldater havde gjort fig uſynlige. ,Øverft
oppe fra Redouten, hvor jeg ſteg op, inden Kampen
helt var forbi,” ſiger Correſpondenten til Temps, „havde
jeg Overblik over hele Sletten, men kunde kun faae
Øie paa en Rundkreds af engelſke Batailloner, der
omringede — hvilket? Det tomme Rum. Hvorledes
havde dog en tredive tuſinde Mand ſteerk Armee kunnet
forſvinde i et Kvarteerstid, faa at ſige ſynke i Jorden?
Havde den maaſkee i fin Bagage de arabiſke Eventyrs
fortryllede Tæppe, der ſtrax bærer dets lykkelige
Eiermand til det onſkede Sted? Men det var netop
ſtort nok til to Mand, og Arabi, hvis Mod vi nu
ere paa det Rene med, havde ikke overladt Andre et
ſaadant Middel til Frelſe. Jeg for min Del troer
derfor, at de tredive tuſinde Forſvarere af Tel-el⸗
Kebir, ſom der er Tale om i de engelſte Depecher
og i Rapporterne, mage reduceres til hoiſt ti eller
femten tuſinde Mand.“

Arabi havde ganffe rigtig ved det forſte Gever—
ſkud forladt Valpladſen paa det magiſke Tæppe, ſom
man i vore Dage faa proſaiſk falder Jernbanen. Han
forlod ſtrax fine Folk og flygtede afſted for fuld
Kraft for at frelſe Livet. Da han, bleg, bedæffet
med Støv og kun ledſaget af et Par Soldater, kom
til Cairo, begav han fig ſtrax op i Raadet og talte

312 Arabis Proces.

om at organiſere Modſtanden. Man behandlede ham
endelig, ſom han fortjente at blive behandlet: man
negtede at adlyde ham. Imidlertid blev Mængden
urolig og kunde ikke blive klog paa, om den Mand,
den havde feet komme i et jaa ſorgeligt Optog, var
en Seierherre eller en Beſeiret. De fkarpſindigſte
Hoveder bemerkede, at han ikke ſagde et Ord, han,
der tidligere var ſaa veltalende, hvoraf man kunde
ſlutte, at han ikke havde noget Godt at berette. Neppe
var Arabi kommen op i Miniſte riet, for han fik en
Depeche fra Abdel-Al, der var meget engſtelig for
ſin Stilling i Damiette og beſtemt vilde have at vide,
hvor Armeen var. Jeg gjengiver ordret denne tele—
grafiſkte Samtale, der er faa ægte comiſk. „Abdel-Al:
Hvor er Fjenden? — Arabi: Kjender ikke hans
Stilling, da Zagazig⸗Telegrafen ikke mere ſparer.
Bedſt at melde det til Talkha, for at han kan ſette
ſig i Forbindelſe med Manſurah og ffaffe Under—
retning om, hvor de Tropper opholde ſig, der ffulle
ſendes til mig over Vulak-Dakrur. — Abdel-Al:
De veed altſaa ikke, hvor Deres Soldater ere blevne
af? — Arabi: Jeg har ikke kunnet fane at vide, hvor
de ere. Sorg for at opdage deres Stilling.“ Arabi
havde ſaaledes overladt ſine Soldater til deres
Sfjæbne, endog uden at bryde fig om, hvor de vare
blevne af, og han forlangte nu, at Abdel-Al ſtulde
ſkaffe ham Underretning om dem. Denne forſtod flet
ikte det Hele: en ſaadan Svaghed, en ſaadan

Arabis Proces. 313

Feighed efter en ſaadan Veltalenhed forbauſede ham.
Han vedblev at telegrafere til Cairo. J Begyn—
delſen fik han Svar af Arabi og Tulba, der opholdt
ſig paa Telegrafſtationen; men kort efter kunde han
kun komme i Forbindelſe med Telegrafembedsmanden.
Arabi var bleven fangen af Englænderne, der havde
beſat Cairo uden at losne et Skud. „Abdel-Al:
Hvor er Arabi og Tulba? — Telegrafiſten: De
have begivet ſig til Abasſie efter Aftale med Com—
mandeuren for det engelſke Cavaleri. — Abdel-Al:
Hvor er Commandeuren for det engelſte Cavaleri? —
Telegrafiſten: J Abasſieh med ſine Folk. — Abdel-Al:
Har Ingen modſat fig hans Indmarſch i Abasſieh?
— Telegrafiſten: Ingen har modſat fig hans Ind—
marſch; det hvide Flag blev heiſet. — Abdel-Al:
Kald ſtrax paa Arabi; jeg vil tale med ham —
Telegrafiſten: Han er endnu ikke kommen tilbage
fra den engelffe Officeer. — Abdel-Al: Saa ſend
Bud efter ham. — Telegrafiſten: Godt! — Abdel-Al:
Er han ikke kommen endnu? — Telegrafiſten: Nei.
— Abdel-Al: Hvad er Grunden dertil? — Tele—
grafiſten: Veed ikke. — Abdel-Al: Er der endnu
Ingen kommen? — Telegrafiſten: Endnu Ingen
kommen.“ Det var ſilde; Natten gaaer. Ved Daggry
næjte Morgen ſkriver Abdel-Al igjen: Send ſtrax
Bud efter Arabi, for at jeg kan tale med ham. —
Telegrafiſten: Arabi ſog Tulba ere ſiden igaar hos
den engelſte Commandant. Jeg troer, de holdes inde—

314 Arabis Proces.

fpærrede, — Abdel-Al: Send ſtrax et paalideligt Bud
for at ſkaffe Vished om, hvor de ere, og giv mig
uopholdelig Underretning derom. — Telegrafiſten:
Det er meddelt Budet, at de ere i Fangſel.“

Og det vare de. Cairo var falden ſamtidig med
Tel⸗el⸗Kebir. Naar man leſte Telegrammerne, ſom
alle Europas Blade dengang vare fulde af, ſkulde
man troe, at Cairo var uindtageligt, at ſtore Her—
masſer forſvarede Adgangen dertil, at Beduiner i
tuſindvis gjorde det umuligt at norme fig, og at Byen
dekkedes af ubeſtigelige Feeſtningsveerker. Det var
aldeles ikke Tilfældet. Jeg tager Detaillerne om
Marſchen mod Cairo af et engelſk Blad, Egyptian
Gazette. Neppe var Tel-el⸗Kebir i hans Hander,
for General Wolſeley udbrød: „Nu ſtrax til Cairo!“
Rytterne ſprengte i Galop afſted igjennem Orkenen;
Staben tog, kun eſkorteret af den ſkotſte Garde, med
Jernbanen; Ingen brød fig om at forfølge de egyp—
tiſte Soldater, der flygtede i alle Retninger, og ſom
jaa let kunde enten have kaſtet fig ind i Cairo eller
ordnet ſig i nogen Afſtand fra Tel-el-Kebir for at
ſtandſe en Fjende, hvis Selvtillid ethvert andet Sted
end i Ægypten vilde have været den høiejte Grad af
Letſindighed. Ved Ankomſten til Benha, den meſt
fanatiſkfñe By i Landet, en af dem, hvor de Chriſtne
paa en faa gruſom Maade vare blevne nedhuggede,
mødte en Deputation fra Notablerne i Cairo ved
Toget, der bragte General Wolſeley, hans Officerer,

Arabis Proces. 315

hans Garde og nogle Journaliſter. Kom den for at
bemægtige fig denne lille Skare, der var uforſigtig
nok til for fuld Damp at vove ſig ind imellem disſe
Masſer af til Tænderne bevæbnede Agyptere? Nei.
Den kom for at melde, at Arabi, Cairo, National—
partiet, hele Wgypten underkaſtede fig!” Den Scene,
der ved Efterretningen herom foregik paa Perronen,
ſiger Egyptian Gazette, hører til dem, man aldrig
glemmer. Et Oieblik iforveien havde Alle været noget
urolige; nu hørte man kun Lykonſkninger. Stabs—
officerer, ſom for en halv Time ſiden alvorligt havde
ryſtet pan Hovedet ved Tanken om „at gane lige paa
Cairo,“ fandt nu, det var et morſomt Indfald, og de
kloge Hoveder, ſom vare komne med det ene Bevis
bedre end det andet for, at det var umuligt at frelſe
Cairo fra at blive ødelagt, gjentog nu helt fornoiede:
„Sagde jeg det ikke nok?“ Altſaa: „Strap til Cairo!“
blev atter Dagens Loſen, og aldrig har et Selſkab af
Niltouriſter taget Plads i Waggonerne med lettere
Sind, end Hovedkvarterets Stab gjorde det den fjor—
tende September. J Toget var imidlertid jo ogſaa
den ſkotſke Garde, og dens Tilſtedeverelſe, kan man
nok tenke fig, blev, ſelv af de meſt Tillidsfulde, ikke
betragtet ſom overflodig. Begge Sider af Jernveien
bare pan fine Steder bogſtaveligt helt opfyldte af
Arabis Soldater, da de Indfodte, der ikke vidſte,
hvad der var foregaget, men ſage Seierherrer og Be—
ſeirede drage i ſamme Retning, ſtrommede til i

316 Arabis Proces.

tuſindvis. Da vi kom i Nærheden af Caliub, var det
tydeligt at ſee, at Rygtet om Arabis Fald allerede
var kommet ud, thi vor Marſch blev til et heelt
Triumphtog, medens der pan hoire og venſtre Side
af os, igjennem Kornmarkerne, bevegede ſig lange
Rekker af uordnede Soldater, Menneſker og Heſte,
de fleſte af Folkene endnu med deres Vaaben. Har
man nogenſinde ſeet en Erobrer paa den Maade tage
en ſtor By i Beſiddelſe? Sir Garnet, der fad i en
Waggon, havde kun et eneſte Regiment hos fig og
kjorte igjennem Tuſinder af Fjender, der ſtod med
Geværet i Haanden, for at befætte en By, der endnu
ikke havde overgivet fig.”

Det var altſaa Alt, hvad der var tilbage af
Arabis berommelige Armee, der, efter hvad man
ſagde, vilde gjore Europa den uovervindeligſte
Modſtand! Af disſe Tuſinder af Flygtninge var der
ikke en, der vilde bringe Seierherrens Tog ud af
Sporet eller ffyde pan Waggonerne! Cairo vilde
ſnart overgive ſig, og hvor hurtig end Jernbanen
var, vilde Sir Garnet dog komme bagefter en
Haandfuld Ryttere, der foer igjennem Orkenen med
den ſvimlende Veddelobsfart, ligeoverfor hvilken felv
Dampen er langſom. „Overalt,“ ſiger atter Egyptian
Gazette, „boiede Befolkningen fig for General
Drury⸗Lowes Cavaleris ſtolte Fremrykning og fandt,
den var en ganſke naturlig Sag, faa at de driſtige
Ryttere kom heelt frem til Cairo, uden at have losnet

Arabis Proces. 317

et Skud. De drog ind igjennem Portene, uden at
have faaet Tilladelſe dertil af nogen Soldat eller
Officeer; de trængte midt ind i den merkelige By og
naaede, omringede af den forbløffede Mængde, Cita—
dellet. Der blev de holdende ved en af Indgangene
til Fortet og gav ſtolt de Tuſinder af Soldater, ſom
laane der, Ordre t!l at forlade deres Kanoner og drage
bort fra Byen, og denne Dumdriſtighed blev belønnet,
ſom Dumdriſtighed kun ſjelden bliver det, thi paa
Befaling af denne Haandfuld Ryttere marſcherede de
oprorſke Regimenter ud af Cairos Citadel, overgivende
alle Krigsforraad, et uhyre. Arſenal og i Virkelig—
heden hele Wgypten til Cavaleribrigaden. Den fol—
gende Dags Morgen drog Sir Garnet tilligemed den
ſkotſte Garde ind i Byen.”

Sir Garnet Wolſeley er bleven Lord af Cairo,
og han har fortjent det. Medens Lord Seymour lod
Alexandria brænde, frelſte han Cairo. Den øvrige
Deel af det egyptiſke Felttog kan berettige til Kritik;
men Cavaleriets driſtige Marſch mod den truede By,
der vedtoges og udførtes ſtrax efter Tel-el-Kebirs
Fald, er en ſmuk og glimrende militair Operation.
Egyptian Gazette overdriver Cairocitadellets Styrke;
men ſikkert er det, at General Drury-Lowe der ikke
modte Skygge af Modſtand. Han har ſelv for
Krigsretten erklœret, at alle Garniſonens hoiere Of—
ficerer ſtrax vifte fuldſtendig Mͤmyghed og Under—
kaſtelſe. For at bringe de faa hundrede Ryttere, han

318 Arabis Proces.

forte til denne lette Seir, til at fylde lidt bedre, (od
han dem ride i temmelig aabne Raeker; alligevel
kunde deres ringe Antal ikke undgaae at blive be—
market af Indvaanerne i Cairo. Men flere
Maaneders fanatiſk Ophidſelſe havde gjort dem i den
Grad rolige, at ikke en eneſte truede de engelſke Sol—
dater. Egyptian Gazette er fuldt berettiget til at
ſige, at aldrig er Dumdriſtighed bleven bedre belonnet.
General Wolſeley har hoſtet Lonnen for fin Driſtighed
og raſke Beſlutning. Regjeringen i London har, faaet
fin Klogſkab glimrende betalt. Dog kan man ilke
ligeoverfor en ſaadan Triumf undgage at tenke paa,
at det var Lord Beaconsfield, og ikke Mr. Gladſtone,
den tilkom. Skjeebnen har fine Luner og Uretfær-
digheder, ſom man unegtelig maa boie ſig for, men
ſom man har ondt ved at finde fig i. Hvis Nogen
kunde have fortjent at lede Englands Politik under
dette overraſfkende Fetttog i Wgypten, hvor alle en
Romans Uſandſynligheder og Overraſkelſer fandtes
forenede, hvor det Umulige blev virkeliggjort med en
fan naturlig Lethed, at det neſten faldt ind under
det Hverdagsagtige, fan burde det ganſke viſt have
været den aandrige og phantaſirige Forfatter, ſom fra
fin tidlige Ungdom havde drømt om fit Lands neſten
udelukkende Herredomme i Orienten, Statsmanden
med en ſaa driſtig Indbildningskraft, at han, i ſin
høie Alder og paa Hoidepunktet af fin Lobebane, med
ſaa megen Glands indviede den keiſerlige Politik, ſatte

Arabis Proces. 319

en ny Krone paa fin Gerfferindes Hoved, ffaffede fig
en betydelig Eiendomsret over Suezcanalen, ſlog fig
ned paa Cypern og gjorde Forberedelſer til derfra at
omfatte hele det tyrkiſte Rige. Hvo kunde have anet,
i det Oieblik, da England, forffræffet over det Ube-
ſindige i disſe Foretagender, kaſtede ſig i Armene
paa Mr. Gladſtone og beſvor ham om at vende til—
bage til den britiſke Politiks ſneverhjertede Traditioner,
at denne da ved fine Handlinger ſkulde overgaae alle
fin Forgengers Drommerier, og at denne Lighedens
og Frihedens Forkcemper ſkulde ſende Admiral Seymour
afſted for at hente ſit Adelsdiplom under Alexandrias
rygende Ruiner og General Wolſeley for at erobre
ſit i Califbyens urorte Paladſer og frelſte Moſteer?
Ingen af Lord Beaconsfields Romaner har havt faa
mange Overrafſkelſer ſom Mr. Gladſtones Foretagende
i Wgypten. Alt fjerner fig her fra Mancheſterſkolens
kolde Theorier for at opſoge Erobrerpolitikens Vid—
undere. Denne Uddeling af Wresbevisninger til
Forerne for en Expedition, der koſtede ſaa lidt Blod,
denne overdrevne Begeiſtring for Seire, der vandtes
neſten uden at losne et Skud, denne voldſomme Be—
gjerlighed, der greb den offentlige Mening i England
efter Stormen paa Tel-el-Kebir, denne Miskjendelſe
af tidligere Overenskomſter, denne Foragt for gammelt
Venſkab, denne Tilbagevenden til en ubetinget Egen—
kjerlighed, denne Ringeagt for de Neutrales Rettig—
heder, ſom ſenere er kommen til Udbrud i det engelſte

320 Arabis Proces.

Diplomati, denne almindelige Misbilligelſe af Fore—
tagender, der, ſom Tunnelen under Kanalen, vilde
foroge Englands Handelsmagt og ſikkre det en fredelig
Fremtid, denne udelukkende Tilbedelſe af Magten og
dens Veerker, ere forunderlige Symptomer paa den
Aandstilſtand, hvortil Englænderne ere henfaldne
under et Miniſterium, ſom man netop anſage for at
være frygtſomt og kraftloſt. En engelſk Caricatur
fremſtillede for nylig Mr. Gladſtone ifærd med at
Jætte Lord Beaconsfields Skjceg paa fin Hage og give
fit Anſigt Lighed med fin Forgeengers. Skulde denne
Caricatur tilfceldigviis være et hiſtoriſk Maleri? og
ffal man deri fee et noiagtigt Udtryf for en Mands
nye Folelſer, ſom man tidligere har betragtet ſom den
meſt fremtrædende Forſvarer af den internationale
Uegennyttigheds Grundſeetninger?

II.

Jeg vender tilbage til Wgypten. Saaſnart
Telegrafembedsmanden havde givet Abdel-Al en
tydelig Forklaring, var Oproret forbi og Oprorerne
Fanger. Det gjaldt nu om at faae at vide, hvad der
ſkulde gjores ved dem. Det var det forſte Spørgsmaal,
der fremſtillede ſig, det forſte, ſom den engelſke og
den egyptiſke Regjering maatte loſe for at bringe
Fred og Orden tilbage i Wgypten. De Mænd, der
nylig havde været Dictatorer, vare i Fengfſlet blevne

Arabis Proces. 321

færdeles lave og krybende. De talte ikke mere om
deres Misſion, de ffjød fig ikke ind under et foregivet
nationalt Mandat; de indſkrenkede fig til at bede
deres ſeierrige Herre om Naade, medens de nogle
Uger iforveien med faa ſtort Bram havde erkleret
ham for afſat. Ja, de gjorde endnu mere, de jublede
over deres eget Nederlag. Den Dag, da Khediven
vendte tilbage til Cairo, feiredes Oprorets Under—
kuelſe med en glimrende Illumination, og de meſt
ſtraalende Huſe tilhorte Folk, der vare meſt compro—
mitterede ved Oprøret. J Mnſki, den ſtore frankiſke
Gade, der tidligere var fan berømt for fin maleriſte
Inde, men ſom de moderne Forſkjonnelſer have ødelagt,
ſtod et ſtort Magaſin heelt aabent og overalt bekledt
med Rødt; utallige Candelabrer og Lamper, ſom hang
ned fra Loftet, havde forvandlet det til et Capel, i
hvis Baggrund der paa et med mange Lys beſat
Bord laa et daarligt Lithographi af Khediven. Paa
hver Side en Rakke Leneſtole, pan hvilke Magaſinets
Eiere, deres Venner og Bekjendte havde taget Plads
i Galadragt. Fra Tid til anden trængte en Nyan—
kommen ind i Helligdommen og tog efter et Buk for
Portraitet Plads i en ledig Leneſtol. Denne flaue
Smiger blev dog overgaaget af Mamud-Samy, der
fra fit Feengſel gav fine Folk Ordre til at illuminere
haus Palads paa det meſt glimrende. Mamud-Fhemys,
Tulbas og Soliman-Samys Huſe bleve ligeledes illu⸗

minerede efter deres Herrers Ordre. Alle National-
21

322 Arabis Proces.

partiets Forere vare knuſte og ydmygede; alle krob
til Korſet for den Herre, der efter faa mange Maaneders
Vanmagt endelig havde fundet Hjelpere til at fengſle
og ſtraffe dem.

Arabi, Tulba og Mamud-⸗Samy Detcugtede fg i
Virkeligheden ſom Khedivens Fanger og ikke ſom
” Englændernes. Og det havde de Ret til; thi Eng—
lænderne havde ført Krigen i Khedivens Napn, og ffudt
fig ind under hans Magt. Da de benyttede Suez—
kanalen til deres Troppebevægelfer, ſvarede de paa
de Indvendinger, der gif ud fra, at denne ſtore inter—
nationale Vei var neutral, med en Ordre fra Khediven.
Strax ved Operationernes Begyndelſe havde General
Wolſeley udſtedt folgende Proclamation: „Den com—
manderende General over den engelſke Armee gjor
herved vitterligt, at Hds. Maieſtcets Regjering har
ſendt Tropper til Wgypten udelukkende for at
retablere Khedivens Myndighed; Armeen opererer
følgelig kun mod dem, der fætte fig op mod denne
Myndighed. . .. Den commanderende General tager
gjerne mod enhver Perſon, der har en hvilkenſomhelſt
offentlig Stilling og er villig til at yde fin Hjælp
til Undertrykkelſen af Oproret mod Hs. Hoihed
Khediven, der er Wgyptens eneſte Regent i Henhold
til Hs. keiſerlige Maiejtæt Sultanens Firmaner.“ Og
paa den anden Side havde Khediven givet alle civile
og militaire Myndigheder i Wgypten folgende Be—
faling: „Da de militaire Operationer under Ledelſe

Arabis Proces. 323

af Sir Garnet Wolſeley, Overgeneral over de engelſke
Tropper, kun have til Maal at gjenoprette Fred og
Orden i Agypten, er Sir Garnet Wolſeley af Os
bemyndiget til at tage alle de militaire Forholds—
regler, ſom han finder henſigtsmesſige. J have
derfor, efter Modtagelſen af nærværende Ordre, at
yde ham Eders Hjelp og adlyde hans Befalinger, der
i Virkeligheden ere Vore. Enhver, der adlyder ham,
vil blive betragtet ſom adlydende Os, og Enhver, der
ikke adlyder ham, vil blive betragtet ſom Oprorer og
af Os behandlet ſom ſaadan. Vi give Eder derfor
denne Befaling, for at J kunne rette Eder derefter.“
Kunde Krigens Natur faſtſlaaes paa en mere tydelig
Maade? J Virkeligheden var General Wolſeley kun
Khedivens Hjælper, Afſending, Agent; derfor burde
alle ægyptiffe Myndigheder være ham behjælpelige
med atter at bringe Fred i Landet. Mange af dem
vare det ogſaa. Uden at ville reducere den engelſke
Hærs Fortjeneſte til Intet, maa man indrømme, at
adſkillige Paſchaers tro Holdning — Paſchaer, hvem
Tulba behandlede ſom Forredere og Religionens
Fjender — i hoi Grad bidrog til at gjore Seiren
let. Saalcenge Krigen varede, var der derfor' Ingen,
ſom beſtred, at Fangerne maatte være Khedivens og

ikke Englands. Under en Forhandling om denne

Sag, der i Begyndelſen af Fjendtlighederne fandt
Sted i Alexandria imellem Cherif Paſcha og Sir
Edvard Malet, den engelſke befuldmægtigede Miniſter,

: 21%; 55 ter

—

324 Arabis Proces.

vare begge enige om, at der ikke kunde være Tvivl i
jan Henſeende, da alle Operationerne foretoges i
Khedivens Navn, da baade den engelſke General og
Admiral kun handlede i Henhold til Ordrer, der vare
underſkrevne af Khediven, da de officielle Proclama—
tioner med Beſtemthed udtalte, at de, der underkaſtede
fig Englænderne, vilde blive betragtede ſom om de
underkaſtede fig Khediven, medens de, der gjorde
Modſtand imod dem, vilde blive betragtede, ſom om
de gjorde Modſtand mod Khediven. J Kraft af disſe
Beſtemmelſer, hvis Henſigtsmesſighed maaſkee var
omtviſtelig, men hvis ubehagelige Sider man burde
acceptere, naar man tog mod det Fordelagtige ved
dem ligeoverfor Europa og Wgypten, bleve alle
Fangerne udleverede til de egyptiſke Myndigheder.
Den forſte af dem, Mamud⸗Fhemy, var bleven fangen,
for Krigen var endt; han blev ſtrax udleveret til den
locale Myndighed. Paa ſamme Maade behandledes
de Andre, naar de En for En kom for at overgive
ſig til den engelſke Commandant efter den overraſkende
Indmarſch i Cairo.

Jeg beder undſkylde, at jeg dvæler noget ved
dette Punkt; men det er et Hovedpunkt. Under en
almindelig Krig burde Fangerne ganſke viſt være for-
blevne hos dem, der havde taget dem. Men England
havde ikke villet fore en almindelig Krig i Wgypten.
Da det ikke Havde kunnet opnaage et Mandat af
Europa, der paa Conferencen i Conſtantinopel havde

Arabis Proces. 325

negtet at give Nogenſomhelſt et ſaadant, havde det
ladet figådet tildele af Wgypten ſelv. Dets Miniſtre,
dets officielle Talere talte ikke anderledes i London,
end dets Generaler i Alexandria. De gjentoge i det
Uendelige, de erkleerede i det meſt indtrængende
Sprog, at den engelſke Armee kun var Khedivens
Armee, at den ikke vilde gjore nogenſomhelſt Erobring
ved Nilens Bredder, at den der ikke vilde foretage
nogenſomhelſt Omveeltning, og at den ene og alene
vilde hjælpe en allieret Fyrſte mod nogle Oprorere,
hvis Forbrydelſer ikke længere burde taales. Sagen
dreiede ſig kun om et Felttog i Lighed med Spaniens
Expedition under Reſtaurationen eller Ruslands
Intervention imod Ungarn i 1849. England tilſigtede
ingen perſonlig Fordeel; det vilde forbauſe Verden,
ſom i faa Henſeende ikke er overdrevent forvænt, ved
dets Uinteresſeerthed. Neppe var Khediven igjen ſat
pan Tronen, for man ffulde faae at ſee, hvorledes
det forſvandt og boiede fig for den Magt, det faa
edelmodigt havde lagt i hans Hender. Disſe hoi—
tidelige Løfter holdtes lige til Indtagelſen af Tel-el⸗
Kebir, eller med andre Ord faalænge man ſage fin
Fordeel derved. Men i ſamme Sieblik ſom de egyptiſke
Soldater flygtede i alle Retninger, lige ſaa meget for
de Khediven troblevne Paſchaers Intriger ſom for den
engeljfe Hers Kugler, indtraadte der en paaviſelig
Forandring i Londonnercabinettets Politik. Paa en
ſkjon Dag, uden nogenſomhelſt Overgang, blevEngland fra

326 Arabis Proces.

Khedivens Allierede og Mandatar til Arabis Ven og
Diſcipel. Det optog pan Valpladſen ved Tel-el-Kebir
hans Program, der var plettet af de Chriſtnes Blod
dog beſudlet af Støvet fra de foragteligſte Nederlag,
De ſamme Talere, ſom faa Uger iforveien talte om
Revolutionen i Wgypten ſom om et barbariſk og
umotiveret Opror, de begyndte nu at finde Anled—
ningen dertil roesverdig og dens Opſtaaen velgrundet.
De gjentog, commenterede og bifaldt alle Arabis
Phraſer og veg ikke tilbage for de ſpidsfindigſte og
taabeligſte. Lige jaa meget ſom deres ædle Sind var
blevet begeiſtret for Gjenoprettelſen af Khedivens
lovlige Myndighed, i lige jaa hoi Grad begeiſtredes
de nu for Fellahernes self- government. England er
i mange Henſeender beundringsveerdigt; men det mær
verdigſte ved det er dog, at det altid finder et
uinteresſeret Princip, der gavner dets egne Interesſer.
Saaledes bekemper det overalt Slaveriet, ene for at
ſkaffe fig Ledelſen af de ſlaveholdende Folk; ſaaledes
har det, efter at have godtgjort den fuldſtendigſte
Mangel pan Egenkjerlighed og perſonlige Henſyn i
Agypten ved at gribe til Vaaben for at frelſe
Khediven, viiſt de ſamme Dyder ved derefter at
emancipere Fellahen, ved at give dette Barn uden
Intelligents og uden Moralitet en politiſk Myndighed,
hvoraf det ikke kunde gjøre andet Brug end at over—
give den til fin engelſke Velgjorer. Hvis der ikke
vax Tale om en ſtor Nation og en ſtor Politik, vilde

2 Arabis Proces. 327

man falde det Hykleri. Men hvem tør tillægge
England en ſaadan Folelſe? Det er ved en ſand
Gave fra Himlen, ved et pluͤdſelig fremſtraalende
Lys, ligeſom det, der ſkinnede for Paulus paa Veien
til Damaſkus, at England ved Synet af Flygtningene
ved Tel⸗el⸗Kebir, der opgave fig ſelv og deres Fedre—
land med en i Hiſtorien ukjendt Feighed, pludſelig i
denne ſlove Masſe opdagede Grundſtoffet til et frit
Folk. Kanonerne tordnede endnu, da Mr. Courtney,
Secretair i Finantsminiſteriet, ved et ſtoiende Meeting
afgav den Erklering, „at, hvad Wgypten fremfor
Alt trængte til, det var self-government; at der ikke
kunde være Tvivl om, at man der vilde finde Ele—
menterne til en repreſentativ Regjering; at man nu
ikke længere turde opoffre Nationens Haab for Khediven
og Creditorerne.“ Stakkels Khediv! han, ſom Arabi
beſkyldte for at have overgivet fig til Englænderne,
han fil nu af Mr. Courtney at vide, at han ikke
maatte tage Sagen ſom Alvor, at han ikke maatte
bilde ſig ind, at England i mindſte Maade brod
ſig om at holde ham ved Magten, men at han maatte
være forberedt paa, ved det mindſte Tegn til Op—
ſœetſighed, at ſee fin vaklende Trone omſtyrtet af de
ſamme, ſom kom for igjen at ſtille den op i Abdin—
paladſet, hvor Arabi faa haanligt havde væltet den.
Og det var ikke tomme Trusler. Nogen Tid
efter den forſte Samtale med Cherif Paſcha overleverede
Sir Edvard Malet de Egyptiſke Miniſtre en forſte

328 Arabis Proces.

Note fra Lord Granville, hvori han gav fit Samtytfe
til, at Krigsfangerne udleveredes til de ſtedlige Au—
toriteter, men kun paa den Betingelſe, at ingen Dods—
dom maatte fældes uden den engelſke Regjerings
Samtykke. Cherif Paſcha proteſterede; han tillod ſig
at bemeerke, at det var en meget uheldig Maade at
retablere Khedivens Myndighed paa, naar man ſtrax
fratog ham Retten til at domme dem, der havde bragt;
Landet til Afgrundens Rand og truet hans Regjerin g
han erklærede Sir Edvard Malet, at denne Demon—
ſtration fra Englands Side vilde under de forhaanden—
værende Omſtendigheder fane Charakteren af en virkelig
Intervention til Fordel for Oprorerne og ikke undlade
at blive fortolket ſaaledes, til ſtor Skade for Khedivens
Anſeelſe; han tilfoiede, at Folgen heraf ufeilbarlig
vilde blive en beklagelig Forandring i den nuværende
og fremtidige Politik. Var England imidlertid frem—
deles engſtligt for Utilſtrekkeligheden af de Garantier,
ſom Formerne for Rettens Pleie der i Landet ydede,
ſaa — ſagde Cherif Paſcha — var det let at raade
Bod derpaa ved Hjælp af tre Indrommelſer, ſom
Agypten havde beſluttet at gjøre, uden at det var
blevet forlangt af det. Den forſte Indrommelſe var
den, at en overordnet engelſk Officeer, der blev bemyn—
diget til at folge Proceduren, kunde med egne Sine
forvisſe fig om, at der ikke paa nogen Maade blev
forſogt eller anvendt Bold mod Arreſtanterne: det var
Hovedſagen, thi Sir Edvard Malets eneſte Indvending

Arabis Proces. 329

mod at udlevere Oprørerne til den ægyptiffe Re—
gjering beſtod i Frygten for, at deres Proces ſkulde
komme til at ligne den berygtede Cirkasſierproces, og
at man vilde gage lige faa gruſomt frem mod
Araberne, ſom disſe ſelv vare gagede frem mod deres
Fjender. England kunde aabenbart ikke give ſit
Samtykke til ſaadanne Represſalier. Men var der
Grund til at frygte ſaadanne? Var det ikke en For—
nermelſe mod Khediven, hvem man aldrig har kunnet
bebreide andet end en altfor ſvag Charakteer, at for—
udfætte, at han kunde være iftand til at underkaſte de
Mænd Tortur, ſom den engelſke Armee udleverede
til hans Domſtol? J ethvert Tilfælde forlangte den
egyptiſte Regjering, for at undgage endog Skyggen
af en ſaadan Mulighed, uopfordret, at en engelſt
Officeer ſkulde være tilſtede. Den anden Indrommelſe
gik ud paa, at Forhandlingerne ved Krigsretten ſkulde
være offentlige, og den tredie var, at de Anklagede
fil Ret til at vælge fig Defenſorer. Det var ſtore
og betydningsfulde Forandringer i, hvad der var
Landets Skik og Brug. Nogle Dage efter overleverede
Sir Edvard Malet Cherif Paſcha en Note, hvori det
imellem Omſvobstalemaader var let at ffjelne folgende
Hovedforſlag: „Oprorerne ſkulle udleveres til de egyp—
tiſte Myndigheder; de ſkulle dømmes af dem i Over⸗
ensſtemmelſe med Landets Love. Ingen Dodsdom
maa fuldbyrdes uden den engelſke Regjerings Sam—
tykke, medmindre den idommes for Deelagtighed i

330 Arabis Proces.

Plyndring, Mord eller Brandſtiftelſe og for Misbrug
af den hvide Jane.“ Saaledes havde den ægyptiffe
Juſtits kun fuld Frihed i tre Punkter: 1) Masſakrerne
den ellevte Juni; 2) Brandſtiftelſerne og Plyndrin—
gerne i Alexandria; 3) Misbrug af den hvide Fane.
Dette ſidſte Punkt ſage noget forunderligt ud og
viſte, at den engelſke Regjering havde lidt forvirrede
juridiſte Anſkuelſer. Misbruget af den hvide Fane
har aldrig været en Forbrydelſe mod almindelig Ret,
det er en Forbrydelſe mod Folkeretten, ſom er meget
vanſkelig at bedømme; thi hvorledes ffal man dømme
om det, ſom kun er en Sag, der forefalder i Krigen,
og vide, hvorvidt det fortjener Straf eller iffe? J
hvilket Oieblik overgiver en By fig? J bvilket
Oieblik ophører Kampen? Det er det altid en
vanſkelig Sag at afgjore. Men den hvide Fane i
Alexandria havde i ſcregen Grad generet Englen—
derne, den havde narret Admiral Seymour, der paa
Grund af dens Fremkomſt havde ladet Alexandria
gage op i Flammer; derover var man meget vred paa
ham, og derfor blev Misbrugen nu en Forbrydelſe, der
ſkulde ſtraffes uden Indblanding fra den kongelige
Regjerings Side, medens Oproret mod Khediven
vedblev at være en tilgivelig Feil, ſom England ſtrax
gav Syndsforladelſe for.

J ethvert Tilfælde gav den eegyptiſke Regjering
efter; den gik ind paa alle Englands Betingelſer. Et
Decret organiſerede Krigsretten; et andet Decret

Arabis Proces. 331

dannede en Underſogelſescommisſion, der ſkulde
inſtruere Retten, fremlægge Anklagen mod Oprørerne,
tilſtille Krigsretten de nødvendige Aectſtykker og endelig
lade fig repreſentere ved denne Ret ved en Delegeret,
der ſkulde hevde Anklagen. Da Commisſionen traadte
ſammen, i de ſidſte Dage af September, holdt Riaz—
Paſcha, ſom nu var Indenrigsminiſter, de Forpligtelſer,
ſom Cherif-Paſcha var gaaet ind paa; han tilkaldte
Sir Charles Wilſon, Oberſt i Generalſtaben. Det
var forøvrigt meget beſtemt faſtſlaaet, at Sir Charles
Wilſon ikke ſkulde blande fig i det legale Spørgsmaal
eller Procesforelſen, men kun forvisſe ſig om, at der
ikke blev brugt eller forſogt nogen Slags Vold mod
de Anklagede eller mod Vidnerne. Det er denne
Rolle, ſom Sir Charles Wilſon ikke har forſtaget; og
det er den, han uden nogenſomhelſt Ret ſpillede, der
har forvanſket hele Procesſens Charakteer. Sir
Charles Wilſon tog ſtadig Parti i de forjfjellige
Sporgsmaal ved Proceduren. Da han oververede
Commisſionens Moder, uden at have Stemme i dem,
blev hans, gode eller daarlige, Bemerkninger bragte
forſt til Sir Edvard Malet og ſenere til Lord
Dufferin og foiede umiddelbart til Commisſionens.
De udartede faa til at blive diplomatiſke Sporgsmaal.
Der var ikke mere hverken Lov eller Vidneforelſe
eller Domſtol; der var kun en engelſk Officeers Luner
og phantaſtiſke Anſkuelſer om Retsſporgsmaal. Det
er Oberſt Wilſon, der har ledet Underſogelſen mod

332 Arabis Proces.

Oprørerne, da Commisſionens egentlige, alvorlige
Underſogelſe blev betragtet ſom ikke erifterende: det
er endelig ham, der har fældet Dommen under
Dæfning af Medlemmerne af en Krigsret, ſom man
ikke engang tillod at underſoge Procesſens Acter.
Ganſte viſt kan Oberſt Wilſon mulig være en meget
intelligent Mand; det fremhæve hans Landsmænd og
uden Tvivl med Rette; men man tor maaſkee dog
antage, at hans Ufeilbarlighed ſom Retskyndig ikke er
en faa aldeles afgjort Sag. Men ſelv om faa var,
maa det maaſkee være tilladt at finde det idetmindſte
forunderligt, at den engelſke Styrelſe, efter at have
udleveret Oprørerne til den egyptiſke Regjering, efter
at have anerkjendt og proclameret dennes Domſtol,
efter at have i diplomatiſke Documenter og formelle
Conventioner faſtſlaget Maaden, hvorpaa den ſkulde
virke, glemmer alle fine Forpligtelſer, kreenker alle
Tine Løfter, brutalt ffyder til Side den Underſogelſes—
commisſion og den Krigsret, der er nedſat under
dens eget Opſyn, fort ſagt offrer Retferdighedens og
Khedivens Myndigheds Interesſer for en Soldats
vilkaarlige Afgjorelſer.

Underſogelſescommisſionen fortſatte imidlertid
uforſtyrret fit Arbeide. Den havde til Delegeret
valgt en meget anſeet Embedsmand, en meget beſteden,
meget forſtandig og meget arbeidſom Mand, der aldrig
havde blandet fig i politiſke Intriger, Borelli-Bey,

Arabis Proces. 333

den ægyptiffe Regjerings Raad og Advokat ved de
blandede Domſtole. Berelli-Bey nod almindelig Ag—
telſe; Alle kjendte hans Hengivenhed for Wgypten;
Alle vidſte, at han ved Procesſen mod Oprørerne
kun havde det Maal at komme efter Sandheden.
Underſogelſen gik fin Gang med fuldſtendig Upartiſt—
hed, da der ſkete Noget, ſom compromitterede hans
Virkſomhed. Pludſelig landede en engelſk Advokat,
Mr. Marc Napier, der var afſendt fra London for
at forſvare Arabi og hans Medſfyldige, i Cairo og
erklærede, at han ſtrax vilde tage fat paa det ham over—
dragne Hverv. Nu meddelte Oberſt Wilſon, der hver
Dag havde lange Samtaler med Arabi i Fengſlet, denne,
at der var ſendt ham en Advokat fra England, og opfor—
drede ham til at ſkrive til Prœſidenten for Underſogelſes—
commisſionen og bede ham om at give denne Advokat
Bemyndigelſe til at ſette ſig i directe Forbindelſe
med hans. Saaledes gik det til, at der opſtod et nyt
Sporgsmaal, der var mere alvorligt, end alle andre.
Riaz⸗Paſcha modſatte ſig formelt at give en fremmed
Advokat Adgang og bemeerkede, at en ſaadan Adgang,
der var uforeneligt med et hvilket ſom helſt Lands
Lovgivning, ſpecielt var det med den egyptiſke Lov—
givning, iſerdeleshed naar der var Tale om ſaadanne
Forbrydelſer ſom dem, Anklagen her gjaldt. Sir
Edvard Malet gav Riaz-Paſcha Ret og telegraferede
i Overensſtemmelſe hermed til Lord Granville. Der

334 Arabis Proces.

forløb en halv Snes Dage, i hvilken Tid Sir
Charles Wilſon bevarede en Sfinx's lidet beroligende
Holdning. Riaz⸗Paſcha troede allerede at have ſeiret,
da der fra London kom en Depeche fra Lord Gran—
ville, ſom erklærede, at England maatte holde paa, at
de Anklagedes Forſvar blev betroet til „Advokater,
hvem de Anklagede ſelv havde valgt, ligegyldigt om
det var fremmede eller ikke.“ Depechens Indhold og
de paafolgende Underhandlinger have viiſt, at disſe
almindelige Udtryk havde en ganſte færegen Betydning,
og at Meningen var, at Mr. Marc Napier og navnlig
den Advokat, der ffulde adjungeres ham, Mr.
Broadley, ſkulde have et indbringende Monopol paa
denne nyopfundne Entrepriſe. Den ægyptiffe Re—
gjering tog ikke feil af Betydningen af Lord Granvilles
Depeche, den forſtod, at den var Enden paa Procesſen,
en latterlig Ende, der ſtred mod alle Overenskomſter,
mod alle Retferdighedens og Lovgivningens Grund—
ſœetninger. Den proteſterede efter bedſte Evne og
overgav Sir Edvard Malet en energiſt Note, der
endte med folgende Ord: „Hs. Hoihed Khedivens
Regjering beder navnlig Lord Granville at tage i
Betenkning, at Khedivens Anſeelſe og hans Regjerings
Myndighed, der ere gjenoprettede med ſaa ſtore Offre,
atter ville blive compromitterede i Befolkningens
Oine, naar denne feer, at de egyptiſke Autoriteter
ligeoverfor et exempelloſt Oprør ffulle ſtilles under
en fremmed Indblanding, der tilſyneladende tager

Arabis Proces. 335

Parti for en Oprorer, der har gjort fig ſkyldig i
Forbrydelſer mod Souverainens Perſon, og ſom, ſelv
om man vil indrømme, at han ikke har været activt
deltagende, dog er anſparlig for alle de Uordener, alle
de Ulykker, der i det ſidſte Aar have ophobet ſig over
Agypten. Hepdet Skik og den frie Anvendelſe af
Lovene ere ſuſpenderede; Folgen heraf er en ſorgelig
Tvivl i Befolkningen, en Aengſtelſe, ſom gjør, at
Tillid og Orden ikke vil vende tilbage. UÜdſettelſen
af Straffen giver Anledning til Uſikkerhed med Henſyn
til Hs. Hoiheds virkelige Myndighed og lammer hans
Regjerings Virkſomhed. Man maa frygte, at For—
lengelſen af en ſaadan Tingenes Tilſtand medfører
endnu alvorligere Farer. Efter en ſamvittighedsfuld
Inſtruction, der er ledet af hæderlige og bekjendte
Mænd og overværet af dertil ſpecielt valgte engelſte
Officerer, er Hs. Hoiheds Regjering af den Mening,
at Arabi og hans Medffyldige bor ſtilles for Krigs—
retten for at høre Anklagen og Procesſens Acter
blive oplæjte, for at fremføre det Forſvar, de anſee
for nyttigt, enten ſelv eller ved frit valgte indfodte
Advocater, der have Tilladelſe til i Fengſlet at con—
ferere med deres Clienter og fane Kjendſfab til alle
Procesſens Acter, og for derefter at blive domte. J
en exemplariſt Retferdigheds Interesſe, ſom Landets
Tilſtand nodvendiggjor, vare Fangerne blevne ud—
leverede til Regjeringen. J det Tilfælde, at Hds.
Mai. Dronningens Regjering imod Forventning ſkulde

336 Arabis Proces.

holde faſt ved den Tanke, ſom Lord Granvilles
Depeche udtaler, vilde den egyptiſke Regjering, be—
rovet Retten til at bringe Landets Love til An—
vendelſe, ikke være iſtand til med Nytte at fortfætte
den paabegyndte criminelle Forfolgelſe mod Oprorerne.“

De ægyptiffe Miniſtres Raiſonnement var ganſke
rigtigt; kun vidſte de ikke, at der var foregaaget en
afgjorende Forandring i den engelſke Politik, at man
ikke mere tenkte paa at gjenoprette Khedivens Myn—
dighed, at man tvertimod vilde rokke den, undergrave
den, ødelægge den, for at indſkraenke denne ulykkelige
Fyrſte til en indiſt Monarks Rolle. Efter Formlen:
Agypten for Khediven, var kommet Formlen: Wgypten
for Agypterne, det vil ſige, mere ærligt talt, for
Englænderne. Fra nu af fandt man Behag i at
fremkalde Tvivl om Khedivens Autoritet og lamme
hans Regerings Handleevne. Det var urigtigt af de
egyptiſke Miniſtre at troe paa fig ſelv; de vare ikke
længere deres Fyrſtes Miniſtre, de vare kun Englands
Tjenere. Lord Granville beſvarede deres Note med
et nyt, endnu mere indtrængende Telegram, hvori
han erklærede, at alle Indvendinger, hentede fra Skik
og Brug i lignende tidligere Tilfælde, vare uden
Værd, thi den ægyptiffe Procedure pasſede ikke for
den nærværende Sag. Den egyptiſke Regjering
ſvarede endnu engang og fremhævede den umulige
Stilling, hvori man havde bragt den, og den For—
virring, ſom overalt - vilde blive Folgen af en Af

Arabis Proces. 337

gjorelſe, der i Forbindelſe med Oberſt Wilſons
Holdning fuldſtendigt vilde discreditere den, blive op—
fattet ſom en Beſkyttelſe, der ydedes dens Fjender,
og paatvinge den Anſvaret for en Proces og en
Domfeeldelſe, hvorved man berovede den dens Love,
dens Dommere, dens Advokater, for at lade den være
afhængig af en Stabsofficers og fremmede Advokaters
Luner. Disſe ſidſte Bemeerkninger fremkaldte en ſand
Storm. En Dag, da man i Miniſterraadet forhand—
lede om Formerne, ifolge hvilke Procesſen ſtulde
fores, begav Sir Edvard Malet ſig, dreven dertil af
et nyt Telegram fra Lord Granville, til Udenrigs—
miniſteriet, hvor Modet holdtes, lod Cherif-Paſcha
hente og erklærede ham fort og godt i en Samtale,
der ikke varede mere end fem Minutter, at nu maatte
det være forbi med Betenkeligheder og Ulydighed, at
han maatte have forſtaget, at Lord Granville havde
fine Grunde til at trænge pan, ſaaledes ſom han
gjorde, at det var lige faa farligt ſom unyttigt at
fortſette Modſtanden, at man ved at blive ved dermed
ikke alene udſatte ſig for et Cabinetsſporgsmaal, men
at endog Khedivens Krone vilde vere truet, og at
han ikke vilde indeſtage otte Dage for den, hvis man
ikke ſtrax gik ind pan de engelſke Fordringer. Der—⸗
efter tog Sir Edvard Malet ſin Hat og lod Cherif
blive ſtagende aldeles forfærdet. Hvad kunde Miniſter—
raadet gjore? Underkaſte fig eller tage fin Affked.

Det begik den Feil at underkaſte ſig. Samme Aften

22

7 W O ⏑ W —

338 Arabis Proces.

underſkreves den Ordning, ſom Sir Edvard Malet
havde gjort Fordring paa. Arabis Proces var i
Virkeligheden endt.

Men iſtedetfor Procesſen begyndte nu en aldeles
forbauſende og uventet Rettergangskomedie. Det er
vanſkeligt at forklare fig de ſeregne Grunde, ſom
Lord Granville, efter Sir Edvard Malets Sigende,
havde til fan beſtemt at holde paa, at den ægyptiffe
Regjering ſkulde tage mod engelſke Advokater. J
Agypten er der ikke Mangel paa indfødte Advokater,
mange af dem have ſtuderet i Paris eller i London,
og det fane unægtelig underligt ud, at de vragedes,
— af hvem? Af Arabi, af Føreren for National-
partiet, af den Mand, ſom nogle Dage iforveien
tenkte paa at jage alle Europcere ud af Ægypten for
iblandt ſine Landsmend at finde ikke alene Advokater,
men Dommere, Adminiſtratorer og Politikere af den
hoieſte Intelligents og Retſkaffenged. Men ſelv om
man forkaſtede de Indfodte, kunde man i Wgypten,
blandt Advokaterne ved de reformerede Domſtole, ſkaffe
ſig Forſvarere, der værdigt kunde tage fig af Oprorer—
nes Sag. Da de kjendte Landets Sprog, Seder
og Skikke, havde de frembudt Garantier, ſom ſikkert
nok de Fremmede, ſom bleve paatvungne Landet af
Lord Granville, ikke ydede. Hvorfra kom disſe Frem—
mede, og hvad vare de? Man kunde ikke ſige, at de
frit og frivilligt vare valgte af de Anklagede, da det
var Mr. Blunt, der havde ſendt dem til Wgypten.

Arabis Proces. 339

Jeg har tidligere omtalt den Rolle, ſom Mr. Blunt
ſpillede hos Arabi. Ingen hapde ſom han bidraget
til at kaſte Oberſterne ind i Oprøret, Ingen havde
hos dem havt en mere tvetydig Misſion. Da han
forſte Gang kom til Cairo, optraadte han der prote—
geret af eller idetmindſte taalt af foreign office.
Senere havde man desavoueret ham; men var det
ialfald ikke overraſkende, at man, efter officielt at have
ſkilt fig af med ham, var faa ivrig for at holde paa
hans Advokater? Aegypterne, ſom altid troe paa
falſt Spil, vare derfor af den Formening, at man
var nødt til at benytte Mr. Blunt, fordi man ved en
tidligere Leilighed havde brugt ham altfor meget.
Viſt er det, at det var ham, ſom i Afſtand ledede
Procesſen mod Arabi. De Advokater, han valgte,
vare forſt og fremmeſt Mr. Marc Napier og derneſt
Mr. Broadley, en tuneſiſk Advocat, ſom var kommen
frem under det franſke Felttog. Om Mr. Marc
Napier er der ikke Meget at ſige. Han var en meget
ærlig Mand, lidt drommeriſk og meget lettroende, og
bildte ſig for Alvor ind, at han i Arabi forſvarede
en Helt og et Offer. Mr. Broadley, det kan man
troſtig paaſtaae, har derimod aldrig gaaet i den
Illuſion; meget forffjellig fra fin Collega, har han i
Arabis Proces kun feet en opſigtvekkende Sag, ſom
vilde ſkaffe ham endnu ſtorre Fordeel end den, Tunis
havde bragt ham. Aldeles ubekjendt ved Begyndelſen

af Fjendtlighederne imellem Frankrig og Beyen, havde
22 *

340 Arabis Proces.

han fundet Leilighed til i faa Maaneder at ftaffe fig
et Navn. Efter et bevæget Liv var Tunis for ham
blevet et Hvileſted; han forvandlede det pludſelig til
et Theater med ſtort Orcheſter, hvorfra hans Roſt og
hans Pen naaede ud over hele Europa. Hans bidende
Vid, hans ſatiriſke Lune, hans driſtige og phantaſi—
rige Aand, hans fuldſteendige Mangel pan Betenke—
ligheder vare ham til magelos Nytte. Foruden ſin
Virkſomhed ſom Advokat gav han ſig ogſaa af med
at være Beyens Raadgiver og Correſpondent til
Times under Krigen; han ffrev Forſvar for fine
Clienter, Proteſter for Muhamed-es⸗Sadoc og Tele—
grammer til ſit Blad. Det var navnlig Hr. Rouſtan,
han angreb, idet han mod vor Geſandt aabnede et
Felttog med Bagvaſkelſer, ſom de franſke Radikale
ſenere optoge efter ham. Men Begivenhederne gave
ham ikke Ret: Tunis kom ind under Frankrigs Herre—
domme. Mr. Broadley tog en glimrende Hevn i
Times' Spalter og udgav en piquant, bagtaleriſk, men
overordentlig interesſant Bog, ſom han med ſedvanlig
Ironi og Ondſkab kaldte: the last Punic War. Det
var paa hans Side og pan hans Venners og
Protegéers Side, at den puniſke Wrlighed glimrede.
Men Tunis var udtømt, endog i den Henſeende.
Wgypten frembød fig ſtrax for Mr. Broadley ſom
en Valplads til nye Kampe. Jeg veed ikke, hvorfor
Mr. Blunts Valg faldt paa ham, og hvilke Egenſkaber
der gjorde, at Arabis Beſkytter blev opmærffom paa

Arabis Proces. 341

ham. Men viſt er det, at Ingen bedre end han var
iſtand til med en bedaarende Veltalenhed, en vid—
underlig Iver, en inſtinktmesſig Kjærlighed til Opſigt,
en gammel Ovelſe i Skandale, en dyb Foragt for
Kritik, at fore til Ende den Parodi paa en Retter—
gang, der ffulde opføres i Cairo og ende paa en jaa
merkelig Maade.

Strax efter Mr. Broadleys Ankomſt indtraadte
der en fuldſteendig Forandring i Procesſens Gang og
i de Anklagedes Holdning. Disſe drev, ſom allerede
omtalt, deres Lavhed og Mdmyghed til det Merſte;
de erklerede fig for ſkyldige, de gjorde Tilſtaagelſer;
de anraabte deres Herſker om Naade. Men neppe
havde Mr. Broadley faaet talt med dem, for der ind—
traadte en fuldſtendig Forandring med dem. Nogle
bleve overmodige, Andre cyniſke, Flere toge deres
Tilſtaaelſer tilbage, Ingen kom med nye; men da
der maatte gives en Forklaring af en ſaa pludſelig
Forvandling, var man ſtrax pan det Rene med, at
Oprørerne i Fengſlet vare blevne behandlede paa -
den gruſomſte Maade, og at de under det voldſomme
Tryk, ſom Khedivens Sbirrer øvede pan dem, havde
tabt Herredommet over fig ſelv og uden Forſvar over—
givet ſig til deres Anklagere. Sir Charles Wilſon
blev et villigt Offer for dette forſte Gjogleri. Man
fane ham en Dag komme ind ved Miniſtrenes Mode,
opfyldt af retferdig Harme. „Naa ſaaledes!“ ſagde
han, „det var blevet lovet, at de Anklagede ikke ſtulde

342 Arabis Proces.

blive underkaſtede Tortur, og dog mage de lide en
af de verſte: man forhindrer dem fra at ſove! Hver
Nat marſchere Soldaterne om i Fengſlets Corridorer
med [være Støvler, der gjøre en Larm, ſaa at Ingen
kan ſove. Hvorledes ſkulle fan de Anklagede kunne
holde Tankerne klare og forſvare fig med Held?“
Samme Aften fik Soldaterne Tofler, og man gav
dem Ordre til, at de ſkulde gage ganſke ſagte. Den
næfte Dag kommer Sir Charles Wilſon atter op i
Miniſteriet: „Det er jo lige galt endnu! Arabi kan
ikke ſove. Han er fat ind i et lavt, koldt og fugtigt
Rum, hvor hans Helbred er altfor udſat.“ Samme
Aften blev Arabi flyttet til et høit, varmt og rumme—
ligt Værelfe, der var ham værdigt. Næfte Dag møder
Sir Charles Wilſon atter i Miniſteriet: „J lade,
ſom om J tage Henſyn til mine Bemeerkninger, men
Eders Opforſel er uforandret. Arabis Matras er
faa haard, at han ikke kan ligge paa den.“ Endnu
ſamme Aften lægges der de blodeſte uldne Tepper i
Arabis Seng. Den folgende Dag kommer Sir
Charles Wilſon atter op i Miniſteriet: „Nu er Sengen
god; men Arabi har ikke noget Moſkitonet. Moſkitoerne,
der ſumme omkring ham hele Natten, forhindre ham
fra at ſamle fine Tanker og forberede fit Forſvar.“
Endnu ſamme Aften fik Arabi et Moſkitonet. Næfte
Dag kommer Sir Charles Wilſon atter op i Mini⸗
ſteriet: „Saa! nu ſeer jeg det tydeligt! J ville ikke
paa nogen Maade have, at Arabi ſkal faae Søvn!

Arabis Proces. 343

Hans Moſtitonet er hullet, og det er en let Sag for
Moſtitoerne at komme igjennem det.“ Saa blev der
anbragt et andet Moſkitonet. Dagen efter er Sir
Charles Wilſon atter i Miniſteriet: „Arabi har det
ſaa enſomt! Det maa tillades hans Huſtru jevnlig at
beſoge ham, det vil være ham til Troſt og Opmuntring.
Det er ogſaa en Slags Tortur at gjøre ham Til—
værelfen fan uhyggelig ſom muligt.” Samme Aften
fik Fangen Beſog af fin Huſtru. Her ender Hiſtorien.
Sir Charles Wilſon kom ikke oftere op i Miniſteriet
for at klage over Arabis Skjcbne; dog gaaer der et
Sagn om, at den tappre Oberſt ikke fandt det ganſke
retfærdigt, at Arabi foruden fin Huſtru ikke ogſaa fik
hele ſit Harem ind til ſig; men den engelſke cant
holdt ham altid tilbage, og han vovede aldrig at gane
til Miniſtrene for at ſtille en Fordring, ſom vilde
drive Rodmen op i Kinderne paa de engelſke Ladier,
der i faa ſtort Antal boede i Cairo nogle fag Skridt
fra Arabis Fengſel.

Med ſaadanne ſmaa komiſke Scener indledede
Mr. Broadley den phantaſtiſke Afſflutning af den
Proces, han var bleven Advokat for. Paa ſamme
Tid frævede han for fig ſelv Ret til uhindret Adgang
til Fangerne, ogſaa til dem, der ikke vare hans
Clienter. Ganſke viſt vare Mange det uden at vide
det og folgelig uden at ville det. Naar Nogen af
dem talte om at tage en anden Advokat eller aldeles
ikke at ville have nogen, gjorde man ſtrax Foreſtil⸗

344 Arabis Proces.

linger derimod hos den egyptiſke Regjering; man er—
klerede, at det viſtnok ſtyldtes dens Intriger, at man
ikke vilde tage mod Mr. Broadley, og man truede
med ſtreng Straf. Mr. Broadley og Sir Charles
Wilſon opholdt ſig ſtadig i Feengſlet; de gik fra den
ene Oprorer til den anden, de tjente ſom Mellem—
mend og ſatte dem iſtand til at have Forbindelſe
med hinanden. Ja, de overværede endog Underſogelſes—
commisſionens Moder og holdt ſtadig Oie med den.
Men hvad de ſaa gjorde, for at beviſe Arabis og
hans Fellers Uſkyldighed, faa var det dog for fvært,
felv for den ſindrigſte Opfindſomhed. Forklaringerne
for Retten vare eenſtemmige, Vidnernes Udfagn
knuſende. De Anklagede kunde ſelv ikke anfore ſtort
Andet end den formildende Omſteendighed, at de havde
været ſlagne af Skrek. „Jeg var bange for at blive

arreſteret,“ ſagde Tulba. — „Jeg ogſaa,“ ſagde
Mamud⸗Fhemy. — „Jeg frygtede for at blive fnig-
myrdet,“ ſagde Muhamed-Samy. — „Jeg adlod af

Frygt for Nationen, Notabelforſamlingen og Orfi—
raadet,“ ſagde Arabi. Endog under Mr. Broadleys
energiſke Ledelſe og midt i den behagelige Tilverelſe,
ſom Sir Charles Wilſon havde ſkaffet dem, havde
Oprorerne hverken Mod til at tilſtaae deres For—
brydelſe eller Sjeelsſtorhed til at regne fig den til
Are eller Forſtand til at frelſe ſig. Efterhaanden
ſom Underſogelſen ſkred frem, kom Alt til at ftane
klarere. Commisſionen erkleerede med Eenſtemmighed

Arabis Proces. 345

de Anklagede for ſkyldige i Deelagtighed i Masſakren
den ellevte Juni og Ildspaaſettelſerne og Plyndrin—
gerne i Alexandria. Den gik endnu videre, thi den er—
klerede, at de havde forſogt et Attentat paa Khedivens
Liv. Det blev overdraget Borelli-Bey, der fungerede
ſom Kronens Advokat, at ſamle disſe Kjendelſer i
Indberetningerne, der ſenere ſkulde tjene til Grundlag
for Anklagen. Det Hele blev overgivet til Miniſter—
raadet, der, efter at have udſkilt Forſoget paa at
myrde Khediven, beſtemte, at alle de andre Anklage—
punkter ſkulde behandles for Krigsretten. Det var
ſaaledes klart, at man trods Mr. Broadleys Humor
og Sir Charles Wilſons gode Villie vilde tage alvorligt
fat paa Procesſen, og at man ikke kunde frelſe Arabi
uden en altfor aabenlys Fornegtelſe af Retferdigheden.

Mr. Broadley, der var ligeſaa meget Journaliſt
ſom Advokat, ſaage derfor ogſaa ſtrax, at det var i
London, og ikke i Cairo, at han maatte tale Arabis
Sag. Han ſamlede altſaa omkring fig alle den engelſke
Presſes Reportere, hvoraf der naturligvis fandtes en
Mængde i Agypten, han meddelte dem En for En
fit Forſvar, ſelvfolgelig uden at lade dem merke,
hvor ſvagt det var, han forforte dem ved denne
Overflodighed af Nyheder og Skandaler, ſom de have
fan ondt ved at modſtaage, og han fif dem til at
aabne til Fordeel for hans Client et Felttog med
Telegrammer og Correſpondancer, ſom ikke kunde
undlade at gjore et betydeligt Indtryk i England

346 Arabis Proces.

Snart lod han ſkimte, at Procesſen mod Arabi vilde
blive en ſtor politiſk Proces, hvorved Sultanen vilde
blive compromitteret, hvilket kunde blive til ſtor Skade
for de engelſke Interesſer. Men det fif at være! —
for at frelſe Arabi, var Alt godt. Han havde Gæn-
derne fulde af compromitterende Papirer, ſom han af
gode Grunde aldrig viſte frem, men ſom han talte
om paa en faadan Maade, at Alle tilſidſt troede paa
dem. Snart var det Khediven, ſom han truede med
at knuſe med overvældende Beviſer. Saa berømmede
han Arabi; han lovede ſine Venner, Reporterne, at
indfore dem hos Helten; han gav dem en maleriſk og
forførende Skildring af ham. Hapde ikke Arabi, den
ſtore, vildledte Patriot, aabnet Veien for England,
havde han ikke overgivet Wgypten til det, havde han
iffe i Overensſtemmelſe med Nationalpartiets Grund—
ſetninger viiſt det Midlet til langſomt at optage
Landet i fig og fordrive andre Udlændinge derfra?
Paavirkede af disſe Taler, interesſerede af disſe Op—
lysninger og med rigtig Opfattelſe af hans halvt—
fvædede Viſe ſendte de engelſke Reportere ſtrax deres
Blade phantaſtiſke Nyheder og forbauſende Forkla—
ringer. Bed disſe bedrageriſke Meddelelſer blev hele
England greben af en levende Begeiſtring for den
beſeirede Helt, hvis Plads det havde indtaget i Cairo.
Ingen Nation er mere end den engelſke modtagelig
for omſtiftende Stemninger; kun indtræde disſe med
Bevidſthed, og naar de kunne være til Nytte. Medens

Arabis Proces. 347

granjffmændene og Italienerne havde viiſt en over—
dreven Beundring for Arabi dengang, da man endnu
kunde gjore ſig Illuſioner om ham, og paa dette
latterlige Afguderi havde offret deres Politiks klareſte
Interesſer, var det forſt, da Arabi havde tabt fin
Preſtige, hvorimod de nu havde virkelig Fordeel af at
finde ham faa ophoiet, at Englænderne omgave hans
Navn med Glands. Og ganſke viſt har Mr. Broadley
arbeidet mere end nogen Anden paa at. ffaffe denne
Legende Indpas. Ikke alene har han tilſpidſet alle
de Journaliſters Pen, der flokkedes omkring ham;
men med Tilſideſettelſe af den Discretion, han ſkyldte
ſin Stilling ſom Advokat, har han ogſaa felv ſkrevet
lange Artikler til ſin Clients Forherligelſe. Den offent—
lige Mening, der blev ophedet til Hvidglodning, blev
nimodſtaagelig. Det engelſke Miniſterium havde ikke
Lyſt til at bekempe den; men ſelv om det havde
villet, havde det ikke kunnet gjøre det uden. Fare.

III,

Underſogelſen gif fin rolige Gang i Cairo, og
Enhver troede i Tillid til Alt, hvad der hidtil var
blevet fortalt, at man vilde komme til at overvære en
„»oross-examination“ og fade Nydelſen af alle det
engelſke Regimes juridiſke Spidsfindigheder, da plud—
ſelig, om Morgenen den tredie December, det Rygte
udbredte fig i Byen, at Dommen over Arabi var

348 Arabis Proces.

falden, at han havde erklæret fig ffyldig i Opror, og
at de andre Anklagepunkter vare bortfaldne. Ingen
vilde troe derpaa; det maatte ganſke ligefrem være
en Myſtifikation. Havde Englænderne ikke hele Tiden
fordret, at Procesſen ſkulde føres for aabne Dore?
Havde de ikke forlangt, at de Anklagede ſkulde dømmes
for Forbrydelſer mod den almindelige Ret og ikke
ſom Oprorere? Det var aabenbart en daarlig Vit—
tighed at paaſtaae, at de ſkulde have ladet ende i
dybeſte Hemmelighed en Sag, med Henſyn til hvilken
de havde holdt paa fan alvorlige Garantier mod de
Indfodtes Ilen og underfundige Manovrer. Alligevel
maatte man indromme, at det forholdt ſig rigtigt, da
den fulde Sandhed nogle Timer efter blev bekjendt.
Folgende var foregaget. Idet Lord Dufferin officielt
omſkabte Sir Charles Wilſons Rolle og fra Vidne ved
Rettergangen gjorde ham til den virkelige og eneſte
Dommer i Sagen — Noget, der ſtred mod alle Af—
taler, alle Overenskomſter med den eegyptiſke Regjering,
— havde Lorden paalagt Oberſten at udtale fin
Mening om Arabis Brode. Naturligviis erklerede
Sir Charles Wilſon, at der ikke fandtes en mere
uſtyldig Mand, og at det var umuligt at anlægge
Sag imod ham for nogen anden Forbrydelſe end
Opror. Trods den omhyggeligſte Underſogelſe havde
han ikke pan hans Hender kunnet finde Spor af
Blod eller Rog. Fra nu af maatte Sir Charles
Wilſons fan competente og afgjorende Erklering have

Arabis Proces. 349

Fortrinet for det Reſultat, ſom Underſogelſescommis—
ſionen, dens Delegerede og Cabinettet var kommet til.
Den hævede med et Ord den retslige Underſogelſe og
Domfeldelſen, ſom nu ingen Nytte var til. Det blev
afgjort i Henhold til Sir Charles Wilſons Udtalelſe,
at Sagen mod Arabi for Snigmord og Brandſtiftelſe
ffulde falde bort, og at man kun ſkulde hævde An—
klagen for Oprør, at Arabi ffulde erklere fig ſkyldig
heri, at han i Henhold til den tyrkiſte militaire
Straffelov ſkulde dømmes til Døden, men derpaa efter
Englands formelt udtalte Villie benaades. Mr.
Broadley gik med Glæde ind pan denne Afgjorelſe.
Arabi vifte fig mere mistroiſt; han negtede at erklære
lig ſkyldig, forinden Khediven havde underſkrevet De—
kretet, der forandrede Dodsſtraffen til Landflygtighed.
Man maatte rette ſig efter ham. Fireogtyve Timer
for Dommen faldt, blev det forandrede Dekret under—
ſkrevet af Khediven. Nu ſamtykkede Arabi i at tilſtaae
fig ſtyldig i Oprør og underſkrev en Erkleering, hvori
han indrømmede fin Skyld i ſaa Henſeende. Alt var
ſaaledes i Orden, og Komedien kunde begynde; men
man ſtulde jo have et diskret og udvalgt Publikum.
Det var ved et rent Tilfælde og ved en Indiskretion,
at jeg fik Noget at vide om Sagen og trengte mig
ind. „De forſtaaer jo nok,“ blev der ſagt mig,
„Procesſen er offentlig; men der maa Ingen være
tilſtede.“ N

Og der var heller Ingen. Da jeg Klokken ni

350 Arabis Proces.

om Morgenen kom ind i Salen, var der kun en halv
Snees engelſte Journaliſter og nogle Officerer. Et
Kvarteer efter ſamledes Retten. Den offentlige An—
klagers Plads ſtod tom, da Borelli-Bey havde afflaaet
at vere med ved en ſaadan Parodi paa en Retter—
gang; den commanderende General i Cairo, Sir
Archibald Aliſon, fatte ſig paa den; ligeoverfor ham
ſtod Sir Charles Wilſon. Arabi tog Plads naſten
ved Siden af denne Sidſte. Skjondt jeg ofte havde
ſeet ham i hans Velmagts Dage, havde jeg ondt ved
at gjenkjende ham. Tidligere var der i hans hov—
modige Blik, hans haanlige Anſigtstrœk en vis brutal
Energi; men hvor havde ikke Ulykken kuet hans
Stolthed! Meget negligeret i fit Ydre, iført en gammel
Overfrakke, med et ikke færdeles hvidt Tørklæde om
Halſen, med glandsloſt Blik, uraget og hvidt Skjeg,
med begge Hender foldede over Maven, lignede han
i hele fin Holdning en villielos og reſigneret Fellah.
Bagved ham vakte hans Advokater, hvis Anſigter
dannede en forunderlig Contraſt til hans, meſt Opſigt
i hele Salen. Begge bar de engelſke Advokaters
puddrede Paryk og lille, korte Kappe, og deres An—
ſigter havde et Udtryk af Triumf. Kun ſmilede Mr.
Mare Napier, en lille, mager og bleg Mand, med et
Udtryk af Tilfredshed over at have opfyldt ſin Pligt,
medens Mr. Broadley, hoi, fvær, rodmusſet, ſtadig
urolig og i Bevegelſe, ſage ud til aabenlyſt at gjøre
fig lyſtig over Retten, Forſamlingen, Arabi og fig

Arabis Proces. 351

ſelv. — Mødet aabnes Klokken et Kvarteer til Ti. Preſi—
denten, Rauf Paſcha, tager Ordet og ſiger til Arabi:

Ahmed Arabi-Paſcha, De er anklaget for denne
Ret, i Henhold til Underſogelſescommisſionens In—
ſtruction, for Opror mod Hs. Hoihed Khediven, en
Forbrydelſe, der er fat Straf for i den tyrkiſke
militaire Straffelovs tooghalvfemſindstyvende Artikel
og den almindelige Straffelovs nioghalvtredſindstyvende
Artikel. Er De ſkyldig eller er De det ikke i den
Forbrydelſe, De er anklaget for?

Mr. Broadley tager Arabi ved Wrmet og
tvinger ham til at ftane op. Derpaa erklerer han
med nogle Ord paa Franff, at Arabi, efter fine
Advokaters Raad, erflærer fig for ſkyldig i den For-
brydelſe, for hvilken han er tiltalt. Han overleverer
Arabis Erklering. Den lyder i Overſettelſe ſaaledes:

Frivilligt og i Overensſtemmelſe med det Raad,
ſom min Defenſor har givet mig, erklœerer jeg mig
for ſktyldig i den Forbrydelſe, der er nævnt for mig.

Undertegnet: Ahmed-Arabi, Aegypter.

Mødet var hævet! Forinden Arabi tager bort,
bliver han ønffet tillykke af de engelffe Journaliſter,
der ſtimle ſammen om ham, og lade ſig foreſtille for
ham af Mr. Broadley. Han tager ſmilende imod
dem og er ſaa venlig at give Nogle af dem Haanden.
Klokken tre om Eftermiddagen ſkulde Dommen op—
læfes. Denne Gang var der en betydelig Tilſtromning
af Folk, da hele Byen vidſte Beſked. J Retsſalen,

352 Arabis Proces.

der var indrettet i ſelve Fængflet, var der ikke Plads
til Mængden af Nysgjerrige. Nogle Skridt fra
Arabi holdt en meget elegant flædt engelſk Miſs en
ſtor Bouket af Roſer i Haanden. Modet bliver ſat;
Alle reiſe ſig op, en Formalitet, man ikke havde tenkt
paa om Formiddagen. Journaliſterne lægge Merke
til, at Advokaterne komme Arm i Arm fra Raadſlag—
ningsverelſet ſammen med Dommerne. Preſidenten
overleverer Dommen til Sekretairen; denne leſer den
op. Den lyder i Overfættelje ſaaledes:

J Betragtning af, at Ahmed Arabi-Paſcha har
begaget Forbrydelſen Oprør, en Forbrydelſe, der om—
handles i den militaire Straffelovs tooghalvfemſinds—
tyvende Artikel og den almindelige Straffelovs
nioghalptredſindstyvende Artikel;

J Betragtning af, at Retten ſom Folge af denne
Tilſtagelſe kun behøver at bringe i Anvendelſe oven—
nente Artikel tooghalvfems i den militaire Straffelov
og Artikel nioghalvtreds i den almindelige Straffelov,
der faſtſctte Dodsſtraf for Forbrydelſen Oprør;

Af disſe Grunde har Retten enſtemmigt domt
Ahmed Arabi til Doden for Forbrydelſen Opror mod
Hs. Hoihed Khediven i Henhold til den militaire
Straffelovs Artikel tooghalvfems og den almindelige
Straffelovs Artikel nioghalvtreds.

Jeg befaler, at nærværende Dom ffal overgives
Hs. Hoihed Khediven til Stadfeſtelſe.

Undertegnet: Rauf-Paſcha.

Arabis Proces. 353

Strax efterat Dommen er opleſt, overleverer
Preſidenten Sekretairen et andet Document. Det er
Benaadnings- og Forviisningsdecretet. Det lyder i
Overſcttelſe ſaaledes:

J Betragtning af, at Ahmed-Arabi er dømt til
Døden ved Krigsrettens Dom af tredie December og
under Anvendelſe af Artikel tooghalvfems i den
militaire Straffelov og Artikel nioghalvtreds i den
almindelige Straffelov;

J Betragtning af, at der af Os perſonligt ved—
rorende Grunde er Anledning til ligeoverfor bemeldte
Ahmed Arabi at bringe i Anvendelſe den Os til—
kommende Benaadningsret;

Have Vi decreteret og decretere ſom folger:

1. — Dodsſtraffen, der er fældet over Ahmed
Arabi, er forandret til evig Forviisning fra Wgypten
og dets Omraade;

2. — Denne Naade ffal være uden Virkning og
bemeldte Ahmed Arabi ſkal være hjemfalden til Dods—
ſtraf, hvis han vender tilbage til Wgypten eller dets
Omraade;

3. — Det paaleegges Vor Indenrigsminiſter og
Vor Krigs⸗ og Marineminiſter, forſaavidt hver ifær
tilkommer, at udføre nævværende Decret.

Undertegnet: Mehemed Tewfik.

Mødet hæves; det havde noiagtigt varet ti

Minuter ligeſom det om Morgenen. Atter viſes der

Arabi Hyldeſt. Den engelſke Miss giver fin Roſenbuket
23

354 Arabis Proces.

til Mr. Napier, der overleverer den til Helten. Denne
bliver rod, og man hører nogen Mumlen. Men forſt
nogle Dage ſenere fik den uforſigtige Dame Straffen
for fin latterlige og odieuſe Optræden. Hun modtager
et Skrin fra Alexandria; hun aabner det forſigtigt;
dets Indre er aldeles hvidt med ſorte Perler; det
indeholdt en ſtor Ligkrands, paa hvis Baand man
leſte: „Tak fra Venner og Slegtninge af de ulykke—
lige Offre, der myrdedes den ellevte Juni og tolvte
Juli i Alexandria.“ — Der medfulgte en forfærdelig
lang Navpnefortegnelſe.

Denne merkelige Oplosning paa Arabis Proces
gjorde et overvældende Indtryk i Wgypten. Jeg har
aldrig feet et Land i en faa oprørt Stemning.
Saaſnart Mødet var hævet, ſkyndte Medlemmerne af
Krigsretten ſig afſted, nogle tilvogns, andre paa
Wsler, i deres guldbroderede Uniformer, for at
undgaae enhver Samtale. Jeg fif dog i Forbigagende
fat i En: „Lad mig ſlippe bort,“ ſagde han; „mit
hvide Skjceg burde aldrig have været udſat for denne
Haan.“ Blandt Mængden fortes der de forunder—
ligſte Samtaler. Alle ſagde: „Skal det vere Veſtens
- Retfærdighed? Mage vi faa bede om at beholde vor
egen!“ Da Orientalernes Indbildningskraft nu lob
af med dem, erklerede Alle, at Arabi nu havde faaet
Betaling af Englænderne for de Tjeneſter, han havde
viiſt dem. Man drog deraf den Slutning, at Enig⸗
heden imellem den egyptiſke Dictator og hans Over

Arabis Proces. 355

vindere var af gammel Dato. Hvorledes ſkulde man
ellers forklare fig den mærfelige Sætning i Benaadningé-
decretet: „J Betragtning af, at der af Os perſonligt
vedrorende Grunde er Anledning til ligeoverfor
Ahmed Arabi at bringe i Anvendelſe den Os til—
kommende Benaadningsret?“ Hvad var det for
Grunde? Var det for at compromittere Khediven,
at man fil ham til at ſkrive ſaadanne Ting? Var
det for at ſkjule en Hemmelighed, man ikke turde ved—
fjende fig, at man aabenbarede den fan tydeligt?
Arabernes Opfindelſesevne er uden Greendſer; man
kan derfor let foreſtille fig, hvilke udſkeiende Rygter
og ubegribelige Hiſtorier der i flere Uger vare i
Omlob i Wgypten i Anledning af, at Arabis Proces
ſaaledes var borteſkamoteret. De europeiſke Colonier
delte den almindelige Harme; ja ſelv det engelſke
Blad i Alexandria, Egyptian Gazette, kunde under
Indtrykket af den forſte Overraſkelſe ikke lade være
at ſkrive: „Man lagde i den ſidſte Tid Merke til,
at Arabis Proces lidt efter lidt udartede til en fuld—
ſtendig Komedie. Der kan ikke være Tvivl om, at
Vidneforklaringerne mod Arabi vare aldeles knuſende
med Henſyn til hans Deelagtighed i Masſakrerne den
ellevte Juni ſamt Plyndringen og Brandſtiftelſen i
Alexandria. De vare efter vor Mening mere end
tilſtrekkelige til, at enhver Jury af tolv hæderlige
Mænd vilde have dømt ham til Døden. Det lader

imidlertid til, at den offentlige Mening i England for
23

356 Arabis Proces.

Oieblikket er faa gunſtigt ſtemt for denne Perſon, at
Hds. britiſte Maieſtcts Regjering ikke har troet at
kunne give ſit Samtykke til hans Henrettelſe. Men
hvorledes Meningen om Arabi nu end er i England
fan er der ialfald ikke Tvivl om, hvorledes den er
her, og det overraſker os ikke, at den forholdsviis
milde Dom, der er fældet over den Mand, hvem man
betragter ſom anſvarlig for Slagteriet den ellevte
Juni og Alexandrias Odeleeggelſe og Plyndring, er
baade i Alexandria og Cairo bleven modtagen med
almindelig Harme. Udfaldet af Arabis Proces bliver
af Alle her i Landet betragtet ſom en Fornegtelſe af
Retfærdighed og en Forhaanelſe, der er tilfoiet den
offentlige Mening.” Hvad der endnu mere retferdig—
gjorde denne Opfattelſe, det var, at Riaz-Paſcha,
Indenrigsminiſteren, den meſt agtede Mand i Landet,
ſtrax indgav fin Demisſion. Neppe havde han gjort
det, for hans Hus, tvertimod hvad der ellers er Skik
i Orienten, fik talrige Beſog baade af Indfodte og
Europcere. Da man altid taler om nationale Folelſer,
kan man ſige, at i dette Tilfælde var Riaz-Paſchas
Samvittighed ogſaa hele det egyptiſke Folks.

Arabis Proces var kun Indledningen til en
Rakke lignende Procesſer, der førtes paa ſamme
Maade. Mamud⸗Samy, Mamud⸗Fhemy, Tulba,
Abdel⸗Al, Ali-Bubi oſv. mødte Alle for Krigsretten
for at dele deres Forers Skjcebne. Det var imidlertid

en Umulighed at fane alle Oprørerne dømte ved en

Arabis Proces. 357

Krigsret; hvor ſummariſk denne end gik tilværts, vilde
der dog altid gane nogle Minuter med: Minuter
blive til Timer, Timer til Dage, og man vilde have
en Ende paa Sagen. Man tcog derfor den Beſlutning,
iſtedetfor den retslige Procedure, at noies med et
rent arbitrairt Skjon. Efter Riaz-Paſchas Demisſion
var Ismael-Eyub-Paſcha bleven Indenrigsminiſter.
Han havde været Preſident for Underſogelſescommis—
ſionen og havde i denne Stilling ſtedſe ſogt at vinde
Sir Charles Wilſons og Mr. Broadleys Agtelſe.
Det var lykkedes ham i den Grad, at den Sidſte,
efter Tilendebringelſen af Arabis Proces, troede at
burde ſende ham, i fit eget og Mr. Napiers Navn,
en offentlig Takſkrivelſe, hvori han roſte hans Op—
treden. Denne underlige Atteſt, ſom de Anklagedes
Advocat gav Rettens Formand, havde bidraget meget
til, at Ismael⸗Eyub blev udnævnt til Miniſter.
Ingen var derfor bedre ſkikket end han til at ordne
en ſummariſk Opgjorelſe med Oprørerne. Sir Charles
Wilſon og Mr. Broadley ſtod ham desuden ſtadig bi
med deres Raad. Skandalen med Arabis Proces var
ikke ſaa ſtor ſom den med de Kjendelſer, der nu paa
Slump afgaves mod de andre Anklagede.
Englænderne gjentage i deres Blade idelig, at
de tidligere egyptiſke Miniſtre vare Tyranner, De—
ſpoter, Mænd uden Grundfætninger og uden Love,
fordi det undertiden kunde træffe fig, at de ad admini⸗
ſtrativ Vei domte nogle Rovere i Provindſerne til

358 Arabis Proces.

Forviisning. Det er et af Misbrugene ved det
gamle Regimente i Wgypten, ſom de ſpecielt love at
afffaffe. Og nu har den forſte Handling, de ſelv
foretoge, været at paalcegge Indenrigsminiſteren at
treffe en heel Rakke Beſtemmelſer om Forviisninger,
Landflygtighed og Ophold paa et beſtemt Sted. Under—
ſtottet af Mr. Wilſons og Mr. Broadleys Indſigt
har Ismael-Eyub i hundredeviis afſagt Kjendelſer mod
Oprorets Forere. Nogle have for tyve Aar maattet
tage Ophold pan deres Eiendomme, Andre have
maattet forlade Wgypten, Andre ere blevne inter—
nerede i Byerne i Sudan eller pan Kyſten af det
rode Hav. Disſe Straffe bleve idømte efter et al
deles vilkaarligt Skjon. For ſamme Forbrydelſe bleve
to Skyldige behandlede paa ganſke forſkjellig Maade.
Hvoraf kom det, at der ſnart viſtes Overbeerenhed,
ſnart Strenghed? Det veed Ingen. Men en ulykkelig
Forholdsregel har bragt hele denne Ordning i ſterk
Miscredit. Man fandt paa at forlange af enhver af
de Domte en Caution i Forhold til, ikke hans Brode,
ikte hans Straf, men hans formodede ſtorre eller
mindre Velhavenhed. Masſer af Pengeſporgsmaal
kom ſaaledes til Afgjorelſe i Skyggen af en egyptiſt
Adminiſtration, uden Spor af Control, under Ledelſe
af Mr. Broadley, der talte for ſine Clienter eller
ſogte at ſkaffe fig nye. Behoves det nærmere at gaae
ind paa, hvilke Gisninger en ſaadan Fremgangsmaade
forte til? Der findes ikke noget Land, der hurtigere

Arabis Proces. 359

end Aegypten er villigt til at udbrede bagtaleriffe
… Rygter ved at dømme efter Skinnet; men det maa

indrømmes, her var Skinnet meget uheldigt, og
fremkom der Bagvaſkelſer, blev der ialfald ikke gjort
Noget for at undgage dem.

Efter de fingerede Domme og arbitraire Kjen—
delſer var Mr. Broadley færdig med fin Rolle i
Cairo. Han havde endnu kun tilbage at lade Arabi
underſkrive et politiſk Teſtament og fage ham ind—
ffibet til Forviisningsſtedet. Arabis Teſtament fik
Form af et Brev til Times, et faa forunderligt, et faa
betegnende Brev, at jeg ikke kan modſtaae Friſtelſen
til at meddele det in extenso. Her er det:

Til Directeuren for Times.
Min Herre!

Jeg har fulgt mine Advokaters Raad, Dhr.
Broadley og Napier, hvis Iver og Opoffrelſe jeg
aldrig kan nokſom paaſkjonne, og jeg har ligeoverfor
mine Dommere erkleret mig ſkyldig ſom Forer for
Oprøret mod Khediven. De engelſte Miniſtre have
ofte kaldt mig Oprorer, og jeg tor ikke vente, at de
plndſelig ſkulle ſtifte Mening; det kunde de ikke engang
i dette Oieblik. Jeg begiver mig gjerne til et hyilket⸗
ſomhelſt Sted, ſom det behager England at beſtemme
til mit Opholdsſted, og jeg bliver der til den Dag,
da det bliver muligt for England at forandre ſin
Mening om mig.

Jeg beklager mig ikke over min Skjebne eller

360 Arabis Proces.

over den Dom, der er fældet over mig, og fom —
i ethvert Tilfælde — faſtſlaaer min Uſtyldighed lige—
overfor Anklagen for Masſakrer og Brandſtiftelſer,
Forbrydelſer, hvori jeg aldrig har taget mindſte Del,
og ſom ſtride fuldſtendigt mod mine politiſte og
religieuſe Grundſcetninger. Jeg veed, at min Stilling

for Fremtiden er afhængig af Englands og det britiſke

Folks Wdelmodighed. Jeg forfader Wgypten med
fuld Tillid til dets Fremtid, fordi jeg veed, at
England ikke længe kan udfætte Indforelſen af de
Reformer, vi have fæmpet for.

J den nermeſte Tid vil den engelſt⸗frauſke
Control ophøre. Aegypten vil ophøre at være i
Henderne paa en Masſe af fremmede Embedsmænd,
der med Forbigagelſe af Agypterne beklede alle
fordeelagtige Stillinger. Vore indenlandſke Domſtole
ville blive befriede for Misbrug; Lovboger ville blive
indforte, og, hvad der er af langt ſtorre Betydning,
de ville komme til Anvendelſe. Der vil blive oprettet
en Notabelforſamling med Ret til at intervenere i
Alt, hvad der vedrører det egyptiſke Folk; Sværmen
af Aagerkarle i Landsbyerne vil blive forjaget. Naar
det engelſke Folk ſeer alt dette, vil det endelig være
iſtand til at conſtatere, at mit Opror var fuldſtendig
berettiget.

Som Son af en Fellah har jeg efter bedſte
Evne ſogt at forſkaffe det Land, jeg tilhører og elſker,
disſe Goder. Min Ulykke hindrer mig fra at bringe

Arabis Proces. 361

disſe Planer til Fuldforelſe. Jeg haaber, at det
engelſte Folk vil fuldende det Verk, jeg har paa—
begyndt. Hvis England paatager fig dette Hverv og
ſaaledes giver Wgypten til Wgypterne, vil det klart
viſe Verden, hvad der var det ſande Maal, ſom
Arabi, Oproreren, tilſtrebte.

Hele det egyptiſke Folk var med mig, ligeſom
jeg var med Agypten, dette Land, ſom jeg altid vil
elffe. Jeg haaber, at Agypten ikke vil glemme mig,
naar England fuldforer, hvad jeg har forſogt at
gjennemfore. Endnu engang, jeg beklager mig ikke
over min Skjebne; jeg er endog lykkelig og tilfreds
med den, fordi jeg veed, at min Ulykke har veret et
Middel til at ſikkre Wgypten den Frihed og Lykke,
ſom det fortjener at nyde. Naar England har
fuldbragt ſin gode Gjerning, vil det, derom er jeg
overbeviiſt, med dets Humanitet og ophoiede Folelſe
for Retfærdighed tillade mig at vende tilbage til mit
elſtede Fædreland og med egne Sine, for jeg doer,
ſee Reſultaterne af dets menneſkekjcerlige og civiliſa⸗
toriſkte Handlemaade.

Jeg ſkylder Mr. Gladſtone og Lord Granville
Tak, fordi de have interveneret til Fordeel for mig
og frelſt mig ud af en farlig Stilling. De ville
ſnart erfare, at jeg ikke var Oprorer, da jeg ſatte
mig i Spidſen for et Folk, der kun krevede Retfer⸗
dighed. Jeg takker ogſaa Lord Dufferin og Sir

362 Arabis Proces.

Edvard Malet for den Venlighed og Hoihjertethed, de
have viiſt imod mig.

Jeg har endnu en Erkjendtlighedsgjeld, ſom jeg
aldrig kan faae betalt, til min tjære Ven, Mr. Blunt,
der hverken har ſparet Uleilighed eller Penge for at
hjælpe mig i Nodens Time, da mine egyptiſke Venner
fra lykkeligere Dage den ene efter den anden forlod
mig. Jeg kan aldrig nokſom anerkjende Mr. Broadleys
og Mr. Napiers ædle og utrættelige Anſtrengelſer,
Iver, Loyalitet og Opoffrelſe for mig og mine Lidelſes—
fæller. Jeg takker det engelſke Folk, ligeſom jeg takker
Dem, min Herre, og med Dem den ſtore engelſke
Presſe, der enſtemmigt har fordret for mig en upartiſk
Sagforelſe. Jeg takker dem af det engelſke Parlaments
Medlemmer, ſom jaa ofte og faa hoihjertet have talt
til mit Forſvar. Jeg takker Sir Charles Wilſon for
den uendelige Deeltagelſe, han har viiſt mig under mit
Fangenſkab.

Jeg forlader Wgypten i den faſte Overbeviisning,
at vor Sags Retfeerdighed med Tiden vil blive mere
og mere anerkjendt, og at England aldrig vil komme
til at angre den Wdelmodighed og Humanitet, det har
aflagt Beviſer paa ligeoverfor en Mand, mod hvem
det har kempet.

Feengſlet i Cairo, den fjerde December 1882.

Ahmed⸗Arabi, Wgypteren.

Hvor forunderligt dette ſmagfulde Meſterveerk

end er, hvori Mr. Broadley agabenbart er gaaet for

Arabis Proces. 363

vidt i ſin Lyſt til at drive Spog, er det dog kun et
noiagtigt Ekko af de Talemaader, ſom Englenderne
ſtadig have paa rede Haand om at de ville befrie
Wgypten for alle de Aag, der tynge pan det og
endelig give det tilbage til Wgypterne. Og hvem
veed? Maaſfee Arabi har Met, naar han ſiger, at
han kommer tilbage til Cairo. Der er endog dem,
der mene, at det Fornuftigſte vilde være at falde ham
tilbage om et Par Aar for at gjore ham til Preſident
for en Notabelforſamling. Han har været Englen—
dernes Forlober; han har banet den Vei, de ſaa trofaſt
folge. Sandt at ſige, bor man allerforſt tilbagegive
ham hans Grader og Ordener. Under Procesſen
tænkte man ikke paa at fratage ham dem, og man
vil have bemeerket, at bande Dommen og Benaadnings—
decretet behandlede ham ſom Paſcha. Men da den
offentlige Harme reiſte ſig altfor ftærkt derimod, be—
fluttede man fig nogle Dage derefter til at degradere
ham. Det blev atter en gjogleragtig Joreſtilling.
Arabi, Tulba oſv. bleve forte ind i en Kaſernegaard,
hvor man havde opſtillet nogle Rekker Soldater. De
vare ſom ved Procesſen i daarlige Overfrakker og
ſmudſige Halstorkloeder; de havde hverken Uniformer
eller Diſtinktioner eller Vaaben. Man opleſte
Decretet, der degraderede dem; derpaa ſagde En:
„Men hvor ere Eders Sabler og Ordener?“ De
Anklagede ſik et pludſeligt Anfald af Munterhed og
erklærede, at de havde anſeet det for overflødigt at

VETO NER 4.7

364 Arabis Proces.

tage dem paa, og at man jo, hvis man hapde Lyſt,
kunde hente dem paa deres Verelſer. Efter denne
Vittighed, der blev ſagt paa en meget impertinent
Maade, gik Alle deres Vei. Men det blev ikke derved.
Stadig under Trykket af den offentlige Harme udkom
der et Decret, ſom confiſkerede Oprorernes Eiendom
til Fordeel for de Skadelidte ved Plyndringen og
Brandſtiftelſen. Men hvor forunderligt traf det ſig
ikke! Det vifte fig, at næften Ingen af dem havde
nogen Eiendom af Betydning, og at de, der havde
nogen, tillige havde en ſtor Gjeld, ſom ſorſt maatte
betales. De Rigeſtes Formue tilhorte deres Huſtruer
eller deres Slegtninge. Tilmed blev det beſtemt, at
man ikke ſkulde underſoge dem ved deres Afreiſe for
at forvisſe fig: om, at ikke nogle koſtbare Wdelſtene
eller Obligationer havde forvildet fig til deres Lommer.
Det vilde have været en Indiscretion mod faa fiint—
folende Perſoner, der, ſom Enhver jo veed, ikke havde
havt Noget med Plyndringen af Alexandria at gjore.
Det undrer mig forovrigt, at man overhovedet udſtedte
et Confiſkationsdecret mod Oprorerne, efterſom Hatte—
ſcherifet af Gullkans af tredie November 1833, der
ogſaa gjelder for Ægypten, formelt forbyder enhver
ſaadan Forholdsregel. „Enhver ffal beholde,” ſiger
det, „ſin Eiendomsret af hvilkenſomhelſt Natur og
kan disponere over den med fuld Frihed, uden at
Nogen kan lægge ham Hindringer iveien derfor,
Saaledes ſkulle, for Exempel, en Forbryders uſkyldige

Arabis Proces. 365

Arvinger ikke beroves deres lovlige Rettigheder, og
Forbryderens Eiendom maa ikke confiſteres.“ Er det
ikke tydeligt nok? Man har i Wgyypten godt folt, at
man krenkede Loven og begik en Vilkaarlighed ved
at confiſkere Oprorernes Eiendomme; men for at give
denne aldeles ulovlige Handling et Preg af Lovlighed,
henvendte man fig til Moſkeen El-Azar. Da
Muftien og de vigtigſte Scheiker negtede at give et
Svar, gav en mindre ſamvittighedsfuld Juriſt folgende
„Fetva,“ Hvorefter jeg antager, at en europeiſk Leſer
ikke vil have mindſte Tvivl længere.

Hvad ſiger man til det her?

„Da visſe Perſoner, henhorende til Embedsklasſen,
have begaget Ting, der fortjene Straf, har Statens
Overhoved dømt dem til Landsforviisning og Con—
fikation af deres Eiendom: er denne Dom i Over—
ensſtemmelſe med visſe Lovgiveres Lære eller
fuldſteendigt ſtridende mod Lovens Aand?

Behag at meddele os, hvilken Lovgiver der har
behandlet dette Spørgsmaal, og Napnet paa det Verk,
hvori han har udtalt fin Anſkuelſe.“

S var. — „Der ſtager i Bogen Muja⸗-el⸗Hukham,
at det er tilladt at ſtraffe med Confiſkation af Eiendom
(Abu⸗Jusſefs Lære), og den, der vil benægte denne
Texts Rigtighed, er i Vildfarelſe, frivilligt eller
ufrivilligt. ;

J Commentaren El-Mugtabo ſiges der, „at
Confiſkationsmaaden ikke er nærmere beſtemt; men jeg

"630 —

366 Arabis Proces.

(Commentatoren) er af den Mening, at Statsover—
hovedet kan bemegtige ſig deres Eiendomme, altſaa
confiffere dem, og naar han opgiver Haabet om deres
(de Domfældtes) Anger, kan han disponere derover
efter Forgodtbefindende.

J Verket Fathe⸗el⸗Cadir, der citerer en Paragraf
af El⸗Khulasſa, ſiges der: „Jeg har hort af en
Autoritet i disſe Sager, at Confiſkation af Eiendom
er tilladt, naar Statsoverhovedet anſeer det for
henſigtsmesſigt; der tilfoies, at det ſtotter fig til den
Mening, hvortil Retslœrde ſom Abu-Jusſef ere komne.“

Endelig ſiges der i Commentaren El-Nahbaueh:
„at Straffen beſtager ogſaa i Landsforviisning; det
Samme ſiges i Verket El⸗-Durdi⸗el⸗Mukhtar og andre.“

Folgelig:

Den Dom, der er udtalt af Statsoverhovedet
over de Perſoner, der er Tale om i Foreſporgſlen,
ſtemmer med ovennævnte Veerker og ſtrider ikke mod
de deri udtalte Anſkuelſer.

Undertegnet: Abder-Rahman⸗El⸗Baruhi⸗El⸗Hanafi.“

O Pascal! Det er de lærde Doctorers Theori og
uforgribelige Mening! hvor er dog den menneſkelige
Aand ſig ſelv lig under de forſtjelligſte Civiliſationer
og til de forſkjelligſte Tider! Det var i Henhold til
ovennævnte Fetva, at Englænderne tillode, om ikke
gav Ordre til Confiſkationen af Oprorernes Eiendom.
De havde endnu denne ene Vilkaarlighedshandling til
bage, og de begik den. Krigsrettens Dom, modificeret

Arabis Proces. 367

ved Nhedivens Decret, dømte Arabi og hans Med—
ffyldige ene til Landsforviisning. De havde Ret til
at tage Ophold, hvor de vilde, i Conſtantinopel, i
Syrien, Cyrane, kun udenfor Wgypten og dets
Omraade. Med hyilken Ret internerede man dem
paa Ceylon? Der paaſtaaes, at man lod dem under—
ſkrive en Forpligtelſe til at vælge til Opholdsſted en
engelſk Beſiddelſe, og at det kun var paa den Be—
tingelſe, at man lod dem flippe med en Proces og en
Dom, der kun har fit Tilſvarende paa Opéra
comique, J ethvert Tilfælde gjorde man idet—
mindſte Afreiſens Pine ſaa let ſom mulig for
Oprorerne. Man tillod dem at tage deres
Familier og Slegtninge med fig. Kun Faa benyttede
ſig af denne Tilladelſe, formodentlig i den Tanke, at
det var en unyttig Flytning, da de ſnart vilde komme
hjem igjen. Arabis Huſtru, der var frugtſommelig,
kunde ikke folge med ſin Mand; men hun fulgte ſenere
efter. Indſkibningen fandt Sted i Suez. Dagen
iforveien havde Oprorerne maattet forlade Cairo.
Netop ſom Alt var i Orden, og Alle havde taget Plads
i Banetoget, modtog Sir Charles Wilſon en Depeche,
ſom nær havde medført en Contraordre. Havet var
i Oprør; man kunde ikke udſette Pasſagererne for
Ubehagelighederne ved en Soreiſe, der begyndte med
Storm. Enhver ſteg derfor igjen ud af Toget, indtil
der kom en ny Depeche, ſom beroligede Sir Charles
Wilſon: Stormen havde lagt fig. Nu var Alt i Orden;

368 Arabis Proces.

man kunde tage afſted. Men faa opdagede en af
Oprorerne pludſelig, at en af Kvinderne i hans
Harem var bleven hjemme; Sir Charles Wilſon
ſkynder fig afſted for at hente hende; han fører hende
tilbage med fig, og hun kommer med i Toget; nu
mangler der ikke Flere; Lokomotivet piber. Nogle
Timer efter vare disſe Mænd, der havde ſpillet en
ſaa ſtor og ſorgelig Rolle i Ægypten, ombord paa et
Skib i det rode Hav og ſaae et Lands Kyſter for—
ſvinde, hvis Uafhængighed de have tilintetgjort,
maaſkee for ſtedſe!

Jeg maa endnu, idet jeg ſlutter, tilfoie, at alt
det her Meddelte er ſtrengt overensſtemmende med
Sandheden, at jeg ſnarere har ſpokket end overdrevet
Skildringen, og at jeg ikke ved Beretningen om Arabis
Proces har ſogt at udfinde komiſke eller maleriſke
Detailler. Englænderne, troer jeg, have begaaet en
ſtor Feil ved at give Wgypterne en Parodi paa en
Rettergang, der mere end nogenſinde har overbeviiſt
disſe om, at Ret ikke er andet end Magt, forklædt
under et europæijt Navn. Denne nye Anledning til
Demoraliſation trængte de ikke til.

369

Mlontenegrinerinden.

En Fortælling
af
Thomas Jez.

Enhver af mine Leſere har horttale om Montenegro
og kan ſikkert nok ogſaa danne fig en Foreſtilling om
dette „de ſorte Bjerges“ Land, der beboes af et
ſlaviſk, krigeriſk, af fin Uafhængighed ſtolt Folk. Mange
af dem have vel ogſaa ſeet enkelte Montenegrinere;
men findes der en Eneſte, der med egne Dine har
ſeet en Kvinde af denne Stamme, hvis Tapperhed er
hele den ſlaviſke Races Stolthed?

En Montenegrinerinde! At ſee en af disſe
Heltekvinder var min Ungdoms Drøm. Montenegriner⸗
inderne viſte ſig dengang for min Indbildningskraft
ſom phantaſtiſke og poetiſte Skikkelſer. Jeg higede
efter at fane dem at fee, efter at leere dem at kjende,
og jeg fil mit Onſke opfyldt, men, desverre! længe
efter at min Ungdom var forſvunden. Naturligviis
ſvarede Virkeligheden ikke til Drømmen. Alligevel
havde den dog fin Poeſi. For at kunne ffabe fig et
ſandhedstro Billede af en Montenegrinerinde, maa
man have ſeet den beromte Maler Jaroslaw Tſchermack's

24

370 Montenegrinerinden.

Billede „de fangne Montenegrinerinder.“ Det er en
naturtro Gjengivelſe, et virkeligt Portrait af
Montenegrinerinden. Den forſte, jeg lærte at fjende,
lignede det fuldſteendigt; hun havde det ſamme ſorg—
modige, leengſelsfulde, drømmende Blik. Og dog var
hun ikke Slavinde; men ſelv Friheden betog ikke
hendes Træt det taageagtigt tilſlorede Udtryk, ſom
Maleren fif frem i de Fangnes Anſigter. Et ſaadant
Udtryk er fælles for alle Montenegrinerinder: under—
tiden gløde deres Trek af Begeiſtring og en krigeriſk
Ild, men aldrig ſtraaler den fulde Livéglæde ud af
dem. Med ſtor Skarpſindighed har Maleren opfattet
dette typiſke Kjendemeerke og, for at retferdiggjore
det, fremſtillet den montenegrinſke Kvinde ſom Fange;
men hun er den ſamme, ogſaa naar hun ikke er be—
tynget med Lenker. Hun ſmiler med Tilbageholdenhed;
hendes Bryllupsſangs Melodi lyder for Oret ſom
oploſt i Taarer. Hun forſtager ikke at være munter;
hun kan ikke være det. Og hvorfor? Maaſkee af
den Grund, at huslig og ſocial Trældom i Aarhundreder
har knuget hende ... Jeg feer ingen anden For—
klaring af dette charakteriſtiſfke Træf, ſom ialfald har
fit kunſtneriſte Værd. Den legemliggjorte Melancholi:
det er Montenegrinerinden.

Blandt alle disſe Kvinder har En været mig
ganſke jærdeles paafaldende, ſkjondt jeg har kjendt
faa mange, endog nogle, der forſtode at omgages med
Vaaben. Den, jeg taler om, hed Anka. Da jeg
lærte hende at kjende, var hun allerede gift med en
ung Kjobmand fra Valevo i Serbien. Guitza Tzazitſch
var en rig Mand og udruſtet med alle de Egenſkaber,
der ere iſtand til at ſikkre den egteſkabelige Lykke.
Deels for ſine Forretningers Skyld, deels af Nys—
gjerrighed havde han udvidet en af ſine Reiſer til
heelt ind i det Indre af Montenegro; der ſage han
Anka. Han fandt Behag ai hende fra forſte Sieblik,

Montenegrinerinden. 371

og det var ganjfe naturligt, thi hun var ujædvanlig
ſmuk: ſlank, gratieus, mork, med et Par forte, ſtraalende
Oine. Hendes Træf vare, ſfkjondt ikke clasſiſk regel—
mesſige, udtryksfulde og harmonerede fuldſtendigt
med hendes olivenfarvede Teint, Tegnet paa en
blandet Race. Hendes ſtore, af lange Dienhaar
overſktyggede Dine, over hvilke der paa en atlasglat
Bande hvælvede fig to mørke, buede, prægtige Oienbryn,
udflyngede ſnart Lyn, ſnart ſtraalede de med en dyb,
hemmelighedsfuld Glands. Hendes Hoved boiedes
neſten under Vægten af de lange Fletninger.

Guitza gjorde hendes Bekjendtſkab paa en Maade,
der minder om Fortællingerne i Biblen. Han mødte
hende i Nerheden af en Kilde, hvor han, vildfarende
og træt, ventede pan et eller andet Tegn, for atter
at finde den rette Vei og nage hen til et Vertshus.
Anka viſte ſig da ganſke uventet. Hun bar paa
Hovedet en Krukke af Sandſteen, der var bedakket
med et hvidt Lerredstorklede, hvis lange Fryndſer
faldt ned over hendes Skuldre. Hun fjernede ſig fra
Brønden i ſamme Oieblik, ſom Guitza med fin Heſt
kom tilſyne ved en Ondreining af Veien; han raabte
til hende: „Pige, bliv ſtagende.“ Hun vendte fig om;
pan Tiltalen og Dragten faae hun, at det var en
Fremmed — dog var hun hverken forſkrekket eller
forundret derover. „Jeg er faret vild i Bjergene og
er træt... Viis mig Veien til et Sted, hvor jeg
kan fane Lov til at hvile ud.“ Hun maalte ham fra
Top til Taa. „Hvile ud . .. Tilbringe Natten? ...“
ſpurgte hun. „Som Du ſiger,“ ſparede han hurtigt;
„jeg trænger til et Natteleie.“ Hun faae efter Solen
og ſagde: „Folg med.“ Og uden at vente paa Svar,
gik hun foran paa en ſteil Sti, der ſnaede fig hen
imellem Krattet paa Bjergets Skraaning. Guitza, der
forte fin med Reiſeſcekke beleesſede Heſt ved Tommen,
iagttog, medens han langſomt gik fremad, Mufklernes

24

372 Montenegrinerinden.

Spil paa den unge Piges Ryg, der ſattes i Bevegelſe
af den tunge Byrde, hun bar pan Hovedet. Havde
han været Billedhugger, havde han kunnet ſtudere
denne Statue, der vandrede foran ham, ſom Kunſtverk.
Guitza var nu rigtignok ikke Billedhugger, men han
var dog ikke ufolſom for Virkningen af det Skjonne i
en faa tiltrekkende Form. De to unge Menneſker
vandrede vel endnu et Kvarterstid fremad i Taushed,
da de pludſelig paa en af Naturen ſelv dannet
Terrasſe af ikke ſeerdeles ſtor Udftræfning fif Øie paa
et lille Hus, der ſtottede ſig til Klippen, og ſom var
opført halvt af Steen, halvt af Træ. Alderens Ruſt
laa over Murene, Mos bedekkede Stenene, Træværfet
var ganſke fort, Ükrud bredte fig over Taget, og
Verandaen heldede nedad.

En Mand i ſine kraftigſte Aar ſad med en
Tſchibuk i Haanden i et Hjorne af Verandaen. Den
unge Pige gik ind i Huſet: Guitza blev ſtagende foran
Manden. „Marynka!“ raabte denne. En midaldrende
Kvinde kom lobende paa hans Kalden. „Seer Du
ikke, at Gud ſender os en Gjeſt?“ ſagde Manden ...
„For Heſten ind i Stalden og tilbered en Forfriſkning
for den Reiſende.“ Guitza tog forſt Reiſeſcekkene af
Heſten; derpaa gik han op i Verandaen og hilſte paa
Manden, der tydelig nok var Huſets Herre.

„Velkommen,“ ſagde denne uden at rore ſig fra
Stedet. „Hvorledes har Du det? tag Plads, hvil
Dig, Du maa være træt.” „Det er jeg,“ ſparede
Guitza, idet han ſatte ſig ned. „Du er en Serber?“
„Jeg er en Serber ... fra Valevo.“ „Fra Valevo ...“
gjentog Manden, idet han tog et Drag af fin
Tſchibukt .. „fra Valevo . hm ... godt ..
Hvorledes ſtager det til der? Lader Tyrken Eder have
Ro?“ „Han lader os have Ro,“ ſvarede den Ad—
ſpurgte. „Hm...“ mumlede Montenegrineren ...
„ja faa! Hvorfor falde J da ikke forſt over Tyrkerne?“

Montenegrinerinden. 373

„Jeg veed det ikke ...“ begyndte Guitza, „vor
Fyrſte. .. „Hvad, Eders Fyrſte .. .“ afbrød
Huſets Herre ham; „det er ikke Fyrſtens Sag, men
Folkets, at gjøre Begyndelſen . . . J derovre i Valevo
kunde med en Smule god Billie paafore Tyrkerne en
alvorlig Krig og ſpille ham det ene Puds efter det
andet ... ſaaledes ſom vi gjore .. . ſee kun her .. .“

Dermed mente han: See paa mig, hvorledes jeg
ſeer ud! Og det var virkelig nok Umagen værd at
fee paa ham. Hans Ydre tydede pan en Velſtand,
der ftod i ſtarp Modfætning til den ham omgivende
Tarvelighed. Han var ifort en rigtbroderet Dragt af
fiint Klæde; Underkledningen var hvid, Overkledningen
morkeblaa; et Silfebælte omgav hans Hofter, og i det
ſtak guldindlagte og med koſtbare Stene beſatte
Piſtoler og en Jatagan med Elfenbeensgreb. Man
ſa ae, at det var hans Hverdagsdragt, lidt. ſlidt, men
dog i god Stand og reen. Han bar den med naturlig
Anſtand, med en fornem Herres Værdighed, med
Selvbevidſthed og Tillid til ſin egen imponerende
Styrke. Et allerede graat Overſkjcg ſtjulte hans
Mund, og fvære Sienbryn ſeyggede over hans Sine.
Han puſtede langſomt Rogen ud af ſin Tſchibuk og
indlod fig med fin Gjeeſt i en Samtale, der umerkeligt
kom til at dreie ſig om Politik. Han kritiſerede den
ſerbiſte Regjerings Holdning, ſom han fandt altfor
ængftlig. Forgjæves forſvarede Guitza fin Fyrſte;
Montenegrineren dadlede dem Alleſammen, Serberne
ligeſaa godt ſom deres Fyrſte.

„Hvor kan J dog lade Tyrken have Fred?“
ſagde han, medens han puſtede tætte Rogſtyer ud fra
lig. „Du angriber ikke ham, og han lader Dig være
i Ro. Kan det pan den Maade blive til Noget med

Krigen?“ „Er Krig da abſolut nødvendig?” vovede

den unge Mand i al Beſkedenhed at indvende. „Hvad?“
udbrød Montenegrineren aldeles forbauſet. „Hvad

374 Montenegrinerinden.

er en Mand uden Krig? Ho, ho! . . . Jeg vilde
ikke eie det, jeg kunde ſkjule mig i, hvis der ikke var
Krig til.“ „Og Handel?“ bemærkede Guitza beſkedent.
„Ja, det er rigtigt . . . Handel. Krig og Handelen . ..
Herfra (han pegede mod Nord) forſynes vi med
marfa (Barer), og derhen (han pegede mod Veſt) gaae
vi for at fælge dem . .. Hvad Slags Handel drive
J i Valevo?“

Guitza opregnede Landets forſkjellige Produkter
ligeſom ogſaa de fra Udlandet hentede Varer, der
ſolgtes i Butikerne og gav Kjobmeendene en reen
Gevinſt af hundrede Procent. Montenegrineren trak
paa Skuldrene og ryſtede med Foragt paa Hovedet.
„Det er kun Legetoi for Fruentimmer — ſaadan en
Handel er til ingen Nytte . .. paa den Maade maae
J tidligere eller ſildigere falde i Kloerne paa Tyrkerne,
der ville bemægtige fig Eders Land.“ „Vi har jo
en Her, en Milits,“ indvendte Guitza. „Puh, puh!“
ſvarede den Anden og foer med Fingrene igjennem
Luften. „En Her! ... en Milits! ... huha!“
Derpaa vedblev han: „Jeg fjender Schwabernes
(Tydſternes) Armee. Jeg fjender Nizams (Tyrkernes)
Armee . . . Duer til Ingenting. Nei, ſtol ikke paa
Eders Armee . .. Nei ... Serbien ligger paa fit
Yderſte.“ „Naa, det manglede blot!” ſagde Guitza.
„Joviſt! Jeg kan ſige Dig, der, hvor der er en Armee,
ſtoler Folket paa Soldaterne og bliver feigt.“ „Ikke
altid.“ „En Serber vil ikke vove at ſee ſin Fjende
i Oinene,“ ſagde Montenegrineren. „Det vover han,
det gjør han!“ ſvarede Guitza i en krenket Tone.
„Det fane vi at fee,” ſagde Montenegrineren, idet
han blinkede med Øinene og ryſtede paa Hovedet.

Samtalen afbrodes af Aftensmaaltidet, ſom Kvin—
derne ſerverede paa et lille, meget lavt Bord. Det
var tarveligt og beſtod af en Meelſuppe, af Gedeoſt,
belagt med gront Peber, og Maisbrod, der var ſaa

Montenegrinerinden. 375

haardt, at man knap kunde bide det itu; dertil kom et
lille Krus med Viin, der var faa fur, at man fif
Taarer i Oinene af den. Ankas Narvarelſe gjorde
imidlertid det tarvelige Maaltid, ſom hun ſerverede,
mere velſmagende. Snart kom og fnart forfvandt
hun, ledſaget af en anden ung Pige, der aabenbart
var hendes yngre Soſter. Guitza var ſnart paa det
Rene med, at Familien beſtod af Fader, Moder og
de to Dottre; desuden var der endnu en gammel
Kone, der kom ud fra Hytten, blev ſtagende et Sieblik
i Doren og raabte hen til Manden, hvem hun kaldte
Peter: „Altſaa imorgen, ved Daggry?“ „Imorgen
ved Daggry,” ſvarede han, „ellers fane vi ikte Tid
nok til at komme over Bjerget ... forudſat, at det
bliver godt Veir.“ „Det ffal Du ikke være bekymret
for,“ ſvarede den gamle Kone. Guitza forſtod ikke Me—
ningen af denne Samtale og brod ſig heller ikke om at
forſtaae den, thi Anka tiltrak ham meget mere. Da
hun tog af Bordet, rettede Faderen folgende Sporgs—
maal til hende: „Er Alt i Orden? Kurvene, Seekene,
Ringene?“ „Alt er i Orden,“ ſvarede hun. „Nuvel,“
ſagde han derpaa til fin Gjeſt, „hvis Du har ſtyrket
Dig, faa gaa nu til Ro.“

Guitza kunde ikke gjore Andet. Han tog et lille
Reiſetceppe ned fra Sadlen, udbredte det under et
Træ, der ſtod i Baggrunden af Gaarden, ſtillede
Sadlen op ſom Hovedpude, lagde ſig ned, faldt i
Søvn og vaagnede næfte Morgen for Dagens
Frembrud. Larmen af mange Stemmer og den
Travlhed, der herſkede i hele Hytten, gjorde ham heelt
vaagen; han ſprang raſk op, og den forſte Perſon,
han mødte, var hans Vært.

„Godt!“ ſagde denne, „nu vilde jeg netop vekke
Dig .. . og jeg vilde ogſaa ſporge Dig.
„Sporge .. . hvorom?“ „Vil Du føres tilbage til
Cettinjeveien, eller vil Du hellere afvente vor Til⸗

376 Montenegrinerinden.

bagekomſt her, eller foretrekker Du maaſkee at drage
med os mod Tyrken?“ „J gane mod Tyrkerne?“
„Vi gage i Krig. Du gaaer nok neppe med os,
Du . . . en Serber ... Sadl Du kun din Heſt, vi
ſkal nok viſe Dig Veien. Hvis ikke, jaa læg Dig
igjen og ſov, indtil vi komme tilbage.“ „Jeg gaaer
med Eder,“ ſagde Guitza. „Du vil drage mod
Tyrken?“ „Det vil jeg.“ „Naa! . . . i fan Fald
behover Du kun at tage din Bosſe, faa bryde vi op.“

Forberedelſerne til Reiſen tog ikke lang Tid.
Guitza kaſtede fin Bosſe over Skuldren og fulgte den
Gamle. Da de gik henad Stien, forekom det ham
engang, at han horte lette Trin; en halv Snees Skridt
bagved fig opdagede han tre kvindelige Viesner med
Kurve paa Hovederne. Guitza troede at gjenkjende
Moderen og hendes to Dottre; uden Tvivl drog
ogſaa de mod Tyrkerne. Den frembrydende Dag be—
krœeftede hans Formodning; forreſt gik Anka; efter
hende fulgte den yngre Soſter, og tilſidſt kom
Moderen. Morgenroden kaſtede over de tre Skikkelſer
et roſenrodt Skjer, der gjorde, at Anka faae endnu
mere fortryllende ud. Med faſte, ſikkre Skridt, uden
at forhaſte ſig og uden at blive tilbage, gik hun ned
ad Bjerget. To Mænd og en Kvinde ſluttede fig
forſt til Toget; fan endnu en Mand og to Kvinder,
ſenere endnu nogle Mænd. Jo længere man gik,
deſto ſtorre blev Antallet af Mænd og Kvinder, der
ſluttede fig til Toget. Mendene vare bevæbnede med
Piſtoler, Bosſer og Jataganer; Kvinderne medbragte
Kurve, ſom Nogle bar pan Hovedet, Andre paa
Ryggen; Enkelte af dem havde Bosſer.

Skjondt det ikke var Guitza ubekjendt, at de
montenegrinſke Kvinder dele Krigens Farer med deres
Fædre, Brødre og Mænd, faa var det dog et haoiſt
merkeligt Skueſpil for ham. Han var ikke lidt glad

Montenegrinerinden. 377

over, at han var kommen til at gjøre Expeditionen
med, og drog nok faa fornoiet mod Tyrken.

Heelt nede i Kloften ventede en Afdeling, der
beſtod af tyve Mænd og Kvinder. „Oho!“ raabte en
gammel Mand, da han fif Øie paa vort Tog, „komme
J endelig! Jeg vilde allerede lade vore Afdelinger
afmarchere, uden at vente paa Eder.“ „Have vi for—
ſinket os, Capetan Zivko?“ ſpurgte En. „Jeg ventede
Eder tidligere,” ſvarede han, der blev faldt Capetan.
„Naa! deſto værre. Folkene foran!”

Ved dette Opraab begyndte et heelt Detachement
af omtrent fyrgetyve Krigere at klattre op ad en
bugtet Sti. Capetan Zivko gik forreſt, ſtottende ſig
til en Knortekjaep: Den langſomme og tauſe Marche
afbrodes henimod Klokken ti ved, at man gjorde Holdt
ved en Kilde, der ſprang ud fra en Klippe. Krigerne
leirede fig i en Kreds omkring en Ild, ſom Kvinderne
havde antændt, ligeſom de ogſaa uddelte Levnetsmidler
og opvartede hver ijær. Anforeren ſyntes forſt nu
at bemerke den unge Serber. „En Serber er med |,
os . . hvor kommer han fra?“ lød hans Spørgsmaal. ,
„Han er min Gjeſt,“ ſvarede den Gamle. Hm,
hm! . .. Din Gjæft .. . en Serber ... ikke deſto⸗
mindre vor Broder ... Godt ... han fan fortælle
Serberne om os . .. forudſat da, at han flipper
heelſtindet fra det.“ „Hvorfor ſkulde han ikke flippe
heelſkindet fra det?“ ſpurgte den Anden. „Hvorfor
have begge dine Sonner miſtet Hovederne ved en
lignende Leilighed?“ ſvarede Anforeren.

Ved disſe Ord horte man Kvinderne bryde ud i
lydelige Veeklager. „De ere blevne hævnede," ſagde
min Vert. „Det er de! Hvormange Tyrkehoveder ere
allerede faldne for disſe to!“ „Kun elleve,” fva-
rede Peter, idet hau ſtoppede ſin Pibe; „men det
forſlager ikke ...“ „Saaledes gaaer det til hos os,“
bemeerkede Anforeren til Guitza. „Iſtedetfor Klager

378 Montenegrinerinden.

og Taarer have vi Gævnen ... Hos Eder ere disſe
krigeriſte Vaner forſvundne .. . ikke ſandt?“ Guitza
traf paa Skuldrene.

Hvilen ſtod ikke længe pan. Afdelingen fatte fig
i Bevegelſe for ved Middagstid atter at gjøre Holdt;
derpaa marcherede de endnu nogle Timer uden Af—
brydelſe, indtil man fra en Hvide fif Øie paa det
ligeoverfor liggende Bjerg. Paa dettes Sfraaning
fandtes der en ftor, med Landsbyer befat Dal, fra
hvis Midtpunkt Minareternes prægtige Spir ragede i
Veiret. Anforeren ftøttede fig paa fin Knortefjæp og
fane et Øieblif ud over Egnen; derpaa ſagde han til
min Bært: „Du gaaer med ti Mænd ad Soſiden
til; men Du griber iffe an, før Du hører vort Signal,
og det fager Du, ſaaſnart den Stjerne der gaaer bort.“
Og han pegede mod Oſt.

»Øvem følger med mig?“ ſpurgte Peter med
hoi Roſt. Ti Krigere ffilte fig lydloſt fra de Andre,
ſom ſaaledes bleve delte i to ulige Dele, den ſtorre
fulgte Capetanen, og min Veet ſtillede fig i Spidſen
for den mindre. Paa ſamme Maade delte Kvinderne
ſig. Man begyndte Nedſtigningen, der varede til ud
paa Natten. J Morket følte Guitza et fladt Terrain
under fine Fødder; han horte Hundenes Gjoen og
Hornkvoegets Brolen. Man gjorde Holdt i et tet
Krat. Nogle ſatte ſig ſammen i Klynger, de Andre
ſtrakte fig paa Jorden; rundtomkring herſkede dyb
Taushed.

Guitza faldt i en dyb Søvn, hvoraf han vekkedes
noget ublidt. „Op, Broder ... tys! . . .“ hviſkede
en af hans Kammerater ganſke ſagte til ham. Dagen
var ved at bryde frem. Man begyndte atter at
marchere, og da Guitza vendte ſig om, fulgte Kvin—
derne ikke mere med Afdelingen. Efter en kort, taus
Marche blev der atter gjort Holdt ved en Bjergbek;
i nogen Afſtand ſaaes Menneſkeboliger. Pludſelig

Montenegrinerinden. 379

flammmede et Lyn op i den fjerne Horizont, fulgt af
et Knald. J ſamme Dieblik ryſtedes Luften af et
ſterkt, frygteligt Skrig, ſom Bjergenes Ekko gjentog.

„Til Angreb,“ raabte den Gamle, idet han trak
en Kniv ud fra fit Bælte og ſpingede den over fit
Hoved. Krigerne ſtyrtede frem mod den nermeſte
Bolig, hvis Hovedport ſnart gav efter, faa de kom
ind i Gaarden. Man ftødte Huſets Dore ind, og
Nogle trængte ind i det Indre. Luften gjenlod af
Angſtſkrig og Veeklager, der endnu kunde høres,
efterat Reſten af Troppen allerede havde begivet fig
hen til de omliggende Huſe. Den ſamme Scene
gjentog fig for anden Gang. Overfaldet blev fortſat.
J det tredie Hus forſogte man at ſette fig til Mod—
værge, nogle Skud affyredes, men Ingen blev ſaaret.
Angriberne vaklede ikke. Dette Hus's Dor ſtod kun
lidt fængere imod end de andre, og Kampen indenfor
var mere forbittret, men endte dog med Montenegri—
nernes Seir.

J u ſamme Oieblik førtes en ſteerk Geverild i
Landsbyen. Peter lyttede og raabte ſaa: „Ned til
Samlingspladſen!“ Han lob ſelv forſt, og Capetanen
fulgte efter, En lille Hob Tyrker havde ſamlet fig
paa Pladſen. Opſfkreemmede af Sovnen, halvt paa—
kledte, grebne af Skrek, vexlede de kun nogle faa

Skud med Angriberne, veg derpaa tilbage, da man

trængte ind paa dem, og ſogte at frelſe fig ved Flugt.
Montenegrinerne gav fig til at forfølge dem og ſendte
i Afſtand nogle Kugler efter dem. Imidlertid ſogte
Indvaanerne, Gamle og Unge, Kvinder og Born, at
flippe ud af Landsbyen; de flygtede til alle Sider og
gav hele deres Eiendom til Pris. Huſene bleve
tomme, og i mindre end en halv Time var Landsbyen
forladt af alle Beboerne.

I dette Sieblik kom Angriberne tilbage og fil
travlt med at ſamle Bytte. Kvinderne viſte ſig paa

380 Montenegrinerinden.

Skuepladſen og begyndte at fylde deres Sakke og
Kurve med Alt, hvad der var af nogen Verdi. Kleder,
færdigt Toi, Bundter af Uld og Silke til at ſpinde,
alle Slags Husgeraad af Kobber og Tin, endog Mad—
varer bleve tagne med af de Plyndrende. De gjennem—
rodede alle Kroge og ſaae efter overalt, for at fane
fat i enhver brugelig Gjenſtand. Man maatte ſkynde
fig, thi i en Afſtand af knap en Mil laa der et lille
Fort, hvis Befætning paa forſte Allarmſignal ſtrax
vilde komme den flygtende Befolkning til Hjeelp. Man
ſtyndte fig derfor af alle Kræfter. Endnu forinden
de paa Veien til Fortet opſtillede Skildvagter fif Die
paa de tyrkiſke Soldaters Bajonetter, ſteg allerede de
med Kurve belcesſede Kvinder i en lang Rakke langſomt
op ad det uveiſomme Bjerg, og Mændenes Afdeling,
der oploſtes i en Kjeede med tredive Skridt imellem
hver Mand, dannede Bagtroppen for Kvinderne.
Expeditionens heldige Udfald var nu kun affængigt
af den mere eller mindre lykkelige Beſtigning af Bjerget.

Ogſaa den lykkedes. Paa Toppen af Bjerget
var Guitza Vidne til et eiendommeligt Syn. Kurvene
vare ſtillede hen paa Jorden, og de forpuſtede, ud—
mattede, halvdode Kvinder hvilede ud ved Siden af
deres Byrder. Den unge Serber ſage ſig om i
Kredſen efter Anka. Henſtrakt paa Jorden havde hun
vendt Anſigtet op mod Himlen, hendes Leber vare
halvt gabnede, hendes Kinder brændte, hendes
ſtonnende Bryſt hævede ſig under det tunge Aandedrag.
„Op!“ . .. raabte Capetanen „Fremad! Nizams
Kugler kunne endnu nage os her.“ Ved disſe Ord
ſprang Kvinderne op, og Mendene ſkyndte fig med
at være dem behjælpelige med at fane Kurvene paa
Hovedet. Guitza ſprang hen til Anka og ſagde, idet
han greb hendes Kurv — han kunde neppe løfte den,
ſaa tung var den —: „Giv mig den, jeg ffal bære
den for Dig.“ „Ak nei!“ ſagde Anka med et tak—

Montenegrinerinden. 381

nemmeligt, melancholſk Blik. „Lad mig bære den,“
ſagde han igjen og tog efter Kurven. „Nei, nei,“
ſvarede den unge Pige i en beſtemt Tone; „en ſaadan
Skam kunde jeg aldrig give mit Minde til.“ Udtrykket,
der faa i disſe Ord, gjorde, at den unge Serber gav
efter; han hjalp Anka med Kurven og vendte derpaa
tilbage til Krigerne. Tilbagetoget fortſattes nu uden
Hindringer, og ſamme Dags Aften ſad Peter og Guitza
paa Verandaen og rog i Ro af deres lange Piber,
medens Kvinderne, der nylig vare komne hjem, havde
travlt med at tilberede Aftensmaden. Guitza var adſpredt,
Peter eftertcenkſom; de vexlede kun nogle faa Ord og
hentydede ikke engang til Dagens Heltegjerninger. Den
unge Serbers Ophold i den gamle Krigsmands Hytte
forlcengedes fra den ene Dag til den anden. Guitza
haſtede ikke med Afreiſen, og det lod aldeles ikke til
at overraſke Montenegrineren. De havde lange Sam—
taler, og Hovedthemaet var Politik, den hoiere Politik.
Den Gamle talte kun om England, Rusland, Sſterrig
og Frankrig, om det tydſke Rige, om den foreſtagende
og uundgagelige Krig med Tyrkiet, ſamt om den
glimrende Sfjæbne, der var forbeholdt Montenegro,
dette Montenegro, der efter hans Mening var beſtemt
til at blive et megtigt Rige.

„Jeg maa tage med Varer til Schwaberne
(Tydſkerne) i Cattaro,“ ſagde han en Dag til Guitza.
„Jeg følger med Dig.“ „Godt . .. det kan jeg lide...

altſaa imorgen.” Ved Daggry den folgende Morgen
mødte Peter i Sondagskleœder, i en ny, prægtig, af
Guld ſtraalende Dragt. „Skulle vi fan gage?“ ſagde
han til fin Gjæft. „Javel, lad os gane,” fvarede
denne; „men hvor er Varerne?“ „Aa, de er alle—
rede ſendt afſted inat og har et godt Forſpring. Men
vi indhente dem nok ...“

De brod op, og medens Peter gik foran med ſin
Tſchibuk i Haanden og uafbrudt ſtoppede, tændte og

382 Montenegrinerinden.

røg, fulgte Guitza taus efter ham. Efterat de havde
gaaet i flere Timer, fik Guitza Øie paa de med Pakker
belesſede Kvinder, der hvilede ud ved Veikanten. De
Stakler vare aldeles medtagne af Træthed og kunde
knap trælfe Veiret. Peter gif forbi Kvinderne, uden
at værdige dem et Blik. Guitza turde kun i Forbi—
gaaende tilraabe dem et Godmorgen. Snart fane
man den oſterrigſke Toldbygning. Efterat man der
havde betalt Tolden afleverede Mendene deres Vaaben
og fik Tilladelſe til at gage videre til Byen. Da de
vare komne dertil, begyndte man at fælge Byttet. Alt
blev gjort i Penge. Peter handlede i Butikerne, og
Kvinderne fulgte ham ſom Skygger. Kurvene bleve
ſtadig lettere, indtil de tilſidſt vare aldeles tomme.
Men det ffete kun, for at de igjen kunde blive fyldte.
Kvinderue vare ſtedſe i Heelene paa Peter, der overalt
kjobte Noget, her Brendeviin, hiſt Fodtoi, andre Steder
Kledningsſtykker ofv. Om Aftenen tog man ind i et
Værtshus, hvor Guitza ikke ſage mere til Kvinderne.
Efter et overdaadigt Aftensmaaltid, hvorved der blev
drukket Masſer af god Viin, og efter en god Søvn
tiltraadte Montenegrineren og hans Ven Tilbagereiſen.
Udenfor Byen, ved Foden af ZBjergkjceden, der amfi—
theatralſkt indeſlutter den for fin Skjonhed faa bekjendte
Boche di Cattaro, traf de igjen ſammen med Kvinderne.

„Nu maa jeg tilbage iil Valevo,“ ſagde Guitza,
medens de fulgtes ad. „Hm, hm! Lykkelig Reiſe, Gud
være med Dig!“ ſvarede Peter. „Men jeg gaaer ikke
alene.” „Med hvem gaaer Du da?“ „Jeg vil tage
din Datter med mig.“ „Hm, hm!“ brummede Peter;
„naar jeg blot havde En til at bære Varerne; men
hendes Moder er for gammel.“ „Du kan jo dog
ikke altid beholde hende hos Dig.“ „Det er egentlig
ſandt nok,“ ſvarede den gamle Kriger. „Naa, ja ...
men det falder dog en Fader tungt at ſkille fig ved
fit Barn ...“ „Der gives Midler til at bøde paa

Montenegrinerinden. 383

Sorgen.“ „Hvilke Midler har Du dertil?“ „Keiſer—
lige Dukater.“ „Naaja!“ ſukkede Ankas Fader; „lad
det faa ſkee, ſom Du onſker. Og naar vil Du tage
hende med Dig?“ „Jeg vilde tage hende med mig
ſtrax idag, hvis vi kunde fane Kirkens Velſignelſe“ ...
„Idag? . . . nei! Men ver volig, det ffal ikke træffe
længe ud . . . Jeg giver Dig hende ... tag hende.“ ..

Da det ikke er os tilladt at udvide Rammen for
denne lille Skizze, ville vi forbigaage Bryllupsfeſten,
ſom det vilde blive for vidtloftigt at beſkrive.

Overordentlig ſtor var Ankas Overraſkelſe, da
hun, efterat Ceremonierne og Bryllupsfeſten vare
forbi, ſkulde folge fin Mand. Hun tog Afſked med
ſin Fader, ſin Moder og hele Familien med gribende
Sorg; hendes Taarer vilde ikke ſtandſe. J Valevo
optoges hun i Familien Guitza, der viſte hende al
mulig Opmerkſomhed og Deeltagelſe. Hun paa fin
Side gjorde fig ogſaa Umage for at være elffværdig
mod Alle, dog vedblev hun altid at være undfeelig og
tilbageholden. Lydig mod ſin Mand, fredelſkende og
blid imod de Andre, kunde Anka dog ikke blive for—
trolig med Nogen. „Det har ikte Noget at ſige, det
gaaer nok over,“ ſagde Konerne.

Hun blev Moder. Hun bragte en Son til
Verden; efter Landets Skik og Brug overvældede man
hende og den Nyfodte med Lykonſkninger og Foreringer.
„Nu ffal Du fee,” ſagde man ganſke hemmeligt til
Guitza, „nu gaaer din Kones Tungſindighed nok
over.“ Denne Spaadom gik virkelig i Opfyldelſe,
men paa en ganſke uventet Maade, En Maaned efter
Sønnens Fodſel forſvandt Anka fra Valevo. Hverken
Guitza eller nogen Anden kunde forſtage, hvad der
var ſkeet. Der gik een, to, tre Dage. Der gik en
Uge og endnu en. Anka var forſvunden fra Valevo
ligeſom en Steen, der er kaſtet i Vandet og aldrig
mere kommer op til Overfladen.

384 Montenegrinerinden.

Endelig beſtemte Guitza ſig til at meddele ſin
Spigerfader det Forefaldne. Nogle Uger efter fik han
Underretning om, at hans Huſtru og hans Son befandt
ſig i bedſte Velgaaende. Skjondt hun ikke engang
kjendte Veien, havde den unge Kone med fit Barn
tilfods gjort den lange Reiſe tilbage til Montenegro.

Den forladte Mand begav fig ftrar afſted til „de
forte Bjerge. Efter to Maaneders Fraværelfe kom
han tilbage, men uden Huſtru og Son; ſorgmodig,
grublende, ſom fortabt vandrede han i nogen Tid om
i Staden. Tilſidſt ſolgte han ſit Hus, opgav ſin
Forretning og drog bort for at nedfætte fig i fin
Huſtrus Hjemſtavn. Han kunde vanſkeligt have handlet
anderledes. Denne fredelfkende, taalmodige, opoffrende
Kvinde havde, da hun nu engang var vendt tilbage
til ſine Husguder, lagt en uboielig Villieskraft for
Dagen. Ikke for Alverdens Skatte vilde hun atter
være gaaet til Serbien.

Jorgjæves ſogte man at gjøre hende indlyſende,
at Montenegro og Serbien vare to Nabolande, to
Soſternationer, der havde ſamme Sprog, ſamme Re—
ligion, ſamme Bjerge. „Nei!“ ſvarede hun; „jeg
vender ikke tilbage til Valevo; og hvis man forſoger
at bringe mig derhen med Magt, fan dræber jeg min
Son og derefter mig ſelv.“ Der var faa megen Be—
ſtemthed, en ſaadan Ro, en jaa mægtig Faſthed i
hendes Stemme, da hun udtalte disſe Trusler, at
enhver Tvivl maatte forſtumme.

Hvad havde den ſtakkels Guitza at gjøre? Monte—
negrinerinden vægrede fig ved at blive en Serberinde;
jan maatte Serberen blive Montenegriner.

Sokrates.
Af
J. Johanſen.

I.

„See den Viſe fra Athen, hvor ſtille

Hiſt han ſtager; fra aarle Morgenſtund
Saa han ſtod, da fra ſit Telt han traadte,
Kvaget af det forte Natteblund.

Som en Helt igaar han blandt os kœemped',
Frelſte Vennen i det vilde Slag;
Smilende og rolig ſom paa Torvet

Var han under Kampens Vaabenbrag.

„Som en Støtte ſtager han, ei en Muſkel
Fører fig, og ſenket er hans Blik;
Lytter han til Tanken i ſit Indre,

Lytter han til Sferernes Muſik?
* 25

385

386 ö Digte.

Grunder han paa Verdenslivets Love,

Om vor Jord blev til ved Ild, ved Band?
Som et Billede af Erts og Marmor
Stager han der, den underlige Mand!"

Saadan Talen lød i Krigerſkaren

Om den viſe Sokrates, der nys

Havde frelſt fin Yndling ud af Faren,

Alkibiades, fra Dødens Kys.

Som han rolig var i Vaabenbraget,

Stod han rolig nu i Solens Glod,
Medens de, der kempede i Slaget

Ved hans Side, Leirens Raſtdag nod.

Saa han ſtod, da Morgnens Sol ſig haved',
Saa han ſtod, da den fra Himlens Blaa
Ned ſin hede Middagsſtraale ſendte,

Og da alle Skyggerne blev ſmaa;

End han ſtod, da Skyggerne ſig ſtrakte

IJ den ſvale Sommeraftenſtund,

Og da Maanen paa den klare Himmel
Loftede ſig ſolverklar og rund.

Og mens Stjernerne til Jorden ſtued',
De, hvem Hellas' Folk gav Guders Navn,
Tændtes Lys paa Lys der i hans Indre,
Klarere end de i Himlens Favn,

Digte, 387

Og fra Sjælens Dyb en Roſt der toned'
Gudens Roſt med Ordet: „Kjend Dig ſelv!“
Dette Ord, der ſtod med gyldne Ciffre
Over Delphigudens Tempelhvelv.

„Kjend Dig ſelv!“ Ak, ſom i Havets Dybder
Synker den jo, der vil granſke ud

Sjælens Liv og folge den tilbage

Til dens Kilde, Altings Ophav, Gud.
„Kjend Dig ſelv!“ Den ydre Verden ſprede
Ei dit Blik, men lad det ind ad gage,

Vil for Verdens Gang Du finde Loven,

Vil til Harmoni og Fred Du nage!

Natten kom, dens føde Hvile ſogte
Krigerne, men der endnu han ſtod;
Vinden leged' med den Viſes Kappe,
Men ſom faſtgroet var til Jord hans Fod.
Vagterne, der vaaged' over Leiren,

Saae ham der endnu ved Morgengry,
Da Selene for Auroras Flammer

Svandt i Himmeldybet, jomfrubly.

Og da Dagens Konge fra ſin Trone
Sendte ud det ſtraalefulde Blik,
Lofted' Panden han imod det Hoie,

Mens en Takkebon fra Leben gik.
25%

388 Digte.

Klart ſom Dagen var der i hans Indre,
Klart ſom paa det høje Himmelfelt,

Og med Fredens klare Smil pan Leben
Ind til Hvile gif han i fit Telt.

I.

Sit blege Blus Selene ryſter

Fra Himlens natlig-dunkle Blaa

Og ſtuer venlig til ſin Soſter,

Pallas Athene, der ſees ſtage

J Ruſtning flædt, med Hjelmen, Landſen,
Som Vogterinde for den Stad,

Hun ſmykket har med Skjonhedsglandſen
Og ffjænfet Olietrœets Blad.

Hoit fra Akropolis hun fafter

Sit Blik ud over Stad og Land

Til Havnen med fin Skov af Maſter,
Der ſoge hid fra fjerne Strand,

Til Marmortemplerne, der hæve
Sneehvide fig i Stjerneſkjcer;

Men helſt dog hendes Blikke [væve
Til ham, hun fremfor alt har kjer.

Kom, lad os ſoge ham i Staden,

il Hvor nu er Ro paa Dagens Larm;
Tidt vandrer Sokrates paa Gaden
J Sommernatten, lun og varm;

Digte.

Tidt gaaer han ved Ilisſos' Bande
Og lytter til dens Bolgers Brus

Og hører Roſt fra Guders Lande

Derfra og fra Platanens Sus.

See Huſet hiſt, det zirligt bygte,
Med Marmorſoiler ved ſin Dor;

Paa Alt ſit Stempel Skjonhed trykte.

Vi lofte Purpurteppets Slor;

Fra Hallen lyder os imode

Til Floiteſpil et muntert Kvad;
Paa Væggen friſke Roſer gløde,
Omſlyngt af Vedbendrankens Blad.

Der ſidder han blandt glade Gjeſter
J Agathon, den Riges, Hjem,
Hans, der forſtod at holde Feſter,
Hiſtorien evigt tog i Gjem.

J Rummet lyſe Lamper klare,

Men klarere dog Aand og Vid,

Og Ordets lette Pile fare,

Der tone vil til fjerneſt Tid.

Der ſidder han, den gudeſendte,
J Grimhed lignende Silen,

Men Flammen, der i Sjelen brændte,

Til plumpe Træt gav Skjonhed reen.

nnen

mer

390

Digte.

Fra Leben ſprudler Ordets Kilde
Og kveger Alle med ſit Bad:
Ei Hellas' Sprog i Toner milde
Lod ſkjonnere i Muſers Kvad.

Og han, hvis Læbe ſtolt fig buer,
Den kraftige og ffjønne Mand,

Hvis Øie af Begeiſtring luer,

Med Spot dog blandet, hvo er han?
Thalias Preſt det er, der ſlynger
Satirens giftig-hvasſe Pil,

Imedens han en Hymne ſynger

Med Gratiernes eget Smil.

Han, der med Maſkens Frihed ſpotted'
Athenes Yndling, Sokrates,

Imens den Viſe ſelv ſig gotted'

Ved Spogen — Ariſtophanes!

Han ſidder her — hans Stemme klinger
Med Philoſophens i et Chor,

Der til den lyſe Eros bringer

En Lovfang fra den dunkle Jord.

Og hvem er Svenden hiſt, hvis Lokker
Er krandſet ef den blaa Viol,

Af Vaarens tuſind Blomſterklokker,
Der ſpire frem ved Hellas' Sol?

Digte.

Det er i Ungdoms Skjonhedsfylde
Den glade Alkibiades,

Han, der kan alle Hjerter trylle,
Nu tryllet ſelv af Sokrates.

Med Letſinds Ry han fylder Staden,
Gi'er Stof til Tale hver en Dag;
Nys kom han jublende fra Gaden,
Fra unge Venners vilde Lag.

Nu Ord der fra hans Leber ſtromme
Med Varme fra et ædelt Sind,

Og fværmerijfe Ungdomsdromme
Forhoie Rodmen paa hans Kind.

Om Kjerligheden Talen klinger,

J Alvor ſnart og ſnart i Skjemt,

Og Billed frem paa Billed ſpringer,
Hvor Sandhed er i Skjonhed gjemt.
Paa Tankens gyldne Himmelſtige

De vandre op fra Trin til Trin

Til Gudens lyſe Straalerige,

Som kun man nager med helligt Sind.

Fra Driften, ſom med Dyret deles,
Fra Aphrodites Myrthegreen

Til Kraften, hvorved Alt beſjeles,
Erosideen, hoi og reen,

391

392 Digte.

Gaar Tankens Vandring: Sagn og Mythe
Som klare Tanker loſte ſtager;

End efter tuſind Aar vi lytte

Til denne Sang fra Hellas' Vaar.

III.

Endt er Sangen om Eros! Til Dodens Genius vie
Vil jeg en Sang,

Han, ſom alene er mægtig vor Sjæl at befrie

Mildt fra hver Tvang,

Han, ſom os ffjænfer de himmelſke Vinger,

Hvormed vi ſvinger

Os til Elyſiums Vang.

Sokrates fengſlet! Med Bluſel Athene fig vender
Bort fra ſin Stad,

Der hendes Skjold, det ſtraalende blanke, nu ſtjcender;
Taarernes Bad

Strommer paa Kinden, og Hender hun vrider,
Medens hun ffrider

Hen under Soilernes Rad.

See, i fit Fengſel han vandrer med Silet, det
ſamme,

Som paa hans Mund

Vidnede om, at den rene, den himmelſke Flamme

Digte. 393

Havde fin Grund

Dybt i hans Sjæl: der var Gudens den ſtraalende
Bolig,

Evig og rolig

Som i den delphiſke Lund.

Hor, med de Kjere han taler, troſter de Svage,

Selv uden Gru;

Bort til de ukjendte Kyſter vil freidig han drage,
Snart, i et Nu;

Ukjendte er de ham ei, thi klart han dem ſkued'

Tidt, naar det lued'

Megtigt i Seerens Hu. —

„Hiſt pan de Saliges O, hvor de evige Sanges
Smeltende Chor

Klinger hen over de altid blomſtrende Vanges
Duftende Flor,

Vandre jeg ffal med Homer og den hellige Skare,
Vexle de klare,

Sjelebefriende Ord.

„Thyrſen jeg ſvang ikke blot hernede, beruſet
Vildt under Lyſt;

Guden, jeg føler det, har jeg paa Jorden dog huſet

Tro i mit Bryſt;

Han mig begeiſtrer endnu, til 98 Wre jeg ſynger,
Han mig forynger

Paa den elyſiſke Kyſt!

K RRS SEA un mikiiknnnen

394 Digte.

„Gred ei, I Kjere, til Frygt for Dod jeg ei fjender,
Tidt jeg den ſaae

Som en Befrier med Smil og med udſtrakte Hender
For mig at ſtaae,

Og i dens Øie, det morke, en Stjerne jeg ffuer,
Klar ſom den luer

Ingen paa Nathimlens Blaa!“ —

Giftbegret tømmes, paa Leiet han rolig ſig lægger,
Som man det bod;

Vennerne mildt til Afſted Haanden han ræffer ;
Kom nu, o Dod!

„Bringer Aſklepios en Hane, til Tak nu for Livet,
Som han har givet!“

Saa det i Dodsſtunden lod. —

Genius, Du, der flukker Faklen ved Graven,

Frygtet paa Jord,

Skjondt Du os bringer det Bedſte, Evigheds-Gaven,
Frihedens Ord,

Tag mod mit Kvad. Paa Elyſiums blomſtrende Vange
Priſes med Sange

Du af de Saliges Chor!

„Mod Vinter".

Af
A. C. Langſted.

De ſidſte Blade falder;
Naturens gyldne Haller,

Som Alfer dandſed' i,

Har Nattekulden plyndret

Og Vinterſtormen ſondret; —
Alt er det ſom en Drom forbi.

Nu er der tyſt og ſtille,

Hvor Droslen flog fin Trille
Den lange Sommerdag.

J Elverkrattet Lovet

Nu hvirvles om i Støvet

For Stormens ſteerke Vingeſlag.

395

396

Digte.

Stum er nu Fuglechoret

Og borte Blomſterfloret,

Som ud i Vaaren ſprang;
Hvor er den Rigdom henne?
— Ak! alt ſkal have Ende, —
Det ſtal jo og vort Liv engang.

Tilſidſt ſkal Doden ſeire
Og med ſit Puſt henveire
Som Støv mit Hjerteblod,
Da ſkal i Muld jeg lægges,
Men ſom Naturen vekkes
Igjen til Live foraarsglad.

397

Ak Friherre b. Pichthokens emoiver.?

J Juni 1867 tiltraadte jeg min nye Stilling og
havde paa Slottet i Stockholm Audients hos Kong
Carl den Femtende for at overlevere mine Creditiver.
Efter Conſtitueringen af det nordtydſke Forbund blev
jeg tillige anſat ſom dette Forbunds Geſandt.

Kong Carl den Femtende var dengang endnu en
i enhver Henſeende glimrende Perſonlighed, hoi og
velſkabt, med ſmuk, militair Holdning, aandrig, ftint
dannet, militair Forfatter, Digter og Maler og des⸗
uden paa Baller en utrættelig Dandſer. Jeg havde
engang hos den amerikanſke Geſandt Leilighed til at
høre Hs. Majeſtœt for nogle Damer recitere Vers af
fine Digte med en faa velklingende Roſt, at det blev
mig fuldſteendigt forſtageligt, at der ved et, fort Tid
iforveien, i Rom afholdt Concurrence-Declamatorium

*) Fragment af hans Autabiographi, Deutſche Rundſchau
1883.

398 Af Friherre v. Richthofens Memoirer.

for de forſtjellige Sprogs Vellyd blev tilkjendt det

Jvenffe Sprog Priſen ſom det meſt velklingende.
Tet var derfor ikke fan underligt, at Kongen paa
Grund af disſe Egenſkaber, der vare forenede med
perſonlig Velvillie og utvungen Nedladenhed, kunde
glæde fig ved at være i Beſiddelſe af hele fit Folks
Kjerlighed og Hengivenhed.

De forſte Aar af min Virkſomhed i Sverrig
frembod ikke Noget af færegen Interesſe. De hengik
med mit Embedes lobende Forretninger og de behage—
ligſte Forbindelſer med hoiſt tiltrekkende Selſtabs⸗
kredſe; i den forſte Tid gjorde, (i Sammenligning
med Gamborg, hvor der herſkede en vis Stivhed i de
fornemme Kjobmandskredſe), den meget frie og utvungne
Omgang med det ſpenſke Ariſtokrati for jaa vidt et
meget behageligt Indtryk, ſom man meget lettere
levede ſig ind i dette end i hint Selſkab, hvis gode
Sider forſt gjorde fig rigtig gjeeldende ved længere
Vekjendtſkab.

Udenrigsminiſter var dengang Grev Manderſtrom,
med hvem jeg ſtod paa den bedſte Fod; ſom Medlem
af Videnſkabernes Akademi var han en lærd Mand,
der fandt Behag i at udvikle ſtatsretlige Sporgsmaal
i vidtloftige Noter. Det ſlesvigholſteenſke Sporgsmaal
havde dengang allerede udſpillet ſin Rolle; men der
fortaltes, at da den ſvenſke Geſandt i Berlin, i Hen—
hold til ſin Regjerings Ordre, endelig en Dag var
kommen til at forelæje Hr. v. Bismarck en ſaadan

Af Friherre v. Richthofens Memoirer. 399

Note, undſkyldte denne, efterat han havde hort et
Kvarteerstid paa ham, ſig med Forretninger og bad
Geſandten om at komme igjen om otte eller fjorten
Dage for at opleſe Reſten.

Om Vinteren frembyder Stockholm, navnlig efter
den 20. Januar, til hvilken Tid Rigsdagen træder
ſammen, et rigt og meget bevaget ſelſtabeligt Liv.
Allerede Rigsdagens Aabning og Slutning giver En
det uſedvanlige Skueſpil, at ſee en Konge træde frem
med Scepter og Krone paa Hovedet og Prindſerne
ligeledes med Kroner og i Hermelinskaaber.

Ganſke eiendommelige og tillige beſogte af den
kongelige Familie ere de Baller, der gives af Ama—
ranthordenen og Innocentordenen, begge ſtiftede under
Dronning Chriſtine, den ſtore Guſtav Adolphs Datter,
den forſte for Ariſtokratiet, den ſidſte for den hoiere
Borgerſtand, imellem hvilke Stender der endnu kan
ſpores en vis Adſtillelſe, om end begge Elementer i
Tidernes Lob ere traadte hinanden endeel nærmere.
Til disſe Feſtballer er Proclameringen af de nye
Ordensriddere og Damer — der findes forſkjellige
Clasſer af disſe Decorationer — knyttet med en

Meengde Ceremonier.
g Feſterne i Sverrig minde mig om et Sveermeri
fra min tidlige Ungdom. Da jeg var tretten fjorten
Aar, havde to Romaner af en Ven af min Hovmeſter,
Borgermeſteren van der Welde i Zobten: „Arvid
Gyllenſtjerna“ og „Dronning Chriſtine og hendes Hof“

400 Af Friherre v. Richthofens Memoirer.

gjort et dybt Indtryk paa mit barnlige Sind, navnlig
ogſaa paa Grund af de deri ffildrede Feſtligheder
ved det ſveuſke Hof. Ikke kunde jeg i den lille og
ſtille By Trebnitz ane, at ogſaa jeg engang ffulde
befinde mig imellem de med gule, blaa, ſorte eller
grønne Baand ſmykkede Perſoner ved dette kongelige
Hof. Sic eunt fata hominum!

Ceremoniellet ved Hoffet ſvarede fuldſtendigt til
Skildringerne i hine Romaner, der, ſom Alt, hvad der
i min Ungdom beſkjeeftigede min Phantaſi, ſtage klarere
for mig end de ſenere Aars Begivenheder, en Om—
ſtendighed, der i Forbindelſe med andre Henſyn ved
Fremſtillingen af mit Livs Begivenheder gjor, at jeg,
da jeg desverre, eller maaſkee ogſaa ikke desveerre,
ikke har fort Dagbog over hvad jeg har oplevet, i
disſe Blade maa forbigaage Meget, der ellers kunde
være interesſant og værd at meddele. Jeg kan retteſt
omtale dette her, hvor der ikke kan gives det nogen
politiſk Bihenſigt.

Blandt de ſeregne Skikke ved det ſpenſke Hof
maa fremhæves en Beſtemmelſe, ſom ſtrengt over—
holdes fra den gamle Tid. De Damer, der have
Udgang til Hoffet, mage altid preſentere fig i en be—
ſtemt foreſkreven Hofdragt; de ere ſaaledes ikke under—
kaſtede Modens Luner og have i bekonomiſt Henſeende
den Fordeel, at kunne deeltage i alle Feſtligheder ved
Hoffet i den ſamme Stadskledning; ja, hvis de ville
forſoge at gage udenfor det Foreſkrevne, mage de

—

Af Friherre v. Richthofens Memoirer. 401

finde fig i at blive tilbageviſte af den ſtrenge Over-
hofmeſterinde. Dette forøvrigt elegante Dame-Hof—
koſtume beſtager af en fort Kjole af Floil eller Silke
med tilſvarende Slæb og med hvide, forte Pufærmer
uden nogenſomhelſt Beſcetning, dog med en mange—
farvet Hovedpynt af Fjer eller Blomſter, og ved Bal—
ler for de dandſende Damer af hvid Kjole, ligeledes
uden Beſcetning, men med broget Hovedpynt. Jeg
lagde engang Meere til, at endog Krigsminiſterens
unge Frue i Forgemakket blev anmodet om at lade
de couleurte Sloifer tage af fin hvide Kjole.

At fjende de tjenſtgjorende Hofdamer lettes der—
ved, at disſe paa den omtalte Hofdragt bære Dron—
ningens eller vedkommende Prindſesſes Navnetrek paa
Skuldren i en Agraf af Guld eller, efter længere
Tjeneſte, af Diamanter.

Den korte, men meget varme Sommertid pleiede
jeg i Reglen, ligeſom de fleſte andre Medlemmer af
det diplomatiſke Corps, at tilbringe i den ved Melaren
maleriſt liggende lille By Södertelje, der ved Jern—
bane og Dampfkib flere Gange daglig ſtod i Forbindelſe
med Stockholm.

Derfra aflagdes Beſog hos bekjendte Familier i
Omegnen, ſaaledes pan det ligeledes. ved Melaren
liggende prægtige Herreſede Lina, der tilhørte Gene—
ral, Baron Bildt, ſom dengang var Overſtatholder i
Stockholm og nu er Geſandt i Berlin, paa Kalfors

hos Grev von Lowen, Eriksberg, hos Baron Bonde,
26

402 Af Friherre v. Richthofens Memoirer.

engang ogſaa et Beſog pan den hoiſt interesſante O
Gotland hos Hds. Kgl. Hoihed Prindſesſe Eugenie,
Kongens Soſter, der paa fin Eiendom er omgiven af
Opdragelſesanſtalter for forceldreloſe Born og milde
Stiftelſer, ſom hun ſelv har oprettet, ligeſom hun
ogſaa i fit tilbagetrukne Liv der ene offrer fig til
Velgjorenhedshandlinger.

Af de her nævnte Familier hører Baron Bondes,
hvis Huſtru, en fodt Grevinde Lewenhaupt, dengang
var Overhofmeſterinde hos Hds. Majeftæt Dronningen,
til den eeldſte ſvenſke Adel; og hans Slot er rigt paa
hiftoriffe Merkeligheder. Saaledes findes der blandt
Andet en gammel Tronſtol, der har tilhørt den Konge
af Sverrig, ſom denne Familie har ffjænfet Landet,
og et rigt Familiearchiv med hiſtoriſke Dokumenter
indtil den nyere Tid, ſaaledes Kronprinds Carl Johans
(Bernadottes) Brevvexling med ſin Gemalinde, da
denne, efterat han var kaldet til Tronfolger i Sverrig,
endnu i længere Tid blev tilbage i Paris. Baron
Bonde ſelv havde endog været anſat hos Dronning
Défirée, om hvis Haand engang Napoleon deu Forſte,
da han endnu var Capitain, forgjæves havde anholdt.

Sommeren i Aaret 1868 bragte ved Ankomſten
af en amerikanſk Flaadeafdeling under den fra Seces—
ſionskrigen bekjendee Admiral Farragut uſedvanligt
Liv i Selſkabskredſene, faa længe den faa i Ner-
heden af Stockholm.

Til Wre for de ſeerdeles dannede og belevne

Af Friherre v. Richthofens Memoirer 403

Officerer, der ogſaa flere Gange kom i mit Hus, fandt
mange Feſtligheder Sted, ſom derefter beſvaredes med
en "paa Admiralſkibet given déjeuner dansant. Skibets
meget godt indovede Muſikcorps beſtod af Muſikanter
af alle Farver, fra den ſorteſte Neger til den hyideſte
Europœer. Hs. Kgl. Hoihed Prinds Oscar, den ſvenſke
Flaades Admiral, havde ſtillet et Dampfkib af den
Kgl. Marine til det indbudne Selſkabs Dispoſition.
Det vakte megen Opſigt, men ikke overalt Tilfredshed
blandt Gjeeſterne, at Admiral Farragut, efterat han
havde givet Salut for den fvenffe Flaade, lod det
nordtydſte Forbundsflag heiſe og hilſe med Kanonſalut
og derefter kom hen til mig for at bede mig gjore
Indberetning til min allernaadigſte Herre om dette
ſerdeles Beviis paa hans Aerbodighed for vor
Konge.

J Juli 1869 formeledes Hs. Kgl. Hoihed Kron—
prinds Frederik af Danmark med den i Landet meget
afholdte Prindſesſe Louiſe til Sverrig og Norge,
Kong Carl den Femtendes eneſte Barn.

J mit meget heldige Forhold til det kongelige
Hof gjorde den tydſk-franſke Krig navnlig i Begyn⸗
delſen en meget folelig Forandring. Kong Carl den
Femtende ſtod i Sindelag og Folelſer fuldſtendigt
pan Frankrigs Side. Det lagde de af Regjeringen
inſpirerede Blade heller ikke Skjul pan. "Dronningen,
en Datter af Prinds Frederik af Nederlandene, Niece

af vor nuverende Keiſer, var i fit Hjerte Tydſtland
26=

404 Af Friherre v. Richthofens Memoirer.

hengiven, men holdt fig tilbage af Kjærlighed til fin
Gemal. Hds. Majejtæt havde ſtrax ved Krigens
Udbrud i et Brev til min Huſtru udtalt det Onſke,
at jeg vilde ſkaffe hende de bedſte Kaart over Syd—
og Mellemtydſkland, hvor hendes Gemal mente, at de

krigeriſte Begivenheder vilde forefalde; Kaartene kom,

da det allerede var en afgjort Sag, at de i den Hen—
ſeende ikke kunde være til Nytte. Efter Affairen ved
Saarbrücken var der i Stockholm ſtor Begeiſtring,
ſom jo rigtignok ikke var af lang Varighed. Der
har ofte været Tale om, at Kong Carl den Femtendes
Sympathier for Frankrig ved Krigens Begyndelſe

nær havde fort ham til krigeriſke Foretagender mod

Preusſen. Saafremt dette har været Tilfældet, kunne
de kun have været af reent perſonlig Natur. Virkelige
Forberedelſer, ſaaledes ſom en Krig udkrœver, vare
ſikklert nok ikke trufne, og Armeen var i ethvert Til
fælde ikke kampberedt, faa at der fra den Side ikke
var Noget at frygte for Preusſen, om det ogſaa et
Dieblik kunde fee anderledes ud paa Grund af Kon—
gens livlige Temperament — han havde paa den
Tid taget Ophold i Skaane — og de Illuſioner, han
kunde gjøre fig angagende Preusſens Svaghed og fin
egen militaire Styrke, ſamt hans forfatningsmasſige
Ret til at tage Beſtemmelſe om Krig og Fred. Den
ſvenſk⸗norſkte Neutralitetserkleering kom ſamtidig med
den danſke.

Interesſant er det, hvad der fra paalidelig Kilde

r

Af Friherre v. Richthofens Memoirer. 405

er kommet til min Kundſkab angagende Keiſer Napo—
leons Opfattelſe af ſit Forhold til Kongen af Sverrig.
Da den uventede Krig blev erklæret, opholdt den franſke
Geſandt ved det ſvenſke Hof, den ſenere Ambasſadeur
i Konſtantinopel, Hr. Fournier fig med Orlov paa
ſit Gods ved Tours; efterat vere kaldt til Keiſeren,
blev han af denne, der bar den fvenffe Speerdorden
— han var den eneſte, der havde denne Ordens Stor—
kors —, beordret til ſtrax at vende tilbage til ſin
Poſt for at formage hans Allierede, Kongen af Sver—
rig, til at træde activt op. Hr. Fournier havde været
meget forbauſet over denne Opfattelſe, da hans Ind—
beretninger ikke havde indeholdt et Ord om en ſaa—
dan ved reelle Forholdsregler udtalt Henſigt hos
Kongen, men tvertimod havpde fremſtillet den ſvenſke
Hers abſolute Mangel paa Krigsberedſkab til offen⸗
ſive Operationer og paaviiſt, at, ſelv afſeet fra det
ſpvenſke Folks Ulyſt til at kaſte ſig ind i krigeriſke
Eventualiteter, vilde enhver ſvenſk Medvirkning for—
tiden være af meget tvivlſomt militairt Verd. Det
havde viiſt fig, at Keiſer Napoleon ikke havde Kjend—
ſkab til disſe Indberetninger, og at han ogſaa her
havde gjort ſig Illuſioner.

Kong Carl den Femtende kunde imidlertid kun
vanſkelig forvinde det napoleonſke Dynaſties Fald, med
hvilket hans eget ved Hiſtorie og Herkomſt ſtod i ſaa
nær Forbindelſe, og han undgik fra den Tid faa vidt
muligt enhver Samtale med mig og min Huſtru.

406 Af Friherre v. Richthofens Memoirer.

Ogſaa da jeg havde den Wre at overræffe mine
Creditiver ſom det tydſte Riges Geſandt, havde Au—
dientſen kun en meget formel Charakteer. Men Kon—
gens bienſynlige Antipathi havde, navnlig paa Grund
af hans kort Tid efter frembrydende haarde Sygdom
og den derpaa folgende vedvarende Sygelighed, der
for det meſte kun gjorde ham tilgængelig for hans
nærmere og mere fortrolige Omgivelſe, hvortil frem—
deles det franſke Geſandtſkabs Perfonale horte, dog
ikke faa ſkarpe Sider, at den kunde foranledige en vis
ubehagelig Folelſe. Desuden gjorde Regjeringen Alt
for at holde de perſonlige og tjenſtlige Forhold paa
den bedſte Fod, ligeſom ogſaa den mig allerede fra
Spanien bekjendte Udenrigsminiſter, Grev Wacht—
meiſter, der nu havde afloſt Grev Manderſtrom, altid
kom mig imode med den ſtorſte Tillid, faa at ogſaa
ſmaa Anſtodsſtene let bleve ſkaffede tilſide.

Alle Medlemmer af den kongelige Familie, og
da navnlig Hds. Majeftæt Enkedronning Joſephine,
en fodt Prindſesſe af Leuchtenberg, viſte fremdeles
mig og min Familie den naadigſte Opmeerkſomhed og
gjorde fig aabenbart Umage for at danne en Mod—
vægt til Kongens nu og da frembrydende Uvenlighed.
For Enkedronningen, der var ſerdeles afholdt i Lan—
det, havde jeg ſom det diplomatiſke Corps' Doyen
den Wre at udtale dettes Lykonſkninger i Anledning
af den Dag, da den høie Dame for halvptredſindstyve
Aar ſiden forſt betraadte den ſvenſke Jordbund.

Af Friherre v. Richthofens Memoirer. 407

Hds. Majeſtcet Dronning Louiſe, der med en
monſterverdig og altopoffrende Kjerlighed havde
pleiet ſin kongelige Gemal, bukkede den 30. Marts
1871 under for Anſtrengelſerne ved denne Pleie.
Kongens Dod paafulgte den 18. September det fol—
gende Aar. Til begge Bijættelfer havde Hs. Majeſtet
vor Keiſer ſendt overordentlige Geſandter, nemlig Gene—
ralerne v. Bonin til den forſte Sorgehoitidelighed og
v. Boyen til den anden. Fra Baiern var i den ſidſte
Anledning General von der Tann bleven afſendt.
Den tydſke Coloni i Stockholm, der endnu ſtod under
det loftende Indtryk af Seirene, ſom de tydffe Ar—
meer havde tilkcempet fig, og ved hvilke General von
der Tann havde fpillet en fan fremragende Rolle, lod
ikke Leiligheden ubenyttet til ved en Feſt at give ſin
Sympathi for denne et ſeregent Udtryk.

Carl den Femtendes Efterfolger paa den ſpenſk—
norſke Kongetrone, Hs. Majeſtcet Kong Oscar den
Anden Frederik, hidtil Hertug af Oſtgothland, havde,
i Modſcetning til Broderens Retning, ogſaa under
den tydſk⸗franſte Krig vedvarende givet mig Beviſer
paa en forſigtig og henſynsfuld politiſk Holdning og
paa ſin perſonlige naadige Velvillie. Hds. Kgl.
Hoihed Hertuginden af Sſtgothland havde paa hin

Tid flere Gange beæret min Huſtru med ſtriftlige

Foreſporgſler om vor Son, der var med i Krigen.
Begge de kgl. Hoiheder opholdt fig dengang paa Slottet
Sofiero i Skaane. Dertil maatte jeg ogfan tele-

408 Af Friherre v. Richthofens Memoirer.

grafere alle Bulletiner, ſom jeg regelmesſigt mod—
tog fra Krigsſkuepladſen. Hos den høie Dame, en
Halvpſoſter til Hertugen af Nasſau, har der aldrig
viiſt fig Spor af Uvillie mod Preusſen paa Grund
af Begivenhederne i 1866, der tilintetgjorde hendes
Fodelands Selvſteendighed; hun betragtede disſe Be—
givenheder og dem i 1870 — 71 fra et hoiere Syns—
punkt ſom fremgagede af en politiſk Nødvendighed.

Til Kroningshoitideligheden, der foregik i Stock—
holm den 12. Mai 1873 og paa den verdigſte Maade
fuldbyrdedes i Hovedkirken med de gamle, nedarvede
Ceremonier, havde de venſkabelige Souverainer af—
ſendt overordentlige Geſandter, Hs. Majeſtet vor Keiſer
og Konge den commanderende General for det fjerde
Armeecorps, Infanterigeneral von Blumenthal med en
glimrende Stab. Den franſke Republiks overordent-
lige Geſandt var General du Barail, ſenere Krigs—
miniſter, der havde ilet med at komme faa tidlig til
Stockholm, at han derved opnaaede det Fortrin at
træde i Spidſen for Geſandterne. Bed en Diner,
ſom Udenrigsminiſteren gav for de overordentlige og
faſte Geſandter, tilfaldt det derfor ham at udbringe
Skaalen for Kongen og den kongelige Familie.

Den republikanſke General var endnu i den Grad
i den gamle Vane med imperialiſtiſke Toaſter, at han,
hver Gang han nævnte den kongelige Familie, kaldte
den „Pauguste famille impériale“, hvorved han frem⸗
kaldte en kun vanſkelig undertrykt Munterhed. Hans

1

Af Friherre v. Richthofens Memoirer. 409

Tale begyndte han med Ordene „Mon Souverain,“ for-
andrede den derpaa til „mon Gouvernement“ og blev
tilſidſt ſtaaende ved „1e Président de la République.“

Med Kong Oskar den Andens Thronbeſtigelſe
begyndte det inderlige og hjertelige Forhold, der
ſenere har fort til en faa intim Forbindelſe imellem
det ſvenſke Kongehus og det tydſte Keiſer- og preusſiſte
Kongehus. Jeg opnaaede nu ogſaa den fulde Be—
taling af en Fordring fra Byen Stettin paa den
ſvenſke Krone af omtrent 39,000 Thaler, der hidrorte
fra 217 Aar gamle Leverancer og Laan og har været

Gjenſtand for Forhandling, ſaalenge Stettin har veret

preusſiſt.

En ſeregen Indvielſe fif dette venſkabelige Forhold
ved Kongens og Dronningens Kroning i Trondhjem
i Auguſt 1873, ſom jeg efter Hs. Mai. Keiſerens
Befaling bivaanede.

Reiſen dertil — indtil Sundswall med Dampbaad
og derfra en neſten otte Dages Kjorſel med Extrapoſt
igjennem Landet — foretog jeg i interesſant Selſkab
med min rusſiſke Collega, Geſandten de Giers, idet
vi opfriſkede vore fælles Erindringer og talte om
Alt, hvad vi havde oplevet ſiden vort forſte Mode i
Jasſy. Vi pasſerede, fort for vi kom til den ſvenſk⸗
norſke Grendſe, Sneeregionen og fane i en Afſtand
af omtrent tuſinde Skridt nogle viſtnok af flere
tuſinde Stykker Rensdyr beſtagende Flokke drage forbi
os, bevogtede og ledede af Menneſker og Hunde.

410 Af Friherre v. Richthofens Memoirer.

Overgangen fra Sneeregionen til Slettelandet var
meget brat, og vi kom derpaa ind i en yppig Skov—
vegetation, der oplivedes af det ſkjonneſte Fuglevildt.
Modtagelſen i Nattekvartererne var i Sverrig
overalt meget god; Preſterne i Landsbyerne, hvor vi
hiſt og her fandt interesſante gamle Kirker, kom de
fleſte Steder for at beſoge os, og ikke ſjelden fortes
Samtalen i det latinffe Sprog. J Sundsvall beredte
man os en feſtlig Modtagelſe. Det norſke Folk har
ikke fan ſympathetiſke ydre Omgangsformer ſom det i
ſaa Henſeende fan rige ſvenſke; det er ſtolt, inde—
ſluttet, nu og da endog fraſtodende mod Fremmede.
J Trondhjem fik jeg Ordre til at melde den
tydſke Kronprinds's Beſog; Kong Oskar var glad be—
væget ved Underretningen herom. Kongens Mode
med den tydſke Kronprinds fandt Sted i Chriſtiania;
Feſtlighederne i den norſke Hovedſtad, der ſluttede fig
til Kroningen i Trondhjem, forherligedes endnu mere
ved dette i politiſk ſom i enhver anden Henſeende faa
glædelige Beſog. Efter den af mig hos Hs. Maieſtet
Keiſeren, der opholdt fig i Ems, udbedte Befaling
havde den tydſke Flaadeafdeling, der under Contre—
admiral Held krydſede i de norſke Farvande og under
Kroningsfeſten lag tilankers i Trandhjems Havn,
faget Ordre til at ſeile Kronprindſen, der kom fra
Øen Fohr paa en keiſerlig Yacht, imode og tilligemed
fire andre tydſke Krigsſkibe danne Hs. K. K.

—

Af Friherre v. Richthofens Memoirer. 411

Hoiheds Eſkorte ved Indſeilingen til Chriſtianias
Havn.

Paa Landgangsſtedet vare alle Hoffets Notabili—
teter, alle høie civile og militaire norſke Embedsmeend
ſamlede i glimrende Uniformer. J Havnen laa ui en
Halvkreds den norſke Flaade, Hvortil der kom nogle
ſvenſke Krigsſkibe, og paraderede med Matroſerne i
Reerne. En almindelig Begeiſtring brød ud blandt
det i Masſer ſamlede Publikum, da Kanonernes
Torden forkyndte den tydſte Flotilles Opſeiling. Paa
Fordeekket ſaaes Kronprindſens ſtatelige Skikkelſe i
hans ſchleſiſte Dragonregiments Uniform, der har de
ſvenſke Farver — blaat og gult — og over Bryftet
den ſvenſte Seraphimerord ens blaa Baand.

Nu fulgte Feſt paa Feſt, baade paa det kongelige
Slot, paa Raadhuſet og paa det kongelige Lyſtſlot
Oskarshal, hvor et glimrende Fyrværkeri paa Soen
blev afbrændt fra Skibene, der nærmede fig i en
Halvkreds. Vor Kronprinds forblev ikke blot i Norge
under de ſpenſk⸗norſke Majeſtceters Ophold. der, men
fulgte ogſaa med dem til et flere Dages Ophold i
Stockholm, hvor Hs. K. K. Hoihed en Dag viſte mig
den Wre at dinere hos mig.

Dagene for Kronprindſens Nerverelſe i Sverrig
og Norge, Dage, ſom aldrig ville glemmes af mig og
den derværende tydſke Coloni, bragte mig ogſaa de
tungeſte og ſorgeligſte Familieſorger. Min anden
Son, Landraad i Eiderſtedterkredſen, laa ſyg i

412 Af Friherre v. Richthofens Memoirer.

Wiesbaden, hvor han allerede i flere Maaneder havde
ſogt Helbredelſe for en farlig Hovedlidelſe, viſtnok
Folge af et haardt Saar, han ſom Compagnichef ved
Berlins Landevern havde faaet i Slaget ved
Langenſalza. Min Huſtru Havde allerede flere
Maaneder tidligere begivet ſig til den ſyge Son.
Efterretningerne fra hende lod ſtedſe ſorgeligere, og
det var en tung Opgave, ikke at bringe de Bekym—
ringer, der knugede mit Hjerte, med til den Fylde af
Glæde, ſom Kronprindſens Nerverelſe bragte med
fig, og den Opmeerkſomhed, den udkrevede.

Kort efter Hs. K. K. Hoiheds Afreiſe dode min
kjcere Son, uden at det var mig muligt, forinden at
komme til ham. Et egenhændigt længere Brev fra
Kronprindſen, der hentydede til et lignende Tab af
en elſket Son, udtalte Hoiſammes inderlige Medfolelſe
i det tunge Tab, ſom jeg og min Familie havde lidt,
og er mig et uforglemmeligt Beviis pan Hs. K. K.
Hoiheds allerede i Stockholm udtalte naadige Del—
tagelſe. Denne Sorg beſtyrkede mig i min af
Helbredshenſyn allerede tidligere fattede Beſlutning
efter en anſtrengende Tjeneſte at tænke paa at afgaae
fra mit Embede. Jeg anſogte om og fik forelobig
en længere Permisſion, og derpaa den forſte April
1874 den anſogte Afſked med Bevidnelſe af aller-
hoieſte Anerkjendelſe og Tilfredshed med min Mang
aarige Tjeneſte.

413

Urmagerens Datter,
Fortelling

af
Marie von Ebner⸗Eſchenbach.

l.

Jomfru Lotti var lige vaagnet. Repeteeruret,

der hang paa et let boiet Stativ ved den hoire Hoved—

ende af den gammeldags, rigt udſkaarne Seng, ſlog
med fiin Klang ſex Gauge. Strax derefter begyndte
det tydſke Stueur, et ſolidt Arbeide af Meſter Anton
Schreibelmeyer, fra Commoden ved Vinduespillen at
forkͤnde Morgentimen. — Op! op! befalede dets
bydende Roſt, til Arbeide! Dagen begynder! —
Neppe var Lyden af Slagene hendod, for ogſaa det
franſke Voeggeur i al Beſkedenhed ilſomt og ſagte be-
gyndte at melde: Sex! fer! fer! tillader jeg mig at
fortælle dem. En lille Pauſe — og oppe fra det
venſtre Hovedgjerde hævede et Spilleur fin ſolpklare

414 Urmagerens Datter.

Stemme og gav en Hyrdearie til Bedſte, jaa yndigt,
ſom om det var Smagengle, der ſang den.

Med uendeligt Velbehag lyttede Lotti til Urenes
Concert, og hun var ikke langt fra at falde ind med
i Slutningsſangen, ſaa glad var hun tilmode. Af
Lyſet, der trængte ind i Verelſet igjennem de ned—
rullede Gardiner, ſage hun, at det maatte være ſmukt
Veir idag — var det ikke nok til at fane den rige
Gledeskilde i hendes Sjæl til at flyde over?

Hun ſtod op og kledte fig paa; ganſke viſt med
megen Orden, men uden at fee en eneſte Gang mere
i Speilet, end det var nodvendigt, thi — hun ſyntes
ikke, det var et behageligt Syn. Den Tid var ganſke
viſt forbi, da hun havde en pinlig Folelſe af, at hun
ikke var ſmuk; nu da hun var en ſolid gammel Pige
paa femogtredive Aar, havde hun forlængft ophørt at
hade fit eget Ydre, men ganſke ſlukket var den ſidſte
Gniſt af Forfengelighed endnu ikke i hendes Kvinde—
hjerte, om den end kun gav fig Luft i den Tanke:
Det er dog et Held, at jeg forekommer Andre at ſee
anderledes ud end mig ſelv, ellers vilde Ingen kunne
lide mig.

Efter endt Toilet gik hun fra Sovekammeret ind
i Dagligſtuen. Det var et hyggeligt Verelſe, hvis
Vinduer vendte ud mod et lille Torv — et meget
lille, thi det dannedes af kun fire Huſe; dog var det
luftigt og lyſt, og man kunde fee et godt Stykke af
Himlen, hvad der ikke havde faa lidt at fige.

Urmagerens Datter. 415

Paa Bordet ved Siden af Kaminen havde
Agnes, hendes gamle Pige, allerede truffet alle For—
beredelſer til Theen. Lotti begyndte nu at lave den
og kaſtede med det ſamme veltilfredſe Blikke omkring
i den lille Stue.

Jo længere hun beboede den, deſto hyggeligere
forekom den hende, deſto mere maatte hun ſelv be—
undre den ſnilde Benyttelſe af Rummet, hvorved det
var blevet muligt at fane fan mange Borde, Skabe
og Kiſter anbragte i det lille Verelſe. Ganſte viſt
kunde man ikke bevæge fig ſerdeles frit derinde og
allermindſt, naar tilfældigvis flere Skabsdore kom til
at ftane aabne pan engang. Men — hvad gjorde
egentlig det til Sagen? Lotti tog jo ikke mod
Fremmede og havpde heller ikke indrettet fig derpaa.
Foruden Leneſtolen, ſom hun benyttede, naar hun
ſpiſte, fandtes der kun et eneſte Meubel til at ſidde
paa, en gammeltydſk udſkaaren Træjtol, et rigtigt
Pragtexemplar af Klodſethed. Den ragede fan ube—
vegelig ſom et Bjerg op over et Arbeidsbord, hvorpaa
der laa flere Urverker under Glasklokker foruden
alt muligt Urmagerveerktoi. Paa venſtre Side af
Vinduet, i den morke Krog, ſtod der et Skab, der
manede heelt op til Loftet, Det lignede et gothiſk
Capel, men var et Skrivebord, der var ligeſaa ſmukt
og merkeligt ſom uhenſigtsmesſigt — et Skrivebord
for En, der ikke ſtriver. Deſto mere praktiſk var det
lave Bogſkab, der indtog den ſtorſte Del af Væggen

416 Urmagerens Datter.

ligeoverfor Doren til Agnes' Verelſe. Slanke Soiler
med korinthiſke Capiteler indeſluttede to Glasdore,
bag hvis blanke Ruder et meget blandet Selſkab
boede nok faa fredeligt ſammen.

Der ſtode Schillers Veerker i et temmelig flidt
Pragtbind af rødt Saffian ved Siden af to ſmaa
tykke Bøger med Svinelceders Betræf: Mémoires du
Maréchal de Bassompierre. Goethes Benvenuto
Cellini havde to heelt forſkjellige Naboer. Mange af
Verdensliteraturens Clasſikere, gamle og nye, repreſen—
teredes af et eller andet Hovedveerk; men fuldſteendig
var Samlingen af Lærebøger i Urmagerkunſten. Den
lange, majeftætiffe Rekke af disſe begyndte med
Hieronymus Cardani (1557) og endte med M. L.
Moinet's Traité général d' Horlogerie.

Ikke en eneſte af alle disſe Boger var ganſke
fremmed for deres Eierinde; med mange af dem ſtod
hun paa en ſeerdeles fortrolig Fod, og netop i disſe
fordybede hun ſig ſtadig paany med ſtorſte For—
noielſe. — Thi, mente hun, ikke at loeſe en Bog igjen,
fordi man allerede eengang har leeſt den, det er ſom
om man ikke vilde beſoge en fjær Ven igjen, fordi
man allerede kjender ham. Forovrigt — en god
Bog, en god Ven, dem bliver man jo aldrig færdig med.

Mange af disſe Verker havde, foruden deres
virkelige Værd, i Lottis Oine et andet ligeſaa uſkatteer—
ligt. De vare forſynede med Randbemeerkninger af
en Mand, der for hende ſtod hoieſt af alle Menneſker —

1 ——̃ —

Urmagerens Datter. 417

hendes Fader. Det var ſom om hun hørte ham, naar
hun gjennemleſte disſe hans forte, pynteligt ned—
ſkrevune Sætninger, Frugter af modent Overleœæg og
ſolid Fagkundſkab.

Meſter Johannes Feszler havde ikke hort til den
Slags Folk, ſom antage en Tanke for god, blot fordi
den er opſtaget i deres eget Hoved. En ſam—
vittighedsfuld Urmager, ſom han havde været, en
Mand, der faa ofte havde gjort den Erfaring, at der
ved Enden af en Rake tilſyneladende rigtige Slut
ninger kan lure en Vildfarelſe, han tager ſig nok
iagt for letſindigt at opſtille Paaſtande.

Af Meſterens Randbemeerrkninger kunde man
ſlutte fig til, hvor alvorligt han tog det med fit Kald,
og hvor høit han elſkede det. Man fane godt, at
hvad han end havde læjt, hvormeget en Bog end
havde optaget ham, fan havde han dog aldrig glemt
ſit Haandverk derover. Aldrig var en mærkelig Be⸗
givenhed i Menneſkenes Hiſtorie kommen til hans
Kundſkab, uden at han havde ſogt at ſette den i
Forbindelſe med en tilſvarende i Urenes Hiſtorie.
Saaledes ſtod der for Exempel i et hiſtoriſt Værk,
hvor der var Tale om Keiſer Rudolf af Habsburgs
Dod, folgende Tilfoielſe af Feszlers Haand: — Samme
Aar fit Kirken i Canterbury et Taarnur, for hvilket
der blev betalt tredive Pd. Sterl. — Et andet Sted,
hvor der berettedes om den „gyldne Bulle,“ havde

Meſteren paa fin Side nævnt: Paa ſamme Tid
27

eee AE NAR rd

418 Urmagerens Datter.

hædrede Byen Bologna fig ſelv ved at lade opſtille
det forſte offentlige Ur. — Og endvidere: Edvard
den Tredie fraſagde fig fine Fordringer paa den
franffe Trone og — tilføjede Feszler: gav tre Ur—
magere fra Nederlandene Leidebrev, for at de kunde
komme til England. Anno 1368. — J ſamme
hiſtoriſkte Vork var Kong Carl den Femtes Tilnavn,
den Viſe, tykt underſtreget, og i Randen ſtod: Maa,
ligeſom den ſamtidige ſtore, tydſke Keiſer, have havt
megen Interesſe for Urmagerkunſtens Verker, ja har
maaſkee endog ſelv givet fig af med den. Den be—
romte Meſter Jouvence vilde ellers neppe have tilladt
ſig at forſyne et af ſine Ure med folgende Indſtrift:

Charles le Quint, Roi de France,

Me fit par Jean Jouvence.
Samme viſe Konge lod ogſaa (1364) Henrik af Wick
komme til Paris og forferdige et Ur til det kongelige
Slots Taarn. Han fik Bolig i ſamme Taarn og
en Lon af ſex Sous daglig. —

Og faa fremdeles! der var endnu mange andre
hoiſt forunderlige Sammenſtillinger, der kunde give
Enhver, der har Hjerte for Urmageriet, meget at
tœnke paa. Hvilke Tanker han ſelv havde havt derved,
havde Meſter Johannes aldrig forraadt, men meget
ofte udtalt ſin Beklagelſe over, at han kun var en
ulærd Mand og ikke iſtand til udførligt og noiagtigt
at ſkrive Urmagerkunſtens ÜUdviklings⸗Hiſtorie. Det
bedſte Materiale ialfald til et ſaadant Veerk var han

1122 —— —̃ —-—:2

Urmagerens Datter. 419

forreſten felv i Beſiddelſe af. Han havde i Løbet
af fit lange Liv tilveiebragt en Samling af Lomme—
ure, ſom i Fuldftændighed viſtnok langt overgik Alt,
hvad nogen anden Privatmand (Hr. Aſthon Levers
ſelvfolgelig undtagen!) har eiet. Lutter ſjeldne og
udvalgte Exemplarer! ethvert repreſenterende en egen
Art, ethvert værdifuldt i og for fig og dobbelt verdi—
fuldt ſom en Del af det Hele! Havde denne Samling
været bekjendt, var den ſikkert nok ogſaa bleven berømt
og havde vakt alle Kjenderes Beundring; men Meſter
Johannes brod ſig ikke i mindſte Maade om at blive
berømt, og hvad Beundring angager, faa følger der
med den næjten altid Misundelſe og Begjerlighed,
ſom Feszler ikke pan nogen Maade vilde vekke. Han
glædede fig i Stilhed ved fin Skat, hvormed dog ikke
ſkal være ſagt, at han var ene om at glæde fig ved
den. Der var to trofaſte Menneſker, der ikke kjendte
andre Interesſer end hans, og for hvilke hans Ord vare
et Evangelium, hans Bifald Maalet for alle deres
Onſker, hans Tilfredshed Livets hoieſte Gode. Det
var hans Datter Lotti og hans Pleieſon Gotfred.
„Mine Svende“ kaldte han dem i deres Barndom, og
ſenere med Stolthed: „Mine Medarbeidere.“ Tilſidſt
forekom ſelv denne Betegnelſe ham ikke at være ære-
fuld nok, og han brugte den aldrig, uden i Tankerne
at forbedre den: „Jeg ffulde egentlig ſige: Mine

Laugsbrodre ... og det to, der fnart ville over⸗

floie mig.“
26%

420 Urmagerens Datter.

Gid de tilgavns maatte gjøre det og ret ſnart
— fan vilde hans kjereſte Drøm være gaaet i Op—
fyldelſe. Denne Drøm om Held og Lylkke, ſom fan i
fit trofaſte Faderhjerte nærede for fin Datter og fin
Pleieſon, lod ogſaa til at ſkulle blive opfyldt. Deres
Livsvei [aa faa glat jevnet for dem, de vare faa al—
deles ſkabte til uden Vaklen og uden Snublen, ſtottede
til hinanden, at folge den Livsbane, ſom Skjebnen
havde fort dem ind paa. De vare begge brave og
talentfulde, havde een og ſamme aandelige Interesſe
og tjente ham med ſamme Iver. Aldrig var Enig—
heden imellem dem bleven formorket. Fra det Sieblik,
da Feszler havde optaget den lille Gotfred, Sonnen
af en i Udlandet afdød Slegtning, i fit Hus, havde
denne, ſaa ung han var, opkaſtet ſig til ſin endnu
yngre Couſines Beſkytter. Gotfred havde dengang
ingen Forældre mere, og Lotti havde fort iforveien
miſtet fin Moder.

De to Born voxede raſk til. Han blev et kraftigt,
alvorligt ungt Menneſke, med et eftertenkſomt, noget
tilbageholdent Veſen, hun en hoi og ſlank Pige, for—
ſtandig, blid og altid munter og i godt Humeur.
Hun beundrede og agtede ſin Pleiebroder og var mere
bange for at blive dadlet af ham end af ſin Fader.
Hendes forſte ſtore Sorg var, da Gotfred blev ſendt
til London for der at gage fine Lereaar igjennem.
Han ſelv længtes ftærkt efter Afreiſens Time; men
da den faa kom, var den ligeſaa mørk og pinefuld,

Urmagerens Datter. 421

ſom den i Afſtand havde forekommet ham at være
lys og glædelig. Lotti græd fine modige Taarer.
Det freidige Mod, hvormed hun havde imodeſeet
Skilsmisſen fra fin Ungdomskammerat, var pludſelig
forſvundet; hun kunde ikke mere fatte, hvorfor han
ſkulde afſted, og hvorledes hun ſkulde kunne leve uden
ham.

Men Feszler lod fig ikke rokke. Han omfavnede
begge fine Born i eet Favntag, og derpaa fkilte han
dem blidt fra hinanden: „Levvel, Gotfred,” ſagde
han; „om tre Aar er Du her igjen. Gaa, min kjere
Son. J en Harriſons,“ — hans fugtige Dine
ſtraalede af Begeiſtring — „en Mudges, en Arnolds
Fedreland maae vi udvikle os til Meſtre. Naar Du
kommer hjem igjen, vil jeg komme til at lere af
Dig!“

Men dette Ord ſtulde ikke blive til Sandhed.
Da Gotfreds Leœretid var forbi, og han kom hjem
igjen, paaſtod han, at han hos ſine nye Meſtre ikke
havde lært noget bedre end ret at paaſkjonne fin
gamle Meſter og dennes Kunſt. Hvor berømte hine
end vare, hvor dyrt deres Arbeider end betaltes, faa
kunde Feszler dog maale fig med de ſtorſte af dem.
Kun een Ting forſtod ſelv den Ringeſte af dem bedre,
nemlig at gjøre fig gjeldende og betalt for fin
Duelighed. Denne Bebreidelſe tilbageviſte Feszler
ſmilende. Becrede de meſt fremragende Urmagere
ham ikke med deres Beſtillinger? Betenkte de fig

422 Urmagerens Datter.

paa at ſeœtte deres Navne i de Ure, der kom fra hans
Hender?

Men Gotfred ryſtede paa Hovedet og mente, at det
var netop det, der ergrede ham. „Deres Navn. paa
dit Verk! men hvor ſtaaer faa dit? Hvem fjender
Dig? Hvem har hort om Dig? ... Hvad har Du
af dine uforlignelig ffjønne og noiagtige Arbeider?“

„Gleden af at frembringe dem!“ var Feszlers
Svar, og hans Hjerte ſvulmede af Stolthed over den
Anerkjendelſe, ſom hans vidtbereiſte Son ydede ham.

Det var en herlig Tid for den lille Familie.
Feszler var beſkjeftiget med at fuldende et Chrono—
meter, hvilket han ſelv betragtede for ſit bedſte Ar—
beide, og Gotfred leverede dertil en Compenſations—
Uro af en faa eneſtagende og fiin Udforelſe, at Meſter
Johannes ved at ſee den udbrod: „Uovertreffeligt!“ —
En ſaadan Ros havde han endnu aldrig ydet et
Arbeide, der var udgaget fra hans Veerkſted. Lotti
derimod lykkedes det ſamtidig at fage et hoiſt mært
verdigt og compliceret Lommeur fra det ſextende
Agrhundrede til at gage. Dertil udkrevedes over—
ordentlig Beheendighed og uendelig Taalmodighed —
men hvilken Glæde, da de belønnedes, og den under—
lige lille Tingeſt begyndte at ſette ſine eventyrligt
formede Hjul i Bevegelſe. Feszler og Gotfred lo,
ſtudſede og beundrede, og den unge Piges Sjerte
bankede af Henrykkelſe ... Ja, det var en herlig
Tid! Hvorfor ſkulde den gage faa hurtigt? Hvorfor

ä ———

Urmagerens Datter. 423

ffulde der efter den, der var faa rig paa ſtille og
uſkyldig Lykke, følge Dage fulde af Sorg og Smerte?
tunge Dage, da Lottis flittige Hender hvilede, og
Freden veg bort fra hendes Sjæl: Dage, da Alt,
hvad der før havde gjort hendes Liv lyſt, blev hende
Ligegyldigt, og ſelve Livet — en Byrde.

2.

Denne ſkrekkelige Tid var nu forlengſt forbi;
men Lotti vilde ikke glemme, at ogſaa hun havde
faaet fit Maal af Lidelſe og Skuffelſe i denne Verden;
det vilde ellers have forekommet hende, at hun i
Sammenligning med andre Menneſker var bleven
uretfærdigt foretrukken. Hvormange faae det vel faa
godt, at de med hende kunne ſige:

Jeg har det Liv, jeg behover!

Hendes vante Beſtjeftigelſe, hvortil hun igjen
vendte tilbage, ſkaffede hende daglig nye Glæder,
ſtaffede hende Fred, Munterhed og Uafhængighed.
Havde blot hendes Fader endnu levet for at nyde
alt dette ſammen med hende! Men desverre, Meſter
Johannes havde allerede i lang Tid hvilet i den
kolde Jord.

Han havde ikke lært Alderdommens Beſverlig⸗
heder at kjende; aldrig havde Øie og Haand nægtet
at gjøre Tjeneſte ved Udføvelfen af hans opfindfomme

424 Urmagerens Datter.

Hoveds Tanker. Viſtnok var hans Haar blevet hvidt,
hans Kinder havde miſtet deres Farve; men af hans
klare Træt ſtraalede en uforgengelig Ungdoms Glands.
Utrætteligt ſtrebende og lærende, havde han endnu
ikke faaet Tid til ret at overtænfe, hvormeget han
allerede havde opnaaet og lært — da pludſelig Døden
traadte hen til ham, uden at have ſendt ham et eneſte
Forbud.

Og nu, ligeoverfor Skilsmisſen, [aa den Tanke
Meſteren tungt paa Hjertet, at han maatte efterlade
fin Datter ene i Verden, næjten uden Formue. Han
havde dog fan let kunnet ſikkre hende et ſorgfrit
Udkomme! — Endnu for et Aar ſiden havde han
havt den bedſte Leilighed dertil; thi en rig Kjender,
der var bleven forgabet i Feszlers Urſamling, bod
ham en Sum for den, en latterlig hoi Sum, en ſtor
Formue. Men Johannes havde ikke engang vallet,
han var forbleven ganſke rolig: „Urene ere ikke
tilfals.“

Over denne Letſindighed, denne taabelige Egen—
kjcerlighed gjorde han fig i fin ſidſte Time bittre
Bebreidelſer og bad døende fin Pleieſon Gotfred om
at opſoge den afviſte Kjober og meddele ham, at den
Samling, han fatte faa ſtor Pris paa, nu ſtod til
hans Raadighed. Men Lotti erklærede, at hun lige-
jaa gjerne ſolgte fin Sjæl ſom disſe Ure.

Saaledes forbleve de i hendes Beſiddelſe, om
end ikke uden mangen haard Kamp. Meſter Feszlers

Urmagerens Datter. 425

Samling var imidiertid efterhaanden i en Kreds af
Kjendere og Samlere kommen til den Wre, der
tilkom den. Der fattedes ikke paatrengende Menneſker,
der trods de haardnakkede Afvisninger ſtadig kom igjen,
ſtadig fornyede deres Anſtrengelſer og gjorde glim—
rende Tilbud. Det var nu ofte inderligt kjedeligt,
men bidrog kun til at gjore Lottis Kjerlighed til ſine
Ure endnu ſtorre. Hun ophørte aldrig med at viſe
dem al mulig Omhu, og hvor travlt hun end kunde
have, gik hun dog aldrig til fit Dagverk, uden at
have aflagt fine Ure et Beſog. Havde hun nogen—
ſinde maattet undlade det, fan havde hun manglet
den rette Begeiſtring, den rette Lyſt til Arbeidet.

Ogſaa idag var hun traadt hen til det lille
Skab, der ſtod i Krogen ved Sovekammerdoren,
ligeoverfor det ſtore Skrivebord. En Solſtraale faldt
igjennem Vinduet ſkraat ned paa den lille Kasſe og
paa Lottis Hender, og da hun aabnede den forſte
Skuffe, ſmuttede den ſtrax derind. Praegtigt fane det
ud, ſom den der belyſte de ſmaa ærværdige Meſter⸗
værker, der lage pan deres Leie af purpurrodt Floil.

De glatte Urkasſer af Mesſing, Kryſtal, Solv
og Guld, de rigtſmykkede og de gjennembrudte, og i
disſe de omhyggeligt pudſede og polerede og atter
ſammenſatte Verker ſkinnede og beſvarede Lysſtraalens
Hilſen, der kom for at beſoge dem i deres en
og Ro. Det var Skuffe Numer Et!

Den indeholdt tre ſaakaldte „levende Nürnberger

426 Urmagerens Datter.

Ag“ og tre „Hanlsvrl.“ Ikke et eneſte Exemplar
yngre end trehundrede Aar, adſkillige endnu ældre og
netop de eldſte af den kunſtigſte Indretning. Hvad
vare ikke alle disſe ſmaa Mafkiner iſtand til? hvad
turde de ikke indlade ſig paa? De noiedes ingen—
lunde med at angive og ſlaage de borgerlige Timer
og væffe Soveren, naarſomhelſt han ſelv vilde have
det; ogſaa Uge- og Maanedsdag viſte de, controllerede
Maanens forſkjellige Phaſer og gjorde Paaſtand paa
at kunne viſe Solens Stilling. De havde Opmeerk—
ſomheden henvendt pan Himmeltegnene, kunde give
Beſked om Stjernetiden og tog Henſyn til den tyrkiſke
Calender.

J Sandhed, de gode Mænd, de ffyldte deres
Tilblivelſe, havde foreſat ſig ſtore Ting — og med
hvor ringe Midler havde de ikke tenkt fig at udføre
dem! — Med Spindelechappements — med Uroer,
hvis klagende, humpende Gang reguleredes af en
Svineborſte! Alle Hjul forfærdigede de af Jern, og
en Snegl havde de ikke engang en Anelſe om!

Men — ſaa fattig deres Kunſt var, ligeſaa rig
var deres Tillid. De vidſte — det vil ſige de
troede, og fordrede, man ſkulde troe dem — at Spaghed
kan voxe til Styrke, naar kun den rette Velſignelſe
er med. Paa engang driſtige og ydmyge anraabte de
Ham om Hjælp, for hvem Intet er umuligt, og ſtillede
deres Flids Verker under hans almegtige Beſkyttelſe
og anbefalede dem vel ogſaa til Gudsmoders eller en

Urmagerens Datter. 427

fornem Helgens Varetægt. En af de gamle Meſtre
havde i Bunden af Fjederhuſet, der omſlutter Kraften,
fra hvilken udgager den Bevegelſe, der ligefom be—
ſjcler hele Apparatet, indgraveret Navnet Jeſus. Af
en Anden var Laaget over Viſerne dannet af den
hellige Jomfru Marias fint udſkaarne og prægtigt
ornamenterede Monogram. Paa Kapſelens Indre—
ſide ſtod indgraveret:

Kaspar Werner hat mich gemacht

Und der heiligen Jyngfrav darbracht

Da. man. zelt. 1541.

Endnu koſtbarere Skatte kom tilſyne, da Lotti
aabnede og lukkede den ene Skuffe efter den anden.
Lommeure i alle Former og Skikkelſer, ottekantede,
runde, ovale, elliptiſke, ſtjerneformede, i Kapfler af
Guld og Solv, af Smaragd, Rogtopas, Bjergkryſtal.
Blandt andre fandtes der et Ur i Korsform, prydet
med Augsburgs „Stadtphyr.“ Mont og Segl.
Kapſelen, Skiven og det indre Lang vare bedekkede
med Fremſtillinger af Chiſti Lidelſeshiſtorie, ſom den
bedſte Kunſtner vilde have havt Wre af. Men man
maatte være flaaet med Blindhed, for ikke ſtrax at
ſee, at det herlige Arbeide var fra Keiſer Rudolf den
Andens Tid og formodentlig udført af Hans Schlotheim.

Om dets nermeſte Nabos Herkomſt — et lige—
ledes korsformet Ur med Kasſe af eet Stykke Rog⸗
topas — kunde der ikke være Tvivl. Fabrikanten
havde ikke ſendt det ud i Verden uden Navn, men

428 Urmagerens Datter.

ved Siden af Stillehjulet klart og tydeligt indſkrevet
ſit „Conrad Kreizer.“

San kom der en hel Mængde nydelige franffe
Arbeidere. Koſtbare Ure, prydede med Emailmalerier
af Brodrene Hnant eller med ophoiet udſkaarne
Blomſter, med brogede Blade, med gjennembrudte
Arabeſker af mangefarvet Guld. Samlingen indeholdt
ikke mindre merkelige Arbeider af Tompion i England,
Albrecht Erb i Wien, Gerard Mut i Frankfurt,
Matthæus Degen, Chriſtoff Strebell. Kort ſagt, der
manglede kun faa ſtore Navne, og den, der betragtede
dem, der forefandtes, med rigtig ſkarpt Blik, han ſaae
mere end Navne, indridſede i en Metalplade, han
jane Meſterens Veſen afſpeile fig i hans Verk.

Efter alle disſe koſtbare Exemplarer kom de
ſimple Lommeure af Pierre 1e Roy, Berthoud,
Breguet, en Emmery ... Ak, det vætter førgelige
Minder og fremmaner den ſtore Skuffelſe i Lottis
Liv. Med et ſaadant Ur i Haanden traadte
engang ... Dog, bort! — Sov Du kun roligt videre.
Bort fra Dig til Samlingens meſt ſtorartede Curioſum
— til Mudge den Forſtes Solommeur.

Hiſtorien vil vide, at denne beromte og udodelige
Mand i hele fit Liv kun har forfærdiget tre Soure,
hvoraf det forſte i Aaret 1774 og de to andre, kaldte
den blaa og den grønne Tidsholder, i Aaret 1777.
Nu, der har Hiſtorien atter engang taget feil. Her
var den paa den grundigſte Maade af Verden bleven

21

Urmagerens Datter. 429

modbeviiſt af en Kjendsgjerning — her var: en fjerde
Mudge, Tvillingſoſter til det ældre, det af Maſkelyn
i Greenvich prøvede og viſtnok ogſaa ſamtidig med
dette fremkomne, ligeſom ogſaa begge de yngre vare
fra ſamme Aar.

De almindeligt bekjendte Beſkrivelſer, ſom vi

have af Mudges forſte Sour, pasſede noiagtigt paa
det, ſom Lotti var i Beſiddelſe af.
Uret var ægte, dets edle Herkomſt ophoiet over
enhver Tvivl, det var en rigtig Mudge, — naar
undtages, at det ikke kunde gaae. Det maatte man
nu rigtignok heller ikke forlange af det, der var over
hundrede Aar gammelt.

Den ſidſte Skuffe, ſom Lotti aabnede, indeholdt
ſkjonne Arbeider af Arnold, Richard. Recorder, Robert,
Courvoiſier, Rudera af Tre-Uroure af Simon Hen⸗
ninger og Lorenz Frey og et fuldſtendigt vedligeholdt
Tralommeur af Andreas Dilger og Gütenbach.

En Familiearv! — Som Brudgom havde Lottis
Oldefader ffjænfet hendes Oldemoder det ſamtidig
med ſit Hjerte. Gotfred kaldte det Majoratsuret.
Der havde aldrig Nogen gaaet med det, det havde
paraderet ſom Pragtſtykke i Oldemoderens Glasſkab
og hvilet imellem de dyrebareſte og helligſte Minder
i Bedſtemoderens Relikvieſkrin. Kun paa de ſtore
Feſtdage blev det taget frem og til Sonnedatteren
Lottis Glæde trukket op. Men faa fatte det fig ogſaa
ſtrax i Bevegelſe og fuldforte en ſaa akkurat og

430 Urmagerens Datter.

energiſk Gang og dikkede faa flittigt, ſom om det
endnu ſtod i ſin blomſtrende Ungdom, og ſom om det
vilde indhente den Tid, det havde ſpildt i ufrivillig
Lediggang.

Hvor det dog var kjont! Hvor beundrings—
værdigt vare ikke Hjul, Viſere, Plader forarbeidede!
Man kunde tydelig fee, med hvilken Kjerlighed det
var udført og i hele dets Levetid var pleiet og pasſet.
Paa det faldt Lottis ſidſte og ommeſte Blik, for hun
ſkubbede Skuffen ind og derhos tænkte: „Ja, mine
Ure — de gjøre, at det endnu falder mig tungt
at doe!“

J dette Sieblik gik Doren op.

„Godmorgen,“ ſagde en dyb og velklingende
Stemme.

Lotti vendte ſig hurtigt om: „Er det Dig,
Gotfred? Er Klokken da allerede otte?“

„Endnu ikke,“ var Svaret, „jeg er ikke paa
Slaget idag.“

„Du gode Gud!“ udbrod Lotti, „hvad er der
da ſkeet? Hvad er der paafeerde?“

Gotfred var traadt hen til Arbeidsbordet. Han
tog den lille Glasklokke bort fra Urene, ſom lage
under den, og tog disſe meget noie i Oieſyn.

„Du er jo færdig,” ſagde han lidt efter.

„Neſten — men ſvar mig dog — hvad er der
paafcerde?“

Han rettede fig i Veiret, fane paa Lotti med et

Urmagerens Datter. 431

hemmelighedsfuldt Udtryk, halvt glad og halvt
tvivlende, og ſagde: „En Overraſkelſe.“

3.

„En Overraſtelſe?“ gjentog Lotti med et Anſtrog
af Aengſtelſe, „naar jeg blot forſtager at fætte Pris
paa Overraſkelſer.“

„Denne vil Du nok ſynes om,“ ſvarede Gotfred.
„Jeg har leiet en Butik og allerede indrettet den.“

Lotti ſlog Henderne ſammen og kunde af For—
bauſelſe kun fage de Ord frem: „Nei da! ... Men
hvor?”

„Nu, lige her ved Siden af, i den brede, livlige
Gade, der fører til Kirketorvet. En mageløs lille
Butik, paa hvis Udjmyfning der allerede for otte
Dage ſiden blev arbeidet ivrigt, og ſom har faaet
et Vindue med en eneſte ſtor dugklar Rude og en
ſmagfuld Montre med fiin Indfatning af Egetræ. J
den har der ſiden igaar ligget et Calenderur af
Audemars og et Chronometer af Dent foruden andre
Ure fra de fornemſte Huſe.“

Lotti horte forbauſet paa ham, men ikke uden
Angſt. „En ſaadan Verdi!“ mente hun, „ſaa ſtor
en Kapital!“ Det forekom hende neten altfor driſtigt,
at Gotfred ſkulde indeſtage for den.

Han var imidlertid aldeles rolig og tillidsfuld.

432 Urmagerens Datter.

Allerede for lang Tid ſiden havde han truffet
fine Forberedelſer. Meſteren, der beſkjeftigede ham, og
Vennerne, ſom han allerede i fin Leretid hapde ſkaffet
fig, hjalp og underſtottede ham paa bedſte Maade.
Som om det ved ham ſkulde godtgjores, at ikke alene
de kunne ſkaffe fig Tillid, ſom ikke fortjene den, men
engang imellem ogſaa En, ſom er den værd, fandt
han overalt beredvillig Imodekommen. Der blev
ſtillet ham faa billige og fordeelagtige Betingelſer, at
han, for at hans Forretning ſkulde kunne beſtage,
ingenlunde behøvede at gjøre Regning paa noget fær-
egent Held, men kun at haabe paa, at — raffineret
Ulykke ſkulde indtræffe.

Dette forklarede han nu Lotti, der horte op—
merkſomt og med ſtigende Glæde paa ham og tilſidſt
mente, at der var to merkelige Ting ved hele Sagen,
forſt, at han i fan lang Tid ikke havde drevet det
til den nu tagne Befſlutning, og derneſt, at han
alligevel havde drevet det dertil. Hendes Mening
om den Sag kjendte han; havde hun ikke allerede for
Aar og Dag ſiden bonfaldt ham om at ſtaae paa fine
egne Been?

Gotfred ſvarede, at hans Pedanteri var Skyld i,
at det ikke var ſkeet tidligere. Han havde engang
foreſat ſig, ikke at aabne ſin Forretning, ſaafremt han
maatte bruge en eneſte Skilling af fremmede Penge
dertil. Men at beſtride Alt af fit Eget, det havde
netop taget ſaa megen Tid.

Urmagerens Datter. 433

„Men den er godt anvendt, det ffal Gud vide,“
mente Lotti. „Det er et ſtort Held for Dig, at Du
ſtrax kan træde faa ſtolt op med Dent og Antemars i
Spidſen . ..“ i

„De to ere allerede halvt om halvt ſolgte,“ afbrød
han hende.

» Gotfred, Du gjør mig overmodig! Et af mine
Onſker har Du allerede opfyldt, der ellers var gaaet
bort af Alderdomsſvaghed — nu bliver et andet, fom
det er gaaet paa ſamme Maade, levende. Du maa
gifte Dig, Gotfred.”

Han faae med fine ſmaa, glindſende brune Øine
faſt paa hende og ſagde heelt rafk:

„Ja, hvorfor ikke?“

„Det ſiger jeg ogſaa,“ udbrød Lotti, „hvorfor
ikke? Hvorfor ſkulde Du ikke finde den flinke Kone,
ſom Du fortjener? Det gelder kun om at ſoge,
være lidt om fig og ikke, ſaaledes ſom Du hidtil har
gjort, gage afveien for enhver Leilighed til at komme
ſammen med en ung Pige, ſom maaſkee kunde tenke:
denne Gotfred Feszler var ikke ſaa gal en Mand for
mig.“

Han lo. „Det tenker en ung Pige ikke.“

„Jeg mener heller ikke En paa ſexten Aar.“

Lotti var gaaet hen til Arbeidsbordet og begyndte
at ſcette de reparerede Bærler ind i deres Kapfler.

Gotfred ſtod ved Vinduer og fane paa hende.

28

431 Urmagerens Datter.

„naar ffal det Arbeide afleveres?“ ſpurgte han efter
et lille Ophold.

„Det kan ſkee imorgen.”

„Gjor det ſelv, det beder jeg Dig om, og ſiig
ſaa med det ſamme Farvel til Meſteren. Du maa
ikke mere arbeide for ham.“

Lotti ſage lidt overraſket op paa ham. „Sige
Farvel — det er godt nok, men — faa pludfelig,
ſaadan uden videre? Jeg ſkylder ham Tak, han har
altid taget Henſyn til mig, aldrig ladet mig vere
uden Arbeide, altid betalt mig godt og hurtigt.“

„Hurtigt ja, godt — nei. Gjor Dig ingen Be—
kymringer. Jeg har allerede forberedt ham paa, at
han nu miſter fin bedſte Arbeiderffe. Hvor ondt det
gjor ham, maa Gud vide; men han maa jo kunne
forſtaae, at Du fra nu af ikke flider for Andre end
for mig, hvad der vil ſige det ſamme ſom for Dig
ſelv, thi — ikke fandt? ...“ Han blev pludſelig
meget forlegen og ſtandſede. „Aa!“ vedblev han
derpaa, „det havde jeg ner glemt! Det er en
Venſtabstjeneſte. Du er vel nok fan god at ſee paa
dette Ur. Det er meget fiint og har dit Yndlingé-
Echappement.“

„Altſaa en Duplex?“

„Javel. Han veed netop ikke nogen Arbeider,
hvem han tor betroe det. Det haſter desuden. Han
maa have det tilbage imorgen Aften.“

Gotfred ſtillede en lille, med Mesſing indlagt

Urmagerens Datter. 435

Trææjfe foran Lotti. Hun fane deeltagende paa den
ſom en Læge paa fin Patient og fpurgte:

„Hvad feiler det?“

„Jeg veed det ikke,“ ſvarede Gotfred, „men jeg
troer, ikte meget. Han fortalte mig en lang Hiſtorie
om, at han havde faaet Uret af en Perſon, der ſkilte
ſig ved det af Letſindighed og Trang for en Spotpris.
Han vil nu have en god Pris for det, hvorfor Du
ſkal beſorge Reparationen. Han fnakkede vidt og
bredt, men jeg hørte ikke vigtig efter Det var jo ogſaa
overflødigt, efterat jeg havde faaet at vide, hvad der
vedkom mig.“

Lotti, der ikke ſlap Wſken afſyne, havde aabnet
den og derpaa ogſaa — i en forunderlig Haft og
Spænding — Uret, ſom lage deri. Ufravendt ſtirrede
hun pan Navnet F. Alexy & Sandoz fråres pan
Kapflen og Tallet, der ſtod derunder.

„Solgt — hvad var det, Du ſagde? — af
Letſindighed eller Trang?“ ſagde hun i en forpiint
Tone.

„Javel,“ ſvarede han, lænede fig længere tilbage
i Vinduet, faae ned paa Gulvet og ſyntes at falde i
alvorlige Tanker. „Du beſoger mig dog vel idag i
Forretningen?“ ndbrod han pludfelig.

Lotti nikkede bekreftende; hun havde allerede
begyndt at tage Uret fra hinanden.

„Skildtet er endnu ikke ſat op,“ vedblev Gotfred

langſomt og tøvende, „men færdigt er det. Det bliver
28%

D

436 Urmagerens Datter.

ikke fat op, for Du giver Tilladelfe dertil.“ Han
holdt inde, han ventede, men forgjeeves. Lotti taug,
og ſaa begyndte han da igjen efter et Ophold:
„Teenk Dig, hvilken Frihed jeg har faget mig —
tænt Dig, jeg har paa Skildtet ladet fætte ... ſom
jagt, eller ikke ſagt, i ethvert Tilfælde ſom en Selv—
folge — det kan forandres, hvis Du vil have det .. .“
Nu forſt vovede han atter at fee paa hende.
Hun var aldeles fordybet i fit Arbeide — et ube—
gribeligt fvært Arbeide for hende, med hendes
Dygtighed! Hendes ellers faa ſikkre Haand ryſtede,
hendes Anſigt blev ganſke rodt, og hele hendes Veſen
tydede paa en med Moie undertrykt Sindsbevegelſe.
Hvad gaaer der af hende? tenkte Gotfred. —
Aner hun, hvad han har at ſige hende og fætter det
hende i en ſaadan Spænding, at det feer ud ſom
Angſt? Hvis det er Tilfældet, jaa tager hun ialfald
Sagen alvorligt, og han behøver ikke at være bange
for at blive afferdiget med en Spog, det Bærfte, der
kunde hændes ham. Hendes oienſynlige Uro befrier
ham fra denne Bekymring og tillige fra enhver
Wngſtlighed. Han aander lettere og taler med en
vis ubehjælpfom Humor, men dog med Alvor og
Eftertryk: „Det vilde være kjedeligt, om der ſkulde
forandres Noget ved Skildtet; det er blevet ſaa
net . . . det tager fig virkelig godt ud! paa glindſende

fort Bund: G. & L. Feszler .. G. og S.

Gotfred og Lotti .. .“

— — — Er

Urmagerens Datter. 437

Hendes Pande glodede, hendes Kinder brændte,
hun boiede fig dybere ned over fit Arbeide og
gjentog mekanifk og udtryksloſt: „Gotfred og Lotti?“

Nei! hendes Tanker vare ikke hos ham. Paa
den Maade kunde hun ligeſaa godt have udtalt
fremmede Navne. De Ord, hun havde hort, havde
naaet hendes Øre, det ængftlige, indftændigt bedende
Sporgsmaal, der laa i dem, havde ikke naaet hendes
Hjerte

Nu indtraadte den lengſte af alle de Pauſer,
denne Samtale havde lidt af. Stille var der i Ve—
relſet, Intet horligt, kun de mange Ures Dikken, og
tilſidſt et dybt Suk fra Gotfreds Bryſt.

Lotti hævede Blikket og fane trods det fugtige
Slor, der hapde lagt fig over hendes Sine, et Udtryt
af ſmertelig Skuffelſe i hans Træf.

„Hvad er der, Gotfred?“ ſagde hun.

„Du hører ikke paa mig,“ fvarede han uvillig.

Hun tog ſig med Magt ſammen: „Jo, jeg har
hort Alt.“

„Har Du? Virkelig? og — Du har ikke Noget
at indvende? . . . Du ſynes om det — Du veed ...“

e

„Saa bliver Skildtet ſat op,“ ſagde han med et
oprigtigt Forſog paa at fee fornoiet ud. „Du maa
komme og beundre det; kom ſnart!“

Han tog fin Hat og forlod Værelfet.

Lotti var igjen ene og fortſatte ivrigt ſit et

438 Urmagereng Datter.

Oieblik afbrudte Arbeide. Hun havde af det Ur, ſom
Gotfred havde medbragt, ſkruet alle Broer og taget alle
Hjul bort undtagen Minuthjulet. Det ſad der endnu,
faſtholdt af Kvarteerroret. Men ogſaa dette maa nu
vige, det ſidſte Hjul ligger ved Siden af dets Kamme—
rater, og Lotti har fundet, hvad hun ſogte, hvad hun
var vis pan at finde. Hendes eget Navnetrek og
Datum'et den tolvte Mai, indridſet med neſten uſynlige
ſmaa Bogſtaver i Bundfladen og ffjult af Hjulets
Tender.

Den tolvte Mai for femten Aar ſiden havde hun
indridſet disſe Tegn og foræret fin Forlovede dette
Ur og derhos ſagt til ham:

„Det kan viſe os gode, det kan viſe os ſorgelige
Timer, men ingen, hvor vor Troſkab har vaklet.“

Saa driſtige Paaſtande vover Ungdommen at
fremſcette! ſaadanne Eder fværger den barnlige Kjer—
lighed, ſom, neppe vaagnet, allerede foler Kraft i ſig
til at leve evigt. Daarſkab uden Lige! Ligeſaa godt
kunde Roſen fværge, at den aldrig vil visne, tænfer
Lotti, og halvtudſlukkede Minder dukke frem i hendes
Sjæl. Blege Skygger ſnoe fig frem fra For—
glemmelſens Nat og faae lidt efter lidt Farve og
Form. De drage langſomt forbi, mægtige nok til
endnu at fremkalde en blid Vemod, men ikke mere
iſtand til at væffe Smerte, De ligne Tanken om en
uklar, piinlig Drom, hvoraf den Sovende vaagner op
til. Lys og til Fred.

Urmagerens Datter. 439

4.

En Vintereftermiddag for femten Aar ſiden var
men ung Mand traadt ind i hendes Faders Verkſted
og havde bragt ham et gammelt Ur med Anmodning
om at ſige ham, hvad det var verd. Medens Feszler
ſage paa Uret, fane den unge Mand faa opmerkſomt
paa ham ſom en Maler, der ſoger at indpræge fig
Billedet af et Menneſke, ſom han ſkal male efter Hu—
kommelſen.

„Det er,“ ſagde Feszler, efter længe og om—
hyggeligt at have underſogt det, „et koſtbart Stykke.“
Han kaldte paa fin Datter for ogſaa at høre hendes
Mening.

„Hvorledes?“ ſpurgte den Fremmede lidt haanligt
og meget forbauſet, „er De ogſaa Kjender, Froken?“

Lotti følte det Blik hvile paa fig, hvormed neſten
alle unge Mænd, ſom hun traf for forſte Gang, ſaae
paa hende; et Blik, der tydelig ſpurgte: Hvad vil Du
her pan Jorden? og ſom enhver ikke ſmuk Pige maa
vænne fig til.

Hun tog Uret af fin Faders Haand og faae
ftrax, at det var et Lommechronometer af Emmery
med Stopper af Mudge.

Den Fremmede lo hjerteligt, da hun ſagde det.

„Er det rigtigt, Hr. Feszler?“

„Ganſke rigtigt,“ ſvarede denne, ubehageligt
berørt af den unge Mands utilladeligt fortrolige

440 Urmagerens Datter.

Veſen, da denne traadte tet hen til Lotti og i ſin
tidligere Tone vedblev:

„De kan maaſkee ogſaa ſige mig, hvad dette Ur
er værd?”

Lotti ryſtede paa Hovedet. „Hvad det nu er
værd, kan jeg ikke ſige Dem; da det var nyt, har det
viſtnok ikke koſtet under halvandet hundrede Guineer.“

„Da det var nyt? Og naar var det vel?“

„Omtrent for halvpfjerdſindstyve Aar ſiden.“

„Jeg beundrer Dem!“ udbrod den unge Mand
der fandt Sagen meget morſom; „alt det kan De
ſaadan ſtrax fee? ... Men nu kommer det ſidſte og
vigtigſte Sporgsmaal: Hvad er det værd idag, hvad
er det værd for Dem?“ tilfoiede han, idet han hen—
vendte ſig til Feszler.

„Det vilde være mig ſerdeles meget værd, hvis
jeg ikke allerede var i Beſiddelſe af et aldeles lig—
nende,“ ſvarede denne.

„Ah! i Deres Samling! ... Naar De kun
vidſte, Hr. Feszler, hvormeget Godt og Smukt jeg
allerede har hort om den ... om denne Samling,

og hvor lykkelig jeg vilde være ved at faae den at
ſee ... Naar De vidſte det — De vilde tilgive mig
det usle Paaſkud, jeg har brugt for at nærme mig
Dem.“

Han aflagde et grundigt Skriftemaal.

Han hed Herman von Halvig, var en lille
Embedsmand og en ganſke lille Poet og arbeidede

. . MT. Lg La

Urmagereng Datter. 441

netop pan en Novelle, hvori et gammelt Ur ſpillede
en ſtor Rolle. Det ſkulde ſkildres, og for at kunne
det, trængte han til en Model og forſt og fremmeſt
til lidt Fagkundſkab.

„Tag mig lidt i Lære, bedſte Meſter,“ ſluttede
han, „ver ſaa venlig at give mig et Indblik i Deres
Samling — Deres Helligdom, ſom jeg horer. — At
jeg bliver en udmærket Elev, det kan jeg ikke love;
men en taknemlig er jeg ſikkert nok!“

Feszler ſage en Stund lidt betænkelig paa det
ſmukke, blonde Menneſke. Han ſyntes godt om hans
glade, lyſe Øine og den ſorgloſe Sikkerhed, den muntre
Selvtillid, hvormed han lod til at have begivet fig
paa Reiſen igjennem Livet. J Taushed tog den
gamle Mand nogle ſmukke Exemplarer frem af fin
Samling og begyndte med en Liebhavers Varme at
forklare deres Fortrin og Eiendommeligheder.

Halvig afbrod ham i Begyndelſen meget ofte;
han kunde ikke undertrykke de Morſomheder, ſom hvert
Dieblik trængte fig over hans Leber. Men lidt efter
lidt blev han ſtille. Den nedladende og overfladiſke
Interesſe, ſom han havde vijſt nogle „Favoritinder i
dette Urharem,“ blev efterhaanden mere ſpendt.
Med Hovedet jtøttet i Haanden ſage han ſnart paa
Urene paa Bordet, ſnart pan Meſteren, tilſidſt kun
paa denne, og derhos opklarede Üdtrykket af en faa
inderlig Glæde og Agtelſe hans Træt, at Feszler
tenkte: den Fyr kunde jeg komme til at holde af —

442 Urmagerens Datter.

trods den Letſindighed, hvormed han foregav at ville
jælge en Emmery.

Men den unge Mand reiſte ſig pludſelig op.

„Hvilke Oine De dog har!“ udbrød han, „hvad
kan ikke et Hjul, et Spindel, et Ornament, et Stykke
Email fortælle Dem! ... Hvilke Oine og bvilket
Hjerte! ... De er en Kunſtner. . ..“

Han pegede paa Skabet, hvorfra Feszler havde
taget Urene. „Den lille Kasſe der er for Dem, hvad
en Kasſe fuld af de herligſte Veerker af ſtore forud—
gangne Poeter er for en Digter. En taus, dod
Verden, ſom et Blik væffer til Liv, til et mægtigere,
ſkjonnere Liv end det ſaakaldte virkelige ... Et Blik
— et ſeende, Forſtagelſens Blik maa det være .
Ikke fandt, fjære Meſter? — Forſtagelſe er Alt —
Viisdom, Kjærlighed, Poeſi . . . Alt det have vi, der
indbilde os at være Digtere, at tilkempe os ...
Der mangler Stof, hører jeg Folt ſige? — Begrib
det Begribelige, og fra Alt, hvad der omgiver Dig,
trenger der en Fylde af Stof ind paa Dig, og er
der Noget, der fattes Dig, fan er det Kraft til at
gribe de ſprudlende Kilder og lede dem til det til—
ſigtede Maal!“

Han ſprang op, greb Feszlers Haand, kaldte
ham en ædel, en ſjelden, en herlig Mand og tog
Afſked med Bon om ret ſnart at maatte komme igjen.

Og han kom igjen, kom daglig, hele Uger igjennem,

og maar-han engang udeblev, beklagede Ingen det

—

Urmagerens Datter. 443

mere end Feszler. Lotti talte i det Hele ikke om
ham, undgik endog at nævne hans Navn, og hvad
Gotfred angik, jaa mente han, det var ikke jaa galt at
have Ro paa fit Veerkſted. Han negtede ikke, at
Halvig havde ſtore Evner til at underholde; men
efter hans Mening gjorde „Poeten“ altfor megen
Brug deraf.

„Naar jeg har Underholdning om Sondagen,
jaa er det nok for mig; daglig Underholdning er mig
for meget,” ſagde han og beviſte det ved at forlade
Huſet pan de Tider, da Halvig pleiede at komme.
Denne blev ſtodt derover. Han var ikke vant til, at
man undgik ham; han pralede lidt af den Magt, han
havde over Menneſkenes Sind. Ingen, ſom han
havde gjort fig Umage for at vinde, havde modſtaget
ham; han favde altid hørt og troet, at man maatte
holde af ham, naar han bejtræbte fig for det. Han
beklagede ſig bittert for Lotti over Gotfreds Stivhed
og Kulde, forſikkrede, trodſig ſom et forfjælet Barn,
at han ikke vilde genere nogen med ſit Venſkab, og
hadede Gotfred ham, faa betalte han ham med den
ſamme Mont. Men ſaaſnart denne lod fig fee, kom
han ham igjen imode med den ſamme oprigtige Varme
ſom tidligere. Han ſogte at vekke hans Interesſe,
indgyde ham Deltagelſe, ja han gjorde formelig Cour
til ham. Alle hans livlige, friſke, hjertevindende
Veſens elſkverdige Egenſkaber kom derved frem, men
de rørte ikke Gotfred.

444 Urmagerens Datter.

En Dag var denne, travlt beftjeftiget, bleven
hjemme fra Morgen til Aften og havde i fin Iver
glemt Tiden, da han ellers regelmaesſigt tiltraadte fit
Tilbagetog for „Luxusartiklen,“ ſom han kaldte Halvig.

Han kom forſt til at tænke paa Tiden, da Lotti
fatte en Lampe paa Bordet og opfordrede ham til at
holde op med at arbeide.

„Er det da ſaa ſilde?“ ſpurgte han.

„Silde og ikke mere lyſt, Du ødelægger dine
Oine.“

„Hrad gjør det? — Det er jo det ſamme
med mig!“ ſagde han halvhoit ved fig ſelv, ſaaledes
ſom En taler, der pludſelig bliver vokket af fin Søvn.
Han ſtonnede ſmerteligt og trykkede begge Hænder
mod ſin Pande.

Lotti blev blusſende rod; taus og med en mis—
billigende Bevegelſe vendte hun fig bort. Faderen,
der hver Aften tog ſig en Motion i Verelſet, ſtandſede
foran Gotfred og ſpurgte, hvad der var iveien.

„Intet,“ fik han til Svar, „mine Sine ere kun
blevne lidt trætte.”

„Und Dig Ro,“ ſagde Feszler, „gjor ſom jeg;
jeg har allerede længe ſpadſeret op og ned uden at
beſtille Noget og havde godt kunnet arbeide en Stund
endnu — Dagene tage til, Foraaret kommer ſnart ...
Ja, det kommer, det kan man ſtole paa. Men hvem
der bliver borte,” ſluttede den gamle Mand fine Be—
tragtninger, „det er vor Hofpoet ... J tre Dage

Urmagereng Datter. 445

har han nu ikke ladet fig ſee, og heller ikke idag —
det er over hans Tid — han kommer ikke mere.“

„Saa meget deſto bedre!“ udbrod Gotfred, „jeg
vilde onſke, at vi vare frie for ham for beſtandig.“

„Frie for ham? — Er det Alvor?” ...

„Ja desverre,“ ſagde Lotti med en Stemme
der dirrede af Harme.

Gotfred fane iveiret: „Hvad figer Du?“

„At Du er uretfærdig for forſte Gang i dit
Liv, uretfcerdig og gruſom mod et ædelt og godt
Menneſke ... Det er hjerteloſt og gjør ham ondt,
at det kommer fra den Kant — thi det er jo Dig ...“
Hendes Leber dirrede, og et Udtryk af Smerte foer
over hendes Anſigt — „der er ham den kjaereſte af
os Alle ...“ '

Hun Holdt dybtaandende inde, Gotfred mumlede
et vredt Ord, og den Gamle ſtirrede maallos paa
dem begge. J hans umistænfjomme Sjæl dæmrede
der en Folelſe af, at en Ulykke var i Aumarche.
Inden han ſage ſig for, var Freden maaſkee flygtet
fra hans ſtille Hus og fra hans Borns Hjerter ...

J dette Oieblik blev der ringet ſteerkt paa Gade—
doren, og ſtrax efter ilede lette Skridt igjennem For⸗
ſtuen.

„Der er han alligevel,“ ſagde Feszler.

Halvig ſtod i Doren, han ſpingede ſin Hat og
fane faa lykkelig ud, ſom om han havde erobret en
Verden.

446 Urmagerens Datter.

5.

„Fader Feszler,“ raabte han, „her er den! her
har De min lille Bog, min Forſtefodte! ... Seer
den ikke pen ud i dens purpurrode, guldkantede
Dragt? ... Les, hvad her ftaaer paa forſte Side:
„Johannes Feszler, min Lærer, mit Forbillede, min
Ven . ... Den er tilegnet Dem, den er Deres
Eiendom! jeg bringer, hvad der flød fra mit Hjerte
og tilhører Dem, og jeg lægger det for Deres Fødder.”

Han gjorde Mine til virkelig at ville lægge
Bogen paa Gulvet foran Feszler; men denne for—
hindrede det: „Giv mig den i Haanden, det er Wre
nok,“ ſagde han og ſmilede til fin Yndling, ved hvis
Ankomſt al den morke Alvor var forſvunden, der faa
fort iforveien havde formorket hans Pande. Han [od
Poeten fortælle fig, hvilke piinlige tre Dage han
havde tilbragt under Venten paa fit Arbeide, og han
bad om, at Familien nu vilde ffjænfe ham denne
Aften og tillade ham at foredrage ſit Digt. Han
ſtillede Lampen paa Bordet midt i Veekſtedet og fatte
Stole frem, Lotti ſkulde ſidde ligeoverfor ham,
Feszler og Gotfred ved Siden af ham.

„Til denne Time,“ ſagde han, da Alle havde
taget Plads, „har jeg glædet mig ligefra det Sieblik,
da den forſte Tanke om mit Digt ſteg op i mig, og
til jeg filede pan det ſidſte Vers ...“

Hans Blik dvelede, ſtraalende af Inderlighed og

Urmagerens Datter. 447

Varme, paa hans lille Tilhorerkreds; derpaa aabnede
han Bogen og begyndte at leſe.

Hvad han leſte, var kun en almindelig Kjerligheds—
hiſtorie — lignende ere vel tuſinde Gange fortalte,
Millioner Gange oplevede. „Forterſket!“ vilde
Gotfred allerede udbryde; men han undertrykkede
Ordet. Aabenbart havde Digteren ikke ſogt at gjøre
Virkning ved en ſpendende Fabel; hvad der fængflede
og betvang, det var det Skjonhedstrylleri, der gjennem—
trengte det ſimple Billede, det var Sandheden og
Lidenſkaben, ſom aandede ud deraf; og den, man kom
til at holde meſt af deri, det var Digteren ſelv.
Ubevidſt, ja imod hans Villie, hævede hans Skikkelſe
fig forklaret ud fra hans Verk. For Alvor og Spog,
for Vrede og Vemod, Had og Kjerlighed, for enhver
Stemning og Folelſe i det menneſkelige Bryſt laa
Forſtaagelſen i hans Hjerte og Udtrykket paa hans
Læber. Ingen Tvivl hæmmede hans Flugt, ingen
Mistillid til egen Kraft lammede ham; han havde
den, han vidſte det, han var ſikker paa dens Virkning
og byggede paa den med den urokkelige Tillidsfuldhed
der gaaer foran Seiren og ofte tiltvinger fig den.

Og derfor ſpurgte han da ogſaa, da han var

færdig, med glad Sikkerhed: „Hvad ſiger De ..
Er det fan lykkedes mig?“

„Det er lykkedes,“ ſvarede Feszler, „der ſlaaer
et Hjerte deri.“

448 . Urmagerens Datter.

„Ikke fandt? ... Og De, Gotfred . . . hvad er
Deres Mening?“ i

Gotfred havde hele Tiden ſiddet med Albuen paa
Bordet og Panden hvilende pan Haanden. Nu lænede
han fig tiibage i Leneſtolen og fagde, uden at fee
paa Halvig: „Det er ſmukt, rigtig ſmukt.“

„Jeg takker Dem, min Ven! En ſaadan Roes af
Dem, den gjor godt . .. Men De — Froken
Lotti ... De tier — De ſiger mig ikke Noget . . .“

I glødende Forvirring ſaae Lotti op til ham:

„Jeg kan ikke ... De feer jo ...“ ſtammede
hun; en ſmertelig, forgjæves undertrykket Hulken kvalte
hendes Stemme.

„Lotti! ... Har jeg forſtaget at rore, at gribe
Dem? ... Skal min ſkjonneſte Drøm idag gaae
fuldſteendigt i Opfyldelſe?“ Han ſprang op og ilede
jublende hen til hende.

Lotti ſtrakte afværgende Henderne ud; hun gred,
ikke blidt befriende Taarer — men Taarer af kvalfuld
Beſkœemmelſe og Harme over ſig ſelv.

Halvig traadte forſkrekket tilbage. Et Sieblik
ſtod han tvivlende foran hende; men pludſelig ſtraalede
Bevidſtheden om Seiren, han havde vundet over
denne Sjæl, med ſod Triumf ud af hans Sine, og
han udbrød i en Tone, der havde en Klang baade
af Rorelſe, Henrykkelſe og en ſidſte Toven: „De er
vred paa mig? Skal jeg undgjælde for, at mit Digt
har rort Dem?“

Urmagerens Datter. 449

„Vred? Hvor kan De troe det? ... En ny
Verden har opladt fig for mig .. . Jeg veed ikke,
jeg kan ikke ſige, hvad jeg meſt beundrer — jeg ſeer
kun, hvor ſtor, hvor herlig og — hvor fjern .. .“

Hendes Stemme ſpigtede, hun ſendte ham et
haſtigt, hjelpeloſt Blik, ſom han indſugede ſom
himmelſk Dug.

Et Sieblik efter laa han pan Knæ for Lotti,
bedekkede hendes Hænder med Kys, kaldte hende fin
Engel, fin Elſkede, fin Brud. Han priſte den Time,
da hun forſte Gang modte ham, og den endnu ſfjonnere,
da han forſte Gang folte, at hun elſkede ham. Det
var ikke idag, ikke for kort Tid ſiden, det var ſnart,
meget ſnart efter at de havde lært hinanden at fjende
— han vilde aldeles ikke tiljftaae, hvor ſnart ... for
ikke at ſynes altfor driſtig, faa driftig, ſom man netop
bliver, naar man veed fig elſket af det edleſte og
reueſte Hjerte.

„Men tal uu!“ beſtormede han hende, „bekreeft
nu min Lykke i disſe kjere Vidners Nerverelſe ...
Et Ord, min Elfkede!“

„Hvad ffal jeg ſige — Du veed jo Alt,“ var
hendes Svar, og jublende ſluttede han hende i fine
Arme — —

Hans Salighed horte ikke til de tauſe; uimod—
ftaaeligt bruſte Ordenes Ildſtrom frem og overdovede
Feszlers Indvendinger og bragte Gotfred til at lægge

et godt Ord ind for den Mand, hvem Lotti havde
29

450 Urmagerens Datter.

ffjænfet fit Hjerte. Frimodigt fortalte Halvig fit Livs
Hiſtorie, talte om, hvor letſindigt han Havde forødt
Arven efter fine Forældre, tilſtod, at han havde været
lige ved at komme paa en Afvei, da fans beffyttende
Stjerne forte ham til Feszlers Hus. Fra det Sieblik
var han bleven et andet Menneſke. Han bad Feszler
og Gotfred om at forhøre fig om ham. Hans Fore—
ſatte, hans Venner og Bekjendte ſkulde afgjore, om
han fortjente at blive haabloſt forkaſtet.

„Det er der ikke Tale om,“ ſagde Feszler, og
Halvig udbrød:

„Saag lad da den Elſkede fuldende den Gjen—
fodelſens Gjerning, ſom hun har begyndt med mig.“

Hun blev hans Brud; og den Mand, der forekom
hende at være et hoiere Veſen, gjorde hende til Herre
over fin Skjeebne. Han underordnede fig hende, han
vilde takke hende for Alt, hvad han eiede, han vilde
kun ved hende være bleven til Alt, hvad han var.
Hans unge Hoved, der allerede omſtraaledes af Be—
rommelſens Morgenrode, boiede ſig for hende og lagde
fig ydmygt ved hendes Knee.

„Det er at forvænne hende,“ ſagde Faderen;
men Gotfred mente: „Tilbed hende kun, hun fortjener
det.“

Nogle Maaneder gik, faa faldt den forſte Skygge
paa de Forlovedes hidtil uformorkede Salighed.
Halvig havde pludſelig forladt Statstjeneſten, for
udeelt at kunne hellige fig til fit Kald ſom Digter,

Urmagerens Datter. 451

hvilket daglig bragte ham nyt Held. En anden lille
Bog var fulgt efter den forſte. Den opfyldte i rigt
Maal de ſkjonne Forventninger, ſom hin havde vaft.
Den lille Kreds af Beundrere, ſom begyndte at ſamle
fig omkring Digteren, kjendte ingen Grendſer for
fine Lovtaler og hilſte ogſaa hans tredie Arbeide med
uindſkrenket Henrykkelſe. Og netop dette, ſom han
for at opfylde en Forpligtelſe, han havde paataget
ſig, havde begyndt og fuldendt med feberagtig Haft,
var ham kjerere end alle andre. Han havde deri
viiſt, at han til enhver Tid var Herre over ſin
Stemning, ſin Fantaſi, alle ſine Gaver, at hans
Talent maatte lyde og folge ham, hvad han end for—
laugte af det. Han vidſte nu, at hans Villie raadede
uindſkreenket over hans Evner. Heelt opfyldt af
Folelſen af et faa fuldkommen heldigt Reſultat vifte
han fig hos fin Brud, og Lotti fvælgede i Synet af
hans ſtolte Lykſalighed. Men da hun ſkulde ſige fin
Mening om det Arbeide, ſom Herman kaldte ſit bedſte
og modneſte, nolede hun og fvarede engſtligt efter
lang Betænkning, at hun jo fandt Behag si Alt, hvad
der blev udtenkt af ham.

„Dette,“ udbrod han, „maatte Du ogſaa finde
Behag i, om en Anden havde udtæntt det.”

„Maaſkee — javiſt ...“ ſtammede Lotti, for⸗
ffræffet over det Udtryk af Stuffelſe, der viſte ſig
pan hans Anſigt.

Han vedblev heftigt: „Du maa lære at fee heelt

29%

r

452 Urmagerens Datter.

bort fra mig, naar Du bedommer mine Arbeider.
At der bliver ſkabt noget Skjont, derpaa kommer det
an; om jeg har ſkabt det, om Peer eller Poul, det
gjør Intet til Sagen ... Det Standpunkt er det
eneſte — det ſkal være dit. — Din Kjærlighed til
mig maa ikke yttre fig i blind Beundring. Du maa
vide, hvorfor Du beundrer — maa have Grunde for
din Roes. Oprigtighed forlanger jeg af Dig, og
jeg vil haabe, at Du anſeer mig for verdig til den.“

„Herman — hvor kunde jeg Andet,“ ſagde hun
med et ængftligt Smil. „Jeg ſiger Dig, hvad jeg
fænfer; men det har jo ikke noget Værd . . . At give
Grunde for min Dom, det maa jeg forſt lære .
nu er jeg neppe engang iſtand til at ſige Dig,
hvorfor jeg her ikke ſaa let — ikke med ſaa fuld —
hvad ſkal jeg kalde det? — ſaa fuld Hengivelſe kunde
folge Dig ſom tidligere, og da iſeer ved dit forſte,
allerſmukkeſte Digt .. .“

Nu bruſte han op. Han ſpurgte, om hun da
altid vilde komme tilbage til hans Begynderarbeider,
om da det Übetydeligſte laa hende nermeſt.

„Naar Du bliver ſtagende paa det Punkt, hvorfra
jeg gik ud, medens jeg higer fremad, ville vi ſnart
komme hinanden afſyne!“ raabte han, var ikke til at
formilde og forlod hende i Vrede.

Rigtignok mødte han igjen den neſte Dag,
ydmygede fig for hende og græd af Anger, men hun
tog om muligt endnu fjærligere end ellers imod ham

Urmagerens Datter. 453

og forſikkrede ham, at hun ikke vidſte, hvad hun havde
at tilgive ham. Han var faa beffæmmet og i fin
Sonderknuſelſe faa mageløs og uimodſtageligt elſtveerdig,
at Lotti bad ham om, at han ret fnart igjen vilde
bilde fig ind, at han havde gjort hende bedrøvet.

Denne Bon blev opfyldt, men paa en anden
Maade, end hun havde tenkt ſig. Herman (od det
ikte mangle paa Anuledninger. En ſvag Tvivl, et
Sporgsmaal var iſtand til at loslade alle de onde
Aander i hans Bryſt, og Lotti fane med Forfeerdelſe
at der var Sieblikke, hvor han hadede hende. Da
toilede han ikke ÜUdbruddene af fin Vrede. Han led
og fandt det naturligt og retferdigt, at den, der elſkede
ham, ſkulde lide med ham. Naar han troede fig mis—
forſtaaet eller i Stilhed dadlet af hende, forekaſtede
han hende hendes underordnede Virkſomhed, hendes
indſkrenkede Synskreds.

„Om det, ſom jeg fætter ſom mit Maal, ſtager
der rigtignok ikke Noget i dine Urmagerboger!“
udbrød han en Dag, og Gotfred, der hidtil mandigt
havde beherſtet fig, foer op: „Endnu ſaadant et Ord,
og jeg knuſer Hjerneſkallen paa Dig!“

Det heftige Optrin, ſom paafulgte imellem de
to Mænd, gjorde Feszler med megen Befvær Ende
pan; men fra nu af begyndte Gotfred at opgive fin
pasſive Holdning ligeoverfor de Forlovede.

„Du er et uartigt Barn,“ ſagde han til Halvig,
„Du kunde være iſtand til, i et Anfald af daarligt

454 Urmagerens Datter.

Humeur, at ødelægge det Kjereſte, Du eier; jeg vil
holde ſtreng Vagt over Dig.“

Halvig trykkede ham i Haanden: han gav ſig
gjerne ind under fin bedſte Vens Beſkyttelſe.

„Lad os ſammenſveerge os mod alle mine Feil!“
udbrød han beſjelet af de bedſte Forſcœtter, „naar Du
ftaaer mig trofaſt bi, bliver jeg nok Herre over dem!“
Lotti var ikke tilfreds med dette Forbund. Hun
vidſte, at Herman ligeſaa lidt var iſtand til at be—
vare den Selvbeherſkelſe, denne Overeenskomſt paa—
lagde ham, ſom han taalte den Oprigtighed, han ſaa
ofte havde forlangt af hende. Hele hans Natur op—
rortes mod Tvangen, den ſpageſte Misbilligelſe gnavede
paa hans Hjerte, gjorde ham bitter og ulykkelig og
overbeviſte ham ikke. Hvad der hærdede ham, hvad
der bragte alle hans Kræfter til at udfolde fig, det
var Kampen mod Had og Forfolgelſe, og Nydelſen af
overdreven Roes og lykſaliggjorende Kjerlighed.

„Jeg kan kun trives i Lyſet, og J leve i Halv—
morke,“ ſagde han engang efter en lang Controvers
med Gotfred og forlod Verelſet uden at tage Afſfked.
Lotti reiſte fig taus op og gik efter ham. J nogen
Tid horte man hans vrede Tale i Forſtuen, ofte
afbrudt af hendes blidt beroligende Stemme. Gaa
blev Gadedoren flaaet i, og der gik lang Tid, for
Lotti, endnu bleg og ryſtende, atter traadte ind i
Verkſtedet.

Om Aftenen ſagde Feszler til Gotfred:

Urmagerens Datter. 455

„Hvad jeg vilde ſige Dig: Opgiv dit Opdragelſes—

arbeide. Halvig forandrer Du ikke. Lad ham være.-

Hun ſynes jo om ham, ſom han er.“

„Men han mishandler hende.“

Feszler ſukkede og traf paa Skuldrene. „Hun
holder mere af hans Mishandlinger end af en Andens
Kjeertegn. Saadan ere nu Fruentimmerne.“

Gotfred taug og lod Sagen gane fin ffjæve
Gang.

Halvigs Beſog bleve ſtedſe ſjeldnere, og naar
han kom, var han enten mork og indeſluttet eller viſte
et paataget lyſtigt Veſen, ſom af alle hans vexlende
Stemninger var den, der berorte Lotti pinligſt. J
en ſaadan kom han engang, da Feszler talte om
nogle Forberedelſer til det nerforeſtaaende Bryllup,
og pludſelig erklerede Lotti til fin Fader, at dette
maatte udſettes.

„Har han foreſlaget det?“ udbrød Gotfred.

„Jeg onſker det!“ ſvarede hun hurtigt.

„Hvorfor? ... Mistroer Du ham?“

„Maaſkee kun mig ſelv,“ var Svaret. Tilſyne—
ladende aldeles rolig tog hun fat paa ſit Arbeide.

Kort Tid efterat Lotti havde taget denne Be—
ſlutning, ſyntes Herman ganſke at vende tilbage til
hende. Han havde lidt en ſtor Skuffelſe, og han
fandt Troſt hos hende, der folte hans Smerte dybere
end han ſelv. Hans faldne Mod hævede fig imid⸗
lertid ſnart igjen ved et fornyet Held, og de uund—

456 Urmagerens Datter.

gaaelige Frugter heraf vifte fig ogſaa. Den ham ydede
Hyldeſt ſkulde betales, den fordrede fin Lon og lagde
Beſlag pan Digterens Perſonlighed og Tid. Slægt-
ninge, ſom i Aar og Dag ikke havde brudt fig om
ham, huſkede pludſelig pan og huſkede tillige ham
paa, at han horte til deres Kreds. Naar han talte
om ſin Forlovelſe med Datteren af en Urmager, horte
de pan ham med den overlegne Overbeerenhed, ſom
praktiſte Menneſker lægge for Dagen ligeoverfor
Kunſtnerens Luner. Halvig begyndte at indbilde fig,
at han for at ægte fin Forlovede maatte bringe ſtore
Offre og beſtage haarde Kampe. Han ſparede hende
ikke og fortaug Intet for hende, ingen nok faa haard
Dom, ſom Menneſker feeldte over hende, hvem de
aldrig havde feet, ingen Betenkeligheder hos dem,
ſom han tidligere var gaaet afveien for, og ſom han
nu kaldte „ſin Familie.“ Denne gruſomme Aabenhed
tilſrrev han den ubegreendſede Tillid, han følte til
Lotti, og hun beſtyrkede ham deri. Hun vidſte, at
hun havde miſtet hans Kjærlighed; men Skyggen af
den, denne Tillid, der aabnede hans Hjerte for hende,
lod hende erfare hans hemmeligſte Tanker; den holdt
hun faſt paa, den vogtede hun paa ſom den hellige
Ild, ſom hendes Livslys. Som om hendes Kjærlighed
voxede i ſamme Forhold, ſom hans aftog; ſom om
han ved Lidelſer vilde knytte hende faſtere til ſig,
vaagede hun med overmenneſkelig Troſkab og Taal—
modighed over den lille Reſt af hans Kjerlighed.

Urmagerens Datter. 457

En Opblusſen af hans hendoende Folelſer var for
hende, hvad et Smil af det døende Barn er for
Moderen.

Endelig kom den Time, da hun folte ſin Kraft
lammes, da hendes Mod til at forſage forlod hende.
Efter aarelang Kamp vaagnede i hende en uimod—
ftaaelig Trang til Fred; men hun vilde ikke tilkjobe
fig denne for en Selvbebreidelſe hos ham, ſom
hun havde elſket faa høit. Hun udtalte Skilsmisſens
Ord, hun ſkilte fig fra ham. Hun gjorde det en
Dag, da han engang atter havde viiſt fig ligeoverfor
hende faa hjertelig, faa varm, faa fuld af Hengivenhed
og Inderlighed, ſom i deres Kjerligheds Foraarstid.

Han var bleven der længere, end han havde
havt iſinde, og ſprang forſtrekket op, da nogle Ure
pludſelig ſlog den femte Eftermiddagstime.

„Jeg ſtulde være gaaet for længe ſiden,“ udbrød
han, „men ligemeget ... hos Dig taber jeg ikke
Noget, jeg gager altid rigere og bedre bort, end jeg
kom .. . Jeg er en Nar, at jeg kommer ſaa ſſelden.“

De traadte begge hen til det aabne Vindue,
hvorigjennem den lune Hoſtaftens Luftninger viftede
ind til dem. Solen havde ffjult fig bag en tæt Sky;
men Gjenſkinnet af den farvede Horizonten med

Purpurſtriber. Et bredt, ſtraalende Lys laa over

Huſenes Tage og holdt ſig endnu ſeierrigt mod den
graa Taage, der drog ned fra Hoiderne og allerede
havde indhyllet den oſtlige Del af Byen i fit bølgende

*

458 Urmagerens Datter.

Slor. Derovre pan Quaien rullede Vogn paa Vogn
forbi dem; der bølgede og trengtes den travle Menneſke—
masſe uophørlig, medens Floden lydloſt og dvaſk
rullede ſine morke Bolger.

„Den Udſigt kan jeg lide,“ ſagde Halvig, „jeg
feer gjerne pan det travle Liv i den ſtore By faa
dybt under mig . .. Din Fader gjør Ret i ikke at
forlade fit høie, gamle Udkigstaarn, om det end
mangen Gang kan falde jam lidt fvært at klavre faa
høit tilveirs ... Lev vel — det vil ſige: Paa
Gjenſyn!“

„Nei, nei,“ ſagde Lotti hurtigt, „det ſkal være
Lev vel . . .“ En brændende Rodme bedekkede hendes
Kinder, og hun omfattede med begge Hender den
Haand, han rakte hende. „Vi ville ſkilles, vi mage ..
ſom gode Venner, men for ſtedſe. Giv mig mit Ord
tilbage, ligeſom jeg tilbagegiver Dig dit, Herman .. .“

„Hvad ſtal det ſige? ... Hvad gaaer der af
Dig?“ ſpurgte han.

Hans Tone lod bebreidende; men et Lyn af
glad Overraſkelſe, neppe ſynligt for et andet Sie end
hendes, havde forſt opklaret hans Anſigt.

„Jeg kan ikke blive din Huſtru,“ vedblev hun,
nu raſkere og med jtærfere Aandedrag: „Allerede i
lang Tid har jeg villet ſige Dig det ... Jeg har
allerede længe fæmpet med mig ſelv ... Jeg kan
ikke ſtilles fra min Fader, kan heller ikke opgive det

.

Urmagerens Datter. 459

Liv, jeg fra Barn af er vant til .. . og ſom er mig
meget fjært .

„Jeg troede, at jeg var Dig endnu kjerere!“
udbrød han og tilfoiede uendelig forbauſet:

„Du opgiver mig?! ... Du — mig?!“

„Du vil finde Dig deri — ikke fandt? ... Siig
ikke, at det er Dig umuligt!”

Hun faae faſt paa ham, og han flog Sinene ned.

Et Oieblik fil han den Idee, at hun var bleven
ham utro, at hun elſkede en Anden; men han maatte
ſtrax ſmile over denne Mistanke. Han ſpurgte ſig
ſelv, om hun vilde ſtille ham paa Prøve, ſpurgte fig
ogſaa, om hun ikke maaſkee bragte et uhyre Offer for
hans Lykke, hans Fremtid? Men hendes rolige
Holdning vildledte ham ogſaa i denne Henſeende.

Han foer op af ſine Tanker og ſagde med et
Udtryk af ſand Smerte:

„Og vi ffulle aldrig ſees mere?“

„Jo . . . naar vi begge ere blevne fornuftige.”
„Du er det allerede!” ſvarede han bittert.
„Og Du vil blive det — vil takke mig .

Giv mig din Haand! vend Dig ikke bort ... Du
har ingen Grund til at være vred paa mig. Jeg
befrier Dig fra en ſorgelig Brud, hos hvem der ingen
Glæde er at hente —“ ſagde hun med et ſvagt Forſog
paa at ſmile.

Han afbrød hende, han vilde ikke høre mere;

460 Urmagerens Datter.

han erklærede, at han aldrig tog et engang givet Ord
tilbage, felv om det blev til hans Ulykke ...

„Men naar det nu ogfaa er min?“ ſpurgte hun,
og han udbrød halvt vred, halvt forlegen:

„Hvor Du misforſtaaer mig! . .. Hvor kan Du
troe, hvor kan Du anſee det for muligt, at jeg fulde
opgive Dig uden Grund . . . Veed Du da nogen? ...
At jeg ſkulde ſkilles fra Dig — faa pludſelig . . .“

Hun hævede Hovedet. „Vi have allerede i lang
Tid været ſkilte,“ ſagde hun. „Det er forbi. Spørg
Dig ſelv, om det vilde være rigtigt af Dig at flæbe
mig med Dig gjennem hele Livet, fordi Du engang
har troet at elſte mig.“

„Troet? . .. Jeg har elſket Dig uendelig høit
— min Kjærlighed til Dig var ...“

„Den var!“ faldt Lotti ham i en ffærende,
ſmertelig Tone i Ordet, der forraadte hendes Sjels
Lidelſer. „Skuf ikke Dig ſelvb . .. Lad os have
Kraft til at tilſtaage, at en Folelſe, ſom vi anfaae for
at være evig, — er ſlukket. Og vi ville ikke bygge
vor Fremtid pan den ſlukkede Folelſe, ikke vente, at
Lykken ſkal ſpire op af den ...“

Han ſtirrede pan hende og taug. Hans Forſtand
gav hende Ret, hans Hjerte ſtemmede i med. Hvad
der endnu ſtred imod i ham, det var et fvagt
Samvittighedsnag. Men ogſaa det var Lotti iſtand
til at berolige, da hun ſagde: .

„Kun den Elfkede ſkilles fra Dig — Veninden

76H11 — ENE NR

Urmagerens Datter. 461

bliver. Hende vil Du altid finde. Kom til hende,
naar Du har Sorg, naar Du er forknyt og bedrovet.
Fortrykte Sjæle vente — det forſtager jeg, det er
den Kunſt, ſom jeg udover, deri er jeg Virtuos ...“
„Lotti!“ udbrød han overvældet og drog hende
til fit Bryſt. Men pludſelig ſlap han hende, kaſtede
lig paa en Stol og braſt i heftig Graad. Hun traadte
hen til ham, boiede ſig ned over ham, hendes Leber
hvilede længe paa hans Bande . . . Uden at røre fig,
med lukkede Oine modtog han hendes ſoſterlige Kys,
og det var ham, ſom om Fred og Forſoning ved denne
inderlige Berøring dalede ned i hans kempende
Sjcel. Da han faae op, var han alene, Lotti var
ilet ind i ſit Verelſe, og han horte hende laaſe
Doren af. Han ſprang op, han ſtyrtede hen til
Doren og bankede og ryſtede i den ſom en Fortvivlet.
Ingen Lyd beſvarede hans Truen og Bonfalden.
Endelig maatte han opgive det — maatte fatte ſig.
„Jeg kommer igjen, horer Du? Jeg kommer
igjen!“ ſagde han og gik efter en ſidſte Toven, en
ſidſte, frugteslos Venten langſomt ud af Varelſet.

6.

Men hvor ofte han end kom igjen, hvor hofligt
han ſpurgte efter hende — Lotti lod ſig ikke ſee.
Han ſkrev til hende, han bad hende om en Samtale,

462 Urmagerens Datter.

og hun ſparede, at den vilde hun gjerne tilſtaae ham,
naar han iforveien vilde love, iffe med et Ord at
omtale deres tidligere Forhold. Paa denne Betingelſe
kunde han ikke gage ind, det erflærede han aabent i
et andet Brev, der blev ubeſparet.

Dermed var Alt forbi imellem dem.

Da de lang Tid efter tilfældigviis mødte hin—
anden paa Gaden, flog Lotti Oinene ned, og Halvig
Jaae til Siden. Senere undgik de ikke mere at vexle
et haſtigt Blik. Har Du ikke Noget at ſige mig?
ſpurgte hendes og blev beſvaret af et koldt Smil,
et Udtryk af ſpodſk Ligegyldighed. Efter ſaadanne
flygtige Moder kom Lotti hjem med hurtigt flaaende
Puls og brændende Pande, og den neſte Morgen
fortalte hendes trætte og rode Oine om en gjennem—
grædt Nat.

Men ogſaa denne ſidſte, taabelige Svaghed blev
overvunden. Lotti vænnede fig til at gage forbi den
engang elſkede Mand ſom forbi en Fremmed; hun
rodmede ikke mere, naar hans Navn blev nævnt i
hendes Nerverelſe; hun leſte heller ikke mere haus
Boger. Hun blev altfor pinligt berort af dem. Der
gik igjennem dem en Jagen efter det Aparte og
Uhorte, en Streben efter at vakke ſimpel Nys—
gierrighed, en Forkjerlighed for at ſkildre det Crasſe,
ofte endog det Modbydelige, der forfærdede Lotti og
forekom hende ſom en Beſpottelſe af den Gud, hvem Halvig
ſelv havde lært hende at tilbede: det Skjonnes Gun.

Urmagerens Datter. 463

Aar gik. Feszler døde — fort Tid efter at det
var meddeelt ham, at han maatte forlade fit „Üdkigs—
taarn,“ fordi Huſet ſkulde bygges om. Lotti flyttede
ind i fin nuverende Bolig. Gotfred leiede fig ind
hos den Urmager, for hvem han arbeidede ſiden
Pleiefaderens Dod. Altid tenkende paa det lidte
Tab, fortſatte Begge deres ſtille Liv; Lotti var ſaa
fuldkommen helbredet for fin forſte og eneſte Kjer—
lighed, at hun modtog Efterretningen om Halvigs
Giftermaal, ſom Gotfred en Dag bragte, med uforſtilt
Munterhed.

Det var pasſeret for tre Aar ſiden, og Lotti
mindedes endnu den Dag idag det forſtyrrede Anſigt,
hvormed Gotfred dengang var kommen op til hende,
den Forlegenhed, den overflodige Skaanſomhed,
hvormed han efter lang Snakken frem og tilbage
pludſelig kom frem med fin Nyhed og derhos ſage ſaa
ulykkelig og forknyt ud, ſom om han begik en ſkammelig
Handling.

„Jeg maa ſige Dig det,“ undſkyldte han. fig,
„Du kunde ellers maaſkee have faaet det at vide paa
en ubehagelig Maade ... aldeles uforberedt ...“

Lotti fane venligt paa ham og ſagde:

„Nu — hvad havde faa det gjort?“

„Men hvis Du havde mødt ham ſom jeg —
ganffe uventet — ved at dreie om et Hjorne ...
Arm i Arm i

»Saa havde det glædet mig,” fagde Lotti.

464 Urmagerens Datter.

„Hapde det virkelig? ...“ Hans Anſigt op—
klaredes, han blev heelt begeiſtret, og nu kom det ud,
at han allerede i nogle Dage havde vidſt, at Halvig
havde giftet fig, og at han ogſaa havde hort, at den
unge Kone var fattig, fornem og ſmuk.

„Det Sidſte kan jeg bevidne,“ ſagde Gotfred
med dempet Roſt, ſom om det var en Hemmelighed,
han Havde at betroe hende, „Du og jeg, vi have
aldrig feet noget Smukkere. Hun er hoi — maaſkee
en Übetydelighed hoiere end Du, og faa fiin, faa
ætheriff, ſom om hun var vævet af Maaneſkin .
nei, det Billede pasſer ikke; Maaneſkinnet er koldt, og
hun ſeer ud ſom det unge, roſenrode Liv ... Et
Barn, ſom jeg ſiger, og hun har dog allerede Noget i ſit
Blik . . . Jeg havde Haft og gif i mine egne Tanker,
faa jeg ner var løbet imod dem ... Han raabte:
„Holla!“ og hun ſaae uſigeligt forundret paa mig
med fine prægtige og merkelige Sine, ſom om hun
vilde ſige: Hvad gaaer der af Dem? Det er jo
mig! . . . faa at jeg ordentlig blev ganſke forſkrekket
ſtaaende og tog til Hatten. Da opdagede jeg forſt,
at han havde taget fin af. Talt blev der ikke, vi
ſogte begge To at komme videre faa hurtigt ſom
muligt.“ ;

Gotfred ſatte fig paa fin Jædvanlige Plads ved
Vinduet, ligeoverfor Lottis Arbeidsbord, og hun be—
gyndte at tale om andre Ting. Hun fortalte med en
Slags Harme, at Urliebhaveren, der engang havde

Urmagerens Datter, 465

gjort et ſaa høit Bud paa Samlingen, at Feszler
fortrød at have afviiſt det, atter havde meldt fig. Fra
Amerika, hvor han levede — han var en Tydſker, der
havde gjort fin Lykke derovre — gjentog han fit
Tilbud i et Brev, ſom hans Agent overbragte Lotti.
Hun tenkte nu over Svaret, men kunde ikke finde Ord,
ſkarpe og beſtemte nok til at udtrykke hendes urokkelige
Beſlutning, aldrig at ſkille fig af med fin Samling.
Hun havde Lyſt til at meddele „Amerikaneren“, hvad
hidtil Ingen uden Gotfred vidſte, nemlig at Skatten i
Lottis Teſtamente vilde blive ſkjcenket til hendes Fodebys
Muſceum, hvor den under Navnet „den Feszlerſke
Samling" ſkulde gage over til Efterverdenen, til
Nytte og Glæde for kommende Slægter.

Gotfred gav hende noget adſpredt Ret i Alt,
men gik pludſelig bort fra Gjenſtanden for deres
Samtale og ſagde: „Finder Du det ikke driſtigt af
ham, ja meget driſtigt, i hans dog nu modne Alder,
at gifte ſig med en Pige, der ſom ſagt neſten endnu
er et Barn og ſaa vidunderlig ſmuk?“

„Af — ham? . . . Du mener Halvig?“ — ſvarede
hun med et iretteſcettende Blik. — Den blide Lotti var
undtagelſesviis altid lidt ſtreng mod Gotfred. „Det
veed jeg dog ikke ... Modne Alder? Aa hvad!
Kunſtnere blive altid ved at være unge; kun vi blive
gamle, vi Arbeidsmenneſker.“

30

466 Urmagerens Datter.

Saaledes havde hun for tre Aar fiden optaget
Efterretningen om Hermans Giftermaal og fenere iffe
hørt mere til ham.

Og nu, efterat hun havde forvundet Alt og
glemt Meget, kom et Bud fra den lengſtforſvundne
Tid og vætfede hende af hendes dybe Ro. Hun var
ſelv forbauſet over, at Indtrykket var faa mægtigt og
Smerten ſaa ſtor. Dog forſogte hun ikke at und—
drage ſig den, dertil kjendte hun ſig ſelv for godt.
Hendes Lidelſer ffulde gjennemleves heelt, for de
kunde doe. Det hjalp ikke at ffyde dem til Side, de
fordrede deres fulde Ret og veg forſt, naar de havde
fanet den.

Hun tog ſit Arbeide frem. Ensformigt ſom altid
gik hendes Dagverk for hende. Om Eftermiddagen
beſogte hun Gotfred i hans Bolig. Men hvad hun
end gjorde og ſagde, uafladeligt ſummede om hendes
Oren Ordene: „Af Letſindighed eller Nod,“ og Tanken
om Halvig forlod hende ikke et Sekund. Hun gjennem—
vaagede en ſlem Nat.

Den næjte Morgen kom Gotfred og mindede
hende endnu engang om idag felv at overbringe den
tidligere Meſter de hos hende beſtilte Arbeider.

Hun lovede det, men afviſte paafaldende W
Gotfreds Tilbud om at ledſage hende.

„Som Du vil,“ ſagde han og tog Afſked ben i
mindſte Maade at blive ſtodt.

Hun ſage en Stund efter ham. „Et herligt

Urmagerens Datter. 467

Menneffe!” mumlede hun ſagte ved fig felv og be—
gyndte derpaa ganſke mod Sædvane, uden at tage fig
Noget til, at gane med foldede Hender frem og til
bage i Stuen.

Sendes gamle Pige traadte ind og undrede fig
hoilig over at finde hende ubeftjeftiget. Men hun
glædede fig endnu mere, end hun undrede fig. Himlen
ſelv, mente hun, gav hende en Leilighed til ſaadan
ret af Hjertenslyſt at udtale fig om de interesſante
Nyheder, hun havde bragt med fra Torvet. Desverre
fandt hun kun ringe n og blev pludſelig afbrudt
af Ordene:

„Agnes — jeg gaaer ud nu.“
Det var rigtignok lettere ſagt end gjort. Gage
ud? Nu? — den Gamle blev heelt forfærdet over

„denne Idee.“ For Middag var Frokenen aldrig
gaaet ud, hvorfor da idag?

Dette Spørgsmaal og den forunderligt forffende
Mine, hvormed det blev ſagt, fif Lotti til at rødme;

hun vendte forlegen Anſigtet bort og ſagde: „Hvorfor? —

ja — — egentlig kunde jeg ogſaa ſenere — hvis Du
vilde ffynde Dig lidt . ..“

Agnes gik, men kom ſnart igjen. Hun bragte et
Viſitkort fra en fremmed Herre, ſom indſtendigt bad
om at komme til at tale med Frokenen.

Det var „Amerikanerens“ Agent, der atter kom
for at gjentage ſin Chefs Tilbud angaagende Ur-

ſamlingen.
30=

EO . ·˖

468 Urmagerens Datter.

Han blev ſelpfolgelig afviiſt. Men iſtedetfor at
noies dermed og — tilfreds eller ikte — anbefale
fig, ſlog han fig til Ro i Leneſtolen og henkaſtede
hvert femte Minut et Par Ord om Urene. Efter en
drebende lang Time ſtod han endelig op med For—
ſikkring om, at han inden fin Afreiſe vilde høre ind
endnu engang. Lotti tillod ſig at bemerke, at det
var overflødigt, hvorpaa han forbindtligt ſvarede, at
han takkede og nok ſkulde indfinde fig.

Det lod til, at dette Beſog havde berøvet Lotti
Appetiten; thi hun lod Maden, ſom Agnes omſider
havde fat ind, ſtaage urørt:

Hun klædte fig raſk paa til at gane ud og blev
faa tøvende ftaaende ved Døren ... hun ilede ned
ad Trappen og gik langſomt gjennem Gaderne ...
ſtadig langſommere, jo nærmere hun kom fit Maal.

Hun vilde have Vished om, under hvilke Om—
ſtendigheder hendes tidligere Forcering var bleven
ſolgt. Hun vilde det. Og dog reiſte der ſig Ind—
vendinger hos hende mod den nigjenkaldelige Be—
flutning. — „Hvad ſkal den Vished, Du ſoger,
egentlig bringe Dig?“ ſpurgte hun. — „Hvad har
Du at vente? Du vil fane Noget at høre om en
Letſindighed, ſom Du ikke kan belbrede, eller en Nod,
ſom Du ikke er iſtand til at afhjælpe. Lad det være!
Hvorfor pine Dig ſelv? ... Til Nytte for hvem?
Du er for længe ſiden glemt — glem Du ogſaa!“

Urmagerens Datter. 469

Lotti lyttede til den ſagte advarende Stemme og
— handlede med Bevidſthed imod den.

Nu ſtod hun ved Doren til Urmagerbutiken, nu
tog hun i Dorgrebet ...

Butiken var tom; men fra det tilſtodende, med
Gas klart oplyſte Verelſe lød en hoiroſtet Ordvexling.

„Jeg veed jo godt, at det er en Tjeneſte, jeg
forlanger af Dem!“ raabte en Stemme, ſom Lotti
ikke havde hort i femten Aar, og ſom hun dog ſtrax
kjendte igjen.

„Men De maa undſkylde, jeg er ikke iſtand til

at kunne viſe Tjeneſter — Undſkyld, der kommer
Nogen . ..“ ſagde Urmageren, der uafbrudt havde
holdt Øie med Indgangen til Butiken; „ah —
Froken! — De kommer ret tilpas . ..“ Han ilede

hen til Lotti, idet han vedblev at tale: „Fireogtyve
Timer har jeg ſtaaget ved mit Ord; nu er der gaaet
tre Dage; og med den bedſte Villie — om jeg nok
jaa gjerne vilde — kunde jeg ikke ſkaffe Uret, thi det
er —“ han ſendte Lotti et hemmeligt Blik, „allerede
i andre Heender. Det kan denne Dame bekrefte.“

Den, hvem denne Tale gjaldt, havde ledſaget den
med Pttringer af Vantro. Da Lottis Vidnesbyrd blev
paakaldt, fæftede han pludſelig Blikket paa hende, blev
taus og ſtirrede faa tilintetgjort pan hende, fan al—
deles overvunden og raadvild ſom et Barn, der
gribes i en ſlem Streg.

470 Urmagerens Datter.

„Min Gud — De? . ..“ ſtammede han, „hvad
maa De troe om mig?“

Lotti havde fattet fig hurtigere end han; hun
ſvarede:

„Ikke Andet, end at det er ſmukt af Dem, at
De længes faa inderligt efter Deres gamle Ur.“

Begge taug og ſaae pan hinanden. Hun paa
ham, med ſvag, noget pinlig Overraſkelſe; han paa
hende, halvt vemodig, halvt glad. Hans Forlegenhed
var forſvunden ſom ved Trylleri, og han blev let om
Hjertet. Det var ham, ſom om Mindet om hans
Livs bedſte Tid levende traadte ham imode .. . ikke
den meſt glimrende, nei langtfra! men ſikkert nok den
bedſte.

„Froken Lotti — Froken Lotti,“ gjentog han
flere Gange uden at vende Blikket fra hende.

Han gjenfandt i hendes Anſigt det Udtryk, han
engang havde elſket. Smuk havde hun aldrig været,
dog kunde hun være ffjøn, naar hendes Sjæl af—
ſpeilede fig i hendes Træf, naar Afglandſen af hendes
rene Tanker blev ſynlig paa hendes Bande, naar en
Sindsbevegelſe farvede hendes Kinder rode — ſaa—
ledes ſom nu ... Hvad gjorde det, om ſvage Rynker
furede denne Pande, om disſe Kinder vare blevne
ſmallere? Øinene faae ligeſaa gode ud ſom nogenſinde;
Leœbernes rode Farve havde Aarene udflettet; men det
Trek af Blidhed og ſtille Munterhed, der ſpillede
omkring dem, var blevet dybere indpreget ... Ja,

Urmagerens Datter. 3

det var endnu hende! med graanende Haar endnu
hende! og — hun havde kun forandret fig lidt,
tænkte han.

Lotti derimod tænkte: han er meget forandret.
Men hvori laa det? ſpurgte hun fig ſelv. Tiden er
jo dog gaaet ſkaanſomt forbi ham. Hans Figur havde
holdt ſig ungdommelig ſlank. Hans Haars og hans
Anſigts Farbe var bleven morkere, hans Skjeg og
hans Oienbryn lyſere. Dinene lage dybere, og der
havde allerede dannet ſig Ringe omkring dem, dog
ſtraalede de endnu fyrigt ſom ellers; han var endnu
ſtedſe et Billede af mandlig Skjonhed; hans Veſen
endnu ſtedſe tiltrekkende og vindende. Men hele
hans Optreden var i hoi Grad forandret. Der var
ikle Spor af Kunſtneren tilbage. Han fane ud ſom
en fuldendt Verdensmand, endog lidt lapſet. Haaret
var fort, Kindſkiceget efter engelſt Mode, og ſamme
allernyeſte Mode Havde ſikkert ogſaa været af—
gjorende for Fagonen af hans lange, lyſe Overfrakke,
Valget af den glindſende Cylinderhat, det ſportmesſige
Halstørklæde og Handſkerne af Hundeſkind. Naar
Kleder ſkabe Folk, vilde man have antaget ham for
et Medlem af Jockeyklubben. Han havde dog kun
antaget — maaſkee kun forſtaget at tilegne fig — en
Englænders ydre Hylſter, ikke hans Væfen. Der var
ikke noget af hin ſtive Ligegyldighed i Tonen, hvori
han henvendte ſig til Lotti og forſikkrede hende, at
han glædede fig over at fee hende igjen trods de

472 Urmagerens Datter.

ubehagelige Omſteendigheder, hvorunder det ffete.
Han bad hende om at høre ham, bad om, at han
idetmindſte maatte forklare ſin taabelige og letſindige
Handling, der ganſke viſt var utilgivelig.

Lotti afbrod ham og mente, der kunde vel gjores
mere. Hun henvendte ſig til Urmageren, og det
lykkedes hendes indtrengende Bonner med noget
Befvær at faae den overilede Handel til at gage til—
bage. Derpaa ſagde hun Farvel til fin gamle For:
retningsven og forlod Butiken pan ſamme Tid ſom
Halvig.

„Deres Ur er hos mig,“ ſagde hun til ham;
„om tre Dage ſender jeg det herhen; her kan det af—
hentes.“

Han vilde takke hende; men hun hilſte faa tydeligt
til Afſted, at han ikke kunde Andet end lyde hendes
Vink. Han bukkede, traadte tilbage, og hun gik videre
til ſit Hjem.

Hun var allerede gaaet et temmelig langt Stykke,
da hun indhentedes af hurtige Skridt, og Halvig ſtod
atter ved Siden af hende.

„Tilgiv mig,“ ſagde han, „tilgiv mig, Froken
Lotti ... en ſtor Bon.

„Nu?“

„Tillader De, at jeg ſelv henter mit Ur hos
Dem?“

„Det ſtager Dem frit for,“ ſparede hun.

„Altſaa om tre Dage! .. . Ved denne Tid, ikke

Urmagerens Datter. 473

jandt? Jeg kommer, jeg takker Dem ... det er en
Glæde! ...“

„Den kunde De havt for længe ſiden.“

„Kunde? . ..“ gjentog han ſporgende, „har De
ikke engang ſagt mig, at kun naar jeg havde en Sorg
at beklage mig over, maatte jeg komme? Nu, Froken
Lotti, jeg har ikke havt anden Sorg end den, De ſelv
dengang gjorde mig .. . og ſom jeg maatte bære og
overvinde alene . . . J alle andre Henſeender har jeg
været lykkelig.“

„Og det ſkulde jeg ikke vide Noget om?“ afbrød
hun ham.

„Det vilde De ikke vide Noget om ...“

„Hvor barnagtigt! Er det muligt, Halvig? er
De virkelig bleven faa barnagtig?“

Han flog ſtrax ind i den muntre Tone, hvori
Lotti havde talt. Forſt det Sporgsmaal, hun rettede
til ham, hvoraf det kom, at hun i flere Mar ikke
engang havde mødt ham paa Gaden, gjorde ham al—
vorligere.

„Ak,“ ſagde han med et Suk, „jeg er jo ſom
Minervas Fugl. J Demringen begynder jeg min Flugt.
Hele Dagen igjennem ſmeder Arbeidet mig til min
Stue .. . ganſke viſt, ikke et unyttigt Arbeide —
tvertimod, et lonnende og reſultatrigt ...“ Han fa-
ſtede Hovedet ſtolt tilbage. „Desuden,“ tilfoiede han,
med forandret Stemme, da Lotti taug, „desuden
har jeg tilbragt denne og forrige Vinter i England,

474 Urmagerens Datter.

min lille Huſtrus Helbred gjorde et længere Ophold
i en kraftigere Luft nødvendigt.”

„Er hun ſvagelig?“

„Det har ikke noget at ſige. Gud være lovet,
det er ikke Noget, der kan give mindſte Grund til
Frygt.“

„De maa fortælle mig om Deres Huſtru, Halvig.“

„Jeg ſkal tage hende med til Dem!“ udbrod
han, men brod ſtrax af ſom En, der er kommen til
at ſige et overilet Ord, og tilfoiede tøvende: „Det vil
ſige, hvis min Huſtru — jeg mener, hvis De tillader
det.“

„Tillader? hvorledes? — jeg beder Dem derom.”

De vare nu komne til Lottis Hus, og denne blev
ſtagende. „Her boer jeg,“ ſagde hun, „hoit oppe i
tredie Etage.“

„Her altſaa — godt — her opſoger jeg Dem

om tre Dage . .. Hvor lykkelig vilde jeg ikke vere
ved allerede nu at kunne fortſcette vor knap begyndte
Samtale — men jeg er en Slave .. . frivillig na—
turligviis ... En, der er forgabet i fit Slaveri ...

Altſaa paa Gjenſyn!“ Han tog hendes Haand og
trykkede den med Varme: „Froken Lotti — ſaaledes
har vi da endelig fundet hinanden igjen!“

„Og det forekommer mig,“ ſvarede hun, „ſom
ganſke gode Venner.“

Urmagerens Datter. 475

15

Den tredie Dag indfandt Halvig ſig til den af—
talte Tid.

„Agnes, kjender De mig endnu?“ ſagde han, da
han traadte ind i Forſtuen, hvis Dor den gamle Pige
havde aabnet for ham.

Agnes ſvarede undvigende. „Frokenen har alle—
rede ſagt mig, at De vilde komme.“ Det ſtrenge
Blik, hvormed hun havde modtaget ham, blev lidt efter
lidt mildere. „Men jeg havde ogſaa uden det kjendt
Dem; De feer jo meget godt ud.“

„De endnu bedre, Agnes, De endnu meget bedre!“

Den Gamle ſmaalo og tænkte: nu gaaer det mig
igjen med ham, ſom det altid er gaaet mig.

J ſit inderſte Hjerte havde hun altid folt en dyb
Uvillie imod ham. Hun var ſkinſyg paa den Stilling,
han i en Haandevending hapde opnaaet i Huſet, hun
afffyede hans Virkſomhed. „Hvad tager han fig til?“
mente hun, „han ſkriver? Han ſmorer Noget ſammen?
Det er et net Arbeide for en Mand — han kunde
ligeſaa gjerne ſye. Jeg vilde ligeſaa lidt have en
Skriver ſom en Skreder til Mand.” Da hun aldrig
havde havt Leilighed til at beviſe denne Paaſtand,
kunde hun jo let overvurdere fit Had. Halvigs Be—
ſtrebelſer for at vinde hendes Velvillie kronedes ogſaa
altid med Held. Naar han havde hilſt venligt paa
hende, naar han havde pasſiaret fem Minuterx med

r

476 Urmagerens Datter.

hende, tilſtod hun regelmeesſigt: „Han er alligevel et
kjcert Menneſke!“

. „Tor jeg gage ind,“ ſpurgte han, „eller vil De

være faa god at melde mig?“

„Behoves ikke, Frokenen venter Dem, og Hr.
Feszler ogſaa.“

„Gotfred ogſaa?“

„Javel,“ bekreftede Lotti, der vifte fig i Doren
til fit Vœerelſe, „to gamle Venner byde Dem velkommen.“

Gotfred gav ikke meget lydeligt fit Bifald tilkjende
til disſe Ord og vifte fig ſnarere i Begyndelſen lidt af—
viſende; men det varede ikke længe. Snart gav ogſaa
han efter for den Folelſe, ſom i den modne Alder
vokkes ved at gjenſee en Kammerat fra Ungdomstiden.

„Og hvorledes lever Du nu?“ ſpurgte han,
efterat de tilſtrekkeligt havde fordybet fig i Ungdoms⸗
erindringerne.

Halvig lænede fig tilbage i den gammeldags
Leneſtol, der var overladt ham, og lagde de udſtrakte
Been overkors. „Min Ven,“ lod hans langſomt ud—
talte Svar, „jeg lever ikke — jeg ſkriver.“

Lotti faae forundret paa ham, og en dyb Livs—
lede ſyntes at bemegtige ſig ham under dette Blik;
med hævet Stemme vedblev han:

„Jeg ffriver fra Morgen til Aften, eller — til
en Forandring — fra Aften til Morgen ... Der
gives nu engang ikke noget fan Upoetiff ſom en Poets
Tilperelſe i det nittende Aarhundrede ... Men hvad

Urmagerens Datter. 477

er der at gjøre derved, naar man jfal beſtride en
Husholdning med ſin Pen?“

„Det kan ikke falde Dig vanſkeligt,“ mente
Gotfred; „en feiret Digter ſom Du . . .“

„Du ffal ikke hykle, Gotfred! Hvor veed Du, om
jeg er en feiret Digter?“

„Nu — man fager dog jevnlig en Avis i Haanden.“

„Derfra har Du dine Efterretninger? Du gager
til Fadet iſtedetfor til Kilden ... Og De, Froken
Lotti, forſmager De ligeledes ſelv at overbeviſe Dem
om, hvorvidt jeg fortjener de Lovtaler, man holder
over mig.“

„Forſmager?“ gjentog hun, „nei. Men, kjere
Halvig, jeg gammeldags Perſon har i lang Tid ikke
læft noget Nyt.”

„Det kan maaffee være meget rigtigt,” ſagde han

ikke uden en ſvag, noget ironiſk Wrgrelfe.
: Han ſtod op, gik hen til Bogffabet og leſte
halvhoit Titlerne pan nogle af de deri opſtillede
Verker. „Der ere de endnu alleſammen, de gamle
Bekjendte ... Ja, ja, Deres Omgivelſe har ligeſaa
lidt forandret fig ſom De ſelv. Pladſen er bleven mindre,”
ſagde han og ſage fig om i Stuen, „Gjenſtandeue ere
forblevne de ſamme. Men — hvor er Samlingen,
Huſets Skat?“

Lotti pegede hen paa Hjørnet i Stuen. „Der
ſtager den.“ '

„Uformindſket? J hele dens Herlighed?“

478 Urmagerens Datter.

„Javel, i dens fulde, uforlignelige Herlighed.“

„Virkelig?“

„Hvor kan De tvivle derom? En Gnier vilde
lettere ſkille fig ved hele fin Eiendom, end jeg ved
mine Ure.“

„Ikke engang Et ſkulde være tilfals? — Ikke
for nogenſomhelſt Pris? Ikke for Velhavenhed, ikke
for Rigdom?”

„Hvilke Sporgsmaal!“ ſvarede Lotti neſten
krenket.

Halvig ſatte ſig igjen paa ſin tidligere Plads:
han ſtottede Armene paa fine Knee og fane en Tid
tankefuld frem for ſig. Pludſelig ſaae han op til
Lotti:

„Idealiſt! De boer i en Noddeſkal under Taget,
piner Dem for det daglige Brod, giver Afkald paa
alle Livets Behageligheder for ikke at ſkille Dem ved
Noget af et indbildt Klenodie ... De har Ret! ...
Bevar, hvad der for Dem er ufkatteerligt!“ ſluttede
han vemodigt, men flog derpaa ſtrax med en brat
Overgaug over i en muntrere Tone. Han kaldte fig
et lykkeligt Menneſke og priſte Skjcebnen, der omſider
atter havde fort ham ſammen med fine gamle Venner.
Omgangen med dem havde været det Eneſte, hvor—
efter han havde følt en Længfel, der ofte var ſtegen
til Smerte. Nu var ogſaa den opfyldt. Der fattedes
ham ikke mere. Han begyndte at tale om fin Huſtrn
og hvorledes han havde vundet hende i Storm trods

Urmagerens Datter. 479

den Modſtand, ſom hendes Forældre, hendes Sodſkende,
„hele det hoiadelige Kram“ havde gjort mod fjendes
Forbindelſe med ham. J Begyndelſen blev hans
Hus ſkyet af hans Huſtrus Slægtninge — kun i
Begyndelſen .

„Efterat de have faaet Vished om, at min Kunſt
ikke hører til de brodloſe,“ ſagde han leende, „er jeg
ſteget merkverdigt høit i deres Agtelſe, og det glæder
mig, ſkjondt jeg ikke har nogen Grund til at lægge
megen Vægt pan deres Mening. Det ev meget heder—
lige Folk, men ingenlunde overlegne Aander. Et vir—
keligt Baand beſtager ikke imellem os .. .“

„Indflydelſe har de dog paa Dig,“ ſagde
Gotfred. „Dit Pre har fuldſtendigt forvandlet fig
til en Verdensmands. Pokker, fan Du er bleven
gentil! ... jeg har hele Tiden beundret Dig i
Stilhed.“ i;

„Spot Du kun,“ ſagde Halvig. „Forovrigt,
kjcere, gamle Ven, ere de Tider forbi, da man kunde
Fjende en Digter paa hans Lovemanke og luſlidte
Kjole. Onſket om at fee genial ud har jeg rigtignok
opgivet, dog ikke paa Grund af ydre Indflydelſer,
men fordi min Smag har forbedret ſig.“

„Finde dine Boger da behorig Anerkjendelſe
hos din Familie? Synes de lige faa godt om dem
ſom om Dig?“ ſpurgte Gotfred.

„Min Familie — Bøger? ... min Familie?
— Nei, kjeœre Ven, jeg ſporger ofte mig ſelv, om de

480 Urmagerens Datter.

kunne læfe,” ſvarede Halvig, og han vedblev raff, da
Lotti fane forundret paa ham: „Det gjelder da kun
om Mændene! Damerne leeſe derimod: de Gamle
franſke, de Unge engelſke Romaner. Hvilket Udbytte
hine have af deres Lesning, det veed jeg ikke; de
ſidſte hente deraf deres Begeiſtring for engelſke Vaner
og for engelſk Sport. De forſtage fig pan Heſte ſom
en Maquignon, ride ſom Jockeier og — ere yndige.
— Ja, jeg tilſtager, jeg finder dem yudige, ſkjondt
jeg ikke i mindſte Maade lader mig blende af deres
glimrende Overfladiſkthed. .. Men — hvad ved—
kommer den mig? Jeg ſynes nu godt om disſe
Amazoner med lange Slæb; for min Skyld mage de
gjerne blive, ſom de ere . . . Klagerne over Ariſtokra—
ternes Feil, over deres Frivolitet, Nydelſesſyge og
Uvidenhed hører man jo i det Uendelige; men hvem
har nogenſinde ftaaet paa en venſkabelig Fod med
dem uden at fole ſig vel derved? — Hvad mine
Bøger angager, faa troer jeg, at de gjøre Lykke. Er
det ikke Tilfældet, faa er det i al Fald ikke det ſtore
Publikums Skyld, thi det er fortræffeligt, men Skylden
maatte da ligge hos dets Ordforere, mine Herrer
Colleger og kjere, trofaſte, altid tjenſtivrige Fjender.”
(Sluttes i neſte Hefte).

481

Urmagerens Datter,
Fortælling
af
Marie von Ebner⸗Eſchenbach.
(Sluttet.)

„Dine Colleger og Fjender?“ ſpurgte Gotfred
ganſke forundret over dette pludſelige Udfald.

„Ja! — Jeg har altid havt for meget Held med
mig til at være uden Misundere. De gjør, hvad de
kan, for at forbittre mig mine Seire; men det er
ſpildt Uleilighed. Endnu ſtager jeg i min fulde
Kraft, og jeg haaber, at jeg ikke fan ſnart ſkal blive
lammet. Skulde det ſkee, vaagnede jeg en Dag og
ikte mere var Digter — man paaftaaer jo, at det
kan ſkee, at det er ſteet med Andre — udtorredes
pludſelig Kilden, hvoraf jeg er vant til at oſe i det
Uendelige, ja da ...“ Han tog fig med begge

Hænder til Hovedet, „da vilde jeg være fortabt ...
31

482 Urmagerens Datter.

thi Alt, hvad jeg er og har, ſtager og falder med
mit Talent. Mit Hus er grundlagt derpaa, min
Huſtrus Fremtid ligeledes ... aandelig Forarmelſe
vilde for mig være det ſamme ſom materiel Nod —
og jeg vilde da ſtaae ſom en Bedrager ligeoverfor
hende, der har fulgt mig med ubegrendſet Tillid . . .
Taabelige Tanker —“ afbrød han fig felv med en
forpint Latter, „jeg Fjender mig ſelv og frygter Intet.
Men Phantaſien, der befjæler os, vil ogſaa pine os.
Naa, friſk Mod! ... J Indbildningen mage vi
gjennemgage det Frygtelige, ſom Virkeligheden ſkaaner
os for — det er den Tribut, ſom den Lykkelige be—
taler til den almindelige menneſkelige Elendighed . ..
Og at han kommer til at betale rigeligt, derfor ſorge
hans egne Nerver, der i den Forretning, jeg driver,
ere ſpendte til det Mᷣerſte, og de kjere Misunderes
Bemeerkninger, eller de viſe Venners Raad. Paa
Veien herhen mødte jeg den viſeſte af dem Alle ...
Hvad vidſte han dog ikke Beſked om, hvad kunde han
ikke fee komme! Hvor indtrængende bad han ikke, font
om hans egen Frelſe var afhængig deraf: Und Dig
dog Ro! Forſynd Dig ikke mod dit Talent — Du trænger
til at ſamle Dig, hvile ud — ligefrem overſat: Træd
af, gjør Plads for Andre . . . Aa net, jeg viger ikke,
jeg bliver og foler Kraft nok i mig til at holde
Stand ligeoverfor den hele opvoxende Epigonſleegt . ..
Jeg troer om mig ſelv, at jeg ffal leve længere end
alle disſe gammelkloge Born med deres kempemasſige

—

11

— se rt

Urmagerens Datter. 483

Villen og dværgagtige Kunnen ... Men jeg trætter
Dem med disſe literaire Miſèrer ... Lad os tale
om behageligere Gjenſtande .. .“

Han gav Samtalen en anden Vending og gjorde
ſig Umage for atter at fremkalde den tidligere Mun—
terhed. Men det var forgjeeves. Endelig ſtod han
op og tog Afſked. Meget ſnart, faa ſnart det paa
nogen Maade var ham muligt, vilde han komme igjen
ſammen med ſin Huſtru, ſom han forud anbefalede
til Lottis Godhed og Venſkab.

„Hvad ſynes Du om ham?“ ſagde Gotfred til
Lotti, da de igjen vare ene.

Hun faae forbi ham igjennem Vinduet og ſvarede
nolende: „Det Samme ſom Du.“

„Skade for ham.“

„Ja, det er ſorgeligt.“

Faa Dage derefter ſendte Fru von Halvig Lotti
et ſirligt lille Brev. Hun længtes uhyre efter at
gjøre Froken Feszlers Bekjendtſkab. Hun fordrede
fin Part af den Glæde, der var bleven hendes Mand
tildeel ved Modet med hans Ungdomsveninde. Det
pinte hende i hoieſte Grad, ikke at kunne folge fit
Hjertes Drift og iſtedetfor disſe i Haſt henkaſtede og
flet ſtrevne Linier ſelv at kunne mode hos Froken
Feszler; men en Upasſelighed og Lægens Übonhor—
lighed gjorde det umuligt. Ja, hvis Froken Feszler
bilde være hoimodig og beære en ſtakkels, til fit

Verelſe bunden Patient med fit Beſog, hvor lykkelig
31 *

484 Urmagerens Datter.

vilde denne da ikke være ... Paa en ſaadan ufor—
tjent Imodekommen, vovede rigtignok Den ikke at
haabe, der med den hjerteligſte og varmeſte Hoi—
agtelſe kaldte fig Lottis ſeerdeles hengivne Agathe
Halvig. 8

Modtagerinden af denne Skrivelſe læfte den
atter og atter, og en Folelſe af henrykt Undſeelſe be—
megtigede fig hende. Hun blev ganſke rod og mente
pludſelig, at hun ſtod i ſtor Gjeld til den unge
Kone, hvem hun hidtil aldeles ikke eller ialfald uden
den mindſte Velvillie havde tænft paa, og ſom nu faa
elffværdigt nærmede fig til hende med en ſaadan
Beſkedenhed, ja, man kunde ſige, med en næften
barnlig Wrefrygt . . . Hun vilde ſtrax ſpare ffriftligt,
men fik dog Betenkeligheder. Nei, hendes ſtive og
gammeldags Skrift turde hun ikke mode med lige—
overfor en Dame, der ſkrev den ſkjonneſte „grande
anglaise,“ ſom Lotti nogenſinde havde feet. Saa be—
ſluttede hun da at give mundtligt Svar og gik ud i
Forſtuen for at ſige det ventende Bud Beſked.

Op ad den aabne Kjokkendor lænede fig ffjødes-
loſt, med Arme og Been overkors, en Mellemting af
Groom og Lakai, en underſetſig Fyr med dumme
Dine, i grønt Liberi med gule Vaabenknapper og
blank, guldtresſet Hat imellem Fingrene. Fra ſin
ſtolte Selvbevidſtheds Hoide betragtede han Agnes's
Travlhed i hendes lille Rige. Sin lommelagtige
Holdning forandrede han kun lidt, da Lotti raſt og i

Urmagerens Datter. 485

glad Bevegelſe kom hen til ham og bad ham om at
melde ſin Frue, at hun endnu ſamme Dag vilde hilſe
pan hende.

„Ikke idag,“ ſvarede Fyren og ſmilede over hele
ſit impertinente Anſigt. „Imorgen, lader Fru Baro—
nesſen bede, imorgen Klokken Et.“

„Imorgen? — Godt, imorgen altſaa.“

Det forekom Lotti lidt underligt, at den unge
Kone, der ikke havde havt Mod til at bede hende om
at beſoge ſig, dog med Sikkerhed havde gjort Regning
paa dette Beſog; men hun tænfte ikke længe derover.
Hun vendte atter tilbage til det fjære, Øie og Hjerte
vindende Brev. Der laa det, omhyggeligt ſammen—
foldet i den ffinnende Couvert, og duftede fiint af
Ylang-Ylang. Atter jaae Lotti paa det. Nei, den,
der havde ſkrevet dette, maatte man troe alt Godt
og Skjont om. Lotti trykkede det mod fin Kind,
holdt det ømt i fine flade Hender og lagde det ende—
lig i den Wfte, hvori hun opbevarede fine dyrebareſte
Minder: et Miniaturportrait af hendes Moder, Erin—
dringer om Faderen, Breve, ſom Gotfred havde ſendt
fra Udlandet, hendes Forceldres og hendes egen For—
lovelſesringe.

Men den neſte Morgen tog hun det igjen op
af dette Relikvieſkrin for at viſe det til Gotfred.

„cs!“ udbrød hun, da denne kom, og holdt
Brevet henimod ham. Han adlød, efterat han forſt

486 Urmagerens Datter.

havde feet efter Underſkriften og udftødt et forundret
„Aha!“ Han faae heelt ligegyldig ud.

„Har Du fvaret?” ſpurgte han, da han havde
loſt Brevet.

„Naturligviis! jeg gaaer til hende.“

„Er det afgjort?“ Gotfreds Tone lod mis—
billigende, og han kaſtede med en ringeagtende Be—
vegelſe Brevet paa Bordet.

„Det er afgjort,” ſparede Lotti eergerlig.

Han mumlede nogle uforſtagelige Ord.

„Hvad ſiger Du?“

„Intet. — Naar det allerede er afgjort, ſaa
Intet.“

„Du ſynes ikke om Brevet? Er Du ikke glad
over det?“

„Kun over Friherrekronen paa Papiret. Naar
er Halvig forreſten bleven Baron?“

„Gotfred,“ udbrod Lotti, „Gotfred, er det muligt,
at Du kan være faa ſmaalig?“

„Er det ſmaaligt?“ ſagde han, ikke uden en vis
Beſkeœemmelſe.

„Ja uhyre! Saa uhyre, ſom noget Smaat over—
hovedet kan vere.“

Han lo og var igjen den gode, kjere Gotfred,
„det bedſte Menneſke.“ Han kunde forøvrigt kun
blive et Oieblik, da der var Meget at beſtille. Den
nye Forretning gik fortræffeligt, og dog vilde han
ikke i den Grad gage op i Handelen, at han over den

Urmagerens Datter. 487

forſomte Urmageriet. Fremſkridt mente han rigtignok
ikke at kunne gjøre under de nærværende Omſtendig—
heder; men han vilde ialfald heller ikke glemme Noget,
og derfor maatte han tage Tiden noie iagt.

Lotti havde med hjertelig Deeltagelſe hort paa
hans Forklaring. „Du er altſaa rigtig tilfreds?“
ſpurgte hun pludſelig.

„Nigtig tilfreds,” gjentog han, men undgik at
mode det venligt forſkende Blik, der hvilede paa ham.

Gotfred havde neppe forladt Verelſet, for Agnes
kom ind og meldte, at Hr. von Halvig var der og
onſkede at tale med Frokenen.

„Der maa være Noget iveien med ham,“ hviſkede
den Gamle, og der foer hurtige Trekninger over
hendes indtorrede Anſigt, ſaaledes ſom det altid gik
hende, naar hendes Nysgjerrighed var paa det Hoieſte.
„Hvad kan der vel være iveien med ham?“

„Lad ham dog komme ind!“ udbrød Lotti, og,
inden den Gamle endnu havde udført denne Ordre,
traadte Halvig, med en let Banken paa Doren, ind.

„Undſkyld, jeg kommer faa tidlig, jeg fkal ikke
opholde Dem længe,” ſagde han; „jeg kommer kun
for at takke Dem for Deres Godhed imod min Huſtru
og ſige Dem, hvor ondt det gjor mig, ikke at kunne
være tilſtede ved Deres forſte Mode med Agathe ..
Nei, nei!“ tilfoiede han afveergende, da Lotti bod
ham en Stol, „jeg ſetter mig ikke, jeg bliver, med

488 Urmagereus Datter.

Deres Tilladelſe, jtanende her paa Gotfreds Plads
ligeoverfor Dem, Froken Lotti . . .“

Han talte haſtigt og afbrudt for med ſynligt
Bejvær at ſkjule fin Bevagelſe.

„Hvad fattes Dem, Halvig?“ ſpurgte Lotti og
traadte hen til ham. „De ſeer ſkrekkelig ophidſet og
dodstret ud.“

„Den naturlige, men aldeles uſkadelige Folge af
nogle ved Skrivebordet tilbragte Naetter ... det
gaaer nok over . . . See kun rigtig paa mig — rigtig
Dybt, rigtig længe, med Deres milde, fromme, frede—
lige Oine — det gjør mig godt og beroliger mig, og
jeg trænger til Ro til den tunge Gang, jeg idag
maa gage . . .“ Han ſtandſede, og Lotti ſagde efter
en fort Taushed blidt og indtrængende:

„Bliv ved, ſkjcenk mig Deres fulde Fortrolighed . ..
De veed, De maa endnu kunne mindes, hvormegen
Vægt jeg lægger pan Deres Fortrolighed. J faa
Henſeende, fjære Ven, har jeg ikke forandret mig.“

„Ja, ja! forlang Fortrolighed af mig, lær mig
atter at have Tillid,“ udbrod han, „det har jeg glemt
under den ugunſtige Sfjæbne, der omgiver mig.“

„Halvig, denne ugunſtige Skjceebne — findes den
maaſkee ikke ene og alene i Deres Indbildning? ...
Jeg ſporger kun —“ ſkyndte hun fig undſkyldende at
tilfoie, da han ſage ud til at ville fare heftigt op.
„Viis mig tilrette, hvis jeg tager feil ... Halvig —
De talte nylig om En, der raadede Dem fra at

Urmagerens Datter. 489

trodſe paa Deres Talent, ſom om han vilde Dem det
ilde, nuvel, jeg kjender ikke Noget til ham; men —
lad ham være, hvad han vil — hans Raad var godt,
det var en Vens Raad.“

„Det vilde være godt, hvis der virkelig, ſom
denne „Ven“ paaſtager, (od fig finde Tegn til Til
bagegang eller Overdrivelſe i mine ſidſte Arbeider ...
Det kan man tikke finde deri! .. . Med ethvert Ar—
beide, jeg ſender ud i Verden, voxer min Popularitet,
der gives ikke noget Tidſkrift, ikke noget Blad, ſom
jo higer efter at fage mig til Medarbeider; kun faa
Forfattere kunne roſe ſig af at blive læfte fan meget
ſom jeg. — Ganſke viſt tor jeg ikke mode med flaue
Uſkyldigheder, en eller anden kraftig Overraſkelſe ſkal
der altid til — man maa gjøre den herſkende Smag
Indrommelſer ... man maa! . . . Hvilken Kunſtner
er bleven ſtor og har ikke gjort det Samme? ..
Læs, ls engang en af mine Bøger og ſiig jaa, om
jeg har „ſkrevet mig ud,“ ſom det faa ſmukt hedder?
Om jeg er bleven vandet og flad?“

Han udſtodte en fort Latter og faldt i Tanker,
hvoraf Lotti væltede ham med de Ord:

„De talte om en ubehagelig Gang, De havde
at gaae ..“

„Ubehagelig er et mildt Udtryk. Afftyelig, ſkrœkke—
lig maa det hedde . . . Jeg ſkal ſige Dem, hvad jeg
ſkal gjøre: give et Menneſke gode Ord, medens jeg
helſt gav ham et Spark ... men jeg ſtager i hans

490 Urmagerens Datter.

Gjæld, og jeg er nødt til“ — hans Sine lynede af
Harme og han ffjød med Foragt Læberne frem —
„at ydmyge mig for ham.“

„En — en Pengegjeld?“ ſpurgte Lotti tøvende.

„Nei — ja — ſom man tager det . . . Jeg har
indladt mig paa at tage Forudbetaling for en Roman,
der ſkal ftaae i Feuilletonen i hans Tidſkrift .. . og
kan ikke opfylde denne Forpligtelſe .. . Det er mig
umuligt, trods al min Arbeidskraft, al min Flid.
Idag ſkulde jeg aflevere den forſte Del, og idag maa
jeg gjøre den Tilſtagelſe, at jeg endnu ikke har be—
gyndt paa den — "man bede om Tid, om Taal—

modighed . ..“

; „Var det ikke bedre, heelt at hæve denne pinlige
Akkord, Halvig?“ ſagde Lotti.

„Det kan jeg ikke . ..“

„Naar De tilbagebetalte ham den modtagne
Sill eee

„Det kan jeg heller ikke,“ gjentog han overilet,
men rettede det ſtrax til: „Det gager han ikke ind
paa — den Djævel flipper mig ikke faa let ...
Men — kan jeg forſvare at komme her og kjede Dem
med at fortælle Dem om disſe Ynkeligheder, der ligge
fan fjernt fra Deres Horizont og ſtage faa dybt under

- Dem?”

„Det Spørgsmaal, Halvig, kan De rigtignok ikke
forſvare,“ ſagde Lotti. „Hvad der ſkaffer Dem Wuag—

Urmagerens Datter. 491

ſtelſe og Pine, ligger ikke mig fjernt. Glem aldrig
det.”

Gan foer med Haanden over fin Bande. „Jeg
har ikke glemt det ... Det feer De jo ... Fra
tidlig Tid var De beſtemt til at være min Troſt og
Velſignelſe .. . fra tidlig Tid var jeg beſtemt til at
pine Dem ... Sfjæbuen opfyldes ... Levvel! . . .“
udbrød han, vendte fig pludſelig bort og gik hen imod
Udgangen. Paa engang blev han dog ſtagende.
Hans Sine ſtirrede ſtift paa et lille Billede, der hang
paa Væggen over Arbeidsbordet. Det var et vel—
truffet Portrait af Meſter Feszler.

„Deres Fader ... Deres Fader, det var en
Mand! Han havde Alt af Kunſtneren, kun ikke
Egenkjerlighed, kun ikke Wrgjerrighed. Han var ikke
abefjærlig forgabet i fine Frembringelſer og kunde
iffe glæde fig uden Grund over det Skabte; hans
Glæde var at ſkabe ... Han drev fit Haandverk
ſom en Kunſt. Vi — drive vor Kunſt ſom et Haand—
værk,” ſagde han forpiint og forlod Varelſet.

8.

Lotti var naget hen til det nye Kvarteer af
Byen og det nye Hus, hvori Halvig boede. Nydeligt
ſom en lille Wſke ſtod det der; Alt var nyt og
blankt og neſten blændende af Glands og Farvepragt,

492 Urmagerens Datter.

Alt ſmagfuldt og ſmukt: Malerierne paa Væggene
og pan Trappens kuppellignende Hvelving, den for—
gyldte Opgang, de ſneehvide Trin. Den jevne Lotti,
der var en Ven af det Gamle, faae ſig om i denne
brogede, unge Herlighed og mente i ſit ſtille Sind
at man dog ogſaa kunde ſynes om det Nye.

Hun beftræbte fig for at have Opmeerrkſomheden
ret henvendt paa de ydre Ting, hun haabede derved
at komme af med den underlige Beklemthed, ſom pinte
hende. Men det hjalp kun lidt, og Lottis Hjerte ſlog
neſten horligt, da hun var kommen op paa forſte
Sal og trykkede paa Knappen ved Siden af en hoi
Dor i ſmuk Stil, der et Sieblik efter gik op. Den
ſamme Tjener, ſom igaar havde overbragt Fru von
Halvigs Billet, ſtirrede paa Lotti med det ſamme
dumme og frekke Udtryk, men bad hende dog om at
træde indenfor.

Han gik foran hende igjennem en panelet Spiſe—
ſtue med Majolifa og Tinfade, Olkruſe, Bægre og Kander
paa Buffeten, udſkaarne Stole, fvære Borde og Skabe
i gammeltydſk Stil. Hun kom gjennem en lille Salon med
lyſegule Figurer og blomſtrede Tapeter. Her ſtod Pagoder,
Vaſer, Armſtager af Porcelain, utallige ſmaa Skrin
af vieux -laque i chineſiſk Ditto. Ved den tredie Dor
blev Tjeneren ſtagende, aabnede den og raabte høit:
„Froken von Feßler!“ idet han gav den af ham
nanmodet Adlede et hoitideligt Vink.

Lotti traadte ind i et ſtort, venligt Verelſe; paa

Urmagerens Datter. 493

en med lyjeblaat Atlaſk betrukken Chaiſelongue laa
der en ung Dame.

„Hvor ſmukt af Dem,“ ſagde denne og reiſte
ſig, ſom det ſyntes, ikke uden Anſtrengelſe halvt op.
En lille, hjælpeløs Barnehaand ſtrakte fig frem mod
den Beſogende af den Overflodighed af Kniplinger,
der omgav den hvide Slobroks Wrmer.

„Hvor ſmukt af Dem, at De kommer ... men
jeg vidſte det nok, jeg gjorde virkelig Regning paa,
at min Bon blev opfyldt . . .“

„De feer, De havde Ret dertil.”

„Hvis hun er ſaaledes, ſom jeg troer, tænkte
jeg ved mig ſelv, da jeg afſendte mit Brev, ſaa
kommer hun ſtrax — og De vilde jo ogſaa ſtrax
komme?“ -

„Sikkert.“

„Men igaar kunde jeg ikke ſee Dem — jeg var
lidende . ..“

„Det horte jeg til min Sorg,“ ſparede Lotti
deeltagende, men ogſaa forbauſet. Lidende, dette ffjønne
blomſtrende Voeſen med de fint rodmende Kinder og
de friſke, ſvulmende Leber?

„Og — hvad feiler De?“

„Jeg er meget, meget nerveſyg. Herman veed
ikke Noget derom, man maa heller ikke ſige ham det;
men Legen er engſtlig for mig,“ forſikkrede Agathe
med indſmigrende, klagende, om Medlidenhed bedende
Stemme.

„

494 Urmagerens Datter.

Hun blev endnu ſmukkere, naar hun talte; der
var et faa yndigt Træf om hendes Mund, et faa
klogt og uſkyldigt ÜUdtryk, at Lotti tænfte: „Dig
maatte en Dov finde veltalende!”

Den unge Kones Anſigtsform mindede om Cæ-
cilia af Albano, hvis Billede Käſtner har anbragt
foran i ſine romerſke Studier. Hendes rige, morke
Haar var fæmmet tilbage og holdtes i en tyk Flet—
ning ſammen pan Baghovedet. Hun ſage ſtor ud;
hendes fyldige og flanfe Figurs ædle Former afteg—
nede fig tydeligt under det bløde, tætfluttende Stof i
den fange, ud over Fodderne nagende Slobrok, hvori
hun ligeſom fryſende Gavde indhyllet fig.

Lotti ſtod foran hende og ſtirrede paa hende
med den rene, næften ydmyge Beundring, ſom gode
og varmhjertede Menneſker føle faa levende netop
ligeoverfor Fortrin, ſom ere blevne negtede dem
ſelv.

Denne Kvinde, hvor var hun dog ffjøn! og
hvor maleriſk, hvor eiendommelig var ikke den hele
Omgivelſe! Verelſet lignede en Vinterhave gjennem—
trængt af Blomſterduft og Solſkin.

J Fordybningerne ved de fire hoie, i ret Vinkel
pan hinanden ſtagende Vinduer prangede tætte, yp—
pige Grupper af de ſjeldneſte Blomſter. J et Hjorne
udbredte en kempeſtor Viftepalme fine takkede Blade,
i et andet vuggede en langhalet Arras og en blaa
Papagoie fig pan Ringene i deres forgyldte Bure.

—

1

Urmagerens Datter. 495

En nydelig Voliére huſede en halv Snees braſilianſke
Smaafugle med glimrende Fjer. J et Akvarium
ſvommede Guld- og Solvpfiſk og krob kjedelige Skild—
padder omkring, og af Revnerne i den lille, kunſtige
Klippe, der hævede fig op midt deri, kiggede gronne
Fiirben og gulplettede Salamandre nysgjerrige frem.
Ved Fruens Fodder lag en lille hvid Hund, hvis
Pandehaar meget koket var bundet ſammen med en
blaa Sloife. Nogle Skridt fra den ſtod dens
Villa, et Telt af ſamme Slags blaat Silketoi ſom
Portisrerne og Gardinerne. Det Samme gjaldt om
Chaiſelonguen; men alle andre Mobler vare af heelt
forſtjelligt Monſter: Perſiſke, indiſke og tyrkiſke
Stoffer og Broderier ſmykkede de rigt udſkaarne eller
indlagte Stole, ſtraalede paa Puderne, vare udbredte
over Bordene. Verelſet var overfyldt; men tre
Ting føgte man dog forgjæves: et Maleri, en Bog
og — et kvindeligt Haandarbeide. Derimod fandtes
der flere Etagerer, heelt bedekkede med Roge- vg Ride-
rekviſiter. Hoit optaarnede Cigaretkasſer, beſynderligt
formede Piber, ſmaa Tſchibuker med koſtbare med
Wdelſtene indlagte Mundſthykker, Ridepidſke og Ride⸗
ſtokke, prægtigt damascerede Piſtoler med Kolber af
Elfenbeen, og ved Siden af dem i et aabent Futteral
en gylden Spore.

Beſidderinden af alle disſe Herligheder lagde
nok faa fornoiet Merke til den Interesſe, hvormed
Lotti betragtede dem.

*

496 Urmagerens Datter.

„Du ſynes nok godt om at være her!“ ſagde
hendes ſtore, morkebrune Dine med de lange Oien—
haar ..

„Tag Dem dog en Fauteuil — ikke den, den er
ikle magelig, den anden — den der! Og jæt Dem
faa herhen — ligeoverfor mig, og lad os ſnakke lidt
ſammen, fjære Froken!“

Hun dreiede Hovedet lidt om og fane ned.

„Jeg ſtal ſige Dem — jeg var igaar ikke blot
ufædvanlig lidende — læg Dig, Gipſy,“ afbrød hun
fig felv for at tale med den lille Hund, der havde
ſtillet ſig paa Bagbenene og med uſtyrlig Kjelenhed
ſliktede hendes nedhængende Haand. Gipſy adlød.

„Jeg ſkal ſige Dem,“ begyndte Agathe igjen,
„jeg var ikke alene lidende, men ogſaa . . .“ hun be—
tænkte fig lidt, „men ogſaa meget bekymret.“

„For Deres Mand?” ſpurgte Lotti haſtigt.

„Aa — nei ...“ lød Svaret med et Udtryt
af uſigelig Forundring, „aa nei — han gjør mig
ingen Sorger, han gjør mig kun Glæde og re.”

„De er altſaa ſtolt af ham — af hans Berom—
melſe, af hans Navn?”

„Hans Navn? ... nu ... Halvigs Navn er
godt, og meget bedre, end man vil indromme i min
Familie ... Men ſtolt behøver jeg juſt . . .“

„Jeg mener hans Navn ſom Forfatter,“ faldt
Lotti hende i Talen. Hun ſmilede over denne for—

Urmagerens Datter. 497

underlige Misforſtagelſe og tænkte: Et Barn! — det
er jo et Barn.

»Ganffe viſt, naturligviis er jeg ſtolt deraf,”
ſvarede Agathe; „man ſiger,“ tilfoiede hun halvt
ſtjodesloſt, halvt gammelklog, „at jeg har Grund der—
til, og jeg troer det ... Naar De vidſte, hvorledes
hans Bøger blive honorerede, med hvilke Summer,
De vilde forbauſes!“

„Saa?“ ſagde Lotti; og efter en Pauſe endnu
engang „ſaa?“ — og derpaa kom hun med noget
mindre Sikkerhed med et nyt Sporgsmaal. Hun for—
horte ſig om, hvormegen Andeel Digterens Huſtru
tog i hans kunſtneriſke Virkſomhed, og hun var forud
overbeviiſt om, at den ikke var ringe.

Deri havde hun ogſaa fuldkommen Ret. Agathe
vidſte Beſked om Alt, hvad der foregik i hendes
Mands Arbeidsverelſe; hun kjendte for Exempel
Navnet paa den Bog, han netop nu havde under
Arbeide. Hun glædede fig allerede nu til det be—
geiſtrede Brev, ſom Forleggeren vilde ſkrive derom.
Hun ffulde virkelig ogſaa gjerne leſe „alle de Ting“;
men — Doktoren, denne Tyran — tillader det al—
deles ikke, forbyder hende beſtemt at anſtrenge
ſine Sine. Og hun føler desveerre, at han har Ret,
thi hendes Sine blive med hver Dag ſvpagere. Det
kommer af Opholdet i den ſtovede By. Agathe

maatte ud paa Landet, og det ret fnart, ellers bliver
32

—

498 Urmagerens Datter.

ogſaa hun engang blind ligeſom hendes Bedſtemoder,
der blev det i fit toogtyvende Aar.

„Perro! Perro! Perroquet!“ raabte hun plud—
ſelig til Papegoien, der ſtrax havde taget Deel i Sam—
talen, og hvis Skrig ſtadig blev mere fkingrende.
„Den Fugl er utaalelig!“ Hun vred ſig paa ſin
Chaiſelongue og trykkede Hovedet ned i Puderne.
„Aa Froken, forbarm Dem dog over mig, hav den
Godhed at kaſte Shawlet der — ſeer De, det der —
over det Uhyres Bur.“

„Tak, Tak!“ ſagde hun, efterat Lotti havde op—
fyldt hendes Onſke, og Perroquet var bleven ſtille
ved pludſelig at komme til at ſidde i Morke. „Og
kom nu — og giv mig Haanden. Men, uden
Handſke.“

Raſk og behændigt tog hun Handſken af og
holdt Lottis uvilkaarligt modſtridende Fingre faſt
med en Kraft, ſom man aldrig ffulde have tiltroet
hende.

„Denne Haand har min Herman ofte kysſet,“
ſagde hun, „jeg veed det . .. men er ikke ſkinſyg
. . der har De Beviſet ...“

Hun havde boiet fig frem og trykkede nu fine
Læber mod Lottis Haand. Hun gjorde det med en
vis trodſig Inderlighed, med en Kraft, ſom Lotti ikke
kunde unddrage ſig, hvor gjerne hun vilde. Denne
Hyldeſt var hende pinlig, hun havde aldrig følt fig
jaa ſkamfuld.

Urmagerens Datter. 499

„Jeg holder af Dem!“ ſagde den unge Kone og
nikkede med den yndigſte Bevegelſe af Nakken, „og
onſker, at De ogſaa vil holde af mig og beviſe mig
det.“

„Men — hvorledes kan jeg det?“

„Naar jeg nu ſiger Dem det, vil De ſaa gjore
det? ... Bil De gjøre det?“ gjentog hun og ud—
ſtodte et lille Skrig af Henrykkelſe, da hun havde
faget et Ja til Svar. Naar Lotti hjalp hende, faa
var der hjulpet.

Og nu forklarede hun, hvad det dreiede fig om,
Hart, tydeligt, uden Spor af Omſvob.

Hun havde en elffværdig, edel, herlig Fader;
men — det var hans Ulykke; letſindig ſom en Lieu-
tenant, det var den ſtakkels Papa! — Og Mama,
der er en Engel, og de to unge Brodre, der ere Ca—
detter ved Cavaleriet, de have ogſaa opfundet alt
andet end Sparſommelighed. Det er folgelig ikke ſaa
underligt, om man kommer i Forlegenheder i det
Uendelige. Ud af de ſtorſte er hidtil Papa regel—
mesſigt bleven hjulpen af en ældre Broder, ſom for
femten Aar ſiden har giftet ſig med en umaadeligt
rig Fabrikantdatter fra Liverpool og ſenere ſtadig har
opholdt fig i England. Deres Wgteſkab er barnloſt,
og allerede i lang Tid have Onklen og den engelſke
Tante holdt paa, at Agathes Forældre, om muligt
ogſaa deres Sonner, ſkulle komme over til dem, al—

deles ſlaage fig til Ro der og udgjore een Familie
32+

|

500 Urmagerens Datter.

med dem. Det ffal ogſaa ſkee, Beſlutningen er tagen,
Dagen til Afreiſen allerede faſtſat. Men den ellers
jaa fornuftige Onkel kan ikke fane i fit Hoved, at
Papa ikke kan flippe afſted uden at berigtige nogle
Betalinger, ſom unegtelig ere meget paatrengende
. . . Aresgjeld til Folk, man ikke kan ſige til: De

maa vente ... ſom i det Hoieſte mage kunne fane
den Tanke, at man har glemt den Bagatel ... En
Mand ſom Papa! — Aa, hvis Lotti kjendte ham!

. . Kort ſagt, Sagen ſtiller fig ſaaledes: Papa eier
et lille Gods, ſex Mile fra Byen, i en henrivends
Egn. Uforligneligt Terrain til Rideture! Det havde
altid været Agathes kjcreſte Opholdsſted. Det maatte
ſelges — ſtrax, ſtrax — uden Ophold og ikke under
Værdien. Kjobeſummen dakker alle Differentſer, og
med let Hjerte forlade Papa og Mama Hjemmet, og
med ſtolt hævet Hoved træde de frem for den frem—
mede Svigerinde. De blive frie for den ſkrekkelige
Ydmygelſe at mode med en Bon paa Leberne i det
Hus, der gjeſtfrit aabner fig for dem ... Kort
jagt, Godſet maa ſcelges, og det maa kjobes af —
Herman; men Lotti, ſom han har faa uendelig Agtelſe
for, og hvis Mening han tillægger fan megen Vægt,
maa bevæge ham dertil ... Vil hun gjøre det?
Hun vil, hun har lovet det, hun maa ikke nu ſige
Nei. Hun vil gjøre fin Indflydelſe gjeeldende ..

„Det vil De, Froken — ikke ſandt? og ret ſnart
— endnu idag?“ ;

FRR

Urmagereng Datter. 501

Agathes Blik hang ved Lottis tauſe Læber:
„Svar mig — tal!“

„Hvad ſkal jeg ſige?“ ſagde Lotti li pinlig For—
virring. „Jeg veed ikke, om man tor forlange det
af ham — om han har Evne dertil ...“ Hun
ſtandſede, hun fane Halvig for fig, ſaaledes ſom han
ſamme Morgen var kommen til hende, med alle
Tegn paa Fortvivlelſe og dyb Træthed i fine Trak.

» Evne?" udbrød den unge Kone — „han er
faa rig, ſom han ſelv vil. Den Sum, han behøver
for at opfylde mit allerſtorſte og inderligſte Ønffe
og frie mine Forældre ud af deres ubehagelige Stil—
ling — den Sum tilbyder hans Forlægger ham ...
Han behøver kun at underſkrive en Contrakt, hvorved
han forpligter fig til at levere . . . jeg veed ikke
hvormange . . . Bind inden en beſtemt Tid ... og
tænt Dem! i Stedet for med Glæde at gage ind paa
mit Forſlag, har han Betenkeligheder — kan ikke
komme til nogen Beſlutning, og jeg —“ hendes An—
ſigt blev pludſelig ganſke rødt, ſom om hun ſkammede
ſig ved at tenke derpaa ..., „jeg har forgjeves bedt
ham derom.“

„Hvor kan De troe,“ ſagde Lotti, „at han vil
tilſtaae mig Noget, font han afſlager Dem?“

„Han gjør det! Han fætter Dem faa hoit, har
en faa uendelig Agtelſe for Dem ... Han vil ikke
beſkylde Dem for at være partiſk, ſaaledes ſom han
gjorde mod mig i fin Skinſyge paa min Familie ...“

508 Urmagerens Datter.

ſvarede Agathe melankolſk og tilføjede med et dybt
Suk: „Ak, denne Sfinfyge er ſkrekkelig hos ham, det
er en fix Idee ... og faa tungt det er mig at
ſkilles fra mine ſtakkels Forældre — jeg vilde vir—
kelig onſke, de var derovre paa den anden Side af
Havet, og at jeg aldrig mere faae dem, og at han
aldrig tiere ſkulde fane Leilighed til at bebreide mig,
at de ere mig kjerere end han ... end han — for
hvis Skyld jeg har forladt dem!“

Sikkert nok var det en barnagtig og uretfærdig
Klage, og dog, hvilken Medlidenhed vakte den ikke
hos hende, hvem den blev forebragt med en faa blød,
fortryllende Stemme, med faa ſtore Taarer i de fug—
tige, bonfaldende Sine.

Og nu foldede den ſmukke Kone Hernderne: „O
Froken Lotti ...“

Da blev der banket paa Doren, Tjeneren traadte
ind og meldte:

„Hr. von Schweitzer.“

Agathe foer op.

„Lad ham vente, bed ham vente. Han kommer
rigtignok meget ubeleiligt, den gode Schweitzer,“ ved—
blev hun, da Tjeneren var gaaet, „men man tor dog
ikke lade ham gaae. Ogſaa han kunde maaſkee hjelpe!

. Undſkyld et Sieblik, bedſte Froken!“ Hun var
allerede paa Benene — „i faa dyb Negligé vil jeg
dog ikke lade mig ſee ved et Herrebeſog. Modtag De
ham i mit Sted; den gode Schweitzer, vor Advokat,

Urmagerens Datter. 503

en Ungdomsven af min Mand, bliver aldrig længe.
Men De maa blive flænge ... Gaa, jeg kommer
ſtrax efter. Jeg beder Dem! . . . ingen Indven—
dinger! . .. De flipper ikke bort — vi beholde
Dem til Middag, det ſtager ſkrevet i Stjernerne, det
kan De ikke gjore Noget imod.“

Hun talte hurtigt, med ſin blodeſte Stemme, og
dog tillige med en Beſtemthed, der ikke engang lod et
Forſog pan Modſtand komme frem.

„Lad gane da!“ ſagde Lotti og tilfoiede i fit
ſtille Sind: Lad os da i et fremmed Hus tage mod
et fremmed Beſog, i en fremmed Dames Navn.

Midt i det chineſiſke Boudoir, ſom hun traadte
ind i, ſtod en Mand paa et halvthundrede Aar. En
faſt, underſetſig Skikkelſe, mørk, noget ſkjodesloſt kledt.
Et mægtigt Hoved med tæt og ſtrittende, allerede lidt
graanende Haar og lignende Skjeg, der naaede heelt
ned paa Bryſtet, fad. paa en fort Hals, der ſtolt
bares oppe af athletiſke Skuldre. Holdning, Udtryk,
den brede ſom i Malm ſtobte Pande, den kraftige
lige Neſe med de ſkarpt tegnede Neſebor, den ſtrengt
lukkede Mund, de beſtemte og dybtliggende Bine, Alt
tydede paa Faſthed og uboielig Villie.

Man kunde thydelig fee, at det undrede ham, at
en Fremmed traadte ind i Stuen iſtedetfor den ven—
fede Huſets Frue, og hans Træt fif et misfornoiet
Udtryk, ſom gjorde Lotti forlegen. Hun kunde ikke
ſtrax finde paa en Forklaring, og ſaaledes ſtod de

504 Urmagerens Datter.

lidt i en meget ubehagelig Stilling ligeoverfor hin—
anden.

Da. blev Doren til Agathes Værelje lukket op
paaklem. Slank, hvid og boielig tittede den unge
Kone frem, ſom ikke vilde viſe ſig for et Herre—
beſog.“

„Kjcre Ven,“ ſagde hun, „det er Froken Feszler;
mere behover jeg ikke at ſige Dem.“

Hun var forſvunden.

Men den, til hvem disſe Ord bleve henvendte,
ſtirrede paa den igjen lukkede Dor med et faa eien—
dommeligt attragende og tillige raſende Blik; han
havde, da Agathe uventet vifte fig i den, kaſtet et
jan brændende Blik pan den glimrende Fremtoning,
et Blik, ſaa gjennemtrængt af Lidenſkab og Harme,
at Lotti — den uerfarne Lotti uden Kjendſfkab til
Verden foer ſammen med en pludſelig og angſt For—
ſtaaelſe. Hun tænfte:

Hvad er det? Du gode Gud! — han hader
eller — han elſker hende!

9.

„Froken Feszler?“ ſagde han, fane gjennem—

å trængende pan hende og bukkede raft. ,,VErbødigfte

Tjener. Tillader De, at jeg foreſtiller mig for Dem.
Jeg hedder Schweitzer, og jeg er en Tyroler.“ Han

—— ——yü— 12

Urmagerens Datter. 505

lo og vifte to Ræffer Tænder fan hvide og tætte, at
det var en Fornøielfe at ſee.

Lotti og han vexlede nogle almindelige Tale—
maader.

„Ja, jeg har hort meget om Dem,“ ſagde Schweitzer
pludſelig i en forandret Tone, „meſt dog for otte
Dage ſiden. Da modte jeg Halvig paa Veien til
Dem. Et forſte Beſog — efter mange Aars For—
U

„Det var Dem!“ udbrod Lotti. „De gav ham
dengang et meget godt Raad.“

Lotti taug, og han ſpurgte:

„Har De leſt hans ſidſte Bog?“

„Nei.“

„Saag les den ikke! ... eller dog — les den
og ſiig mig faa, om jeg har Ret i at tilraabe ham:
„Hold inde!“

„De har Ret; for at vere overbeviiſt derom, be—
hover jeg ikke at leſe Bogen.“

„De gyſer! De veed, hvad De kunde vente
Dem. Nuvel, faa les den ikke, men hjælp mig.
Indvirk paa ham i ſamme Retning ſom jeg. De
har megen Indflydelſe paa ham. Det opdagede jeg,
da han nylig efter hin Samtale fulgte. hjem med
Dem faa rolig og fornuftig, ſom han ikke i lang Tid
har været.” a

„Hvad ſkal jeg gjøre?”

„Formaa ham til en Tidlang at holde op

506 Urmagerens Datter.

med ſit Skriveri og tage fat paa en anden rigtignok
mindre indbringende Beſkjeftigelſe, ſom jeg har tenkt
paa for ham.“ Han afbrod ſig ſelv: „Men derom
kunne vi ſenere tale ... Siig mig nu, hvorfor feer
De ſaaledes paa mig?“

„Jeg undrer mig ...,“ ſparede Lotti, bragt lidt
ud af Fatning ved dette Sporgsmaal.

Han lod hende ikke tale ud.

„Hvorover?“ afbrod han hende. „Over at De
troer mig? Nu, det kommer af, at der beftaner et
Slags Frimureri imellem to abſolut redelige Men—
neſker.“

„Maaſkee — men underligt forekommer det
mig, at ogſaa De mener, at min Indflydelſe . . .“

Atter afbrod han hende.

„Ogſaa jeg? ... Ganſke rigtig. Man har
her allerede lagt Beſlag paa Deres Indflydelſe —
rigtignok i modſat Retning ... det er en ffjøn
Vampyr, der ...“

Han holdt inde. Doren gik op, og Agathe ſtod
i den.

Hun maatte have hort de ſidſte Ord, det var
umuligt Andet; dog lagde hun aabenbart ikke nogen
ſlem Betydning i dem, thi hun hilſte paa den Ta—
lende med en elſkveerdig, endog noget koket Venlighed.

Hun havde taget fig god Tid til at gjøre Toilet;
men det var dog aabenbart ikke heelt færdigt. Oren—
ringene manglede endnu, og ligeledes Medaillonen og

Urmagerens Datter. 507

Baandfløifen i Halſen, Hvortil den ffulde befeſtes.
Hun holdt det Altſammen i Henderne.

„Nu, Fjære Ven?“ ſpurgte fun, traadte hen til
Pilleſpeilet og begyndte at pine den ene af ſine fine,
roſenrode Oreflipper for der at anbringe en ſkjon
Perle af en Wrts Storrelſe. „Hvorledes ſtaae
Sagerne? — De bringer gode Efterretninger, det
kan jeg fee pan Dem.“

„Saa ſeer De daarligt, naadige Frue,“ ſagde
Schweitzer tørt og ſage ſtrengt ind i Speilet, hvorfra
hendes til Siden vendte Anſigt ſmilede ham imode.

„Er Brevet, ſom vi vente, kommet?“

„Det er ikke kommet.“

„Og Henſigten med Deres Beſog, om man tor
ſporge?“ Hun vendte fig om og ſaae naſten ſpodſtk
ned paa ham, der havde reiſt fig op, da hun kom
ind, men nu igjen havde taget fin tidligere Plads i
en Fauteuil ligeoverfor Lotti. „De vil da ikke bilde
mig ind, at ikke Andet forer Dem herhen, end Leng—
ſelen efter at ſee mig?“

„Eller Onſket om at bringe Dem Ufred i Huſet?
— Nei, jeg kommer af en ganſke anden Grund.“

„Jeg onſker nok en nærmere Forklaring. J
dette kjere Vidnes Ae . . Aa, Froken
Feszler, er De ikke faa god.

Hun rakte Lotti de to Ender af Baandet, ſom
hun hapde ſtukket igjennem Medaillonens Ring, og

knœlede pludſelig ned foran hende. Lotti ſkyndte fig

508 Urmagerens Datter.

at binde Sloifen om den flante Nakke, der boiedes

frem imod hende, medens Schweitzer fane paa hele

dette Optrin med en ſtille Forbittrelſe.

' Agathe reiſte fig op og fvævede hen til en lille
Canapee, i hvis Puder hun lenede ſig tilbage.

„Deres Grund, min Ven. Tal dog. De ſpender
min Nysgjerrighed pan Pinebcenken,“ ſagde hun, og
hendes Neſebor udvidedes af en maſkeret Gaben. —

„Jeg har hort Noget om en Contrakt med en
Boghandler, ſom Halvig ſkal underſkrive,“ begyndte
Schweitzer i en rolig, eſtertrykkelig Tone.

„De hører da ogſaa om alt Muligt!“ afbrød
Agathe ham.

„Og vil forhindre det,“ vedblev Schweitzer. „Jeg
har ikke ſeet Contrakten; men jeg veed, hvem der har
affattet den, og det er mig nok. Det kan ogfan være
Dem nok. Tro mig, naadige Frue, De er en kjerlig
Huſtru, raad De Deres Mand til hellere at ſelge ſig
til en Slavehandler, det vil ikke ſkade ham nær faa
meget.“

„De er ſtorartet, kjeere Ven. Altſaa, ikke leſt
Contrakten. San fager jeg dog engang i mit Liv
Leilighed til at belære Dem. Forlceggeren, ſom De

afffyer — den Staffel! — forlanger i ti Aar tre
Bind aarligt ... Jeg huſker det nu,“ ſagde hun i
Forbigagende til Lotti. — „Er det for meget? ...

For Herman, ſiger jeg Dem, er det Ingenting ...“
„Tre Bind!“ udbrod Schweitzer, „og de behove

Urmagerens Datter. 509

ikke engang at være færdeles tykke, naar de kun inde—
holde ret megen Skandale, kun nogle Sider, hvori
det Uſigelige bliver ſagt — kun et eneſte Capitel, der
handler om Ting . . . Ting — ſom man ikke nævner
i Nerverelſe af Kvinder, man har Agtelſe for —“
han ſaae faſt paa Lotti og boiede Hovedet.

„Der har De Schweitzer heelt og holdent!“
udbrød Agathe med hendes klareſte Latter. „Der kan
De ſee, Froken Feszler, hvorledes jeg bliver mis—
handlet af min Ven, min ſtrenge, gruſomme, men
dog alleroprigtigſte Ven.“

Og hun boiede fig frem og fane ham fra neden
op i Anſigtet, lokkende, udfordrende, hun, den unge,
ſmukke, glimrende Kone, og han, den aldrende, jevne
Mand, hvis Træf i dette Oieblik ligeſom forſtenede
ſig, idet han ſagde i en haard Tone:

„Hvem fætter De meſt Pris paa? Denne op—
rigtige Ven eller Deres blaa Papegoie?“

Ingen Samvittighedsſporgsmaal! Kom nu ilke
med Samvittighedsſporgsmaal! Lad os holde os til
Sageu. Oprigtigt! om jeg tor bede.” Hun blev al—
vorlig og ſagde i en fold og forretningsmesſig
Tone: „De er imod Underſtriften, forbi De ikke
nærer Tvivl om, at vi ſnart ville blive hjulpne ud
af Forlegenheden paa anden Maade ... Negt det
ikke! — Vor Proces ſtager godt, — den kan ikke
Andet, ſiger Herman, der ſikkert ikke er Sangviniker ...“

„Siger Herman, at det ſtager godt med Procesſen?

510 Urmagerens Datter.

— Det ſiger han til Dem? Hvorfor ikke hellere til
mig, hvem det vilde være en Troſt; thi jeg anſeer
den for tabt, og Herman vilde være af ſamme Mening,
Hvis han havde fulgt mere opmeerkſom med. Men
det har han ikke Tid til. Han horer ikke engang paa
mig, naar jeg aflægger Beretning derom.”

„De maa vide,“ vedblev Schweitzer, idet han
henvendte ſig til Lotti, „at Halvig har en meget vel—
grundet Fordring paa Bornebornene af en Godseier
i Mecklenburg, hvem hans Bedſtefader engang har
forſtrakt med et betydeligt Laan. Der var Pant for
Beløbet i Godſet, der ſynes at være betalt Renter
deraf; men i den gamle Hr. von Halvigs Teſtamente
var der ikke Tale derom. Hans Son gjorde vel fine
Rettigheder gjeldende, men kun med ringe Eftertryk,
ſovnigt og halvt, ſom Alt hvad han foretog ſig.
Mecklenburgeren var imidlertid dod under odelagte
Formuesomſtcœendigheder. Det fod ikke til at være
hans Born ſerdeles magtpaaliggende at betale den
Gjeeld, ſom deres Fader havde efterladt dem ...
Jeg ffal ſkaane Dem for en juridiſk Udvikling, jeg
ſiger kun, at Halvigs Ret er faa klar ſom Dagen, og
at jeg var overbeviiſt om at kunne hjælpe ham til
hans Ret, da jeg ſelv fik ham til atter at optage den
allerede opgivne Sag og overlade til mig at fore den
for ham. Jeg har kempet forgjcves — det erklærer
jeg min Client, hver Gang jeg ſeer ham. Men kan

|

Urmagerens Datter. 511

De gjøre et Menneſke Noget begribeligt, ſom han
ikke vil begribe — jeg kan det ikke.“

Agathe lyttede til hans Ord med tilbageholdt
Aandedrag.

„De ſelv,“ ſagde hun omſider, „har altſaa endnu
ikke opgivet det Haab, ſom De vil berove ham. Det
Brev, De talte for om, kan bringe gode Efterretnin—
ger . ..“ Hun ſaae forſkende paa ham, „dette Brev
ventede De, om jeg ikke feiler allerede igaar .. .“

„Det er udeblevet — ſom jeg allerede har ſagt.“

„Hvis det fremdeles udebliver — eller hvis det
bringer daarlige Efterretninger — fan, kjere Ven,
jaa kjere Froken Feszler —“ hun tog Lottis Haand
og holdt den faſt omklamret i fin, „ſaa maa Herman
underſkrive Contrakten. — Mine Forældre maae
hjælpes. Indſee De ikke det, begge To? ... Har
De ikte ogſaa havt Forældre, ſom De elſkede? ..
Tank paa Deres Fader, Froken Feszler, Herman har
fortalt mig ſaa meget om ham, at det er, ſom om
jeg havde kjendt ham. — Tænk paa Deres Moder,
Schweitzer, hvem De har bragt fan mange Offre ..
Sporg Dem ſelv, vilde De ikke have ſolgt Deres
Sjæl for Fader og Moder?“

Lotti vilde tale; men Schweitzer afffar hende
Ordet:

„Min Sjæl, maaſkee ... men en Andens? —
Nei!“

„De taler ſom Ungkarl. Mand og Huſtru ere

512 Urmagerens Datter.

Et, og jeg erklærer derfor ... men al den Tale om
Sjæl og Sjæl er jo latterlig. Hor da nu min
uigjenkaldelige Beſlutning: hvis Procesſen fager et
for os heldigt Udfald, faa ſonderriver jeg Contrakten
med mine egne Hender; vi kjobe ſtrax mine Foreldres
Gods, træffe os tilbage dertil og ere lykkelige, ſom
vi allerede engang have været — pan Landet i
England ... Min Hr. Gemal bliver, til Wre for
mig, endnu en Sportsman. Man ſeer ham aldrig
uden i rod Kjole eller i Jagtfrakke med grønne

Opflag . . . og altid ſammen med mig .. . og altid
— tilheſt, tilvogns eller paa Jagt — altid kun
higende efter at bedaare mig ... Det lykkes ham —

henrykt falder jeg min Helt, min Ridder om Halſen.
Under et Hyldetre tog med mange ſalige Taarer tilfværge
vi hinanden daglig evig Kjerlighed!“

Hun ſagde det ſaa ffalfagtigt, overmodigt, og
dog laa der i hendes Tone, i hendes Blik en hemme—
lighedsfuld Vemod, en lengſelsfuld Omhed, ſom ikke
pasſede til Spogen.

Schweitzer fad ſtiv og opreiſt ſom en Faraoſtotte
og ſtirrede ſelvforglemmende paa hende.

Hun vedblev: „Vi kunde være faa inderlig lykke—
lige, lykkelige ved endelig at tilhøre hinanden, ende—
lig at kunne leve for hinanden. Det fkeer ikke her,
i den modbydelige By. Paa Landet vilde Herman,
ſelv om han havde nok faa meget at beſtille, faae
mere Tid tilovers for mig. Her er Dage, hvor jeg

Urmagerens Datter. 513

aldeles ikke ſeer ham, naar undtages den halve Time,
vi tilbringe ſammen ved Bordet. Og hvad taler han
jaa om? Om Boger, Blade, Recenſioner ... Jeg
tenker ofte: Har jeg giftet mig med en Mand eller
med en Skrivemaſkine?“

„Det foler De?“ udbrod Schweitzer, „og dog
kunde De beflutte Dem til at legge endnu flere
Byrder paa denne ovenikjobet overanſtrengte Maſtine,
hvis Drivkraft er en Menneſkeaand?“

„Det gjor jeg ikke, min Ven! ikke jeg! — Nod—
vendigheden gjør det. Hvad mig angager, fan hader
jeg dette Skriveri. Afhang det af mig — jaa fkulde
Herman aldrig mere røre ved en Pen ... Der
kommer Folk til ham — Literater, ſom ſige, at det er
ukvindeligt at være Skribent. Jeg har altid Lyſt til
at ſvare dem: nei, mine Herrer — umandigt er det!
Mandigt er det at jage Lover og Tigere, gage paa et
Toug over Niagara, vinde Slag, bygge Steder.
men gjøre hvidt Papir til fort ... aa! ... Kjere,
fjære Ven! naar De kun rigtig vilde, fan kunde De
hjælpe os ud af al denne Nod og Elendighed —
man ſiger, De har endnu aldrig tabt en Proces . ..“

Atter boiede hun fig henimod ham, faae ham
ſmigrende ind i Anſigtet og lagde Fingerſpidſerne paa
hans Arm.

Han ſtod raſk op: „Hvor dog alle Fruentimmer
— undſkyld, alle Damer — ere ens! Enhver troer,

at naar hun vinder Advokaten, vinder hun ogſaa
33

4 TT —ww“, . — 1 —¹1Ü⁰˙ —² ns rene grams remmen

— — mm mer

514 Urmagerens Datter.

Procesſen ... Jeg er bleven her for længe og kan
desverre ikke vente paa Herman, hvor gjerne jeg ...“

Han havde faget fit Lommeur frem, og Lotti
Jaae, ſtjondt hun ſandelig i det Cieblik ikke tenkte
paa Ure, at det kun var et Solv-Remontoir af ſimpelt
Arbeide.

Agathe tog hans bredſtyggede Hat og rakte ham
den med en hoitidelig Geſtus.

„Levvel, Herre over vor Skjebne!“ ſagde hun,
„og endnu engang — endnu engang! naar De kommer
igjen, faa bring os i Lommen paa Deres vidunder—
ligt ſtjonne Overfrakke Lykken i Skikkelſe af et Brev
fra Mecklenburg!“

Han bukkede, traadte hen til Lotti og ſagde:

„Glem ikke, at vi ere Allierede.“

Dermed forlod han Varelſet.

10.

„De ſkulde være hans Allierede,” ſpurgte Agathe,
„medens jeg fætter min Lid til Dem? .. . Nei, nei,
det vilde være et Forræderi, ſom Te ikke er iſtand
til . . . De holder Ord, og naar Herman kommer ...
Men,“ afbrød hun fig ſelv, paa engang meget for—
uroliget, „hvorfor er han her ikke, ikke for længe
ſiden, — — han pleier ellers aldrig at gage ud om
Morgenen, og da jeg idag vaagnede og ſpurgte efter

Urmagerens Datter. 515

ham, blev der ſagt, at han var borte .. . gaaet ganffe
tidlig ud . .. ubegribeligt .. . ubegribeligt —“
gjentog hun, ilede hen til Vinduet, aabnede det og
ſage i ſpœendt Forventning ned ad Gaden.

Pludſelig blev hendes Anſigt blusſende rodt.
„Han kommer!“ raabte hun jublende og ſpingede fit
Lommetorklede i Luften.

„De undſkylder vel, Froken, at jeg gaaer ham
imode? ... Jeg maa have den Glæde at melde ham,
at han treffer Dem her.“

Og uden at vente paa Svar forſvandt hun.

Med underlig blandede Folelſer ſaage Lotti efter
hende og tænkte: „Hun elſker ham ... det er jo
meget ... for ham vel Alt . . .“

Lidt efter kom Halvig — en Anden end den,
ſom Lotti havde feet hos fig endnu ſamme Morgen.
Glad og ſorglos hilſte han paa hende, talte meget
og var den elſkveerdigſte og opmeerkſomſte Vært. Ved
Desſerten fortalte han en morſom Hiſtorie, ſom Papa,
hvem han havde mødt paa Veien, havde meddeelt ham.

Hans Munterhed lod til at være naturlig og
utvungen, og dog kunde Lotti, uden at hun felv vidfte

hvorfor, ikke ret være glad ved den.

Middagen var forbi, og man gik ind i Herrens
Verelſe for at drikke Kaffe. Det havde en egen
Indgang igjennem Forſtuen.

Da Lotti traadte derind ved Hermans Arm,

33+

— d.] BØN SE uꝓ . . ̃⅛—ͤwUQ- ⁰ͤ—w1n MED ET

516 Urmagerens Datter.

reiſte der fig pludſelig en lille Mand fra en Benk ved
Væggen og nærmede fig med en høflig Hilſen.

Ved Synet af ham foer Halvig let ſammen.

„De ſelv? ... De har ventet? ...“

„Aa, ikke længe. Herſkabet havde neſten ſpiiſt,
da jeg kom, og jeg bad Tjeneren om ikke at forſtyrre.“

»Træd dog ind nu! .. . Kom —“ ſagde Halvig,
og Lotti folte hans Arm ryſte under hendes Haand.

„Hvis De tillader, Hr. Baron; men jeg har
Haſtveerk ... og kun fordi jeg tilfeldigviis netop
kom her forbi, og for at ſpare Dem Uleiligheden med
at ſende Bud — er jeg her for at hente det Lovede.“

„Kom dog! .. Kom! ...“

„Aa, jeg beder! ... Forſt Tamerne —!“

Han ſkrabede langt ud med fine ffjæve Ben,
ſtillede fig op ved Siden af Doren, ſom Halvig havde
ſtodt op, og gav Damerne Tegn til at træde inden-
for. Hans fremſtaaende Sine lyſte af cyniſk Be⸗
undring, da Agathe gik forbi ham.

„Fru Gemalinden?“ hviſkede han i en fortrolig
Tone til Halvig, — „magelos — jeg gratulerer!“

„Et Sieblik, Froken Feszler! — et Sieblik,
Agathe!“ ſagde Herman forpint og ſkarpt og vinkede
til dem om at tage Plads ved Bordet, hvorpaa
Kaffen var ſerveret.

Selv traadte han hen til Skrivebordet, traf den
nederſte Skuffe ud, tog en forſeglet Pakke frem og
gav den til den Fremmede.

Urmagerens Datter. 517

Denne tog den eller ſnarere rev den til fig med
en haſtig Bevagelſe.

„Det er dog vel den rigtige? — De undſtylder
— jeg bryder Seglet . . . En Feiltagelſe er faa let
mulig.“

„Overbeviis Dem derom,” ſagde Halvig i en
Tone, der dirrede af undertrykt Raſeri.

Den Lille var gaaet hen i Vinduesfordybningen
og begyndte der at underſoge Pakkens Indhold.

„Alt i Orden. Paa min Side — ogſaa Alt i
Orden.“ Han leverede Halvig et ſammenlagt Ark
Papir, ſom denne kaſtede paa Skrivebordet. „Ikke
ſaaledes, Hr. Baron, jeg beder Dem ogſaa at ſee
efter. Jeg beder om pedantiſk Noiagtighed i For—
retningsſager. Jeg beder om Forſigtighed, ja endog
om Mistro.“

Han fniſte ſagte og modbydeligt og blinkede til
Halvig halvt haanligt, halvt medlidende, medens denne
lob Dokumentet igjennem.

„De er tilfreds med mig, haaber jeg. De kan
ogſaa have Grund dertil. Dem er der ſorget for.
Hvorledes jeg flipper fra det, det er et andet
Spørgsmaal, Men for Dem ... hvad gjorde jeg
ikke gjerne for Dem, Hr. Baron?“

Han anbefalede ſig, og Herman fulgte ham til
Doren.

Agathe lo hjerteligt efter ham: „Hvad var dog
det for et Uhyre? Aa, Froken Feszler, fane De hans

518 Urmagerens Datter.

Fodder og lagde de Merke til hans Gang? ...
Jeg troer det ikke. Vent, jeg ſkal viſe Dem dette
herlige Syn. De ffal more Dem endnu engang der—
over. Indad! endnu mere indad! ſaaledes! — ikke
ſandt?“

Hun begyndte at humpe om i Varelſet og lod
ſig med Villie falde i Armene paa ſin Mand. Han
omſlyngede hende og trykkede et langt, lidenſkabeligt
Kys paa hendes Leber:

„Min Agathe! min Lykke, mit Liv!“

Med ſtor Selvovervindelſe unddrog han ſig
hendes Omfavnelſe og traadte ved hendes Side hen
til Lotti.

Denne ſpurgte: „Halvig, var det den Mand, der
tilbyder Dem en Contrakt, hvori . . .“

Han afbrod hende: „Hvori jeg forſkriver ti Aar
af mit Liv til ham? Nei. Til ham ikke en Dag.
Men hvem har ſagt Dem — Har Du?“ vendte han
ſig om til ſin Huſtru, der nikkede og ſagde:

„Var det ikke rigtigt?“

„Ganſke rigtigt. Vi har ingen Hemmeligheder
for Froken Lotti.“

„Det mente jeg ogſaa og fatte hende derfor ind
i hele Sagen. Hun vil ſige Dig fin Mening derom.”

Halvig havde adſpredt hort paa hende: „Jeg
glemmer, jeg har et Bud fra Papa til Dig.“

„Stakkels Papa, ham glemmer Du altid.“

Hermans Pande formorkedes et Sieblik; men

Urmagerens Datter. 519

han vedblev, uden at fvare paa Bebreidelſen: „Dine
Forceldre ſee idag nogle Bekjendte hos fig til Thee.
De gjøre Regning paa Dig, og jeg har ſagt Ja i
dit Navn. Du lader vel mit Ord ſtage ved Magt?”

„Ikke gjerne. Du veed, hvor lidt jeg ſynes om
disſe Soireer,“ ſvarede hun og lagde Kinden mod
hans Skulder. „Lad mig hellere blive hjemme hos
Dig, Herman.“

„Hvad tænfer Du paa? Du maa ikke blive
hjemme. Du maa ikke engang forſtyrre mig med at
ſige mig Farvel.“

„Ikke engang Farvel? ... Froken Feszler, er
det ikke haardt, er det ikke utaaleligt? .. . Og at jeg
ovenikjobet ſkal bidrage til at gjore denne Tilverelſe
evig . . . o, naar jeg tenker paa ...“

„Agathe,“ udbrød han heftig og forpiint ...
„Du veed jo dog . . . min Gud, hvad vil Du da? ...
Gaa, fjære Barn,“ tilfoiede han bedende, „Du maa
hvile Dig, ſove lidt, naar Du iaften fkal i Selſkab.
Gaa nu.“

Hun fane ſorgmodig og krenket paa ham og
ſagde efter en fort Taushed til Lotti: —

„Han er en Tyran, og jeg adlyder. Kjere
Froken, vil De ſkjcnke ham en Kop Kaffe og et
Glas Chartreuſe, og bliv faa lidt endnu hos ham.“

Hun trykkede Lotti i Henderne, bad hende om
at komme ſnart, ret ſnart igjen, ſeneſt imorgen og gik
faa henimod ÜUdgangen. Men i Doren blev hun

520 Urmagerens Datter.

ſtaaende, vendte fig om, trykkede Fingeren mod
Munden og tilkaſtede med Inderlighed Herman et
Kys.

Han beſpvarede hendes kjerlige Hilſen, og da hun
havde forladt Verelſet, ſtirrede han efter hende og
ſyntes at føle en uimodſtagelig Trang til at folge
efter hende ... men efter en fort Kamp traadte han
tilbage, kaſtede ſig i en Leneſtol og faldt i dybe
Tanker.

„De har endnu ikke ſagt mig,“ begyndte Lotti
tovende, „og jeg vilde dog gjerne vide Reſultatet af
Deres Samtale idag.“

„Del, De nylig fane — det var Reſultatet,“
ſvarede Halvig. „Den Hedersmand, hvem Agathe lo
jaa hjerteligt af, er den ſamme, til hvem jeg maatte
ſige: Jeg kan ikke holde mit Ord til Dem, Hr. . ..“

„Og hvad faa?”

„Ligemeget ... jeg har loskjobt mig. Jeg er
fri ... Fri,“ gjentog han med en Beklemthed, der
vilde have pasſet bedre til ethvert andet Ord.

„Halvig — Halvig — hvorledes har De kjobt
Dem fri?“

„Ver kun rolig, kjeere Veninde! — Paa den
ligefremmeſte Maade. Jeg har udleveret ham et
Manuſfkript, ſom allerede for Aar og Dag ſiden var
i hans Hernder, og ſom dengang blev fravriſtet ham
— af den dydige Schweitzer, hvem jeg forreſten gjerne
vil give et Beviis paa, at jeg er uafhængig.”

Urmagerens Datter. 521

„Hvorfor har han fravriſtet ham det..
Svar ikke! Jeg fkal gjøre det for Dem — og med
ſtorre Sandhedskjeerlighed, end De vilde gjøre det:
fordi det var Dem uværdigt ſom Digter og Bræft,
thi Preſt ſkal jo Digteren være, hvem der er betroet
et helligt Kald her paa Jorden ...“

En uvant Strenghed talte ud af hendes Roſt
og hendes flammende Trek. „Tro ikke, at De hører
paa en indſkrenket gammel Pige, der bilder ſig ind,
at en Mand, en Skribent, der vil ſkildre fin Tid,
altid Mal dyppe Vennen i Blomſterduft og Morgen—
dug. J have alvorlige Ting at tegne, faa tegn dem
da, men ikke med det vemmelige Velbehag over det
Heslige, dette Velbehag, ſom — tilgiv mig, Halvig,
men det man ſiges — ſom ſtodte mig i den forſte
Bog, De har ffrevet, ſiden vi fkiltes.“

„J den —,” udbrød han, kempende imellem
Skrœk og Haan.

„De fatter det ikke,“ vedblev Lotti ubonhorlig,
„De er ſenere faa mange Gange gaaet videre end i
hin Bog; den var en Bog for Born i Sammen⸗
ligning med dem, der fulgte efter. Jeg veed det!“
beſvarede hun den Indvending, han vilde komme med

„af Deres Boghandleres Anmeldelſer, af lovpriſende

Kritiker, ſom jeg hiſt og her er ftødt paa i Bladene,
hvor lidt jeg end ſogte derefter ... Jeg veed det,
kan De negte det?“

Han taug og ſtirrede pan hende med et ſvagt

522 Urmagerens Datter.

Smil. Pludſelig kaſtede han fig tilbage i fin Læne-
ſtol og ſagde: „Veed De, hvad De gjør? De taler
til mig ſom min egen kunſtneriſke Samvittighed. Men
den Stemme tor jeg ikke høre, hverken Deres eller
dens. Jeg har nu engang ſpendt Pegaſus for
Ploven, og den maa ploie, tjene Penge. Kan jeg
gjore for, at Menneſkene altid have betalt Gift—
blandere bedre end Læger? ... Var det Omvendte
Tilfældet, vilde jeg give Dem Lægemidler.”

„Halvig,“ udbrød Lotti i ſmertelig Forferdelſe.

Han reiſte ſig op med en kvalt Hulken. „Bedſte
Veninde,“ ſagde han, „jeg er fortabt, ſlaa Kors over
mig ... De ryſter paa Hovedet, De forſtager mig
iffe. Den Luxus, der omgiver os, ſkuffer Dem, den
Luxus lyver, vi leve egentlig fra Haanden og i
Munden; jeg fortjener meget; men vi bruge endnu
mere, og jeg kan ofte ikke engang i ſmaa Forlegen—
heder finde pan Udvei. Behøver jeg at ffrifte det
for Dem? ... De har jo felv faaet ſynligt Beviis
derpaa. Det maa blive anderledes,” tilfoiede han
efter en pinlig Pauſe. „Imorgen forſkriver jeg mig
til Djævlen. At jeg ikke allerede gjør det idag er
kun, fordi jeg holder faſt ved et barnagtigt Haab om
et Miratel! . . .“

„Maaſkee behøves der ikke et Mirakel,” afbrød
Lotti ham og reiſte fig med forunderlig Haft. „Lev—
vel.“

„Hvor gjerne vilde jeg ikke holde paa Dem;

Urmagerens Datter. 523

men her,“ han pegede pan de Skrifter, der bedekkede
hans Skrivebord, „her er Selſkab, der fortrænger et—
hvert andet.“

Hun horte neppe paa ham, hun var optagen af
fine egne Tanker . .. Den Tanke, det var et Mi—
rakel — andre fandtes der ikke.

Een Mulighed havde viiſt fig for hende — en
Mulighed . . . Alt, hvad man falder ufatteligt og
naturſtridigt, vilde for en Time ſiden have forekommet
Lotti ſom noget felvfølgeligt i Sammenligning med
denne Mulighed.

11.

Lotti gik hjem, og da Freden i hendes ſtille
Hus atter omgav hende, aandede hun lettere. Hun
traadte raſk ind i den kjolige, af Heengelampen op—
lyſte Stue og gik lige hen til Urſamlingen. En
Stund blev hun ſtagende foran den og gjentog flere
Gange ſagte: „Nei, nei, det kunde jeg dog ikke.“

Agnes ſatte Aftensmaden frem og fortalte, at
Gotfred havde været der og undret fig meget over
Frokenens lange Fraværelje. Han havde medbragt
Noget, en Bog, en ny, endnu nopfkaaren Bog —
Halvigs ſidſte Verk.

Med en Folelſe af Mismod tog Lotti imod
den.

524 Urmagerens Datter.

Hun havde nu faa gjerne været fri for at tenke
pan Halvig og Alt, hvad der angif ham. Hvorfor
ſkulde hun nu igjen mindes om ham? Hvorfor
[fulde netop den kjeerligſte Haand fore hende tilbage
til de Sorger og Bekymringer, hun nylig med Be—
[vær havde revet ſig los fra?

Hun lagde Bogen paa et Skab i en Krog af
Verelſet, men tog den atter frem af Henſyn til
Gotfred. Hun vilde idetmindſte kunne ſige ham, at
hun havde forſogt at leſe i den. Hun gjorde det
med modſtrebende Folelſer, men med ſtedſe voxende
Spænding. Hun var fnart fængslet, befnæret, men
med indſnevrende, uklare Baand. Hendes Blod ſtiv—
nede ved mange af disſe Skildringer.

Her var enhver Bevegelſe afluret Dyret i Men—
neſket og med ſkamlos Noiagtighed ſat ud fra hin—
anden. Der var en tiltvungen og tilloiet Sandſe—
lighed, hvorfra den aabenbare Afmagt grinte ud med
fortrukket Anſigt. Der var en Overflodighed af lav
Sandhed, hentet fra det ſimple Livs urene Strom;
men den hoieſte Sandhed, Poeſiens, manglede. Der
var endelig en lammet Fantaſis Nødhjælp: det med
fotografiſt Troſkab og Forvrengethed tegnede Portrait;
Perſonligheder, revne ud fra det beſkyttende Hjem og
ſtillede i Gabeſtokken til inderlig Glæde for et Pub—
likum, der var i Slægt med det, der ſamles ved
Henrettelſer.

Urmagerens Datter. 525

I det Store og Hele — det ſtrivelyſtne Aar—
hundredes ynkelige Misfoſter: Senſationsromanen.

Og dog! Igjennem denne urene Atmoffere,
denne matte, flappende Luft, dette Raaddenfkabets
blege Farveſpil, brod der ofte ligeſom en ſittrende
Straale af Sollys. Det misbrugte, odelagte Talent
blev et Oieblik fig ſelv . . . Du ſtakkels Talent!
tenkte Lotti, hvor har ikke den forſyndet fig imod
Dig, der ſkulde være din Vogter!

Morgenen begyndte at grye, og hun ſad endnu
oppe over fin Bog. Hendes Pande, hendes Dine
brændte, og hendes Hender ryſtede af Kulde.

Lampen brændte uſikkert og knittrende; fra den
forkullede Vege ſteg Gniſter op i det ſvertede Glas.
Lotti flukkede det døende Lys og ſogte hen til fit
Leie. Hvor godt vilde hun ikke have havt af at ſove
lidt. Men Søvnen, den er ogſaa en af de Ting,
man jager bort, naar man længes. altfor meget efter
den. Lotti lukkede Oinene og anſtrengte fig for at
ligge uden Bevegelſe; men en Storm raſede i hendes
Hoved, i hendes Aarer. En frygtelig Angeſt til—
ſnorede hendes Bryſt; det var, ſom om en bonlig
Stemme anraabte hende om Frelſe, den klagede, den
ſagde: Du har kjendt mig i min Renhed, frels en
fortabt Sjæl ... Noies ikke med at græde over
mig — frels — frels en Sjæl, ſom Du engang har
elfket!

Lang Tid gik — hvor lang? ... Urene taug

526 Urmagerens Datter.

alle, ſtode alle ſtille .. . Lotti havde glemt at træffe
dem op, — for forſte Gang glemt dem ſiden den
Tid, da det overhovedet var hendes Pligt at drage
Omſorg for Ure ... Hvor ſilde var det da? Vilde
det da ikke blive Dag? Vilde netop idag den ellers
jaa rorige Agnes ikke vaagne? Ja, hvis man kunde
tælle Tiden efter Pulsſlagene, ſaaledes ſom de Gamle
gjorde...

Endelig afbrødes den uhyggelige Stilhed i Huſet.
Agnes er paa Benene og tumler fig med ſedvanlig
Energi i fit Kjokken.

Lotti ftaaer op, ruller Gardinerne op, falder
paa den Gamle og fpørger hende om, hvad Klokken
er. Det er endnu meget tidlig paa Morgenen, endnu
umuligt at ſende Vigen ud for at faae at vide, hvor
Advokat Schweitzer boer — Advokat Schweitzer, hvem
Lotti vil aflægge et Beſog.

„En Advokat!“ — Agnes er ner ved at falde
om af Skreekk — det er jo En ved Retten, hvad har
hendes Froken med Retten at gjore?

Og to Timer ſenere, da Agnes rigtig havde
ſkaffet den onſkede Adresſe, og Lotti taus og i Haſt
var gaaet ud, blev Pigen i den Grad betagen af fin
Nysgjerrighed, at hun — hun kunde ikke lade det
være — braſt i Graad.

Lotti havde ikke nogen lang Vei at gage, ſnart
ringede hun pan Schweitzers Dor. En ældre Kone
lukkede op og erflærede med høflig Beklagelſe, at

Urmagerens Datter. 527

hendes Broder ikke var at fane 1 Tale for Bie-
blikket.

Men efterat Lotti havde fagt fit Navn befluttede
Damen fig alligevel til at forhøre fig, og faa Se-
kunder efter kom Schweitzer ſelv ud.

„Froken Feszler!“ udbrød han, „De kommer,
ſom om De var kaldt!“

Han forte hende igjennem en ſimpelt og jevnt
indrettet Dagligſtue ind i et ſtort Verelſe med dybe,
morke Alkover. Midt i Stuen ſtod et kjampemasſigt
Skrivebord og ved Siden af det et tilſvarende aabent
Pengeſkab. J høie Bunker laae deri Værdipapirer
og bag Jerngittre Pengepoſer og Ruller. Det ſaae
ud til at indeſlutte betydelige Rigdomme og lignede
med dets ſpere Hengſler og kunſtige Laaſe et Uhyre,
der bevogter Skatte og trods det lokkende opſperrede
Gab er beredt til at forſvare dem.

Schweitzer bod Lotti fin egen Leneſtol, og hun
tog Plads ved Skrivebordet, medens Advokaten, der
ſaae meget ophidſet ud, blev ſtagende foran hende.

„Jeg drømte ikke om at fane Beſog af Dem,“
ſagde han, men da De nu er her, veed jeg ogſaa,
hvorfor De kommer ... Det er Bekymring for
Halvig.“

Han beſvarede hendes bekreftende „Ja“ med
Udraabet:

„Det er der ogſaa god Gruud til.“

528 Urmagerens Datter.

Det ventede Brev var indtruffet, og Halvigs be—
retigede Fordring var afviiſt.

„Det er det ffjændigfte Nederlag, jeg i mit Liv
har lidt!“ udbrod Schweitzer. „Jeg har anſeet dette
Udfald for umuligt og derfor endnu igaar — De
var ſelv Vidne dertil — ikke villet tilintetgjore et—
hvert Haab om en heldig Losning af den Sag, ſom
jeg af egen Drift var fan begeiſtret for .. . Jeg,
den forſigtige, noieſeende Forretningsmand .. . Hal—
vig vilde aldrig have tænft paa den gamle og for—
glemte Hiſtorie.“

Han udſtodte ufammenfængende Ord, han for—
bandede ſig ſom Ophavsmanden til den Skuffelſe, det
foreſtod hans Ven.

„Veed De, hvad denne Skuffelſe betyder?“ ud—
brød han. „Jeg ſkal ſige Dem det .. .“

„Jeg veed det,“ afbrod Lotti ham beroligende.
„Halvig er nu ene henviiſt til ſit Talent og det er
udtømt ... Lad os tale roligt om Sagen ... Lad
os antage, Hr. Doktrr, at Procesſen havde faaet et
heldigt Udfald for ham, og at den Sum, han behøver
for at kjobe fin Svigerfaders Gods, laa der, i dette
Skab, hvad faa? ..

„Hvad ſaa?“

„Vilde De ſige: Afflut Handelen, flyt ud paa
Landet med din unge, forvænte Huſtru? — Jeg
kjender hende ikke; men jeg troer, hun vil ikke kunne
undvære Bylivets ſelſkabelige Glæder.”

Urmagerens Datter. 529

Schweitzer braſt i Latter.

„Nei, De fjender hende ikke. Byen har Intet at
byde hende — hun dandſer ikke . . . Theater, Con—
certer, Kunſtſamlinger, hvad betyde de for hende? Hun
er jo blind, hun er jo dov for alt Andet her, og hun har
hverken Sjæl eller Hjerte, i al Fald kun for fin Mand,
for Papa og Mama, og faa for disſe rare Brødre,
Kiki og Koko, eller hvad det er, man falder dem ...
Hun har jo fun den aldeles dyriſke, aldeles umyn—
dige og tankeloſe Kjærlighed til Reden, Hvorfra hun
er kommen .. . til en Familie, der mere end enhver
anden er et Arneſted for Fordomme, en Grav for
Kjærlighed til Neſten, thi hvad der ikke kan regnes
med til den, regnes overhovedet aldeles ikke med . ..
O, hvad vilde jeg ikke give til at kunne befrie Halvig
fra denne Familie! .. . Saa frarev man disſe Plage—
aander et Offer, der er overgivet til dem for hele
dets Levetid. — Afſted til England med Papa og
Mama, og ud paa Landet med Datteren, med Silke—
gardinerne, med Menageriet og med Rideheſtene
og Cigaretterne ... Bort — langt bort med det
Altſammen!“

Han heldte fig tilbage og trykkede de kuyttede
Hender mod Sinene.

En dyb Taushed indtraadte.

„Hvad vil der fkee?“ ſagde Lotti endelig.

„Han vil underſkrive Contrakten og ikke kunne holde

den, Godfet vil komme under Hammeren, og Halvig
34

530 Urmagerens Datter,

og den ſmukke Kone .. . nu, han kan vel altid blive
Dagleier ved et eller andet publiciſtiſk Foretagende,
og hun vil vænne fig til det eller reiſe over til
Papa og Mama i England, hvis hun ikke foretrekker
. . . O]! for os ikke i Friſtelſe! det vil ſige, giv os
aldrig Leilighed til at gjøre alt det Slette, ſom vi i
Nodsfald ere iſtand til at gjore .. . Skrakkeligt!“
ſtonnede han, tog ſig pludſelig ſammen og tilfoiede
roligt i en ſkarp Tone:

„Seer De, Froken, i dette Skab ligger der
Skatte. Virkelige, reſpektindgydende Skatte. Og
dog ere de kun Brokdele af, hvad deres Eiere ere i
Beſiddelſe af. Disſe Eiere have ubetinget Tillid til
mig, de have endnu aldrig feet Pengene efter ...
Hvis jeg engang adderede feil i en Opgjorelſe, og
det Uſandſynligſte ſkete, at Feilen blev opdaget, nu,
faa vilde man ſige: den gode Schweitzer har ogſaa
engang forhuſket eller forregnet ſig. Ere Papirerne
ikke hos ham? — Ere de ikke til at finde? ... Ih
nu! den gode Schweitzer har af en Feiltagelſe kaſtet
dem i Kakkelovnen eller i Skarnbotten, men ſtjaalet,
at han ſkulde have ſtjaalet dem, det vilde hans
Clienter ikke troe. Om han ſelv fortalte dem det,
jan vilde de mene, han er bleven gal, men ikke, at
han er bleven Tyv. Hvis jeg nu tog feil .. . hvis
jeg tog feil akkurat af den Sum, det dreier ſig om,
hvad havde jeg faa gjort? ... Noget, der maaſkee
vilde drive mig til Afſindighed eller Selvmord, en

Urmagerens Datter. 531

Forbrydelſe, den ſtorſte, jeg kan begaae, thi det vilde
være en Forbrydelſe mod min egen, medfodte Natur,
og dog Intet i Sammenligning med den Elendighed,
der bryder ind over den ulykkelige Halvig, hvis jeg
overlader ham til hans Sfjæbne . . .“

„Hvad mener De?“ ſpurgte Lotti, „ſiig mig det
ganſke ligefrem, Hr. Doktor . . .“

„Ligefrem?“ udbrød han. „Jeg kunde ſtjele de
Penge, han behøver, og da De ringede paa min
Dor“ — hans Stemme blev til en naſten uhorlig
Hviſken — „var jeg halvt om halvt beſtemt paa at
gjore det.“

„Kjere Doktor,“ ſagde Lotti, paa hvem dene
Selvanklage kun gjorde et ringe Indtryk, „bild Dem
nu ikke det ind. Det Forſct havde De ikke udført.
Her maa hjælpes paa anden Maade ...“

Hun ſukkede dybt.

„Og ſiig mig nu, hvad koſter Godſet?“

Schweitzer nævnte Priſen, men tilfoiede: „Ver⸗
dien er mindſt den dobbelte .. . Bil De kjobe det?“
udbrød han pludſelig, „jeg hører, De er i Beſiddelſe
af en Nibelunger-Skat, en Urſamling,“ han ſmilede
godmodigt, men dog ogſaa noget ſpodſk, „en død Ca—
pital! det er i vor Tid næjten en Synd ... Froken
Feszler, fælg Deres Ure og kjob Godſet! ... det
vilde ikke være fuldſteendig Hjælp; men det vilde
allerede være meget, vi flap derved af med Foreel⸗

drene ... og fan fandt man vel paa noget Andet
34*⁷

532 Urmagerens Datter.

Kjob Godſet! Adminiſtrationen ſkal jeg ſorge
for. Kjob Godſet! Seet ene og alene fra det Nyt—
tiges Standpunkt, uden nogenſomhelſt Bitanke, kan
jeg ikke nokſom raade Dem dertil!”

Den praktiſke Forretningsmand kom paa engang
frem i ham og forte en Tid udelukkende Ordet. Men
Lotti ſyntes ikke at have rigtig Interesſe for de
aabenbare, nærliggende Fordele, ſom han vilde inde—
ſtaae for. Det var ganſke andre Ting, hun vilde
have at vide. Hun ſpurgte:

„Hvis De nu gik til Halvig og bragte ham den
Efterretning, at han havde vundet Procesſen, vilde
han da ikke have at vide, hvorledes det var gaaet
til, vilde han ikke ſee Brevet, der bragte Efterret—
ningen?“

Schweitzer ſtirrede paa hende med opſpilede
Oine:

„Hvad ſkal det ſige?“

„Svar mig! ... Er han et ſaadant Barn i
Forretningsſager, at man kunde faae ham til at
toe

„Han?“ afbrod Schwetzer hende, „ham kan man

binde Alt pan Wrmet . . . Forretningsſager! Ganſke
andre Folk end han ere Born i Forretningsſager ...
men for Guds Skyld ..: De har en Plan til at

u

frelſe ham, det feer jeg . . . De vil hjælpe, De! ...
Han foldede Henderne, han kunde ikke ſige mere.
„Jeg ſkaffer Dem om nogle Dage de nødvendige

Urmagerens Datter. 533

Penge,” ſagde Lotti, „Deres Sag bliver det fan at
narre Halvig med dem. Men — ikke engang Døden
maa frigjore Dem fra det Løfte, jeg forlanger af
Dem: De tier, De bevarer Hemmeligheden for be—
ſtandig.“

Hun ſtod op og ſtrakte Haanden frem, ſom han
hoitideligt greb.

„Jeg ſporger Dem ikke,“ ſagde han, „)hvilket
Offer bringer De? Paa hvilken Livsglede gjør De
Afkald for at gjore dette muligt? Jeg ſporger: er
De iſtand til at udmaale den Velgjerning, De ud—
Hier? ..

„Jeg troer det,“ var Lottis Svar.

Hun var bleven bleg, og Taarer glimtede i
hendes Sine. Hun var meget glad og meget ſorg—
modig tilmode.

De ſkiltes, og Lotti gik hen til Gotfreds Butik.
Han var ikke tilſtede og var allerede for længe ſiden
gaaet ud. Da Lotti kom hjem, fandt hun ham utaal—
modigt ventende.

„Hvad gaaer der for ſig?“ ſpurgte han og
ſtillede ſig ſtrax hen i ſin Vindueskrog. „Det er et
merkeligt Liv, Du forer i de ſidſte Dage.“

Han fulgte med Oinene enhver af hendes Be—
vegelſer.

Hun havde taget Hatten af og lagde fit Toi ned
i Skuffen. Saa kom hun langſomt hen til Bordet og
lod Blikket adſpredt glide hen over det paa hende

534 Urmagerens Datter.

ventende Arbeide. Gotfred havde ftillet det faa appetit—
ligt frem, at det ret maatte glæde et ægte Urmager—
hjerte; men Lottis fornegtede fig i dette Øieblif fuld—
ſtendigt.

Hun tog Plads, ffjød de ſmaa Glasklokker og
deres ſtrobelige Indhold til Side og ſtottede Albuen
pan Bordet. Med ſorgmodige, noget rode Sine faae
hun længe vemodigt og ligeſom ſporgende op paa
Billedet af Faderen. Endelig vendte hun ſig om mod
Gotfred. Men ikke ſom ſedvanlig for at høre, hvor—
ledes et Pendulur gik, hvad et Echappement duede til
eller lignende behagelige Ting, men for at forhøre
ſig om det hende ubehageligſte Menneſke — Amerika—
nerens Agent.

Han var der endnu og beerede kun altfor ofte
Gotfred med ſine Beſog. Han kom under alle Slags
Paaſkud, men havde dog kun eet Maal, det meſt nop—
nagelige. Gotfred ſmilede medlidende.

„Han vil gjerne have Fingre i Urſamlingen.“

„Han fkal fane den. Jeg fælger Urene.“

Gotfred gav et Skrig fra fig af Forbauſelſe.
Det var ikke ſagt i Spog, heller ikke ſom en los An—
tydning af en Mulighed; det var en alvorlig, vel—
overveiet Beſlutning, ſom Gotfred. horte paa med den
inderligſte Harme.

„Det gjor Du for Halvig!“ brod han plubſelig
los, og Lotti boiede befræftende Hovedet.

„Jeg kan ikke Andet. Jeg fkal forklare Dig
Alt, men ikke nu. Nu vilde jeg kun onſke, at jeg

Urmagerens Datter. 535

havde overftaaet Afffeden fra mine ſtakkels Ure. Du
man — jeg beder Dig — tale med Agenten. Det
bliver ved den Pris, ſom Amerikaneren allerede har
budt Fader. Veed Du, om han endnu vil give den?“

„Det vil han viftnok .

„Send altſaa Bud efter ham . . . og ſtrax, hvis
Du vil viſe mig en Velgjerning.“

Han ſaae paa hendes ſmerteligt fort ukne Anſigt.
„Jeg vil viſe Dig den Velgjerning, ikke at ſende Bud
efter ham.“

„Gotfred! . . .“

„Lotti, Lotti! . . . Hvor kan Du — og for
ham! . . . Hvorfor dog Alt for ham?“

Hele hans Indre var i Oprør, og Lotti glemte
neſten fin egen Lidelſe over den bittre Smerte, hun
jane ham kempe med, og ſom det ikke var ham givet
at udtale.

„Jeg maa, ſeer Du?“ ſagde hun, „jeg kan ikke
Andet.“

„Ternk over Sagen. For min Skyld ... forſog
engang at gjore Noget for min Skyld — tenk der—
over! ... Du vil fortryde det! ...“

„Der er ikke mere Tid til at tenke derover, jeg
har fat mit Ord i Pant — men fortryde det? ...
Jeg troer, jeg vil aldrig fortryde det.“

„Et ſaadant Offer ... i Sandhed, den, der
tager mod et ſaadant Offer, han fortjener det ikke!“

„Han vilde ikke tage imod det, naar han vidſte

536 Urmagerens Datter.

det... Gan nu, Gotfred, og kom fnart igjen med
— Kjoberen.“

Hun vilde ftaae op; men Benene ſpigtede hende,
og hun faldt udmattet tilbage i Leneſtolen.

Gotfred traadte nærmere. Med ubehjelpſom
Omhyggelighed ſogte han at gribe hendes Haand, og
ſom om han ſtulde fvæles, hviſkede han: „Hvad vilde
din Fader ſige? . . . Lotti, tænf paa ham.“

„Jeg har visſelig tænft pan ham, og jeg ſiger
Dig: han vilde have gjort det Samme.“

Hun ſogte at træffe fin Haand ud af hans, men
han holdt den faſt og ſagde:

„Ja, naar Du ſiger det, er det viſt. Det er
muligt ... men din Fader vilde dog ogſaag have
tænft paa mig ... Misforſtaa mig ikke! .. . jeg har
jo aldeles ingen Ret — jeg mener kun, han vilde
have ſagt til mig: Det ſkeer for en Anden — derfor
behover Du ikke at troe, at den Anden er mig kjerere
end Dünn

Han ſtandſede, ligeſom forſkrekket over fin egen
Driſtighed, og ſlap pludſelig Lottis Haand. Hun faae
paa ham, overraſket og angſt, blusſende rod, og hendes
Forvirring gjorde hans endnu ſtorre.

„Tilgiv,“ ſtammede han, „jeg gaaer,” og han
vendte fig om med en faa raadvild Ilſomhed, at
Lotti — det forekom hende ſelv utroligt — maatte
lee af ham. Han blev ſtagende, halvt oprørt, halvt
glad:

BE mi

Urmagerens Datter. 537

„Du leer?“

„Jeg leer —“ hun braſt i Graad: „Vi ere to
gamle og ynukelige Skraellinger.“

„Skrellinger,“ gjentog han og traadte engſtlig
nærmere — „Lotti —“

„Gotfred —“

Og „Sodſkendene Feszler“ omfapnede hinanden.

12.

Om Eftermiddagen fandt der i Froken Charlotte
Feszlers Bolig en hoitidelig Handling Sted. Frokenen
overleverede Hr. C. B. Fiſcher, Agent for Huſet F.
O. Wagner-Schmid i New-Pork, i Overvarelſe af
Dhr. G. Feszler, Urmagermeſter, og W. Schweitzer,
Advokat, en Samling beſtagende af trehundrede
gammeldags Lommeure. Gjennemſnitspris pr. Styk
femhundrede Gylden. Salgspris: Et hundrede og
halvtredſindstyvetuſinde Gylden.

Hr. C. B. Fiſcher, en uſedvanlig lang, uſed—
vanlig bred, uſedvanlig velncret Mand, velſignet med
det rundeſte Buldoganſigt og det ildrodeſte Sfjæg i
hele Amerika, og med fuld Bevidſthed om disſe
Fortrin, holdt Kataloget i fin hoire Haand. Han
verificerede hvert Stykke, ſom Lotti tog ud af det lille
Skab, pakkede dem omhyggeligt ind og lagde dem i
en lille Kasſe, ſom Hr. Fiſcher havde medbragt.

538 Urmagerens Datter.

„Femhundrede? ... ogſaa det der ... ogſaa
det femhundrede? . . . Jeg vilde ikke give tredive for
den Tingeſt,“ ſagde Agenten fra Tid til anden;
blandt andre netop ved Mudgen og Majoratsuret.
Eller han raabte: „Hvilken Handel! — Et Millionair—
Indfald! Finder De ikke ogſaa, Hr. Doktor? —
Hvad?“

Schweitzer fortrak ikke en Mine. Gotfred var
rolig ſom En, der udholder den forſte Grad af Tor—
turen, og ſagde hvert tiende Minut: „Videre, om jeg
maa bede.”

Lotti værdigede Hr. Fiſcher neppe et Ord, neppe
et Blik. Hun havde ligeſaa megen Sympathi for
Manden, ſom en Sabinermoder maa have havt for en
datterrovende Romer.

Efter fem dræbende lange Timer anbefalede de
tre Herrer ſig. Agenten holdt den lille Kasſe under
Armen med en Ligegyldighed, ſom om den havde været
en Klaphat, og kort efter horte Lotti Vognen, der
bortforte hendes Ure, rulle hen over Torvet. Hun
ſage ikke efter den. Hun ſad ved Siden af det tomme
Skab, havde lukket Hufen i og fat de ſmaa Floi—
dore for.

Nu kunde jeg indbilde mig, tænkte hun, at Alt
endnu er ved det Gamle. Hvad behover man da for
altid at beholde noget Kjcert, man engang eiede? —
en god Hukommelſe og lidt Phantaſi. Det vilde hun
ſige for at troſte Gotfred, den trofaſte Ven, for hvem.

Urmagereng Datter. 539

der aldrig ſyntes at have været nogen Smerte, nøgen
Skuffelſe, noget Tab, undtagen de, fom hun havde
lidt. For forſte Gang i al den Tid, hun havde
kjendt ham, det vil ſige fan flænge hun kunde huſke,
havde hun idag bemærfet en egenkjerlig Folelſe hos
ham. Men Hvor haſtigt var ikke ogſaa denne for—
ſvunden, hvor var han ikke bleven forffræffet over det
uvilkaarlige Udtryk for en Folelſe, der hidtil havde
været ham fremmed ſom Synden. Hun kjendte ham
og vidſte: nu piner han ſig og kan ikke tilgive ſig,
at han havde gjort hende en tung Time endnu tun—
gere og i det Oieblik, da hun bortgav fin dyrebareſte
Skat, nædelt udbrudt: „Og jeg?“ .

Og han! . .. Var det ikke ganſke rigtigt, at
han engang havde mindet hende om, at han ogſaa
burde regnes med blandt de Vasner, der turde ſtille
Fordringer til hende? — Hidtil havde han ikke gjort
nogen gjeldende. Han var god og trofaſt! at han
vifte fig ſaaledes, det fulgte af fig felv, og hvem
tænfer længe over Noget, der er en Selvfolge? —
Mangen Gang havde det ftanet uklart for Lottis
Sjæl: der er En, ſom Du har meer at takke for,
end Du er ham ſkyldig ... der er En, hvem Du har
oftere gjort Ondt end Godt . .. Men Sporgsmaalene:
Hvorfor? Hvormed? veg hun tilbage for at be—
ſvare fig.

Det gaaer helt mærfeligt til i Sjælens vibes
lige Verden. Folelſer flumre i den, ſom aldrig

540 Urmagerens Datter.

vaagne, naar man ikke falder paa dem, men ſom
aldrig kunne ſove igjen, naar man forſt engang har
kaldt paa dem. Lotti var bange for dem og deres
ubekjendte og uberegnelige Magt. — Hvorfor ogſaa
gruble over et Forhold imellem Broder og Soſter, to
hæderlige Menneſker, der i Fred ere blevne gamle
med hinanden og ville doe paa ſamme Maade.
Samtidig — det give Himlen! Thi et Liv, hvori
Gotfred manglede og hans aldrig ſpigtende trofaſte
Omhu, det vilde ingen Glæde være. mere.

Lidt efter lidt var det blevet morkt. Lotti lænede
fig tilbage og lukkede ODinene. Henſunken i en let
Halvſovn horte hun Agnes komme hjem og træffe
Forberedelſer til Aftensbordet. Den Gamle kom til—
bage fra et Beſog hos fin Soſter, ſom Lotti havde
faaet hende til at gjore. Midt i Ugen og unden
mindſte fornuftige Grund var hun bleven opfordret
til at foretage denne Lyſtreiſe ud til Forſtaden. Seed—
vanlig kom hun hjem fra en ſaadan i ſerdeles godt
Humeur; idag var hun i en ganſke modſat Stemning.

J Taushed tændte hun Lampen og beſvarede
Lottis Sporgsmaal om Soſterens Befindende med en
utydelig Mumlen. Agnes var den rene Tilbage—
holdenhed, enhver af hendes Miner og Bevagelſer
ſagde: Har Du dine Hemmeligheder, faa har jeg
ogſaa mine.

Hendes med ſtor Udholdenhed for Dagen lagte
Lyſt til at viſe fig fornærmet begyndte at gjøre

|

Urmagerens Datter. 541

Virkning paa hendes godmodige Froken. Denne var
bleven lysvaagen. Det kunde heller ikke godt være
anderledes, thi taus var Agnes rigtignok, men ikke
ſtille. Hun forſtod tvertimod at frembringe en ſaadan
Raslen med nogle Tallerkener og et Par Knive og
Gafler, at det i Betragtning af de ringe Midler var
al Wre verd.

„Kjare Agnes,“ begyndte Lotti meget blidt og
endnu paa ingen Maade paa det Rene med, hvad
der ffulde komme efter denne Begyndelſe. Da lød
Gangklokken, og Agues ſtyrtede ud af Stuen, idet hun
atter mumlede nogle uforſtagelige Ord.

„Er Frokenen hjemme?" hortes en lydelig
Stemme ude i Entreen, og et Sieblik efter traadte
Halvig ind.

Han var bleg og ophidſet. „Frelſt!“ udſtodte
han, neppe iſtand til at tale. „Tag Deel i min
Lykke . . .“ Han trykkede begge Hender mod fit
Bryſt. — „Jeg er frelſt — jeg er en fri Mand!“

Lotti vovede ikke at fee pan ham .. Hat narre
En, det er dog altid en uhyggelig Sag. — Merſt
forlegen ſagde hun: „Har De ... Deres Proces ...“

„Den er vunden! — ja, ja, mit driſtige Haab,
ſom zeg aldrig har villet opgive, er gaaet i Opfyldelſe
. . . Fraken Lotti — glæd Dem dog med mig ...“

„Jeg glæder mig af mit fulde Hjerte, kjere
Venn

„See her! Kjender De det igjen?“ Han trak

542 Urmagerens Datter.

et Hefte op af Lommen. — „Det er for anden Gang
fravriſtet den Hedersmand, til hvem jeg igaar i
Deres Nerverelſe overgav det .. . og det ſkal gaae
op i Rog i Deres Naerrverelſe.“

Han holdt nogle Blade af Manuſkriptet over
Lampen, der gik Ild i dem, han ſvang dem høit op i
Luften for rigtig at faae dem til at blusſe op og
kaſtede dem derpaa ind i Kaminen. Med vildt Vel—
behag puſtede han op i Flammen, der forterede
hans Aandsfoſter, og udbrød:

„Do, hvad der aldrig ſkulde være født! .
Kunde jeg paa ſamme Maade tilintetgjore Alt, hvad
jeg angrer at have ſkrevet! .. . En Troſt har jeg
forøvrigt tilbage: Længe ville mine Verker ikke vekke
Uvillie hos Vennerne af det Skjoune. O, Froken
Lotti! ... jeg har havt ſtorre Forventninger om
mig felv ... Mindes De endnu? Veed De endnu,
hvad jeg har dromt og higet efter? Veed De endnu,
hvor faſt beſtemt jeg var paa ikke at forlade denne
Jord, ſom har baaret mig, uden at efterlade Spor af
min Vandring? ...“

Lotti ſlog Oinene ned for hans ſporgende Blik.
„Hvad tiltroer Ungdommen ſig ikke?“ ſagde hun.

„Forbi! . . . Han braſt atter ud i fin forpiinte
Latter. „De har endnu aldrig ſeet et Menneſke, med
hvem det har været faa fuldſteendigt forbi, ſom med
g i

„Det gaaer nok fremad igjen,” ſagde Lotti.

0

Urmagerens Datter. 543

„De veed ikke, hvorledes det ſeer ud indeni
mig.“

„Kom nu forſt til Ro.“

„Det er netop den, jeg frygter ... Med den
kommer Beſindelſen. J den raſtloſe Virkſomhed,
hvori jeg levede, havde jeg idetmindſte ikke Tid til at
komme til Beſindelſe . . . De ffal ikke troe, at jeg
har været fan lykkelig at kunne ſkuffe mig ſelb ...
, Altid, trods Alt, hvad jeg gjorde for at forjage den,
altid dukkede den Tanke atter op i mig: hvad Du
her foretager Dig er Sjelemord .. . Jeg har havt
Timer, hvori jeg har folt mig ſalig beruſt, men lykke—
lig, fjære Veninde, har jeg ikke været efter den Tid,
da jeg tvang mit Talent til at trælle for jordiſke
Formaal.“

Lotti ſogte efter Ord til at berolige ham; men
de, hun fandt, forekom hende ſvage og folde, for ikke
at ſige trivielle. Hendes Mangel paa Evne til at
troſte yttrede fig. deri, at hun fil ham til at holde
inde med ſine Beklagelſer. Hun henviſte ham til den
velſignelſesrige Indflydelſe, ſom Landlivet vilde have
paa ham, og deri gav han hende Ret og ſagde
pludſelig: i

„Ja, det ſtoler jeg ogſaa paa. Landlivets Stilhed
vil være mig en ſand Velſignelſe. Fremfor alt Andet
vil det gjøre mig godt at fee min barnagtige Huſtru
ved Maalet for hendes Onſker ... De maa fee
hende derude, i det Frie ... J Jagtdragt, med

544 Urmagerens Datter.

Bosſen i ſine fmaa Hender — jeg ſiger Dem, hun
ffyder ſom Vilhelm Tell. Eller man maa ſee hende
tæmme en vild Heſt, med Klogſkab og Taalmodighed
— eller gjennemſtreife Skoven, driftig ſom en Jæger
og ſtjon ſom en Fee. Det var min ſtorſte Sorg fra
forſt af, at jeg forte hende fra hendes gronne Hjem,
hvor hun var voxet op og blomſtrede, og hvor hun
folte ſig vel, herhen til denne Stengrav, hvor hun
fører et Liv ſom en Lerke i Bur.“

Hans Anſigt opklaredes, medens han talte om ſin
Huſtru. ;

„Jeg elſter hende,“ tilføjede han og gjentog:
„Jeg elſker hende ... Hvor kan det være? tenker
De maaſkee, hun deler jo ikke dine aandelige Inter—
esſer — — det gjør et Barn heller ikke, Kjareſte,
og man elſter det alligevel. Hun er mit Barn. Et
andet onſker jeg ikke at fane, thi det vilde ſikkert for—
lange at lere at lœſe, og det — De forftaner mig —
turde jeg ikke tillade det ...“ Han afbrød fig:
„Stadig kommer det igjen!” udbrød han heftig og
blev taus.

„Har De talt med Schweitzer?“ ſpurgte Lotti
efter nogen Tid.

„Nei. Han ſkrev mig kun en Billet til med den
ſtore Nyhed, men meddelte forovrigt, at jeg idag
hverken ſkulde vente eller beſoge ham. En af hans
Clienter lægger en Deel af Summen ud, ſom jeg
faaer — naar? Det er vel ikke beſtemt endnu .. .

Urmagerens Datter 545

Imorgen ſtal Kjobekontrakten underſkrives, om otte
Dage reiſe mine Svigerforceldre . . . det vil blive en
ſtor Sorg for Agathe, og jeg vil ikke gjerne ſee alle
de Taarer, hun udgyder ved Afreiſen . . . Men er
det engang overſtaget, faa har jeg forſt vundet hende
heelt . .. faa bliver hun forſt udelukkende min
Eiendom . . . Lee mig ikke ud, Froken Lotti, — ſelv
om der er nok faa, megen Grund dertil .. . Kjerlig—
hed er mu engang ct partielt Vanvid, og mit ſynes
at være uhelbredeligt, thi det bliver værre med hver
Dag.”

„Saa meget deſto bedre, kjare Ven! ... De
har her ſagt mig en heel Mengde Ting, ſom berolige
mig i hoi Grad. Hidtil kunde jeg ikke undertrykke en
ſvag Frygt for, at Deres Huſtru, der endnu er faa
ung og jaa overordentlig ſmuk og feteret, maaſkee dog
i Længden ikke kunde føle fig tilfreds ved et ganſke
ſtille og ensformigt Liv.“

„Den Bekymring var ugrundet!“ udbrod han
tillidsfuld. „Beſog os, kom og bliv længe hos os.
See da ſelv, om jeg ikke har Ret i at ſige: paa
Landet er Agathe i fit rette Element. De vil maaſkee
finde lidt vel meget Sport — maaſkee undre Dem
over, at en ung Dame kan interesſere ſig fan liden—
ſkabeligt for Ting, der ganſke viſt ikke ere af ideal
Natur . . . men, Bedſte — det vil De indrømme, at
de Glæder, der ere hendes de bedſte, ere af en meget

uſkyldig Natur. Man ſpiller ved dem ofte om Livet;
35

546 Urmagerens Datter.

men heller ikke nogenſinde om mere . . . Jeg vilde
onſke, jeg aldrig havde ſporet anden Begavelſe i mig
end den, der fører til at blive en dygtig Rytter eller
Jæger. Ved Gud, det vilde jeg . . .“

Han bed Tænderne ſammen og ſtirrede ud i
Luften. „Saaledes er det“ — mumlede han, ſtod op
og traadte hen til Lotti.

„Lev nu vel. Kom ſnart til os.“

Hun tog hans fremſtrakte Haand: „Lev vel,
Halvig, og fee at blive raſk.“

„Raſk?“

„Javel. Nu er De det ikke.“

Hun fane ham med en Moders bekymrede Deel—
tagelſe ind i Anſigtet. „Siig mig endnu en Ting:
hvorledes har De tænkt Dem at indrette Deres Liv?“

„Meget ſimpelt. Jeg vil ſtudere Landveſenet
hos mine Forpagtere. Jeg vil opmeerkſomt folge
Landsbyungdommens Fremgang i Skolen. Jeg vil
ſorge for gode Landeveie. Jeg vil kort ſagt give
mig af med lutter nyttige Ting. Da jeg ikke mere
vil frembringe noget Skjout, vil jeg idetmindſte for—
ſoge at foretage mig noget Fornuftigt.“

„Og hvorfor ſkulde De ikke mere frembringe
noget Skjont?“

„Fordi jeg har tabt Folelſen derfor, forekommer
det mig ... den fager man ikke tilbage.“

Han rev fig med Vold los fra de mørke Tanker,

Urmagerens Datter. 547

der atter begyndte at komme over ham: „Paa
Gjenſyn! ...“

„Paa Gjenſyn, fjære Halvig .. . Der er endnu
en Ting, jeg maa ſige Dem .. . Tenk Dem, der er
gaaet Maaneder — De har hvilet ud, har atter
engang dybt og mægtigt følt, at Verden er ſkjon og
Livet noget værd Og pluͤdſelig lyde Tonerne i
Deres Sjæl ſom i gamle Dage. De lytter til Klangen,
De vil ikke Andet end lade Dem bedaare af de yndige
Harmonier og holde faſt ved, hvad disſe ſynge for
Dem. Og uden Deres Medvirkning, neſten uden at
De veed det, ſtrommer en uſkyldig Sang fra Deres
Læber. En af den Slags, ſom Nattergalene og
Digterne ſynge, og ſom Verden ikke mere vil hore
pan, og Forleggerne ikke mere ville ſende ud. En
ſaadan, en faa aldeles upraktiſk maa det være. Den
Time, min Ven, hvori denne Sang lykkes Dem, er
Deres Gjenfodelſes-Time. Den vil komme. Jeg vil
ogſaa engang være en Casſandra og ſpage, men kun
Godt . .. Gaa nu. Ogſaa jeg er uendelig træt og
trænger til Ro.“

Han boiede fig ned over hendes Hender og
kysſede dem. —

„De har dog ikke aldeles glemt,“ ſagde han
ſagte og inderligt, „at De engang har veret en
Digters Brud. De veed enduu godt, hvorledes det
ſtaaer til med ſaadan en lykſalig Daare.“

Han gik, og lidt efter kaldte Lotti den gamle
35%

548 Urmagerens Datter.

Agnes ind og onſkede hende med ualmindelig Venlig—
hed en god Nat. Dette Onſke blev ubeſvaret af den
fortornede Tjeneſtepige; men alligevel ſov Lotti i eet
Træf til det blev Morgen. Hun havde drømt om
ſine Ure, atter ſeet ſig i Beſiddelſe af dem, og hun
blev alt Andet end glad tilmode, da hun den folgende
Dag ſad ved Frokoſten, ligeoverfor det tomme Skab.

Gotfred kom, ſage forlegen ud, gjorde endnu
længere Pauſer i Samtalen end ellers og var ilke
iſtand til at ſige et befriende Ord.

„Hvad fattes Dig?“ ſpurgte Lotti.

„Det er nogle rare Folk,“ ſvarede han med for—
ſtyrret Blik. „Der er ikke noget ved de Fyre. Ingen
Alvor, ingen Dygtighed, ingen Kjærlighed til Haand—
værket. De kunne ikke Noget og ville ikke lere Noget.
Naar det er dem, der ſkulle optage Arbeidet efter os,
hvor komme vi faa hen? . .. Om femten Aar findes
der ikke en dygtig Urmager i hele Byen.“

Det kunde nu ganſke viſt være meget ſorgeligt;
men at den Ting ſaa aldeles kunde berove ham hans
Sjælfefred, ſom det fane mere og mere ud til, det
fandt Lotti dog var ganſke mærkværdigt. Hun havde
endnu ofte Leilighed til at ſporge: „Hvad fattes Dig?“
men fik aldrig et fornuftigt Svar. Siden den Dag,
da hun ſolgte ſine Ure, var det forbi med Gotfreds
gode Humor. Som tidligere var han omhyggelig for
Lotti, ſogte at holde alle Übehageligheder borte fra
hende, var ſtadig den meſt hengivne og trofaſte Ven;

Urmagerens Datter. 549

men desuagtet var der dog ofte, og viſtnok meget
mod hans Villie, ligeſom en ſtille Bebreidelſe i hans
Veſen. Lotti havde vel nok i tidligere Tider feet
ham ſaaledes og ved ſaadanne Leiligheder aldrig kunnet
undertrykke en vis Utaalmodighed. Nu folte hun kun
Deeltagelſe og Medfolelſe og mente: Det kommer
af, at man bliver gammel; man bliver mildere med
Aarene.

13.

Dagene gik ensformigt. Lotti fortſatte ſit ſtille
Liv. Den eneſte Forandring heri bragte Advokat
Schweitzers Beſog. Han kom meget ofte, til ſtor
Glæde for Gotfred. Denne havde fattet en Kjerlig—
hed til ham, der var kommen lige ſaa pludſelig ſom
Romeos til Julie, og han gav den tilkjende paa fin
egen veltalende Maade:

„Han — ja han, — ham er der Noget ved!“

Doktoren bragte Efterretninger fra Halvigs. Det
unge Par opholdt fig paa Godſet, Svigerforeldrene
vare afſeilede til England. Schweitzer var beſfjeftiget
med at bringe Orden i deres Sager. Saaſnart han
var færdig dermed, vilde han foretage en Reiſe til
Norden for at tilbringe de varme Sommermaaneder
i Norge eller maaſkee endog paa Island. Han ſagde,
hans Nerver trengte til at ſtyrkes.

— —

å
i

550 Urmagerens Datter.

„Jeg er nerveſvag ſom alle andre Menneſker,
ene med Undtagelſe af Dem og Gotfred.“

„Nu, jeg veed ikke,“ ſagde Lotti og fane fra ham
over ban Gotfred.

Med dennes Nerver, tænfte hun, ſtod det nu
heller ikke vigtig godt til. Han var bleven faa egen
og fod ofte til ikke ret ſelv at vide, hvad han vilde.
Flere Gange havde Lotti viiſt ham Breve fra Halvig
og Agathe, Hvori de indftændigt bad Froken Feszler
om at komme og tilbringe nogle Dage hos dem.

Gotfred havde aldrig ſagt Andet dertil end:

„Ja de ere meget hoflige,“ og: „Naar reiſer
Du?“ men det var i en jaa piinlig Tone, at Lotti
iſtedetfor: „Imorgen,“ ſom det var hendes Mening,
altid ſvarede: „Det veed jeg endnu ikke.“

Men tilſidſt kom der en ſaa hjertelig og varm
Indbydelſesſkrivelſe, underſrreven af begge Wgte—
fællerne, at Lotti beſluttede ikke længere at lade fig
bede, og endnu ſamme Aften ſagde hun til fin Pige:

„Agnes, imorgen tager jeg afſted med Morgen—
toget Klokken otte. Naar Gotfred op ad Formiddagen
ſporger efter mig, ſiger Du ham, at jeg er hos
Halvigs og kommer tilbage Klokken ſex om Aftenen.
Hvis han vil tage imod mig paa Banegaarden, ſkulde
det glæde mig meget.”

Agnes var ſerdeles tilfreds med denne Beſked.
J ſin Phantaſi nod hun allerede Forbauſelſen, hvormed
Gotfred vilde modtage dette Budſkab, og Sporgs—

Urmagerens Datter. 551

maalene, han vilde rette til hende. Hun forberedte
fig ſtrax paa de Kunſter, hvormed hun vilde gjøre
Nydelſen endnu ſtorre, og ſov ind med det inderlige
Onſke, at Veiret ikke vilde gjøre hende en Streg i
Regningen.

Dette Onſke gik fuldftændigt i Opfyldelſe. Den
ſkjonneſte Dag, dette Aars unge Sommer endnu havde
Dragt, brød frem den neſte, en Sondag morgen. Den
herligſte Juniſol ſkinnede, den reneſte Himmel blaanede
over det puſtende, dampende Banetog, der forte Lotti
bort fra Byen.

Efter to Timers Kjorſel var hun kommen til den
lille Station, i Nærheden af hvilken Halvigs Gods
laa. Derhen forte, ſom Lotti vidſte fra Schweitzer,
en god Markvei, og hun hapde foreſat fig at tilbage—
lægge det forte Stykke tilfods. At gage vild var
umuligt. Villaen laa i det grønne Sletteland, ſynlig
i lang Afſtand, ſom en Perle i et aabent Skriin.

Lotti begav fig raſk afſted. Hun følte fig. vel
ved den hurtige Bevegelſe og var ligeſom lidt beruſet
af den kraftige Luft. Hun var efterhaanden kommen
i den loftede Stemning, der griber neſten ethvert
Bymenneſke, naar det pludſelig fra Byens Mure
flipper ud i den vide Natur. Den aander Friſkhed
og Glæde og meddeler et modtageligt Sind Noget
deraf. Alt var fan venligt, Skove, Marker, Enge,
og Bæltet af bolgeformede Hoie, ſom omſluttede det
ſtjonne Landſkab. Men det Smukkeſte var dog den

552 Urmagerens Datter.

mægtige Bjergkjeede i den fjerne Baggrund. Neppe
til at ſkjelne fra Skydannelſerne i Horizonten faa den
i den ſolvklare Dæmring ſom et Vidunder, Hvorfra
et Lengſel vokkende Trylleri udgik. Lotti nærmede
fig Villaen. To Flag vaiede fra dens ſlanke, ſmaa
Taarne og forkyndte, at Herren og Fruen vare hjemme.
Veien gik langs Haveus Indhegning, et fiint Staal—
traadsgitter paa en lav Murfod. Lotti fulgte denne
og mødte i den aabentſtagende Port en Rytter, der
kom fra Huſet. Denne, en lille, tor Mand, holdt ſin
langhalſede Brune, der pruſtede, ſom om, den havde
faaet Ild i Halſen, lidt an for at lade Lotti komme
forbi. Uden at tage Huen af, men med godmodig
Nedladenhed beſvarede han den Fremmedes Sporgsmaal.
„Herſkaberne“ vare i Kirke i den neermeſte Landsby
og kom tilbage om en Time. Længere blev de neppe
borte, da der blev ſpiſt Frokoſt Klokken tolv.

Altſaa vente en Time! det var flemt. Naa,
maaſkee dog ikke ſaa ſlemt. Man kan benytte Tiden
til at ſee Haven og tillige hvile lidt ud.

Fra Indkjorſelens brede Grusvei dreiede Lotti
ind pan en noget ſmallere. Ikke et Menneſke var at
opdage, rundtomkring herſkede den ægte landlige
Sondagsſtilhed. Lotti kom forbi et pregtigt Tulipan—
træ og ind i en Lund af Graner, hvis kolige Stygge
tiltrak hende. Under Træerne ſtod en Jernbeenk, ſom
hun tog Plads paa.

Der er dog noget rigtig rart ved Landet! tenkte

"ASER ESS.

Urmagerens Datter. 553

hun og aandede dybt og faae fig om i ſtille Hen—
rykkelſe. Granerne vare allerede berovede de lavere
Grene; men unge Planter vare fatte i en Halvkreds
omkring Lunden. De nøgne Steder imellem de
gamle Trœers Stamme vare udfyldte med exotiſke
Potteplanter. Fine, ſydlandſke Palmer, Ficus, Daphner,
Begonier befandt fig vel under de nordiſke Kempers
Beſkyttelſe. Araucariernes Dronning, Excelſia, ud—
bredte fine lange Grene i majejtætift Ynde. Harpix—
lugt gjennemtrængte Luften, Fuglene fang, i Grasſet
ſvirrede og ſummede det. Med rig Hoſt vendte
flittige Bier tilbage fra Beſog pan de blomſtrende
Lindetrœer. Alt ivrigt, Alt beſtjeftiget, Alt, hvad der
ſvœvede, floi og krob omkring, faa opgaget i fine egne
Sager, ſaa driſtigt i fin Svaghed, faa ufortrødent i
Benyttelſen af de ſmaa Kræfter.

Lotti fane og lyttede og hengav fig aldeles til
Folelſen af den ſodeſte Ro. Stille nod hun den koſt—
bare Time, det bevægede, raſtloſe og dog fredelige
Liv rundtomkring hende ... da hørtes pludſelig i det
Fjerne Lyden af en lille Middagsklokke.

Tolv. — Om to Timer maa hun bort igjen;
Gotfred venter hende; han har allerede havt en ſlem
Skuffelſe, da han kom og ikke traf hende hjemme.

Tiden vil falde ham meget lang, og han vil ſikkert

nok pine fig ved at tenke pan, at hun ikke holder
Ord, at hun ikke kommer. Men hun ſkal nok komme!
ſelv om hun maa tage afſted, uden at have feet dem,

554 Urmagerens Datter.

for hvis Skyld hun ſaaledes er deſerteret. De ere
forøvrigt maaſkee for lenge ſiden komne tilbage fra
Kirken; Hvorfra har Lotti faaet den Idee, at de
ſkulle komme forbi netop her? Hun ſtod op for at
forlade Lunden, og i ſamme Sieblik horte hun lang—
ſomme Skridt paa Gruſet og ſaage en hvid Kjole
komme tilſyne imellem de ſmaa Træerå Grene.

Halvig og Agathe nærmede fig; man kunde alle—
rede tydelig høre deres Stemmer. Lotti ilede dem
imode; men var endnu ikke kommen ud paa Veien,
da hun tøvende blev ftaaende.

De to Menneſker, ſom ſaaledes kom gaaende,
frembød det ſjeldneſte Syn, der findes her paa Jorden:
Synet af fuldkommen Lykke. De holdt hinanden om—
ſlyngede. Hans Hoved var let boiet, hendes let
hævet, de fane hinanden i Oinene og hviſkede ſmilende
og ſagte enkelte Oord. De ſyntes at ville overbyde
hinanden i fjærlige Üdtryk; men der var ingen Uro,
ingen Storm i denne Veddekamp; at bukke under
eller ſeire i den maatte være lige født. Der var
ingen Kamp, ingen Lengſel, ingen bange Tvivl, der
var en Opfyldelſe af alle Onſker og en himmelfk Fred.

De kom nærmere, ganſke nær ... Lotti mente,
at de maatte have bemeerket hende ... men hun tog
feil. Herman og Agathe gik forbi, blinde for Alt,
ene optagne af deres egen Verden. Nu var de ved
Enden af Veien, gik over den aabne Plads og forſvandt
i Huſet.

Urmagerens Datter. 555

Lotti fulgte ikke efter dem.

Hvad fkal jeg hos Eder, tenkte hun, 3 trænge
ikke til en Tredie.

Nogen Tid blev hun dog endnu tankefuld og
drommende ſiddende i Lunden, der forſt havde budt
hende et hjerteligt Gjeeſtevenſkab og ſenere, uden at
hun havde villet eller ſogt det, et ſikkert Skjul;
derpaa tiltraadte hun rolig Tilbageveien.

Det var blevet trykkende varmt. Lotti krob
mere, end hun gik, hun havde jo ikke Noget at haſte
efter og kom jo altid tidsnok til den interesſante Ad—
ſpredelſe, at ſpadſere et Par Timer op og ned uden—
for en Stationsbygning. Ingenſteds Skygge, kun
Enge og Marker. Forſt temmelig ner ved Stationen,
ved Siden af Grændfepælen for det Halvigſke Gods,
ſtod et Stenkors omgivet af fire unge Popler. Der
kunde man jo rigtignok hvile lidt, men ikke i Skyggen;
det var der ikke Tale om, faa høit ſom Solen ſtod.
Ligemeget. En Landſtrygerſke, ſom Lotti jo fortiden
var bleven, takker Gud ogſaa for den Velgjerning at
kunne ſidde paa et Steentrin og lade den Tid, hun
har formeget af, gage forbi fig.

Hun gik hen til Korſet og ſaae ſnart, at hun
aldrig havde kunnet finde et bedre Sted til endnu
engang ret at tage Villaen i Vieſyn. Det gjorde
hun længe, og med den inderligſte Bon for fremmed
Lykke, ſom et Menneſkes Bryſt kan opſende.

Derefter fortſatte Lotti ſin Vei.

556 Urmagerens Datter,

Lidt efter lidt begyndte hun at finde hele denne
Udflugt ganſke opmuntrende. Halvigs og Agathes
Indbydelſe havde bebyrdet hende med en Folelſe af
Forpligtelſe, ſom hun havde ment ſtrax at burde
efterkomme. Hun var altſaa reiſt, var kommen og
havde iſtedetfor de leengſelsfuldt paa hende ventende
Venner feet et Par Forelſkede, ſom endnu faa ſeent
var midt i Hvedebrodsdagene, og ſom man ikke kunde
gjøre nogen ſtorre Tjeneſte end at lade dem være ene . ..

Den gode Lotti forekom fig ſelv lidt latterlig;
men hvad kunde det ſkade en fan fordringslos Perſon
ſom hende? — Ikke det mindſte, og hun lo i fit
ſtille Sind og var inderlig fornoiet, ſkjondt hun dog
havde en vis ubehagelig Folelſe, der — en ſorgelig
Udgang pan hendes poetiſke Pilgrimsreiſe — ffrev
ſig fra en meget proſaiſk Sultenhed.

Hun gik raſk til. Det var hendes Henſigt at
banke pan Stationshuſets Dor og for gode Ord og
Betaling ſee at faae en lille Forfriſkning.

Hun flap for at banke paa. Banevogterens
Kone, et kraftigt, morkoiet Fruentimmer, ſtod ved den
lille Haves Gjerde og tog her imod Lottis Andra—
gende. Hun var i Begyndelſen lidt afviſende, men
blev ſnart faa venlig, at Lotti kom til at tenke paa,
om dette behagelige Veſen ſtod i Forbindelſe med det
Frimureri, der ifølge Schweitzers Mening beſtaaer
imellem hæderlige Menneſker.

En Time efter fad Lotti i Banevogterens Stue

Urmagerens Datter. 557

ſaa gemytligt, ſom om fun hørte med til Familien.
Manden ſad ligeoverfor hende og rog ſin daarlige
Tobak af en Træpibe, Konen fad ved Siden af hende
og lappede en gammel Troie, og Adgteparrets tyk—
kindede Arving havde flanet fig til Ro paa Skjodet
af Mama.

Konen var allerede færdig med at fortælle hele
fit Livs Hiſtorie, og det ſage ud til, at hun kunde nok
have Lyſt til at begynde forfra igjen. Hun ſendte
allerede indledende Betragtninger forud.

Ja, hun gik nu ti fit toogfyrgetyvende Aar, og
hendes Dreng der var dog forſt nylig bleven tre.

„FJattigfolk kunne forſt ſeent gifte fig. Ogſaa
deri, ogſaa i ſaadant Noget, have de Rige det Bedre.“

Nu reiſte Manden fig — Iltoget maatte ſnart
komme, om nogle Minuter ſkulde han heiſe Signalerne.

Efterat han havde forladt Stuen — han var en
gammel Mand og ſage rigtig gnaven ud — begyndte
hans Kone at roſe ham. „Han“ var flink. „Han“
var almindelig agtet. Utroligt, fan mange Ulykkes—
tilfælde, ſom „Han“ havde forhindret ved fin Paa—
pasſelighed. Haus Dreng flægter ham paa og er
allerede nu Faderen op ad Dage. Hun traf Drengen
hen til fig og gav ham et Smakkys og foer med
alle fem Fingre gjeunem hans ſtrittende Haar. Et
rørende Udtryf af Omhed mildnede fjendes ſolbrendte
Anſigts haarde Træf, medens hun odslede fine djærve
Kjcertegn paa fit Barn.

558 Urmagereng Datter.

„Idag er det en rigtig Søndag,” ſagde Lotti til
hende, „idag har jeg feet to lykkelige Agtepar.“

Konen faae forundret paa hende.

„Og De? ... De er da vel ogfan lykkelig?“

„Jeg er ogſaa lykkelig.“

„Saa? ... og . . .“ hun ſtak nysgjerrig Ho—
vedet frem, „hvad er Deres Mand?“

„Jeg har ingen; jeg er en gammel Jomfru.“

„Saga? . . . en gammel Jomfru?“ gjentog Konen,
aabenbart ſkuffet. Og da nu Manden bankede paa
Vinduet for at ſige den Fremmede, at det var paa
Tiden at bryde op, ſtak den ligegyldige Afſked, ſom
Vertinden tog med fin Gjeeſt, merkeligt af mod den
tidligere Venlighed. Det var, ſom om hun fortrod
en ilde anbragt Fortrolighed.

Utilfreds med den Miskredit, hvori hun pludſelig
var kommen hos Banevogterens Kone, ſteg Lotti ind
i Waggonen.

Der var kun een Plads ledig, og den tog hun,
aabenbart til ſtor Wrgrelſe for et fluttet Selſkab, der
havde beſat Coupéen. Det var lyſtige Menneſker,
ſom, efterat have forvundet den forſte Uvillie, ikke lod
fig forſtyrre i deres Samtale. Lotti tilbragte to
ubehagelige Timer i denne hoiroſtede og muntre
Kreds. Der paakom hende en Folelſe af Enſomhed,
ſom hun ikke kunde forjage.

Endelig kjorte Toget ind paa Baueggarden, og
det Forſte, Lotti fil Øie paa, var Gotfreds lange

Urmagerens Datter. 559

Skikkelſe. Han ſtod op ad Muren og tog fig ud fom
et Billede paa Haabloshed. Han ſtirrede paa Folk,
der ſteg ud af Waggonerne, og: Hun kommer ikke!
Hun kommer ikke! ſtod der at leſe i hans Anſigt.

Men nu foer han ſammen . . . Hun var der —
en Haand laa paa hans Arm.

„Det havde jeg ikke troet ... at de vilde have
fluppet Dig . ..“ Som et forrykt Menneffe ſtirrede
han paa hende. „Jeg har en Vogn . ..“

Nei, den takkede hun for, hun var glad over at
være fluppen ud af Waggonen, vilde gage tilfods
hjem ſammen med Gotfred og underveis fortelle ham,
hvad hun havde oplevet.

Og ſaaledes ſtete det. Han horte deeltagende paa
hende, uden at afbryde hende. Forſt da hun talte
om, hvor tilovers hun havde følt fig ved at fee Halvig
og hans Huſtru, tog han hendes Arm og trykkede
den faſt til fig.

„Her trenger man til Dig,“ ſagde han.

Disſe Ord ſtulde være ſagte i en ſpogende
Tone, men kom meget vemodigt frem. Gotfred rom—
mede fig, forſogte ogſaa at fortælle Noget — vidſte
Intet og indſtrenkede fig tilſidſt til det ſagte Udraab:
„Kjere Lotti!“

Han greb nu ogſaa hendes Haand, og hun trak
den ikke tilbage; derover kom han i en Begeiſtring,
ſom ingen Veltalenhed vilde være iſtand til at ſkildre.

— —

——— . . — ——— —

560 Urmagereus Datter.

Det Bedſte, han kunde gjøre, var at gjentage: „Kjere
Lotti!“

Hans Haandtryk blev beſvaret, og „Gode Gotfred!“
ſagde hun, ſom han havde elfſket fra fin Barndom af.

En Zittren af Lykſalighed gjennemfoer ham.
Skulde det være tenkeligt? Skulde det være muligt? ..
Skulde han tilſidſt dog nage Maalet og Indbegrebet
af alle fine Ouſker?

Ja, ja, ſvarede de milde Sine, ſom han ſporgende
fane ind i, og Munden, ſom han elfkede, ſagde:

„Gode Gotfred, det er ikke forſt idag, at jeg
veed, at Du er mig det Kjereſte paa hele Jorden.“

Da havde han ner jublet høit. Det var et
Held, at de vare komne til Lottis Hus. — Aar igjennem
havde han indelukket fin dybe Leengſels Hemmelighed
i ſig, Jubelen var nu ner ved at fprænge hans Bryſt.
Som en lykſalig Mand tog han ſin Brud i ſine Arme,
og hun maatte afværge det, ellers hapde han ſikkert
baaret hende op ad Trappen. Deroppe ringede han
faa voldſomt paa Klokken, at Agnes yderlig fuorffvæffet
kom ilende til.

„Hpvor kan man ringe ſaaledes paa?” raabte
den Gamle.

„Det er for Deres Skyld, Agnes!“ ſvarede han,
„jeg kan ikke vente med at ſige Dem det ... De er
den forſte, der fager det at vide ... See pan os!
Vi ere Forlovede!“

Åliteratur,

Johannes Helms: „Soldaterliv i Krig og Fred.“

Paa ſamme Tid ſom Capitain C. Th. Sorenſen
har fuldendt fit omfangsrige og fortjenſtfulde Vært
om den ſorgelige anden ſlesvigſke Krig, har Johannes
Helms under ovenſtaagende Titel udgivet en Række liv—
lige Skildringer og Billeder fra den forſte. Uagtet
de, ſom han ſelv ſiger, gage en Menneſkealder tilbage
i Tiden, ere de reproducerede med en Friſkhed og en
Kjckhed, ſom om de vare nedſkrevne pan Stedet, i
Barakkerne eller ved Bivuakilden, og den freidige, lidt
ſtudentikoſe Tone, der gager igjennem dem, er af en
faa ſlaagende Virkning, at man ſynes at gjenopleve
med ham Alt, hvad han fremſtiller. Forfatterens
Mening har ingenlunde været at ville ſkrive Krigshiſtorie,
men det, han har ydet, er et veſentligt Supplement
dertil, idet man, igjennem hans Maade at fortelle
paa, bliver langt bedre bekjendt med Tonen og Aanden

i Armeen og i Landet end igjennem nogetſombelſt
36

— DE ——

pr

562 Literatur.

krigsvidenſkabeligt Skrift. Dette gjeelder baade om
hans Vers og hans Proſa, og idet vi derfor varmt
anbefale begge Dele, meddele vi en Prøve af Verſene,
der uden Tvivl vil give Leſeren Lyſt til at gjøre
Befjendtffab med det Dele.

Patrouillen.

Mutter, kom hid med din grumſede Kop,
Kaffen ſkal ſtyrke os Kraften og Modet.
Nu ſkal vi ud at huſere ved Kropp,
Natten er kold, der maa Varme i Blodet.
Rap Jer nu, Karle, fæg Kortene hen!
Fatter Geværet og fpænd Jer' Tornyſter!
Om et Par Timer vi er her igjen,

Saa kan J doble, faa meget J lyſter.

Hornbleſer! Du med de ſtumpede Been,

Du ffal gage med paa de natlige Togter.
Kryb kun af Halmen, vær ikke for ſeen,

Nu ſkal Du være vor Hund og Bevogter.
Smutte bag Gjerder og ſpeide i Skjul,
Tjene en Mark, hvis Du fnildelig teer Dig,
Men, Du forſtager mig, Du luyſtige Fugl,
Skydes paa Pelſen, hvis Tydſterne feer Dig.

—

Literatur.

Gaa Kammerater, Geværet i Arm!

Lykkelig Vagt for Jer andre her hjemme!
Mutter, pas vel paa, at Kaffen er varm,
Til naar Du atter kan høre vor Stemme.
Ude i Reide vi hente Dig Smor,

Wg og en Oſt fra de tydſke Krabater.
Mutter, men faa Du et Gilde os gjør
Imorgen Formiddag. Marſch, Kammerater!

Moſen er blød, J maa hoppe lidt let,
Derſom J ikke vil drukne i Foret.

See, ſtjondt jeg ſpringer faa grumme adræt,
Flyver mig Solet beſtandig om Sret.

Stræf dine Poter, Du ſtumpede Dreng,
Hvad er i Veien? Jeg ſynes, Du gyſer.
„Ja, Hr. Skerſant, den Kulde er ſtreng,

Og jeg er færdig at troe, at det fryſer.“

Snak om en Ting, min forkortede Ven,
Er Du forknyt kan Du blive hos Mutter.
Gaa, det er Ret! Nu gaaer det igjen.
Lad os faa fane en Hiſtorie, Gutter!
Veien er lang, i den frie Natur

Lidt Pasſiaren paa Gangtoiet letter,

Nu kan J ſladre, men ti ſom en Mur,

Naar vi er foran de ſidſte Vedetter.
36%

564 Literatur.

Tys! der var noget, der raslede hiſt.

Det er en ſlumrende Ræv, vi har vakket.
Stakkel, Du lugtede Bosſerne viſt,

Slaa Dig til Ko, bliv kun ikke forſkraekket.
Bosſen er ladt, men vi ſpare vort Skud,
Wbdlere Vildt er vi ude at jage.

Jane vi en Gang jaget Tydſtkerne ud,

Gaa kan Du atter fane Grund til at klage.

„Holdt! Hvem der?“ Patrouille, min Ven.
„Feltraab?“ Marie! Hvor gager det pan Poſten?
Alt er vel roligt? Saa kjor' vi igjen,

Vi maa ſee til, vi kan lobe fra Froſten.

Om et Kvarteer faa vil Maanen ſtaa op,

See, allerede det lysner bag Skyen,

Og jeg kan ſkimte Taarnet i Kropp

Samt et Par Lys, der ſkinne i Byen.

Stille! Jeg hører en Heſt i Galop.

Brug Jeres Oine og ſpids Jeres Oren!
See kun, der kommer en ridende Trop,
Og jeg kan kjende Forpoſtcommandeuren.
Nu gjor han Holdt ved Skildvagten hiſt,
Sporger om Nyt fra Hjemmet og Mutter,
Føler ham lidt paa Tanden — jo viſt!
Karlene her, det er ingen Rekrnutter.

Literatur. 565

Hurra! det hjalp, her er Moſen forbi,
Raſk kan vi trave afſted over Sletten;
Nu har vi klaret Forpoſterne, thi

Der kan J ſtimte Huſarpiketten.

Nu maa vi ſee til at vogte os ſelv,
Hold Jeres Bosſer parat til at knalde,
Træffe vi her paa en levende Sjæl,
Saa maa vi fee, vi kan muntre dem alle.

Der har vi Maanen, den ftaaer fom en Brand
J Horizonten. Hvor hurtig den ſtiger!

Nu faae vi Lys paa Mollen, faa kan

Bedre end for vi ſee, hvad vi ſiger.

Heida, Du Smaa! nu evig forſor'n!

Liſt Dig forud langs det buſkede Gjerde!

Giv os et Tegn med et Trut i dit Horn,
Derſom Du troer, der er noget paa Ferde.

See, hvor han ſpringer, den vilde Krabat,
Uden at knye; der er Krummer i Drengen.
Stakkel! her gaaer han og leger Soldat,
Medens hans Broder kan ſnorke i Sengen.
See, hvor forſigtig han ſniger fig frem,
Ja, man kan ſee, han er gammel i Toiet;
Hvis han en Gang kommer heelſkindet hjem,
Tro mig, hans Moder vil blive forngiet.

— — 7

566 Literatur

Nu kan vi atter med Rolighed gage,

Nu har vi jo faaet Forpofter ude.

See efter Drengen, og, Karle! pas paa,

Hvis han gi'r Tegn eller ta'r til at tude.

Der, hvor han ſtager bag det dæffede Hegn,
Seer han vidt over den treloſe Hede.

Men — ſee, han vinker — det er viſt et Tegn,
At der er Ugler i Moſen dernede.

San mag til Gjerdet vi hen i en Fart,
Ho'derne ned! Lad Bosſen ei glimte!

See efter Zænghætten! Alt er vel klart?
Der kan J ſelv Kammeraterne ſkimte.

Det er Patrouillen, der kommer fra Kropp,
Stille! Lad ingen Spektakler dem hore.
Komme de nærmere, fane de et Stop,

Saa det ſkal runge i Tydſkerens Ore.

Nu gjor de Holdt og ſee ſig omkring.
Glo J kun væf, fan meget J lyſter!

Kom J kun hid, det er flet ingen Ting,

Det er kun os, der vil gi' Jer en Troſter.
Ja, det flaaer til, de ſtyre herhen,
Ho'derne ned! ellers Lunten de lugter,
Det ſkulde være ſom Pokker, min Ven,
Skulde vi ei kunne klare de Bugter.

Literatur. 567

Vent! Om lidt er de bedre pan Skud,
Har vi dem forſt paa en hundrede Alen,
Stikke vi dem nogle Hilſener ud,

Saa ſkal J ſee, at de viſer os Halen.

Nu Kammerater, læg Bosſen til Kind!
Fyr! See ſaa, det linded en Smule.
Hurra! De fnurre fig rundt ſom en Bind.
Karle, gjor Plads! Der kommer en Kugle!

Saa, der er mere af det Floiteri.

Munter! nu kommer Humeur der i Spillet.
Rutſch! den ſtreifed' mit Ore forbi,

Og min Kaſkjœt maatte bøde for Gildet.
Nok et Par Stykker! Saa hjalper det ſtrax,
Daarlig de ſtaa pan den blottede Hebe.

De er nok ei af den farligſte Slags.

Seer J, nu ſkrubbe de af allerede.

Lad dem kun lobe, vi kan dem ei naa,
Bosſerne ned, hold op med at knalde!
Krudtet og Kuglerne ſpare vi paa;

Ingen er ſaaret? Vi har Jer vel alle?
Hvor er den Smaa? Han krob nok ei Sfjul,
Ellers han pleier dog ikke at rende;

See dog, om ei den forviltrede Fugl

Skulde ha” gjemt fig bag Buffen derhenne.

— reer
.

568 Literatur.

Ja det er ham, men hvor er det fat?
Staffel, jeg frygter, han reiſer ſig ikke.
Er det forbi med den arme Krabat?
Haanden er kold og bruſtne hans Blikke.
Pulſen er ſtandſet, og bleg er hans Kind;
Hovedet ned over Bryſtet er boiet;

Blodet er ſtorknet, hvor Kuglen gik ind,

See, det er her, lidt nedenfor Siet.

Flet ham en Baare af Grenene her,

Svob ham i Kappen og ber ham forſigtig;
Drengen han var jo os alle faa kjer,

Nu maa vi hjem og begrave ham rigtig.
Naa, ingen Klynken! Hvad hjælper det til?
Det ſkal jo dog være Enden paa Legen.
Naar vi fane Tid, faa græd, om J vil,

Nu ſkal vi ha? os en Viſe paa Veien!

„Grantrret.“

Af
A. C. Langſted.

| Naar intet meer kan ſtjule
Naturens Nogenhed,

Naar Træerne ſtaa gule

Og Lovet rasler ned,

Naar Kulden gjennemisner

| Naturen, ſaa den doer,

| Naar alt, — alt andet visner,
| Staner Granen grøn ſom før.

|| Naar Stormen lengſt har ſpredet
| De ſidſte Sommerſpor,

[| Og Vintren alt har bredet

U Sneelagnet over Jord,

8 Naar Lovet er henveiret

Og intet kan faae Le,

Stager endnu ubeſeiret

Det ranke Juletræ.

569

r

570

Digt.

Maaſkee de Oxen lægge
Imorgen ved dets Fod,
Snart vil da Sneen deekke
Den Plet, hvorpaa det ſtod;
— Med Lys ffal Træet krandſes
Og Godter henges paa,

Og rundt om ffal der dandſes
Og jubles af de Smaa.

Det Træ, ſom grønt og fredet
Staaer felv i Vintrens Broſt,
Ja ſtager ſom Bindeledet

Imellem Højt og Hoſt,

Symbolet er paa Naaden,
Som har en evig Troſt,
Og ſom er Redningsbaaden
Imellem Kyſt og Kyſt.

Imellem Himmerige

Og Jorden ſlaager den Bro,
Den er en Jakobſtige

Fra os til Himmelbo,

Den løjer os den Gaade,
At Jeſus er vor Gjæft:
Det ſkyldes jo Guds Naade,
Vi holde Julefeſt! —

ere

— &.

— i Fer
z —

gu i 1

K og

i
1883)

|
A

(

se
For Roma
Historie
bd. 3

rn

N
„
— 21 3 == 1

nr

|